|
Der var en solsort der fløjtede aftenpip og lyset var forårsaftenlyst, da jeg for et par timer siden i bidende frost gik hen over den knasende sne på en fodboldbane med et pludrende drengebarn i hver hånd. Foråret virker tæt på og langt væk på samme tid. Skal vi lægge noget i det? Skal jeg? Jeg var til en af de dér forsamlingshus-fester i lørdags. Hvis altså ikke det var fordi jeg bor lige uden for København og vi ikke har forsamlingshuse her. Festlokaler, hedder det vist, hvis det går vildt til. Vi holder heller ikke hal-baller men det er en helt anden historie. Vi sad bænket ved langborde, og hver gang snakken var kommet i gang – og ud over “Nå, hvad laver du så?” – så var der en eller anden jysk onkel eller kusine eller søster eller ven af huset i mange år, der slog på glasset og “da også lige vil sige et par ord”, eller en kortklippet kvinde og et par børn med prinsessekjoler, der delte sange ud forklædt som cykler, blomsterbuketter eller en campingplads, for “Bent og Else holder jo så meget af at campere”. Og så stoppede snakken selvfølgelig. Og vi sad og så vores mad blive kold, mens vi lyttede til andre folks indforståetheder eller sang versefødder der ikke rimede. Og skålede høfligt og råbte tre lange og så det frække. Hu. Jeg overlevede fordi jeg på den ene side havde folk jeg ikke har set i mere end 10 år og derfor godt kunne bruge et par timer til at blive opdateret, og på den anden havde en mand, som jeg aldrig havde mødt før, men som fangede mig på en måde jeg ikke oplever så tit. For 10 år siden have jeg nok snavet ham i dansegulvet efter vi havde delt den cognac han hentede til os. Så voksne vi er blevet siden dengang. Jeg nøjedes med at nyde at der var kemi og gnist, og takkede pænt for hyggelig snak og kompliment da han gik; og det var faktisk alt nok. Sidespor; tilbage til forsamlingshuset. Gæsterne var en samling af (jyske) bedsteforældre, morbrødre, onkler, tanter, fastre, fætre, kusiner, og så os ikke-familie; de gamle studiekammerater, de nuværende kolleger og naboer. Der var rigtig mange med, faktisk, og en del af dem var rejst rigtig langt for at være med. Og det jeg sidder tilbage med er en undren over om det var det værd? Både for gæster og værter. Så sjovt var det altså heller ikke, jeg har haft hyggeligere aftener med færre mennesker, hvor vi har grinet og danset og drukket god vin; og ikke mindst SET hinanden og HØRT på hinanden. Det kan man altså ikke til fester af den her slags. Middagen trækker altid i langdrag og høflighederne bliver skyllet ned med lidt for kold rødvin til lidt for stegt kød og lidt for vandet salat. Alle takker for en dejlig fest og har samlet ind i en spist salatbowle, men lyver de ikke? Og er det ikke mest for dem selv? Tror I virkelig på at I har haft en dejlig aften, eller er det selvbedrag og “jamen sådan skal man mene og sådan har det jo altid været”? Er det mig der er blevet så tradition- og familieløs at jeg ikke kan sætte pris på at bruger timer på at se en halvdøv ældre mand småsove under tale nummer 3-6? Hygger han sig eller ville han hellere være inviteret til en mindre middag med plads til at tale med værtsparret og ikke bare se skyggen af to feststressede speedsnakkere? Og hvad sker der for den dér stribe af ‘indslag’? Hvad er det, der gør at man tænker “arj, men vi skal da også komme med noget”, og så skriver en sang, eller stiller sig op og spiller på blokfløjte eller værst, laver en hjælpeløs sketch eller quiz og har vi det ikke hyggeligt? Hvad går der galt i Jylland(?), siden det er så væsentlig en del af de der håbløse fester? Er der virkelig nogen der synes – hvis man virkelig mærker efter dybt i maven eller hvor man gemmer den slags forbudte tanker – at andres sange og festlige indslag er sjovt? Noget af det gode ved hele den her ballade med mig, er alle de søde mennesker der er dukket op af vennebunken og rent faktisk har ageret som venner. Jeg har intet krav på dem, de skylder mig ingenting og alligevel er der nogen der er poppet forbi med kram, andre med kage, mails eller tøsesnak i timevis. Jeg er dybt taknemmelig, for det luner helt ned i mine kolde knogler at der rent faktisk ER nogen der bekymrer sig. Bare lidt. Ud over min chef. Mine forældre er nået til Panamakanalen, skrev de på en sms i går, ivrigt ignorerende mit retursvar om mere sygeorlov. Men der er nok også langt til den anden side af jorden og hvem ved om min sms er nået helt derom. Så det er godt med venner, der viser at de er der, også når jeg ikke er. Og Bono, selvfølgelig. Han er her også. Knokler løs med alle mine overskudsprojekter og varmer min dyne til mig om natten. Jeg ved stadig ikke om vi bliver gamle sammen, men lige nu er fint og godt. Men så var der hende fra i går. Gammel studieveninde med travlhed på skemaet og alt for mange børn og job til at kunne se op. Dingelingeliiiing: “Hey, har du evt tid og lyst til en kop kaffe en dag?” Jojo. Hvis ikke det var for hendes tre børn og mine to og et deraf følgende kaos jeg ikke helt kunne overskue. “Tak, jeg vil jo rigtig gerne se dig, men kan vi gøre det en dag vi ikke har børn på slæb? Nåm.. men det er jo fint, for så vidt at jeg ikke skal presse noget ind i hendes liv der ikke er plads til. Én overbelastet er mere end rigeligt, jo. Det nev bare lidt, men måske er det mig der er i underskud på den del af støttebalancen, uden at jeg har opdaget det. Så det. Alt vel, send flere penge. nu der ikke er noget gips, hvornår ved man så om man er rask og ikke bare er gået i dorsk slowmotion? mvh Nogle gange ville jeg ønske at jeg havde brækket benet i stedet. At en læge kunne se på mig om jeg var rask eller ej, at et røntgenbillede ville kunne fortælle om jeg var begyndt at hele og at en blodprøve ville kunne sige ja eller nej. Men jeg har det fint, tak. Hverken lægen eller psykologen kan se ind i mig og ingen af dem kan vurdere om jeg er ok eller ej, og ingen af dem kan vurdere om jeg heler, eller om jeg skal gipses ind fra top til tå for at holde bruddet i min sjæl i ro. Det er kun mig selv der kan mærke efter, og jeg ved ikke helt hvad jeg skal mærke og hvad der er normalt. Jeg fik en sms fra mine forældre i går. De er på cruise i Caribien. I luksuskahyt.
Jeg svarede at der var dejligt at høre fra dem, og at min sygemelding var forlænget. Kh Anna. De har sikkert slukket telefonen igen, for jeg fik ikke noget svar. Firmaet bad om en varighedserklæring. Lægen kiggede på mig og sagde 4 uger. Mere. “Du har gået hjemme i 3 uger og ikke fået det bedre”. Og så var det at jeg gerne ville være et brækket ben, for hvordan pokker kan jeg svare ja eller nej til det? Jeg synes ikke jeg er anderledes end jeg var for to uger siden. Jeg tåger rundt i min egen suppe af skyld og afmagt og føler til kvalmegrænsen at jeg pjækker og spilder min tid. Men mine hænder ryster når jeg tænker på at vende tilbage og alene tvivlen og knuden i maven må vel være svar nok? Jeg ved ikke om det er en klog eller dum taktik at være åben om min situation. Men det træner mig i at tale om det uden at få for meget vand i øjnene. Sikke mange der nu ved og sikke mange kopper kaffe jeg får delt. Hovedpinen må skyldes noget andet. Ik? (er det fejt at lade være med at tage telefonen hver anden gang min chef ringer?) Mest af alt har jeg svært ved at forstå hvad hun siger. Forstå at det skulle være så slemt, forstå hvorfor hun ser så alvorlig ud og forstå at det virkelig skulle være nødvendigt med mere end de her 4 uger. Jeg kan heller ikke helt forstå, at det skulle være så svært at gøre alt det jeg har gjort. At jeg virkelig ikke kunne holde til det, herregud det var jo bare. Jeg kan jo se alle de andre der gør. Jeg kan se hvordan tingene skal løses og ved at det bare drejer sig om at klemme ballerne sammen og gøre det. Jeg synes ikke det kan være mig de taler om, vel? Mig, der er hende der skal tages hensyn til, mig der er den sårbare. Jeg kan ikke finde mig selv på de billeder de maler på vægge og op og ned af stolper. Men der er alligevel en lillebitte stemme der pipper om at det egentlig var meget rart at nogen stoppede det. Og ret rart at at jeg endelig kunne slippe lidt for det hele. “Du har fået allergi”, sagde hun. “Du skal holde dig væk indtil hævelsen har lagt sig, og tage det du reagerede på, tilbage i små doser”. Hvem mig? Og så er det at den lille stemme pipper noget der lyder som hurra, og lyder som om hun er lykkelig for at kunne slippe for det lidt mere. Og forrædderisk tilstod at jo, det har længe knebet med koncentrationen (hvornår har du sidst siddet stille og læst en hel artikel i din søndagsavis, Anna?) og jo, korttidshukommelsen har vist også svinget lidt. Jeg har det jo fint, og det virker så langt væk når jeg tuller rundt og glor på fugle der slås om æbleskrog. Men det gør jo heller ikke ondt i det brækkede ben når man ligger stille. Har jeg hørt. Weekenden smuttede ud under den smeltende sne. Jeg har fået spirende blomster i søndagsgave og en verden med lunere luft, der dufter af andet end frost. I min baghave er der fede duer, der æder mine æbleskrog og ved siden af min PC, en krøllet blok med børnetegninger og mine noter. Sagsnummer, kontaktpersonens navn og direkte nummer. Adressen på psykologen og dato og tid.Ind og ud mellem kruseduller fra mine velbegavede børn. Jeg har lige kværnet det sidste kaffe og glemt hvad det var jeg ville. Udover at se på fuglene der klatrer på forsytiaen og æder fuglekugler, støbt i skriggrønne plastiknet. Tankevækkende så handlingstræg man bliver af ingenting at skulle nå. Det føltes uendelig tungt at logge på og vidresende månedensfakturaer til min assistent lige før. Lidt som om jeg taber moment. Skræmmende hvis det er en blivende effekt. Farvel handlingskraft og beundringsværdige powerkvinde. Men måske hun aldrig rigtig var der, måske det bare var blær. Gad vide om psykologen kan fortælle mig det. “Hej, jeg hedder Anna; jeg kunne godt tænke mig at vide om der er noget bag den her skal. Er der? Bare lidt?”. Arj, jeg piver. Hold så op, Anna. Jaja. Det spøjse er at det, der fylder mest lige nu er ikke den tunge lammende arbejdsbyde eller min forstoppelse og overspisning; men mit ansigt foran alle de, der kunne og stadig ligner nogen der kan. Mit ry og mit rygte. At jeg nu er én der ikke kunne holde til det. Det gør ondt. Gad vide hvor man finder de ansigter der er tabt. Det er i dag jeg har den første snak med psykologen. Lige om lidt, faktisk. Jeg har købt vandfast mascara, krukke som jeg er. Så behøver jeg ikke at tænke på dét. Så meget. Når jeg diskuterer finanskrise og omfanget af ledighed, og ved hvad man vil i mit firma og sagtens kan tænke mig til hvad det kan medføre af overskudsafdelingsledere; og læser mails om hvem der nu har overtaget hvilke af mine opgaver, tænker jeg, at det da er torskedumt at hykle udbrændthed, manglende styrke og så lægge sig på ryggen i 4 uger. Og så også at det bliver uendelig svært at vende tilbage med stolthed og ære intakt. Hej, hej overjeg. (Det jeg nok er allermest bange for er, at hvis jeg giver slip, så glider jeg ned i noget jeg ikke kan komme op af.) Der løber egne og andre folks børn ud og ind af mit hus. Nasser kiks, juice og computertid; og sørger eftertrykkeligt for at servere overspringstomgang med mini konflikter og “Anna, hvad laver du? Anna, jeg keder mig. Anna jeg er sulten.” Og mig? Jeg går i stå. Lige så stille, med en gnavende følelse af at jeg filtser en facade henover sætningsskader. Jeg kunne godt starte derfra hvor jeg slap i torsdags uden at kny, men der ville ikke være noget ændret. Udover at jeg nok er en anelse mere udhvilet og en smule mere bagud. Objektivt interessant at iagttage min chef i fredags. Hun gjorde alle de ting vi har lært at man skal. Tog føringen, undlod at diskutere med den stress-ramte, der jo aldrig selv kan se hvor dybt hun står i kviksandet; forbød emails (hvorefter hun sendte nummeret på psykolog på mail og bookede mig via outlook til møder med hende selv og vores HR-partner engang i næste uge, hvor jeg stadig er i email-karantæne. Jeg lader være med, at lade som om jeg ikke har set det.) Så talte hun en masse om, at det jo kun var to uger, og to uger er jo ingenting. (nej, men det er stadig et officielt nederlag om det så kun var én dag). Truede mig med 5 uger, da jeg protesterede og slog så om i at firmaet jo skyldte mig det, efter alt det jeg havde ydet de sidste par år. Det sidste har hun jo ret i, og det er måske derfor jeg synker ned i noget nær apati nu. Jeg skylder dem ingenting. Jeg skylder kun mig selv at stabilisere mit fundament. Jeg burde ringe til den der psykolog, men jeg har en irrationel blokering, der klynger sig til de tusinder at overspringstomgangsting jeg er omgivet af. Først skal jeg lige spise frokost, morgenmad eller vække mine børn. Så skal de til sport eller hentes hos legekammerater. Og jeg skal løbe, eller købe ind og hænge knager op. Og vaske, stryge eller skure badekarret. “Men du burde jo..”, koret af velmenende råd er så højt, at jeg ikke kan skeldne stemmerne. Især ikke dem i mit eget hoved. Fuck burde. Lad mig være et tårn i Piza, med blikket stift rettet mod jorden der nærmer sig. Bare lidt endnu. Eller glem alt om at sende tulipaner og politisk korrekte hilsner på den mail jeg ikke må åbne, og giv mig i stedet hagesmæk på og stop skeer i kæften på mig med det der skal til, nu i siger at jeg ikke kan se det selv. I virkeligheden har jeg ingen som helst undskyldning der er valid nok. Det ændrer bare intet i mit (manglende) handlemønster, og jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg ikke bare lige. Torsdag og fredag kæmpede jeg en hård kamp for at trække vejret og stå op igen. Jeg lignede lort da Bono kom uanmeldt fredag formiddag (“du svarede ikke på min sms, og jeg havde en fornemmelse af at der var noget galt”. Huh?) og der sprøjtede tårer ud af mine øjne, hvergang jeg tænkte, talte eller læste noget om hele den her ballade, så jo; der var nok noget om snakken. Tænkte jeg i fredags. Men det er væk nu. Puf. Jeg har det fint, tak. Min chef fik mig til at love at tage fat i en psykolog, der på firmaets regning skal hjælpe mig med at finde ud af hvad jeg vil (huh?). Tak og jatak og jeg er sikker på at det i sig selv er sundt og fedt. Men skal jeg via firmaets sundhedsforsikring, skal jeg have en indstilling fra min læge. Jamen. Jeg har det jo fint. Hvordan kan jeg spilde min læges tid ved at sidde med klare øjne, et smil i mundvigen og sige at jeg er så syg i sjælen, at jeg skal i akut og omgående behandling? Er sindets slid overhovedet noget ens privatpraktiserende læge skal blandes ind i? Ser hun ikke rigeligt af mit blottede kød? (Jeg sad engang hos en læge og tudede øjnene ud. Eksistentiel krise, kaldte hun det. “Det hverken kan eller vil jeg medicinere dig ud af”, sagde hun. “Så jeg kan ikke hjælpe dig her, tal med en psykolog.” Huh.) Men jeg har det fint, tak. Måske jeg bare er vanvittig god til at fortrænge. Lidt for god. Min chef snakkede noget om at jeg nok var lidt for god til at holde facaden. Huh? Gu er jeg da ej, jeg kan bare ikke se at mit personlige mudder skal påvirke det vi har gang i rent professionelt. Fokus, tak. Men måske hun har ret? Jeg ved, at jeg er en korkprop. Men måske det snarere er en knudekvinde? Noget af det jeg elsker ved mit hus er stilheden en søndag morgen. Var det ikke så koldt, havde jeg sat mig i den åbne terrassedør og lyttet til den tyste morgen, mens min kaffe blev kold. Jeg stod i stedet for i døren med avisen i hånden, lige længe nok til at jeg hørte det blide ingenting, en mand der kom dappende forbi på vejen med frosne løbesko og mærkede kulden glide ind under min trøje. Jeg vågnede inden det blev lyst. Meget passende otte timer efter jeg gik i seng. Det er som om, at nu hvor tiden er blevet banket fladt ud foran mig, med ordre på ikke at skulle noget, har jeg ikke længere brug for den. Sær følelse i en gråhvid vintermorgen. Jeg burde ringe til min mor i dag. Fortælle hende. Jeg skrev faktisk til hende – i et svar på en practicality og “vi er landet nu, sikke mget sne der er i danmark”, at jeg havde lidt for meget på job. Hun svarede aldrig, men tømte opvaskemaskine, lagde tøj på plads og støvsugede, dagen efter da hun lige var forbi med noget. “Haber det er ok, vi vil jo helst ikke blande os for meget”. Jo, tak mor, det er ok. Omsorg omsat til støvsugning. Men jeg bør vel ringe til hende om lidt. Tænker bare, at de vil reagere med vantro. “Hvad skal det nu til for? Er det ikke lidt overdrevet?”. Min egen reaktion gange 1000. Lad være med at pive Anna. Du skal bare tage dig sammen, Anna; du er jo sådan lidt sløv i det, ikke? Hej ekko fra barndommen. Måske jeg gør hende uret. Jeg har bare ikke rigtig lyst til at prøve efter. Jeg drømte at jeg kyssede L forleden dag. Og lagde min hånd på hans hofte, lige over bukselinningen. Han havde en blød trøje på over sin lyseblå skjorte. Det var ikke dét jeg fortalte ham, men jeg kom i tanke om det midt i kantinen, hvor vi stod side om side og fiskede fra et fad med blandet salat. “Jeg drømte om dig i nat”, sagde jeg vist bare. Og smilede. Han kiggede op, og blinkede så. “Ja? Og i lige måde.” Det er ikke lige dét svar man venter, vel? “I lige måde.” Jeg ved godt at drømme aldrig helt er hvad de ligner. Gad vide hvad han var i den drøm. Hvad var det jeg kyssede?Han er karriere-drengen med de spidse albuer, han er energisk og engageret, men glatnakket på en højst irriterende måde. Og kun pæn på grund af jakkesættet. Men han kyssede godt. Sjov dato i dag. Symmetri for talnørder. Jeg opdagede det da jeg opdaterede min status over den ildebrand vi slukker ved siden af vores daglige arbejde. Dear all, please find the status for (…). Og allerede i eftermiddag, mens mine unger pludrede ovenpå, har jeg sms-skændtes med Bono. Vores første skænderi er selvfølgelig pr elektronik. Hurra for moderne parforhold. Eller noget. Jeg holdt op med at svare mellem aftensmad og sengetid for minihelte, fordi hans svar var vrængende skingre og fordi ord blev læst gennem modtagerens horisont. Det er vist mest fordi jeg er hård. Jeg vil ikke lade ting passere, jeg har levet i et ægteskab af passerede ting, og druknede i at jeg tilsidst var blevet glemt af mig selv. Jeg mærkede ikke efter i hundrede år, og stivnede til en kold klump hvid marmor, der ikke kunne mærke andet end kulden når han og resten af verden gik forbi. Så tøede jeg op, og lovede mig selv altid at mærke efter. Det går så ud over Bono. Jeg vil ikke være nogens bedre halvdel, jeg er min egen hele og han sin. Jeg vil ikke dyrke hans sport, jeg har min egen, og han skal ikke være en del af min lille familie, kun en del af mit liv. Jeg snapper blidt efter ham når han planlægger ting hvor ungerne er med og smiler afværgende når han vil have mig med ud på tur med sin klub. Jeg lytter ikke når han mumler om at jeg arbejder for meget og bliver mere end modrat irriteret når han peger på de ting jeg ikke når, af samme grund. Tilgengæld var der tre cyklister, der uafhængigt af hinanden kørte på tværs af vejen, da jeg kørte hjem. Det er for såvidt harmløst når der ikke er så mange biler, og også når der ikke er så meget sne. I dag var der bare begge dele og i betragtning af at jeg ikke kan mindes at jeg har bemærket det før, må de her tre cyklister have haft dødsønsker eller en drøm om en invalidepension. I dag fik han så åbenbart nok. Bum, lige ned i min mobil. Ting læst mellem linierne i min – efter min mening – ret sobre “det her synes jeg ikke er fedt”-udmelding om noget marginalt. Pænt svar tilbage, uden at give slip. Lidt større BUM, lige ned i min mobil igen. Så var det jeg stoppede en times tid eller to, mens børnene blev kildet, fodret og kysset godnat. Ændrer den pæne dato dagen? Ikke en fløjtende fis, sikkert. Jeg havde sne uden for mit vindue, kaffe i min kop og en voksende tiltro til at jeg alligevel ikke når noget som helst af det jeg skal. Og så er det mandag, og som noget nyt er jeg blevet skældt ud af . Nu vil jeg lave mig en kop grøn-te med lidt lime i, se nyheder om næste snestorm og spekulere om dét ikke at lade de vigtige ting passere, kan lade sig gøre, uden at skræmme modparten helt væk. Det får vi at se. Min bilradio er blevet tavs fordi antennen knækkede af i bilvasken i weekenden. Frostramte fingre kunne ikke skrue løs, så chancen blev en risiko. Blahh. Never mind, pointen er at jeg kører på arbejde i tavshed nu. Bortset fra blæseren, der de første minutter larmer søvnen ud af min hjerne. Jeg får tænkt i stilheden, egentlig er det meget rart. Vågnede for sent, i forhold til, at jeg ville have forberedt mødet klokken 9 mens der var morgenro på kontoret, men lå i min seng mellem 6 og halv 7, og stirrede på det grå lys uden at mærke lysten til at skynde mig. Jeg når jo alligevel ikke alt det jeg skal, så hvorfor prøve? Det er gået op for mig før og igen her til morgen i min tyste bil, at jeg ikke vil det mere. Jeg har intet mod at arbejde 60 timer om ugen, men meget mod at jeg alligevel ikke når alt det jeg skal. Der var 171 mails i min indboks her til morgen. Ubehandlet, ubesvaret, ubeset arbejde, som en dag med møder fra 9 til 16 ikke kan give tid til at løse. Det er bare ikke ok. Jeg gider ikke mere., det er spild af mig. Men derfra og til at rykke er der et skridt jeg ikke ved hvordan jeg skal gribe an. Jobs af min type bliver ofte ikke slået op, det er netwærk og heldigheder der dikterer hvor msn ender. Og med hvad. Hvordan gør man det? Nu er klokken blevet mere og de første møder har afbrudt strømmen af indsigt. Det er vist sådan dagene og årene drysser væk.
Jeg kunne selvfølgelig også lægge mig ned og tude,
men det løser jo ingenting. Måske jeg i stedet for skulle skrive noget lidt mere problemløsende?
hm Jeg er et logisk tænkende menneske. I alle de MBTI-tests jeg har taget, rammer jeg loftet på min T. Jeg tænker, ergo er jeg. Jeg analyserer logiske data, jeg tager beslutninger baseret på facts. (jeg har en lille nagende tanke. En tvivl der af og til dukker op og får mig til at sige ‘hmm’. Jeg vælger at tro på ham, på hans venlige væsen og optimistiske livssyn. Jeg vælger at tro på det gode han siger. Men. Jeg har en lille summen bagest i maven. En lile tvivl der spørger mig om det nu også kan passe. Om historierne er en omgåelse af sandheden, en selv-beskyttelse, en kappe af værn mod. Noget jeg ikke ved hvad er. Om han glatter uregelmæssigheder, fordi de ikke var tilsigtede. Om han fortæller mig den version der burde have været, og dækker over den grimme virkelighed, hvor folk begår fejl. Om han skjuler sine fejl af skam.) Men. (Han er en glad mand. Imødekommende og optimistisk, og med en smittende energi. Men den lille stemme fra min tvivl spørger om ikke han kun griber dét han kan bære. Om han tager alle de små ting, fordi de store er for tunge. Om han er mere brændt end han ser ud. Det er ok i fald. Men jeg vil bare gerne vide det, ikke?) (Og det, der ligger dybere gnaver på en rod der er mere bitter. Tanken bliver stoppet, når vi taler, når vi kysser, når jeg ligger helt stille og lytter til hans hjerteslag og mærker ham under min hud. Men når han så fortæller sine historier, kan jeg høre den lille raspen igen. Kan det nu også passe? Bliver jeg spurgt. Er det ikke lige lidt for usandsynligt? Tror du ikke, Anna, at han er fuld af løgn?) Jeg har vundet mange kampe professionelt, ved at stole på min intuition. Erfaringsdrevet intuition. Men jeg ved ikke nok nu. De gode lørdage har jeg glemt, hvad det var, der var så hastende. Jeg har glemt mine lister af presserende ting og ser bare lyset der pibler ind af vinduerne og sprækkerne i min hud. De gode lørdage går jeg rundt i slowmotion og ser verden cirkle forbi, over mit lille hus. MandagsAnna hader weekendAnna lidt pletvist, for at spilde dyrebar fritid på at betragte sekunder, men på de gode lørdage kan jeg virkelig ikke huske, hvad det var hverdagsAnna mente at lørdagsAnna skulle nå. Mine børn er blevet til tre i dagens anledning. Gæstebarnet er en pige, der tuller rundt i den sorte kjole med sølvglitter jeg havde lagt i posen med tøj til genbrug, og nyder vist bare at være her, mens drengene hopper om kap i sækkestolen på det ene værelse. Konklusionerne fra i går syder i min mave, mens jeg pletvist savner Bono. Jeg fortalte manden med det automatiske smil, at jeg havde tidspunkter hvor jeg ikke længere vidste hvad det var jeg kunne. Så skulle han pludselig tisse. Det knækkede lidt af alvoren, og jeg fik noteret et par væsentlige uformelige krudseduller på min blok, mens han strintede i dyr marmor. Han kom tilbage med munden fuld af ord om alt det jeg kan. Erfaren leder, rutineret i personaleledelse, hårdt trænet i forandringsledelse. Begavet og med et CV der ikke skulle gøre mig bekymret. Sagde han. (Jeg skriver det ned så jeg kan finde det frem næste gang jeg kommer i tvivl. I behøver ikke læse det hvis selvfedmen giver kvalme, men jeg har brug for at huske hvad en rutineret erhvervspsykologcoach med stjerne og bånd på de golf og tennistrænede skuldre, ser. Jeg tror ikke han siger noget bare for at give mig valuta for pengene. </Antagelse og forbehold>.) Uanset hvad, så plantede han en ro i mig. Uanset hvad jeg gør er det ok (som den jeg er, gør jeg jo ikke noget useriøst, vel?), bare jeg gør noget. Tak, så. Det er vist første gang han rent faktisk hjalp mig videre. Udover at foreslå min gamle topchef som mentor. Jeg blev så meget klogere nu, at jeg ved at det er ok at gøre det, jeg nok gør om lidt. At det ikke er at give op, at det vigtigste er at jeg er glad og at jeg ikke stopper et karriereflow ved at steppe noget der ligner sidelæns. Nu vil jeg smide mine børn ud af min seng, og håbe at min underbevidsthed vækker mig med et klart svar i morgen. |
|
|
|
Copyright Anna - www.mesmerized.dk. Tak fordi du læser med. Hvis du citerer eller bruger noget herfra, så nævn venligst hvor du har det fra. Sitet er hosted på One, og jeg bruger naturligvis Wordpress på dansk 98 queries. 1,568 seconds. |
||
Kategori: 
Kommentarer