mandag 8. marts 2010 kl. 12:19 af Anna
Jeg var til en af de dér forsamlingshus-fester i lørdags. Hvis altså ikke det var fordi jeg bor lige uden for København og vi ikke har forsamlingshuse her. Festlokaler, hedder det vist, hvis det går vildt til. Vi holder heller ikke hal-baller men det er en helt anden historie.
Vi sad bænket ved langborde, og hver gang snakken var kommet i gang – og ud over “Nå, hvad laver du så?” – så var der en eller anden jysk onkel eller kusine eller søster eller ven af huset i mange år, der slog på glasset og “da også lige vil sige et par ord”, eller en kortklippet kvinde og et par børn med prinsessekjoler, der delte sange ud forklædt som cykler, blomsterbuketter eller en campingplads, for “Bent og Else holder jo så meget af at campere”.
Og så stoppede snakken selvfølgelig. Og vi sad og så vores mad blive kold, mens vi lyttede til andre folks indforståetheder eller sang versefødder der ikke rimede. Og skålede høfligt og råbte tre lange og så det frække. Hu.
Jeg overlevede fordi jeg på den ene side havde folk jeg ikke har set i mere end 10 år og derfor godt kunne bruge et par timer til at blive opdateret, og på den anden havde en mand, som jeg aldrig havde mødt før, men som fangede mig på en måde jeg ikke oplever så tit. For 10 år siden have jeg nok snavet ham i dansegulvet efter vi havde delt den cognac han hentede til os. Så voksne vi er blevet siden dengang. Jeg nøjedes med at nyde at der var kemi og gnist, og takkede pænt for hyggelig snak og kompliment da han gik; og det var faktisk alt nok. Sidespor; tilbage til forsamlingshuset.
Gæsterne var en samling af (jyske) bedsteforældre, morbrødre, onkler, tanter, fastre, fætre, kusiner, og så os ikke-familie; de gamle studiekammerater, de nuværende kolleger og naboer. Der var rigtig mange med, faktisk, og en del af dem var rejst rigtig langt for at være med.
Og det jeg sidder tilbage med er en undren over om det var det værd? Både for gæster og værter. Så sjovt var det altså heller ikke, jeg har haft hyggeligere aftener med færre mennesker, hvor vi har grinet og danset og drukket god vin; og ikke mindst SET hinanden og HØRT på hinanden. Det kan man altså ikke til fester af den her slags. Middagen trækker altid i langdrag og høflighederne bliver skyllet ned med lidt for kold rødvin til lidt for stegt kød og lidt for vandet salat.
Alle takker for en dejlig fest og har samlet ind i en spist salatbowle, men lyver de ikke? Og er det ikke mest for dem selv? Tror I virkelig på at I har haft en dejlig aften, eller er det selvbedrag og “jamen sådan skal man mene og sådan har det jo altid været”?
Er det mig der er blevet så tradition- og familieløs at jeg ikke kan sætte pris på at bruger timer på at se en halvdøv ældre mand småsove under tale nummer 3-6? Hygger han sig eller ville han hellere være inviteret til en mindre middag med plads til at tale med værtsparret og ikke bare se skyggen af to feststressede speedsnakkere?
Og hvad sker der for den dér stribe af ‘indslag’? Hvad er det, der gør at man tænker “arj, men vi skal da også komme med noget”, og så skriver en sang, eller stiller sig op og spiller på blokfløjte eller værst, laver en hjælpeløs sketch eller quiz og har vi det ikke hyggeligt? Hvad går der galt i Jylland(?), siden det er så væsentlig en del af de der håbløse fester? Er der virkelig nogen der synes – hvis man virkelig mærker efter dybt i maven eller hvor man gemmer den slags forbudte tanker – at andres sange og festlige indslag er sjovt?
fredag 26. februar 2010 kl. 8:55 af Anna
Sneen er blevet blød, tung og mindre, og min indkørsel er kommet i tanke om at den har fliser. Ulempen ved sne der smelter, er alt det, der ligger i den og under den, og som har hobet sig op de sidste par måneder. Snavs, skrald og gamle cykler.
Sikke en fin metafor der kunne blive ud af det: Smeltende sne, der afdækker smattede hundelorte, spredt ud over fortove og fliser. Eller bare pap, der lige blev sat ud ved døren og så glemt efter snestorm nummer 12. Hej alle mine skeletter.
Nah, ikke i dag.
fredag 5. februar 2010 kl. 20:02 af Anna
Med halvandet glas fløjelseblød hvidvin tyllet i min grådige kæft, er ugen endt ok.
Fredagen blev et ridt i personalehåndtering og muggen over bonus der ikke var stor nok sammenlignet med sidemandens. Var jeg mere ædru ville jeg nok spinde en ende over at alt er relativt og at det, der var ok i mødelokalet, holder op med at være det, når hende den anden får 5k mere.
Hun bad om en forklaring. På mail efter hun var taget hjem. (Jojo, vi håndterer konfrontationer vældigt voksent hos os.) Jaja, søster lyster, forklaringen er, at den anden har gjort det bedre end dig. Get it? Velkommen til dansk erhvervsliv anno 2010. Det er ikke nok, at kunden er glad, din ledelse skal også være det.”ja, men hvis jeg var manager havde jeg prioriteret anderledes.” Right, men nu er det MIG der er det, så det er min strategi du skal føre ud i livet, og gør du ikke det, kan jeg jo lissom ikke forgylde dig, vel?
Undskyld, jeg er snaldret og useriøs. Tag det med salt. Alt er håndteret efter bogen. No stress.
og så er make-up sex en helt ok opfindelse. Hep!
lørdag 30. januar 2010 kl. 10:29 af Anna
Urolig søvn. Millioner af indtryk der blev pisket rundt og syltet ind i fantasi og fremtidsplaner.
Middag med ledergruppen i går. Bla bla bla. Hyggeligt indtil han holdt en tale. Jeg er der ikke. Sure mig. Der var en gang jeg var der, og jeg var hende i midten. Nu er jeg bare mellem grupper. Sad ved min gamle chef og den nye. Fnisende snak under middag, uden at noget gik ind. Eller kom ud. Det er fint nok. Der var sne i min indkørsel da jeg kom hjem. Skovlede med knækket sneskovl, kravlende på knæ i mit pæne tøj og ragsokker i gummistøvler. Koldt og med indlysende pointe lige dér. Hvad gør man ikke for en morgenavis.
Blærebetændelse nummer tre denne vinter er stilnet af igen. Lægen sagde, at det var normalt at det kom i serier, uden at det var min skyld. “Og så går der nok 15 år før det kommer igen”. Tak, det gad jeg godt. Lettere udmattet af at gå sammenkrummet af øm blære, og arrig over at alle de gode råd ingenting gør for mig. Trænger til at løbe igen. Hej lorte sne. Hej lorte blære. Gider i godt slippe mig fri nu?
Han siger at jeg er fantastisk som jeg er, men det er heller ikke for udsenets skyld at jeg gør det, vel? Velvære og målopfyldelse med smalle lår og flad mave som bonuseffekt. Må. Ud. Nu. Det var ham der knækkede min sneskovl og knækkede min bilantenne. Jeg kan vel ikke rigtig tillade mig at være sur, så det er jeg ikke.
Drømte om så meget at jeg ikke helt kan kille det ad. Mylder af billeder i min knold. Frisk luft og sne i bukesopslag må slette lidt. Skal vi prøve?
torsdag 7. januar 2010 kl. 22:55 af Anna
Smuldredage med smuldresne. Hvide nætter med hvide veje. Ikke glat, kun knitrende og knirkende. Ligesom jeg. Lidt ligesom jeg.
Fredag igen i morgen. Uge 1 gået før den kunne mærkes. Uge 2 kommer før den måske skulle. Jeg vrøvler hvor jeg burde gå i seng. Og være så stille at jeg kan høre frosten knage. Shyhhhh…
Smuldredage med smuldresne. Hvide veje i hvide nætter. Knirkende biler og raslende tæer. Tankestøv, snestøv, stjernestøv. Sovepulver. Nu.
mandag 4. januar 2010 kl. 21:08 af Anna
Januar er kold og klar. Januardage er lys lidt længere, mens januarfrosne eftermiddage sender isgyldent lys ind i mit hjørne af glastårnet og fanger en krog af mine øjne.
Januarløbeture er koldere end de er lange, og jeg synes at luften var lidt for tung at trække, men sneen knirkede under mine fødder og der var stadig rester af lys på himlen. Måske fordi jeg ikke holdt helt så længe ud på mit skrivebord.
Jeg fryser stadig, om lidt smutter jeg i seng med uldne sokker og jeg har glemt hvad jeg ville sige. Andet end at glastårnet ligner sig selv, mit årsbudget rammer med omkring -0,34%, hvilket i kroner er den største afvigelse jeg har præsteret til dato. (Aktieejerne må være glade for mig, mon ikke?) og at min to-do-liste allerede fylder en hel side og min mailboks ikke bliver tom af at jeg flyttede 2009 væk fra indboksen.
Men fik jeg nævnt at jeg elsker januar?
torsdag 3. december 2009 kl. 12:58 af Anna
Jeg lever. Jeg kysser. Jeg arbejder. Jeg elsker børn og forkæler. Jeg skændes med voksne om. Jeg venter på mødet med gammel chef i næste uge og med nuværende om lidt. Jeg sover ikke nok. Jeg har ikke tabt modet, men jeg trænger til ferie.
Send mere tid.
Hej.
mandag 16. november 2009 kl. 22:45 af Anna
Jeg har ingen grund til at være sur. Men jeg er irriteret med så kort lunte, at selv de der ikke fanger, at jeg er irriteret irriterer mig. Bono for at starte med én. Griner af mine hvasse sms´er og svarer at jeg da har top humor. Det var så ikke lige for sjov, det jeg skrev makkerbæ. røv.
Tidligere i dag, sad der en ung mand med slips ved bordet for enden af lokalet vi var i. Han var vist ikke fyldt tredve og talete klingende jysk. Fortalte at han var fra Århus og at han havde sunget karaoke i lørdags og at der var derfor at han var hæs. Men det var ikke blevet optaget heldigvis. Hahaha. Det skal sikkert passe og hvad rager det mig. Alligevel får han måske mere i løn end jeg gør, hvertfald mere end jeg fik, da jeg var næsten tredve. Det lød forkert. Ungdom, slips og jyskhed er ikke diskvalificerende i sig selv og det er ikke dét, der gør at han måske tjener kassen og skråler karaoke på klingende Århusiansk-Engelsk lørdag nat.
Det er dét, at han har en stak certifikater fra det IT produkt vi arbejder med, der gør det. Verdensomspændende kult, der har formået at udbrede budskabet; at deres produkt er noget ganske særligt. At dét at arbejde med det, er en ære og at de der gør, er særligt udvalgte. Rosenblade på fortovet, tak!
Og jeg brækker mig snart over selvfedme fra den kant, fordi den del af corporate world hvor jeg er vokset op, handler om ærlighed og hårdt arbejde. Om latter og benhård kompetance. Om at knuse problemer og om at tænke frem og langt, og danse mens vi gør det. Ikke om dyre certifikater med guldrand, fnysende selvretfærdighed og to-dages kurser der koster mere end min månedsløn før skat. Ikke om medarbejdere der skal have kaffen bragt, fordi de tilfældigvis kan noget i et basalt system, hvis eneste force frem for andre er, at det har vokset sig forbandet stort og nogen har lykkedes at sælge det selv som det pure guld, besat med højkarats diamanter.
Manden med slipset var typen der taler uden at behøve at vide spor om hvad han taler om. Fascinerende at han tør, og at han ikke opdagede vores fnisen efter fem minutter og blegrød blotlagt nøgenhed han ikke selv så.
Jeg smilede af det i dag, da jeg var mere frisk og ikke helt så sur som jeg er nu; og det er ikke hans skyld at jeg blev det og heller ikke helt en flæbende tilståelse fra et tudefjæs af en mand, der vrælede i min messenger, mens slipse-guy talte om ingenting og D prøvede at fiske intime detaljer om mit forhold til Bono ud mellem tænkepauser. Så lad mig dog være! Så forbandet interessant jeg pludselig er blevet, nu jeg ikke længere er tilgængelig, hva?
Tilgengæld har jeg overset, at man skal have taget blodprøver tre uger før den samtale jeg har på hospitalet på fredag. Så meget for nervøsitet over cyste. Eller også er det et tegn på at jeg uanfægtet fortsætter med at fortrænge den. Jeg har ingen symptomer på stofskiftet. Sover fint, trives fint, spiser fint, mættes fint. Så hvorfor bekymre sig, det er jo dét de skal se efter. Eller noget.
X har sendt sms med kan-du-ikke-tage-ungerne-på-lørdag-fordi-bla-bla-spids-røv-big-time. Og jeg elsker dem og alt det der, men dér smuttede det min weekend i armene på én.
Og nogenlunde samtidig kom en sms med de første piv fra mand-i-klemme-i-AnnaKarriere-AnnaMor-tidsmangel. Arghh!
Men jeg fik en kuglepen med hjem. Og tror bare jeg arbejder hjemme i morgen.
Jeg har ingen grund til at være sur. Men det er jeg.
torsdag 12. november 2009 kl. 17:58 af Anna
Nogen har søgt herind på nyre-bækkenbund betændelse. Har jeg virkelig skrevet om det? Nåm, det rammer meget godt, for jeg har haft det, tak. Det var ikke specielt rart og kom fordi jeg havde ignoreret en blærebetændelse. Sikke travlt man kan ha. Forelsket var jeg vist også. Tss.
Så moralen er: drik gerne tranebærjuice til du er blå i hovedet, men få lige en læge til at se på dig, inden du bliver indlagt med over 39 i feber og en mistanke om akut blindtarmsbetændelse.
Penicillin er godt, også i drop. Hep!
tirsdag 3. november 2009 kl. 23:01 af Anna
Det sjove er, at havde jeg bare lidt mere tid, så var der en masse jeg ville fortælle. Men min pc hakker i ordene, tastaturet mister forbindelsen til sig selv og skriver msti skef rktelsr f kete vklgheer. Nogle gange tror jeg det er en kortslutning fra hjerne til fingre, via et freudiansk slip eller bare en trådløs forbindelse til min hjerne og ned i tastaturet, for visse ord nægter at tage for og andre sidder fast i en stadig stædig benægtelse.
Jeg er for træt til at skrive og for træt til at slippe tastaturet og gå i seng. Lå deroppe forleden og undrede mig videre over ham der. Regnede med at når jeg endelig fandt en, så ville det fyge med alt muligt og ordene ville drysse ud over. Forventede måske samme omgang som med DD dengang, men nu med happy end. Måske det er dér skuffelsen ligger. Det her er så.. så nemt. Så ligetil. Stadigvæk.
Usammenhængende. Slipper tastt ur et nu.
In n g skrr nge ut.
torsdag 22. oktober 2009 kl. 17:46 af Anna
På skolen er det blevet sæson for indesko og blå futter på udesko. Den smukke, høje, semikendte kvinde, der henter på samme tid som jeg, tager ikke blå futter på sine over-knæ-høje sorte støvler.
Det vil selvfølgelig også se ret dumt ud, med blå futter til lårkort. Mindst lige så dumt som det gør, der for enden af vores andres business suits.
Det spøjse er, at jeg ikke tror, at nogen siger noget til hende.
For hvem tør ødelægge et image?
tirsdag 6. oktober 2009 kl. 20:45 af Anna
Der hvor jeg havde kontor før, var der et lille hjørne vi kaldte køkkenet.Det kalder de det sikkert stadig, men meget køkken er der ikke over det. En kaffemaskine, et køleskab og et bord man kunne stå ved. Det gjorde vi tit. Eller, jeg løb som regel bare forbi, når de andre gjorde det, men jeg stoppede tit og pingpongede, eller hev nogen derud, når der var noget uden for agenda og referat, der skulle trilles videre.
Vi havde også aviser der. Tidsskrifter, fagrelevante ting og så dagens Berlinger af en eller anden grund, der fortaber sig i tågerne. Der var derfor han sad der, manden med det hvide hår. Han var vistnok nogens arbejdsmæssige relation, og i starten antog vi, at han nok havde haft møder med nogen og tog sig en pause med dagens avis. Men så var det, jeg bemærkede at det var hver onsdag mellem klokken et og lidt over tre, at han sad der. Om han var væk indimellem ved jeg ikke, men han var der altid når jeg strøg forbi. Hver eneste onsdag.
Nu er jeg så flyttet 50 meter længere om i glastårnet. 50 meter er meget i dét tårn. Der er nye afgrunde af kultur og forståelse for hver 10 meter, og nye aftaler og underhåndsditto for hver 25. Men der er et køkken næsten mage til det gamle. En kaffemaskine, et køleskab og et lille bitte rundt bord man kan stå ved. Hvis det er.
Og i dag er det tredje tirsdag jeg har gået forbi mellem klokken ét og lidt over tre, og den er sikker hver gang. Hvidhåret mand med pause over hvad han nu kan skrabe sammen af tidsskrifter. Her holder vi nemlig ikke en Berlinger af glemte historiske grunde, så han må tage til takke. Det gør han så. Hver tirsdag mellem ét og tre.
Spørgsmålet er så om der ikke er nogen der savner ham, og om, hvor han er om mandagen og om torsdagen.
Fredag tager han nok bare tidligt hjem.
onsdag 30. september 2009 kl. 21:09 af Anna
En af mine medarbejdere smiler og bukker for mig, som var han Hr Schwan og jeg Anoldsen. Hvad han gør bag min ryg ved jeg ikke, men jeg tager mig i ikke at kunne lide. I går tog jeg mig i at undgå at kigge på ham, for ikke at se de klæbrige smil, og blev ramt af dårlig samvittighed, for manden smiler jo af en grund, selvom det ikke virker ægte.
Så i dag smilede jeg igen og søgte hans blik. Det gjorde slet ikke ondt. Selvom det klistrede lidt.
Tilgængæld roder jeg i mit hus, mens jeg spiser flødeboller der er mindst lige så klistrede som ham dérs smil, i stedet for at gøre noget fornuftigt som fx at arbejde mig i gulvet eller rydde op, så ham der kommer forbi i morgen (og i øvrigt smiler på en ret anden måde og gav mig et kompliment jeg stadig går og tygger på) ikke vælter over vasketøjet på vej rundt om mit spisebord. Hvad han så end skal dér.
onsdag 23. september 2009 kl. 23:49 af Anna
Jeg er nok vokset fra de klamme håndflader, men tungen klistrer stadig til ganen når jeg tænker for meget over hvad jeg ikke tør.
S.H.O.P. sagde kvinden. Bliv set, seek opputunities, stay persistant. H´et kan jeg ikke huske hvad står for. Men samtidig med at det outgoing amerikaniserede, skule vi huske at forblive os selv.
Min tunge sad fast efter et par timer, mens jeg lyttede til kvinden ved siden af mig, der fortalte at hun ikke længere har idoler tilbage. “jeg hviler nok for meget i mig selv til at søge inspiration hos andre”, sagde hun. Bagefter fandt jeg ud af at hun nok er en af firmaets største kanoner. Hm.
Det jeg har brugt min aften på, tør jeg ikke. Jeg er en introvert, genert, uinteressant sjæl, gemt i en ekstrovert, åben og levende pakke. Nogen gange forræder mit ydre mit indre, og kun tungen der klistrer til ganen, fortæller mig, at jeg ikke tør det jeg gør, mens jeg gør det.
Det gode er at, selvom jeg ikke tør, er jeg god til det. Og at jeg har levende, talende idoler omkring mig hver dag.
lørdag 19. september 2009 kl. 22:13 af Anna
Jeg har skrevet 2186 indlæg incl dette, og de har næsten allesammen et eller andet sted handlet om mig, mig, mig og mig; så man skulle næppe tro at der er ti ting tilbage at afsløre. Men når nu det er Regitze og Sifka der spørger, så gør jeg gerne hvad jeg kan.
Nåm.
- Da jeg var barn klatrede jeg tit meget højt op i træer og ned igen, mens jeg messede: ‘kan du komme sikkert op, kan du også komme sikkert ned’. Jeg bruger det stadig, når grenene begynder at føles lidt tynde under mig.
- Jeg var et naturbarn dengang. Skulle aldrig ende i et job hvor man sad på kontor hele tiden
- Jeg blev blondine for første gang i 8´ende klasse, og har været overvejende blond lige indtil et par måneder siden.
- Mit afgangsprojekt endte lidt overraskende for mig selv, med at være en dybt videnskabelig og legende logisk kombination af to grene inden for fysisk kemi og bioteknologi.
- Jeg har fire domæner, som jeg trofast betaler fornyelse til hvert år.
- Jeg hænger det tøj jeg skal have på dagen efter, frem inden jeg går i seng.
- Jeg overvejer lige nu om jeg vil betale de 500kr det koster at (på opfordring) melde mig ind i koda
- fordi en ven er ved at få udgivet noget musik som jeg har skrevet teksterne til
- Jeg har også skrevet en bog
- Men jeg har aldrig kørt en bil gennem en vasketunnel
Der var noget med noget udenoms halløj, et billede jeg burde lægge på og med, at jeg skal sende den videre. Jeg må tilstå at sidste uges budgetlukningsræs etc. har forhindret mig i at følge særligt meget med i blogsfæren, så jeg aner ikke hvor den har været og hvor ikke, men måske Anne, Linda og Lotte har lyst til at være med?
(hvis ikke, er det altså HELT ok!)
torsdag 17. september 2009 kl. 23:23 af Anna
Jeg har stadig en historie der vil ud. Den handler om en kvinde jeg mødte i går, til et møde hvor jeg pludselig følte mig mørnet og mætte af tid og slid. Hun var ikke. Eller ville ikke være. Og hun mindede mig lidt om mig selv dengang jeg selv – og en høj mørkhåret mand – var i de kontorer hvor hun sidder, og jeg kunne se flirten dampe henunder loftet og tænkte på hvem det mon var hun… hvad det nu var, hun var midt i. Og det er ikke den historie jeg vil fortælle, selvom den tydelige gentagelse, får alt til at virke så lammende banalt.
Men jeg har også en krop der vil sove, og en løbe-date med mig selv der er sprunget over og ikke så meget dårlig samvittighed som en udtalt t r a n g til at komme ud igen. Og budgetter, der blev godkendt klokken 21.26, og alt for mange timer i glastårnet i denne uge.
Så det bliver ikke nu.
tirsdag 15. september 2009 kl. 22:37 af Anna
Svagtseende kvinde flår døren op og brøler som ind i en tåge.
“går det her tog til Hellerup?”
Der er ingen der svarer. Måske fordi ingen af os har overvejet om det gør lige dét, og nu spekulerer over, om det mon gør.
“Jamen, I må da vide hvor det kører hen?”
Svært at svare på, og samtidig give hende et brugbart svar. Jo, vi ved godt hvor det kører hen og vi ved godt hvor vi skal af, men vi ved ikke om Hellerup ligger på vejen videre fra.
Selv vidste jeg mindre end jeg troede. Stod af på en fremmed station og opdagede først, at det var den forkerte fremmede station, da der stod Hillerød på næste tog. Det skulle der ikke have stået hvis jeg var stået korrekt af. Men så stod jeg der i et fremmed øde neonmørke, og spekulerede over om det hurtigste var at vente på næste tog, eller forsøge at cykle hjem alligevel.
Forskellen var nok den samme, og nu ved jeg at svaret til damen var nej.
mandag 7. september 2009 kl. 20:52 af Anna
Jeg fik den her mail i min private mail i dag:
Kære Web User,
Web ledelse er glad for at informere dig om vores e-mail-tjenester opgradering. Dette er for at forbedre vores server og sikkerhedstjenester til gavn for alle vores dedikerede brugere. Dette er vigtigt for alle abonnenter
Vi skal bruge følgende til din e-mail-profil opgradering:
Fulde navn:
E-mail Brugernavn:
Email Password:
Du har begrænset tid til at levere de ovennævnte oplysninger til effektiv service ved at besvare denne e-mail og enhver forsinkelse eller forkert brugernavn eller password, kan forårsage vores server til automatisk logge dig ud fra vores system
Tak.
Hilsen,
Web Support Team
Er der virkelig nogen der hopper på den? Er det arrogant, at mene at de i givet fald fortjener følgerne?
fredag 4. september 2009 kl. 22:00 af Anna
Når jeg mærker efter er jeg stadigvæk glad. Selvom det nye trækker mentale tænder ud.
(kære dagbog. I dag brændte en af mine nye medarbejdere mig af. Hun har ret travlt med en ny release netop nu, og er en af de dygtigste; så det er ok. Jeg havde alligevel masser af mails, jeg kunne læse. Og 2010 budgettet, der skulle afstemmes. Og rent faktisk (og det må du love mig, ikke at fortælle videre) sad jeg i det lille mødelokale og håbede på at hun ikke dukkede op. Der har været lidt for meget, på det sidste. Så det var rent faktisk fint. Hun undskyldte meget bagefter. Så det.)
Når jeg mærker efter, er min nye ro der stadig, et sted på bunden.
(Smed ungerne i seng lige før, med en løgn om at jeg ville hive dem ned, når det der skod-talent-TV kom igen. Orker næsten ikke at se mere af det, kære dagbog. Tåkrummende TV. Har et eller andet med Helle Joof. Kanikkeha. Men ham Nicolai er top lækker. Ikke helt så lækker som Kenau. Kan du huske ham? Nej, jeg hørte aldrig mere fra ham. Fik et ‘ok’ som svar og så var det dét. Efter et par dage, holder man op med at se på telefonen hele tiden. Det kommer der jo ikke mere af. Forbandet at genopdage, at der rent faktisk findes så tiltrækkende mænd derude, og så møde et eksemplar der er så bund-ødelagt af sit gode udseende, at han nok ikke længere kan have et seriøst forhold til nogen (overfortolker jeg? Hvad mener du?…) . Men havde han ikke været netop dét, ville jeg jo heller ikke have mødt ham og han ville nok heller ikke være single. Så det jeg æder nu, er tanken om at JEG ikke længere er så fucking fantastisk, at jeg kan få Keanu Reves til at kaste sig ud i at ville mig. Det står ikke så vanvittig godt til mit selvværd, synes du vel?)
Jeg skal bare lige genfinde balancen. Mellem flow og no flow. Mellem mål og process.
(synes jeg ser så træt ud for tiden. Stod også op klokken mensdetvarmørkt og løb min tur. Det er vist på 5´te uge jeg holder planen. Kæft hvor er jeg god, dagbog. Alene dét, som det gør ved min krop er en fornøjelse. Nogen gange ville jeg ønske at jeg havde gjort det her, da jeg var 23 og vejede 10 kilo rent fedt mere. Kunne sikkert godt have brugt selvtilliden. Gad vide, om det havde gjort en forskel, eller om jeg alligevel havde forelsket mig i den forkerte alfahan-lookalike. Ja, det er så ham, der giver mig tics med sine sure sms´er, lorteåndsvage telefonbeskeder og anklager om at ødelægge mine børn (undskyld børn, han er en god far og i bund og grund et godt menneske. Bare ikke manden i mit liv.) Nu er dét så for sent. Det gør ikke den store forskel, for jeg er sivnet i erfaring og singlesærhed. Berøringsangst og afvisende pr default. Nok en luksus, man ikke kan tillade sig i min alder. Hvis nu det er at man gerne vil. Noget.)
Når jeg mærker efter er det hele ok. Jeg skal bare lige sove lidt. Tror jeg.
(tror bare jeg stopper her, dagbog. Nogle gange river ordene mig ned af en vej jeg ikke vil gå, kender du det? Hvor skikkelserne i mørket begynder at ligne monstre, selvom det måske bare er jakker slængt hen over en stol. Eller en glemt sok under en sofa, der begynder at ligne en slange, eller en kæmpeedderkop, og krybende kravl trækker sig ind på mig eller væk fra mig og ud i mørket til alle de andre grå skikkelser, der heller ikke vil mig noget godt. Så det er nok nu. Godnat dagbog.)
mandag 31. august 2009 kl. 17:59 af Anna
gik kold og gik hjem. hældte vand ud af ørene til D midt på p-pladsen over budgetrelateret inkompetance. Annabrokrøv over den rodebunke jeg har overtaget. arjmenhvadligner det. sgu da også.
midt i det hele var telefonen larmende stille. for jeg skrev jo alligevel. at jeg ikke havde svaret fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare med at ‘ok’ vel var nok. spørgsmålstegn efter. bare for at lokke et lille bitte svar ud.
fik jeg sagt at jeg er en dårlig taber med en alt for lydløs telefon?
tilgengæld spiser jeg knækbrød til. med kanel. sundt for os 17-årige.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer