tirsdag 9. marts 2010 kl. 11:58 af Anna
Drømte om Kenau i nat. I drømmen var han min, og fyldte rummet på den der mørke måde, som de der vampyr-drenge TV er fyldt af for tiden kan gøre det. Min rolle må så være en af de overmanicurerede kvindlige hovedpersoner, selvom min vampyrmandeversion mere ligner den onde bror end den mystiske helt. Det var ikke det jeg drømte. Kun at han var der og hans udseende og magnetiske tiltrækningsevne fik kvinderne til at gispe når han kom ind i et rum. Og jeg hørte det og tænkte eller sagde at “han er min”. Drømmeuklarhed i detaljerne. Præsentationsrunde, mens jeg satte tænderne i hans hals lige under det glatte mørke hår. Min, min, min. Dragende, sugende og alt det dér der kan være når man er forelsket og betaget af en mand.
Jeg så på Bono da vi spiste i går og han gjorde dét han gør allermest galt. Rablede om dengang han selv havde følt sig stresset. Fortalte om hvordan hans mester havde ringet og snakket job klokken seks om morgenen, om hvordan han ikke havde sovet og det hele havde kørt sammen og yadayaddayadda. Det er vigtigt for ham, det betyder noget og det er en del af hans historie selvom det er flere år siden.
Hej rationelle fornuftige Anna, det var ikke dig der mærkede effekten i går, vel? Det var hende det brækkede ben, der havde fantomsmerter i selvfølelsen og sorg over en detalje der gnavede lidt. Hende den amputerede, nedkørte arbejdsnarkoman, der er for udvandet til abstinenser men stadig kan mærke at der er noget der mangler. Meget der mangler. Det var hende, der havde brug for at blive hørt lidt på. Undskyld at hun kræver lidt opmærksomhed og plads lige nu, men hun er gået i stykker, selvom hun virker helt normal og fjollede lige før.
Hun blev ked af det. Sank lidt ned i stolen og spekulerede, mens teflonfacaden lukkede sig til, på hvordan hun på pæneste vis kunne få talestrømmen stoppet. Elegant var det nok ikke. Undskyld, men jeg har ikke overskud nok. Forbandet at jeg skal undskylde, men det føltes ikke ok ikke at kunne høre efter. Ikke at kunne rumme.
Så på ham, mens han talte og undrede sig over hvad han lavede der. Lille grimme mand.
Sagde det bagefter.
“Jeg bliver ked af det når du snakker om dig, nar jeg forsøger at fortælle om mig”
“Jamen det skulle du da have sagt”,
“Jeg siger det jo nu”,
“Jamen hvorfor sagde du det ikke mens?”
Fordi jeg for helvede ikke har styrken til at sige ting der blotter mine splintrede knogler. Gid jeg havde brækket mine ben, så ville det være så forbandet legalt at råbe AV FOR HELVEDE når nogen vader på dem.
“jeg blev ked af det”
“Jeg ville jo bare drage en parallel”,
“Hvorfor?”
Vel fordi det er det man plejer, ik? Vel fordi det er helt ok, når vi taler om alt muligt andet. Men det hjælper ikke mit brækkede ben, at høre at du bare savede dit af engang.
Det kom ud, men det hang fast på mig alligevel. Tog det med i seng og sov forbandet dårligt mellem drømmene om det udødelige fantom af en mand, jeg engang var så dum at lægge hals til, men et sted gerne ville have fanget. Vågnede med tristhed og irritation over at skulle bruge tanker på mit forhold til Bono og ikke det, jeg er her for lige nu. Mig, mig, mig. Tildelt luksus. Uhørt svær at tage til sig uanset hvad.
mandag 22. februar 2010 kl. 14:05 af Anna
“Er det din afdeling? Er det ledergruppen? Mig, din chef? (…) Du skal jo tilbage i små doser, så det hele ikke vælter igen (…) Vi gør det jo for at passe på dig (…) du skal vide at vi kun bekymrer os for at passe på dig (…) Jeg tror ikke du er klar mandag, er du selv sikker på at du vil være klar mandag?”
Jeg ved ingenting.
Kun at jeg stadig føler mig som den største taber.
fredag 12. februar 2010 kl. 12:46 af Anna
Nu har min chef så sygemeldt mig i to uger. Taget møder med mine stakeholders og min afdeling, arrangeret en substitut og bedt mig holde mig fra min mails.
Så har jeg også prøvet det.
Smagen af nederlag er overvældende kvalm.
torsdag 11. februar 2010 kl. 20:24 af Anna
“Du skal tage det alvorligt. Var du min medarbejder havde jeg sendt dig hjem.”
Nemt at sige. Var jeg min egen medarbejder havde jeg nok gjort det samme, så ja; jeg smed mig selv hjem. Fik min lederkollega til at hente min taske og småløb ud til bilen. Lovede mig selv at løbe en tur i det klare solskin, fordi løb hjælper på alt. Det kom jeg ikke, for i bilen hjem kom kvalmen. Som om min krop prøvede at vinde diskussionen med min hjerne om hvorvidt det er alvorligt eller ej. Lagde mig på sofaen og håbede på at hvis jeg lukkede øjnene, så ville jeg vågne op uden hovedpine og kvalme. Som det mindste. Jeg håbede selvfølgelig også at jeg ville vågne og være klar i hovedet og ikke tude igen, bare jeg tænkte.
Det gjorde jeg ikke .Vågnede med hamrende hovedpine og mindst lige så meget kvalme. Som om nogen prøvede at understrege en pointe.
Men jeg kan stadig ikke se, at det er noget jeg skal tage alvorligt. Jeg kan ikke se, at der er noget jeg skal tage alvorligt.
Jeg har det fint, tak. Jeg har søde børn, jeg har mit lille hus, jeg har en mand der har bombarderet mig med sms´er om ikke han skal komme over og holde mig på panden.
Og så har jeg et job. Det er jo bare et job, ikke? Ikke noget personligt.
“Pyt med job-stuff”, skrev Bono i formiddags da jeg luftede at jeg ikke var helt glad. På det tidspunkt var jeg bare vred. Ikke over noget vigtigt, det er jo bare et job ikke? Jeg var bare lidt irriteret over noget de sagde på ledermødet i går. Over det adfærdsregulerende mål som Topchefthekid har lagt ind i vores pakke i år, der går på at vi skal være glade. Vi skal sprede positiv energi. Ellers nakker vi nok i jeres bonus, ja vi gør. Og samtidig skal I have hverdagen til at køre, med beskårede budgetter, det her fantastiske lean-tiltag – og hov forresten, det nye punkt i vores forretningsplan, der er du lige pilot med to projekter, Anna. Husk at det er særdeles vigtigt for os at det her lykkes, og især vigtigt at medarbejderne er med på ideen, selvom det betyder at deres job bliver overflødige om 6 måneder. Jaja, piece of cake, for vi fyrer jo ikke nogen. Vel?
Pyt med job-stuff. Det er bare et job. Jeg er ikke stresset, tro mig, jeg kender mine signaler: Flimmer for øjnene og urolig søvn. Hovedpine konstant og hjertebanken, jojo; been there, done that. Jeg er ikke stresset nu, jeg lægger det fra mig når jeg kommer hjem, jeg løber og jeg spiser sundt. Jeg har det fint tak. Jeg er bare så træt.
Jeg er bare så træt at der knager i mine knogler når jeg går, og så brugt, at et enkelt spørgsmål fra min kollega fik filmen til at knække.
Er du ok, Anna?
Nej, jeg er ikke ok.
“Du skal tage det alvorligt. Var du min medarbejder havde jeg sendt dig hjem. Man skal ikke have det sådan.”
Næ. Men jeg håber snart at jeg holder op med at tude.
onsdag 10. februar 2010 kl. 8:23 af Anna
Min bil går i stå når jeg på en koldstart bakker ud mellem snedriver og parkerede biler. Der er ikke mere fugt i luften, så der er ikke noget at skrabe af om morgenen og ikke mere dug der skal dampes af før jeg kan køre; så jeg bakker ud på en kold motor hver morgen for tiden. Og så går min bil i stå, holdende på tværs mellem snedynger og parkerede biler.
Så sad jeg dér. I morges, med morgengrå himmel henover de små gule huse med sne på tagene. Og gad egentlig hellere sidder dér, end få startet bilen igen. Og gad hellere gå ind i min seng igen i stedet for at tager herud til bitter automatkaffe og hårde sko.
Det giver ingen mening at klage over vejret, det giver endnu mindre mening at brokke sig over årstiderne. Men. Jeg. Trænger. Til. Forår.
Jeg trænger til mild luft, der dufter sprødt af bristede knopper og krydret af blomster. Jeg trænger til vintergækker i små glas på spisebordet, jeg trænger til vandpytter og ænder der svømmer rappende væk. Jeg trænger til lyser morgener med knitrende friskhed og grønne skud på verden omkring mig. Jeg trænger til åbne skjorter og lette jakker. Jeg trænger til at kunne suge fugtigmild luft ned i sviende lunger og fødder der rammer knasende grus og blød muldjord. Jeg trænger til bare tæer i blødt græs og til morgenkaffe i alt for meget sol.
Men omkring mig er der knirkende sne og kolde fingre. Blållige læber og sprunken hud. Der er is på mit udsyn, sne på min vilje og blærebetændelser i kø i mit underliv. Jeg orker næsten ikke mere. Jeg vil ha forår. Nu.
søndag 7. februar 2010 kl. 20:45 af Anna
Glem alt efter godmorgen. Den store barn var dybt ulykkelig over at være blevet så vred på sin lillebror, at lillebror var blevet dybt ulykkelig. Sengekantsnak om at man godt kan blive, og godt må være vred på dem man holder af. “For selvom han er en rigtig irriterende lillebror, er han også en rigtig god ven”.
“Giv ham et kram i morgen når han vågner og fortæl ham det, så bliver han glad”
“ja.. ja, det gør jeg!”
Så enkel og kompliceret er verden nu engang.
Kæft hvor jeg elsker mine børn.
søndag 7. februar 2010 kl. 20:28 af Anna
Det har været sådan en dejlig søndag. Jeg blev smittet af andres bobler og fik afsluttet årets første træningsuge med perfekt timing, gode ben og frostluft i lungerne. (messende: jeg prioriterer mit løb, fordi det giver mig overskud. Gentag 10 gange efter mig: Jeg…).
Og glade børn, selvfølgelig. Jojo. Larmende, sparkende råbende glade børn.
Happy day og en sen kaffe date med Bono.
indtil jeg opdagede på forældreintra at min ældste skulle have været til fødselsdag klokken 11. Det er bare ikke ok ikke at opdage det før flere timer efter at han skulle have været hentet.
Forklaring? Den primære er at jeg ikke har kigget på siden. Den sekundære er at det ikke er min weekend, men at x skulle til fødselsdag i Jylland og jeg så er sitter, og derfor ikke har kigget på den her dato. Den tertiere er at jeg aldrig har fået papirudgaven af invitationen i hånden. Dårlige undskyldninger som ikke holder i retten. Jeg er dumpet i dagens mor-game. Ta den.
Undskyldte til barnet. “Det er ok, mor” sagde søn, der har brug for hjælp til det sociale. “jeg har jo heller ikke taget invitationen med hjem.” Sagde søn, og tog skylden på sig. Jeg prøvede at pille den af ham, det er jo for helvede ikke en otteårigs ansvar at huske datoer og klokkeslet. Og han virkede ok. Til et par timer senere, hvor lillebror stak en finger i øjet på ham og han brød sammen. Jeg har ingen ret til at følgeslutte som jeg gør, men av.
Det er en lille ting, men ikke ok. Jeg kender årsagen; jeg har alt for mange bolde i luften. Jeg kan ikke æde den alligator, uanset om jeg så var en pythonslange.
tirsdag 2. februar 2010 kl. 23:56 af Anna
Men tænk hvis jeg turde og tænk hvis jeg kunne, alt der jeg ikke tør og ikke kan se at jeg kan, har kunnet og nogensinde vil kunne. Har man så bare nye og andre interessante ting man ikke kan, gør eller tør?
Jeg ved ikke hvor jeg vil hen. Og med hvem. Op på toppen af mit bjerg, ned i dalen med det frodige græs eller bare op i min seng.
Fik en mail lige før da jeg lukkede pc´en ned. “Beklager det korte varsel, men vi skal sende videre til godkendelse i torsdag og vi mangler tal for (…), så jeg vil sætte stor pris på hvis du kan give mig et estimat senest i morgen.”
På hvad, var jeg lige ved at svare. Det stod der nemlig ikke særlig meget om. På hvad og hvor uforskammet synes du selv det er at sende en mail klokken 23.07 og antage at jeg kaster hvad jeg har i hænderne for at løse dit problem?
Det skrev jeg ikke. Men jeg kastede en terning, rundede op til nærmeste hele hundredetusinde og skrev at det var det eneste bud hun kunne få med så uforskammet kort varsel. Fedt ord, det der uforskammet. Rend mig, selv tak.
Og nej, vi skændes ikke mere, jeg forslog en f2f og han fatter stadig intet eller også er det mig eller os begge to og jeg orker ikke at skulle tage snakken om det; for lige nu, hvor jeg er sur og ked og burde sove i stedet for at sidde her, forventer jeg ikke at han fatter en tøddel af det jeg siger. Rend mig, selv tak.
Men tænk hvis jeg turde tro, og tænk hvis jeg kunne overgive mig bare sådan og tænk hvis det virkelig kan lade sig gøre for overanalyserende, sarkastisk rationaliserende brændt lugtende kvinder, at blive hovedkuls forelskede i nogen. Jeg tror det ikke. Rend mig, selv tak.
mandag 25. januar 2010 kl. 14:42 af Anna
“Ja undskyld jeg er så ubarberet, jeg har jo ikke lige barbergrej hos dig. Måske jeg skulle have noget stående? Forresten kunne det også være meget rart med lidt rene T-shirts og sådan, så jeg har noget at tage på når jeg bliver hængende i længere tid, som den her weekend. Vil det være ok?”
“Arj, Anna; skal jeg ikke lige bruge et par timer på at få vasket og fikset de der par småting på din bil?”
Det er her jeg er: købt og solgt og givet bort. Ganske gratis og med bobler i kaffen.
torsdag 31. december 2009 kl. 16:18 af Anna
Der var frostklar blå himmel ude i resterne af 2009, og den kolde vind gjorde godt i kinderne og fik min hud til at gløde. Var der ænder, så jeg dem ikke. Kun hunde og mennesker med hvid ånde og tykke vinterfrakker på, og løbere som jeg, der snublede lidt på den frosne mudder.
Jeg koger en suppe på mit sortskinnende komfur. En kornfedet høne, løg, porrer og en gammedags suppevisk, der ikke kan være i gryden, for jeg mangler en suppegryde til den ene gang om året jeg koger suppe fra bunden. Engang i mit gamle liv ønskede vi os en suppegryder i julegave og fik den. Han har den nok nu, hvis ikke han ristede den over den svigtedes bål. Spurgte ham i går hvad det nu var vi lavede nytårsaften 1999, bare for at tænke på hvor det nu var årtiet startede. Spurgte fordi jeg ikke kunne huske det. Tænk. Jeg kunne ikke huske netop dén nytårsaften, der var den mest hypede i årtier.
Året efter var jeg gravid og drak tonicvand med is, med højrøde negle og glimt i øjet. Så fik jeg børn og druknede i glasklokken af det der ikke skulle være. Da halvdelen af årtiet var gået, gik jeg også. Resten kan googles.
Han kunne heller ikke huske det. Svarede med en sms så kort at jeg mistænker ham for at stadig ville viske vores 10 år sammen ud, fordi det stadig gør for ondt at det var en fejl. Ham om det. Jeg kom i tanke om det undervejs. Nygifte og ny indflyttede i det lille hus, der et par år efter blev et arkitekttegnet pragtpalæ og dødsstødet til vores ægteeskab. Måske. Nyglade og med en kjole af guld, såvidt jeg husker. Og guld i håret og stjerner på kinderne. Vi dansede sikkert hele natten og drak gin tonics til champagnen og den hjemmelavede sushi og lakserullerne.
2010 bliver starten på alt det nye der kommer til mig. Jeg behøver ikke sætte stjerner på kinderne, jeg har dem i øjnene. Jeg er videre, jeg er vokset, jeg er mig og jeg er til. Jeg behøver ikke tynge mig ned med bekymringer eller for meget jeg skal nå, for roen i maven fylder alt ud. Jeg behøver ikke søge ud, for ude trækker mig på plads med en lille blød lyd og jeg er så sikker som jeg kan være på at 2010 bliver det bedste år i længe. Bare fordi.
Suppevisken kan være i gryden nu det hele er faldet lidt sammen. Jeg tror, jeg skal have Champagne til.
Godt nytår.
mandag 28. december 2009 kl. 22:21 af Anna
Lige her, lige nu; med dæmpet musik og blåbærsaft i et stort glas og rester af dag i hele huset. Lige før, med børn der krammede godnat, med bløde arme og jegkanikkesovemor. Og før det, med en smeltende julefilm i på DVD og kravlende unger og popkornskrummer i sofaen. Med pludrende aftensmad og spruttende grin. Med “nej, du skal ikke spille mere WII nu”, og kaffe med stjålne kys bag en lukket dør, fordi en mand med blå øjne måtteskulleville forbi og efterlod en sugende trang til mere. Med en knogledyb udhvilethed og hud der snurrer af varme og lidt af træthed.
Lige da, lige der, lige nu, er jeg lykkelig.
Kom nemesis?
mandag 28. december 2009 kl. 11:00 af Anna
Det undrede mig meget som barn at nogen kunne finde det lækkert med noget så groft som rugbrød om morgenen. Det måtte være en del at dét at være voksen, at kunne tilsidesætte sine egne behov for den sundhed der jo tydeligvis er i rugbrød. Man er definitivt fornuftig voksen når man spiser rugbrød til morgenmad.
Jeg er voksen nu og spiser det fordi det føles bedst på min krop.
Tilgengæld føler jeg mig ikke særlig fornuftig voksen, når jeg både har sviende symptomer på blærebetændelse igen-igen, og synes det er småpinligt at skulle krybe op til lægen igen-igen og bede om sulfater, fordi min blærehals tilsyneladende er for kort til mit sexliv. Av.
Er det voksent, naivt eller bare fejt, at gøre et forsøg med tranebærmirakler først?
søndag 27. december 2009 kl. 18:52 af Anna
Vågnede med stiv nakke uden at det varme bad kunne nok. Mangler hænder der kan trykke til og på. Løb en tur og strakte ud og svingede med arme og blødte nok op til at det var tåleligt.
Barn hentes hos legekammerat efter juleadskillelse. “Hej hej, ungerne er ved at lave mad – hør; I er da velkomne til at spise med?”
Egomum med ondt i nakken. Stivnet hen over dagen og de smertestillende, der ikke helt var nået frem. Savnet overtog min krop og rummeligheden julen burde have efterladt. Jeg er halt uden begge mine børn og da den lille ringede juleaften med piv i stemmen, trak det alligevel tænder ud. Nok fordi at Bono trak mig ind og spurgte forsigtigt.
Jeg vil have dem for mig selv nu. Bare lidt, tak.
“Nej tak, det var meget sødt af jer men…”
Måske det var fordi at man slet ikke kan nikke med stiv nakke?
lørdag 26. december 2009 kl. 18:32 af Anna
Første juledag forsvandt lige så lydløst som juleaften pludselig var gået. Jeg ved godt med min fornuft hvad jeg brugte dagen til, men hvordan vi kunne få en hel dag til at forsvinde uden helt at begynde på den, er et mysterie og en luksus jeg ikke helt kan rumme.
Jeg har sat ovnen på selvrens for at fjerne resterne af and og steg og et års madliv, spiser rugbrød med daggammel flæskesteg og syltede agurker, og drikker halvflad Prosecco til.
Her er helt stille, på nær den susende lyd fra ovnen.
Behøver jeg at skrive mere? Det er godt. Det var godt og det bliver godt.
tirsdag 22. december 2009 kl. 9:01 af Anna
372 mails og en halvdrukket kop kaffe. Jeg er her til klokken 13 og så lader vi resten ligge. Vigtigere er det ikke, vel?
Folk taler og griner rundt omkring. Småsludrer og får varme i tæer. Det er ok. Det er jul om lidt eller lige nu.
I går gik jeg i kulden med Bono i hånden. Så på mennesker og juletræer og frøs. Sammenflettede fingre. Senere sad jeg på gulvet og grinede til ondt i maven over en stædig mands kamp med mit skæve juletræ. Det er jo lige meget om det står lige, bare det ikke vælter ned over børn, gaver og den bløde latter jeg har i maven. Selvom den nok godt kan holde til lidt gran.
Han strøg mig over ryggen da jeg stod op. Trak mig tilbage i varmen og mumlede søvnigt historien om en drøm i øret på mig. Han var blevet suget op af en tornado og svævede hen over København uden at kunne komme ned igen, mest fordi han ikke vidste hvor han skulle lande. “For tænk hvis nu jeg landede på en bar mark” hviskede han i øret på mig. Kender problemet. Klamrer mig selv fast til skyerne for ikke at ramme den kolde jord med et hårdt bump.
“Så må du jo bare holde dig svævende til du finder et godt sted at lande”.
Det gør vi så.
362.
torsdag 17. december 2009 kl. 16:46 af Anna
Min tid går med et snuble efter opgaver og mål og forsøge alt det jeg kan. Jeg orker ikke at fortælle om sorte rande der sidder fast og vrissen efter folk ned af gangene. Omkring frokost var jeg så sur at jeg følte at jeg ville slå hvis nogen sagde mere. Og så lidt efter, at jeg ville tude hvis A sagde “pas nu på dig selv” mere end den ene gang.
Jeg. Er. Så. Forbandet. Træt.
Aflyste coachsession med reference til vejret, men sandheden var at jeg havde brudt grændende sammen hvis jeg skulle tale om det der gør ondt. Eller bare tale om mig og ikke de snublende mål eller syndfloden af opgaver og deadlines, KPI´er og emails. Ville ellers have vendt det karriere vejkryds jeg står i. Ville have spurgt ham hvad der bedst kan betale sig, at blive hvor jeg er og opsamle ny goodwill, eller springe til den Tømmerhandel Topchef sidder højt i, og starte forfra der. Skiftet er i sig selv nok sundt. Jeg har jo været hvor jeg er altid. Født i en krog bag en reol, som grøn nyuddannet håbefuld. Jeg ved stadig ikke hvad det er jeg vil og hvorfor. Coacherhvervspsykolog kan ikke coache mig frem til det, men hans tunge erfaring kan give mig et drys af mentorship.
Træt. sviende øjne og alt for lidt overskud. Vrisser af børn og Bono. Jeg plejer at sige at jeg er en korkprop, men jeg føler mig mere som en sten lige nu og der er forbandet langt op til overfladen. Jeg vil gerne samle lys og sol og gnister i sneen, eller glimt i øjne; men jeg så et spejlbillede af mig selv i et bakspejl i en taxa i går, og der er dybe furer om munden og sorte rande der ikke vil gå væk. Touche eclat i fede striber, narrer kun i dæmpet lys.
Jeg savner mig selv.
torsdag 10. december 2009 kl. 23:41 af Anna
I små glimt hen over dagene kan jeg mærke livet stige og små fnug af klarsyn kilde mig i næsen.
I små strejf hen over timerne kan jeg ane konturene af en strofe, der blidt glider hen over mine tanker.
I små spjæt henover sekunder kan jeg mærke ilt i blodet og en varm dulmende beruselse fylde mine smil.
Men indimellem dét, løber jeg så hurtigt at der er bloddråber i mit spyt. Taler så meget at jeg revner i halsen og jonglerer så hastigt at mine fingre tegner lysende streger i luften. Jeg svarer på så meget, at jeg fyldes op med modspørgsmål og tænker så jeg hverken kan komme frem eller tilbage for følgeslutninger.
Jeg går ud fra at det betyder at jeg lever.
Meget.
Send mere overblik. Og tid. Tak.
mandag 7. december 2009 kl. 16:04 af Anna
Måske jeg bare skal stoppe her. Mens den nye transition modnes og det stadig bliver mørkt klokken lidt over tre. Måske jeg skulle gå hjem og hente mit barn, i stedet for at sidder her og se ud i mørket. Eller svare på et par af de 254 mails der ligger og fylder. Eller rydde op på mit skrive børd og rette på makeuppen.
Jeg har det fint tak. Alt taget i betragtning har jeg det fint. Metaltræt på visse fronter, ru på tungespidsen og med lettere sviende øjne af for lidt søvn.
Lørdagen var ellers fin. Ikke langt vi kom fra sengen. Forbandet luksus at bruge en dag på at sniffe hud og dele ord. På at se ind bag øjne og bide i fingerspidser. Søndagen var tidlig. Hjemmebagte boller klokken halv otte og fødselsdagssang og flag og en lettere rundøjet 7-årig der ikke havde drømt om en ny cykel, før den stod der. Og en parallelt kørende krise i mit arbejdsliv, som mine folk kørte igennem uden at ryste på hånden. Med mig cc. Tak for indsatsen. Godt gået. Og sådan.
“Hvad er reglerne for bonus til fratrådte medarbejdere”, spurgte den fratrådte i en mail. Rend og hop? Hvad tror du selv? Jeg gør det rigtige naturligvis, men synes egentlig at det er frækt at forvente en belønning for at sige op. Hvad ville du gøre?
Måske jeg bare skal stoppe her. Hente den 7-årige og støvsuge de grannåle op jeg fik spredt da jeg lavede adventskrans i går. Bedre sent end. Jaja. Julen løber ingen steder, den går bare. Over af sig selv.
Transition. Magter ikke at begynde forfra, så måske det bare er farven der skal skiftes. Og temaet. Og titlen. Jeg har ikke plads til ham i mit liv, men begynder at gro ind i vanen med at han er der, og mest af alt mangler jeg ham når han ikke er på vej, eller lige der. Det er så anderledes som det vel kan være. Efter 5 år som deltids isheks, smelter alting jeg rør ved.
Hvis jeg går nu, kommer jeg ikke særlig meget for sent.
onsdag 25. november 2009 kl. 8:08 af Anna
Vil du helst have at jeg tager hjem nu?
Jeg skulle have svaret ja, men hvor kom det fra? Hvordan gik jeg fra blid svømmen hen til iskold irritation?
Nej.. kom nu bare.
Fordi jeg gerne ville finde det der var i søndags. Fordi jeg ville forsvinde ind i den tæthed og sagliggørende svimmelhed, der var. Men det var alt sammen væk og afløst af kold irritation og jeg aner ikke hvorfor. Eller hvem af os der er den onde. Hvis nogen.
Det eneste han havde gjort var at være sød. Han lavede mad til mig mens jeg løb en tur i mørket. Kom med gode råd om gipspladerne i bryggerset (hvis det var mig, ville jeg…). Han ryddede op i mit køkken og skubbede bunker til side og tørrede køkkenbordet af. Og spisebordet. Og kogte ris og vaskede pænt op efter sig. Og rensede min køkkenvask for madrester og samlede to halve citroner, en tomat og resten af et hvidløg i en lille skål i vindueskarmen. Og fejede krummer sammen og lagde aviserne i en bunke på en stol. Og. Og. Og.
Og det var mit køkken og mine ting han famlede på, og jeg kunne ikke lide det. Hold nallerne fra mit rod, men det siger man jo ikke vel? Det var jo en hjælp, det var omsorg det var venlighed. Men det var også alt alt for meget og alt for langt ind i min intimsfære. Er jeg er dårligt menneske når jeg ikke tager mod hjælp? Er jeg smålig når jeg ikke kan unde nogen at lette min dag? Jeg bad ham stoppe. Bare sådan. Stop nu.
“Ja, jeg skal bare lige have det her kalk af vandflasken, det er nemt man skal bare lige…”
“Nej, det skal du ikke. Du skal stoppe nu. Stop.”
“Jamen, det er bare lidt kalk…”
“Ja. Lad det være.”
Og jeg blev irriteret over mig selv, og min smålighed, men mere irriteret over at han ikke lyttede til mig. Så hør da på mig. Stop!
Og så kom der en masse forklaringer. Det var ikke for at. Det var jo bare. Venlighed. Ja, sikkert. Jeg har ikke brug for forklaringer, bare at du lytter og stopper nu. Nåeh, jamen det for ikke for at. Nej. Men over min grænse.
Følelsesforstumpede eremitkrebs?
Så kyssede vi og jeg trak på skuldren for at få det til at gå væk. Og han smilede og trak mig ind til mig og sagde: Det er fordi du er træt.
Isning.
Hvad. Helvede. Ved. Du. Om. Hvad. Jeg. Er?
Tilbagetrækning. Indtrækning. Kun skallen synlig. Men også tanken om det gode der lå i weekenden, for få timer tiden. Og jeg tænkte at det måtte være der et sted, stadigvæk; og jeg ville dét.
Men jeg burde have sagt ja, tag hjem. Men det gik først op for mig, da vi lå i mørket og jeg ikke kunne gengælde. Og man beder vel ikke manden om at stå op og gå, når først man er så langt, vel? Så dér overskred jeg mig selv.
Helt selv.
mandag 23. november 2009 kl. 9:18 af Anna
Der er bobler i min næse og krusninger i kaffen. Jeg er øm i underlæben af andre tænder end mine og ør i hovedet af tæthed og alt for lidt søvn.
Han prikker drillende til hvad vi er, og jeg udviger ved at smile og stikke en næse i hans kind. Eller hals. Jeg vil ikke ødelægge det med at sætte en etiket på. Ikke spolere det utvungne ved at vi skal forsøge at gøre ting man gør i par, eller ved at skulle fortælles om eller vises frem. Jeg har det fint med at alting er åbent og at alting er nyt. Jeg nyder at det kun er os der er i vores bobbel og at der ikke er noget vi skal nå.
Men jeg mangler ham, selv når han er lige ved siden af, og han gør mig blød og mør helt ind i kernen.
Gad vide om det er sundt. Selv uden en etiket.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer