(Jeg savner tanken om, at han er der. Roen ved at vide, at der er én. Nu er der ingen.)
|
Min eksmand gav mig et knus i går. “Tillykke“, sagde han og gav mig så et knus så spontant at jeg fik tårer i næsen. Ikke med Bono-tingen, det ved han ikke noget om, men med at jeg selv havde bedt om 14 dage mere. Så talte vi om vores børn og hvordan de trives. Den store skal have briller nu. Uundgåeligt med de forældre. “Tak fordi du spurgte” fik jeg sagt. For det er det han gør. Spørger og lytter. Og gav mig et knus fordi han synes jeg bevæger mig den rigtige vej. Lige nu er jeg ikke i bevægelse. De ro jeg sniffede i sidste uge er smeltet væk med mit tirsdagstrippelttrick. Lille cirkel igen og jeg går mere rundt om mig selv end længe. Mest er jeg bange for at jeg ingenting har lært, men det ved jeg jo godt er løgn. Så spurgte jeg tilbage. Det går godt for ham. Han bevæger sig opad i den fart han skal, og nu er han hvor jeg gerne ville have været. Men nok ikke kommer før om nogle årtusinder. Hvis nogensinde. Jeg under ham det gerne, men det smager lidt bittert. Han kunne, der hvor jeg ikke kunne. Og alt det, har jeg selv forladt. Gad vide hvad der var sket hvis vi havde talt sammen dengang. Inden jeg frøs til hård hvid marmor. Sikkert ikke andre steder end hvor vi er nu, men tanken blafrede forbi mig, da jeg satte mig ind i min bil. Den har sikkert klistret sig fast, selvom jeg ikke kunne se den i går aftes da jeg druknede den uventede kedafdethed i noget hjælp til venner. For jeg er ked af det. Ked af at det ikke kunne, ked af at være uden igen, ked af at jeg ikke kunne få det til at ske. Og pludselig panorerede de forbi; alle dem jeg har kysset og ikke kunnet kysse nok. Ikke har villet nok. Ikke har fundet genklang i, ikke har fundet hvile i. Længe nok. Og en skylle af noget jeg havde glemt, væltede mig ned af min stol. Og der lå jegså på mit lyse pibelerspigmenterede fyrretræsgulv og talte krummer i overspringserkendelse. Sikke her trænger til at blive støvsuget. Jeg tror min havregrød er kølet nok af nu. Skal jeg vente med kaffen og først købe nye roser når de blomstrer. Hvem var det jeg skulle ringe til og hvad tid skal jeg være der i morgen. Og så var følelsen væk, og jeg er bange for at jeg ingenting har lært. Og det er alle de ting man ikke når at få sagt, alle de ting der sker under overflader, som han aldrig får at vide og jeg aldrig fik hørt. Det er alt det, som bliver hvislet ud mellem tænder eller ned i puder. Råbt ud i ingentingheden eller bare ikke sagt. Erkendelser, der kommer for sent, eller bare ikke. alt det som man var for stædig eller stolt eller bange for at fortælle. Alt det, der gør at vi ikke lykkes med hinanden. At jeg ikke lykkes med dem. Nogen. Først sad jeg hos den blonde psykolog og kiggede mere på mine hænder end himlen, da hun fortalte mig det, jeg godt vidste. Men også hvordan jeg skulle fortælle det videre. Og om at skubbe barnet bagest og lade den rationelle, neutrale voksne tale. Så sad jeg i mødelokalet med udsigt over skoven og så mere på min chef end HR partneren, da jeg fortalte at jeg ikke kunne opfylde hendes håb. Ikke nu, men senere. “Jeg bliver en god leder af det her, Chef. Bedre end jeg var før.” Det var kun lige dér jeg kunne mærke det stige i næsen. Især fordi HR partner nikkede ivrigt. Tak. Tilsidst sad jeg her ved mit køkkenbord og smed Bono ud af mit liv. Det har været hyggeligt, og tak for hjælpen. Næsten. Jeg vælger at tro at mine hænder er holdt op med at ryste i morgen. Vil du helst have at jeg tager hjem nu? Jeg skulle have svaret ja, men hvor kom det fra? Hvordan gik jeg fra blid svømmen hen til iskold irritation? Nej.. kom nu bare. Fordi jeg gerne ville finde det der var i søndags. Fordi jeg ville forsvinde ind i den tæthed og sagliggørende svimmelhed, der var. Men det var alt sammen væk og afløst af kold irritation og jeg aner ikke hvorfor. Eller hvem af os der er den onde. Hvis nogen. Det eneste han havde gjort var at være sød. Han lavede mad til mig mens jeg løb en tur i mørket. Kom med gode råd om gipspladerne i bryggerset (hvis det var mig, ville jeg…). Han ryddede op i mit køkken og skubbede bunker til side og tørrede køkkenbordet af. Og spisebordet. Og kogte ris og vaskede pænt op efter sig. Og rensede min køkkenvask for madrester og samlede to halve citroner, en tomat og resten af et hvidløg i en lille skål i vindueskarmen. Og fejede krummer sammen og lagde aviserne i en bunke på en stol. Og. Og. Og. Og det var mit køkken og mine ting han famlede på, og jeg kunne ikke lide det. Hold nallerne fra mit rod, men det siger man jo ikke vel? Det var jo en hjælp, det var omsorg det var venlighed. Men det var også alt alt for meget og alt for langt ind i min intimsfære. Er jeg er dårligt menneske når jeg ikke tager mod hjælp? Er jeg smålig når jeg ikke kan unde nogen at lette min dag? Jeg bad ham stoppe. Bare sådan. Stop nu. “Ja, jeg skal bare lige have det her kalk af vandflasken, det er nemt man skal bare lige…” Og jeg blev irriteret over mig selv, og min smålighed, men mere irriteret over at han ikke lyttede til mig. Så hør da på mig. Stop! Og så kom der en masse forklaringer. Det var ikke for at. Det var jo bare. Venlighed. Ja, sikkert. Jeg har ikke brug for forklaringer, bare at du lytter og stopper nu. Nåeh, jamen det for ikke for at. Nej. Men over min grænse. Følelsesforstumpede eremitkrebs? Så kyssede vi og jeg trak på skuldren for at få det til at gå væk. Og han smilede og trak mig ind til mig og sagde: Det er fordi du er træt. Isning. Hvad. Helvede. Ved. Du. Om. Hvad. Jeg. Er? Tilbagetrækning. Indtrækning. Kun skallen synlig. Men også tanken om det gode der lå i weekenden, for få timer tiden. Og jeg tænkte at det måtte være der et sted, stadigvæk; og jeg ville dét. Men jeg burde have sagt ja, tag hjem. Men det gik først op for mig, da vi lå i mørket og jeg ikke kunne gengælde. Og man beder vel ikke manden om at stå op og gå, når først man er så langt, vel? Så dér overskred jeg mig selv. Helt selv. Jeg vil gerne hjælpe dig, og jeg kan jo og har ikke lige noget i kalenderen i disse dage, så skal jeg ikke lige komme forbi og tage mål? Og så fandt han og jeg alle de løse ender mit hus har, han skrev ned med venstre hånd; kørte væk i sin praktiske håndværkerbil og kom tilbage timer senere, med paneler og pensler og kabelbakker og skinner og fugemasse og silikone og et par meter gips og sikkert mere jeg ikke har set. Og jeg er taknemmelig. Jo, tak! Men på den lidt beklemte måde. På den temmelig beklemte måde. “Jeg gør det jo kun fordi jeg synes du er sød”. Jo. Men. Gælden vokser og jeg kan ikke betale tilbage med andet end et smil og et kys, mens jeg føler mig hjælpeløs og afhængig af almisser fra mænd med håndværksmæssig baggrund. Samtidig kan jeg ikke tænke når han er her. Ikke fordi han fylder, eller larmer eller får mig til at svømme hen, men bare fordi dét, at der er en anden i huset, ændrer alle mine bevægelser og i særdeleshed mine tankemønstre. Hvad var det jeg skulle, hvor var det jeg skulle rykke, hvad var mine planer med min ferie andet end at kigge på en håndværkerøv der kravler rundt på mit gulv og tilpasser paneler? Jeg føler mig nyttesløs og uvirksom og får ikke nok søvn. Jo, han er sød og flink og kysser som en drøm, men jeg begynder at kunne se decimaler på lysårene mellem vores verdener. Jeg lavede mad til ham i går. Sådan rigtig varm mad, svitset i den store sorte støbejernsgryde og over i skåle og med kniv og gaffel. Det er måske fem år siden jeg har lavet mad til andre end mine børn plus det løse, og det var sært grænseoverskridende og egentlig ikke særlig rart. Selvom det smagte fint. Her er stille nu, på nær den monotone summen fra min PC og en svag syden fra mine vandrør. Nogen bør måske lufte radiatorer ud og måske endda fylde vand på. Men det bekymrer mig ikke. Jeg lapper bare enetid til mig, som en hund efter en løbetur. Sjasker tid ud over skålen, så der løber minutter ned mellem revnerne i gulvet, og ser på det, med tomgangsblikket tændt. Jeg er en huleboer der har meldt sig til stjerne for en aften, vis mig dit køleskab og fem seks andre red-nogens-liv-programmer i ét. Ikke på TV, men i min oktoberkølige virkelighed. Og det er næsten for meget. Rundt om mig ligger der værktøj med hans navn på. Send mig et pip når du er kommet til dig selv, så kommer jeg ud og klarer resten, sagde han i går, da jeg skubbede ham ud af døren. Hvor mange år, kan han mon vente? Blev vækket af en mail fra M. Nej, blev vækket af at jeg drømte at jeg fik en mail fra M med de støvblå. Der stod meget i den mail, en hel side med forklaringer af noget, som han tilsidst opfordrede mig til at være med i. Det, der vækkede mig, var argumentet for at jeg skulle være med. “Du har så travlt med at forsøge at se smuk ud, og bevise at du samtidig kan klare hele verden til ug. Du skulle hellere gøre det her, sammen med os.” Godmorgen underbevidsthed. Tristheden kunne ikke skylles af i badet og den kan ikke sluges med den automatkaffe jeg er ved at hælde gennem halsen nu. Det var koldt uden for i morges, mine negle er begyndt at flække og jeg tog på arbejde i stedet for at løbe en tur. Jeg er ved at stivne og det ville have skræmt mig fra vid og sans, hvis ikke netop stivheden gør at jeg ikke kan bevæge mig væk. Og så er det at jeg spekulerer over om den ven jeg havde en aftale med er faldet død om, har tage fejl af året, dagen eller noget i den stil; eller om han er med i planen til total udryddelse af Annas selvværd. Hej aften på sofa med en film, hjemme-bestilt sushi og lidt hvidvin hvis ellers jeg når i Irma inden de lukker. Jeg er ikke helt færdig med at æde stolthed efter mine 15 minutter hos den klon af Henrik d. 7 jeg stod for tur hos i forrige uge. Det gode er at jeg har fået stof til et par lange saftige kapitler i den roman, som jeg skriver, når jeg engang trækker mig tilbage til et forladt kloster på toppen af et bjerg i Spanien. Og at jeg ikke blev gift med ham så han blev nødt til at henrette mig for at slippe af med mig bagefter. Det dårlige orker jeg ikke dvæle ved nu, men en sideeffekt er, at jeg meget uforsigtigt er begyndt at tro at der nok er én mere af slagsen derude – dog ikke helt så forstyrret i knolden som ham her – og har 7-9-13 genåbnet min profil på det der dating sted. Det kan så godt undre at jeg, med mit ny-tabte selvværd, forventede at der ville vælte breve ind. Helt grim er jeg jo altså ikke, vel? Det gjorde der så ikke. Overhovedet. Jo, der kom et par stykker. Magre eller lidt for rundvommede breve fra venlige mænd. Sendte venlige afslag. Men så kom der ét der var frækt og direkte og jeg hoppede på en længere udveksling af flabede oneliners. Og aftalte at mødes med ham. Og så var det, at jeg på spørgsmålet om hvor, foreslog et centralt sted og svaret var “hvor godt kender du Århus?” Århus? Som i lige præcis 305,0 km herfra. Agtigt. Ja, jeg har lidt for meget om ørene og ja, det var nok alligevel lidt halvhjertet det jeg havde gang i. Mon det hjælper hvis jeg helt sletter den der profil og starter forfra? Helt? er der nogen der har set mit selvværd? Jeg har vist mistet det et sted i ugens frie fald fra flow og jegskalgidigskaljeg og her ned, til den nøgne sandhed og alle mine usorterede bunker og opsparede knuder. Jeg giver gerne en klækkelig findeløn, for det er ikke helt det samme uden. Tak. Måske de har ret. Måske jeg er min egen værste fjende. Måske jeg er dødsdømt fordi jeg har glemt hvordan man taler med levende mennesker om andet end job. Måske jeg slår alt ihjel ved at skrive det hele inden, eller ved at stykke drømme sammen af drivgods fra naiviteten. Måske jeg i dag bare havde brug for en arm at ligge i, eller at nogen kørte fingrene gennem mit hår. Måske jeg dræbte det ved ikke at række ud, måske det aldrig var inde for rækkevidde. Måske man skal blive ved det, der er aftalt og ikke lade sig forvirre af at modparten ligner muligheden for noget andet. Måske jeg skal koble hjernen til igen og fortsætte hvor jeg slap. Der er noget med et hus der skal istandsættes, et job der skal afsluttes og et der skal startes op. Budgetter. Nattesøvn. Stuff. Jeg må være en del af målgruppen, ikke? I trediverne, single og forgyldt af min egen hårde kamp for at nå alt den masse jeg mente, jeg burde. Måske narret af den indpiskede forventning, jeg havde til mig selv om, hvad en stærk kvinde kunne. Måske snydt af ambitioner og kvinde kend din kamp. Måske forstenet i min kvindelighed af erkendelsen af, at jeg rent faktisk godt kan alt selv. At jeg ikke har brug for en mand til at rense mine tagrender, eller få nogen til at lægge stenene i min indkørsel. At jeg ikke har brug for en mand til at løfte tunge ting, eller redde mig fra hverdagens ildsprudende drager. Så jeg burde måske være en del af målgruppen, og ja, det er nok rigtigt at jeg har en fin lille samling powertools og rent faktisk ved hvordan man bruger dem. (Den dér med Julio Iglesias lader jeg passere, ok?), men nej, jeg forventer ingenting. Jeg håber bare et eller andet sted, at nogen en dag alligevel synes jeg er attråværdig. At nogen vil begære mig, selv med morgenhår og uden makeup. Også selvom jeg ikke lige skal reddes fra andre end mig selv. Jeg er bare ikke med i den verden essayet tager udgangspunkt i. Jeg dater ikke, jeg kysser kun mine børn godnat og farvel og jeg vrager ikke hunden på hårene, eller samler på hvidvinstågede besværgelser over mænds imperfektioner. Så måske er jeg slet ikke målgruppe alligevel og hvem er jeg så at svare på spørgsmålet han stiller? Jeg ved godt hvad jeg vil. Jeg vil have ro i maven og balance i mit liv. Jeg vil huske at trække vejret helt ind og jeg vil have de ting i mit liv der betyder noget for mig, under så tilpas meget kontrol, at jeg ikke vågner badet i sved i angst for at miste. Men det er slet ikke så dybt han spørger, jeg ved det godt. Jeg blev bare revet væk i min egen ferieinducerede ro. Det handler om mænd, men jeg har jo faktisk slet ikke brug for en mand. Men jeg ville elske at have et livsvidne. Have en at dele tanker og drømme med. Og seng. Tak. En, som gør mig sulten, mens han stiller min appetit. Som gør mig tørstig med et blik, hver gang jeg har tømt mit glas. Som er stærk nok, til ikke at bære alt, bare fordi han kan. En, som ikke kræver andet end en gensidig ubetinget tillid, og som har et fast greb i egne særheder og den indre ulmende passion. Måske jeg bare gerne vil have en, der tager sig selv så meget alvorligt, at han ikke behøver at spørge. Men nu er det jo heller ikke mig, der bliver spurgt. “jeg har drømt om dig i nat.” Nå. Jo, det er da rart at nogen drømmer om mig. At jeg kan fylde så meget i et sind at jeg det er mit ansigt og min krop, der bliver lagt på indre stemmer og drømmeagtige skikkelser. Men mere kan jeg vel heller ikke bruge det til, vel? Han er ikke for mig, jeg er ikke for ham og selvom vi har lovet hinanden at komme med kaffen når vi er firs år og runkne, så er det ikke os to der skal vågne sammen. Men han giver ikke slip og jeg lader ham lege. For det meste. Men tanken om at han stopper mig i min bevægelse; at jeg lader mig blive mæt på tomme kalorier, søde sms´er og varme knus, roterer over hovedet på mig som en gigantisk krusedulle. Så at han har drømt om mig er godt for ham, hvis drømmen var god. Men skidt for mig, at det han ikke er en, jeg kan udleve drømmen med. “(…) Vi skriver til dig, fordi vi meget gerne vil høre, hvordan din ferie har været. Fortjener vi ros, eller er der noget, vi skal gøre bedre næste gang?” Hmm. Der var kun familier – vel ret forudsigeligt for et familiehotel, men alligevel sært at være den eneste ene-forældre på stedet. Jo selvfølgelig er dét også en slags familie, men ikke helt, vel? Ikke som den type familie der beskrives i “tag familien med på tur til legoland”-reklamen. Eller var det Fårup sommerland? 2 voksne og 2 børn til halv pris uanset hvor det var. Hm. Der var øjeblikke hvor jeg så to enlige kvinder, der rejste sammen med hver deres sæt lyslokkede unger, og der var en mørkhåret tysktalende kvinde ved poolen, uden vielsesring såvidt jeg kunne lure, og med to glade vandsprællere tæt ved. Og de fik mig allesammen til at smile lidt og føle mig knap så alene i kernefamiliefloden. Indtil deres mænd kom pustende ind fra højre efter at have kæmpet med løver, liggestole, dåseøl eller hvad det nu har været. Ikke at det generer mig at rejse alene mere. Især ikke når jeg ser kulde i blikke henover de ternede duge. Eller trætheden i hvem-gør-hvad-fordelingen. Jeg kunne vælge alt selv. Gjorde kun hvad jeg ville og besluttede kun hvad jeg var enig i. Dén frihed er rar – det var den jeg som det første nød, da han ikke var med mere; og jeg nyder det stadig hver eneste gang jeg tænker efter. Intet pres, ingen diskussioner, ingen anden der skal have ret eller kan kræve min tid. Men jo, en mand i stolen ved siden af min, på terrassen mens solen går ned. En mand med varme smil og tæt indforståethed. En mand med hænder, læber og lår. Og køb og blod og arme. Ville have været. Rart. Sær kryds: meget tilfreds/tilfreds/lidt tilfreds/utilfreds. Skriv gerne en uddybende kommentar. Hm. Kære rejsebureau. Vil I arrangere rejser for enlige forældre til næste år? Ikke som dating portal, men bare for vi at kan falde i snak og ikke hele tiden stikke sådan ud? Tak. Nåm. I dag har jeg nået et punkt på min evigt voksende to-do liste i huset. Jeg har læst i støvet på væggen, at midlertidigeheden kan vare længe, så badeværelset med bunker og hylder der var pillet halvt ned, er lagt på plads og skuret i bund som aldrig før under mit ejerskab. Og det dufter lige så godt som det føles og nu er der kun resten af uendeligheden tilbage. Godt, at jeg har god tid. Mylderord i hovedet på mig. Jeg ser verden gennem en tyk bund af glas og der er ingen forskel på op og ned udover farven i fjæset. Omorganiseringen farcer sig videre gennem min hverdag og jeg kom til at hvæse noget politisk ukorrekt under et møde med dem alle. Og til at fortælle ting til frokosten bagefter. Sært at jeg gjorde. Og gad vide om de så trækningerne i mundvigen; de andre. Klogt var det nok ikke, men jeg er holdt op med at gå til klog på den her side af ferien. “Du er meget ærlig, er du ikke?” spurgte den ene VP under mødet. Jojo. Eller bare træt af deres kævl og upræcise udmeldinger. Det min egen chef sagde i går blev fortalt og udlagt anderledes i dag af min nye. Jeg vælger at vente og se og ikke gøre. For meget. I nællerne. For åh gud hvor er jeg dog træt. Slæber mig gennem dage og møder. Gennem mails fra vrantne medarbejdere og sure svar fra mit spejlbillede. Foræder mig hver aften i údsultet træthed og et primitivt forsøg på at suge energi ud af simple fødevarer. Jeg er selvfølgelig også blevet tyk af at vente på min dødsdom. Bukser strammer og jeg kan ikke bevæge mig for åndenød. På den anden side af det her laver jeg om på det. Bare ikke lige nu. (og hvad forskel gør det, andet end på min egen selvfølelse? Kigger ned og væk når jeg er ude. Jeg er ikke interessant, så hellere ikke møde blikke end se at der ingen er at møde. Shhh.) Det er ikke rigtig til at skrive om. Larmende stilhed. Ætsende handlingslammelse, som når man sidder for længe og ser ilden brede sig. Hvis man da gør det. Jeg kan ikke bevæge hænderne, jeg kan ikke løfte hovedet. Jeg har mistet min løbeglæde og lyset til listen over alt det jeg skulle. Så var jeg i Bauhaus. Og fik et opkald som reaktion på den sms jeg sendte ude fra bilen. Jeg tog den ikke. Jeg magter ikke at tale med ham. Jeg magter ikke hans tilbagevendende irettesættelser fordi jeg ikke har opfyldt min del af hans aftale med sig selv. Skrev at det var feset ind på lystavlen og lad mig så være. Så ringede han. Ja, jeg undviger og nej, det er nok ikke skide voksent. Men jeg var alene i Bauhaus som altid, og undgik at se for meget på alle de andre i afslappet tøj og to-og-to, og “hvor skal vores carport stå, skat?” der stadig larmer for meget for mig, når jeg går rundt dér alene, med mit tunge læs. Og når jeg står på parkeringspladsen og forsøger at få det til at være i min lille bil, hader jeg aleneheden endnu mere. Men det er det andet, der giver mig tinnitus. Det er ikke til at skrive om. Det, der suger alle min kræfter ud. Eller hvordan. Kun at jeg ikke kan løfte mine arme og heller ikke mine mundvige. Det er ikke til at skrive om, og resten af det er nok heller ikke værd at læse. Det der så går op for mig, her et eller andet sted mellem klokken halv tre i nat da jeg vaklede alene ud i en taxa og nu, hvor jeg er klar i hovedet igen; er at jeg har haft mine minutter i spotlightet og uanset om jeg har nydt det eller ej, så er de forbi. Jeg er en anden i et andet liv. Jeg er ældre og mere brugt; de andre er rykket i forhold til mig, og jeg har passeret start hundrede gange de sidste år. Men for pokker hvor jeg savner at være begæret og eftertragtet. Hvor jeg savner at nogen vil mig, kun mig, og hvor jeg savner at blive forført og ført bort, om ikke andet, så i tankerne. Det er nok dumt at inhalere to heste-GT på rekordtid af ren og skær selvmedlidenhed og fordi jeg klokken ca 10, 12 eller 14 timer efter jeg var mødt på job, indså at jeg aldrig nogensinde ville nå til bunds i det jeg har og det jeg skal og det nogen har sendt til mig, og skrev med store bogstaver til Dyret at NU GIDER JEG IKKE DET HER PIS MERE. (skal jeg fortælle om tanken fra forleden?) Fantastisk så velformuleret man bliver når man får nok. (det ætsende ædende hul jeg fandt midt i min selvfølelse?) Nå, men. Vi planlægger omorganisering så det står om ørene på os, og skal det være bigbang eller skal vi lade det sive og hvordan er det lige med os, der er på den der konference hen over den 1. september? (ensomheden og følelsen af forudbestemthed i netop dét?) Og jeg tæller på det nærmeste dage til d. 1. 9 og forbander min mailboks for at være kvalmende i sin insisteren på at være konstant uanset hvor mange mails jeg læser, svarer og smider ud. (Jo, hør her: Jeg lå alene i min seng og var ulykkelig af mangel på østrogener og kærlighed; og midt i halvmørket gik det op for mig, at grunden til at jeg aktivt vælger jagten på kærligheden fra, og aktivt og højlydt erklærer, at jeg på ingen måde bruger tid og energi på at søge den mand, der kan alt det han skal kunne for at slå mig ned; er frygten for at jeg – hvis jeg går derud og prøver - opdager at der rent faktisk ikke ER nogen. At der ikke er nogen der nogensinde vil vælge mig, så jeg snapper efter vejret og føler mig elsket og gengældt. At jeg for altid og resten af mit miserable liv, skal æde at der ikke er nogen der vil mig.) Nu har jeg fri og æder overspringsmad og skal nok ikke veje mig i morgen, eller nogen af de nærmeste dage. Hvis resten af livet. Så vågnede jeg og havde taget 700 gram på. Forbander i tankerne at jeg overhovedet er begyndt at veje mig igen, for hvorfor skal jeg nu bekymre mig om det? Ville have vågnet tidligt og op og ud som i går. Produktiv dag, den dér igår. Var på kontoret lidt over ni, sagde kækt godmorgen til vagten i telefonen og gav mig i krig med budgetterne. Team 4 stoppede mig. Jeg startede selvfølgelig med 1. Dét har jeg selv skabt, så det budget kender jeg og det er der styr på. Nemt. Kompliceret, men nemt. Anna giver, Anna tager. Team 2 er håbløst i sin almen tilstand, men budgettet er gabende tomt og hurtigt overstået. Team 3 ramte mig som et kølleslag. Vi har talt forbi hinanden, og her i 11. time er det forbandet sent at spørge ind. “Jeg vil gerne købe 5 pakker mere tid, tak.” Team 4 stoppede mig. Prøver at dreje personificeringen af min irritation væk. Det er ikke personligt. Det er ikke personligt. Det er ikke. Det stemmer ikke. Overhovedet. Så tog jeg hjem. Ringede til vagtmanden og fik en venlig hilsen oveni. Hej hej og god tur hjem. Tak. Besluttede mig for at købe snacks i Irma. Og Tonic. Aftensmad. Tænkte jeg. Og åd saltmandler, grisssini, oliven og dadler med gedeost i solen på terrassen lidt efter. Løb tør for gin og frøs fordi vinden fandt mig. Her er dit liv Anna. Ensom lørdag med budgetter og deadlines, der føles vigtigere end resten af livet. Og så vågnede jeg en søndag senere end jeg ville og har taget 700 gram på, og ærgrer mig over at jeg skal spekulere over dét. Mine øjne er hævede og det er sikkert bare vand. Saltmandel-oliven hævnen. De smagte ikke engang godt; dadlerne. Jeg er af en eller anden grund blevet totalt ordlammet. Jeg aner ikke hvad jeg skal skrive (om), og dét jeg så endelig skriver kommer til at lyde så sort og trist og jeg har det jo fint, (forstår bare ikke hvordan verden hænger sammen, men kommer man nogensinde til det?). Jeg har været super effektiv i dag, brugt ajax på mit badeværelse og løbet og skrevet indbydelser til en børnefødselsdag og printet dem ud. Og har krammet børn godnat og grinet på sengekanter. Jeg har beholdt den der profil derude som jeg egentlig bildte mig selv ind at jeg havde slettet og jeg tør ikke logge på derude af angst for platte breve, afslag eller billeder af mænd jeg ikke kan mærke at jeg ser på. Så dét er spild af tid og jeg kommer aldrig til at møde nogen den vej, og heller aldrig herude i virkeligheden, for nej, jeg færdes ikke uden for min faste rute og hvis jeg gør, ser jeg ned i gulvet når jeg går. Og så får jeg får tics af mænd(!) der skriver *griner*, for hvor svært kan det være at formulere morskaben og ikke behøve at skære den ud i pap? Magtskiftet i min lille korporate andedam, har fået mig til at tænke og jeg ved ikke endnu på hvad og da slet ikke hvad skal der til for at jeg kan gabe over den phyton jeg er ved at sluge og er der sjovere på etagen over mig? Hvad er egentlig sjovt? Jeg undrer mig sådan helt generelt over hvordan mennesker kan finde ud af det der med mennesker og nogle gange taber jeg grebet over hvem jeg er i forhold til og især mig selv. Og så har jeg glemt at jeg skal smøre madpakker. Hovedpine stadig. Startede efter sidste møde i går, blev skyllet væk med to panodil lidt over fire, og vendte bankende tilbage lidt over ti, da jeg steg ud af taxaen. Hjertebanken da jeg endelig fik krabbet mig i seng, og et kort strejf af en tanke om hvornår jeg ville blive fundet, hvis det holdt op med at slå, lige dér. Nok når børnene ikke blev hentet og deres far blev kontaktet. Uhh så vred han ville være, når han fik hentet dem og et par dage efter låst sig ind i mit hus. Ulidelige egoAnna. Og hvad ville de finde når de gik mine ting igennem? En PC med kode på og tusinde facetter som ingen ser. Ville de logge på og se efter, eller ville de bare slette min profil og aldrig opdage Anna og alle de andre? Sikke meget der ville gå tabt. Alt det her, som det primære. Så faldt jeg i søvn og vågnede med den der hovedpine stikkende stadig. Måske fordi jeg fik for meget prosecco i går, måske fordi jeg har sovet for lidt og skubber bekymringer om bag et mentalt skab hvor de ikke kan ses, men hvor de alligevel gnaver mod hjernehinden. Men nu er det fredag, og om fem møder har jeg fri. |
|
|
|
Copyright Anna - www.mesmerized.dk. Tak fordi du læser med. Hvis du citerer eller bruger noget herfra, så nævn venligst hvor du har det fra. Sitet er hosted på One, og jeg bruger naturligvis Wordpress på dansk 100 queries. 3,027 seconds. |
||
Kategori: 
Kommentarer