Jeg har ikke noget mælk. Min ældste søn brugte det til sin morgenmad i går, og det er uendelig ligegyldigt, for kaffen glider ned alligevel og der er vigtigere ting, der mangler her i verden. Global ressourcemangel midt i min morgenmad.

Jeg drømte om en sløret skikkelse, som jeg savnede med et velkendt sug, og det er længe siden nu og kun når jeg sover. Og så dér lige efter. Men mine vågne drømme er bevægelse mod den ro jeg tror, der ligger et nyt sted.

Jeg drømmer om nye linjer hvor jeg kan begynde på ny, uden at skulle gøre om.

Jeg drømmer om et lille hus der er mit. Et hus, der lægger sig om mig. Varmer, beskytter og er min base til jeg ikke længere kan mere. Jeg skal have vægge hvor jeg kender hver lille grat af mørtel, fordi jeg har rørt det med pensel, spatel eller mit blik. Jeg skal have loftrum, hvor jeg har klappet bjælker, og krybekældre med velkendt spindelvæv.

Og jeg skal have en hæk der skal klippes; og lyse rum, hvor planer kan få lov til at vente. Og en have, hvor jeg kan kende strukturer fra år tilbage, og de buske, der ikke lykkedes og de, der blev til mere end man skulle tro. Hvor jeg kan knuselske min skvalderkål, med en skarpsleben hakke og uendeligheder af meditation. Og en lille pude til at beskytte mine knæ mod jordens kulde.

Jeg har ikke mere mælk, men jeg har på alle måder råd til at købe noget nyt.

Og det er ikke spildt; det er drukket.

Dagene er lange for tiden. Lange; og så fyldte, at de flyder over med ting jeg ikke når og må have til gode; og næsten ikke kan vente med at skulle.

For en time siden sad jeg og spiste middag med udsigt over noget pænt gennem en panoramabred glasvæg, og var mellem Månemanden og Fuglenakken, og overfor sad ham der regerer min verden, sådan rent professionelt. Og han havde venlige blå øjne, så jeg. Skarpe og fokuserede, og faste i styrke.

For 5 minutter af uendeligheden siden, troede jeg ikke han vidste hvem jeg var. Men det gør han, og han spurgte ind til noget jeg ikke vidste så mange vidste. En lille detalje om mig og min måde. Måske det ikke betyder nogetsomhelst, men måske det betyder at jeg er synlig for andre end mig selv (og Jungledyret, der foreslog at han kørte forbi mig på vej hjem. Venligt af ham. Eller.).

Og synlighed betyder alt. Ikke?

For hvis der ikke er nogen der ser og mærker, så er vi vel ikke? Er ikke nok?

Jeg vrøvler.

Dagene er lange for tiden. Vi når ting. Jeg når ting. Udretter ting. Flytter ting. Når ting. Og jeg er bedst når jeg ikke ser mig selv.

Har jeg set.

“Jamen i virkeligheden er det fantastisk, ikke? Jeg har en mand, tre smukke døtre der er så dygtige og … og så glade”

Jeg undlod at afbryde. Så bare ud over mit lille rige i hjørnet af kontorlandskabet og tænkte på følelsen i bilen i går. Tænkte på afgrunden mellem kvinden på den sorte kontorstol og hende, der krympede til barnestørrelse på de sekunder det tog, at fatte hånen i min søsters kommentar. Og alt det andet.

“Det var så godt det hele. Virkelig vellykket! Og hvor er I dygtige, tænk; jeg har virkelig alt, det ER da lykken.”

Jeg havde bestilt blomster. De kom med et bud lidt over et.

“Jamen , det var SÅ fantastisk, tusind tak, Anna. Vi sad og spiste rester fra i går og så ringede det på døren og så var der blomster. Og jeg tænkte hvem mon det er fra og så var det fra Anna! Virkelig fantastisk! Tusind tak!”

Hun var virkelig lykkelig. Tak interflora. Og jo, jeg er glad for, at hun blev glad. Glad for at hun havde en god dag. Glad over at kunne mærke smil og lykke gennem telefonen.

Og betaget over perfektheden i hendes illusion.

“Du kender det jo selv, ikke? Det vigtigeste er, at ens børn lykkes!”

Åh jo, det kender jeg. Min ældste søn reagerer på et eller andet for tiden som jeg ikke kan få fat i. Græder eller bliver rasende over ting der virker som dråber i et overfyldt bæger.  Jeg prøver at læse ham, spørge ham, tolke ham. Forsøger at holde ham tæt uden at holde ham fast. Lytter, lytter, lytter. Og lige så stille kommer små sætninger frem. Små brudstykker. Små sprækker i hans verden og hans selvfølelse. Og jeg lapper så godt jeg kan. Og ser ham. Prøver. Så godt jeg kan.

Men det var ikke ham jeg tænkte på, mens jeg hørte på min mor i dag.  Jeg spekulerede bare over, om man - når man har stirret længe nok ind i væggen – lærer at bygge perfekte illusioner; og lærer, at tro på dem selv. Eller om det bare handler om, at se lykken i ting der er mindre end man troede de skulle være.

“Det var altid dig, der så bedst ud. Du havde det rigtige at tage på og var den smukkeste af os”
“Ja, det var rigtig irriterende”

Tilråbet kom fra en af de andre fra klassen dengang.

Jeg kan sjovt nok godt forstille mig det. Spillet var vel det samme for 50 år siden, som det var for 20. Og i dag. Jeg kunne godt se den unge kvinde bag den gamle. Inden i. Hun er jo stadig smuk, min mor. Det er bare 50 år senere nu.

Jeg ved stadig ikke hvad jeg skulle der. Og hvad sammenhængen er.

“Får I lov til at sidde med ved bordet?”

Gad vide om hun mente det som en spøg. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, men mærkede min voksenidentitet sive ned mellem de lakerede gulvbrædder. Derfra blev det kun værre.

Sært som man pludselig er umyndigjort.

Indrømmet; jeg stak af tilsidst. Træt af at smalltalke om ingenting, træt af at høre min søster kritisere mine børn bag min ryg, træt af at blive nedgjort selv, træt at at høre de velkendte kasser, hvor min søster “er så barsk” (udtalt med stolthed) og jeg “så mild” (udtalt med lettere overbærenhed); træt af at jeg ikke kan virke sådan en dag. Flov over, at jeg ikke deltog, efter den initielle rituelle høvlen ned.

Træt af, at jeg altid har lyst til at græde, når jeg kører hjem fra familiebesøg.

Der var en i en stor blå familiebil der rullede vinduet ned og råbte et eller andet til mig da jeg løb i dag. Jeg så ikke hvem det var.

Men jeg ved godt hvem jeg tror det var.
Ville ønske det var.

Tanken forsvandt 4 km senere.

Der er den så nu.

For kr. 1107,50 har jeg fået skiftet håndtaget i min vaskemaskinedør. Inkluderet i prisen var et tip om hvordan jeg åbner døren med en stump sejlgarn næste gang det sker; “For det sker jo nok igen”, sagde den lille mand med de blå bukser. Han må vide det.

Nu kan jeg åbne vaskemaskinedøren uden problemer, og undlader at hæfte mig ved at den lille modstand i håndtagsmekanismen, som maskinen var født med, ikke var ifølge specifikationerne.

No pun intended.

Jeg har brugt 10 dage på at ikke drikke vin, ikke spise slik og sørge for at få min nattesøvn. Så nu ligger jeg i sofaen og mærker, at mine to klassiske glas fredags hvidvin gør mig svimmel og slikket ikke smager. Af mere.

For lidt siden var der en 5-årig der faldt i søvn mens han lå henover mig i sofaen. Han ligger i sin seng nu, mens hans storebror kravler rundt  i stædig vågenhed, på mig og resten af møblerne i stuen, mens han diskuterer godhed versus ondhed i StarWars, med en stemme der er ved at være blød af træthed.

Det er sådan en aften der er værd at hæfte sig ved og huske. Bare fordi.

Det er småting, men store småting. Det er en stribe telefonopringninger og en stribe aftaler. Det er tandlægen og lægen og de to servicemontører. Og det lyder som starten på en dårlig joke, men det er hverdag og ophobninger af ting. Det er maintenance, og så er der det dér gennemgribende valg mellem go or stay, der i dag blev afbrudt af et:

Ja, ja, jeg tænkte nok du kom og spurgte. Vi har en tanke om en rokade der nok dækker lidt flere end to. Vi skal lige tale den igennem, så du må væbne dig med tålmodighed.

Og måske det er sundt at tage den pause jeg får tilbudt. Gratis tid til at få gang i punkt3 på min liste. Luft.

og så var der Månemanden; co-pilotens nye chef, der nærmest flåede os fra hinanden på trappen i dag, med vilde øjne og en maskingeværsalve af ord og et “Et det vigtigt? Er det MEGET vigtigt? Nej? Ok; så lad ham være et par dage, jeg skal bruge ham!!”.

Og vi grinede så det skrattede i røret i de efterfølgende uofficielle super hemmelige undercover telefonsamtaler, for vi har noget han ikke skal blande sig i. Strictly Business, naturligvis. Som det meste jo er.

Småting.

10 nætter har jeg sovet.
10 morgener er jeg stået op.

Og 10 aftener har jeg sluppet taget i tide og 10 morgener har jeg set mig i spejlet og set. Lidt mere hver dag. Hævede øjne der er ikke er hævede mere. Hud der er glat. Og klar. En fold i mundvigen der er blevet permanent, og spor af tid der er gået. Men plads til tid der kommer.

10 dage har jeg husket hvad jeg har glemt, og glemt det igen. Eller bare sluppet det. Mest sluppet, vist.

I 10 dage har jeg ikke set ind, men ud. Og i 10 dage har der ikke været ord til overs. Selvom der har været nok.

I 10 dage har hverdagen været hverdag og resten været undtagelser. På 10 dage er det blevet lyst mens jeg vågner og fuglene synger mens jeg er i bad.

Og i dag fik jeg flyttet min verden. Det tog kun 10 dage. Eller 10 uger, måneder eller år, men det er ligemeget, for det er nu.

Og om 10 dage igen.

Jeg har fået taget hul på det rædselsvækkende punkt 3 og det gjorde slet ikke ondt.

Puh.

(Mangler stadig at få løst punkt 1. Han ringede aldrig tilbage.
Punkt 2 og 4 er løst.
Punkt 5 venter stadig.
Sammen med 6 og 7.
8 er langsigtet og 9 er gået i stå. Hm.)

Men 3 kører nu. Hurra.

Den første tanke der falder én ind, når man træder ud af sin bil, efter en møderække der har strukket sig fra 8- 12, inklusiv præsentation i plenum og ivrige diskussioner; og man - på parkeringspladsen foran en bygning hvor hundrede mennesker potentielt kan se ned på en - opdager at de første to knapper i skjorten er gået op, er:

Hvorlænge har de været det?

Det mest besynderlige er stilheden efter at de tre mails var sendt. Jeg fik sagt det jeg skulle på mødet i morges. Ingen dramatik, bare nik og ‘ok’ rundt om bordet. Så fik jeg slukket dagens brande, og midt i en ubesvaret telefonopringning erkendt, at jeg godt kan lide det; brandslukningen. Det er vel det jeg er bedst til, egentlig; at rydde op i kaos. Nu er der så ikke kaos mere. Ikke så meget mere. Eller også har jeg lært at styre det. Måske.

Og efter det, fik jeg sendt de tre mails. En til de primære (“Det er mig en udsøgt fornøjelse at …)”, én til de andre (“…overtager ansvaret som …“)  og en til Den lille og hans (“håber I tager godt mod forandringerne“). Sært så svært det var trykke på send.

Hvad skal du lave, spørger de, der spørger.  Det ærlige svar er, at jeg ikke ved det. Det er ikke det officielle. Det officielle er glat og fuld af flotte ord. Tjuhej hvor skal jeg være strategisk. Og people manager. Stuff.

Måske jeg bare skal prøve, at have arbejdsuger på under 50 timer. Komme i seng og sove i 8 timer og sådan. Få et liv.

Hvordan får man et liv?

Og nej, jeg har ikke fået gjort noget ved punkt 3. Eller ved min vaskemaskine. Ensige punkt 1, som servicefirmaet nu har forsøgt at fikse 3 gange. I dag kom ejeren af det firma jeg har kontaktet. Kiggede på min maskine og ringede så til ham, der var der i mandags. Og torsdagen før.

“Hej det er Michael. Den der plade du skiftede hos hende der på Parcelhusvej nummer 34, har du stadig den? Der mangler en pakning eller noget, for at det er passer sammen. … ja… på Parcelhusvej. Ja. Nej… nej.. nej den virker ikke. Nej… ved du hvad lad os lige snakke sammen på kontoret i eftermiddag”

Nogen står til klø. Jeg ville give klø, hvis det var min ansatte. Hvis jeg ellers var typen der gav mine folk klø. Møgmontør uanset. Har ødelagt mere end han har fikset, og den virker stadig ikke.

“Vi ringer til dig i morgen” sagde han da han efter en halv time pakkede sine skruetrækkere sammen og gik. 

Gør det.

Jeg har alligevel ikke andet at lave end at vente på at nogen ringer til mig.

Jeg har ikke kigget i præsentationen siden engang i torsdags, da jeg briefede den sidste. Jeg kan ikke huske alle detaljerne, men de kommer til mig i morgen når jeg melder det ud til dem. De har jo hørt det allerede; helheder og brudstykker og afklaringer. De smilede allesammen. Gad vide om de smiler om en månedstid når de kan mærke det. Det gør de nok.  

Og mig? Jeg får plads nu. Jeg får privilegiet at læne mig tilbage og tænke strategiske tanker, dyrke stakeholders, og vel også få en realistisk mulighed for at holde min arbejdstid under 50 timer. Ikke at jeg ved hvad jeg skal bruge al den fritid til. Sker der ikke noget nyt inden få uger, får jeg privilegiet at kede min røv i laser. Gad vide om jeg smiler om en måned.

Jeg prøver i stedet at finde roen fra i morges. Efter at have brugt timer i kulden med rive og papirsække, og fyldt min bil op med grene uden for kommunal acceptgrænse; efter at have glattet jord og samlet bunker; efter at have løbet i pivende kold modvind, efter spurt op af bakken og armbøjninger under birketræet. Efter dét, havde jeg ro. Zen agtig nærmest. Tanketom ro.

Min eksmand har fået sig en kæreste. Den tredie seriøse siden vi blev skilt. Det var nu ikke dét, der ødelagde roen; ro har det bare med at smuldre hen under aften uanset. Det er godt for ham og godt for mig. Han er nemmere at omgåes sådan.

Og mig? (Fortæl mig lige, at jeg ikke er en deform social-retarderet særling fordi det ikke er lykkedes mig, at få noget der bare ligner et fast forhold på samme tid. Jeg kan ikke helt høre hvad min egen fornuft siger til mig…). Jeg er tilsandet i mine babysteps. Groet fast i min bundløse frygt for at blive skåret i igen. Ridset ind i væggen som en børnetegning med ulige propotioner. Ude af stand til at bevæge mig væk herfra.

Undtagen for at køre grene på genbrugspladsens afdeling for haveaffald større end 1 m.

Gad vide om jeg smiler om en månedstid.

Og så er det lige man tager en dyb indånding og husker på hvorfor det er det er rart at være i live. Selv når det regner og blæser og man har glemt hvad der er sjovt.

Så jeg har købt en stribet sommerkjole, et par cowboybukser, en T-shirt, en lampeskærm. Og da jeg kom hjem, og opdagede at min vaskemaskinedør er gået i stykker og baglås med mit nyvaskede vasketøj indespærret i maskinen, og lynhurtigt (jeg er nemlig skide kvik…) erkendte, at det er lørdag og der ikke er nogen der kommer på servicebesøg henover weekenden (vel?), fór jeg straks ud og købte en spade og en stak papirsække; og da dét ikke hjalp synderlig på følelsen af at være i live, har jeg bestilt sushi-takeaway, som jeg har tænkt mig at spise i ophøjet ensomhed i min sofa om snart.

Jeg ved ikke om det hjælper på nogetsomhelst, men så længe det varede, glemte jeg hvad det var, der var.

Og jeg løj, da jeg bestilte sushien.

Jeg kunne jo godt hvis jeg skulle. Fortælle om alt det ingenting jeg oplever. Om hende der er kommet ind i min synsfelt på jobbet og som jeg af en eller anden udefinérbar grund ikke helt kan lide. Måske det er hendes baggrund, måske det er hendes stil. Måske hun truer mig, måske det er fordi jeg ikke ved hvor jeg har hende. Hun er sikkert ok.

Jeg kunne fortælle om det kaos torsdag endte i, og om at det mest var i mit hovede. Om om hvordan vi sov en anelse længe fredag og tog os tid til at snakke og vågne og om, at jeg var så tynget af den murrende smerte, forældresamvittighed er.

Jeg synes det er svært. Jeg synes det er svært at bevare fokus og det voksne overblik. Han var træt og nervøs, opkørt efter flere dages intenst program; men jeg aner ikke om der ligger mere bag det; og det der dét der gør mig bekymret, og dét der gør at jeg ikke kan slippe følelsen af fejl. Mit store smukke barn.

Der rumsterer noget i hans kønne hovede som jeg ikke kan få fat på. Og hans far hjælper ikke. Tværtimod. (Jeg burde ikke skrive det her. Især ikke de tanker jeg får når jeg ser ham. Hans gestikulationer, hans øjne og lyden af hans stemme. Det skriver jeg ikke. Her. Burde lukke det inde i den privatsfære det tilhører. Som jeg plejer. Lukke af for det indre mudder som jeg plejer).

Samtidig med at jeg tager ét skridt af gangen for at bygge roen op (og det er sgu da for helvede på tide, få dog et liv eller gør en ende på det, Anna!), og samtidig med at jeg bevidst vælger at pakke mig væk fra verden, når jeg er færdig med at være Lara Croft med den ene hånd og sørge for mine folks velbefindende med den anden (et par af dem kalder mig ‘mor’. Tager det som en kompliment. Mor-rollen kan jeg. Eller, det troede jeg at jeg kunne.); samtidig med dét, er der den dér lille nagende følelse (når jeg ser mig i spejlet og ser hvad jeg ser. Når jeg ser mig i mørket og ser lys. Alt der dér) af at jeg spilder min tid. Og en lille udefineret sorg over at der ikke er mere for mig. Derude.
Andet end bakker man kan rulle sten op af.

Jeg kunne godt. Og var det ikke fordi jeg netop har gjort lidt af det, ville jeg lade være.

Jeg vil kun det gode. Jeg ved godt, at jeg taber når jeg reagerer som lige før og jeg ved godt at der er bedre måder. Jeg er ingen engel. Jeg er heller ikke Lara Croft, med licens til at skyde med skarpt i den gode sags tjeneste. Og jeg er ikke i så meget i overskud, at jeg kan smile, eller bevare roen når jeg bliver svinet til. Og jeg kan ikke reagere velovervejet når jeg bliver prikket til igen og igen og i en situation hvor jeg i forvejen er utryg.

Hej, Jeg hedder Anna og jeg har lige demonstreret anvendt afmagt over for millioner af mennesker, forældre, lærere og klassekammerater.

I dag lykkedes jeg ikke.

Undskyld.

Og jeg blev ikke andet end temmelig irriteret over den der sms fra ham der.

“Har du glemt mig?”

Mange svarmuligheder:
Den venligt undskyldende løgn: “uha nej, men jeg har haft lidt travlt”;
den uskyldigt fornægtende: “glemt hvad?”;
den surt ærlige: “Jeg er stadig ikke interesseret, så jeg så ingen grund til at ringe tilbage”,
eller den sande – halvt ignorerende det, der reelt lå i spørgsmålet: “Nej“.

Og jeg blev irriteret over at skulle afslå igen.

Og over den sky af indsmigring og udglattende sælgersnak jeg har hørt på i dag, fra en mand med en fortid som sælger. Sandheden pakket ind i små poser med luft. Han lærer forhåbentligt, at det tager mig ganske kort tid at trække i de tråde jeg har og få ting til at ske uden om hans små poser, hvis ikke han gør det selv.

Syret til koglen af rollen som bad-cop, og af, at der ingenting sker, uden at jeg får det til at ske, og at jeg får ting til at ske i min afdeling der kommer til at gøre ondt på nogen, og at jeg gør det i håbet om at jeg frigiver plads til. Noget. Andet. For mig. Og firmaet vel.

Men jeg var friskere i dag end jeg har været det længe så mine 10 dage på vand og brød, og 8 timers søvn hjælper nok. Jeg ser hvertfald ud som om det gør lige nu, efter 4 dage. Bedre end jeg har gjort det længe, ihvertfald.

Og der rasler småting rundt i mit hovede som jeg ikke kan få til, at lade være med at rasle. Men man vænner sig til sulten, når først man har aflært at reagere på den. Ikke at dét var meningen med det her, men nu er vi der. Og nu vi snakker sult, så greb jeg mig selv i at chekke hvor deres mødelokale lå og om jeg selv var i nærheden, men det var i stuen og jeg var på 1. sal og havde ingen grund til at være andre steder. Ingen god grund, that is.

Og jeg har stadig punkt 3 jeg skal have hul på, men punkt 1 trækker tydeligvis i langdrag; skide servicemontører. Mit job er slet ikke på listen, men efter at punkt 3 er afklaret, kan jeg tage hul på dét. Ikke før. Det handler om at have en base. Om at finde den der ro. Jeg skal bare lige. Og ryste den irrationelle angst af mig. Primært ryste angsten af. For det er jo det jeg er. Rædselsslagen og handlingslammet.

Og usammenhængende.

Der var de andre forældre der drak af deres kaffe i hvide plastikopper og spiste boller til. Eller kiggede kærligt på deres børn, eller ud i luften. Og så var der kvinden, der væltede ind; på vej fra A til B, med pelskrave og klakkende hæle. “Kom, B, vi skal skynde os”, sagde hun, og følte sig som en fremmed blandt de slidte møbler og den venlige stemning.

Det glade barn, der ikke så pels og hæle, men menneske og mor, krammede og snakkede og ville ha en bolle, for det havde han glædet sig til. Og det fik han, for mere skulle de heller ikke skynde sig, men hun havde bare glemt det dér kaffe. Og glemt hvordan man taler med folk man ikke kender, og et eller andet sted ikke vil kende. I halve timer og tre kvarter.

En smule skræmt af sin egen kulde, og ligegyldighed over for forældre til fremmede børn; diskuterede hun med sig selv om det var ok ikke, at gide prøve, eller om hun skulle prøve bare lidt. Men efter så mange år var det vel på tide at give op (slippe for), og de skulle jo snart vidre til skolen, barnet og hende.

Men hun smilede vagt til kvinden på den lave taburet, med det lille babybarn på skødet. Og til barnet. Mens hun undrede sig over hvor lidt fremmede folks børn egentlig ragede hende.

En pædagog smilede marmeladebredt til hende og fortalte begejstret om hvordan drengen havde siddet på en ganske særlig stol den dag, og mens hun forsøgte at høre efter, undgik hun lige knap at blive irriteret over en kvinde i bagrunden, der omtalte sig selv i 3. person.

Så var bollen spist og de kørte væk. Og de nåede det de skulle; men det er en anden historie.

Hun snakker. Hun snakker så meget at jeg ikke vil tale med hende. For jeg taler og hun snakker; og inden hun er færdig, er der gået tid jeg kunne have brugt til at lytte, hvis ellers hun havde talt og ikke snakket.

Og nogle gange glemmer jeg, at det er det hun gør, og så snakker jeg med hende for lige at høre, eller lige fortælle; og piler de ud af hende, de små ord. Sjældent nogle store, bare små blablabla-ord, der som små blinde lemminger vælter ud af hendes kønne mund og smilende øjne og op over reoler, langs opslagstavler, hen over mit bord og ud over kanten, hvor de falder ned på gulvet og vrider sig lidt. Inden de tørrer ind og ligger dér som visne blade, der rasler når jeg bevæger mig på min stol.

Og det trækker sig sammen i min mave, når jeg hører ingenting om ingenting og når svar på korte spørgsmål, bliver til lange fortællinger uden pointe, men fuld af småting og så sagde jeg også og jeg har tænkt mig at  og når det eneste aktive i hendes lytning er de smilende øjne og den kønne mund der lyser af lipgloss og glæden ved at kunne fortælle om hvad der nu falder hende ind og over at kunne dele ingenting og række ud efter hinanden med ord. Men ordene er tomme og små, og de smuldrer under mine fødder når jeg rejser mig og de stikker mig i huden og giver mig små røde prikker, hvor de har ramt.

Det svier i min pande, for jeg har andre ting jeg hellere vil og skal. Og dét helst kort og præcist. Tak.

Når man har fløjet og undertrykket har givet propper i ørene; og man går på gaden og det giver en knitren eller et lille smæld og man pludselig kan høre alting; og vinden der rasler med en stump papir på gaden.

Når man får tilpasset styrken i sine briller, og opdager detaljer på husmure og hver eneste lille blad på træerne.

Når man har været syg og hovedet pakket ind i vat, og en dag vågner uden.

Når luften er lavet af flydende krystal, og når verden er i farver og med smag.

Når dét er; er det tid.

Jeg er færdig med at vente nu.