onsdag 10. marts 2010 kl. 22:36 af Anna
Hun talte vist også om det sidste gang jeg var der. Hormoner, påvirkning af hjernen, cortisol. Jeg har ikke hørt efter, ikke rigtg hørt hvad det var hun sagde. Hun nævnte det samme i dag, efter “spis D-vitamin, spist sundt, undgå letomsættelige kulhydrater”. Og jeg som troede at en psykolog talte om sindet og følelser og barndomstraumer. Uanset, så har jeg været så dybt begravet i de følselsesmæssige dønninger af det her, at jeg ikke har hørt helt efter hvad hun fortalte.
“Det du lider af sker paradoksalt nok kun for dem med høj stresstærskel”
“..?”
“dem med lav tærskel har ikke styrken til at undertrykke adrenalin-effekten længe nok. Du er i så meget kontrol over dig selv at du ikke bliver træt af at køre på adrenalin og har presset kroppen ud i en konstant høj produktion af cortisol”
Langtidseffekten – udover depression – er en nedbrydning af hjernen. Rent fysisk altså. Såvidt jeg kan google mig til.
Pointen fes ind, her i eftermiddag, lige før jeg skulle ud af døren for at hente mine karatebørn: Jeg har dopet mig selv med cortisol i en grad at min hjerne er påvirket. Så grunden til at jeg skal lave ingenting er, at jeg skal hele op. Ikke (kun) følelsesmæssigt, men rent fysisk. Hjernen skal tilbage på alfa-bølger i stede for at køre konstant på beta. Der hvor jeg er, sker det heldigvis nok helt af sig selv, hvis ellers jeg gør ingenting som de siger at jeg skal.
Det er ikke et brækket ben, men af en eller anden grund giver den kemiske forklaring mig langt mere ro end “det er ok at gå ned når det har været så presset så længe”. Det er ikke mig der er mentalt svag, tværtimod. Forskellen er mærkbar. Nogen kunne sikkert få fornøjelse af at tolke videre dér; jeg nyder bare effekten.
onsdag 10. marts 2010 kl. 12:42 af Anna
“Skal vi ikke lige tale sammen?”
Ung fyr på Strøget. Unicef-hår og en stak brocurer i hånden. Min psykolog havde lige fortalt mig at jeg skulle træne at lytte til mit jeg, min krop og hvad der ellers prøver at trænge igennem. Hallooo, Anna; DU ER TRÆT. DU GIDER IKKE MERE NU. Og træne hårdt i, at overhøre hende overjegsdominatricen, når hun pisker mig for gør, gør, gør ellers er du ikke ok! siger jeg dig.
Så jeg lyttede til mit mig, der var tyndhudet og sårbar; og min krop, der frøs og skulle tisse, og mumlede vistnok nej tak.
“Arj.. come on, det kunne være smadder hyggeligt!”
Det sidste råbte han efter mig, så de blonde Greenpeace-dreadlocks dansede om hans hoved.
Nu er jeg jo kun lige startet på at lære at lytte til mit mig, så det var først bagefter det gik op for mig at min første indskydelse var, at vende mig mod ham med mine rødrandede “jeg-har-lige-småtudet-1-time-hos-psyk”-øjne, og spørge ham med skinger stemme, om han virkelig mente det? Hva? HVA!? HVA?!!
Ærgeligt jeg er så langsom i dag, for jeg tror det havde været sjovt.
mandag 8. marts 2010 kl. 15:38 af Anna
Åh undskyld, ikke for at ødelægge den her kampdag eller kaste grus i “hvor skal vi altså være søstresolidariske og kvinder er så megaseje at det er helt vildt strengt at der ikke er flere af os i bestyrelser og vi skal altså bare hjælpe hinanden helt vildt hele tiden ellers ryger vi lige lukt hen på den der særlige plads der er i helvede, og hvorfor er det så også lige, at det altid er kvinden der gør rent og laver mad og sidder på passagersædet, det er altså bare så strengt og mænd er sgu da også nogle svin og vi er alle pisse lige”, men der er lige en ting jeg har bemærket, på min vej gennem uddannelse, børnefødsler, lederjobs og smalltalk og indkøb og opkøb og løb og gåen og kørsel og alt det man nu kan nå når man er otteogtredveår:
Der ER forskel på mænd og kvinder. Ret stor forskel, faktisk.
Og kan vi så ikke lige få nosset(!) os sammen til at bruge den forskel til noget konstruktivt, i stedet for at fedte rundt i hvem der er det dummeste svin, hvem der er stærkest og hvem der bærer mest skyld?
Tak.
fredag 5. marts 2010 kl. 14:59 af Anna
Opfølgningsmøde med HR partner. Det tog kortere tid end min automatkaffe og hun spurgte mig ikke hvordan jeg havde det. Rart for en gangs skyld at slippe for at tænke og mærke efter. Der var andre ting hun spurgte til og om. Men det var ikke det hun skulle fortælle.
Udover at det var klogt og stærkt og modigt at gøre noget ved det inden jeg var tvunget ud i det. Tænk, jeg synes jeg er ret meget tvunget, men måske noget i mig narrer mit dominatrix overjeg?
“Jeg har talt med din chef. Vi lader dig være nu og indtil efter påske. Vi kontakter dig ikke, hverken på mail eller telefon, og det eneste du skal er at få det bedre. Alt det andet finder vi ud af bagefter.
Tak for nu, og god påske”
Huh.
Jeg vil stadig gerne vide hvordan man ved om man er rask. Og især hvordan man bliver rask.
fredag 26. februar 2010 kl. 15:07 af Anna
Jeg fik våde tæer af at løbe i dag, og det var smattet og glat der hvor der stadig lå sne, men det var ok, for der hvor der ikke gjorde det,var der de største vandpytter, og der er ikke noget mere selvpinerisk herligt end at løbe tværs gennem store iskolde vandpytter, og ikke være det mindste generet af de våde sko. Før man kommer hjem og er kølet af igen altså; men det tæller ikke helt.
Og så er der en lille erantisser, der har nakket sig frem lige ved min hoveddør. Jeg kan bedst lide Erantis når de er som de er lige i starten. Små stædige bæster, der gror på det mest åndsvage tidspunkt af året for blomster. Lille, solgul og bedst i flok. Senere bliver de store og falmede i det gule, indtil de smider sig småvulgært hen over jorden, hvor de drukner i påskeliljer, og andet der er meget bedre at se på, når man er mig. Men lige nu er de fine, og at der står en lille snoldet pjevs ved min hoveddør, betyder at der under dynen af våd sne, står femhundrede millioner flere, sammen med de smukkeste vintergækker i hele verden. Vintergækker elsker jeg mere end Erantis. Og krokus.
Der var engang på min vej til arbejde, hvor en lille forhave, hvert forår blev forvandlet til et lysende, glødende tæppe af vintergækker, krokus og minipåskeliljer, plantet i en farvesammensætning der var helt fantastisk. Lysende blå, dyb, dyb lilla og gnistrende gule stænk, spredt lidt tilfældigt. Meget usædvanligt bed, lige der; og jeg lovede mig selv at begå en kopi, når jeg en dag blev gammel nok. Eller hvordan det nu var.
Kom så forår!
fredag 26. februar 2010 kl. 8:55 af Anna
Sneen er blevet blød, tung og mindre, og min indkørsel er kommet i tanke om at den har fliser. Ulempen ved sne der smelter, er alt det, der ligger i den og under den, og som har hobet sig op de sidste par måneder. Snavs, skrald og gamle cykler.
Sikke en fin metafor der kunne blive ud af det: Smeltende sne, der afdækker smattede hundelorte, spredt ud over fortove og fliser. Eller bare pap, der lige blev sat ud ved døren og så glemt efter snestorm nummer 12. Hej alle mine skeletter.
Nah, ikke i dag.
torsdag 25. februar 2010 kl. 12:25 af Anna
Orlov forlænget med to uger. Jeg kan ikke få mig til at kalde det en sygemelding. Jeg er ikke syg. Jeg er bare… brugt. Jeg tager mig 4 ugers ekstra ferie på firmaets regning. Hej hej, fornægtelse.
Uanset, så er det hele forlænget med to uger og min US-tur er nu endeligt aflyst.
Min fornuft, der så mig småtude gennem møde med læge og HR partner i går, siger at det er godt, klogt og sundt.
Min godt udsultede indre jubeloptimist, siger at det her er en mulighed for at starte forfra, med hele koncernens apparat i ryggen.
Mit overjeg siger at det er pjæk. Tag dig dog sammen, Anna.
Jeg selv ser på fuglene i sneen, spiser ristet rugbrød og føler mig lige nu allermest som en svækling.
onsdag 24. februar 2010 kl. 20:31 af Anna
Hun kom lidt for sent. Halsende ind og mumlede noget med et møde. Det gør ikke noget for mig, jeg har al tid i verden. Resten af livet, faktisk. Min kalender har bare lidt utydelige konturer jeg har glemt hvad betyder.
Automatkaffe til mig og roibos te til hende. Tebrevet lagde hun op i et glas med en sjat vand i der stod på bordet.
Jeg mener ikke du er klar, for hvad vil du Anna? Før du – og vi – er helt sikre på hvad du skal, skal du ikke komme tilbage. Vil du tilbage til det du forlod og hvad vil forskellen så være på dét før, udover at du bare vil være 2 uger mere bagud?
Du kan jo sagtens bruge dine forrygende coping evner og klø på, det kan nok holde i et år i bedste fald. Og hvad sker der så, Anna? Knækker du så for alvor? Eller hvad tror du? Og hvordan har du det i det år du holder stand? Er du glad? Er det det værd?
Du er jo fantastisk til at pakke væk og komme videre. Du har gjort alt det på papiret rigtige og holdt dig i fysisk form, sørget for at få søvn og så videre, så din reaktion er ‘kun’ psykisk. Det ændrer ikke noget for mig. Du er så stærk, at jeg er lidt bange for, at hverken du eller jeg kan se hvor slemt du i virkeligheden har det. Jeg er faktisk lidt bange for at det står værre til med dig end vi kan se.
Men du skal vide at du ikke er den eneste. De andre reagerer bare anderledes. Nogle bliver stille, andre brokker sig. Du knækker så og det er der nok en grund til. Men du skal bare vide at det ikke handler om dig.
Tag dig den tid der skal til – og lad din chef klare alt det, hun jo rent faktisk får sin høje løn for at klare.
Ok.
Så.
onsdag 24. februar 2010 kl. 11:56 af Anna
Lægeindstilling til psykolog hentet. Jeg er allerede lidt mere vant til at græde på offentlige steder nu. Ikke at det nogensinde bliver min favoritydmygelse.
Bono smidt ud efter mislykket forsøg på at møde ham, eller ham mig, henover i går aftes og natten. Jeg skulle have gjort det i går. Eller råbt, er der nogen der siger. Argh?
Nu vil jeg løbe en tur i kulden (Læge til Anna: “Du tror ikke det er et for stort pres at træne til halvmarathon oven i alt det andet?” Arjmenholdnuop! I forvandler mig til en apatisk sofaamøbe!) og forberede mig mentalt på at skulle mødes med HR partner i eftermiddag.
“Hej Anna, hvordan går det?”
“Fint tak.”
Nej?
Hvis jeg stirrer længe nok ind i væggen, kommer der så til at stå noget på den?
søndag 21. februar 2010 kl. 11:42 af Anna
Jeg elsker stilheden når jeg er alene. Jeg stornyder tiden der ligger foran mig, og at der ikke er en der gumler mig i øret og brummer over homoægteskaber, legalisering af prostituition eller adskillelse af kirke og stat midt i min morgenkaffe.
Han har så mange ord, så mange holdninger og så meget der skal fortælles igen og igen. Jeg har ikke brug for at fortælle om mine holdninger. Jeg har ikke brug for at få pointer igennem, eller overbevise andre om noget. Jeg tror jeg er den mest stille i den her del af universet. Jeg er bare mig og det er rigeligt, og min kaffe bliver kold mens jeg forsøger at fokusere på den artikel jeg læste, da jeg kom til at sige at jeg faktisk godt kunne se det fra begge sider.
Yadayadayada.
Utaknemmelige kvinde, der synes det var rart at lukke døren bag ham. Burde vel nyde at der er en mand der vil mig så meget. Eller kalde det noget andet.
fredag 19. februar 2010 kl. 18:39 af Anna
Jeg løber stadig mine kilometer langsommere end uden tung sne, men tilgengæld er der en langrendsløjpe langs den sti jeg løber på. Sneen har iøvrigt udvisket forskellen på gang og cykelsti, for der er kun én vej med sne fasttrampet nok til at man kan bevæge sig på den, og alle smiler venligt når de flytter sig for hinanden. Det gjorde damen i Netto ikke. Hun stødte ind i både mig og kvinden foran mig, da hun vredt tog en af de der dimser til at adskille varene på båndet med, fordi jeg og hende foran mig vist var for langsomme. Tilgengæld smilede den anden kvinde hovedrystende til mig, og så ikke at den sure dame med en fast, sur bevægelse lagde det salathoved der var trillet over på hendes halvdel, tilbage oven på mine varer. Hun kiggede ikke engang op, den sure dame; men jeg så at man kan købe frø til køkkenhaven i Netto nu. Håber de har skrevet “1. ryd jorden for sne”, på bagsiden.
Så meget jeg ser, her fra mit lille kredsløb om det uundgåelige.
mandag 15. februar 2010 kl. 16:55 af Anna
“14 dages fri? Nå, ok; jamen det er da dejligt for dig at du sådan kan få slappet lidt af, Anna! Så kan du jo også få lavet noget af det der mangler på huset, jo. Jeg kender godt det med at have travlt, der var engang med jer at jeg glemte en forældrekonsultation, og så tænkte jeg også at (…)”
Hvis jeg selv lykkes med at være en omsorgsfuld mor, er det nok mere miljø end arv.
Eller noget.
lørdag 13. februar 2010 kl. 20:51 af Anna
Jeg havde engang en medarbejder som vi gav en opgave, der var lidt ud over det hun plejede at få. Ikke meget, bare lidt mere komplekst og bare lidt mere på ukendt grund, men dog nærmere dét hun var udset til at skulle arbejde med fremover, når projektet var afsluttet. Hun fik den ikke alene, hele holdet var kastet ud i en undtagelsestilstand fordi noget ikke var som det skulle være, så vi delte gruppen op og gav stort set alle hver deres pind, som de skulle koordinere med hjælp fra alle de andre. 2 uger efter ringede hun grædende og meldte sig syg med stress. Jeg sygemeldte hende i 3 uger, og satte hende tilbage til de enkle opgaver da hun kom retur. Hun sagde op efter 5-6 måneder.
Et par år senere havde jeg en anden medarbejder, der talte længere tid om det hun skulle nå, end det tog at nå det. Hun trak ikke det tungeste læs i afdelingen og teamlederen var lidt irriteret over at hun mest kørte på frihjul i teamet. Hun levede sammen med en kæreste, og tilsammen havde de 5 børn, alle omkring teenagealderen, der boede på skift hos dem og deres andre forældre. Hun lavede det hele derhjemme, tror jeg. Hun fik det hvertfald til at lyde sådan, og klagesangene over dovne teenagetøser var mange og lange. Så kom det forår hvor det ene barn fyldte 18 og de to andre skulle konfirmeres. Det var hende der skulle arrangere det hele, lød det til, selvom kun et af børnene var hendes biologisk set. En torsdag før en ferie fik hun konstateret for højt blodtryk og meldte sig syg. Hun sagde det ikke direkte til mig, men jeg fik af omveje fortalt, at hun bestemt mente at det var stressbetinget og hendes kolleger mente at firmaet da måtte gøre noget for hende. Hun holdt sin ferie og lagde sig så syg i en uge derefter hvorunder hun fik afviklet de to sidste fester.
Så var der hende den anden, som heller ikke rigtig kunne løfte i sit job; og meldte sig syg med stress da hun blev konfronteret med kravet om at gøre det bedre. Den har jeg vist hørt et par forskellige versioner af.
Fælles for dem er, at de ikke kunne magte de opgaver de var blevet sat for, eller havde påtaget sig, fordi de ikke kunne sige nej. Fælles for dem er også, at jeg – sikkert ret usympatisk og uden tvivl dybt politisk ukorrekt at indrømme – ikke har haft den store medfølelse med dem. Jo, det er forbandet synd for dem, at have det som de havde det, for jeg kunne jo godt se at det ikke var for sjov, men jeg har ikke haft vanvittig stor respekt for deres formåen, for hvor svært kunne det være? I det første tilfælde ved jeg stadig ikke hvad det var hun blev så stresset over. Det var virkelig ikke en svær opgave hun fik.
Jeg tror på, at folk bliver ægte stressede af for meget pres. Jeg har set mennesker jeg respekterer højt, få kryds i øjnene, usund kulør i kinderne og hørt dem fortælle om hvor skidt de sover, eller hvor meget deres hjerte egentlig slår. Og jeg har set at deres opgaver var store og komplekse, og har respekteret dybt når de har taget et par dage på weekeend med kæresten og så været op i speed igen. Men der er ingen af dem, der nogensinde har trukket kortet og meldt sig ud af verden i 2, 5 eller 10 uger.
Jo, jeg har oplevet en enkelt kollega, der trak stikket efter en periode hvor hjemmefronten havde budt på alvorligt syge børn og venten prøvesvar for hende selv. Alt respekt for dét, to gryder kan ikke koge over, på samme tid.
Jeg troede en gang at jeg skulle en helt masse, jeg troede på at jeg havde evnerne, og at jeg blot skulle være på rette sted til rette tid. Jeg troede, at jeg kunne skabe og fastholde overblikket, og lede folk på den naturlige, gode måde; der fik produktiviteten til at stige og problemerne til at blive taklet som spændende udfordringer og leg. Jeg troede, at jeg af alle, havde noget helt unikt at tilbyde og hvis blot jeg kom tilbunds i bunkerne, ville jeg, lige så godt som alle de andre storsmilende kolleger jeg har, lykkes med det, jeg havde i gang. Jeg troede at ingen elefant var for stor, den skulle bare spises fra en ende af.
Det kan jeg så ikke. Altså æde den her skide elefant. Den er for stor, den vokser i munden. Det er dér mit nederlag er.
Jeg. Kunne. Ikke.
Det handler ikke en skid om at sige fra for at passe på mig selv, det handler om at sige fra, fordi jeg ikke kunne. Om at give op. Ja, jeg har gjort det inden jeg kollapsede fysisk; ja, jeg har gjort det inden jeg har gjort ubodelig skade på mig selv, det er vældig fint. Men det kan ikke skjule det forbandede faktum, at jeg giver op, fordi jeg ikke magter opgaven. Præcis som alle de andre ikke kunne magte deres.
tirsdag 9. februar 2010 kl. 15:42 af Anna
Jeg hader fyldord. Det er misbrug af ord, der bare bliver lagt ind i en sætning uden at de får deres egen betydning. De skal bare fylde tomrum mellem tanker, de skal udfylde en åbenbart skræmmende stilhed mellem meninger og holdninger. Jeg hader fyldord, jeg synes det er voldtægt af ord, og jeg holder ganske meget af ord, når de bliver brugt varsomt og eftertænksomt – eller når de bliver spyttet ud i en endeløs rablende strøm. Jeg kan bare ikke lide fyldord.
Derfor samler jeg på dem. Fejer dem op hvor de er spildt, så de ikke skærer mig i ørene og ikke svier på min hud alt for længe. Måske det er for at redde dem fra den onde skæbne det er, at være fyldord, måske det bare er for ikke at blive sur, jeg gør det.
Jeg har en lille fin samling nu:
‘kan man sige’ (ja.. det kan man, gør du så det eller hva?),
‘og ting og sager’ (hvad dét så end er?),
‘hvad hedder det’ (arjmen det ved du jo godt!),
‘og sådan noget der’ (hvilket ‘noget’?)
og så den værste: ‘var jeg lige ved at sige’ (jamen du sagde det jo! Hold så op!).
Jeg har en kollega der bruger mindst tre af ovenstående hver gang hun siger én sætning. Jeg. Hører. Ikke. Efter. Og det, bare fordi jeg kun hører fyldet. I stedet for ser jeg hende som en scene fra Ally McBeal, hvor hendes hovede bliver pustet op og hun ender med at svæve væk. Det er bare lidt ærgeligt at jeg så kommer til at smile på de forkerte tidspunkter, når dét sker…
I dag fandt jeg så et nyt forkomment fyldord. Mand-med-projekt brugte det ganske gode ord ‘ja’, som fyld. Aldrig set før, faktisk. Han afsluttede hver sætning med et sukkende ‘ja’, mens han sugede luft ind. Uden for sammenhæng, bekræftede han sig selv under et timelangt møde, med det der lille sukkende ja konstant. Ak.
Jeg samler på fyldord. Dårlig vane jeg har fået mig der egentlig, for jeg hader bare fyldord.
tirsdag 9. februar 2010 kl. 9:20 af Anna
Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det mest de 9 timer i forkælet luksus på businessclass jeg havde glædet mig til. Nu har jeg så tre dage stort set uden møder jeg kan svælge i, i stedet. Eller ikke, for mange af de møder jeg har meldt afbud til, er der jo stadig. Nå. Men.
Måske jeg bare skal lade være med at fortælle nogen at jeg ikke skal afsted alligevel, lade min kuffert være pakket og så tage tre dage ud i det blå, eller under et tæppe et sted?
fredag 5. februar 2010 kl. 20:02 af Anna
Med halvandet glas fløjelseblød hvidvin tyllet i min grådige kæft, er ugen endt ok.
Fredagen blev et ridt i personalehåndtering og muggen over bonus der ikke var stor nok sammenlignet med sidemandens. Var jeg mere ædru ville jeg nok spinde en ende over at alt er relativt og at det, der var ok i mødelokalet, holder op med at være det, når hende den anden får 5k mere.
Hun bad om en forklaring. På mail efter hun var taget hjem. (Jojo, vi håndterer konfrontationer vældigt voksent hos os.) Jaja, søster lyster, forklaringen er, at den anden har gjort det bedre end dig. Get it? Velkommen til dansk erhvervsliv anno 2010. Det er ikke nok, at kunden er glad, din ledelse skal også være det.”ja, men hvis jeg var manager havde jeg prioriteret anderledes.” Right, men nu er det MIG der er det, så det er min strategi du skal føre ud i livet, og gør du ikke det, kan jeg jo lissom ikke forgylde dig, vel?
Undskyld, jeg er snaldret og useriøs. Tag det med salt. Alt er håndteret efter bogen. No stress.
og så er make-up sex en helt ok opfindelse. Hep!
torsdag 4. februar 2010 kl. 11:33 af Anna
Hormonoverload og alt for presset arbejdsliv og privatliv er ikke en god kombi.
Tilgengæld er vinteren den mest vinteragtige vinter jeg kan huske jeg har oplevet, og det er jo sjovt. Tak til mand der skubbede mig ud af snedriven i morges, få sekunder før jeg begyndte at tude af arrigskab.
torsdag 21. januar 2010 kl. 19:03 af Anna
Jeg tror tanken er at man opbygger loyalitet hos en medarbejder ved at stikke dem en bonus og fortælle dem, at man har set hvor hårdt de kæmper. Jeg ved også godt at det er en omvendt negativ, fordi bonussen ikke motiverer i sig selv, men fraværet af bonus demotiverer i visse tilfælde.
Det er hvertfald et forsøg på noget, og min chef er ikke helt dum, så jeg tager det, som dét signal det er, nemlig at de gerne vil holde på mig lidt endnu.
Jeg takkede pænt for rosen og checken, og det var først herhjemme – da jeg stirrede tomt på en treo der brusede i et glas vand – at jeg kom i tanke om, at jeg var gået ind til mødet så blottet for forventninger eller nysgerrighed i nogen retninger, som aldrig før de mange år, jeg har været på deres lønningsliste. Så spørgsmålet er om det virker.
onsdag 20. januar 2010 kl. 17:45 af Anna
Når jeg nu er færdig med at pive, så har jeg det jo godt. Den drivende nedslåethed som et ledermøde kan infusere mig med, skyldes jo ‘bare’ at jeg brænder for det. eller at jeg HAR brændt for det og forventer at jeg kan blive ved.
Jeg så min omkring i dag under mødet og så, at jeg ikke føler mig hjemme der. Topchef-the-kid talte om noget jeg ikke var enig i, jeg mødte blikke der gav mig ret, men jeg var den eneste der sagde noget. Højt.
Holder man så mund, eller dukker man nakken? Har jeg lyst til at være et sted hvor jeg ikke er enig i måden tingene gøres på? Har jeg lyst til at kæmpe for at lave det om? eller synes jeg at jeg har kæmpet nok? Handler det måske i virkeligheden om at det altid har været sådan her, men at jeg bare har været et andet sted på spiralen og derfor har set det anderledes? Og har haft nergi og lyst til at kæmpe?
Jeg tror ikke at der er noget galt med Topchef-the-kid. Jeg tror det han gør er ok og jeg tror nok at han skal lykkes med sit. Jeg tror firmaet vil blive ved med at vokse og være det fantastiske sted at arbejde som det altid har været.
Jeg tror bare at det er på tide at det bliver uden mig. At jeg er mæt og træt; og har brug for at prøve noget andet, noget der ikke har de samme deadlines på den samme type leverancer. Noget der ikke nødvendigvis betyder ledelse af 10-20 mand, og ikke nødvendigvis betyder op.
Next step bliver at finde ud af hvordan jeg finder next step.
torsdag 14. januar 2010 kl. 13:45 af Anna
Bono er en sød mand, der vil mig det bedste. Han køber chokolade og sætter små poser med kager foran min hoveddør. Og han vil lave mad til mig. Sørge for at alt er klar, når jeg kommer træt hjem. Og det er fint, og jeg er glad for at han gider. Men den mad han laver er mandemad – velsmagende, men mandemad. Jeg har vænnet mig til at spise groft og grønt og meget tøseagtigt, og det virker for mig. Jeg kan lide det, lide den effekt det har på mig – og holder mig nemt slank, selvom jeg klemmer en summerbird flødebolle ned i tide og utide.
Jeg har forlængst besluttet mig for at jeg ikke vil gå på kompromis med det, der føles forkert for mig, iforhold til den måde jeg lever på. Så jeg sagde tak, men skru op for grøntsagerne, fibrene og ned for alle de tomme kulhudrater. Hvis du skal lave mad til mig, ellers lad være, så tager jeg en rugbrødsmad.
Og nujjjj hvor jeg synes jeg var en krævende kælling. Manden vil jo bare kræse for mig. Og det er romantisk og dejligt at han vil, men jeg vil gerne selv bestemme hvad jeg putter i min mund, og ikke ændre min måde at leve på, blot fordi der er kommet en ny ind i mit liv. Jeg nægter at tilpasse mig.
Basta.
Krævende kælling.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer