tirsdag 2. marts 2010 kl. 14:27 af Anna
“Det eneste du må skemalægge er dit løb”. Sagde psykologen, efter at have fået samme lille bekymringsrynke som min læge da jeg nævnte at det var et halvmarathonprogram jeg følger. Men det var ok, og er så det eneste, resten skal jeg lade flyde. Gad vide hvad det er psykologer kan. Lige nu har jeg bare lidt spændingshovedpine af en kombination af at have sovet forkert og være løbet tør for kaffe. Og en lille fimrende uro ved tanken om at lade stå til.
I dag er ikke nogen god dag. Uden at den er specielt tung eller dyster eller noget, den er bare ikke ok.
Men jeg er en god elev, så nu skal jeg lade tiden flyde. Flimre rundt i mylderet af utiltrækkelighed og cortisol-svitsede nerveender, og undgå for alt i verden at starte på noget jeg ikke kan afslutte i løbet af en time eller to. Eller var det mindre?
“Alt vel?”, spurgte D på messenger. Et øjeblik blev jeg vred. Hvad fanden blider manden sig ind at spørge om dét, når han ved at jeg er sygemeldt. Nej for helvede, alt er ikke vel. Idiot. Så kom jeg i tanke om at der er en verden uden for mine stille vægge og at manden jo bare prøver at række ud. Svarede udenom. Jeg har ikke lyst til at dele ud af min dårlige dag, selvom nogen godt måtte få den. Jeg tænker bare at han ikke kan gøre så meget andet end at ytre lidt medfølelse og “pas på dig selv”. Kan jeg bruge det? Kan jeg tillade mig at lade være?
Gad vide om indkøb er for stort et projekt. Jeg mangler min kaffe for meget til at lade være.
tirsdag 23. februar 2010 kl. 10:07 af Anna
Fuglene i min baghave bruger mere tid på at slås om maden, end på at spise den. Bono har fri i dag og spurgte om ikke vi skulle hygge sammen? Han sætter spørgsmålstegn bag ikke-spørgende sætninger i sine sms´er. Gad vide hvor meget man kopierer hinanden med tiden. Hvis jeg en dag sætter spørgsmålstegn de mest sære steder, så sig til. I dag skal jeg kun sætte et. Men vi skal ikke hygge sammen i dag, Bono og jeg. Jeg ventede lidt med at svare, til det gik op for mig at det er så enkelt. Jeg kan ikke bruge ham i den her proces.
“Hvad skal du så i dag?”
“Sidde med en kop kaffe og finde ud af hvad der er op og ned på mit job og mig”
“Samme her, jeg skal have fundet mig en arbejdsplads der ikke er så (…) ield onm bbggtthds thjkter arrjlk yadayada ya da”
Min historie drukner i hans parallelsvar. Jeg holdt op med at spørge ind når han gør det; den dag det gik op for mig at samtalen så kun kommer til at handle om ham og hans. Det er fint af og til, og han skal også have taletid og ører der lytter, men lige nu er det ikke fint. Lige nu har jeg brug for at samtalen handler om mig og mit. For jeg kunne ikke svare på min chefs spørgsmål i går. Ikke engang på “hvordan har du det”.
Hvordan har jeg det? Fint, tak. Jeg sover og spiser og skoler sne. Jeg kigger på fuglene der slås om maden og drikker god kaffe købt i Irma. Men jeg har en klump i halsen, jeg ikke kan sluge eller spytte ud. Jeg vil kunne starte i morgen eller lige om lidt, og stadig yde og stadig levere, men stadig gå hjem med håbløshed på frontallappen. Og jeg ved ikke hvorfor. Og hvad der skal til for at få det til at gå væk.
Min chef er problemknuser. Løsningsorienteret. Ringede lige før og sludrede glad om en artikel hun havde sendt til mig.
“læs lige den her, den kan give dig noget at tænke over måske. (…) og nu har jeg booket sine medarbejdere til (…) og er tråt ind i xx-styregruppen på dine vejne, og booket møde for dig med vores HR-partner i morgen og (…) Hvor ER det dejligt at jeg må ringe til dig!”
Selvfølgelig må du det. Jeg tuder kun når du spørger ind til hvordan det går. Jeg hader at være et problem. Jeg hader at skulle tage mod den hjælp de tilbyder, fordi det betyder at jeg har brug for den. Svaghed er nemlig ikke ok i Anna-land. Tårer er forbudte og gør ikke andet end grim. Det du ikke dør af, bliver du stærkere af, og styrke er det vi kan li. Det andet kan vi ikke bruge, så tag dig lige sammen, hva?
Hej overjeg. Knyt sylten, overjeg; du forstyrrer fuglene i baghaven med den larm.
fredag 19. februar 2010 kl. 0:04 af Anna
Jo, jeg er i live og jeg er her. Et sted. Øm i armen efter at have travet Bella Centers LEGO world tyndt med vores jakker over armen, og værkende ben af samme årsag; selvom jeg bilder mig ind at jeg er i god form. Snestorm der var forbigået mig da vi kom ud. Fandt bilen bagerst på P-pladsen, begravet i sne, gled ud i Københavns aften-snevejrs-myldretid og bed hul i læben da den lille lampe på instrumentbrættet meldte tom tank et sted på amager, samtidig med at abs´en satte ind for tiende gang.
Blablabla. Jeg har det fint tak. Jeg padler i vaccum og undrer mig stadig over hvad der skete og hvorfor jeg ikke har fået ro i maven nu. Overleverer mine børn til deres far i morgen og venter så at stilheden sætter ind. Vinterferie er vel ikke ægte pause, vel?
søndag 31. januar 2010 kl. 19:17 af Anna
I mine sorte øjeblikke ser jeg ham som praktisk.
Disclaimeren er noget med at jeg er træt på grund af den krig mellem penicillinprodukter og bakterier der raser i min krop, og de ti kilometer jeg alligevel løb i den fedtetfrosne sne lig efør frokost. Og der er sikkert også hormoner på spil og underskud på eremitkrebsebalancen.
Han så så glad ud, da han kom.
I mine svage øjeblikke ser jeg hans glade smil og er bange for at jeg en dag ikke kan besvare dem. Fordi forskellen mellem vores verdener er for stor, fordi han ikke tænker i akademisk-afrettede baner og fordi han nok aldrig vil forstå hvad jeg taler om når jeg gør. Som i dag, da jeg så på loftet over min sofa, og fortalte om hvad det var der gjorde mig så frustreret i fredags. Der er langt, når man også skal forklare hvad der er god praksis i min verden. Nej, medarbejderne lover mig ikke bank når jeg retter på dem. Ja, jeg er firmaets mand og det er ok at være det.
Så taler vi lidt om at en uddannelse måske vil være til hans fordel. Hvis nu han en dag ville noget andet (og mere, tænker jeg jo), end bare være arbejdsmand. Fordi JEG tænker at det han gør da umuligt kan være tilfredsstillende på sigt, og kan høre at de ting han går op i, er så små, at jeg til tider græmmes. (husk disclaimeren. Jeg kan godt lide manden, det er bare lige nu, ik?)
Og i mine sorte øjeblikke kan jeg godt se det praktiske i ham og mig.
Jeg har et hus. Jeg har en bil. Jeg har to børn. Jeg har kun mine egne hænder og min egen tid til alt det der skal til, for at holde det kørende. En handymand med masser af tid til overs og et udtalt ønske om at gøre mig glad, er måske det der skal til for at mit liv kan hænge så meget bedre sammen til at jeg ikke synker sammen fredag aften i zombietilstand af udmattelse.
Mænd i lederstillinger har gjort nærmest altid. Direktører er rask væk gift med pædagoger, skolelærere og sygeplejesker. Ikke at der er noget i vejen med dem, men det er nu engang sjældent set at det går den anden vej, ikke? Yderst praktisk setup, kan jeg godt se nu. De har en til at holde deres hjem, de har en at dele arbejdet med og en der sætter en tallerken mad i køleskabet, når de bliver nødt til at blive hængende på kontoret. Og sørger for at ungerne har været til håndbold, er spist af og puttet i rette tid.
Kold og kynisk betragtning, som bare strejfer mig, når han lige smutter forbi og skovler sne, sådan en søndag, og jeg er for mør i kroppen til at mærke boblerne i blodet.
lørdag 30. januar 2010 kl. 22:56 af Anna
Af en eller anden grund kan jeg ikke skrive sammenhængende langt for tiden. Det undrer mig mere end det generer mig og det undrer mig egentlig ikke så meget. Jeg savner det bare. Lidt. Det der med, at have ord der flyder ud gennem panden og ned i tastaturet. Arytmisk tampen og klikken på taster. Ord på ord på ord. Jeg kigger ikke på skærmen når jeg skriver sådan. Det er derfor der er slåfejl, der af og til får lov at smutte med videre ud i det cyberblå. Fordi jeg ser ordene inden de rammer skærmen og så behøver jeg ikke se på dem mere. Eller noget i den stil.
Jeg har det bare ikke rigtig sådan for tiden. Det er vel bare sådan det er. Inspirationen kommer og går.
Man skulle tro at der var masser at skive om og det er der jo nok også, men jeg har bare ikke ord til overs, at sætte sammen til noget der knitrer på den rette måde, eller rasler eller klirrer. Jeg har bare tørre obeservationer af kaffe der plasker ud af den samme kaffeautomat, af gulerødder, der rådner i poser nederst i mit køleskab og aviser der ikke bliver læst helt. Det var derfor jeg skrabede sne med nederdel og gummistøvler på i nat, da jeg kom hjem: for at min avis kunne blive leveret. Jeg elsker tanken om at sidde i stilhed med min avis lørdag og søndag morgen. Og det er vel tanken der tæller, ikke?
Min chef har lige sendt mig en artikel via facebook. Til inspiration, skriver hun. “Der står i artiklen at vi bare skal kaste os ud på dybt vand, så vi er ikke helt på gal ved ud i at blive dygtigere”. Hm. Min eksmand gav kaffe i formiddags, da jeg hentede børnene. Ungerne lå i en klump på hans sofa og så tegnefilm og vi talte om det vi altid har haft til fælles; job og karriere. Det var den gode ting ved at være med ham, vi var sparringspartnere på vores arbejdsliv, og i lyse stunder som den i dag, diskuterer vi stadig hvor vi er på vej hen, hvad vi har set, hørt og lært.
Jeg fortalte ham om topchefthekids tale fra i går, og om at nok er nok. “Men hvad vil du så, Anna?”. Have no fucking idea, bare det er sjovt. Er det svar nok? Ikke en skid, det ved jeg jo godt, men han kender nogle jeg ikke kender og jeg bad ham om at drysse mit navn ud, hvor nogen måske vil finde det værd at spørge på. Så det. Step by step, og alt det dybe vand, min chef skrev er et klogt sted at springe i. Hun mener nok det vand vi begge er ved at drukne i her og nu, men det behøver jeg jo ikke at tage ind, vel?
Quingentigena. 500 ord mens mine børn hoster i søvne. Ikke at jeg kan latin godt nok til at vide om det er rigtigt.
lørdag 30. januar 2010 kl. 10:29 af Anna
Urolig søvn. Millioner af indtryk der blev pisket rundt og syltet ind i fantasi og fremtidsplaner.
Middag med ledergruppen i går. Bla bla bla. Hyggeligt indtil han holdt en tale. Jeg er der ikke. Sure mig. Der var en gang jeg var der, og jeg var hende i midten. Nu er jeg bare mellem grupper. Sad ved min gamle chef og den nye. Fnisende snak under middag, uden at noget gik ind. Eller kom ud. Det er fint nok. Der var sne i min indkørsel da jeg kom hjem. Skovlede med knækket sneskovl, kravlende på knæ i mit pæne tøj og ragsokker i gummistøvler. Koldt og med indlysende pointe lige dér. Hvad gør man ikke for en morgenavis.
Blærebetændelse nummer tre denne vinter er stilnet af igen. Lægen sagde, at det var normalt at det kom i serier, uden at det var min skyld. “Og så går der nok 15 år før det kommer igen”. Tak, det gad jeg godt. Lettere udmattet af at gå sammenkrummet af øm blære, og arrig over at alle de gode råd ingenting gør for mig. Trænger til at løbe igen. Hej lorte sne. Hej lorte blære. Gider i godt slippe mig fri nu?
Han siger at jeg er fantastisk som jeg er, men det er heller ikke for udsenets skyld at jeg gør det, vel? Velvære og målopfyldelse med smalle lår og flad mave som bonuseffekt. Må. Ud. Nu. Det var ham der knækkede min sneskovl og knækkede min bilantenne. Jeg kan vel ikke rigtig tillade mig at være sur, så det er jeg ikke.
Drømte om så meget at jeg ikke helt kan kille det ad. Mylder af billeder i min knold. Frisk luft og sne i bukesopslag må slette lidt. Skal vi prøve?
torsdag 7. januar 2010 kl. 22:55 af Anna
Smuldredage med smuldresne. Hvide nætter med hvide veje. Ikke glat, kun knitrende og knirkende. Ligesom jeg. Lidt ligesom jeg.
Fredag igen i morgen. Uge 1 gået før den kunne mærkes. Uge 2 kommer før den måske skulle. Jeg vrøvler hvor jeg burde gå i seng. Og være så stille at jeg kan høre frosten knage. Shyhhhh…
Smuldredage med smuldresne. Hvide veje i hvide nætter. Knirkende biler og raslende tæer. Tankestøv, snestøv, stjernestøv. Sovepulver. Nu.
mandag 4. januar 2010 kl. 21:08 af Anna
Januar er kold og klar. Januardage er lys lidt længere, mens januarfrosne eftermiddage sender isgyldent lys ind i mit hjørne af glastårnet og fanger en krog af mine øjne.
Januarløbeture er koldere end de er lange, og jeg synes at luften var lidt for tung at trække, men sneen knirkede under mine fødder og der var stadig rester af lys på himlen. Måske fordi jeg ikke holdt helt så længe ud på mit skrivebord.
Jeg fryser stadig, om lidt smutter jeg i seng med uldne sokker og jeg har glemt hvad jeg ville sige. Andet end at glastårnet ligner sig selv, mit årsbudget rammer med omkring -0,34%, hvilket i kroner er den største afvigelse jeg har præsteret til dato. (Aktieejerne må være glade for mig, mon ikke?) og at min to-do-liste allerede fylder en hel side og min mailboks ikke bliver tom af at jeg flyttede 2009 væk fra indboksen.
Men fik jeg nævnt at jeg elsker januar?
tirsdag 20. oktober 2009 kl. 11:16 af Anna
Jeg fandt ud af hvor bananfluerne kom fra. Et æble var rullet ind under den lave reol langs stuevæggen, og forsvundet fra åsyn og tilsyn og opsyn; og havde udvilket et eget lille mikrokosmos bananflueparadis.
Når jeg ikke har møder sidder jeg i min ende af det åbne kontor og kan ses. Og spørges. Og det gør de. Klokken er lidt over 11 nu, og jeg har talt med 6 forskellige mennesker og ikke nået det jeg troede jeg skulle nå. Det er ok, det er vigtigt at få talt med folk. Og det er ok, at den ene var M med de støvblå, der kom over og skrællede sin clementin i min skraldespand, mens vi talte om alt og ingenting og om det næste Marathonløb vi måske skal løbe. Eller ikke. Han er begyndt at bære sin vielsesring igen, men har stadig øjne jeg har lyst til at se ind i. Sådan er det med visse og vel heller ikke forbudt. Han rødmer iøvrigt så sjovt når jeg komplimenterer hans tøj eller hår eller hvad der nu er. Har ikke nævnt noget om hans øjne. Hej grænse for hvad man må. Bør.
Jeg skrabede æblet op fra gulvet med en af de der flade røredimser i plast. Den var rød.
M har jakkesæt på i dag. Mørkt, uden at være sort. Klæder ham ret godt, fik jeg sagt med et grin. Samtidig kom der en af de regelmæssige updates fra Bono. Se, her er jeg ved at drikke kaffe. Nå. Da. Han har ikke jakkesæt på i dag, kunne jeg se på det billede der var sendt med. Gad vide om han overhovedet har ét. Jeg svarede ikke på den. Jeg ved ikke altid hvad jeg skal svare ham. Sådan generelt.
Jeg er heller ikke helt sikker på at det overhovedet var et æble. Det havde liggert der så længe at det bare var en våd, brun klat. Bananfluerne var ligeglade, tror jeg.
Klamt.
søndag 18. oktober 2009 kl. 0:08 af Anna
Der flyver bananfluer rundt i min stue. Ikke mange, bare en enkelt eller to. Utroligt så lydløse de er, sådan nogle. Her har været stille længe nu. Lidt mumlen fra børn der vånder sig i søvne og så mit tastatur. Der er et ur der tikker. Tænk, jeg havde glemt at jeg har et ur der kan tikke.
Har det en historie, det her?
Sprugte han i går. Eller var det før? Forgårs, dagen før? Hvor er det lige meget. Han spurgte en dag, af en eller anden grund.
Næ. Jo. Det har den historie at det er gammelt, og at jeg burde få anskaffet mig et nyt. Men ikke nogen anden.
Gad vide hvorfor det ikke er hængt op. Måske fordi ingenting er hængt op, her i mit lille hus. Mit lillebitte hus, med nye paneler der ikke er slebet til og malet. Endnu.
Synes jeg kan mærke vinden snyge sig herind. Rådnende blade og fugtmættet jord. Efteråret har plukket bladene af træet overfor og om lidt har jeg boet her et år. Plantede en hæk kort før aftensmaden, som ingen spiste, fordi jeg havde taget fejl af appetit, en pakke med baconstykker og noget maveforgiftning hos det ældste barn.
I dag er allerede blevet i morgen og jeg burde lukke ned. Blev bare suget ned i tastaturet og overvældet af en underlig melankoli, der nok ikke skyldes andet end at jeg er dødelig og stadig i live til at se efteråret plukke blade af træer og farve himlen sort.
Det er ikke sikkert at der er en grund, og slet ikke sikkert at der er en historie.
fredag 16. oktober 2009 kl. 19:57 af Anna
Frosten har myrdet mine squash og vinden har gjort et forsøg med mine fingre. Det er blevet rigtigt efterår nu, og da jeg løb ud, fortrød jeg lidt at jeg har tilmeldt mig et halvmarathon der ligger i november. Piskoldt er det, og der er snart faldet så mange blade at det begynder at blive glat. Og mudret.
Tilgengæld var mine ben tungere end længe og jeg punkthadede mig selv for alt det jeg ikke har nået den her ferie. Få samlet overskud, for at nævne noget. Hvor pokker det er blevet af ved jeg ikke. Kvalmen i min mailboks er afløst af irritation, når nogen ringer på mit arbejdsnummer og giver mig dårlig samvittighed over ikke at være rejst ud af mobildækning.
Men. Så løb jeg 11 km, med indlagte intervaller. Tvang mig gennem 4×4 og metalsmag. Og kom ud på den anden side af et skoldhedt bad med energi nok til at nyde at jeg havde gjort det. Endorphin-trippet er ved at klinge af, og selvom jeg forlænger det med et glas rødvin – som den fordrukne forstadsfrue jeg er – føles det stadig ægte og ok.
torsdag 8. oktober 2009 kl. 22:08 af Anna
Mit ene barn falder i søvn få minutter efter jeg har forladt hans værelse. Vender hovedet mod den ene side og sover som jeg har forladt ham. Armene ligger, hvor de slap vores knus, og et smil hænger i den ene mundvige.
Nogen gange når han vågner, brokker han sig over, at han er blevet snydt for natten, fordi det føles som ét sekundt.
Det kan jeg godt huske. Først er det aften og nat og ZAP – i næste øjeblik er det lyst og morgen.
Mine dage går lidt sådan. Først er det morgen med havregryn og ikke mere mælk. ZAP, så er det aften og næsten midt i oktober. Hvirvlende indtryk af kolleger, møder og nye fora. Beslutninger der tages af dem over mig og af mig selv, uden at jeg egentlig ved nok om hvorfor. Ressourcetryk og ubesvarede telefonopkald, sugende inkompetance i reflektionen fra min monitor og så et regelmæssigt insisterende drys af opmærksomhed fra en glad Bono, der stadig undrer mig.
Modsat min lille søn, sover jeg bare ikke på minutter efter at dagen har forladt mig efter et kram. Vender mig syvhundrede gange på mit kølige lagen og spekulerer over hvor heldig, uheldig, inkompetent eller helt ok jeg er. Vågner lidt i tre og lidt over fire, fordi nattemørket knager lidt. Og så igen klokken 6.08, når vækkeuret har insisteret længe nok og intet af natten føles dér som et kort glimt eller overhovedet som lang nok.
Jeg ved ikke hvad min pointe er. Jeg er så pms´et at jeg kun kan grine af det, og så træt at jeg svimler, når jeg lukker øjnene. Tak for i dag, og for, at den er ovre om to madpakker.
onsdag 30. september 2009 kl. 21:09 af Anna
En af mine medarbejdere smiler og bukker for mig, som var han Hr Schwan og jeg Anoldsen. Hvad han gør bag min ryg ved jeg ikke, men jeg tager mig i ikke at kunne lide. I går tog jeg mig i at undgå at kigge på ham, for ikke at se de klæbrige smil, og blev ramt af dårlig samvittighed, for manden smiler jo af en grund, selvom det ikke virker ægte.
Så i dag smilede jeg igen og søgte hans blik. Det gjorde slet ikke ondt. Selvom det klistrede lidt.
Tilgængæld roder jeg i mit hus, mens jeg spiser flødeboller der er mindst lige så klistrede som ham dérs smil, i stedet for at gøre noget fornuftigt som fx at arbejde mig i gulvet eller rydde op, så ham der kommer forbi i morgen (og i øvrigt smiler på en ret anden måde og gav mig et kompliment jeg stadig går og tygger på) ikke vælter over vasketøjet på vej rundt om mit spisebord. Hvad han så end skal dér.
torsdag 24. september 2009 kl. 22:02 af Anna
Jeg er sikker på at jeg er blevet klogere i dag. Jeg er også sikker på at jeg hvæsede af deltagerne i den sidste gruppearbejde og at jeg småløb ud da de sagde tak for i dag. Uden egentlig at finde mine kolleger og lige smile af. Nok fordi der ikke var flere smil på lager og syre i kæberne af snaksnaksnak.
Jeg skrev ned undervejs. Side op og side ned. Og noget om leadership vs management. Management er efficiency, holde og lægge planer og budgetter. Allokere ressourcer, organisere og have kontrol. Easy stuff, når man har lidt erfaring.
Leadership, derimod. Setting direction, defining goals. Creating change og align stakeholders. Udover at motivere og inspirere medarbejderne. Leadership kræver personlighed.
Jeg er en eremitkrebs, der er kogt for længe. Eremitkrebs tror ikke de kan nå andre, for skallen er jo i mellem dem og verden.
Men jeg håber jeg vågner i morgen og kommer i tanke om, hvad det var jeg lærte i dag.
mandag 31. august 2009 kl. 17:59 af Anna
gik kold og gik hjem. hældte vand ud af ørene til D midt på p-pladsen over budgetrelateret inkompetance. Annabrokrøv over den rodebunke jeg har overtaget. arjmenhvadligner det. sgu da også.
midt i det hele var telefonen larmende stille. for jeg skrev jo alligevel. at jeg ikke havde svaret fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare med at ‘ok’ vel var nok. spørgsmålstegn efter. bare for at lokke et lille bitte svar ud.
fik jeg sagt at jeg er en dårlig taber med en alt for lydløs telefon?
tilgengæld spiser jeg knækbrød til. med kanel. sundt for os 17-årige.
mandag 31. august 2009 kl. 16:37 af Anna
Så sidder jeg her. På min nye plads i et nyt hjørne af et nyt storrumskontor. Nyt for mig, altså. Min assistent sider lige ved siden af mig og er ny med mig, men resten er gamle og løftede næsten ikke hovedet da jeg kom.
Hej allesammen. Rungede vist lidt hult i stilheden. Ikke at det var hult, for det var jo ment. Velment.
Og så kom M med de støvblå og hilste på (og jeg kan høre hans stemme henover nogle reoler lige nu. Rigtig rar stemme den mand har), og Fuglenakken og et par andre kolleger. Og blablabla hvor vi snakkede lige der i det stillestille storrum jeg er flyttet ned i. Nærmest blasfemisk at sige noget og endda at tage telefonen. Hej jeg hedder Anna og jeg larmer. Det er derfor jeg sidder mussestille nu. Shyhh.
Arj, det er pjat. Jeg skal bare lige vænne mig til min nye udsigt. Både ud ad og indad. Eller hvordan man nu siger det. Medarbejdere og nye opgaver og en væg på den anden side af husrækken med en klatreplante på der allerede er ved at blive rød.
Og så er der den der sms jeg ikke har svaret på og jeg er bare så forbandet træt lige nu for jeg vågnede kvart over 5 efter at have drømt at jeg ikke kunne sove hele natten. Tænker lidt at det er min cyste der er begyndt at være aktiv. Opskruet stofskifte. Kan også forklare at jeg har tabt mig.
Ikke at noget af det har med min opskruede løberi at gøre. Eller at jeg har mere travlt med at spekulere over manden der vader rundt i/på/ved/med mit liv end at spise for tiden.
Ikke at det er en undskyldning for ikke at svare ham. Men. Hvad svarer jeg til det? Ja? Nej? Hvorfor ikke? Hvorfor siger du det? Eller bare det banale at jeg ikke ved hvad pokker jeg skal sige.
Forbandet så træt jeg er. Kan ikke helt slæbe mig sammen til sidste tørn. Ikke at jeg er løbet tør for mails eller opgaver. Det er bare muren foran mig der er alt for stor lige nu.
Og gid han skriver først. Hårdknudelort.
mandag 27. juli 2009 kl. 15:51 af Anna
Jeg kan næsten ikke holde til at sidde mere stille nu. Ugen er forbløffende mødefri, og i dag har udelukkende været en dykken ned i de dér 369 mails. Stillesidning afløst af stillesidning. Begyndte at hoppe rastløst rundt allerede ved 11-tiden og forstyrrede vist flere. De så ikke helt så sure ud, heldigvis.
I morgen bliver ens, og det er nærmest hyggeligt med det lave tempo. Uvant tid til at sludre og høre om andre folks staudbede, digitale fotorammer, nye kaffemaskiner og uvorne børn.
Selvom inboxen er tom, er de 369 ikke læst, kun pakket i passende kasser som jeg åbner lidt efter lidt. Arbejdsårets første røffel allerede indkasseret pr mail og følelsen af ikke helt at slå til, lå og gemte sig under min musemåtte. Skulle vist ikke have løftet på den.
Ny medarbejder taler om boksning. Og takkede høfligt for blomsterne. Vænner mig nok aldrig til den lidt stive høflighed, min rolle påtvinger folk, der ikke kender mig.
Gad vide hvordan det nye bliver. Gad vide hvordan verden ser ud efter d. 1. september. Fuld af stødvis høflighed, måske. Fuld af uvidenhed og famlen efter mening, sikkert.
“Hvad vil du have jeg skal gøre med juni-tallene, Anna?”
Studenterhjælp, der endnu ikke ved at hun bliver solgt til de fremmede, som en del af det jeg forlader.
“Jeg ved ingenting lige nu … jeg vender lige tilbage når jeg har fundet mit overblik.”
“Fint nok, så laver jeg bare juli imens”
Ja gør det. Så æder jeg mig ind på august og glæder mig til september. Og lidt til jul, velsagtens.
onsdag 22. juli 2009 kl. 21:51 af Anna
Jeg kan se på min Blackberry at jeg nu har 331 ulæste mails. Det er ret godt gået i forhold til at jeg har været væk i 3½ uge og kun de første to uger slettede det unødvendige.
Jeg kigger efter, fordi jeg mentalt er ved at stoppe ferien allerede nu. Rastløsheden prikker lidt i fødderne, og der er ikke længere helt nok at løbe, dræbe snegle og besøge venner.
D fortæller om stilhed i glastårnet. Det er ham der har vagten i denne uge, som den eneste ledelsesrepræsentant og substitut for den nye topchef. Topchef-the-kid. Besked på at gå en runde i alle bygninger hver morgen, for at vise synlig ledelse. Velkommen til de ny tider. Gad vide om jeg også skal det, i næste uge, når det er mig der har tjansen.
“goddag allesammen, her er ledelsen og vi efterlader ikke længere plads til introverte blandt os. Men har I det godt? Hvad var det, du sagde du arbejdede med – og hvad hedder du egentlig?”
Nå. Den tid den sorg. Alt gror som det skal. Det har regnet på mit nye staudebed, jeg høster hjemmedyrkede squash til min salat hver dag, mine ben er ømme af mit nye løbeprogram og forleden fortalte nogen mig at han aldrig har set mig så udhvilet før. Det er meget, når det er flere år, der er referencerammen.
mandag 20. juli 2009 kl. 11:57 af Anna
Jeg har vasket så meget tøj, at der ikke er plads i skufferne længere. Men alligevel foldet sammen, lagt på plads og lukket med et hårdt skub med knæet, mens jeg ignorerer den knagende lyd.
Jeg har gravet græstørv op i det, der burde være – og engang var – bed. Plantet lidt nyt og lidt gammelt, og har danset regndans og heppet, på lidt for nikkende blomsterhoveder.
Ryddet op i bunker, der er groet frem og bunker jeg lige har dynget op. Og set på en masse andre, der egentlig var fine som de var.
Og læst. Lidt.
Og så er jeg endt her, i min sidste uge af ferie, på bunden af alt det der var sparet op, og for enden af alle labyrintens gange.
Tanken om job virker ikke længere helt så kvalmende, og selvom det lille tal på displayet i min telefon er rundet 300, rør det mig ikke mere. Kun for sportens skyld, overvejer jeg om jeg skal prøve at slette ned til 300 resten af ugen, eller hellere se, om jeg kan nå 400.
Jeg er så rig på tid, at jeg et kort øjeblik i morges så en lille dis af kedsomhed ud af øjenkrogen. Den er væk nu, og jeg favner i stedet min sidste frihed på denne side af omorganiseringer, budgetlægninger, madpakker og den der operation jeg nok ikke undgår.
torsdag 9. juli 2009 kl. 12:27 af Anna
Sover mig krøllet og tykhovedet og står kun op fordi solen bager gennem persiennerne. Laver kaffe i slowmotion og taler med mine børn gennem sommer summarum og A38 med müsli. Rydder af bordet uden at glemme de sædvanlige krummer, og nyder at karkluden ligger hvor den skal og at der ikke er så meget jeg skal nå.
På min mobiltelefon kan jeg se, at der nu ligger 203 ulæste mails og der rager mig ikke her ved mit hvidblanke bord.
Ungerne liner legetøj op i en inhomogen hær af YoGiOh kort, gummiskeletter, plastik dinosaurere og tøjdyr, i fælles kamp mod det onde, der mest af alt ligner æblerne fra frugtskålen og en tomat ude fra køkkenet.
Om lidt tager jeg løbetøj på og starter forfra på at kunne løbe. Min krop har nok glemt det i forårets mentale dødsridt, men mon ikke jeg kan minde mine ben om hvordan det er? Og lunger? Et skridt af gangen, vel. En udånding for hver indånding.
(mål, jeg må have mål: 5 km på 23; eremitagen på under en time; halvmarathon til november. Og nu er det skrevet ned, så binder det. Ikke?).
Alt det andet kommer når det kommer, og jeg er slet ikke klar til at det er endnu, for jeg har alt for travlt med at leve så langsomt, som jeg kan.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer