tanketorsk

Men tænk hvis jeg turde og tænk hvis jeg kunne, alt der jeg ikke tør og ikke kan se at jeg kan, har kunnet og nogensinde vil kunne. Har man så bare nye og andre interessante ting man ikke kan, gør eller tør?

Jeg ved ikke hvor jeg vil hen. Og med hvem. Op på toppen af mit bjerg, ned i dalen med det frodige græs eller bare op i min seng.

Fik en mail lige før da jeg lukkede pc´en ned. “Beklager det korte varsel, men vi skal sende videre til godkendelse i torsdag og vi mangler tal for (…), så jeg vil sætte stor pris på hvis du kan give mig et estimat senest i morgen.”

På hvad, var jeg lige ved at svare. Det stod der nemlig ikke særlig meget om. På hvad og hvor uforskammet synes du selv det er  at sende en mail klokken 23.07 og antage at jeg kaster hvad jeg har i hænderne for at løse dit problem?

Det skrev jeg ikke. Men jeg kastede en terning, rundede op til nærmeste hele hundredetusinde og skrev at det var det eneste bud hun kunne få med så uforskammet kort varsel. Fedt ord, det der uforskammet. Rend mig, selv tak.

Og nej, vi skændes ikke mere, jeg forslog en f2f og han fatter stadig intet eller også er det mig eller os begge to og jeg orker ikke at skulle tage snakken om det; for lige nu, hvor jeg er sur og ked og burde sove i stedet for at sidde her, forventer jeg ikke at han fatter en tøddel af det jeg siger. Rend mig, selv tak.

Men tænk hvis jeg turde tro, og tænk hvis jeg kunne overgive mig bare sådan og tænk hvis det virkelig kan lade sig gøre  for overanalyserende, sarkastisk rationaliserende brændt lugtende kvinder, at blive hovedkuls forelskede i nogen. Jeg tror det ikke. Rend mig, selv tak.