mandag 5. juli 2010 kl. 0:00 af Anna
Sommeraftenen hænger fast i min hud, som kun sommeraftener kan det. I mit køleskab bliver der tryllet hyldeblomstdrik frem af sukker, citron og tunge klaser af sprødtduftende blomster, der er kartofler i min jord og persille i mit bed. Og løvstikke, jordbær og squash med gule blomster.
Der er roser, hosta og lysende fløjlsviolette haveklinter; digtalis, pæoner og hvide skærme af skvalderkål. Der er høje gule og lave lilla, og ikke helt så mange som jeg kunne ønske mig, men masser tilbage at drømme om.
Der flyver kæmpemæssige summende ting brummende rundt i tusmørket i min have. Hvad det er ved jeg ikke, jeg kan kun se deres sitrende silhuetter mod den lyse aftenhimmel og høre de små dunk når de baldrer ind i et blad. De virker ikke helt som om de kan orientere sig, eller også er de for tunge til deres eget vingefang. Da det stadig var lyst nok til at jeg kunne skelne, dumpede en af dem ned på stien lige foran mig. Bonk. Og der lå den så, groggy med sprællende insektben og en måbende manglende evne til at kunne få vendt sig, så op vendte op og ned ned. Noget fik den til at flyve alligevel, sidelæns og op, og jeg måtte dukke mig for ikke at blive fløjet ind i.
Sommeraftenen hænger fast i min hud, som kun sommeraftener kan det. Lidt klistret af duggen, der falder som usynelige dråber mod lune fliser. Lidt varm af timers sol, lagret i mursten. Lidt støvet af jord der er hvirvlet op af et vindstød. Og lidt sprød af forventningen om at i morgen bliver ligesådan.
Jeg tager det hele med ind under mine kølige lagner, og slumrer ind til lyden af mærkelige insekter og duften af blomster jeg har glemt navnene på.
onsdag 30. juni 2010 kl. 22:03 af Anna
Tilsidst og for sent i forhold til den tid der var afsat, spurgte jeg hende hvad der er, der har skabt den knude af angst, der har drevet mig til dét jeg er i dag. På godt og ondt. Fordi jeg gerne vil have knudret den ud. For den stopper mig jo i dét jeg gør. Den hindrer mig i at sige ting for ikke at begå fejl og den gør mig ulykkelig.
Men hun fortalte mig at alle har en angst inderst inde, og at det kun er størrelsen og oprindelsen der adskiller os. At den angst er en grundsten i dét at være menneske. Og at vi bedre kan rumme den, hvis vi ved hvor den kommer fra og lærer at holde af den, for dét den er: et værn mod det onde vi har mødt dengang vi var små bløde væsener.
Men hvor kommer så min fra, spurgte jeg videre. Hvordan finder jeg ud af hvor min kommer fra, så jeg kan favne den? (giv mig min facitliste så jeg kan udrede og komme videre. Kom nu..) Hun gik over aftalte tid, med en scanning af muligheder, lige fra overgreb til for meget ros, men intet ringede og intet var ømt.
Indtil jeg fortalte om min søn. Min højt intelligente, lille dreng, der kæmper med at forstå den verden af rumvæsner han er sat i, og mod den ensomhed han ender i, når al kommunikation fejler til sidst. Og om den mensa-test jeg tog for sjov forleden.
Jeg skal tidligt i seng i dag. Mit hoved summer, mine øjne svier og jeg tror søvnen kan drage de næste følgeslutninger, for erkendelsen er svær at rumme i vågen tilstand.
tirsdag 29. juni 2010 kl. 14:56 af Anna
Spøjst som det stadig kan give et gib i én, når man ser nogen, der engang betød mere end. Selv som ny, kan alt det gamle læses under linierne i ens hud; og gamle længe forsvundne nerveender stadig sende impulser.
Selv Phønix var skabt af det, den kom af, så hvorfor ikke også mig.
fredag 25. juni 2010 kl. 10:48 af Anna
Da alt var stille i går aftes, og mens det meste af landet krampede i tæerne over noget i sydafrika, listede jeg ud i den stille aftenluft og indåndede dug og den krydrede duft af roser og naboens hyldeblomster.
Luften og duften gav en instant ro rørt op i et glas køligt vand. Blidt perlende mod ganen, som den stille latter, jeg engang hørte fra min sovende søn, en sommermorgen for mange år siden. Han var ved at vågne, men hang fast i en drøm og lo stille klukkende og så henført lykkeligt, at jeg gemte det på en lille stribe fløjlstanker allerinderst.
Sådan var i går aftes. Lunt og sprødt på sommermåde, og min gul-gyldne rose er sprunget ud for at sætte prikker over alverdens i´er.
I morges, mens jeg ventede på min nye rengøringshjælp, der lige skulle have en sidste intruktion, sad jeg i morgenen i min lille bitte baghave, med en kop kærlig kaffe og sniffede videre, mens jeg så planter og ukrudt og alle mine drømme gro henover hovedet på mig. Der duftede intenst af den der hyld og af den abrikosfarvede rose bag mig, der åbnede sig mens jeg så på.
Når alting begynder at køre i fuld fart igen, vil, må, skal jeg holde fast i stille aftener og tyste morgener, så hele mig lander, letter og er med.
Det er sommer nu. Inden på og udenfor, og det er ok og lige præcis sådan det hele skal være.
søndag 20. juni 2010 kl. 20:45 af Anna
Tidligere i dag løb jeg en tur, hvor det tog mig 14½ minut at komme i tanke om at jeg ikke gider løbe lige for tiden, og især ikke uden et mål. Så jeg gik 6 km i stedet for at løbe 10. Det skader nok ikke, selvom nogen i mit baghoved fortæller mig at jeg bliver fed af det.
På et eller andet sted i dagene der er gået og under diskussioner om det jeg har skrevet, sagt og især ikke-sagt og for helvede din idiot, det handler ikke om dig, det handler om mig; gik det op for mig at jeg måske har lidt mere ret end jeg vidste. Det handler ikke om ham, det handler om mig. Om min måde at se verden på, om min frygt og om min adfærd. (og hvor er den navlebeskuende. Ja, er det ikke skønt, når nu resten af mit liv foregår fra halsen og op?)
Og i skolen fik dårligt forberedt nyansat skolopsykolog sagt, at der måske var en sag for psykiatrisk afdeling på Gentofte i mit lille begavede barn; og jeg tænkte, at det vist er hende der har en skrue løs, eller også er jeg måske hende moderen, der nægter, at der er noget galt med mit barn i så lang tid, at det skader ham, og at jeg måske skal begynde at lytte til fagkundskaben. Men forhelvede så læs da de papirer der ligger foran dig og hør på hvad vi ser og siger.Men hvem siger at min intuition har ret lige her?
Men forleden var det så altså at jeg gav op over for hende, der prædiker i mig at alting skal være så fucking perfekt, og lyttede til dét jeg følte med mave og hjerte og … pis og papir: det, jeg bare følte var rigtigt. Men løbet var jo løbet for længst og jeg skal videre i min ensomme tullen mod en eller anden abitrær solnedgang og dyppe mig i min egen lidt for veludviklede sans for melankoli, og var ved at rejse mig fra en fremtid og et måltid, og spurgte om han var færdig. Samlede bestikket i min velkendte flugt fra alt dét der risikerer at krumme et hår på mit forsøg på at lykkes, og nåede ikke helt at se at han var lige dét hurtigere, og tog det fra mig og satte sig overskrævs på og henover mig og kyssede det hele væk.
Meget magisk, i virkeligheden. Hvis jeg nu skal tænke tilbage. Skal jeg det? Behøver jeg, eller er det nok at sejle videre på den her sugende savn jeg har haft i maven siden, selv når han lå få millimeter fra mig? Det handler jo alligevel bare om mig. Og alle dem jeg trækker med mig.
onsdag 9. juni 2010 kl. 10:46 af Anna
Jeg ved ikke om det var fuglene der bjæffede udenfor eller børnene der var sneget sig ind, der holdt mig vågen i nat mellem klokken grågrumset og lysnende. Jo, det ved jeg godt. Det var en vognstang i øjet, nakken og i solarplexus. Understreget af den lille stemme der råber på, at få lov til at være i fred, og at jeg ikke kunne huske mit eget telefonnummer i går da jeg skulle bruge det til mit lille spirende frø. Det har jeg så mest lyst til at lade rådne op, lige nu. Giv mig min ro tilbage; utålmodige kvinde.
Jeg ved ikke om det var sessionen på briksen med en mand, der hev i min nakke så den gav en skurrende lyd; der var skyld i den kvalme der væltede indover mig da jeg gav slip lidt over fire i går eftermiddags. Kontrolmenneskets gave til sig selv: muligheden for at holde alting fast og tilbage, selv når det hele sejler; og så give slip når rammerne er til det. Plask. Av. Aftensmaden blev tvunget ned. Jeg tror ikke det er sundt, men jeg gør det stadig, når jeg ikke kan se andre muligheder og i går var jeg på bunden af hvad jeg kan. Og i dag og i forgårs. Og altid inden under dét man ser. Er mennesker ikke altid sådan? Eller er jeg unødigt rådvild?
Hvad ser du, når du ser i spejlet? Mig selv. Det er når jeg ser alle mulige andre steder hen, at jeg ser skikkelser og skygger der ikke kan være i skelet, muskler og under hud. Og hvad rager det iøvrigt dig. Defensiv til tudegrænsen, af afmagt over at kunne se uden at kunne røre. Jeg er lam fra halsen og ned. Og op, for den sags skyld.
Mine tankebaner kører i knudeflet uden mønster og mening. Rundt og rundt, og hvor gad jeg godt være mere reduceret i kapacitet. Jeg ser for meget, tager for mange sammenhænge ind og bygger komplexiteter og babelstårne af pileflet op, hvor den enkle løsning ville være alt nok. Jeg er knudekællingernes overmand og har hårdtknyttet væv henover alle mine muligheder.
Når jeg lukker øjnene og drømmer efter, ønsker jeg mest af alt, at nogen kan fjerne knuderne i mit betændte selv. Eller fortælle mig, at der ikke er nogen og at jeg sagtens kan gå, hvis jeg rejser mig op.
mandag 7. juni 2010 kl. 22:53 af Anna
(og så plantede jeg et lille frø, længe efter at jeg burde være gået i seng. Og med frøet, små spæde drømme, i letbrugt eskapisme og rutineret behovsanalyse. Fikserbilleder limet fast på virkelighedens støvede laterna magica og måske udelukkende i flugt fra dét, der har tynget min dag ned.)
(Nu jeg har en psykolog kan jeg jo spørge hende næste gang. Eller lade være, og bare nyde at jeg stadig kan plante små frø, som ikke behøver at vokse op til noget stort for at kunne levere stof til beroligende drømme.)
(Uden at ænse tåbeligheden, lister jeg om lidt op i mørket i min seng og slumrer ind til tanken om et lille frø i en potte med havejord, der nu står i mit køkkenvinduevindue og venter på at spire, eller rådne væk.)
mandag 7. juni 2010 kl. 11:27 af Anna
Det regner. Det regner så meget at der står en sky af dråber ud fra bygningen over for. Det regner så meget, at det løber i kaskader ned af glastaget i den her del af Corporate World. Det trommer, risler og drypper overalt, og om lidt kommer der et skib med dyr sejlende ned af gaden. Eller en tinsoldat i en papirsbåd. Eller ingenting andet end biler der sprøjter vand op på fortove og lygtepæle. Virkeligheden er altid en smule mindre magisk, især fordi vi aldrig helt ved hvornår historierne starter og slutter. Især fordi magi kun findes hvis vi vil det.
Jeg smilede venligt til den unge leder, der lige er kommet tilbage fra det program de tilbyder dem der skal videre op. Holdt lidt afstand for ikke at blive flænget af hans albuer. Han smilede ellers pænt og spurgte mig om hvordan det går. Se, unge ven med blod på ærmerne, det rager ikke dig. Jeg ved godt det nok er smart at tale pænt med ham, jeg ved godt at jeg intet har at være sur over, jeg ved at han har kæmpet og jeg kan se at han har vundet. Man hylder vindere, Anna; man spytter ikke på dem i bitterhed over at være den der har tabt. Men jeg orker det ikke. Ikke nu. Jeg prøver at lade være med at ønske at han rammer muren om et par år, når han nærmer sig de fyrre. Ikke særlig pænt tænkt af mig, det ved jeg. Undskyld.
Jeg sidder bare alene på min pind i mit selvforskyldte ingenting og tager straffen for at være for blød, for dum eller bare ikke skarp nok. Jeg famler efter min ro og min tro og jeg forsøger stædigt at finde mening og værdighed i de opgaver jeg får. Det holder bare hårdt når det regner.
Nu drypper det ind af taget et par meter fra hvor jeg sidder. Det pjasker og risler og klukker omkring mig. Om lidt river bygningen sig nok løs og driver væk. Vi når nok ikke længere end til Køge, så mon ikke det er klogest at hoppe af i tide.
søndag 6. juni 2010 kl. 22:35 af Anna
kara tanfe ves du er sød må jeg so få 1000 kr eller 100 eller haltras kr alser ekte kr mange hilsner fra B farvel
Jeg har ikke fået snakket, talt eller helt grinet nok; jeg har ikke fået løbet, badet eller svedt nok og jeg har ikke fået gravet, revet og hakket helt så meget som jeg kunne. Jeg har ikke drukket nok vin eller iskold cider, og ikke nok kaffe eller te eller isvand. Jeg har ikke takket eller tilgivet særlig meget, jeg har ikke kysset eller ladet være, jeg har ikke grædt eller sunget, jeg har ikke tabt og især ikke vundet. Helt nok.
Jeg mangler, savner, længes efter flere sommerdage med bare tæer, venner og børn. Jeg mangler, trænger og savner mere af alt det gode. Og jeg mangler at finde min ro og nok vigtigst af alt min tro.
Men jeg byttede sedlen og tanden under hovedpuden med en halvtredser. Det har han fortjent for ukuelig tiltro til sig selv, sin mor og for at give mig et håndfast fysisk bevis på hvor meget han rører mit hjerte.
lørdag 5. juni 2010 kl. 11:16 af Anna
Her, hold lige mine ambitioner, mens jeg skifter til noget mere behageligt. Ups.. Ja undskyld, jeg skulle have sagt at de er tunge. Går det? Ellers så sæt dem bare ned på jorden. Det gør vist ingenting hvis de bliver snavsede; jeg ved vist egentlig ikke om jeg skal bruge dem mere – men du ved, jeg bærer alligevel rundt på dem konstant. Kender du det? Forbandet svært at lægge noget fra sig som man altid har haft på sig. Jeg føler mig jo helt nøgen uden. Hahaha.
Hahaha. Ha. h.
Jeg er holdt op med at grine nu, tak. Fik svaret det jeg plejer at svare da de stillede månedens klassiker “hvad skal der egentlig ske med dig, Anna?”. “Jeg aner det ikke”. Jeg ved det for helvede ikke. Det er som om at smilet stivner lidt nu, ikke? Især over for den flok. Jeg var den første, jeg var hende der råbte op, først og højst; jeg var hende der kravlede hurtigst ud i lyset.
Husk solcreme. Hvad nummer regel er dét? 3? Haha. Ha.
Jeg aner det ikke. “Han lægger jo kabalen nu. Hvis du synes du er klar, skal du nok sige det til ham”
Ja. Er jeg? Er der nu? Og hvis jeg ikke siger det, er løbet så kørt? Er alene min tvivl svar nok?
(og hvad vil jeg for helvede? Hvad er den gamle og hvor er den nye? Luk så kæften, sindsyge kælling, og lad mig tænke. mærke. føle.)
Der kommer en chance til.
Skriv hundrede gange efter mig: Det bliver ok, og der kommer en chance til.
tirsdag 1. juni 2010 kl. 12:37 af Anna
Jeg har brugt en pause på at gå rundt på etagerne og tage billeder af vores medarbejdere til arkivet af arbejdsrelaterede snapshots som vi bruger på slides. Fnisende, grinende over rollen som paparazzi og med kameraet som et fint lille skjul for manglen på søvn, der alligevel ikke kan få min hjerne til at producere den ting jeg ville skulle, hvis jeg kunne.
Bag et kamera kan man heller ikke se at jeg er ked af det. Meget praktisk når nu det ikke rager den her verden, at jeg er det. Eller nogensomhelst ud over dem, jeg synes det rager.
Forbandet som afslutningen af et forhold bliver. Sårethed over alle vores fejl, over ikke at have ramt og ikke at blive det. Bitterhed over investeringer med manglende afkast, kyles hen over men hvorfor sagde du aldrig, og rammer.
I den perfekte verden burde man kunne huske på dét, der var godt, og på at det var der, da det var. At slutningen hverken sletter de første kys, eller dem det fulgte, og heller ikke uendeligheder af våd hud under hænder og gnister mellem øjne og tænder. Der var ægte.
I den perfekte verden burde taknemmeligheden over at have været en del af noget, overskygge sorgen og vreden over ikke at være det mere, uanset hvor skylden ligger. Men det kommer nok først senere. Det plejer det at gøre, hvis det gør. Har jeg hørt.
Man tænker bare ikke på det, når man udlever slutning.
Forbandet, at det der var var godt, bare ikke var godt nok.
Og forbandet at være så fuld af fejl.
mandag 31. maj 2010 kl. 21:31 af Anna
Jeg kan egentlig godt mærke at jeg ikke fik sovet vanvittig meget i nat. Vågnede en halv time før vækkeuret og spekulerede i et kvarter på, om jeg skulle skrive den sætning, der blev ved med at kværne rundt i hovedet på mig ned, over om det var en cortisol-OD, der havde vækket mig så kort efter at jeg var døset hen, og på hvad den rette ting er at gøre nu.
Man bliver ikke meget klogere af at tomgangsspekulere klokken halv syv om morgenen, så jeg stod op og jeg har været overraskende frisk hele dagen, selvom døsigheden begynder at hente mig nu.
Jeg ved ikke om jeg kommer til at sove særlig meget bedre i nat, selvom jeg løb to gange ruten rundt, men jeg ved, at det af og til kan gøre rigtig ondt, at få lidt mere end ret.
onsdag 12. maj 2010 kl. 23:29 af Anna
I dag var jeg til et møde.
(jeg har siddet og kigget på sætningen lidt. Den stod der så fint alene, ikke? Jeg var til et møde. Ét. Et enkelt møde, det første i hundrede dage. Eller noget i den stil. )
Det var omme i hovedbygningen, der hvor gulvtæpperne bliver glattet af pressefolder og de pæne damer i receptionen ligner nogle, der stemmer konservativt og altid har gjort det. Det var oppe på anden sal, forbi alle finansdrengene med deres hektisk røde kinder og strygefri skjorter, og hen langs glasgangen mod juristerne i deres små tætte jakkesæt. Kvindernes især.
Det var et møde med ledelsesrepræsentanter fra hele firmaet, en med på telefon fra Kina og en vistnok fra Zurich. Eller et andet sted i Europa. Han sagde ikke så meget, krattede bare lidt. Kvinden fra min netværksgruppe kunne ikke kende mig før tilsidst, men jeg har vist heller aldrig talt med hende alene. Kun sagt hej og velkommen engang.
Jeg har siddet til møder med gråden i halsen over at jeg ikke havde styr på alt dét som jeg selv mente jeg burde have styr på. Jeg har været så påvirket af cortisol-bombardementet i min hjerne, at jeg hulkende panisk har ledt efter roen og troen på mig selv. Jeg har været til uendeligheder af møder, hvor jeg først få minutter før det startede, vidste hvor jeg skulle være, og først flere minutter efter viste med hvem. Måske. Nogle gange vidste jeg stadig ikke hvorfor jeg skule være der, efter det var slut, og næste seance var startet op. Jeg har siddet til møder og bidt hul i min læbe over at jeg ikke anede hvad de talte om, hvor bunkerne af ulæst preread sejlede for mine øjne, og hvor værdien af mig som medarbejder og især leder, blev overgået af den sure kaffe i min kop.
Det var et fint møde, dét i dag. Produktivt og fuld af smil og fokus.
Men det bedste var, at jeg for første gang i hundrede år, var til et møde hvor jeg havde haft tid til at forberede mig så godt, at mine hænder ikke rystede i afmagt over hvor meget jeg var tvunget til at fake styr på stumper jeg kun havde skimmet. At min stemme ikke rystede i opgearet præstationsangst og stress dunkende i nervebanerne. At jeg vidste hvad jeg havde at sige og at jeg rent faktisk fik sagt det.
I dag var jeg til et møde.
Og jeg gav mening.
fredag 7. maj 2010 kl. 16:15 af Anna
Der er dage hvor alting bobler og jeg tror på det.
Og så er der dage hvor jeg opdager at jeg er den største fiasko i mit liv og har spildt min tid og mine evner på at halse efter noget jeg alligevel aldrig vil kunne nå.
torsdag 6. maj 2010 kl. 22:14 af Anna
Migræne igen. Min hjerne har åbenbart svært ved tomgang.
Bad ikke Bono om at blive væk, skrev bare at jeg havde ondt. I går bad jeg ham blive væk, fordi jeg ikke kunne rumme. Må man godt det? “Er det arbejdet der driller?” skrev han. “Nej, jeg er ok, men jeg har ikke lyst til selskab”. Så enkelt var det. “ja ok, jeg spurgte jo bare”. Åhh så defensiv. Hold nu op.
Men burde man ikke gide hinanden, når nu man kalder sig kærester? Eller når nu den ene part gør. Jeg savner ham ikke når han ikke er her, jeg mangler ham ikke, når det er længe siden. Irriteres bare over hans smalltalk sms´er og manglende drive. Hæfter mig ved alt det, han ikke når og alt den kaffe med kage, han får talt henover med venner på skift. Det siger nok mere om mig end om ham.
Jeg har ondt i hovedet og orker ikke detaljer, men resultatet er, at jeg stadig og igen, ikke kan se grunden til ham i mit liv.
Måske jeg finder den, når min hjerne holder op med at brænde sådan.
(Og jo, jeg var nanolykkelig også i dag. Da synsforstyrrelserne lettede og inden hovedpinen kom dryssende, sad jeg i min stol og fnisede lidt af min kogte hjerne, og det underlige væsen en migræne har. Sære lykke.)
onsdag 5. maj 2010 kl. 21:09 af Anna
Jeg samler på så banale erkendelser for tiden, at jeg har brug for at undskylde når jeg har brug for at skrive dem ned. Undskyld jeg bliver banal nu.
Jeg tog hjem fra glastårnet lidt over en halv time mere, end jeg selv troede jeg skulle; og er begyndt at kede mig på den gode måde over det budget jeg filer på. Jeg spiste frokost med den lederkollega der var sygemeldt med stress for et år siden, og som var den der sendte mig hjem en gang i februar.
“Tænk at det skulle vise sig at vi har så meget tilfælles, hva Anna?” Smilede hun halvvejs. Vi har intet tilfælles og alligevel er vi så ens, at vi begge to genkendte os selv i hinanden. Og i det jeg er i nu og hun var i dengang. Og jeg tænkte og sagde, at jeg vil fortælle min historie så højt, at det her stopper. Eller bliver bedre, eller bare begrænses mest muligt. Vi er jo ikke de eneste.
Hun fortalte mig, at hun søger væk, nu. “Det her er ikke sjovt længere. det var sjovt engang, men alt er forandret siden babyboss kom, og jeg orker ikke mere”.
Hej ekko.
Snakken med hende mindede mig om hvad det vigtige er, og at det ikke er altafgørende at mit arbejdsliv er sat på pause, mens jeg genoptræner mit brækkede ben. Hun minede mig om det jeg mærkede, da jeg sad på min trappesten en time senere.
Solen skinner særlig meget lige dér, når den skinner. Der er læ, og jeg kunne sidde med oprullede cowboybukser, t-shirt og et glas med iskoldt i, og lukke øjnene og høre verdens lyde eller lade være. Og jeg mærkede solen på min hud og brænde gennem mine bukser. Og jeg hørte de stille lyde af villavej en hverdagseftermiddag og jeg hørte mit eget hjerte slå.
Og jeg var lykkelig.
Helt stille, sitrende, varmt lykkelig. Bare sådan.
Og det er dét, der er vigtigst.
Jeg har mig kun nu, og jeg har kun nu at gøre godt med, og jeg vil være lykkelig.
Ikke hele tiden i lallende ignorering af åndsvagheder, dumheder og dårlige dage. Ikke i timevis jublende naivitet og boblende bøvethed. Men alligevel en smule hver eneste dag, pakket ind i nanoøjeblikke eller hele minutter, som da jeg sad på min trappesten i dag. Det er alt rigeligt, og det er mere end alt for længe.
tirsdag 4. maj 2010 kl. 18:25 af Anna
“Du skal overveje om ikke den indflydelse du kan få som leder også kan opnås på andre måder”
Ahva? Gider du lige gentage det?
“ja, jeg tror godt at du kan få samme indflydelse med et job der ikke er et lederjob her i organisationen. Tænk over om dét ikke ville være interessant.”
Jeg er blevet en brik i en plan jeg ikke kender. Jeg er blevet langet over til folk der ikke kender mig og som ikke tror der er noget tilbage efter mit fald. Eller som ikke forventer at der er. Jeg fortæller mig selv at der er masser tilbage og at jeg kommer stærkt igen, men der er en lille krølle i mundvigen hos folk, der viser at de ikke tror på det, og jeg begynder at tro det selv.
Jeg har begået fejl da jeg gik ned. Selvfølgelig har jeg det, for min hjerne var ved at brænde sammen. Men de fejl er det eneste de, der er der nu, har set, og jeg har ikke kræfter til at bevise det modsatte.
Det er næsten det værste. Jeg kan mærke at jeg er langsom. At, hvis jeg gør som jeg skal og lader være med at gøre som jeg gjorde, så rækker jeg ikke så langt længere. Men jeg har også glemt om jeg rent faktisk overhovedet kunne, eller om det bare er langdistanceblænderi. Køn kvinde smiler og ler og alle synes hun er fantastisk. Ja?
Hvad hvis nu de har ret? Hvad hvis nu jeg ikke længere kan?
Jeg er bange for at det han ville, min chef; var at forberede mig til noget andet end et lederjob. Hvis de gør det, kan de sætte mig ned i løn. Sætter de mig ned i løn, kan de sætte mig på gaden.
Det handler om at være tryg ikke? Hej hej, Maslow; hvor på skalaen kommer tryghed i forhold til self esteem?
Jeg har sået bønner i en bakker der var sommerblomster i. Blomsterne plantede jeg ud, så de kunne blive slået ihjel af noget frost og jeg er løbet tør for fuglekugler.
Folk jeg møder sige at jeg ser godt ud. Udhvilet og hvilende i mig selv.
“Godt at se dig Anna; du ser ud som om du er oven på?”
Yay. Jeg er flyvende, jeg er udhvilet og jeg har fået de fineste fregner; men ovenpå er jeg overhovedet ikke. Nærmest nederst, såvidt jeg kan se.
mandag 3. maj 2010 kl. 17:26 af Anna
“Nu vil jeg jo ikke tale om Anna, nu hun er sygemeldt; men det lyder som om i ikke har fået noget ledelse i for lang tid”
Topchefthekid på besøg i dét, der var min afdeling, under min sygemelding. Selv de mere utilfredse af mine medarbejdere havde glippet med øjnene.
Omtrendt samtidig, længe inden jeg selv vidste hvad der var op og ned; havde min chef fortalt dem, at jeg ikke vendte tilbage til dem.
“Men vi venter med at fortælle det til Anna, til hun er mere klar”
Illoyal ledelse, så det svier i alle de timer jeg har lagt, alle de tårer jeg har grædt og alle de hjerneceller jeg har brændt af for dem.
Jeg er trods alt glad for at jeg ikke var blevet grundbitter nok til at have forventet lige dét.
Der må være noget derude, der giver mere mening, at bruge sin tid på.
søndag 2. maj 2010 kl. 12:25 af Anna
Jeg fik blomster i går. En rigtig fin buket, bundet sammen med et lille stykke af den der bast-agtige snor, som buketter tit er bundet sammen med. Og jeg fik overskud. Trukket ud af alle de minutter jeg havde for mig selv inden jeg fik blomsterne og ekstraheret af de gnister som min gyldne veninde strøede ud over min stue, ved bare at være her.
At vi brugte en stor del af aftenen på at forklare mig hvorfor det er jeg holder fast i Bono, surfe ‘mænd vi har mødt’ på Facebook, og at hun gennem venner viste sig at kende Kenau (“Han er ikke så slem, Anna; bare lidt en sjuft”), er jo bare præcis sådan det skal være. Overskudsgenererende.
Tilfældet ville så at selvsamme sjuft vælger i nat til at kontakte mig igen. Meget mærkeligt sammentræf, egentligt.
Solen kalder på Rabarberhøst og overskudsbobler, så resten gør ingenting.
onsdag 28. april 2010 kl. 21:00 af Anna
“Husk nu at passe på dig selv”
Det var ikke lige dét jeg havde forventet. Banalitet udspyet fra en professionel. Jeg havde én gang tilbage af det forløb jeg startede i kæk gudsbespottende overmod, og den lå i dag. Jeg bad ham om at flytte det til jeg var landet igen efter den sygemelding han ikke vidste noget om, men svaret var at han forlader firmaet den første, så skulle det være var det nu. Nej tak, svarede jeg, men kan du ikke skrive en opsummering, eller afrunding eller noget jeg kan tage med mig videre?
Jo, det kunne han da.
Hvad har han givet mig? Når jeg læser igennem, kan jeg kun se det, jeg selv føler lige nu: at jeg har tabt mere og mere tiltro til mig selv, som tiden er gået. Jeg var så kæk, var jeg. Det var måske ikke kun ham, der pillede det af mig, men den gentagne fokus på mine svage sider fik mig til at smuldre en lille smule hver gang.
“Du har brug for at bruge mere energi på at skabe relationer til medarbejdere og dine chefer”
Jeg forstår stadig ikke hvor filmen knækkede der. Jeg kunne det jo. Jeg troede selv jeg var vellidt og blev hørt, jeg troede, at jeg havde et tæt tillidsbånd til mine folk og min chef. Men ikke godt nok, ifølge hans test, åbenbart. Jaja, fuck tests, og hvem siger at de fortæller sandheden. Bortset fra, at jeg pludselig synes jeg kunne se at det nok var sandt og så fandt mig i en afdeling, hvor tillidsbåndet til medarbejderne aldrig blev dannet, før jeg brækkede benet på mig selv.
Chefer. Jeg har haft fire forskellige chefer inden for de sidste 2 år, inklusiv ham jeg lige er byttet til. Skab relationer til. Aha.
Gad vide hvorfor jeg har brug for at være defensiv. Han prikkede til dét, jeg har allersværest ved og jeg ved stadig ikke hvorfor det falder mig så svært. Hvorfor min tunge vokser fast til min kæbe og mine tanker synes at stoppe. Sig noget Pjerrot. Måske fordi jeg ikke har noget klogt at sige og da slet ikke noget uklogt. Jeg vil gerne vide hvad der er der blokerer mig, for noget er der. Gammelt arvæv som jeg ikke selv kan huske blev skabt. Syninger i min gamle livsstrategi. Jeg vil have det ud; det stopper mig for meget.
“Du skal fokusere på punkt 3+4 i din handlingsplan heriblandt at skabe tid til ledelse”
Alene dét at læse det, gav mig en velkendt uro i maven og cortisol-spasmer i luftrøret. Hvad helvede er det jeg vil og hvad er det der er vigtigt? Hvad KAN jeg, når nu jeg er mislykkedes så grundigt i det jeg troede jeg skulle?
“Husk at du og din familie er vigtigere end arbejde. God vind”
Tak for lort og blandede banaliteter.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer