(Det jeg nok er allermest bange for er, at hvis jeg giver slip, så glider jeg ned i noget jeg ikke kan komme op af.)
9 comments to (…) |
|
|
|
Copyright Anna - www.mesmerized.dk. Tak fordi du læser med. Hvis du citerer eller bruger noget herfra, så nævn venligst hvor du har det fra. Sitet er hosted på One, og jeg bruger naturligvis Wordpress på dansk 99 queries. 0,735 seconds. |
||
Kategori: 
Det bliver bare dybere hvis du venter..Og op,skal du nok komme. Igen!
at give slip, er skræmmende og angstprovokerende… det frie fald ud i uvisheden er grænseoverskridende især for “kontrol-mennesker” men det er der man vokser. Og du er jo ikke alene, der er mennesker omkring dig, som holder af dig, og vil dig!
Sjovt nok, så opdagede jeg, at det var da jeg gav slip, at det hele begyndte at rykke. Min tillid til andre, min fornemmelse af, at jeg kunne og vigtigst af alt: At verden faktisk ikke gik i stykker. Den sump jeg var så bange for, var faktisk slet ikke den sump, jeg troede det ville være. Men jeg forstår absolut fuldt ud din bekymring: Det er bare ikke fedt at stå på ti-meter-vippen og indse, at man ikke kan kravle ned at stigen igen.
Laura, hvordan ved vi om det bliver dybere? Jeg kan medgi at det måske ikke forsvinder, men dybere ligefrem? Måske man bare lægger et låg på og håber at det holder dæmonerne nede?
Men hvad så, Pia; hvis man ikke vokser, men derimod går i stykker? Bid for bid? Lige i det her, føler jeg mig så alene som man kan være. Der er jo ingen der kan fortælle mig om hvad der sker inden i mig, kun hvad de tror, hvad de ser eller hvad de selv har prøvet. Mit mørke kan ingen andre jo se.
Susling; jeg har faktisk aldrig sprunget fra 10 meter vippen, men kravlet ned af tre-meter-vippe-stige utallige gange.
Har har laest dine blogs i rigtigt rigtigt lang tid, og jeg foeler jeg kender dig godtnok til at kunne skrive at *der ikke er noget du ikke kan komme op af*. Det kan godt vaere du kommer til at betale for det, og mere end hvad du umiddelbart er villig til at betale, men du skal nok komme op igen. Og nogen gange er man noedt til at give slip. Helt slip selvom det goer fandens ondt, men ind imellem er der ingen anden vej frem. Laag paa ? Det tror jeg ikke paa at du kan og det ville vaere et nederlag overfor digselv. Men maaske laeser jeg for meget mig ind i din situation lige nu. Lykke med det hele, heldet kommer af sig selv naar du tager et hvilketsomhelst skridt med overbevisning =).
Låg på, fordi det er dét jeg har overlevet på indtil videre. Gemt skidtet væk så det ikke gør ondt. Jeg kunne næsten fysisk mærke at det var dét jeg gjorde sidste fredag – forsøgte med vold og magt at lukke for sprækken.
Jeg er både lidt glad og lidt skeptisk ved at det jeg har skrevet så længe, giver et så robust indtryk. Jeg ER robust, ellers sad jeg ikke her nu, og jeg skal nok komme videre på en eller anden måde; jeg er bare forbandet ærgelig over at jeg ikke er bedre end jeg er.
Jamen jeg udtrykte mig osse uklart kan jeg se nu. Jeg tror godt du kan laegge laag paa, men du kommer til at skulle bruge alle dine kraefter paa det, og dèt kan du ikke goere mod dig selv i det lange loeb. Ikke fordi jeg siger du ikke kan, men fordi det kan *du* ikke goere mod digselv. Min foelgeslutning, enig, men jeg tror til gengaeld du glemmer hvor staerk du er, fordi du sidder i saksen (din egen saks) lige nu. Bedre end du er ? Til hvad ? Du kommer videre, helt sikkert, og naar du goer det, bliver du bedre end du er. Jeg ved godt du mente noget andet, men jeg tror paa at hvis du vaelger *dig* foerst, kommer arbejdet osse af sig selv. Jeg kan ikke tro andet. Og dèt er saa bare hvad *jeg* tror, endnu engang med fare for at laese migselv ind i dèt du skriver. Hey, en masse nuancer gaar tabt i dèt her medie =).
Ja, der gør, men tak for varm kommentar alligevel
=).