onsdag 25. november 2009 kl. 8:08 af Anna
Vil du helst have at jeg tager hjem nu?
Jeg skulle have svaret ja, men hvor kom det fra? Hvordan gik jeg fra blid svømmen hen til iskold irritation?
Nej.. kom nu bare.
Fordi jeg gerne ville finde det der var i søndags. Fordi jeg ville forsvinde ind i den tæthed og sagliggørende svimmelhed, der var. Men det var alt sammen væk og afløst af kold irritation og jeg aner ikke hvorfor. Eller hvem af os der er den onde. Hvis nogen.
Det eneste han havde gjort var at være sød. Han lavede mad til mig mens jeg løb en tur i mørket. Kom med gode råd om gipspladerne i bryggerset (hvis det var mig, ville jeg…). Han ryddede op i mit køkken og skubbede bunker til side og tørrede køkkenbordet af. Og spisebordet. Og kogte ris og vaskede pænt op efter sig. Og rensede min køkkenvask for madrester og samlede to halve citroner, en tomat og resten af et hvidløg i en lille skål i vindueskarmen. Og fejede krummer sammen og lagde aviserne i en bunke på en stol. Og. Og. Og.
Og det var mit køkken og mine ting han famlede på, og jeg kunne ikke lide det. Hold nallerne fra mit rod, men det siger man jo ikke vel? Det var jo en hjælp, det var omsorg det var venlighed. Men det var også alt alt for meget og alt for langt ind i min intimsfære. Er jeg er dårligt menneske når jeg ikke tager mod hjælp? Er jeg smålig når jeg ikke kan unde nogen at lette min dag? Jeg bad ham stoppe. Bare sådan. Stop nu.
“Ja, jeg skal bare lige have det her kalk af vandflasken, det er nemt man skal bare lige…”
“Nej, det skal du ikke. Du skal stoppe nu. Stop.”
“Jamen, det er bare lidt kalk…”
“Ja. Lad det være.”
Og jeg blev irriteret over mig selv, og min smålighed, men mere irriteret over at han ikke lyttede til mig. Så hør da på mig. Stop!
Og så kom der en masse forklaringer. Det var ikke for at. Det var jo bare. Venlighed. Ja, sikkert. Jeg har ikke brug for forklaringer, bare at du lytter og stopper nu. Nåeh, jamen det for ikke for at. Nej. Men over min grænse.
Følelsesforstumpede eremitkrebs?
Så kyssede vi og jeg trak på skuldren for at få det til at gå væk. Og han smilede og trak mig ind til mig og sagde: Det er fordi du er træt.
Isning.
Hvad. Helvede. Ved. Du. Om. Hvad. Jeg. Er?
Tilbagetrækning. Indtrækning. Kun skallen synlig. Men også tanken om det gode der lå i weekenden, for få timer tiden. Og jeg tænkte at det måtte være der et sted, stadigvæk; og jeg ville dét.
Men jeg burde have sagt ja, tag hjem. Men det gik først op for mig, da vi lå i mørket og jeg ikke kunne gengælde. Og man beder vel ikke manden om at stå op og gå, når først man er så langt, vel? Så dér overskred jeg mig selv.
Helt selv.
tirsdag 13. oktober 2009 kl. 10:45 af Anna
Jeg vil gerne hjælpe dig, og jeg kan jo og har ikke lige noget i kalenderen i disse dage, så skal jeg ikke lige komme forbi og tage mål? Og så fandt han og jeg alle de løse ender mit hus har, han skrev ned med venstre hånd; kørte væk i sin praktiske håndværkerbil og kom tilbage timer senere, med paneler og pensler og kabelbakker og skinner og fugemasse og silikone og et par meter gips og sikkert mere jeg ikke har set. Og jeg er taknemmelig. Jo, tak! Men på den lidt beklemte måde. På den temmelig beklemte måde.
“Jeg gør det jo kun fordi jeg synes du er sød”. Jo. Men. Gælden vokser og jeg kan ikke betale tilbage med andet end et smil og et kys, mens jeg føler mig hjælpeløs og afhængig af almisser fra mænd med håndværksmæssig baggrund.
Samtidig kan jeg ikke tænke når han er her. Ikke fordi han fylder, eller larmer eller får mig til at svømme hen, men bare fordi dét, at der er en anden i huset, ændrer alle mine bevægelser og i særdeleshed mine tankemønstre. Hvad var det jeg skulle, hvor var det jeg skulle rykke, hvad var mine planer med min ferie andet end at kigge på en håndværkerøv der kravler rundt på mit gulv og tilpasser paneler? Jeg føler mig nyttesløs og uvirksom og får ikke nok søvn. Jo, han er sød og flink og kysser som en drøm, men jeg begynder at kunne se decimaler på lysårene mellem vores verdener.
Og der er langt. Forbandet langt og måske alligevel ikke langt nok til, at afstanden er lige meget.
Jeg lavede mad til ham i går. Sådan rigtig varm mad, svitset i den store sorte støbejernsgryde og over i skåle og med kniv og gaffel. Det er måske fem år siden jeg har lavet mad til andre end mine børn plus det løse, og det var sært grænseoverskridende og egentlig ikke særlig rart. Selvom det smagte fint.
Her er stille nu, på nær den monotone summen fra min PC og en svag syden fra mine vandrør. Nogen bør måske lufte radiatorer ud og måske endda fylde vand på. Men det bekymrer mig ikke. Jeg lapper bare enetid til mig, som en hund efter en løbetur. Sjasker tid ud over skålen, så der løber minutter ned mellem revnerne i gulvet, og ser på det, med tomgangsblikket tændt.
Jeg er en huleboer der har meldt sig til stjerne for en aften, vis mig dit køleskab og fem seks andre red-nogens-liv-programmer i ét. Ikke på TV, men i min oktoberkølige virkelighed. Og det er næsten for meget.
Rundt om mig ligger der værktøj med hans navn på. Send mig et pip når du er kommet til dig selv, så kommer jeg ud og klarer resten, sagde han i går, da jeg skubbede ham ud af døren. Hvor mange år, kan han mon vente?
tirsdag 15. september 2009 kl. 8:05 af Anna
Blev vækket af en mail fra M. Nej, blev vækket af at jeg drømte at jeg fik en mail fra M med de støvblå. Der stod meget i den mail, en hel side med forklaringer af noget, som han tilsidst opfordrede mig til at være med i. Det, der vækkede mig, var argumentet for at jeg skulle være med. “Du har så travlt med at forsøge at se smuk ud, og bevise at du samtidig kan klare hele verden til ug. Du skulle hellere gøre det her, sammen med os.”
Godmorgen underbevidsthed.
Tristheden kunne ikke skylles af i badet og den kan ikke sluges med den automatkaffe jeg er ved at hælde gennem halsen nu.
Det var koldt uden for i morges, mine negle er begyndt at flække og jeg tog på arbejde i stedet for at løbe en tur. Jeg er ved at stivne og det ville have skræmt mig fra vid og sans, hvis ikke netop stivheden gør at jeg ikke kan bevæge mig væk.
lørdag 12. september 2009 kl. 16:39 af Anna
Og så er det at jeg spekulerer over om den ven jeg havde en aftale med er faldet død om, har tage fejl af året, dagen eller noget i den stil; eller om han er med i planen til total udryddelse af Annas selvværd.
Hej aften på sofa med en film, hjemme-bestilt sushi og lidt hvidvin hvis ellers jeg når i Irma inden de lukker.
onsdag 9. september 2009 kl. 21:17 af Anna
Jeg er ikke helt færdig med at æde stolthed efter mine 15 minutter hos den klon af Henrik d. 7 jeg stod for tur hos i forrige uge. Det gode er at jeg har fået stof til et par lange saftige kapitler i den roman, som jeg skriver, når jeg engang trækker mig tilbage til et forladt kloster på toppen af et bjerg i Spanien. Og at jeg ikke blev gift med ham så han blev nødt til at henrette mig for at slippe af med mig bagefter.
Det dårlige orker jeg ikke dvæle ved nu, men en sideeffekt er, at jeg meget uforsigtigt er begyndt at tro at der nok er én mere af slagsen derude – dog ikke helt så forstyrret i knolden som ham her – og har 7-9-13 genåbnet min profil på det der dating sted.
Det kan så godt undre at jeg, med mit ny-tabte selvværd, forventede at der ville vælte breve ind. Helt grim er jeg jo altså ikke, vel?
Det gjorde der så ikke. Overhovedet.
Jo, der kom et par stykker. Magre eller lidt for rundvommede breve fra venlige mænd. Sendte venlige afslag. Men så kom der ét der var frækt og direkte og jeg hoppede på en længere udveksling af flabede oneliners. Og aftalte at mødes med ham.
Og så var det, at jeg på spørgsmålet om hvor, foreslog et centralt sted og svaret var “hvor godt kender du Århus?”
Århus?
Som i lige præcis 305,0 km herfra. Agtigt.
Ja, jeg har lidt for meget om ørene og ja, det var nok alligevel lidt halvhjertet det jeg havde gang i. Mon det hjælper hvis jeg helt sletter den der profil og starter forfra? Helt?
lørdag 5. september 2009 kl. 11:03 af Anna
er der nogen der har set mit selvværd? Jeg har vist mistet det et sted i ugens frie fald fra flow og jegskalgidigskaljeg og her ned, til den nøgne sandhed og alle mine usorterede bunker og opsparede knuder.
Jeg giver gerne en klækkelig findeløn, for det er ikke helt det samme uden.
Tak.
lørdag 29. august 2009 kl. 22:01 af Anna
Måske de har ret. Måske jeg er min egen værste fjende. Måske jeg er dødsdømt fordi jeg har glemt hvordan man taler med levende mennesker om andet end job. Måske jeg slår alt ihjel ved at skrive det hele inden, eller ved at stykke drømme sammen af drivgods fra naiviteten.
Måske jeg i dag bare havde brug for en arm at ligge i, eller at nogen kørte fingrene gennem mit hår. Måske jeg dræbte det ved ikke at række ud, måske det aldrig var inde for rækkevidde.
Måske man skal blive ved det, der er aftalt og ikke lade sig forvirre af at modparten ligner muligheden for noget andet.
Måske jeg skal koble hjernen til igen og fortsætte hvor jeg slap. Der er noget med et hus der skal istandsættes, et job der skal afsluttes og et der skal startes op. Budgetter. Nattesøvn. Stuff.
lørdag 18. juli 2009 kl. 12:53 af Anna
I har fyldt jeres beautybox med powertools og haft flere kærester end Julio Iglesias, men forventer stadig, at vi finder jer attråværdige på den prinsesse-agtige måde.
Jeg må være en del af målgruppen, ikke? I trediverne, single og forgyldt af min egen hårde kamp for at nå alt den masse jeg mente, jeg burde. Måske narret af den indpiskede forventning, jeg havde til mig selv om, hvad en stærk kvinde kunne. Måske snydt af ambitioner og kvinde kend din kamp.
Måske forstenet i min kvindelighed af erkendelsen af, at jeg rent faktisk godt kan alt selv. At jeg ikke har brug for en mand til at rense mine tagrender, eller få nogen til at lægge stenene i min indkørsel. At jeg ikke har brug for en mand til at løfte tunge ting, eller redde mig fra hverdagens ildsprudende drager.
Så jeg burde måske være en del af målgruppen, og ja, det er nok rigtigt at jeg har en fin lille samling powertools og rent faktisk ved hvordan man bruger dem. (Den dér med Julio Iglesias lader jeg passere, ok?), men nej, jeg forventer ingenting.
Jeg håber bare et eller andet sted, at nogen en dag alligevel synes jeg er attråværdig. At nogen vil begære mig, selv med morgenhår og uden makeup. Også selvom jeg ikke lige skal reddes fra andre end mig selv.
Jeg er bare ikke med i den verden essayet tager udgangspunkt i. Jeg dater ikke, jeg kysser kun mine børn godnat og farvel og jeg vrager ikke hunden på hårene, eller samler på hvidvinstågede besværgelser over mænds imperfektioner. Så måske er jeg slet ikke målgruppe alligevel og hvem er jeg så at svare på spørgsmålet han stiller?
Jeg ved godt hvad jeg vil. Jeg vil have ro i maven og balance i mit liv. Jeg vil huske at trække vejret helt ind og jeg vil have de ting i mit liv der betyder noget for mig, under så tilpas meget kontrol, at jeg ikke vågner badet i sved i angst for at miste.
Men det er slet ikke så dybt han spørger, jeg ved det godt. Jeg blev bare revet væk i min egen ferieinducerede ro.
Det handler om mænd, men jeg har jo faktisk slet ikke brug for en mand.
Men jeg ville elske at have et livsvidne. Have en at dele tanker og drømme med. Og seng. Tak.
En, at læne mig op af, som var vi to bøger, på en tom reol.
En, som gør mig sulten, mens han stiller min appetit. Som gør mig tørstig med et blik, hver gang jeg har tømt mit glas. Som er stærk nok, til ikke at bære alt, bare fordi han kan.
En, som ikke kræver andet end en gensidig ubetinget tillid, og som har et fast greb i egne særheder og den indre ulmende passion.
Måske jeg bare gerne vil have en, der tager sig selv så meget alvorligt, at han ikke behøver at spørge.
Men nu er det jo heller ikke mig, der bliver spurgt.
onsdag 15. juli 2009 kl. 9:40 af Anna
“jeg har drømt om dig i nat.”
Nå.
Jo, det er da rart at nogen drømmer om mig. At jeg kan fylde så meget i et sind at jeg det er mit ansigt og min krop, der bliver lagt på indre stemmer og drømmeagtige skikkelser. Men mere kan jeg vel heller ikke bruge det til, vel? Han er ikke for mig, jeg er ikke for ham og selvom vi har lovet hinanden at komme med kaffen når vi er firs år og runkne, så er det ikke os to der skal vågne sammen.
Men han giver ikke slip og jeg lader ham lege. For det meste.
Men tanken om at han stopper mig i min bevægelse; at jeg lader mig blive mæt på tomme kalorier, søde sms´er og varme knus, roterer over hovedet på mig som en gigantisk krusedulle.
Så at han har drømt om mig er godt for ham, hvis drømmen var god. Men skidt for mig, at det han ikke er en, jeg kan udleve drømmen med.
fredag 10. juli 2009 kl. 19:35 af Anna
“(…) Vi skriver til dig, fordi vi meget gerne vil høre, hvordan din ferie har været. Fortjener vi ros, eller er der noget, vi skal gøre bedre næste gang?”
Hmm.
Der var kun familier – vel ret forudsigeligt for et familiehotel, men alligevel sært at være den eneste ene-forældre på stedet. Jo selvfølgelig er dét også en slags familie, men ikke helt, vel? Ikke som den type familie der beskrives i “tag familien med på tur til legoland”-reklamen. Eller var det Fårup sommerland? 2 voksne og 2 børn til halv pris uanset hvor det var. Hm.
Der var øjeblikke hvor jeg så to enlige kvinder, der rejste sammen med hver deres sæt lyslokkede unger, og der var en mørkhåret tysktalende kvinde ved poolen, uden vielsesring såvidt jeg kunne lure, og med to glade vandsprællere tæt ved. Og de fik mig allesammen til at smile lidt og føle mig knap så alene i kernefamiliefloden.
Indtil deres mænd kom pustende ind fra højre efter at have kæmpet med løver, liggestole, dåseøl eller hvad det nu har været.
Ikke at det generer mig at rejse alene mere. Især ikke når jeg ser kulde i blikke henover de ternede duge. Eller trætheden i hvem-gør-hvad-fordelingen. Jeg kunne vælge alt selv. Gjorde kun hvad jeg ville og besluttede kun hvad jeg var enig i.
Dén frihed er rar – det var den jeg som det første nød, da han ikke var med mere; og jeg nyder det stadig hver eneste gang jeg tænker efter. Intet pres, ingen diskussioner, ingen anden der skal have ret eller kan kræve min tid.
Men jo, en mand i stolen ved siden af min, på terrassen mens solen går ned. En mand med varme smil og tæt indforståethed. En mand med hænder, læber og lår. Og køb og blod og arme. Ville have været. Rart.
Sær kryds: meget tilfreds/tilfreds/lidt tilfreds/utilfreds. Skriv gerne en uddybende kommentar.
Hm.
Kære rejsebureau. Vil I arrangere rejser for enlige forældre til næste år? Ikke som dating portal, men bare for vi at kan falde i snak og ikke hele tiden stikke sådan ud? Tak.
Nåm. I dag har jeg nået et punkt på min evigt voksende to-do liste i huset. Jeg har læst i støvet på væggen, at midlertidigeheden kan vare længe, så badeværelset med bunker og hylder der var pillet halvt ned, er lagt på plads og skuret i bund som aldrig før under mit ejerskab. Og det dufter lige så godt som det føles og nu er der kun resten af uendeligheden tilbage.
Godt, at jeg har god tid.
onsdag 24. juni 2009 kl. 20:05 af Anna
Mylderord i hovedet på mig. Jeg ser verden gennem en tyk bund af glas og der er ingen forskel på op og ned udover farven i fjæset. Omorganiseringen farcer sig videre gennem min hverdag og jeg kom til at hvæse noget politisk ukorrekt under et møde med dem alle. Og til at fortælle ting til frokosten bagefter. Sært at jeg gjorde. Og gad vide om de så trækningerne i mundvigen; de andre. Klogt var det nok ikke, men jeg er holdt op med at gå til klog på den her side af ferien.
“Du er meget ærlig, er du ikke?” spurgte den ene VP under mødet. Jojo. Eller bare træt af deres kævl og upræcise udmeldinger. Det min egen chef sagde i går blev fortalt og udlagt anderledes i dag af min nye. Jeg vælger at vente og se og ikke gøre. For meget. I nællerne.
For åh gud hvor er jeg dog træt. Slæber mig gennem dage og møder. Gennem mails fra vrantne medarbejdere og sure svar fra mit spejlbillede. Foræder mig hver aften i údsultet træthed og et primitivt forsøg på at suge energi ud af simple fødevarer.
Jeg er selvfølgelig også blevet tyk af at vente på min dødsdom. Bukser strammer og jeg kan ikke bevæge mig for åndenød. På den anden side af det her laver jeg om på det. Bare ikke lige nu. (og hvad forskel gør det, andet end på min egen selvfølelse? Kigger ned og væk når jeg er ude. Jeg er ikke interessant, så hellere ikke møde blikke end se at der ingen er at møde. Shhh.)
lørdag 23. maj 2009 kl. 16:40 af Anna
Det er ikke rigtig til at skrive om. Larmende stilhed. Ætsende handlingslammelse, som når man sidder for længe og ser ilden brede sig. Hvis man da gør det. Jeg kan ikke bevæge hænderne, jeg kan ikke løfte hovedet. Jeg har mistet min løbeglæde og lyset til listen over alt det jeg skulle.
Så var jeg i Bauhaus. Og fik et opkald som reaktion på den sms jeg sendte ude fra bilen. Jeg tog den ikke. Jeg magter ikke at tale med ham. Jeg magter ikke hans tilbagevendende irettesættelser fordi jeg ikke har opfyldt min del af hans aftale med sig selv. Skrev at det var feset ind på lystavlen og lad mig så være. Så ringede han.
Ja, jeg undviger og nej, det er nok ikke skide voksent.
Men jeg var alene i Bauhaus som altid, og undgik at se for meget på alle de andre i afslappet tøj og to-og-to, og “hvor skal vores carport stå, skat?” der stadig larmer for meget for mig, når jeg går rundt dér alene, med mit tunge læs. Og når jeg står på parkeringspladsen og forsøger at få det til at være i min lille bil, hader jeg aleneheden endnu mere.
Men det er det andet, der giver mig tinnitus.
Det er ikke til at skrive om. Det, der suger alle min kræfter ud. Eller hvordan. Kun at jeg ikke kan løfte mine arme og heller ikke mine mundvige.
Det er ikke til at skrive om, og resten af det er nok heller ikke værd at læse.
torsdag 21. maj 2009 kl. 21:40 af Anna
Det der så går op for mig, her et eller andet sted mellem klokken halv tre i nat da jeg vaklede alene ud i en taxa og nu, hvor jeg er klar i hovedet igen; er at jeg har haft mine minutter i spotlightet og uanset om jeg har nydt det eller ej, så er de forbi.
Jeg er en anden i et andet liv. Jeg er ældre og mere brugt; de andre er rykket i forhold til mig, og jeg har passeret start hundrede gange de sidste år.
Men for pokker hvor jeg savner at være begæret og eftertragtet. Hvor jeg savner at nogen vil mig, kun mig, og hvor jeg savner at blive forført og ført bort, om ikke andet, så i tankerne.
fredag 1. maj 2009 kl. 20:47 af Anna
Det er nok dumt at inhalere to heste-GT på rekordtid af ren og skær selvmedlidenhed og fordi jeg klokken ca 10, 12 eller 14 timer efter jeg var mødt på job, indså at jeg aldrig nogensinde ville nå til bunds i det jeg har og det jeg skal og det nogen har sendt til mig, og skrev med store bogstaver til Dyret at NU GIDER JEG IKKE DET HER PIS MERE.
(skal jeg fortælle om tanken fra forleden?)
Fantastisk så velformuleret man bliver når man får nok.
(det ætsende ædende hul jeg fandt midt i min selvfølelse?)
Nå, men. Vi planlægger omorganisering så det står om ørene på os, og skal det være bigbang eller skal vi lade det sive og hvordan er det lige med os, der er på den der konference hen over den 1. september?
(ensomheden og følelsen af forudbestemthed i netop dét?)
Og jeg tæller på det nærmeste dage til d. 1. 9 og forbander min mailboks for at være kvalmende i sin insisteren på at være konstant uanset hvor mange mails jeg læser, svarer og smider ud.
(Jo, hør her: Jeg lå alene i min seng og var ulykkelig af mangel på østrogener og kærlighed; og midt i halvmørket gik det op for mig, at grunden til at jeg aktivt vælger jagten på kærligheden fra, og aktivt og højlydt erklærer, at jeg på ingen måde bruger tid og energi på at søge den mand, der kan alt det han skal kunne for at slå mig ned; er frygten for at jeg – hvis jeg går derud og prøver - opdager at der rent faktisk ikke ER nogen. At der ikke er nogen der nogensinde vil vælge mig, så jeg snapper efter vejret og føler mig elsket og gengældt. At jeg for altid og resten af mit miserable liv, skal æde at der ikke er nogen der vil mig.)
Nu har jeg fri og æder overspringsmad og skal nok ikke veje mig i morgen, eller nogen af de nærmeste dage. Hvis resten af livet.
søndag 26. april 2009 kl. 8:44 af Anna
Så vågnede jeg og havde taget 700 gram på. Forbander i tankerne at jeg overhovedet er begyndt at veje mig igen, for hvorfor skal jeg nu bekymre mig om det?
Ville have vågnet tidligt og op og ud som i går. Produktiv dag, den dér igår. Var på kontoret lidt over ni, sagde kækt godmorgen til vagten i telefonen og gav mig i krig med budgetterne. Team 4 stoppede mig. Jeg startede selvfølgelig med 1. Dét har jeg selv skabt, så det budget kender jeg og det er der styr på. Nemt. Kompliceret, men nemt. Anna giver, Anna tager. Team 2 er håbløst i sin almen tilstand, men budgettet er gabende tomt og hurtigt overstået. Team 3 ramte mig som et kølleslag. Vi har talt forbi hinanden, og her i 11. time er det forbandet sent at spørge ind.
“Jeg vil gerne købe 5 pakker mere tid, tak.”
Team 4 stoppede mig. Prøver at dreje personificeringen af min irritation væk. Det er ikke personligt. Det er ikke personligt. Det er ikke. Det stemmer ikke. Overhovedet.
Så tog jeg hjem. Ringede til vagtmanden og fik en venlig hilsen oveni. Hej hej og god tur hjem. Tak.
Besluttede mig for at købe snacks i Irma. Og Tonic. Aftensmad. Tænkte jeg. Og åd saltmandler, grisssini, oliven og dadler med gedeost i solen på terrassen lidt efter. Løb tør for gin og frøs fordi vinden fandt mig.
Her er dit liv Anna. Ensom lørdag med budgetter og deadlines, der føles vigtigere end resten af livet.
Og så vågnede jeg en søndag senere end jeg ville og har taget 700 gram på, og ærgrer mig over at jeg skal spekulere over dét. Mine øjne er hævede og det er sikkert bare vand. Saltmandel-oliven hævnen.
De smagte ikke engang godt; dadlerne.
søndag 19. april 2009 kl. 21:40 af Anna
Jeg er af en eller anden grund blevet totalt ordlammet. Jeg aner ikke hvad jeg skal skrive (om), og dét jeg så endelig skriver kommer til at lyde så sort og trist og jeg har det jo fint, (forstår bare ikke hvordan verden hænger sammen, men kommer man nogensinde til det?).
Jeg har været super effektiv i dag, brugt ajax på mit badeværelse og løbet og skrevet indbydelser til en børnefødselsdag og printet dem ud. Og har krammet børn godnat og grinet på sengekanter.
Jeg har beholdt den der profil derude som jeg egentlig bildte mig selv ind at jeg havde slettet og jeg tør ikke logge på derude af angst for platte breve, afslag eller billeder af mænd jeg ikke kan mærke at jeg ser på. Så dét er spild af tid og jeg kommer aldrig til at møde nogen den vej, og heller aldrig herude i virkeligheden, for nej, jeg færdes ikke uden for min faste rute og hvis jeg gør, ser jeg ned i gulvet når jeg går.
Og så får jeg får tics af mænd(!) der skriver *griner*, for hvor svært kan det være at formulere morskaben og ikke behøve at skære den ud i pap?
Magtskiftet i min lille korporate andedam, har fået mig til at tænke og jeg ved ikke endnu på hvad og da slet ikke hvad skal der til for at jeg kan gabe over den phyton jeg er ved at sluge og er der sjovere på etagen over mig? Hvad er egentlig sjovt?
Jeg undrer mig sådan helt generelt over hvordan mennesker kan finde ud af det der med mennesker og nogle gange taber jeg grebet over hvem jeg er i forhold til og især mig selv.
Og så har jeg glemt at jeg skal smøre madpakker.
fredag 17. april 2009 kl. 8:15 af Anna
Hovedpine stadig. Startede efter sidste møde i går, blev skyllet væk med to panodil lidt over fire, og vendte bankende tilbage lidt over ti, da jeg steg ud af taxaen.
Hjertebanken da jeg endelig fik krabbet mig i seng, og et kort strejf af en tanke om hvornår jeg ville blive fundet, hvis det holdt op med at slå, lige dér.
Nok når børnene ikke blev hentet og deres far blev kontaktet. Uhh så vred han ville være, når han fik hentet dem og et par dage efter låst sig ind i mit hus. Ulidelige egoAnna.
Og hvad ville de finde når de gik mine ting igennem? En PC med kode på og tusinde facetter som ingen ser. Ville de logge på og se efter, eller ville de bare slette min profil og aldrig opdage Anna og alle de andre? Sikke meget der ville gå tabt. Alt det her, som det primære.
Så faldt jeg i søvn og vågnede med den der hovedpine stikkende stadig. Måske fordi jeg fik for meget prosecco i går, måske fordi jeg har sovet for lidt og skubber bekymringer om bag et mentalt skab hvor de ikke kan ses, men hvor de alligevel gnaver mod hjernehinden.
Men nu er det fredag, og om fem møder har jeg fri.
søndag 5. april 2009 kl. 20:51 af Anna
En dag skal jeg se kløfter og bjerge på alle verdens kontinenter. En dag skal jeg slentre i Barcelonas gader og se fisk springe i en flod i Canada. En dag skal jeg vinke til en hval og puste til ilden i en vulkan på Bali. En dag skal jeg farves rød af støvet i Australiens udørk og skylle mig ren i den mexikanske golf eller en fransk flod.
En dag.
Når jeg lige har fået alt muligt på plads. Når jeg har et hus der virker. Når jeg har børn der kan tage med eller blive hjemme. Når jeg har én elsket at rejse med, når jeg har nået næste trin på karrieredrømmen, når jeg har sparet sammen, når det bliver sommer, vinter og forår igen.
Jeg så en liste jeg ikke skulle have set forleden. Det fik jeg aldrig skrevet, vel? En liste over dem, der har det der potentiale. Og ikke nok med dét; en liste over hvad det er vi kan, og hvor vi skal udvikles. Ifølge dem over os. Nej, det var ikke meningen jeg skulle have set den, men jeg vidste at den fandtes og at jeg stod på den og nu ved jeg hvem jeg står der med.
Og hvad det er de kan og hvor klar de er. Og hvor klar jeg er. Jeg ser nok på dem med andre øjne, når jeg ser dem igen. Både på dem der stod der, og dem der ikke stod der. Det gør en forskel. Måske.
Mig? Jeg spreder engagement. Stod der. Aha. Det er så derfor jeg ikke har det selv for tiden, for jeg spreder alt det jeg har.
Mens jeg venter på at jeg skal se verden og alle de dér floder og bjerge.
lørdag 28. marts 2009 kl. 15:44 af Anna
Der var en dag jeg fik tanken at jeg ville skrive ned hvordan jeg lever og ikke bare hvordan jeg føler mens jeg lever. Fordi jeg ville dokumentere over for mig selv, hvordan et liv med karriere og som mor, og alene om det hele, leves.
Jeg er træt af at være alene.
Så. I dag vågnede jeg af mig selv lidt over 7, og så solen skinne på min væg og at himlen næsten var blå. Så kønt alt er når solen skinner på det. Selv mine snavsede vinduer.
Træt af at være træt og træt af at ikke være god nok. Jeg føler at jeg ikke er god nok, netop fordi jeg er alene om det, for selvom jeg selv har valgt at være alene, og selv valgt ikke at gøre noget for ikke at være det, kunne nogen jo godt sparke døren ind. Hvis jeg var god nok ville der jo være nogen der ville mig, ikke? Som om det sker i andet end i fiktionen.
Stod op og mærkede efter om jeg stadig havde det skidt eller om svimmelhovedpine var væk. Hovedpinen var der stadig, men tænkte at kaffe måske kunne hjælpe. Tændte min pc og og målte ud til skabe i kontoret og i stuen, nu jeg var der og faldt over det målebånd jeg købte i netto forleden. Tog tøj på og spiste morgenmad og drak kaffe. Og vand. Hovedpinen forsvandt lidt efter.
Jeg ignorerer stadig følgevirkningerne af tirsdagens seance. Fortrænger og lader som om det går over, hvis jeg ikke tænker på det og ikke ser på mine noter og alle de ting jeg lige skal gøre bedre for at blive god nok.
Kørte i IKEA lidt over 9, og undrede mig over hvorfor der var så mange allerede. Valgte skabe til mit bryggers. Overskabe og underskabe og bordplade og låger. Og så et skab til mit kontor. To meter og en, fordi loftet jo er skævt. Ved stadig ikke om man vil kunne åbne skabet. Det finder jeg ud af.
Måske det var dét der knækkede mig: det var ikke forbedringer til noget, der var godt, det var du er dårlig dér og dér, hvis du gør det og det kan du måske blive jævnt middelmådig. Følte jeg.
Så fandt jeg en kommodereol til rummet under trappen. Uden låger. Noterede det hele ned på en af de der lister, med en af de der små blyanter, der er for små til at kunne have i hånden og for store til at børnene synes de er sjove.
Faldt sikkert lige i lavt-selværds-krukken. Plump. Forbandet svær at komme op af. Især når jeg jo kun er mig om at vågne.
Og kurve og måtter og rullegardiner til mine glasdøre.
IKEA var som altid fuld af gravide og mennesker med morgenhår og hængerøv. Jeg faldt godt ind, selvom jeg nok ikke er gravid. 6000 kr fattigere på 3 timer. Ingen rekord, bare en helt alimindelig lørdag.
Det har intet med mit helbred at gøre. Jeg var syg igår, ikke ved at gå ned med stress eller mismodig af noget han har sagt. Måske. Søvn hjalp.
Betalte mig fra at få leveret de 17 kasser, fyldte resten i bilen og kørte hjem til en rugbrødsmad, jeg spiste i tavshed. Så kom fragtmanden og lidt efter mine forældre lige på vej hjem fra og vi kommer lige forbi med (..) og næh og ihh og nu er de alle kørt igen og her er stille.
Måske det ER stress. Måske det er udbrændthed. Måske det bare er almindelig brugthed. Hvordan kan man mærke forskel og hvem har taget min arbejdsglæde?
Om lidt løber jeg en tur ned til ænder og mudder, og så laver jeg nok en kartoffelporresuppe med sprødstegt bacon-krymmel til, for jeg har så mange kartofler liggende. Ungerne gider ikke spise dem og jeg glemmer jeg har dem. Og drikker et glas hvidvin, hvis ellers hovedpinen holder sig væk. Ser lidt TV og surfer lidt net og går så i seng med udsigt til himlen.
onsdag 4. marts 2009 kl. 9:08 af Anna
Om lidt skal jeg igen ind foran den venlige mand med det hyppige smil, og tømmes for forudindfattethed og ribbes for tryg vished om min egen fantastiskhed. Og jeg er nærmest angst for hvad han siger jeg skal gøre, og for hans spidse pegefinger og boren i min uduelighed.
Sært ikke? Det er vel ikke sådan det skal være. Måske jeg bare skal lære at tage mod. Måske jeg bliver bedre på den anden side. Måske det er dumt at fortryde de mange tusinde kroner jeg har fået firmaet til at betale for ham.
Der var engang jeg kunne skrive om alt det jeg laver her. Formulere gyset over næste mail eller møde eller krise. Mens jeg skriver det her drysser der mails ind med pinde i hjul som jeg skal pille ud, når jeg har børstet grus og småsten af knæerne efter dagens første hårde opbremsning. Og det er rutine nu. Træt tung rutine som ikke kan trække mig ud af sengen om morgenen på samme måde som det kunne engang.
“Er du glad for at være leder” var det første spørgsmål han stillede mig, og jeg svarede med det der faste blik jeg kan og den rolige stemme med sivende begejstring. Ja. Og jeg sad på samme tid henne i vindueskarmen og kiggede på bilerne, der kørte forbi nede på vejen og så kvinden i stolen med det faste blik og undrede mig over, hvornår jeg tabte hende så meget af syne, at hun kunne lyde så sikker når nu jeg var så meget i tvivl.
Virkeligheden er her og jeg taler mig selv ned nu. Stop så, Anna.
Virkeligheden er her og jeg har ømme muskler i mine lår, fordi jeg løb stærkere end jeg kunne, i længere tid end jeg havde styrke til, i går på et løbebånd et sted. Men jeg så på kvinden i spejlet bagefter, i det gråhvide omkældningsrum, og så at det kun var hendes eget barbérblik, der kunne se den utrænethed hun bilder sig selv ind, og de overflødige kilo hun tror hun har, og den laskede dovenskab hun maler henover sit selvværd.
Men da jeg forsøgte at fortælle hende det, snerrede hun at det jo var ligemeget, for der er jo ingen til at få glæde af det. Vel?
Så er vi tilbage ved alle hullerne og opbremsningerne, og pinden er trukket ud af hjulet i mailen fra før (“tak for hurtigt svar, hvis I har godkendelse fra (…) er det alt rigeligt. Hvornår skal i bruge pengene?”) og jeg ved, at manden jeg skal møde om lidt er så knaldhamrende dygtig og at jeg bare skal suge til af visdom og et overblik dyrket af erfaring. Selvom det gør ondt når han prikker med sit hurtige smil.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer