fredag 23. juli 2010 kl. 15:05 af Anna
“bider du?”
Nede i Irma i køen. Hun så lige på mig, så hvad ellers skal jeg tro end at det var til mig? Jeg stod bare der i min ferie-zen med snavsede tæer. Og knæ så jeg, da jeg kom hjem. Det er så det der sker, når man havearbejder til sulten minder om, at der ikke er mere rugbrød. Om jeg bider? Hvad pokker er dét for et spørgsmål? Så kiggede hun væk og gik om bag mig i køen, uden at vente på svar. Det var så heller ikke til mig, men til kæresten, tænkte jeg. Lige så ung og temmelig meget mere rødblond. Hvor hyggeligt sådan at diskutere intimiteter midt i Irma.
Hun tyggede tyggegummi og stod så tæt på mig, at jeg kom til at hamre ind i hendes albue med indkøbskurven, da jeg løftede den op.
Undskyld, pige i tyverne med tyggegummi og lidt for snæver intimsfære. Var det med vilje var det uden min bevidste stillingtagen til hvad der er ok, og med dét overjeg, jeg render rundt med er det nok ikke særligt sandsynligt.
“Der gør ikke noget,” tyggegummiede hun, uden at se på mig. Men det gjorde det jo, for hun skar ansigt og så på den rødblondmossede med et fnis.
“Til næste gang skal i huske at man ikke må tage hunde med ind. Det her er en levnedsmiddelbutik!” Kassedamen havde set det jeg ikke havde set, i tasken over kærstens arm. “uanset hvor små de så er!”. Hun lød ikke som en der skulle overses. Lidt som mit overjeg. Det må have været den, der måske bed. Hunden, altså. Kæresten så ikke ud til at være typen der bed, men man ved jo aldrig. Hunden gjorde. Pistæppetisser. Tasketisser. Adr.
Sommerferietomgang. Nu drikker jeg hyldeblomstdrik og kigger på bier, og blomster der trænger til vand. Det går lige endda.
onsdag 23. juni 2010 kl. 9:58 af Anna
“I dag bli´r en faboulus day!”
Sys Bjerre er flyttet ind i min knold med sin pigestemme og en et eller andet sted befriende enkel sommerfjollet tekst og et irrriterende ørehængende omkvæd. Hun var baggrundsstøj da jeg lige før, fremlagde dét jeg har brugt de sidste par uger på at hygge mig med her på mit sidespor for min ledelse og fik et stort set ubetinget “go do” på hele materialet. Jeg tror ikke man kunne se at der Bollywood-dansede en poptøs rundt på min hjernehinde, og jeg er lidt tilbøjelig til at give hende ret. I dag bliver en god dag.
Hej verden.
mandag 10. maj 2010 kl. 16:41 af Anna
Min nye chef læser ikke mails i weekenden. De små administrative ting som andre chefer i min nærhed, inklusiv mig selv, som hovedregel har ordnet i stilhed søndag eftermiddag eller på aftener efter klokken 22, klarer han i dagtimerne. Lidt over 10 i formiddags for eksempel.
Til gengæld skriver han alle sine mails på engelsk. Det er lidt poppet, synes jeg; men hvis det er sådan det er her, så gør vi da det. Måske jeg oven i købet kan udvikle mine engelske skrivefærdigheder fra strictly business til noget med undertoner i. Huuii.
Jeg ved ikke hvad jeg vil sige med det. Ikke noget måske.
Lige før jeg tog hjem bad jeg ham om flere opgaver. Jeg fik tre og det var nok til at jeg i et lille bitte øjeblik gik lidt i panik. For hvad hvis nu jeg ikke kan. Tanken gik over, da jeg undrede mig over den. Ikke kan hvad? Fis i en hornlygte der det, jeg kan masser af ting, og at sætte mig ind i de par småopgaver er da det mindste.
Jojo, jeg skal passe på mig selv og køre langsomt ind, men så er der altså heller ikke grund til at gøre mig mere handicappet end jeg er.
“De her opgaver giver mening og gennem dem kan du få lidt indflydelse på (…)”. Igen det dér indflydelse. Gad vide hvor han har det fra og gad vide om han har ret i at det er af afgørende betydning for mig. Det vil vise sig.
Måske.
søndag 9. maj 2010 kl. 22:52 af Anna
Min søndag er forsvundet med både pletregn og en spættede grå himmel. Nu er det mørkt og lige før opdagede jeg at klokken var ti, uden at jeg havde hørt noget om at tiden var gået.
Jeg har det lidt som om at der er en masse jeg ikke har nået. Mangler jeg ikke at se til min persille, dræbe en skodsnegl og snippe til en GT mens solen bliver skrå? Eller har jeg gjort det og glemt det igen? Jeg mangler at stryge lidt skjorter, men de hænger der stadig i morgen, og jeg mangler nok også at læse lidt i den bog, jeg forbløffende nok er startet på, men den ligger der jo også stadig i morgen, medmindre ham jeg har lånt den af kommer i tanke om at han vil ha den tilbage inden daggry, selvfølgelig (men det vil du ikke, vel?).
Bedst af alt mangler jeg at bekymre mig om mit job og alt usikkerheden der lurer der, men det tager jeg som et sundhedstegn. Analysen fra i går hjalp mig faktisk, sært nok. Jeg kan stadig blive forundret over hvorfor der er at ord, der bare beskriver dét jeg ved, kan forklare mig hvad jeg ikke ved. Agtigt.
Lige om lidt er det mandag og alting vender tilbage. Det er ok.
Tror jeg.
fredag 26. marts 2010 kl. 13:07 af Anna
Googlesøgninger er til tider lidt skægge at lure i, og lige for tiden søger folk på vintergækker, paradisæblevej og Mulligatawny for det meste. Vintergækker siger sig selv (og man planter dem ved at købe løg som man stikker lige så dybt ned som de er. Nu du spørger.) Paradisæblevej findes ikke helt (eller måske gør den hvadvedjeg?) og Mulligatawny er en Indisk-Engelsk suppe på som regel kylling og karry, det betyder egentlig pebervand men smager godt alligevel.
Men den søgning – udover på mit navn og tak for det (det staves med z men begge dele virker vist) – der altid dukker op er på romkugler. Hvor mange kalorier er der i romkugler? Det er åbenbart et spørgsmål af væsentlig og stor betydning; så jeg bliver nødt til at fortælle sandheden:
Der er en milliard kalorier i romkugler. Multimillionmilliarder tusinde.
Men i dét øjeblik man sætter tænderne i den sprøde chokoladekrymmeldækkede overflade, og mærker dem glide let gennem det fugtige mørke, bløde, romduftende romkugle-indre, der smelter på tungen på en særlig klistret måde; så ophører de multimillionmilliard kalorier med at eksistere. Nydelsen sletter enhver effekt af romkuglers kalorieindhold. Pist væk. Puf!
Så der er altså ingen kalorier i romkugler.
Men det virker vist kun med den første. Kvalme har det nemlig med at genkalde samtlige kalorier og gange det op med tusind. Millioner.
Selv tak.
mandag 15. marts 2010 kl. 19:14 af Anna
Jeg har siddet på min trappesten med solen i panden og et hundetæppe mod kulden. Nippet til køligkold forårsluft og snøftet i kor med fugle og puslende naboer.
Jeg har også klippet strittere af min hæk med en grensaks og spekuleret over hvordan man spørger pænt om ikke man må fælde hækken og plante en ny.
“Sikke et dejligt vejr, hva?”
Det er vist ikke så tit jeg hilser så pænt på ham, eller ikke så tit at jeg er i min have en mandag formiddag så jeg kan hilse pænt, for han stoppede op og kiggede på mig med et smil.
“JA! Og NU bliver det sommer!”
Ja da. Om 2-3 måneder, hvis vi er heldige. Sneen skal bare lige smelte først, ikke?
Men det var fint og det var hyggeligt at smile henover hækken, og jeg kunne se linier i min have der ikke er der endnu og timer af tungt gravearbejde som nogen nok hellere må hjælpe mig med. Nu koger jeg suppe på den sidste høst af jordskokker på nær dem jeg lod ligge til nye planter, og bager brød med spelt og knækket hvede; mens jeg trænger lidt til den hvidvin som Bono har lovet at tage med; fordrukken forstadsfrue som jeg kunne ligne, men ikke helt er endnu. Dem er der vist er rigtig mange af i min kommune, hvis ellers jeg skal tro de smukke mennesker der kom og drak lidt af min kaffe midt i alt det sprøde lys.
Jeg har de rødeste tulipaner og enkelte fregner på vej. Det er godt, synes jeg faktisk.
mandag 15. marts 2010 kl. 9:16 af Anna
Migrænetung søndag eftermiddag. Resterne sidder stadig klæbet til indersiden af min pande. Løb 13,5 km alligevel. Det gjorde først ondt bagefter.
Out-of-office er sat til d. 7 april. Hej, hej Marts, dig æder jeg helt alene. Mig og mig selv, kæmpende med mig selv.
Fik en sms fra mine forældre i går. “Hej, hej, vi er nu nået til Miami. 19C og sol. kh.”. Selv skide kh. Ting går over af sig selv når man ikke spørger, ikke?
Fortalte Bono det jeg tror er sandheden om min svitsede hjerne. Hen over en kop kaffe på Fiolstræde et sted. “Jeg skal vist bare lære at holde min mund når du taler” sagde han uden sammenhæng. Ja. Tilgav ham alle hans fejl* og fodrede ham med stenbiderrogn, rødløg og cremefraiche fra Øllingegård. Ikke at cremefraichens oprindelse er vigtig. Men det hele smagte præcis som en sprød forårsdag skal smage. Lige nu gad jeg godt at overgive mig til ham. Sad alligevel og spillede sej i sofaen i går. “Nej,nej jeg har det fint selvom jeg er lidt wobly i hovedet”. Right.
Glemte at lægge en klat cremefraiche fra Øllingegård på min chili con carne. Den var ellers stærk og god. Af og til er jeg lidt bange for om jeg har skadet mig selv. Bare lidt. Når sammenhænge smutter og distrætheden forvirrer mig. Tror ikke det er andet end træthed i nervebaner. Og lige nu den der migræne.
Kaffe i solen om lidt. Solskin kalder på vasketøj, så jeg vasker. Jeg trænger til at have blafrende vasketøj på min snor, ja jeg gør.
(*indsæt selv selvironi og et skævt smil. tak!)
lørdag 13. marts 2010 kl. 19:53 af Anna
Stenbiderrognen i mit køleskab opvejer at jeg ikke nåede hjem i tide til at undgå at mine lagner blev våde i regnen. Men regn er godt, for regn er forår, og om lidt er sneen væk.
Jeg har sagt hej til vintergækker og tulipansnipper, og lad i øvrigt venligst være med at fortælle mine børn at det er mig der har spredt iglooen en lillebitte smule ud over græsplænen. Jeg har nemlig i sinde at den skal smelte. Nu, tak.
fredag 12. marts 2010 kl. 10:05 af Anna
Jeg har lagt en gylden lak på mine negle. Tap tap tap, lyder det, når man skriver med fingerspidser der ikke må røre helt. Eller.. altså. I ved hvad jeg mener. Jeg fandt den i bunken af neglelakker jeg ikke aner hvor kommer fra. Lillebitte flaske fra Estee Lauder. Måske den var en gratisprøve vedlagt noget jeg godt gad betale for, måske det var en del af en af de der lufthavns-sampakker jeg godt kunne lide at købe når jeg kedede mig i en lufthavn og havde glemt hvad møntfod jeg befandt mig i. Datidsformen kom helt af sig selv. Det er vist heller ikke vigtigt hvor den kommer fra, men den er vældig fin. Passer til mine vinterblege hænder, som jeg nægter at kalde gulliggustne.
Luften var mild udenfor, før da jeg gik med ungerne i skole og jeg klipper et par grene af min Forsythia om lidt og stikker dem i en vase, tror jeg. Er det for tidligt med påskepynt? Ja nok. Men jeg har et par malede æg et sted. Og nogle af glas og porcelæn.
I går hang jeg et billede op på min væg i stuen og vupti så den helt beboet ud. Vel også på tide efter at have boet her i 1½ år. Hvis jeg var typen der lagde planer ville jeg planlægge at få hængt noget mere op i dag, men det er jeg jo ikke vel? Så jeg planlægger heller ikke, at lægge et lag lak mere, når det her er hærdet helt op. Selvom det ville være pænt, tror jeg. På neglene, altså.
Jeg nægter at være melodramatisk i dag, for fuglene pippede helt åndsvagt meget da vi gik og gled på isen, hen til skolen. Piiip, piiip pip. Der hænger et lille lagen på en mental tørresnor et sted inden for mit synsfelt. Blafrende stof i vind. Jeg kan bare ikke nå det. Jeg ved heller ikke om jeg skal nå det, stoffet i vinden. Det er der bare og glider hen over min hud når jeg ser op.
Gid man kunne leve et liv hvor man kan se på blafrende lagner, uden at det er fordi der er erklæret undtagelsestilstand. Hvor man kan sætte forsytiagrene i vand, og se på, at de springer ud. Et helt liv, og ikke bare et par uger som nu.
Bono fortalte mig i går, at han aldrig har smagt frisk stenbiderrogn. Jeg ved ikke helt om jeg skal undres eller bare glæde mig til at dele ud af min verden. Han har telefonen med på job i dag. Så jeg kan bare skrive hvis det er. Aha.
Min chef ringede i går.
“må du godt ringe til mig?”,
“nej, men jeg bliver nødt til at høre hvordan du har det. Var det ok at jeg sendte dig hjem? Er du ok?”,
“ja, nej, jo”.
Så snakkede vi lidt om hvordan man har det når man har ristet sin hjerne gennem 4-5 år. Fint lige nu, tak. Jeg dimsede jo bare i går.
“Du må lære mig hvad du finder frem til, når du er tilbage”.
Tjaeh. Så håber jeg, at jeg ved det til den tid.
Hov, der kom der sørme lige et lag lak mere på. Orangegylden er den nu. Står bedre og bedre til mine fingre. Kæft jeg trænger til sol! Kom, forår! Hvor længe er neglelak egentlig om at hærde helt op?
mandag 8. marts 2010 kl. 12:19 af Anna
Jeg var til en af de dér forsamlingshus-fester i lørdags. Hvis altså ikke det var fordi jeg bor lige uden for København og vi ikke har forsamlingshuse her. Festlokaler, hedder det vist, hvis det går vildt til. Vi holder heller ikke hal-baller men det er en helt anden historie.
Vi sad bænket ved langborde, og hver gang snakken var kommet i gang – og ud over “Nå, hvad laver du så?” – så var der en eller anden jysk onkel eller kusine eller søster eller ven af huset i mange år, der slog på glasset og “da også lige vil sige et par ord”, eller en kortklippet kvinde og et par børn med prinsessekjoler, der delte sange ud forklædt som cykler, blomsterbuketter eller en campingplads, for “Bent og Else holder jo så meget af at campere”.
Og så stoppede snakken selvfølgelig. Og vi sad og så vores mad blive kold, mens vi lyttede til andre folks indforståetheder eller sang versefødder der ikke rimede. Og skålede høfligt og råbte tre lange og så det frække. Hu.
Jeg overlevede fordi jeg på den ene side havde folk jeg ikke har set i mere end 10 år og derfor godt kunne bruge et par timer til at blive opdateret, og på den anden havde en mand, som jeg aldrig havde mødt før, men som fangede mig på en måde jeg ikke oplever så tit. For 10 år siden have jeg nok snavet ham i dansegulvet efter vi havde delt den cognac han hentede til os. Så voksne vi er blevet siden dengang. Jeg nøjedes med at nyde at der var kemi og gnist, og takkede pænt for hyggelig snak og kompliment da han gik; og det var faktisk alt nok. Sidespor; tilbage til forsamlingshuset.
Gæsterne var en samling af (jyske) bedsteforældre, morbrødre, onkler, tanter, fastre, fætre, kusiner, og så os ikke-familie; de gamle studiekammerater, de nuværende kolleger og naboer. Der var rigtig mange med, faktisk, og en del af dem var rejst rigtig langt for at være med.
Og det jeg sidder tilbage med er en undren over om det var det værd? Både for gæster og værter. Så sjovt var det altså heller ikke, jeg har haft hyggeligere aftener med færre mennesker, hvor vi har grinet og danset og drukket god vin; og ikke mindst SET hinanden og HØRT på hinanden. Det kan man altså ikke til fester af den her slags. Middagen trækker altid i langdrag og høflighederne bliver skyllet ned med lidt for kold rødvin til lidt for stegt kød og lidt for vandet salat.
Alle takker for en dejlig fest og har samlet ind i en spist salatbowle, men lyver de ikke? Og er det ikke mest for dem selv? Tror I virkelig på at I har haft en dejlig aften, eller er det selvbedrag og “jamen sådan skal man mene og sådan har det jo altid været”?
Er det mig der er blevet så tradition- og familieløs at jeg ikke kan sætte pris på at bruger timer på at se en halvdøv ældre mand småsove under tale nummer 3-6? Hygger han sig eller ville han hellere være inviteret til en mindre middag med plads til at tale med værtsparret og ikke bare se skyggen af to feststressede speedsnakkere?
Og hvad sker der for den dér stribe af ‘indslag’? Hvad er det, der gør at man tænker “arj, men vi skal da også komme med noget”, og så skriver en sang, eller stiller sig op og spiller på blokfløjte eller værst, laver en hjælpeløs sketch eller quiz og har vi det ikke hyggeligt? Hvad går der galt i Jylland(?), siden det er så væsentlig en del af de der håbløse fester? Er der virkelig nogen der synes – hvis man virkelig mærker efter dybt i maven eller hvor man gemmer den slags forbudte tanker – at andres sange og festlige indslag er sjovt?
fredag 26. februar 2010 kl. 8:55 af Anna
Sneen er blevet blød, tung og mindre, og min indkørsel er kommet i tanke om at den har fliser. Ulempen ved sne der smelter, er alt det, der ligger i den og under den, og som har hobet sig op de sidste par måneder. Snavs, skrald og gamle cykler.
Sikke en fin metafor der kunne blive ud af det: Smeltende sne, der afdækker smattede hundelorte, spredt ud over fortove og fliser. Eller bare pap, der lige blev sat ud ved døren og så glemt efter snestorm nummer 12. Hej alle mine skeletter.
Nah, ikke i dag.
fredag 5. februar 2010 kl. 20:02 af Anna
Med halvandet glas fløjelseblød hvidvin tyllet i min grådige kæft, er ugen endt ok.
Fredagen blev et ridt i personalehåndtering og muggen over bonus der ikke var stor nok sammenlignet med sidemandens. Var jeg mere ædru ville jeg nok spinde en ende over at alt er relativt og at det, der var ok i mødelokalet, holder op med at være det, når hende den anden får 5k mere.
Hun bad om en forklaring. På mail efter hun var taget hjem. (Jojo, vi håndterer konfrontationer vældigt voksent hos os.) Jaja, søster lyster, forklaringen er, at den anden har gjort det bedre end dig. Get it? Velkommen til dansk erhvervsliv anno 2010. Det er ikke nok, at kunden er glad, din ledelse skal også være det.”ja, men hvis jeg var manager havde jeg prioriteret anderledes.” Right, men nu er det MIG der er det, så det er min strategi du skal føre ud i livet, og gør du ikke det, kan jeg jo lissom ikke forgylde dig, vel?
Undskyld, jeg er snaldret og useriøs. Tag det med salt. Alt er håndteret efter bogen. No stress.
og så er make-up sex en helt ok opfindelse. Hep!
lørdag 30. januar 2010 kl. 10:29 af Anna
Urolig søvn. Millioner af indtryk der blev pisket rundt og syltet ind i fantasi og fremtidsplaner.
Middag med ledergruppen i går. Bla bla bla. Hyggeligt indtil han holdt en tale. Jeg er der ikke. Sure mig. Der var en gang jeg var der, og jeg var hende i midten. Nu er jeg bare mellem grupper. Sad ved min gamle chef og den nye. Fnisende snak under middag, uden at noget gik ind. Eller kom ud. Det er fint nok. Der var sne i min indkørsel da jeg kom hjem. Skovlede med knækket sneskovl, kravlende på knæ i mit pæne tøj og ragsokker i gummistøvler. Koldt og med indlysende pointe lige dér. Hvad gør man ikke for en morgenavis.
Blærebetændelse nummer tre denne vinter er stilnet af igen. Lægen sagde, at det var normalt at det kom i serier, uden at det var min skyld. “Og så går der nok 15 år før det kommer igen”. Tak, det gad jeg godt. Lettere udmattet af at gå sammenkrummet af øm blære, og arrig over at alle de gode råd ingenting gør for mig. Trænger til at løbe igen. Hej lorte sne. Hej lorte blære. Gider i godt slippe mig fri nu?
Han siger at jeg er fantastisk som jeg er, men det er heller ikke for udsenets skyld at jeg gør det, vel? Velvære og målopfyldelse med smalle lår og flad mave som bonuseffekt. Må. Ud. Nu. Det var ham der knækkede min sneskovl og knækkede min bilantenne. Jeg kan vel ikke rigtig tillade mig at være sur, så det er jeg ikke.
Drømte om så meget at jeg ikke helt kan kille det ad. Mylder af billeder i min knold. Frisk luft og sne i bukesopslag må slette lidt. Skal vi prøve?
torsdag 7. januar 2010 kl. 22:55 af Anna
Smuldredage med smuldresne. Hvide nætter med hvide veje. Ikke glat, kun knitrende og knirkende. Ligesom jeg. Lidt ligesom jeg.
Fredag igen i morgen. Uge 1 gået før den kunne mærkes. Uge 2 kommer før den måske skulle. Jeg vrøvler hvor jeg burde gå i seng. Og være så stille at jeg kan høre frosten knage. Shyhhhh…
Smuldredage med smuldresne. Hvide veje i hvide nætter. Knirkende biler og raslende tæer. Tankestøv, snestøv, stjernestøv. Sovepulver. Nu.
mandag 4. januar 2010 kl. 21:08 af Anna
Januar er kold og klar. Januardage er lys lidt længere, mens januarfrosne eftermiddage sender isgyldent lys ind i mit hjørne af glastårnet og fanger en krog af mine øjne.
Januarløbeture er koldere end de er lange, og jeg synes at luften var lidt for tung at trække, men sneen knirkede under mine fødder og der var stadig rester af lys på himlen. Måske fordi jeg ikke holdt helt så længe ud på mit skrivebord.
Jeg fryser stadig, om lidt smutter jeg i seng med uldne sokker og jeg har glemt hvad jeg ville sige. Andet end at glastårnet ligner sig selv, mit årsbudget rammer med omkring -0,34%, hvilket i kroner er den største afvigelse jeg har præsteret til dato. (Aktieejerne må være glade for mig, mon ikke?) og at min to-do-liste allerede fylder en hel side og min mailboks ikke bliver tom af at jeg flyttede 2009 væk fra indboksen.
Men fik jeg nævnt at jeg elsker januar?
torsdag 3. december 2009 kl. 12:58 af Anna
Jeg lever. Jeg kysser. Jeg arbejder. Jeg elsker børn og forkæler. Jeg skændes med voksne om. Jeg venter på mødet med gammel chef i næste uge og med nuværende om lidt. Jeg sover ikke nok. Jeg har ikke tabt modet, men jeg trænger til ferie.
Send mere tid.
Hej.
mandag 16. november 2009 kl. 22:45 af Anna
Jeg har ingen grund til at være sur. Men jeg er irriteret med så kort lunte, at selv de der ikke fanger, at jeg er irriteret irriterer mig. Bono for at starte med én. Griner af mine hvasse sms´er og svarer at jeg da har top humor. Det var så ikke lige for sjov, det jeg skrev makkerbæ. røv.
Tidligere i dag, sad der en ung mand med slips ved bordet for enden af lokalet vi var i. Han var vist ikke fyldt tredve og talete klingende jysk. Fortalte at han var fra Århus og at han havde sunget karaoke i lørdags og at der var derfor at han var hæs. Men det var ikke blevet optaget heldigvis. Hahaha. Det skal sikkert passe og hvad rager det mig. Alligevel får han måske mere i løn end jeg gør, hvertfald mere end jeg fik, da jeg var næsten tredve. Det lød forkert. Ungdom, slips og jyskhed er ikke diskvalificerende i sig selv og det er ikke dét, der gør at han måske tjener kassen og skråler karaoke på klingende Århusiansk-Engelsk lørdag nat.
Det er dét, at han har en stak certifikater fra det IT produkt vi arbejder med, der gør det. Verdensomspændende kult, der har formået at udbrede budskabet; at deres produkt er noget ganske særligt. At dét at arbejde med det, er en ære og at de der gør, er særligt udvalgte. Rosenblade på fortovet, tak!
Og jeg brækker mig snart over selvfedme fra den kant, fordi den del af corporate world hvor jeg er vokset op, handler om ærlighed og hårdt arbejde. Om latter og benhård kompetance. Om at knuse problemer og om at tænke frem og langt, og danse mens vi gør det. Ikke om dyre certifikater med guldrand, fnysende selvretfærdighed og to-dages kurser der koster mere end min månedsløn før skat. Ikke om medarbejdere der skal have kaffen bragt, fordi de tilfældigvis kan noget i et basalt system, hvis eneste force frem for andre er, at det har vokset sig forbandet stort og nogen har lykkedes at sælge det selv som det pure guld, besat med højkarats diamanter.
Manden med slipset var typen der taler uden at behøve at vide spor om hvad han taler om. Fascinerende at han tør, og at han ikke opdagede vores fnisen efter fem minutter og blegrød blotlagt nøgenhed han ikke selv så.
Jeg smilede af det i dag, da jeg var mere frisk og ikke helt så sur som jeg er nu; og det er ikke hans skyld at jeg blev det og heller ikke helt en flæbende tilståelse fra et tudefjæs af en mand, der vrælede i min messenger, mens slipse-guy talte om ingenting og D prøvede at fiske intime detaljer om mit forhold til Bono ud mellem tænkepauser. Så lad mig dog være! Så forbandet interessant jeg pludselig er blevet, nu jeg ikke længere er tilgængelig, hva?
Tilgengæld har jeg overset, at man skal have taget blodprøver tre uger før den samtale jeg har på hospitalet på fredag. Så meget for nervøsitet over cyste. Eller også er det et tegn på at jeg uanfægtet fortsætter med at fortrænge den. Jeg har ingen symptomer på stofskiftet. Sover fint, trives fint, spiser fint, mættes fint. Så hvorfor bekymre sig, det er jo dét de skal se efter. Eller noget.
X har sendt sms med kan-du-ikke-tage-ungerne-på-lørdag-fordi-bla-bla-spids-røv-big-time. Og jeg elsker dem og alt det der, men dér smuttede det min weekend i armene på én.
Og nogenlunde samtidig kom en sms med de første piv fra mand-i-klemme-i-AnnaKarriere-AnnaMor-tidsmangel. Arghh!
Men jeg fik en kuglepen med hjem. Og tror bare jeg arbejder hjemme i morgen.
Jeg har ingen grund til at være sur. Men det er jeg.
torsdag 12. november 2009 kl. 17:58 af Anna
Nogen har søgt herind på nyre-bækkenbund betændelse. Har jeg virkelig skrevet om det? Nåm, det rammer meget godt, for jeg har haft det, tak. Det var ikke specielt rart og kom fordi jeg havde ignoreret en blærebetændelse. Sikke travlt man kan ha. Forelsket var jeg vist også. Tss.
Så moralen er: drik gerne tranebærjuice til du er blå i hovedet, men få lige en læge til at se på dig, inden du bliver indlagt med over 39 i feber og en mistanke om akut blindtarmsbetændelse.
Penicillin er godt, også i drop. Hep!
tirsdag 3. november 2009 kl. 23:01 af Anna
Det sjove er, at havde jeg bare lidt mere tid, så var der en masse jeg ville fortælle. Men min pc hakker i ordene, tastaturet mister forbindelsen til sig selv og skriver msti skef rktelsr f kete vklgheer. Nogle gange tror jeg det er en kortslutning fra hjerne til fingre, via et freudiansk slip eller bare en trådløs forbindelse til min hjerne og ned i tastaturet, for visse ord nægter at tage for og andre sidder fast i en stadig stædig benægtelse.
Jeg er for træt til at skrive og for træt til at slippe tastaturet og gå i seng. Lå deroppe forleden og undrede mig videre over ham der. Regnede med at når jeg endelig fandt en, så ville det fyge med alt muligt og ordene ville drysse ud over. Forventede måske samme omgang som med DD dengang, men nu med happy end. Måske det er dér skuffelsen ligger. Det her er så.. så nemt. Så ligetil. Stadigvæk.
Usammenhængende. Slipper tastt ur et nu.
In n g skrr nge ut.
torsdag 22. oktober 2009 kl. 17:46 af Anna
På skolen er det blevet sæson for indesko og blå futter på udesko. Den smukke, høje, semikendte kvinde, der henter på samme tid som jeg, tager ikke blå futter på sine over-knæ-høje sorte støvler.
Det vil selvfølgelig også se ret dumt ud, med blå futter til lårkort. Mindst lige så dumt som det gør, der for enden af vores andres business suits.
Det spøjse er, at jeg ikke tror, at nogen siger noget til hende.
For hvem tør ødelægge et image?
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer