søndag 6. juni 2010 kl. 22:35 af Anna
kara tanfe ves du er sød må jeg so få 1000 kr eller 100 eller haltras kr alser ekte kr mange hilsner fra B farvel
Jeg har ikke fået snakket, talt eller helt grinet nok; jeg har ikke fået løbet, badet eller svedt nok og jeg har ikke fået gravet, revet og hakket helt så meget som jeg kunne. Jeg har ikke drukket nok vin eller iskold cider, og ikke nok kaffe eller te eller isvand. Jeg har ikke takket eller tilgivet særlig meget, jeg har ikke kysset eller ladet være, jeg har ikke grædt eller sunget, jeg har ikke tabt og især ikke vundet. Helt nok.
Jeg mangler, savner, længes efter flere sommerdage med bare tæer, venner og børn. Jeg mangler, trænger og savner mere af alt det gode. Og jeg mangler at finde min ro og nok vigtigst af alt min tro.
Men jeg byttede sedlen og tanden under hovedpuden med en halvtredser. Det har han fortjent for ukuelig tiltro til sig selv, sin mor og for at give mig et håndfast fysisk bevis på hvor meget han rører mit hjerte.
onsdag 14. april 2010 kl. 23:05 af Anna
Jeg har groet ro nu. Fregner og ro. Jeg vågnede i morges filtret ind i børn, der havde lavet fælles front og blæst på, at der ikke kan være tre i min seng. Og solen skinnede ind gennem det hele og vi vågnede så langsomt at ungerne troede at de havde fri og nær var kommet for sent i skole.
De fleste fregner fik jeg nok da jeg sad i solen med blottede blåhvide bare arme, og egentlig ikke undrede mig over hvad Bono lavede på en af mine havestole, med en af mine kaffekopper i hånden og kun lidt over at det var hyggeligt og egentlig godt at se ham. Vi er ok.
Og jeg har groet ro og fregner i mængder, så jeg næsten kan mærke det på huden.
Og i morgen har jeg en dag mere.
tirsdag 13. april 2010 kl. 21:39 af Anna
Jeg efterlod ungerne efter aftensmaden, fastspændt til hver deres PC, og kørte ud i aftenen, mens den stadig var glasklar og gylden. Parkerede ved det grå-lagte glastårn jeg engang elskede lidt og gik ind uden at det hele lukkede sig om mig.
Jeg har fået lidt flere fregner i dag, end jeg havde da jeg vågnede. Jeg har også siddet med et spædbarn i favnen, og hun knirkede som spædbørn gør, var præcis så lille som sådan nogle er, og faldt så i søvn i armene på mig, og sov lidt der, mens vi snakkede om alt og det hele. Hun smittede mig ikke og jeg er glad for at mine unger er store nok til at lænke fast til online spil en glasklar aften.
Jeg har også hilst på en høj mand fra det realkreditselskab der i forvejen ejer min sjæl, nydt de sekunder hvor mit hus lignede noget der var til salg og lidt fortrudt at jeg har en aftale med Bono i morgen efter frokost.
I glastårnet lagde jeg en opdateret sygemelding i en intern kuvert, og så på den tavle de har hængt op på første sal ud mod gangen. Et af de tiltag der skulle startes da jeg trådte af. Jeg kunne mærke på mit skæve smil, at jeg stadig synes at det er lidt spild af tid, men fik tanken at så lad ham dog. Så længe de betaler min løn.
Nye tider jeg går mod, tror jeg. Og fregner er godt.
mandag 12. april 2010 kl. 21:12 af Anna
Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal skrive det her, uden at klynke. Jeg vil nemlig ikke klynke, for det ændrer ingenting og jeg vil ikke have medlidenhed eller ondt af mig selv. Bare notere det jeg så i dag ned, så jeg har det til næste gang jeg har mod på at lægge en brik mere i det puslespil, der er mig.
Sidst jeg sad hos min psykolog,
(og hold da fest hvor jeg stadig synes det er sært at skrive netop dét: min psykolog. Hej jeg hedder Anna, jeg går til psykolog. Oplevelsen er temmelig forskellig fra hvad jeg havde forestillet mig. Hun graver ikke i mine motiver, prøver ikke at finde mit mønster. Hun fortæller mig bare hvordan man har det, når man er stresset. Fortæller hvad årsagen kan være til at man er endt der. Lade mig selv se hvad der gemmer sig i lyset af den spot hun lige har tændt. Men hun spørger ikke, lader mig bare selv drage min konklusion. Eller også er hun så kompenent at hun gør det hele og efterlader mig med uden følelsen af kontroltab. Sidespor)
sidst fortalte hun mig om hvordan jeg skulle fortælle min chef om min tilstand. “lad hende ikke se den der er blevet klemt. Fortæl bare om hende.” Om at gemme barnet væk og lade den voksne, fornuftige rationelle stemme fortælle. Måske det er det jeg skal nu.
Jeg tror, jeg så en årsag i dag. Eller hørte.
Min far kom forbi. Han hjælper mig med min økonomi-opdatering og ville lige fikse et par småting så det hele tager sig bedre ud inden de skal revurdere mit hus i morgen. Tak far. Han siger ikke så meget. Udover at kommentere hvad han selv har ordnet.
“Hej far, kom indenfor; jeg smutter lige op i bad, jeg er lige kommet tilbage fra en 20km løbetur og skal lige have skyllet den af”
“har du løbet 20 km? Hvorfor gør man dog det?”
(…)
“Kan du se hvad jeg har fået lavet i baghaven?”
“du har sået græs? Hvorfor ligger det altsammen i én bunke?”
“Nej, jo. Men grunden til det er, at jeg har gravet TV-kablet ned.”
“er du sikker på at du har gravet det langt nok ned? 30 cm er jo ikke nok”
Kan I også se det? Det er nok noget af dét, der har formet den livsstrategi der lige er kørt så gudsjammerligt i hegnet.
Jeg lover og sværger over for mig selv og hvem der gider at lytte, at jeg herfra, og til jeg ligger og raller om hundrede år, konstant og til de brækker sig, vil fortælle mine børn at jeg elsker dem højt og at de er de mest fantastiske mennesker i verden. Fordi de er dem de er, og gør dét de nu vælger at gøre.
mandag 12. april 2010 kl. 8:38 af Anna
Jeg tror ikke der er bedre måder at starte mandage i april på, end at gå gennem den køligsprøde morgenluft med skrå sol flimrende ind mellem træerne, spredte fuglepip og små tutter af grønt på buske og lavhængende grene, sammen med sine klarøjede, morgenbløde, pludrende børn, der stikker små kolde fingre op i ens ærmer.
søndag 11. april 2010 kl. 16:34 af Anna
Ungerne har venner på besøg og fylder stuen med wii og høj musik fra min pc. Youtube. Moderne børn. Heldigvis har de en god musiksmag. Endnu. Bortset fra da alle fire dansede højt til Medinas Ensom på repeat. Nej tak der. Sad i stedet i solen på min trappesten og spekulerede over hvorfor det er så primitivt rart, at lade solen bage fregner frem. Så gik den væk igen, solen, og jeg er trukket oven på i rodet på det ene drengeværelse, med en underforstået note om at ville rydde lidt op. Mit hus skal revurderes af kreditforeningen lige om lidt og jeg tænker at prisen bliver sat bare en anelse højere hvis de rent faktisk kan se gulvet i alle værelser. Jeg kan godt bruge et større realkreditlån til udrydning af det småral der financierede istandsættelsen, så alle kneb tæller. Søndagstomgangsævl. Følelsesvækpakning.
Jeg har lyst til at skrive til Bono og høre hvordan han har det. Men rager det mig og hvad bilder jeg mig ind at bekymre mig. Selvom jeg gør det. Lidt. Jeg kunne jo godt lide ham, bare ikke helt nok til at gengælde den dér ‘fremtid sammen’, vel? Men vil det være at hælde salt i såret at være så overskudsagtig at have kræfter til at spørge ind, eller er det tværtimod en god i dét at bryde isen, så manden kan få hentet sine ting, der ser ud til at være brændt inde i mit køkken?
Jeg ved som sædvanlig ingenting, men jeg har stukket squash-frø i lidt muld i små potter, og sat dem i vinduet. For jeg ved at squash plejer at lykkes for mig, og jeg synes jeg har brug for at noget lykkes. Gerne snart, tak.
fredag 9. april 2010 kl. 19:07 af Anna
jeg drømte at min yngste dreng blev væk. Det har han det også med at gøre i virkeligheden, men herude bliver han fundet igen og det ved jeg når jeg leder efter ham, så her er jeg ret rolig. Det var jeg også i drømmen, men han blev ved med at være væk. Pist væk. Ledte efter ham i et pastelfarvet landskab med computeranimerede marker og skove med frynsede blade og gyldne lysninger. Så tænkte jeg at det var da ærgeligt, nu har jeg kun en tilbage. Tænkt sådan lidt pyt-agtigt. Indtil min drøm klippede til en scene i gråt hvor vi alle tre diskuterede det at han var blevet væk og drengen udbrød: “Jamen mor, det var jo EFTER at jeg døde”.
Så vågnede jeg ved at jeg græd.
Lortedrøm klistret fast på nethinden hele dagen. Der er ingen der skal tage mine børn fra mig. Selv ikke i drømme og selv ikke mig selv.
lørdag 27. marts 2010 kl. 23:22 af Anna
Sært som jeg føler mig utaknemmelig og lukket, når jeg hellere vil være enlig mor til mine to spontane fantasi-atleter, med alt dét besvær det medfører, at være netop ene om dem; end at skulle lege far-mor-børn, med nok så flink håndværker.
Jeg mærker efter så det står om sig for tiden, og jeg har bare ikke lyst til at han skal være den del af den verden. Han er fin når vi er voksne og leger voksenleg, men jeg kan ikke det andet.
Gad vide om de nogensinde smelter sammen; de to dele af liv.
søndag 7. februar 2010 kl. 20:45 af Anna
Glem alt efter godmorgen. Den store barn var dybt ulykkelig over at være blevet så vred på sin lillebror, at lillebror var blevet dybt ulykkelig. Sengekantsnak om at man godt kan blive, og godt må være vred på dem man holder af. “For selvom han er en rigtig irriterende lillebror, er han også en rigtig god ven”.
“Giv ham et kram i morgen når han vågner og fortæl ham det, så bliver han glad”
“ja.. ja, det gør jeg!”
Så enkel og kompliceret er verden nu engang.
Kæft hvor jeg elsker mine børn.
søndag 7. februar 2010 kl. 20:28 af Anna
Det har været sådan en dejlig søndag. Jeg blev smittet af andres bobler og fik afsluttet årets første træningsuge med perfekt timing, gode ben og frostluft i lungerne. (messende: jeg prioriterer mit løb, fordi det giver mig overskud. Gentag 10 gange efter mig: Jeg…).
Og glade børn, selvfølgelig. Jojo. Larmende, sparkende råbende glade børn.
Happy day og en sen kaffe date med Bono.
indtil jeg opdagede på forældreintra at min ældste skulle have været til fødselsdag klokken 11. Det er bare ikke ok ikke at opdage det før flere timer efter at han skulle have været hentet.
Forklaring? Den primære er at jeg ikke har kigget på siden. Den sekundære er at det ikke er min weekend, men at x skulle til fødselsdag i Jylland og jeg så er sitter, og derfor ikke har kigget på den her dato. Den tertiere er at jeg aldrig har fået papirudgaven af invitationen i hånden. Dårlige undskyldninger som ikke holder i retten. Jeg er dumpet i dagens mor-game. Ta den.
Undskyldte til barnet. “Det er ok, mor” sagde søn, der har brug for hjælp til det sociale. “jeg har jo heller ikke taget invitationen med hjem.” Sagde søn, og tog skylden på sig. Jeg prøvede at pille den af ham, det er jo for helvede ikke en otteårigs ansvar at huske datoer og klokkeslet. Og han virkede ok. Til et par timer senere, hvor lillebror stak en finger i øjet på ham og han brød sammen. Jeg har ingen ret til at følgeslutte som jeg gør, men av.
Det er en lille ting, men ikke ok. Jeg kender årsagen; jeg har alt for mange bolde i luften. Jeg kan ikke æde den alligator, uanset om jeg så var en pythonslange.
tirsdag 5. januar 2010 kl. 18:07 af Anna
Jeg forelskede mig for otte år siden, da hans øjne skiftede til dybbrunt. Jeg var det sikkert også i månederne før, men dybden af følelsen gik op for mig, en dag jeg så ned i de dér smukke, gnistrende brune øjne og næsten forsvandt i et svimlende dyb af kærlighed. Jeg har råbt af ham, vrisset, skældt ud og i julen var jeg tæt på at slå ham af frådende raseri. Krammet og vugget i søvn. Trøstet og klippet negle på. Og plaster. Jeg elsker ham, som den del af mig han er. Han er et af de to mennesker, jeg uden at tøve ville kaste mig ud foran en bil for at redde, og det er dén lille ting der gør hele forskellen.
Da jeg fik ham, gik det op for mig, at her var der noget, der ikke bare var vigtigere end mig selv, men som samtidig var vigtigere for mig, end noget andet nogensinde har været.
I dag fik jeg så en forklaring på noget vi har kæmpet med et stykke tid. Han er ikke nem. Han er ikke noget blidt barn, på trods af de chokolade-gnistrende øjne og det smukke smil. Han er skarp, han er stædig, han nægter regler, han hader at tabe, han eksploderer i hvidt raseri når noget ikke lykkes, eller værst; han nægter at deltage for ikke at fejle.
De har ringet fra skolen og hentet mig ind fordi han havde sat sig i aulaen og nægtet at komme tilbage til timerne. Han har siddet på sin cykel i skolegården og ikke villet ind, fordi nogen fortalte ham at klokkenhavde ringet og han ville komme for sent. Så hellere blive væk. Ét nederlag mindre. I et barns sind.
Og mere til af samme slags. Meget mere.
Jeg kunne genkende for meget til, at jeg ville gøre så meget. Sådan var dét jo, ikke? Been there, done that. Kæft jeg har ligget under mange skoleborde. Med lidt kærlighed og du-er-ok-du-er-ok, forventede jeg lidt, at han ville falde til. Det finder jeg nok ikke ud af, for hans far var mere håndfast og krævede, at nogen gjorde noget. Tak, x.
I dag kom skolepsykologens dom så, sammen med en ansøgning om støtte til barnet.
Ikke fordi der er noget i vejen med ham, men fordi der næsten er for meget i ham. Så meget at han ikke helt selv kan gabe over det, med sin lille 8-årige psyke.
“Han har særlige forudsætninger”, sagde psykologen, og viste os en kurve.
Særlige forudsætninger er psykologers måde, at sige usædvanlig højt begavet på. Har jeg lært i dag. Han ligger dér hvor det ikke er autisme, men bare knivskarphed. Så mit lille brunøjede barn har større intellektuelt potentiale end gennemsnittet. Lige nu er jeg mest stolt.
“Det er godt, det er stærkt; men det er dét, der gør det svært at være ham. Han kan håndtere så meget og så abstrakt information at han ikke helt kan rumme det, og samtidig får han paradoksalt nok for lidt udfordring i skolen. Han skal presses på en god måde; så han vokser, og til han kan håndtere den intelligens han har. ”
Og det forklarer så hvorfor lærerne ikke har rummet. Deres system er ikke bygget op efter den slags outliers. De støtter de svage og nærer dem i midten. De særligt forudsatte klarer vi så selv. Hvis vi opdager det i tide.
mandag 28. december 2009 kl. 22:21 af Anna
Lige her, lige nu; med dæmpet musik og blåbærsaft i et stort glas og rester af dag i hele huset. Lige før, med børn der krammede godnat, med bløde arme og jegkanikkesovemor. Og før det, med en smeltende julefilm i på DVD og kravlende unger og popkornskrummer i sofaen. Med pludrende aftensmad og spruttende grin. Med “nej, du skal ikke spille mere WII nu”, og kaffe med stjålne kys bag en lukket dør, fordi en mand med blå øjne måtteskulleville forbi og efterlod en sugende trang til mere. Med en knogledyb udhvilethed og hud der snurrer af varme og lidt af træthed.
Lige da, lige der, lige nu, er jeg lykkelig.
Kom nemesis?
søndag 27. december 2009 kl. 18:52 af Anna
Vågnede med stiv nakke uden at det varme bad kunne nok. Mangler hænder der kan trykke til og på. Løb en tur og strakte ud og svingede med arme og blødte nok op til at det var tåleligt.
Barn hentes hos legekammerat efter juleadskillelse. “Hej hej, ungerne er ved at lave mad – hør; I er da velkomne til at spise med?”
Egomum med ondt i nakken. Stivnet hen over dagen og de smertestillende, der ikke helt var nået frem. Savnet overtog min krop og rummeligheden julen burde have efterladt. Jeg er halt uden begge mine børn og da den lille ringede juleaften med piv i stemmen, trak det alligevel tænder ud. Nok fordi at Bono trak mig ind og spurgte forsigtigt.
Jeg vil have dem for mig selv nu. Bare lidt, tak.
“Nej tak, det var meget sødt af jer men…”
Måske det var fordi at man slet ikke kan nikke med stiv nakke?
lørdag 12. december 2009 kl. 11:31 af Anna
Skal man være stolt eller angst, når ens lille store barn minder lidt for meget om en selv? Når man kan se sine egne svagheder spejlet i en 8-årig krop?
Når han ikke tør det jeg ikke turde lige før, og holder sig væk fra de svære ting i verden fordi hans stædige stolthed ikke tillader ham at begå fejl?
Hvordan hjælper man ham, og uden bare at feje stenene væk foran ham og dermed give ikke-hjælp på længere sigt?
lørdag 17. oktober 2009 kl. 11:08 af Anna
Mine unger leger med lego i stedet for at komme ned og tænde for TV´et som de ellers gør en lørdag morgen. Den ene siger at han kan flyve, den anden har superkræfter og laver sin stemme om for at få det til at lyde plausibelt.
Jeg fryser lidt. Kaffen taber varme for hurtigt, og jeg har en sang i hovedet der ikke er skrevet endnu. Et omkvæd, der er ørehænger før der er kommet rigtig lyd på. Eller måske det var omvendt og lyden bare dæmpet. Min avis er ikke blevet læst og jeg kan mærke en svag duft på min hud jeg ikke har lyst til at bade væk.
Han så anderledes ud i går. Lidt længere skægstubbe, måske. Lidt fastere smil. Måske. Eller måske bare flere dage ældre end da jeg så ham sidst.
Jeg beskytter mig selv så meget at jeg ikke helt kan mærke mere. Brændte mine fingre på min ovn forleden, så spidserne på to fingre har de nydeligeste vabler og et lag hård, brændt hud, der gør at jeg næsten ingenting kan mærke med dem. Det føles lidt som at mærke verden gennem et lag papir.
Jeg har gemt ham i en kasse jeg ikke har haft før. Etiketten mumler noget om at køn er han jo ikke. Lækker krop, men altså.. ikke? Papir mellem mig og verden. Hård hud over et gammelt brandsår. Kom ikke herind, for jeg ved at du går igen og jeg ved at det du ser her, ikke er nær så kønt som det der lokkede dig i første omgang.
Men han så anderledes ud i går. Mørkere, måske. Skarpere. Og han gjorde mig tavs. Kyssede mine smil væk. Og på den hårde hud på mine brændte fingre. Og jeg glemte alt det jeg ville sige.
Måske bare fordi jeg var træt. Måske ikke.
Mine unger er tullet herned i stuen mens jeg har tænkt og skrevet. Bare tæer og kampkram. Og sol ind gennem løvet på efterårsfarvede træer og vinduer der måske ville blive pænere af at blive vasket. Måske det hele er ok alligevel.
torsdag 8. oktober 2009 kl. 22:08 af Anna
Mit ene barn falder i søvn få minutter efter jeg har forladt hans værelse. Vender hovedet mod den ene side og sover som jeg har forladt ham. Armene ligger, hvor de slap vores knus, og et smil hænger i den ene mundvige.
Nogen gange når han vågner, brokker han sig over, at han er blevet snydt for natten, fordi det føles som ét sekundt.
Det kan jeg godt huske. Først er det aften og nat og ZAP – i næste øjeblik er det lyst og morgen.
Mine dage går lidt sådan. Først er det morgen med havregryn og ikke mere mælk. ZAP, så er det aften og næsten midt i oktober. Hvirvlende indtryk af kolleger, møder og nye fora. Beslutninger der tages af dem over mig og af mig selv, uden at jeg egentlig ved nok om hvorfor. Ressourcetryk og ubesvarede telefonopkald, sugende inkompetance i reflektionen fra min monitor og så et regelmæssigt insisterende drys af opmærksomhed fra en glad Bono, der stadig undrer mig.
Modsat min lille søn, sover jeg bare ikke på minutter efter at dagen har forladt mig efter et kram. Vender mig syvhundrede gange på mit kølige lagen og spekulerer over hvor heldig, uheldig, inkompetent eller helt ok jeg er. Vågner lidt i tre og lidt over fire, fordi nattemørket knager lidt. Og så igen klokken 6.08, når vækkeuret har insisteret længe nok og intet af natten føles dér som et kort glimt eller overhovedet som lang nok.
Jeg ved ikke hvad min pointe er. Jeg er så pms´et at jeg kun kan grine af det, og så træt at jeg svimler, når jeg lukker øjnene. Tak for i dag, og for, at den er ovre om to madpakker.
lørdag 29. august 2009 kl. 9:38 af Anna
“Mor, ved du hvorfor jeg lige godt kan lide at være hos dig og far?
Fordi at du er jo sødest, men far har flere TV kanaler.”
Smeltet mor i min morgenkaffe.
fredag 28. august 2009 kl. 22:47 af Anna
Nu jeg tænker efter og nu jeg er dulmet af lidt rødvin, masser af knaset daim, ugen der er brølet gennem mit hovede og min krop; dagens løbetur og alt hvad der har sat sig; og nu hvor jeg har ligget i sofaen med en lille langlemmet dreng, der har pludret om ting jeg ikke ved og med sin fnugfri hud, sine kinder med fregner og de lyse grønne øjne, har pumpet massive doser af oxytosin ud i mit blod; er det, at jeg gerne ville bytte lidt bobler væk for én, der langsomt stryger en finger ned af min arm. Ser mig dybt i øjnene og fanger dét der ligger bag.
Boblerne er savnet og værdsat. Jeg svæver rundt på min lille sky af forandringssus, og spiller smilende ping-pong med M med de støvblå som jeg aldrig har bestilt andet, samtidig med at jeg modtager behøringt doserede sms´er fra Kenau, med små manipulerende prik i underbevidsthed og andre steder i samme højde. Og det hele må kunne ses på mig, når jeg smilende piler ned af gange i glastårne og underligggende undrer mig over hvad det er han vil mig. Kenau. Vi tror ikke rigtig på det, vel? Naturligvis vil han have hud og det der følger; og naturligvis er det bare en leg. Men hvorfor lige mig? Kedelige Anna med karrieresnævertsynet, tækkelige skjorter og hårde stiletter der larmer mere når hun går end når hun står.
Ikke at jeg tvivler på min egen tiltrækningskraft, men er han ikke snarere typen der jonglerer rundt med en helt anden race kvinder normalt?
Jaja, hjerne off. Undrer mig bare, mens jeg nyder spillet. Og lige nu savner den ømhed der ikke pr default ligger i gnistrende ædende tiltrækning – hvor mættende dét så end er.
tirsdag 11. august 2009 kl. 22:21 af Anna
Det har faktisk været en god dag. Et sted mellem 17 og 19.10 glemte jeg det lidt, fordi jeg samtidig glemte at mine børn var overkørte af anden dag tilbage i skole og at jeg selv nok også var det. Og ja, det var mig med de to drenge der sloges midt i Netto. Hep!
Men bortset fra det, fik vi det jo vendt og han lyttede fatisk; den store i “hvad-rager-det-mig”-mode. Og nu ligger han deroppe og smugspiller Nintendo og jeg lader som om jeg ikke har set det. Lidt luft må der være.
Men det var en god dag. Jeg fik et par minutters magnetisme fra Ms støvblå øjne lidt over ni, og det var måske dét, der plantede det lille smil jeg stadig har i mundvigen. Eller også var det alle de andre mennesker på min vej. Glade og travle og tætte og fjerne. Eller sms´erne i min telefon.
I virkeligheden er det ikke så vigtigt hvad det var. Bare at det var.
ik?
fredag 7. august 2009 kl. 21:11 af Anna
Lige før, mens solen gik ned og himlen var fuld af guld, drømme og fjerlette skyer; gik jeg med min dreng på seks og småsnakkede om venner, de nye StarWars kort og hvad vi så. Og der var hunde uden snor, edderkoppespind og nyslået græs. Der var modne mirabeller i hegnet, der smagte sødt og surt på samme tid; og mindede mig om rifter på arme og knæ for 30 år siden. Og jeg stoppede et par i munden på knægten, der pludrede løs alligevel, mens de små fugle fløj lavt henover stier og buske, med en let blafren og små sprøde pip.
Og jeg kom i tanke om at huske hver eneste lyd af fjerne stemmer og hunde i fart. Hver eneste duft fra græs og modne mirabeller. Hver eneste perlen af latter og alle de indforståede smil.
Og varmen fra en lille fedtet hånd, der havde travlt med at tegne ord og billeder i luften, og holde i min mellem hver.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer