Det har været sådan en dejlig søndag. Jeg blev smittet af andres bobler og fik afsluttet årets første træningsuge med perfekt timing, gode ben og frostluft i lungerne. (messende: jeg prioriterer mit løb, fordi det giver mig overskud. Gentag 10 gange efter mig: Jeg…).
Og glade børn, selvfølgelig. Jojo. Larmende, sparkende råbende glade børn.
Happy day og en sen kaffe date med Bono.
indtil jeg opdagede på forældreintra at min ældste skulle have været til fødselsdag klokken 11. Det er bare ikke ok ikke at opdage det før flere timer efter at han skulle have været hentet.
Forklaring? Den primære er at jeg ikke har kigget på siden. Den sekundære er at det ikke er min weekend, men at x skulle til fødselsdag i Jylland og jeg så er sitter, og derfor ikke har kigget på den her dato. Den tertiere er at jeg aldrig har fået papirudgaven af invitationen i hånden. Dårlige undskyldninger som ikke holder i retten. Jeg er dumpet i dagens mor-game. Ta den.
Undskyldte til barnet. “Det er ok, mor” sagde søn, der har brug for hjælp til det sociale. “jeg har jo heller ikke taget invitationen med hjem.” Sagde søn, og tog skylden på sig. Jeg prøvede at pille den af ham, det er jo for helvede ikke en otteårigs ansvar at huske datoer og klokkeslet. Og han virkede ok. Til et par timer senere, hvor lillebror stak en finger i øjet på ham og han brød sammen. Jeg har ingen ret til at følgeslutte som jeg gør, men av.
Det er en lille ting, men ikke ok. Jeg kender årsagen; jeg har alt for mange bolde i luften. Jeg kan ikke æde den alligator, uanset om jeg så var en pythonslange.
Kategori: 
Ah, crap. Men de ting sker. Har selv formået fuldstændig at svede en fødselsdagsinvitation ud for min ældste, som vi ellers pænt havde takket ja til. Jeg havde absolut ingen undskyldning, dine lyder ganske fornuftige.
Tidligere skete den slags også for mig og eksen.
Derfor skriver jeg nu også ting ned som foregår i far-ugerne, in case de pludselig bliver til mor-uger.
Med “skriver ned” mener jeg i min egen personlige papirkalender, samt i den vores sammenbragte families projektplan, med milepæle, afhængiheder og the works
Det er ok, Anna. Måske gad han det bare ikke tilpas nok til, at han huskede det. Hvis han virkelig havde villet, så havde han nok sagt det. Og bare fordi: Som otte-årig må man godt tage lidt ansvar – ikke det store og fulde – men bare lidt øveansvar.
Sagde moren til en søn, der har produceret flere smatbananindspurte for-sent- fødselsinvitationer på bunden af en skoletaske og også en søn, der har sagt: Det er ok, mor. Jeg glemte det jo selv.
PS. Han arter sig fornemt i dag og er social og det hele. Don’t worry. Nyd i stedet.
Trunte T, jeg tror også at jeg skal til at holde lidt bedre styr på det, men som du siger susling så kan barnet godt selv lære at have et lille ansvar i det selv.
Susling, jeg ville gerne læne mig tilbage og nyde det, hvis jeg ikke vidste at netop denne af mine sønner har brug for støtte til at opbygge sociale relationer. Derfor ærgrer det mig, at jeg ikke opdager den slags her.