Svitz..!

Hun talte vist også om det sidste gang jeg var der. Hormoner, påvirkning af hjernen, cortisol. Jeg har ikke hørt efter, ikke rigtg hørt hvad det var hun sagde. Hun nævnte det samme i dag, efter “spis D-vitamin, spist sundt, undgå letomsættelige kulhydrater”. Og jeg som troede at en psykolog talte om sindet og følelser og barndomstraumer. Uanset, så har jeg været så dybt begravet i de følselsesmæssige dønninger af det her, at jeg ikke har hørt helt efter hvad hun fortalte.

“Det du lider af sker paradoksalt nok kun for dem med høj stresstærskel”
“..?”
“dem med lav tærskel har ikke styrken til at undertrykke adrenalin-effekten længe nok. Du er i så meget kontrol over dig selv at du ikke bliver træt af at køre på adrenalin og har presset kroppen ud i en konstant høj produktion af cortisol”

Langtidseffekten – udover depression – er en nedbrydning af hjernen. Rent fysisk altså. Såvidt jeg kan google mig til.

Pointen fes ind, her i eftermiddag, lige før jeg skulle ud af døren for at hente mine karatebørn: Jeg har dopet mig selv med cortisol i en grad at min hjerne er påvirket. Så grunden til at jeg skal lave ingenting er, at jeg skal hele op. Ikke (kun) følelsesmæssigt, men rent fysisk. Hjernen skal tilbage på alfa-bølger i stede for at køre konstant på beta. Der hvor jeg er, sker det heldigvis nok helt af sig selv, hvis ellers jeg gør ingenting som de siger at jeg skal.

Det er ikke et brækket ben, men af en eller anden grund giver den kemiske forklaring mig langt mere ro end “det er ok at gå ned når det har været så presset så længe”. Det er ikke mig der er mentalt svag, tværtimod. Forskellen er mærkbar. Nogen kunne sikkert få fornøjelse af at tolke videre dér; jeg nyder bare effekten.