Torsdag og fredag kæmpede jeg en hård kamp for at trække vejret og stå op igen. Jeg lignede lort da Bono kom uanmeldt fredag formiddag (“du svarede ikke på min sms, og jeg havde en fornemmelse af at der var noget galt”. Huh?) og der sprøjtede tårer ud af mine øjne, hvergang jeg tænkte, talte eller læste noget om hele den her ballade, så jo; der var nok noget om snakken. Tænkte jeg i fredags.
Men det er væk nu. Puf. Jeg har det fint, tak.
Min chef fik mig til at love at tage fat i en psykolog, der på firmaets regning skal hjælpe mig med at finde ud af hvad jeg vil (huh?). Tak og jatak og jeg er sikker på at det i sig selv er sundt og fedt. Men skal jeg via firmaets sundhedsforsikring, skal jeg have en indstilling fra min læge. Jamen. Jeg har det jo fint. Hvordan kan jeg spilde min læges tid ved at sidde med klare øjne, et smil i mundvigen og sige at jeg er så syg i sjælen, at jeg skal i akut og omgående behandling? Er sindets slid overhovedet noget ens privatpraktiserende læge skal blandes ind i? Ser hun ikke rigeligt af mit blottede kød?
(Jeg sad engang hos en læge og tudede øjnene ud. Eksistentiel krise, kaldte hun det. “Det hverken kan eller vil jeg medicinere dig ud af”, sagde hun. “Så jeg kan ikke hjælpe dig her, tal med en psykolog.” Huh.)
Men jeg har det fint, tak.
Måske jeg bare er vanvittig god til at fortrænge. Lidt for god. Min chef snakkede noget om at jeg nok var lidt for god til at holde facaden. Huh? Gu er jeg da ej, jeg kan bare ikke se at mit personlige mudder skal påvirke det vi har gang i rent professionelt. Fokus, tak. Men måske hun har ret?
Jeg ved, at jeg er en korkprop. Men måske det snarere er en knudekvinde?
Kategori: 
Goddag genkendelse ville jeg skrive. Skrev jeg!
Ikke for at nasse på dine bitre erfaringer og sætte mig selv i fokus. Ikke fordi jeg er nået nogetsteds hen ad nogen karrierestige. Ikke fordi andres elendighed hjælper dig videre.
Men måske alligevel for at bakke op, dig eller mig eller andre? Via genkendelsen. Facadens styrke og svagheden i dét koncept og læger der kan medicinere hvis de vil – eller lade være. Og korkfolk der knudrer sig ind i tankespind tungere end beton… måske?
Måske en psykolog ikke kan hjælpe. Måske ikke skade?
Jeg tør næsten ikke at svare dig, af skræk for, at vi igen taler forbi hinanden. Men altså: Jeg synes, at det er fantastisk med selvopholdelsesdrift. Hvem fillan vil være en flæbende, savlende lillepige?! Jeg tror også fortrængninger kan være hensigtsmæssigt i visse sammenhænge. For det handler vel ikke så meget om at bruge syv år på at pille rundt i sin egen navle, men mere om at komme videre og helst så konstruktivt som muligt.
Men at gå til en psykolog (og helst en, der dyrker kognitiv terapi)kan være ganske befriende. Jeg gjorde det selv den gang jeg var havnet i et stresshelvede (som mor til to små) og min mor lige timede rigtigt og lagde sig ned og døde samtidig.De ti gange jeg var der (kombineret med et ugentlig besøg hos en massør)var ganske godt givet ud.For det jeg havde mest brug for på det tidspunkt var, at nogen tog lidt hånd om mig og at jeg gav mig selv lov til at tage hånd om mig selv.
Så alt i alt: Det er meget muligt, at du er en knudret korkprop. Men hvis nu ser på det som en form for wellness-ophold?
Jojo, Susling, det er også det jeg vil gøre, det fremgik vist ikke helt af indlægget. Jeg tager mod psykolog-gaven fra firmaet med åbne arme, men dét jeg forsøger at skrive er at jeg synes det er unødvendigt at min læge skal indover, blot fordi det pludselig er en forsikringssag. Jeg er bange for at firmaet kommer til at betale fuld pris i det her tilfælde.
Goddag, B. Jeg tror en psykolog kan hjælpe. Jeg ved bare ikke helt med hvad.
Jeg vidste heller ikke helt med hvad, men nogen gange bliver man overrasket, så måske?
Og uden at jeg vil skrive for meget om mit eget liv, så kan jeg kun tilslutte mig Suslings kommentar
jaja, som sagt. Men hvorfor skal min læge nødvendigvis indover?
det er jo så åbenbart systemet, der kræver, at lægen skal indover.
pyt med det.
det ved lægen godt.
jeg har været der. man behøver ikke sidde og køre snottet rundt i ansigtet for at høn forstår, at det her er alvor. men det kan sgu være svært at lade være.
måske kan du evt ringe forlods og tale med selve lægen, hvis du synes den tanke er rarest?
Ja, pyt. Mit firma får vist bare lov til at betale fuld pris i den her omgang.