Gad vide om det er for meget belastning af min overkørte hjerne at ommøblere sin blog? Hm.
Skulle man fikse en lille farveklat måske, eller er det at overdrive?
|
Der er ting jeg engang var en del af, som jeg ikke fatter en lyd af nu. Er det mig eller verden der har ændret sig? Og må jeg så godt sætte mig tilbage i solen med min GT nummer to (fordelen ved at børnene gik (småskændende) væk med deres far for nogle timer siden: mor kan tillade sig småsnaldrethed i solen, uden at skulle tage stilling til aftensmad, rollemodelhed og computertider), uden at skrive mere om den? Tak. Så. (men jeg fatter stadig ikke en dyt af det, blogverden er blevet til.) (Hm.) Her er helt stille, her hvor jeg bor. Som luften er lavet af tyk, blød skum, der dæmper alle lyde. Men det er samtidig som om de lyde der så endelig kommer, overvælder stilheden så det brager. Drengenes råb lyder nærmest rungende, og den sære lyd ved min bagdør var en nabos nabo der slog græs. Græs? Det er nu? Vinteren føltes lang og mørk, men lige pludselig er der trykket på solknappen og naboerne slår græs og træerne virker alt for meget bagud med deres nøgne grene. (Jeg bliver af og til ramt af blufærdigheden. Herude. Formulerer tanker, der ikke er færdigtænkt og kan se spejle hængt op steder jeg ikke vidste. Burde vide bedre, og det gør jeg jo også. det er bare ikke altid alting rager, selvom ordene vil ud. ) Solen er nået over huset og hen til den lille plet hvor mit havebord står. Lun og i læn, er pletten og lige dér kan ingen se mig hvis ikke de gerne vil. Afslog en kop kaffe med forældre til, i går da det var fredag og ferietrangen ville have mig hjem mens solen stadig stod der. Følte kun et svagt stik af burdeskulle, da jeg gik ud i lyset med to slik-dopede børn og forårsjakke på. Følte at alt var ved at være ok, men at meget var ligemeget, på nær det at sidde i mit lille ly med solen og pludrende superhelte i miniformat som lydtapet. (Jeg ved ikke. Ikke ingenting og bestemt heller ikke alting. Stabler mig op på at der er ting jeg er god til og ting jeg er bedre til end andre. Vakler mit korthus vakler jeg. Hvem kan elske en der ikke kan? Strøtanke.) Der er så stille i mit nye liv, at hver lyd kan høres på tværs af villakvarteret. Hvem der kalder på hvem og hvor mange kopper Keld skal tage med ud. De står på hylden lige under den blå bakke. Ingen til mig, tak, jeg prøver stadig at finde mit overblik og min motivation. 1. Jeg synger, taler og mumler for mig selv når jeg arbejder. Stort set uafbrudt – og til stor morskab for resten af storrumskontoret. Håber jeg. (nej, jeg fortyrrer ikke, for jeg sidder i et hjørne for mig selv og det er kun når jeg synger, at jeg ikke er helt så stille…) 2. Jeg tømmer stort set aldrig en kaffekop. Af en eller anden grund er den sidste sjat umulig at få ud af koppen, og jeg opdager først at den ikke er drukket når den er kold og udrikkelig. 3. Jeg hænger mit tøj i skabet i rækkefølge efter hvornår det er brugt sidst, sorteret efter bukser og bluser, naturligvis.
4. Jeg tænder altid min pc som det første, når jeg kommer hjem og den står næsten altid tændt eller på sleep (måske I ikke synes det er sært, men tro mig, folk der ikke lever på nettet synes det er vildt mærkeligt at gøre.)
5. Jeg bliver punktvis ordblind når jeg er meget meget træt.
6. Jeg har en irrationel modvilje mod at ringe op til fremmede. I det hele taget er jeg ikke vild med telefoner som kommunikationsmiddel.
Der er nogle regler (# Link til din tagger/# Nævn reglerne i din blog/# Fortæl om seks af dine særheder/# Tag seks andre bloggere/# Læg besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget), og for hyggens skyld burde jeg måske også tagge videre, men jeg vil hellere ud og surfe efter håndklædetørrer, så jeg vil lade det være op til de 6 første der kigger forbi, selv at melde sig – så skal jeg nok skrive jer på her.
På et tidspunkt tog jeg et billede af den rose der står på min terrasse, fra den var knop til den var sprunget helt ud. Tågede mig gennem smartlogs koder og lærte hvad html og css var, så jeg kunne få det ind i sidebaren. Uden at vide, at det var det jeg gjorde. Rosebilleder i sidebaren, er vel det tætteste jeg har været på det jeg ser derude nu. Nej.. jeg må lige spole længere tilbage. Til før. Til dengang jeg havde det hele i sårbare wordfiler, der forsvandt hver gang en computer crashede og hver gang en diskette blev mast. For mig var det vigtigt. For mig betød det noget, at holde tankerne fast. At få ordene ned og ud. Så jeg goglede ‘weblogs’, og fandt et system der var primitivt i sin form og jeg anede ikke hvem der læste med og jeg regnede med at det var ingen og jeg lagde det mest komprommiterende ud og følte den første lettelse: Ord gemt. Så fandt jeg smartlog og overførte uden egentlig sammenhæng og uden forklaringer, og blev forført af den lethed der var i det og jeg anede ikke, at det var et medie og at der var et spirende fællesskab. En dag så jeg, at der var nogen der læste med. Enter blogcity. Og det ændrede alt. Jeg læste de andre, de læste mg og vi var ikke særlig mange. En lille del af os fandt sammen om bekendelser vi aldrig før havde drømt om at fortælle til verden omkring os. Behageligt beskyttet bag skærmene, uden kendskab til IP adresser og statistikprogrammer. Vi var indbyggere i blogcity, der var en landsby, hvor alle kendte alle, selvom mange ikke ville kendes ved mange andre. Der var ophedede disklussioner og rablende indlæg. Der var hende, der stædigt – og højlydt stilfærdigt – holdt sig for sig selv, der var hende der indædt hadede alle, der lød blot en smule forskellige fra hende selv. Der var hende, der med ligefrem åbenhed, fortalte om mænd der kom, kom og gik; og hende, der leverede skarpt formuleret kritik om hvad der nu rørte sig – og så hende, der på overfladen gled af på alting og lagde icenesat glæde ud til virkeligheden. Og der var mange flere – ham der pr default og kværulerende hadede os alle, blandt andet. Vi lærte hinanden at kende gennem skærmene, vi mødtes også på den anden side og skulle pludselig vende os til at kalde hinanden ved navne, der var ægte og helt anderledes end vores selvopfundne blognavne. Og bekendelserne fik krop og øjne, og virkelige jobs og ægte latter; for det de fleste af os havde tilfælles dengang var jo at vi var anonyme. Sådan er det ikke mere derude, hvor meget er anderledes. Nu er der billeder af andet end blomster og katte. Nu er der navne og mænd og børn. Og jeg savner ord. (Også mine egne, for den sags skyld. Jeg har ikke længere forbudte affærer med farlige mænd at fortælle om. Ingen forelskelser eller andre fortvivlelser. Jeg går ikke på dates og jeg synes egentlig ikke at mine skærmysler på job, eller mit evige ensidige familiebøvl er voldsomt interessant at sætte ord på. Sært at man skriver bedst når man er fortvivlet, ikke?) Jeg savner ord. Ord der fænger, ord der fortæller historier. Måske det også er det mig, der har ændret mig, men jeg synes der er alt for langt mellem de gode historier derude. For langt mellem det velskrevne, og rigtig, rigtig langt mellem det unikke. Der er uendeligheder af ens blogge, med krukker og kønne planter, og dyr, der gør noget sødt. Der er kaffekopper i hobetal og indlæg hvor der intet står, andet end at nu er solen stået op eller gået ned igen. Og sikke det blæser i dag. Og det er jo fint, for jeg kan se fælleskabet omkring dem, jeg kan se de mange enigheder i kommentarfelterne. (og også pludrende netomsorg udfolde sig i et omfang hvor jeg næsten savner Kimpos hvasse stikpiller). Og jeg vil aldrig undervurdere den sammenhørighed, der kan opstå gennem nettet, så jeg forstår det jo godt, men jeg har bare mistet overblikket og mest trist: mistet interessen. Og det ærgrer mig lidt, for engang var det blogcity; en by, hvor vi var beboere på godt og ondt. Med landsbytosser og den vrede mand på hjørnet, som børnene driller. Hvor jeg ikke kunne vente med at komme hjem og logge på for lige at se; og jeg savner følelsen lidt, men måske den ikke er der, fordi jeg er groet i en anden retning. Jeg har det jo fint med ikke at være med mere. Jeg har ikke rigtig lyst til at bruge tiden til det og nok heller ikke behovet. Så jeg luner mig i mit lille sære hjørne af cyberspace, med de få der er tilbage af de gamle landsbyboere, hvor enkelte er blevet ægte irl venner; og i mit lille anonyme pusterum, hvor min småsære måde at ikke skrive hvad jeg oplever, men om hvordan; vel dybest set kun giver mening for mig selv. (Min rose har iøvrigt knopper igen. Det var det, der fik mig til at spekulere her. Den har rigtig mange knopper faktisk. Den er lidt sen, og sidste år blomstrede den ret sparsomt, så jeg er lykkelig for at den er stærkt på vej igen. Blomsterne er meget, meget smukke, nærmest selvlysende rødorange.) (Ingen symbolik og ingen billeder. Bare ord.) Er der nogen derude der ved hvordan man får Wordpress.com stats (og dermed ‘popular posts’ etc) til at virke? Jeg har aktiveret min API key, men får et blankt svar tilbage, som var bloggen ulæst. Anyone? Update: Es functioniert – Tak Ole! uiii det nye admin modul er uoveskueligt og mystisk…. Nåmen det gik da vist fint. Hvis nogen ser noget, der ser forkert ud, så sig til. Jeg er hermed på 2.5. Hep! |
||
|
Copyright Anna - www.mesmerized.dk. Tak fordi du læser med. Hvis du citerer eller bruger noget herfra, så nævn venligst hvor du har det fra. Sitet er hosted på One, og jeg bruger naturligvis Wordpress på dansk 98 queries. 0,995 seconds. |
||
Kommentarer