Nogle gange ville jeg ønske at jeg havde brækket benet i stedet. At en læge kunne se på mig om jeg var rask eller ej, at et røntgenbillede ville kunne fortælle om jeg var begyndt at hele og at en blodprøve ville kunne sige ja eller nej.
Men jeg har det fint, tak. Hverken lægen eller psykologen kan se ind i mig og ingen af dem kan vurdere om jeg er ok eller ej, og ingen af dem kan vurdere om jeg heler, eller om jeg skal gipses ind fra top til tå for at holde bruddet i min sjæl i ro. Det er kun mig selv der kan mærke efter, og jeg ved ikke helt hvad jeg skal mærke og hvad der er normalt.
Jeg fik en sms fra mine forældre i går. De er på cruise i Caribien. I luksuskahyt.
“Hej Anna, her går det godt. Her er meget varmt, 31C! Det hele er ellers superbt. Kh mor og far.”
Jeg svarede at der var dejligt at høre fra dem, og at min sygemelding var forlænget. Kh Anna. De har sikkert slukket telefonen igen, for jeg fik ikke noget svar.
Firmaet bad om en varighedserklæring. Lægen kiggede på mig og sagde 4 uger. Mere. “Du har gået hjemme i 3 uger og ikke fået det bedre”. Og så var det at jeg gerne ville være et brækket ben, for hvordan pokker kan jeg svare ja eller nej til det? Jeg synes ikke jeg er anderledes end jeg var for to uger siden. Jeg tåger rundt i min egen suppe af skyld og afmagt og føler til kvalmegrænsen at jeg pjækker og spilder min tid. Men mine hænder ryster når jeg tænker på at vende tilbage og alene tvivlen og knuden i maven må vel være svar nok?



Det er i den grad svar nok!!!! Gør dig selv en tjeneste og tag imod de fire uger!
Jeg kan huske, at jeg i sin tid tænkte lignende tanker om brækkede lemmer – mest fordi det så ville være lettere for mine omgivelser (og mig selv) at forstå, at jeg rent faktisk var syg. Jeg ville meget hellere have en gips, som folk kunne skrive og tegne hilsner på, end de der lidt undvigende “jegvedsguikkehelthvadjegskalsigetildetduligestårogfortællermiggørdigukampdygtig”-kommentarer og blikke. Det er som om frakturer i knogler er langt mere håndgribelige end psysiske ridser.