Spinat

Bono har holdt radiotavshed siden en mumlende “hov-jeg-faldt-vist-i-søvn”-sms en gang i nat. Jeg har fra starten af tænkt at han sendte temmelig mange sms´er. Beretninger om hvad han gik og lavede og hvor han var på vej hen. Prøvede at svare på det hele i starten, selvom det falder mig svært at skulle fortælle at jeg nu igen var i Netto. Svært fordi det keder mig uendelig meget at fortælle om og læse – hvis ikke det er fordi der sker noget vildt i netto eller jeg skulle have haft noget med. strømmen af sms´er er stildnet af med nyhedens interesse, men at de sidste par dage har været så stille var alligevel usædvanligt.

Vi har alle skeletter, ik? Små pakker af skyld og skam, som vi skubber foran os eller bærer i en rygsæk. Skjold og forudanelser, der sætter vores fødder i spinat vi ikke ser eller i store buer uden om grøntbede der ikke eksisterer.

Så når jeg ikke svarer lige med det samme, betyder det nok noget andet for ham end “jeg-putter-et-barn-og-er-faldet-i-staver” og når han ikke gør, betyder det nok ikke “han-har-endelig-fattet-at-vi-ikke-er-17år”.

Forklaringen var at han havde været på arbejde siden gysende tidligt til latterligt sent og glemt sin telefon. Bare sært at jeg brugte et par timer på at lune mig i stilheden og lege med tanken om hvorvidt jeg ville orke at date via nettet igen. Hvis jeg lyttede til mit dominatrice-overjeg ville jeg lukke festen nu og finde en mand i min egen socialklasse (tag dig sammen, Anna!).

Men hvem siger at hun har ret.