|
Glem alt efter godmorgen. Den store barn var dybt ulykkelig over at være blevet så vred på sin lillebror, at lillebror var blevet dybt ulykkelig. Sengekantsnak om at man godt kan blive, og godt må være vred på dem man holder af. “For selvom han er en rigtig irriterende lillebror, er han også en rigtig god ven”. “Giv ham et kram i morgen når han vågner og fortæl ham det, så bliver han glad” Så enkel og kompliceret er verden nu engang. Kæft hvor jeg elsker mine børn. Det har været sådan en dejlig søndag. Jeg blev smittet af andres bobler og fik afsluttet årets første træningsuge med perfekt timing, gode ben og frostluft i lungerne. (messende: jeg prioriterer mit løb, fordi det giver mig overskud. Gentag 10 gange efter mig: Jeg…). Og glade børn, selvfølgelig. Jojo. Larmende, sparkende råbende glade børn. Happy day og en sen kaffe date med Bono. indtil jeg opdagede på forældreintra at min ældste skulle have været til fødselsdag klokken 11. Det er bare ikke ok ikke at opdage det før flere timer efter at han skulle have været hentet. Forklaring? Den primære er at jeg ikke har kigget på siden. Den sekundære er at det ikke er min weekend, men at x skulle til fødselsdag i Jylland og jeg så er sitter, og derfor ikke har kigget på den her dato. Den tertiere er at jeg aldrig har fået papirudgaven af invitationen i hånden. Dårlige undskyldninger som ikke holder i retten. Jeg er dumpet i dagens mor-game. Ta den. Undskyldte til barnet. “Det er ok, mor” sagde søn, der har brug for hjælp til det sociale. “jeg har jo heller ikke taget invitationen med hjem.” Sagde søn, og tog skylden på sig. Jeg prøvede at pille den af ham, det er jo for helvede ikke en otteårigs ansvar at huske datoer og klokkeslet. Og han virkede ok. Til et par timer senere, hvor lillebror stak en finger i øjet på ham og han brød sammen. Jeg har ingen ret til at følgeslutte som jeg gør, men av. Det er en lille ting, men ikke ok. Jeg kender årsagen; jeg har alt for mange bolde i luften. Jeg kan ikke æde den alligator, uanset om jeg så var en pythonslange. Jeg forelskede mig for otte år siden, da hans øjne skiftede til dybbrunt. Jeg var det sikkert også i månederne før, men dybden af følelsen gik op for mig, en dag jeg så ned i de dér smukke, gnistrende brune øjne og næsten forsvandt i et svimlende dyb af kærlighed. Jeg har råbt af ham, vrisset, skældt ud og i julen var jeg tæt på at slå ham af frådende raseri. Krammet og vugget i søvn. Trøstet og klippet negle på. Og plaster. Jeg elsker ham, som den del af mig han er. Han er et af de to mennesker, jeg uden at tøve ville kaste mig ud foran en bil for at redde, og det er dén lille ting der gør hele forskellen. Da jeg fik ham, gik det op for mig, at her var der noget, der ikke bare var vigtigere end mig selv, men som samtidig var vigtigere for mig, end noget andet nogensinde har været. I dag fik jeg så en forklaring på noget vi har kæmpet med et stykke tid. Han er ikke nem. Han er ikke noget blidt barn, på trods af de chokolade-gnistrende øjne og det smukke smil. Han er skarp, han er stædig, han nægter regler, han hader at tabe, han eksploderer i hvidt raseri når noget ikke lykkes, eller værst; han nægter at deltage for ikke at fejle. De har ringet fra skolen og hentet mig ind fordi han havde sat sig i aulaen og nægtet at komme tilbage til timerne. Han har siddet på sin cykel i skolegården og ikke villet ind, fordi nogen fortalte ham at klokkenhavde ringet og han ville komme for sent. Så hellere blive væk. Ét nederlag mindre. I et barns sind. Og mere til af samme slags. Meget mere. Jeg kunne genkende for meget til, at jeg ville gøre så meget. Sådan var dét jo, ikke? Been there, done that. Kæft jeg har ligget under mange skoleborde. Med lidt kærlighed og du-er-ok-du-er-ok, forventede jeg lidt, at han ville falde til. Det finder jeg nok ikke ud af, for hans far var mere håndfast og krævede, at nogen gjorde noget. Tak, x. I dag kom skolepsykologens dom så, sammen med en ansøgning om støtte til barnet. Ikke fordi der er noget i vejen med ham, men fordi der næsten er for meget i ham. Så meget at han ikke helt selv kan gabe over det, med sin lille 8-årige psyke. “Han har særlige forudsætninger”, sagde psykologen, og viste os en kurve. Særlige forudsætninger er psykologers måde, at sige usædvanlig højt begavet på. Har jeg lært i dag. Han ligger dér hvor det ikke er autisme, men bare knivskarphed. Så mit lille brunøjede barn har større intellektuelt potentiale end gennemsnittet. Lige nu er jeg mest stolt. “Det er godt, det er stærkt; men det er dét, der gør det svært at være ham. Han kan håndtere så meget og så abstrakt information at han ikke helt kan rumme det, og samtidig får han paradoksalt nok for lidt udfordring i skolen. Han skal presses på en god måde; så han vokser, og til han kan håndtere den intelligens han har. ” Og det forklarer så hvorfor lærerne ikke har rummet. Deres system er ikke bygget op efter den slags outliers. De støtter de svage og nærer dem i midten. De særligt forudsatte klarer vi så selv. Hvis vi opdager det i tide. Lige her, lige nu; med dæmpet musik og blåbærsaft i et stort glas og rester af dag i hele huset. Lige før, med børn der krammede godnat, med bløde arme og jegkanikkesovemor. Og før det, med en smeltende julefilm i på DVD og kravlende unger og popkornskrummer i sofaen. Med pludrende aftensmad og spruttende grin. Med “nej, du skal ikke spille mere WII nu”, og kaffe med stjålne kys bag en lukket dør, fordi en mand med blå øjne måtteskulleville forbi og efterlod en sugende trang til mere. Med en knogledyb udhvilethed og hud der snurrer af varme og lidt af træthed. Lige da, lige der, lige nu, er jeg lykkelig. Kom nemesis? Vågnede med stiv nakke uden at det varme bad kunne nok. Mangler hænder der kan trykke til og på. Løb en tur og strakte ud og svingede med arme og blødte nok op til at det var tåleligt. Barn hentes hos legekammerat efter juleadskillelse. “Hej hej, ungerne er ved at lave mad – hør; I er da velkomne til at spise med?” Egomum med ondt i nakken. Stivnet hen over dagen og de smertestillende, der ikke helt var nået frem. Savnet overtog min krop og rummeligheden julen burde have efterladt. Jeg er halt uden begge mine børn og da den lille ringede juleaften med piv i stemmen, trak det alligevel tænder ud. Nok fordi at Bono trak mig ind og spurgte forsigtigt. “Nej tak, det var meget sødt af jer men…” Måske det var fordi at man slet ikke kan nikke med stiv nakke? Skal man være stolt eller angst, når ens lille store barn minder lidt for meget om en selv? Når man kan se sine egne svagheder spejlet i en 8-årig krop? Når han ikke tør det jeg ikke turde lige før, og holder sig væk fra de svære ting i verden fordi hans stædige stolthed ikke tillader ham at begå fejl? Hvordan hjælper man ham, og uden bare at feje stenene væk foran ham og dermed give ikke-hjælp på længere sigt? Mine unger leger med lego i stedet for at komme ned og tænde for TV´et som de ellers gør en lørdag morgen. Den ene siger at han kan flyve, den anden har superkræfter og laver sin stemme om for at få det til at lyde plausibelt. Jeg fryser lidt. Kaffen taber varme for hurtigt, og jeg har en sang i hovedet der ikke er skrevet endnu. Et omkvæd, der er ørehænger før der er kommet rigtig lyd på. Eller måske det var omvendt og lyden bare dæmpet. Min avis er ikke blevet læst og jeg kan mærke en svag duft på min hud jeg ikke har lyst til at bade væk. Han så anderledes ud i går. Lidt længere skægstubbe, måske. Lidt fastere smil. Måske. Eller måske bare flere dage ældre end da jeg så ham sidst. Jeg beskytter mig selv så meget at jeg ikke helt kan mærke mere. Brændte mine fingre på min ovn forleden, så spidserne på to fingre har de nydeligeste vabler og et lag hård, brændt hud, der gør at jeg næsten ingenting kan mærke med dem. Det føles lidt som at mærke verden gennem et lag papir. Jeg har gemt ham i en kasse jeg ikke har haft før. Etiketten mumler noget om at køn er han jo ikke. Lækker krop, men altså.. ikke? Papir mellem mig og verden. Hård hud over et gammelt brandsår. Kom ikke herind, for jeg ved at du går igen og jeg ved at det du ser her, ikke er nær så kønt som det der lokkede dig i første omgang. Men han så anderledes ud i går. Mørkere, måske. Skarpere. Og han gjorde mig tavs. Kyssede mine smil væk. Og på den hårde hud på mine brændte fingre. Og jeg glemte alt det jeg ville sige. Måske bare fordi jeg var træt. Måske ikke. Mine unger er tullet herned i stuen mens jeg har tænkt og skrevet. Bare tæer og kampkram. Og sol ind gennem løvet på efterårsfarvede træer og vinduer der måske ville blive pænere af at blive vasket. Måske det hele er ok alligevel. Mit ene barn falder i søvn få minutter efter jeg har forladt hans værelse. Vender hovedet mod den ene side og sover som jeg har forladt ham. Armene ligger, hvor de slap vores knus, og et smil hænger i den ene mundvige. Nogen gange når han vågner, brokker han sig over, at han er blevet snydt for natten, fordi det føles som ét sekundt. Det kan jeg godt huske. Først er det aften og nat og ZAP – i næste øjeblik er det lyst og morgen. Mine dage går lidt sådan. Først er det morgen med havregryn og ikke mere mælk. ZAP, så er det aften og næsten midt i oktober. Hvirvlende indtryk af kolleger, møder og nye fora. Beslutninger der tages af dem over mig og af mig selv, uden at jeg egentlig ved nok om hvorfor. Ressourcetryk og ubesvarede telefonopkald, sugende inkompetance i reflektionen fra min monitor og så et regelmæssigt insisterende drys af opmærksomhed fra en glad Bono, der stadig undrer mig. Modsat min lille søn, sover jeg bare ikke på minutter efter at dagen har forladt mig efter et kram. Vender mig syvhundrede gange på mit kølige lagen og spekulerer over hvor heldig, uheldig, inkompetent eller helt ok jeg er. Vågner lidt i tre og lidt over fire, fordi nattemørket knager lidt. Og så igen klokken 6.08, når vækkeuret har insisteret længe nok og intet af natten føles dér som et kort glimt eller overhovedet som lang nok. Jeg ved ikke hvad min pointe er. Jeg er så pms´et at jeg kun kan grine af det, og så træt at jeg svimler, når jeg lukker øjnene. Tak for i dag, og for, at den er ovre om to madpakker. “Mor, ved du hvorfor jeg lige godt kan lide at være hos dig og far? Smeltet mor i min morgenkaffe. Nu jeg tænker efter og nu jeg er dulmet af lidt rødvin, masser af knaset daim, ugen der er brølet gennem mit hovede og min krop; dagens løbetur og alt hvad der har sat sig; og nu hvor jeg har ligget i sofaen med en lille langlemmet dreng, der har pludret om ting jeg ikke ved og med sin fnugfri hud, sine kinder med fregner og de lyse grønne øjne, har pumpet massive doser af oxytosin ud i mit blod; er det, at jeg gerne ville bytte lidt bobler væk for én, der langsomt stryger en finger ned af min arm. Ser mig dybt i øjnene og fanger dét der ligger bag. Boblerne er savnet og værdsat. Jeg svæver rundt på min lille sky af forandringssus, og spiller smilende ping-pong med M med de støvblå som jeg aldrig har bestilt andet, samtidig med at jeg modtager behøringt doserede sms´er fra Kenau, med små manipulerende prik i underbevidsthed og andre steder i samme højde. Og det hele må kunne ses på mig, når jeg smilende piler ned af gange i glastårne og underligggende undrer mig over hvad det er han vil mig. Kenau. Vi tror ikke rigtig på det, vel? Naturligvis vil han have hud og det der følger; og naturligvis er det bare en leg. Men hvorfor lige mig? Kedelige Anna med karrieresnævertsynet, tækkelige skjorter og hårde stiletter der larmer mere når hun går end når hun står. Ikke at jeg tvivler på min egen tiltrækningskraft, men er han ikke snarere typen der jonglerer rundt med en helt anden race kvinder normalt? Jaja, hjerne off. Undrer mig bare, mens jeg nyder spillet. Og lige nu savner den ømhed der ikke pr default ligger i gnistrende ædende tiltrækning – hvor mættende dét så end er. Det har faktisk været en god dag. Et sted mellem 17 og 19.10 glemte jeg det lidt, fordi jeg samtidig glemte at mine børn var overkørte af anden dag tilbage i skole og at jeg selv nok også var det. Og ja, det var mig med de to drenge der sloges midt i Netto. Hep! Men bortset fra det, fik vi det jo vendt og han lyttede fatisk; den store i “hvad-rager-det-mig”-mode. Og nu ligger han deroppe og smugspiller Nintendo og jeg lader som om jeg ikke har set det. Lidt luft må der være. Men det var en god dag. Jeg fik et par minutters magnetisme fra Ms støvblå øjne lidt over ni, og det var måske dét, der plantede det lille smil jeg stadig har i mundvigen. Eller også var det alle de andre mennesker på min vej. Glade og travle og tætte og fjerne. Eller sms´erne i min telefon. I virkeligheden er det ikke så vigtigt hvad det var. Bare at det var. ik? Lige før, mens solen gik ned og himlen var fuld af guld, drømme og fjerlette skyer; gik jeg med min dreng på seks og småsnakkede om venner, de nye StarWars kort og hvad vi så. Og der var hunde uden snor, edderkoppespind og nyslået græs. Der var modne mirabeller i hegnet, der smagte sødt og surt på samme tid; og mindede mig om rifter på arme og knæ for 30 år siden. Og jeg stoppede et par i munden på knægten, der pludrede løs alligevel, mens de små fugle fløj lavt henover stier og buske, med en let blafren og små sprøde pip. Og jeg kom i tanke om at huske hver eneste lyd af fjerne stemmer og hunde i fart. Hver eneste duft fra græs og modne mirabeller. Hver eneste perlen af latter og alle de indforståede smil. Og varmen fra en lille fedtet hånd, der havde travlt med at tegne ord og billeder i luften, og holde i min mellem hver. Jojo, jeg ved godt at jeg har erklæret ferie-pause und alles, men jeg bliver lige nødt til at spørge ud i cyberspace om lidt erfaring. Ser I, jeg er mor til to drenge på 6 og 8. De er vældig sunde og raske og langt de fleste ting klarer jeg enegtlig ret godt, synes jeg. Jeg mener, en konflikt er en konflikt uanset køn, (jo, det var mig hvis drenge sparkede hinanden midt i Føtex i dag. Ja, det er helt rigtigt set at mine arme efterhånden ikke er lange nok til at skille dem ad fysisk. Den tager vi en anden dag, ikke?) og bordskik er bordskik. Og sådan. Men en ting, kan jeg ikke køre på emperien: drenges forhold til deres egne tissemænd. (bonerte læsere bedes klikke videre nu.) Mine drenge er som drenge flest, ret glade for deres tissemænd. De piller ret meget ved dem, og når de er i bad – som her lige før – har deres tissemænd en ret central del af deres plaskeri. Så meget så de til sidst endte med at fægte med den. Mod hinanden, forståes. Det generer ikke mig det mindste – de er jo stadig uskyldsrene små engle – men hvor trækker jeg grænsen? Skal jeg overhovedet trække en grænse her? Efter badet klipper jeg som regel deres negle eller hår, ved at de sætter sig på skødet af mig. Og så var det at den store i dag var for feriefjollet og tog underbukserne hovedet og derfor sad med bar rumpet og som bonus en ret strittende lille tissemand som han ivrigt daskede til. Er der en mand tilstede? Hvor går grænsen? Giver jeg ham skamfølelse overfor hans glade lille lem ved at bede ham pakke den væk? Skal jeg overhovedet omtale den eller bare klippe neglene som jeg plejer? Anyone? (jojo, kvinder må også gerne svare..) Drengens kniv ramte glasset ved et tilfælde da vi spiste. Vil du holde tale, A? Så skal det lyde sådan her: “Kære mor og B, tak for i dag! Tak for nye sko og tak for mad!”. Inden jeg fik talt ud, lå begge drenge hen over bord og stole af krampegrin, spruttende af vand og ris der var kommet galt i halsen. Og så rejste barnet sig op og slog på sit glas. “kære mor og B! Tak fordi det har været en god dag! Tak for nye sko og for banankage og for at vi har grinet og leget rigtig meget! Så tak for en god dag!” Og han lignede en der mente hvert ord. Og mens hans lillebror forsøgte at kopiere; druknede i sin egen latter og endte klukkende og rullende på gulvet, mens vi grinede med; nød jeg øjeblikket og at jeg har skabt min egen lille boble af lykkelig familie. Det var bare det der job. Den mindre rokade jeg meldte ud i fredags, trak et tæppe væk under nogen, som faldt og slog sig. Øjensynligt. (jeg tror bare det er noget andet. En veludviklet dybt subtil evne til følelsesmæssig manipulation, som jeg trækker stregen for nu. En kamp jeg ikke magter og derfor stopper nu. Men det kan de jo ikke se, vel? Og det skal de heller ikke, jo.) Så i går var jeg den onde onde uempatiske chef og “kan du ikke se det, Anna, du er for hård.” Og jeg vidste selv at det var jeg ikke, tværtimod, men hvem ser hvad og skal vi altid føje alle og er konsensus et sted der er godt at være? Måske hun bare ramte den ømme del af min achilleshæl. Den næste jeg spurgte synes det havde været for blødt, det jeg sagde. “Men du og jeg jo også mænd inden i, Anna”. Nej jeg er ikke. Jeg gider bare ikke tude over forandringer, der kommer og orker ikke at se dem ae hinanden på håret og græde i kor. Det er kun et job. Jo. Så var der bare de der børn. Elsker dem så højt, at det gør ondt, når de laver små lyde i søvne. Og også da den ene forvandlede sig til et frådende preteenmonster flere dage i træk, og som kulmination på seriel konfliktløsning, grænsesætning og mediation; fortalte mig at han synes jeg var verdens dårligeste mor og at han ikke gad bo her mere. (Han trak det tilbage et par dage senere, og det er ikke så vigtigt hvad han sagde, kun at der er noget der trykker ham, som jeg ikke kan nå ind til.) Og usvisheden. Den faste følgesvend i disse dage. Hvad ved vi? Kollega kom op og spurgte til mit ene team, som han åbenbart overtager til september. Så noget sker der. Med lidt held er der noget tilbage til mig når de er færdige med at dele ud af det der er mit nu. Med lidt held er det noget nyt, der kan motivere mig mere end forandringsangste fjerkræ. Sorte Anna. Hun har nok ret, hende den følende medarbejder der forsøgte at få mig til at angre en ren ledelsesmæssig beslutning og sige kollektivt undskyld til alle og en især. Eller måske tager hun fejl. De helt almindelige weekenddage summer. Vi sover længe og nogen af os ser morgenfjernsyn med nattøj på. Andre læser avis og drikker kaffe af den lille kande. Vi småskændes lidt på kryds og tværs, og enkelte tigger om slik eller computertider. Så løber jeg en tur, og ser at der er kommet bløde grønne blade på træerne, siden jeg var der ude sidst. Siden jeg så efter sidst. Og der er teenagegæs der tigger efter brød, med strakte halse og hæse lyde. Der er dråber på det lysegrønne græs og på syrener, der pludselig lyser lilla i hegn. Der er elmetræer der rasler uhørt højt, med de nye glinsende blade, og piletræer der er stumme. Hjemme er der skvalderkål der snart blomstrer, og en let ærgelse over at det nok snegle, der har ædt mine squashspirer, nu jorden stadig er betænkelig bar. Så er der legekammerater og vasketøj. Skuren på gulve og strygetøj. Og madpakker. Godnathistorier og “læg dig nu ned!”. Og vi kysser og krammmer, og griner fordi der er hår, der kilder; og er enige om at det har været en god dag. Så bliver der stille og jeg ryster sofapuderne bag min ryg; mens jeg lader som om jeg har glemt hvad det er jeg venter på. Jeg har haft en dag alene med mit store barn, og har leget med lego og købt den næst største is der var. Jeg har gået i solen med hans hånd snoende ind og ud af min, og løbet efter en cykel der stadig er lidt for stor og behøver en støttende hånd ved start og stop. Jeg har jublet med ham da noget lykkedes, og for mig selv over lyset i hans øjne og ved lyden af hans sang. Der har ikke været skænderier, hakken eller nogen lorte-mor eller bror. Kun os to og lyden af liv. Jeg er rig. Jeg lever kun én gang, og idag har været hundrede dage værd. Den ene var en pige der allerede ved afhentningen fulgte efter mig som en lille hund. Eller en skygge. Den anden – en lidt større udgave af samme køn – rakte tunge af mig da jeg kom og stak klassekammeraten en fuckfinger. Vel hjemme fik min nye skygge set både skraldespanden, bryggerset, og alle mine fodspor. Indtil hun brød sammen i hysterisk krampegråd, da jeg lukkede døren efter mig ind til toilettet. “Jeg kan ikke lide lukkede døre” hikstede hun. Øh? En dreng satte sig på en stol i køkkenet og stirrede tomt ned for sig med tårer i øjnene fordi noget legetøj han havde haft med hjemmefra var blevet væk. Beroliget en smule (“jeg lover dig at vi finder det, er det kommet med hjem er det her stadig et sted”), skubbede han døren til toilettet til, da skygge-pigen skulle tisse for sjette gang, og brød næsten sammen med et nervøst sæt, da hun gentog sit “jeg kan ikke lide lukkede døre”-hyleflip. Mini-havnearbejderpigen forsvandt da vi skulle spise, og mens de fire andre legede sultne, levende gøende lopper omkring fuldt dækket spisebord, blev hun fundet på badeværelset, hvor hun pludselig savnede sin mor og nægtede at komme ned til de andre, nægtede at blive ringet hjem og nægtede at spise med. Under oprydning efter burgerorgie i rimelig god ro og orden – og rabarber til den mor der hentede i utide – legede de tilbageværende endelig relativt harmonisk og stille for første gang i fire timer. Det er jo ofte et dårligt tegn og da jeg så mig om, var det så også den lille piges tur til at være forsvundet. Hun sad øverst på trappen og græd over at hun havde tabt en tand. På badeværelset. Hvor den var forsvundet. Vi blev enige om at tandfeen allerede havde været forbi og nappet den med; og jeg blev enig med mig selv om at jeg for tiden ikke har overskudsempati til folk der opfører sig som 6-årige. Selv når de er det. Det praktiske ved at have et sygt barn er jo, at ingen vil opdage, at jeg lige smutter til lægen her klokken to. Undtagen barnet, naturligvis. Kunsten bliver at overtale ham til at ikke skulle med. Nok ikke nemt med en pivende feber- og morsyg lille purk. Jeg er af en eller anden grund blevet totalt ordlammet. Jeg aner ikke hvad jeg skal skrive (om), og dét jeg så endelig skriver kommer til at lyde så sort og trist og jeg har det jo fint, (forstår bare ikke hvordan verden hænger sammen, men kommer man nogensinde til det?). Jeg har været super effektiv i dag, brugt ajax på mit badeværelse og løbet og skrevet indbydelser til en børnefødselsdag og printet dem ud. Og har krammet børn godnat og grinet på sengekanter. Jeg har beholdt den der profil derude som jeg egentlig bildte mig selv ind at jeg havde slettet og jeg tør ikke logge på derude af angst for platte breve, afslag eller billeder af mænd jeg ikke kan mærke at jeg ser på. Så dét er spild af tid og jeg kommer aldrig til at møde nogen den vej, og heller aldrig herude i virkeligheden, for nej, jeg færdes ikke uden for min faste rute og hvis jeg gør, ser jeg ned i gulvet når jeg går. Og så får jeg får tics af mænd(!) der skriver *griner*, for hvor svært kan det være at formulere morskaben og ikke behøve at skære den ud i pap? Magtskiftet i min lille korporate andedam, har fået mig til at tænke og jeg ved ikke endnu på hvad og da slet ikke hvad skal der til for at jeg kan gabe over den phyton jeg er ved at sluge og er der sjovere på etagen over mig? Hvad er egentlig sjovt? Jeg undrer mig sådan helt generelt over hvordan mennesker kan finde ud af det der med mennesker og nogle gange taber jeg grebet over hvem jeg er i forhold til og især mig selv. Og så har jeg glemt at jeg skal smøre madpakker. |
|
|
|
Copyright Anna - www.mesmerized.dk. Tak fordi du læser med. Hvis du citerer eller bruger noget herfra, så nævn venligst hvor du har det fra. Sitet er hosted på One, og jeg bruger naturligvis Wordpress på dansk 98 queries. 1,853 seconds. |
||
Kategori: 
Kommentarer