mandag 31. maj 2010 kl. 21:31 af Anna
Jeg kan egentlig godt mærke at jeg ikke fik sovet vanvittig meget i nat. Vågnede en halv time før vækkeuret og spekulerede i et kvarter på, om jeg skulle skrive den sætning, der blev ved med at kværne rundt i hovedet på mig ned, over om det var en cortisol-OD, der havde vækket mig så kort efter at jeg var døset hen, og på hvad den rette ting er at gøre nu.
Man bliver ikke meget klogere af at tomgangsspekulere klokken halv syv om morgenen, så jeg stod op og jeg har været overraskende frisk hele dagen, selvom døsigheden begynder at hente mig nu.
Jeg ved ikke om jeg kommer til at sove særlig meget bedre i nat, selvom jeg løb to gange ruten rundt, men jeg ved, at det af og til kan gøre rigtig ondt, at få lidt mere end ret.
mandag 17. maj 2010 kl. 23:06 af Anna
Det er sært som mine potteplanter trænger til vand når jeg har været væk fra dem. Ikke at jeg har særlig mange potteplanter og ikke at jeg har været væk fra dem særlig længe. Men de hænger alligevel med bladene.
Jeg skrev i går, siddende i en stribet cremefarvet lænestol, på et hotelværelse i gammel-fine omgivelser. Velour-støvede gardiner og guld-ornamenter på panelerne og oppe under loftet. Han gik rundt og gjorde sig klar til hvad vi nu skulle. Så at jeg skrev, og undlod at forstyrre mig. Satte sig bare på sengen og bladrede i en bog. Ventede til jeg sagde til. Og der sad jeg og kradsede min irritation ned. Hint af dårlig samvittighed ud af øjenkrogen. Er jeg så ærlig som jeg selv synes jeg er? Holder jeg ham for nar, med min delvise afvisning, eller er en mand på 39 år gammel nok til at kunne tage vare på sig selv?
Han påstod at han ikke var blevet spor knust sidst jeg dumpede ham. Så meget for min empatiske indleven. “Jeg vidste jo at du ville ringe efter mig, og at din beslutning var et fejlskøn, fordi du var forvirret”. Nå da. Enten er han fuld af løgn, eller også ved han ikke helt hvad han har med at gøre. Det er vel egentlig lidt lige meget nu.
Vi var ok resten af turen. Jeg ved ikke om det er selvbedrag eller en beslutning om at leve i nuet, men det virkede og jeg ser mig selv som single nu – og alle lyder som om de er ok med aftalen.
Jeg har vandet dem nu, potteplanterne. Måske det bare handler om hvad man ser og om at være nødt til at tage væk for at kunne se dét der er lige for næsen på en.
Metafor til fri afbenyttelse.
søndag 16. maj 2010 kl. 11:39 af Anna
For en uge siden sagde jeg det som det var. Ikke særligt sødt, men sådan er virkeligheden jo tit. Rå og uoprettelig. Jeg synes selv jeg fik sagt det ret klart og jeg synes jeg hørte ham sige “ja, det er ok, hvis det er sådan du har det”.
Jeg burde være klogere, jeg er klogere, for jeg ved jo godt, at når virkeligheden ikke ligner dét man gerne vil se, eller dét man gerne vil have den til at ligne, så fortolker man, og konkluderer dét der passer bedst. Jeg gør det jo selv. Perception is reality. Right.
Jeg kan godt lide dig, jeg nyde at være sammen med dig, men jeg kan ikke lide dig nok til jeg vil dele mit hverdagsliv, mine børn og mine inderste tanker med dig.
Noget i den stil.
Jeg kan lide dét vi er fysisk, så jeg vil gerne se dig. Når det passer mig.
Onde, egoistiske kvinde. Eller bare åben og ærlig? Jeg kan jo ikke fremstille følelser der ikke er der, og jeg vil ikke fake noget jeg ikke tror på.
Take it, or leave it.
Sagde jeg. I søndags. Og han sagde ja og ok. Og jeg syntes at jeg var grov og urimelig, og at jeg spilder hans tid. Men i det mindste holder jeg ingen for nar.
I går, henover en middag på en Italiensk restaurant et sted i Europa, spurgte han mig hvad der var gået galt for mig i søndags. “Det du sagde mener du jo ikke, det kan jeg da se”.
Huh?
“Du har jo stress, så jeg kan godt forstå at du vælger mig fra, men vi er vel enige om at vi med tiden skal bygge noget mere op?”
Næ. Ikke det mindste enige dér.
“Men hvad har jeg gjort galt? Fortæl mig det, så jeg kan ændre det”
Ingenting. Andet end ikke at høre andet end det du ville høre.
Vi er stadig langt hjemmefra og flyet går først tilbage i morgen, og jeg er taget herned på præmisser som viste sig ikke at holde helt vand. Det er ok, vi er ok. Bare en lille smule … om igen.
torsdag 6. maj 2010 kl. 22:14 af Anna
Migræne igen. Min hjerne har åbenbart svært ved tomgang.
Bad ikke Bono om at blive væk, skrev bare at jeg havde ondt. I går bad jeg ham blive væk, fordi jeg ikke kunne rumme. Må man godt det? “Er det arbejdet der driller?” skrev han. “Nej, jeg er ok, men jeg har ikke lyst til selskab”. Så enkelt var det. “ja ok, jeg spurgte jo bare”. Åhh så defensiv. Hold nu op.
Men burde man ikke gide hinanden, når nu man kalder sig kærester? Eller når nu den ene part gør. Jeg savner ham ikke når han ikke er her, jeg mangler ham ikke, når det er længe siden. Irriteres bare over hans smalltalk sms´er og manglende drive. Hæfter mig ved alt det, han ikke når og alt den kaffe med kage, han får talt henover med venner på skift. Det siger nok mere om mig end om ham.
Jeg har ondt i hovedet og orker ikke detaljer, men resultatet er, at jeg stadig og igen, ikke kan se grunden til ham i mit liv.
Måske jeg finder den, når min hjerne holder op med at brænde sådan.
(Og jo, jeg var nanolykkelig også i dag. Da synsforstyrrelserne lettede og inden hovedpinen kom dryssende, sad jeg i min stol og fnisede lidt af min kogte hjerne, og det underlige væsen en migræne har. Sære lykke.)
lørdag 17. april 2010 kl. 17:29 af Anna
Da vi sad der i solen forleden dag var han jo egentlig meget sød. Og fornuftig. Og sagde alle de ting han godt kunne have sagt noget før, og at jeg jo heller ikke var helt nem. Og behøver man have noget til fælles ud over at dyrke sport og kunne lide romkugler?
Og da vi sad der i solen kunne jeg godt lide det der var og det der måske kunne blive. Så jeg gav ham chancen. Og mig selv. For hvis det lykkes er det jo fantastisk, ikke?
Det var ikke helt tanken bag den kop kaffe, men hvad pokker, det føltes rigtigt lige der, og den nye Anna gør hvad der føles rigtigt, selvom logikken bag er skæv.
Det var først i dag, da han klumrede i vores aftale om at gå ud og spise, at jeg har fortrudt lidt. Men jeg har givet mig selv chancen og ham muligheden for at vise mig at der er et os, selvom alt og langt de fleste taler mod.
søndag 11. april 2010 kl. 23:10 af Anna
(Jeg skrev til ham og fik svar et par timer senere. Allerede i ventetiden var lettelsen markant. Måske fordi jeg ikke brød mig om at gå fra tæt kontakt til isnende ingenting på de par halve timer det tog ham at æde budskabet forleden. Han skrev at han stadig ikke helt fattede hvad der var sket. No wonder, nu jeg tænker efter. Men det hjalp at få prikket hul og at høre at han ikke er på vej ud over nærmeste afgrund. Alt er ok. Nu har jeg så en uge til at blive hel igen, før jeg skal møde igen på det job, der var mit narkotikum engang. Har jeg lige taget et skridt mere den rigtige vej?)
søndag 11. april 2010 kl. 16:34 af Anna
Ungerne har venner på besøg og fylder stuen med wii og høj musik fra min pc. Youtube. Moderne børn. Heldigvis har de en god musiksmag. Endnu. Bortset fra da alle fire dansede højt til Medinas Ensom på repeat. Nej tak der. Sad i stedet i solen på min trappesten og spekulerede over hvorfor det er så primitivt rart, at lade solen bage fregner frem. Så gik den væk igen, solen, og jeg er trukket oven på i rodet på det ene drengeværelse, med en underforstået note om at ville rydde lidt op. Mit hus skal revurderes af kreditforeningen lige om lidt og jeg tænker at prisen bliver sat bare en anelse højere hvis de rent faktisk kan se gulvet i alle værelser. Jeg kan godt bruge et større realkreditlån til udrydning af det småral der financierede istandsættelsen, så alle kneb tæller. Søndagstomgangsævl. Følelsesvækpakning.
Jeg har lyst til at skrive til Bono og høre hvordan han har det. Men rager det mig og hvad bilder jeg mig ind at bekymre mig. Selvom jeg gør det. Lidt. Jeg kunne jo godt lide ham, bare ikke helt nok til at gengælde den dér ‘fremtid sammen’, vel? Men vil det være at hælde salt i såret at være så overskudsagtig at have kræfter til at spørge ind, eller er det tværtimod en god i dét at bryde isen, så manden kan få hentet sine ting, der ser ud til at være brændt inde i mit køkken?
Jeg ved som sædvanlig ingenting, men jeg har stukket squash-frø i lidt muld i små potter, og sat dem i vinduet. For jeg ved at squash plejer at lykkes for mig, og jeg synes jeg har brug for at noget lykkes. Gerne snart, tak.
lørdag 10. april 2010 kl. 10:37 af Anna
Når jeg sidder helt stille kan jeg mærke, at jeg stadig ryster på hænderne.
Jeg nasser på andres små og store mirakler, mens jeg samler energi til at selv gå derud igen. Føler mig som en sandstrand, hvor bølgen der trækker sig tilbage suger sandet tørt.
Bedre end lige før, da alt energi var pustet ud over det flade stykke, med træt skum og dovent vand.
Ikke helt så godt som da bølgen samlede styrke ude over vand og især ikke da den brusende og skummende slog store flager af tiden mod det hårde sand. Men trods alt bedre end.
Selvom mine hænder ryster.
(Jeg har intet hørt fra ham siden den aften. Der står en pose med hans ting på en stol og flere kasser med hans værktøj i mit bryggers. Hvis nu han virkelig mener det han sagde den anden aften da vreden kom, og også allerede inden, efter de mange minutter han sad tavs. Hvis alle de ord om at tro endelig at have mødt en der måske var fremtid i og som han mente at kunne mærke helt ind, var bakket op af passion og drive og VILJE, burde han så netop ikke kæmpe for det? Burde han så ikke lade være med bare at give slip fordi jeg siger det jeg sagde forleden? Burde han så ikke slås for sin oplagthed i mit puslespil?
Eller bør jeg give mig selv en lammer for at lege prinsessefornærmet efter at have knust et hjerte, og også for ikke at tilpasse min verden til en skævhed der måske ville tilføje værdi? Strøtanke mens solen kalder på mig. )
Når jeg sidder helt stille kan jeg mærke at jeg stadig ryster på hænderne. Gad vide om det er klogest at sidde stille og mærke dem ryste, eller bruge energien til at flytte på fliser og grave huller i min jord.
onsdag 7. april 2010 kl. 10:08 af Anna
“Sådan er det vel, når man ikke vil kæmpe for det”
Stående i min døråbning med kulden sivende ind i alle sprækker.
Ville jeg ikke det? Hvordan kæmper man egentlig for det? Hvad GØR man, når man kæmper for et forhold? Spytter irritationer i hovedet på hinanden? Glider af på samme? Bærer over med? Eller hvad? Hvad gør man?
(ja, den sved. X-man sagde det sammen for hundrede år siden. “Du vælger jo bare den nemme løsning, Anna”. Det synes jeg ikke jeg gør, men hvad nu hvis de har ret?)
tirsdag 6. april 2010 kl. 23:25 af Anna
Jeg har lige knust et hjerte og jeg kan mærke det selv. Men hvad pokker gør man? Jeg kunne ikke.
“Men hvorfor sagde du ikke noget? Hvorfor ville du ikke kæmpe for det?
Chokfasen gik hurtigt over. Enter vrede.
Hvorfor sagde jeg ikke noget lidt før? Hvorfor fangede han ikke, at når jeg sagde jeg ville være alene, så var det fordi jeg ikke ville hans selskab? hvordan forklarer man, at han ikke har begået fejl der kan remses op – eller at de fejl han har begået og som kan remses op, ikke er kernen i problemet?
Det er ikke dig, det er mig. Ha! Det ER fandeme dig. Og mig. Og inkompatibelheden i vores forhold. Ja, gu var det svimlende god sex, men der skal være mere ikke? Man siger jo ikke at man synes manden er et fjols. Eller gør man? Du er et fjols når du taler og tænker og agerer. Og gør det og det og reagerer sådan og sådan? Du er en idiot når du lyver for mine børn og vi har jo ingenting at tale om.
“vi snakkede da godt sammen??”
Næ. Du snakkede godt. Jeg lyttede når jeg hørte efter. Og kedede mig over historierne på repeat.
“Ved du hvad jeg tror? Jeg tror du er uligevægtig på grund af din stress og at det er derfor du gør det her”
Tjaeh. Det må du godt tro hvis det hjælper.
Det ok. Det gør ondt og det er min skyld. Undskyld. Men jeg kunne jo ikke.
tirsdag 6. april 2010 kl. 21:40 af Anna
Først sad jeg hos den blonde psykolog og kiggede mere på mine hænder end himlen, da hun fortalte mig det, jeg godt vidste. Men også hvordan jeg skulle fortælle det videre. Og om at skubbe barnet bagest og lade den rationelle, neutrale voksne tale.
Så sad jeg i mødelokalet med udsigt over skoven og så mere på min chef end HR partneren, da jeg fortalte at jeg ikke kunne opfylde hendes håb. Ikke nu, men senere. “Jeg bliver en god leder af det her, Chef. Bedre end jeg var før.” Det var kun lige dér jeg kunne mærke det stige i næsen. Især fordi HR partner nikkede ivrigt. Tak.
Tilsidst sad jeg her ved mit køkkenbord og smed Bono ud af mit liv. Det har været hyggeligt, og tak for hjælpen. Næsten.
Jeg vælger at tro at mine hænder er holdt op med at ryste i morgen.
lørdag 3. april 2010 kl. 20:47 af Anna
Jeg har ikke løjet for mig selv, faktisk har jeg fortalt mig hele sandheden, hele vejen. Hele i dag, hvertfald. Og i går og allerede da jeg sad til påskefrokost i forgårs, et par timer inden mine negle blev orange; og hende med de lyseste øjne jeg længe har set, spurgte. Og jeg svarede nej. Måske fordi svar har nemme ved at undslippe, når man ikke er helt ædru. Never mind, jeg svarede nej. Og jeg vidste at det så betød at jeg blev nødt til at tage fat om det. Hvad er han? Og især hvad er han ikke?
Han er ikke manden i mit liv, han er ikke min kæreste et par år, han er ikke den næste jeg skal mere med. Han er ikke. Mere.
Jeg har ikke løjet, men jeg sagde ingenting, vel?
Jeg smilede måske ikke så bredt, jeg holdt heller ikke så meget i hånden. Jeg var der bare og ville hellere hjem til min stilhed. Så vi gik ned af strøget sammen med femten millioner andre og jeg kunne godt huske dengang det var nyt for mig at gå med en i hånden og jeg kan huske at jeg nød det og var glad for at det var MIG der gik med nogen og ikke alene som de sidste hundrede år før nu. Men i dag var det ikke ok. Jeg holdt kun fast fordi det var for akavet at ikke holde fast og fordi jeg tænkte at det måske er sidste gang i hundrede år jeg kommer til at gå med en i hånden ned af strøget.
Så sad vi her i min stilhed bagefter og han havde købt en romkugle der voksede på min tallerken og i munden på mig, og jeg sagde stadig ingenting og heller ikke særlig meget, så han talte og fortalte noget han sikkert har fortalt før. Og jeg tænkte bare på at jeg hellere ville være alene og især uden ham, og se på lyset der blev skråt. Og aftenblåt.
Men nu er det blevet mørkt og jeg løj ikke da jeg svarede hende forleden dag og heller ikke for mig selv da jeg bad ham gå lige før.
For jeg er ikke forelsket i ham og kommer heller aldrig til at være det. Mere.
Det er bare ikke så vanvittig nemt at sige. Højt.
lørdag 3. april 2010 kl. 11:34 af Anna
“Jeg er holdt op med at drikke cola, fordi det nedsætter min sædkvalitet”
Aha.
Bortset fra det, er det vist ved at være på tide, at jeg på en venlig måde får verfet ham ud af mit liv.
Svært udgangspunkt.
mandag 29. marts 2010 kl. 21:52 af Anna
Han svarede noget dumt på den der fra i går. Jeg svarede ikke tilbage. Er det at være konfliktsky eller bare ikke orke flere misforståelser? Jeg vidste faktisk ikke hvad jeg skulle svare. Skrev et par forsøg, men det endte i spidse optrapninger af en konflikt jeg ikke orker at bruge kræfter på. Endte med at sende en dagsopsummering lige før. Blablalba. Totalt ignorerende at jeg ikke har skrevet hele dagen og det han skrev i formiddags. Det kunne jo være fordi jeg ikke er 17 år og lider af sms-kløe, men sandheden er jo at jeg ikke orkede. Ikke gad. Ikke gider.
Måske jeg bare skal trække vejret lidt, inden jeg begynder at kaste med tekstil, men jeg kan ikke rigtig se ideen mere.
søndag 28. marts 2010 kl. 18:45 af Anna
Hvis jeg var en ludobrik, har jeg så lige slået den anden spiller på banen hjem? Opdagede han ikke at jeg stod på en globus?
Altså. Han vil gerne hjælpe mig med ting. “Du skal bare misbruge mig”, siger han. “Jeg vil jo gerne”. Jeg har det ikke nemt ved at tage mod hjælp, og han har gjort mere end nogen anden længe. Fået lov til at gøre mere. Noget af det jeg hader ved at tage mod hjælp, er den gæld man kommer til at stå i. Jeg kan ikke rigtig gøre gengæld med andet end min uforbeholdne taknemmelighed iget varmt måltid mad, og han påstod at det var fint. Indtil lige før.
Det er svært, ikke? Jeg har en alenlang liste over ting jeg gerne vil have klaret og et “no worries, det fikser jeg”, til det hele på den. Men der sker bare ikke noget. Jeg kunne også vælge at hyre en til at lave tingene, men så ville han nok blive lidt stødt over det. Så jeg presser lidt på, selvom jeg egentlig ikke vil stå i taknemmelighedsgæld og hellere ville betale mig fra det, til én jeg ikke deler seng med af og til.
Så i dag var det at jeg pressede lidt på. Han knækkede min bilantenne da han insisterede (jo sgu!) på at vaske den i vinter. Kom fix, tak. Og skal jeg ikke lige skifte dine dæk tilbage igen. Jo tak. Nu tak.
Jeg løb så lige en tur imens. En af de lange, 15 km i let løbetøj og god fart. Man bliver varm, men vinden er lidt kold stadig, så allerede da jeg lavede mit lille styrketræningsprogram omme i parken, begyndte jeg at fryse.
Da jeg kom tilbage var han, og min bil væk. Der manglede noget værktøj, så han var kørt over til en ven. Jeg lader altid bagdøren stå åben når jeg løber (shyh), så jeg ikke skal have en nøgle med. Min bilnøgle sidder i mit nøglebundt. Det gør nøgle til huset også. Han havde mit nøglebundt. Han gik en runde inden han kørte og låste alle dørene. Også bagdøren.
Jeg ventede knap tre kvarter. På min trappe i fugtigt løbetøj, 8C og småregn.
Var du blevet sur? Ked af det? Vred? Flippet skråt?
Jeg blev kold. Iskold. Jeg fryser faktisk stadig 3 timer efter et varmt bad og en stor kop te.
“Undskyld“, sagde han og mødte ikke mit blik. “Lod jeg ikke bagdøren stå?”, spurgte jeg. “Jo, men jeg..”. “Det er mit hus, lad være med at lade som om du bor her”. Nej, det sidste sagde jeg vist ikke. Bare at det var dumt at han ikke havde tænkt langt nok. Men tak for at han havde skiftet mine dæk. Mens jeg klamrede mig til min te og forsøgte at få varmen.
Så blev han sur.
“Jeg fortjener ikke at du siger tak på den måde!”
huh?
“jeg hjælper dig med SÅ meget, og så bliver du sådan på grund af en kommunikationsbrist!”
Nej, jeg smilede ikke bredt og gav ham et kys på munden. Ja jeg var irriteret over tankeløsheden og over at han opfører sig som om han bor her, men jeg gav ham ikke den skideballe som måske lå lige for, jeg sagde bare at jeg frøs og at det var dumt at han ikke havde overvejet, at jeg ikke havde en nøgle med på min løbetur. Kommunikationsbrist min fod! Det var sgu en tankebrist om noget.
Så gik han. Han orkede ikke at være her nå jeg var så sur. Eller noget i den stil. Fint med mig, jeg havde jo også brugt 45 minutter på at ridse små “vig bort, din nar”-formularer ind i min trappesten (eller: “kom med min nøgle og vig SÅ bort, din nar”-formularer).
Jeg fryser stadig og jeg ved ikke om jeg kan se nogen grund til at være den der først tager kontakt.
Så det.
lørdag 27. marts 2010 kl. 23:22 af Anna
Sært som jeg føler mig utaknemmelig og lukket, når jeg hellere vil være enlig mor til mine to spontane fantasi-atleter, med alt dét besvær det medfører, at være netop ene om dem; end at skulle lege far-mor-børn, med nok så flink håndværker.
Jeg mærker efter så det står om sig for tiden, og jeg har bare ikke lyst til at han skal være den del af den verden. Han er fin når vi er voksne og leger voksenleg, men jeg kan ikke det andet.
Gad vide om de nogensinde smelter sammen; de to dele af liv.
torsdag 18. marts 2010 kl. 16:59 af Anna
Mat i ben og krop efter dagens løbetur. Ti kilometer interval. Først hårdt bagefter, undervejs er det berusende metallisk og fokuseret. Skrå gylden sol gennem mine vinduer lige nu og en skræppende stemme der siger at jeg er doven. At jeg ikke udnytter min orlov og at hvis ikke det er pjæk, så er det udsøgt dovenskab at jeg ikke får gjort noget ved det. Dagene tager lidt hinanden og ja, jeg har dårlig samvittighed over at jeg ikke når noget. At jeg kunne nå meget mere hvis jeg planlagde det lidt, eller stod tidligere op. Jeg forsøger ikke at lytte. Det er så vanvittigt svært, for det er dét jeg har bygget alt det jeg er, med. Sydende vilje og kæbefast masen på. Og hvis jeg ikke maser på nu, hvad kan jeg så udrette? Hvad når jeg hvis ikke jeg presser luddovne Anna lidt? Argh.
Mine forældre er kommet hjem fra deres ferie nu. Min mor har lagt en hilsen på facebook. Moderne tider. Burde vel ringe til hende. Blablabla og der var dejligt vejr. Jeg orker det ikke. Min ene søster har som den eneste ringet. “Du kommer bare ud til os på landet et par dage hvis det er, ikke? Vi har jo plads til både dig og ungerne”. Sjovt som omsorg trækker tårer.
Bono faldt i søvn på min sofa i går aftes. Udmattet af at stå tidligt op til job og holde sig vågen til min normale sengetid, på den anden side af Paradise Hotel. Han var sød som han lå der krøllet sammen i min sofa. Vi har fundet en rytme og træder ikke i hinandens skygger, spinat eller på tæer. Mangler ham lidt når han ikke er her. Min familie ved stadig ikke at han findes. Men hvad ved de om mig; vi bruger jo ikke det at ses eller tale sammen. Sæt der var noget der kom til besvær. Syrlige Annas lille martyrium.
Det var helt fantastisk vejr i dag, bemærkede I det? På trods af disen skinnede solen igennem og luften var så lun at jeg måtte binde løbejakken om livet. Sneen er stort set smeltet nu, og har efterladt et fladt landskab af maste planter. Det er måske der jeg er. Uden snedyne, men stadig tynget af vanen. Måske man skulle finde en løvrive frem. Og lidt sol.
mandag 15. marts 2010 kl. 9:16 af Anna
Migrænetung søndag eftermiddag. Resterne sidder stadig klæbet til indersiden af min pande. Løb 13,5 km alligevel. Det gjorde først ondt bagefter.
Out-of-office er sat til d. 7 april. Hej, hej Marts, dig æder jeg helt alene. Mig og mig selv, kæmpende med mig selv.
Fik en sms fra mine forældre i går. “Hej, hej, vi er nu nået til Miami. 19C og sol. kh.”. Selv skide kh. Ting går over af sig selv når man ikke spørger, ikke?
Fortalte Bono det jeg tror er sandheden om min svitsede hjerne. Hen over en kop kaffe på Fiolstræde et sted. “Jeg skal vist bare lære at holde min mund når du taler” sagde han uden sammenhæng. Ja. Tilgav ham alle hans fejl* og fodrede ham med stenbiderrogn, rødløg og cremefraiche fra Øllingegård. Ikke at cremefraichens oprindelse er vigtig. Men det hele smagte præcis som en sprød forårsdag skal smage. Lige nu gad jeg godt at overgive mig til ham. Sad alligevel og spillede sej i sofaen i går. “Nej,nej jeg har det fint selvom jeg er lidt wobly i hovedet”. Right.
Glemte at lægge en klat cremefraiche fra Øllingegård på min chili con carne. Den var ellers stærk og god. Af og til er jeg lidt bange for om jeg har skadet mig selv. Bare lidt. Når sammenhænge smutter og distrætheden forvirrer mig. Tror ikke det er andet end træthed i nervebaner. Og lige nu den der migræne.
Kaffe i solen om lidt. Solskin kalder på vasketøj, så jeg vasker. Jeg trænger til at have blafrende vasketøj på min snor, ja jeg gør.
(*indsæt selv selvironi og et skævt smil. tak!)
torsdag 11. marts 2010 kl. 21:52 af Anna
Bono har holdt radiotavshed siden en mumlende “hov-jeg-faldt-vist-i-søvn”-sms en gang i nat. Jeg har fra starten af tænkt at han sendte temmelig mange sms´er. Beretninger om hvad han gik og lavede og hvor han var på vej hen. Prøvede at svare på det hele i starten, selvom det falder mig svært at skulle fortælle at jeg nu igen var i Netto. Svært fordi det keder mig uendelig meget at fortælle om og læse – hvis ikke det er fordi der sker noget vildt i netto eller jeg skulle have haft noget med. strømmen af sms´er er stildnet af med nyhedens interesse, men at de sidste par dage har været så stille var alligevel usædvanligt.
Vi har alle skeletter, ik? Små pakker af skyld og skam, som vi skubber foran os eller bærer i en rygsæk. Skjold og forudanelser, der sætter vores fødder i spinat vi ikke ser eller i store buer uden om grøntbede der ikke eksisterer.
Så når jeg ikke svarer lige med det samme, betyder det nok noget andet for ham end “jeg-putter-et-barn-og-er-faldet-i-staver” og når han ikke gør, betyder det nok ikke “han-har-endelig-fattet-at-vi-ikke-er-17år”.
Forklaringen var at han havde været på arbejde siden gysende tidligt til latterligt sent og glemt sin telefon. Bare sært at jeg brugte et par timer på at lune mig i stilheden og lege med tanken om hvorvidt jeg ville orke at date via nettet igen. Hvis jeg lyttede til mit dominatrice-overjeg ville jeg lukke festen nu og finde en mand i min egen socialklasse (tag dig sammen, Anna!).
Men hvem siger at hun har ret.
tirsdag 9. marts 2010 kl. 11:58 af Anna
Drømte om Kenau i nat. I drømmen var han min, og fyldte rummet på den der mørke måde, som de der vampyr-drenge TV er fyldt af for tiden kan gøre det. Min rolle må så være en af de overmanicurerede kvindlige hovedpersoner, selvom min vampyrmandeversion mere ligner den onde bror end den mystiske helt. Det var ikke det jeg drømte. Kun at han var der og hans udseende og magnetiske tiltrækningsevne fik kvinderne til at gispe når han kom ind i et rum. Og jeg hørte det og tænkte eller sagde at “han er min”. Drømmeuklarhed i detaljerne. Præsentationsrunde, mens jeg satte tænderne i hans hals lige under det glatte mørke hår. Min, min, min. Dragende, sugende og alt det dér der kan være når man er forelsket og betaget af en mand.
Jeg så på Bono da vi spiste i går og han gjorde dét han gør allermest galt. Rablede om dengang han selv havde følt sig stresset. Fortalte om hvordan hans mester havde ringet og snakket job klokken seks om morgenen, om hvordan han ikke havde sovet og det hele havde kørt sammen og yadayaddayadda. Det er vigtigt for ham, det betyder noget og det er en del af hans historie selvom det er flere år siden.
Hej rationelle fornuftige Anna, det var ikke dig der mærkede effekten i går, vel? Det var hende det brækkede ben, der havde fantomsmerter i selvfølelsen og sorg over en detalje der gnavede lidt. Hende den amputerede, nedkørte arbejdsnarkoman, der er for udvandet til abstinenser men stadig kan mærke at der er noget der mangler. Meget der mangler. Det var hende, der havde brug for at blive hørt lidt på. Undskyld at hun kræver lidt opmærksomhed og plads lige nu, men hun er gået i stykker, selvom hun virker helt normal og fjollede lige før.
Hun blev ked af det. Sank lidt ned i stolen og spekulerede, mens teflonfacaden lukkede sig til, på hvordan hun på pæneste vis kunne få talestrømmen stoppet. Elegant var det nok ikke. Undskyld, men jeg har ikke overskud nok. Forbandet at jeg skal undskylde, men det føltes ikke ok ikke at kunne høre efter. Ikke at kunne rumme.
Så på ham, mens han talte og undrede sig over hvad han lavede der. Lille grimme mand.
Sagde det bagefter.
“Jeg bliver ked af det når du snakker om dig, nar jeg forsøger at fortælle om mig”
“Jamen det skulle du da have sagt”,
“Jeg siger det jo nu”,
“Jamen hvorfor sagde du det ikke mens?”
Fordi jeg for helvede ikke har styrken til at sige ting der blotter mine splintrede knogler. Gid jeg havde brækket mine ben, så ville det være så forbandet legalt at råbe AV FOR HELVEDE når nogen vader på dem.
“jeg blev ked af det”
“Jeg ville jo bare drage en parallel”,
“Hvorfor?”
Vel fordi det er det man plejer, ik? Vel fordi det er helt ok, når vi taler om alt muligt andet. Men det hjælper ikke mit brækkede ben, at høre at du bare savede dit af engang.
Det kom ud, men det hang fast på mig alligevel. Tog det med i seng og sov forbandet dårligt mellem drømmene om det udødelige fantom af en mand, jeg engang var så dum at lægge hals til, men et sted gerne ville have fanget. Vågnede med tristhed og irritation over at skulle bruge tanker på mit forhold til Bono og ikke det, jeg er her for lige nu. Mig, mig, mig. Tildelt luksus. Uhørt svær at tage til sig uanset hvad.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer