torsdag 11. marts 2010 kl. 21:52 af Anna
Bono har holdt radiotavshed siden en mumlende “hov-jeg-faldt-vist-i-søvn”-sms en gang i nat. Jeg har fra starten af tænkt at han sendte temmelig mange sms´er. Beretninger om hvad han gik og lavede og hvor han var på vej hen. Prøvede at svare på det hele i starten, selvom det falder mig svært at skulle fortælle at jeg nu igen var i Netto. Svært fordi det keder mig uendelig meget at fortælle om og læse – hvis ikke det er fordi der sker noget vildt i netto eller jeg skulle have haft noget med. strømmen af sms´er er stildnet af med nyhedens interesse, men at de sidste par dage har været så stille var alligevel usædvanligt.
Vi har alle skeletter, ik? Små pakker af skyld og skam, som vi skubber foran os eller bærer i en rygsæk. Skjold og forudanelser, der sætter vores fødder i spinat vi ikke ser eller i store buer uden om grøntbede der ikke eksisterer.
Så når jeg ikke svarer lige med det samme, betyder det nok noget andet for ham end “jeg-putter-et-barn-og-er-faldet-i-staver” og når han ikke gør, betyder det nok ikke “han-har-endelig-fattet-at-vi-ikke-er-17år”.
Forklaringen var at han havde været på arbejde siden gysende tidligt til latterligt sent og glemt sin telefon. Bare sært at jeg brugte et par timer på at lune mig i stilheden og lege med tanken om hvorvidt jeg ville orke at date via nettet igen. Hvis jeg lyttede til mit dominatrice-overjeg ville jeg lukke festen nu og finde en mand i min egen socialklasse (tag dig sammen, Anna!).
Men hvem siger at hun har ret.
tirsdag 9. marts 2010 kl. 11:58 af Anna
Drømte om Kenau i nat. I drømmen var han min, og fyldte rummet på den der mørke måde, som de der vampyr-drenge TV er fyldt af for tiden kan gøre det. Min rolle må så være en af de overmanicurerede kvindlige hovedpersoner, selvom min vampyrmandeversion mere ligner den onde bror end den mystiske helt. Det var ikke det jeg drømte. Kun at han var der og hans udseende og magnetiske tiltrækningsevne fik kvinderne til at gispe når han kom ind i et rum. Og jeg hørte det og tænkte eller sagde at “han er min”. Drømmeuklarhed i detaljerne. Præsentationsrunde, mens jeg satte tænderne i hans hals lige under det glatte mørke hår. Min, min, min. Dragende, sugende og alt det dér der kan være når man er forelsket og betaget af en mand.
Jeg så på Bono da vi spiste i går og han gjorde dét han gør allermest galt. Rablede om dengang han selv havde følt sig stresset. Fortalte om hvordan hans mester havde ringet og snakket job klokken seks om morgenen, om hvordan han ikke havde sovet og det hele havde kørt sammen og yadayaddayadda. Det er vigtigt for ham, det betyder noget og det er en del af hans historie selvom det er flere år siden.
Hej rationelle fornuftige Anna, det var ikke dig der mærkede effekten i går, vel? Det var hende det brækkede ben, der havde fantomsmerter i selvfølelsen og sorg over en detalje der gnavede lidt. Hende den amputerede, nedkørte arbejdsnarkoman, der er for udvandet til abstinenser men stadig kan mærke at der er noget der mangler. Meget der mangler. Det var hende, der havde brug for at blive hørt lidt på. Undskyld at hun kræver lidt opmærksomhed og plads lige nu, men hun er gået i stykker, selvom hun virker helt normal og fjollede lige før.
Hun blev ked af det. Sank lidt ned i stolen og spekulerede, mens teflonfacaden lukkede sig til, på hvordan hun på pæneste vis kunne få talestrømmen stoppet. Elegant var det nok ikke. Undskyld, men jeg har ikke overskud nok. Forbandet at jeg skal undskylde, men det føltes ikke ok ikke at kunne høre efter. Ikke at kunne rumme.
Så på ham, mens han talte og undrede sig over hvad han lavede der. Lille grimme mand.
Sagde det bagefter.
“Jeg bliver ked af det når du snakker om dig, nar jeg forsøger at fortælle om mig”
“Jamen det skulle du da have sagt”,
“Jeg siger det jo nu”,
“Jamen hvorfor sagde du det ikke mens?”
Fordi jeg for helvede ikke har styrken til at sige ting der blotter mine splintrede knogler. Gid jeg havde brækket mine ben, så ville det være så forbandet legalt at råbe AV FOR HELVEDE når nogen vader på dem.
“jeg blev ked af det”
“Jeg ville jo bare drage en parallel”,
“Hvorfor?”
Vel fordi det er det man plejer, ik? Vel fordi det er helt ok, når vi taler om alt muligt andet. Men det hjælper ikke mit brækkede ben, at høre at du bare savede dit af engang.
Det kom ud, men det hang fast på mig alligevel. Tog det med i seng og sov forbandet dårligt mellem drømmene om det udødelige fantom af en mand, jeg engang var så dum at lægge hals til, men et sted gerne ville have fanget. Vågnede med tristhed og irritation over at skulle bruge tanker på mit forhold til Bono og ikke det, jeg er her for lige nu. Mig, mig, mig. Tildelt luksus. Uhørt svær at tage til sig uanset hvad.
tirsdag 23. februar 2010 kl. 10:07 af Anna
Fuglene i min baghave bruger mere tid på at slås om maden, end på at spise den. Bono har fri i dag og spurgte om ikke vi skulle hygge sammen? Han sætter spørgsmålstegn bag ikke-spørgende sætninger i sine sms´er. Gad vide hvor meget man kopierer hinanden med tiden. Hvis jeg en dag sætter spørgsmålstegn de mest sære steder, så sig til. I dag skal jeg kun sætte et. Men vi skal ikke hygge sammen i dag, Bono og jeg. Jeg ventede lidt med at svare, til det gik op for mig at det er så enkelt. Jeg kan ikke bruge ham i den her proces.
“Hvad skal du så i dag?”
“Sidde med en kop kaffe og finde ud af hvad der er op og ned på mit job og mig”
“Samme her, jeg skal have fundet mig en arbejdsplads der ikke er så (…) ield onm bbggtthds thjkter arrjlk yadayada ya da”
Min historie drukner i hans parallelsvar. Jeg holdt op med at spørge ind når han gør det; den dag det gik op for mig at samtalen så kun kommer til at handle om ham og hans. Det er fint af og til, og han skal også have taletid og ører der lytter, men lige nu er det ikke fint. Lige nu har jeg brug for at samtalen handler om mig og mit. For jeg kunne ikke svare på min chefs spørgsmål i går. Ikke engang på “hvordan har du det”.
Hvordan har jeg det? Fint, tak. Jeg sover og spiser og skoler sne. Jeg kigger på fuglene der slås om maden og drikker god kaffe købt i Irma. Men jeg har en klump i halsen, jeg ikke kan sluge eller spytte ud. Jeg vil kunne starte i morgen eller lige om lidt, og stadig yde og stadig levere, men stadig gå hjem med håbløshed på frontallappen. Og jeg ved ikke hvorfor. Og hvad der skal til for at få det til at gå væk.
Min chef er problemknuser. Løsningsorienteret. Ringede lige før og sludrede glad om en artikel hun havde sendt til mig.
“læs lige den her, den kan give dig noget at tænke over måske. (…) og nu har jeg booket sine medarbejdere til (…) og er tråt ind i xx-styregruppen på dine vejne, og booket møde for dig med vores HR-partner i morgen og (…) Hvor ER det dejligt at jeg må ringe til dig!”
Selvfølgelig må du det. Jeg tuder kun når du spørger ind til hvordan det går. Jeg hader at være et problem. Jeg hader at skulle tage mod den hjælp de tilbyder, fordi det betyder at jeg har brug for den. Svaghed er nemlig ikke ok i Anna-land. Tårer er forbudte og gør ikke andet end grim. Det du ikke dør af, bliver du stærkere af, og styrke er det vi kan li. Det andet kan vi ikke bruge, så tag dig lige sammen, hva?
Hej overjeg. Knyt sylten, overjeg; du forstyrrer fuglene i baghaven med den larm.
søndag 21. februar 2010 kl. 11:42 af Anna
Jeg elsker stilheden når jeg er alene. Jeg stornyder tiden der ligger foran mig, og at der ikke er en der gumler mig i øret og brummer over homoægteskaber, legalisering af prostituition eller adskillelse af kirke og stat midt i min morgenkaffe.
Han har så mange ord, så mange holdninger og så meget der skal fortælles igen og igen. Jeg har ikke brug for at fortælle om mine holdninger. Jeg har ikke brug for at få pointer igennem, eller overbevise andre om noget. Jeg tror jeg er den mest stille i den her del af universet. Jeg er bare mig og det er rigeligt, og min kaffe bliver kold mens jeg forsøger at fokusere på den artikel jeg læste, da jeg kom til at sige at jeg faktisk godt kunne se det fra begge sider.
Yadayadayada.
Utaknemmelige kvinde, der synes det var rart at lukke døren bag ham. Burde vel nyde at der er en mand der vil mig så meget. Eller kalde det noget andet.
mandag 1. februar 2010 kl. 21:11 af Anna
Sjov dato i dag. Symmetri for talnørder. Jeg opdagede det da jeg opdaterede min status over den ildebrand vi slukker ved siden af vores daglige arbejde. Dear all, please find the status for (…).
Og allerede i eftermiddag, mens mine unger pludrede ovenpå, har jeg sms-skændtes med Bono. Vores første skænderi er selvfølgelig pr elektronik. Hurra for moderne parforhold. Eller noget.
Jeg holdt op med at svare mellem aftensmad og sengetid for minihelte, fordi hans svar var vrængende skingre og fordi ord blev læst gennem modtagerens horisont.
Det er vist mest fordi jeg er hård. Jeg vil ikke lade ting passere, jeg har levet i et ægteskab af passerede ting, og druknede i at jeg tilsidst var blevet glemt af mig selv. Jeg mærkede ikke efter i hundrede år, og stivnede til en kold klump hvid marmor, der ikke kunne mærke andet end kulden når han og resten af verden gik forbi.
Så tøede jeg op, og lovede mig selv altid at mærke efter. Det går så ud over Bono. Jeg vil ikke være nogens bedre halvdel, jeg er min egen hele og han sin. Jeg vil ikke dyrke hans sport, jeg har min egen, og han skal ikke være en del af min lille familie, kun en del af mit liv. Jeg snapper blidt efter ham når han planlægger ting hvor ungerne er med og smiler afværgende når han vil have mig med ud på tur med sin klub. Jeg lytter ikke når han mumler om at jeg arbejder for meget og bliver mere end modrat irriteret når han peger på de ting jeg ikke når, af samme grund.
Tilgengæld var der tre cyklister, der uafhængigt af hinanden kørte på tværs af vejen, da jeg kørte hjem. Det er for såvidt harmløst når der ikke er så mange biler, og også når der ikke er så meget sne. I dag var der bare begge dele og i betragtning af at jeg ikke kan mindes at jeg har bemærket det før, må de her tre cyklister have haft dødsønsker eller en drøm om en invalidepension.
I dag fik han så åbenbart nok. Bum, lige ned i min mobil. Ting læst mellem linierne i min – efter min mening – ret sobre “det her synes jeg ikke er fedt”-udmelding om noget marginalt. Pænt svar tilbage, uden at give slip. Lidt større BUM, lige ned i min mobil igen. Så var det jeg stoppede en times tid eller to, mens børnene blev kildet, fodret og kysset godnat.
Ændrer den pæne dato dagen? Ikke en fløjtende fis, sikkert. Jeg havde sne uden for mit vindue, kaffe i min kop og en voksende tiltro til at jeg alligevel ikke når noget som helst af det jeg skal. Og så er det mandag, og som noget nyt er jeg blevet skældt ud af .
Nu vil jeg lave mig en kop grøn-te med lidt lime i, se nyheder om næste snestorm og spekulere om dét ikke at lade de vigtige ting passere, kan lade sig gøre, uden at skræmme modparten helt væk. Det får vi at se.
søndag 31. januar 2010 kl. 19:17 af Anna
I mine sorte øjeblikke ser jeg ham som praktisk.
Disclaimeren er noget med at jeg er træt på grund af den krig mellem penicillinprodukter og bakterier der raser i min krop, og de ti kilometer jeg alligevel løb i den fedtetfrosne sne lig efør frokost. Og der er sikkert også hormoner på spil og underskud på eremitkrebsebalancen.
Han så så glad ud, da han kom.
I mine svage øjeblikke ser jeg hans glade smil og er bange for at jeg en dag ikke kan besvare dem. Fordi forskellen mellem vores verdener er for stor, fordi han ikke tænker i akademisk-afrettede baner og fordi han nok aldrig vil forstå hvad jeg taler om når jeg gør. Som i dag, da jeg så på loftet over min sofa, og fortalte om hvad det var der gjorde mig så frustreret i fredags. Der er langt, når man også skal forklare hvad der er god praksis i min verden. Nej, medarbejderne lover mig ikke bank når jeg retter på dem. Ja, jeg er firmaets mand og det er ok at være det.
Så taler vi lidt om at en uddannelse måske vil være til hans fordel. Hvis nu han en dag ville noget andet (og mere, tænker jeg jo), end bare være arbejdsmand. Fordi JEG tænker at det han gør da umuligt kan være tilfredsstillende på sigt, og kan høre at de ting han går op i, er så små, at jeg til tider græmmes. (husk disclaimeren. Jeg kan godt lide manden, det er bare lige nu, ik?)
Og i mine sorte øjeblikke kan jeg godt se det praktiske i ham og mig.
Jeg har et hus. Jeg har en bil. Jeg har to børn. Jeg har kun mine egne hænder og min egen tid til alt det der skal til, for at holde det kørende. En handymand med masser af tid til overs og et udtalt ønske om at gøre mig glad, er måske det der skal til for at mit liv kan hænge så meget bedre sammen til at jeg ikke synker sammen fredag aften i zombietilstand af udmattelse.
Mænd i lederstillinger har gjort nærmest altid. Direktører er rask væk gift med pædagoger, skolelærere og sygeplejesker. Ikke at der er noget i vejen med dem, men det er nu engang sjældent set at det går den anden vej, ikke? Yderst praktisk setup, kan jeg godt se nu. De har en til at holde deres hjem, de har en at dele arbejdet med og en der sætter en tallerken mad i køleskabet, når de bliver nødt til at blive hængende på kontoret. Og sørger for at ungerne har været til håndbold, er spist af og puttet i rette tid.
Kold og kynisk betragtning, som bare strejfer mig, når han lige smutter forbi og skovler sne, sådan en søndag, og jeg er for mør i kroppen til at mærke boblerne i blodet.
mandag 25. januar 2010 kl. 14:42 af Anna
“Ja undskyld jeg er så ubarberet, jeg har jo ikke lige barbergrej hos dig. Måske jeg skulle have noget stående? Forresten kunne det også være meget rart med lidt rene T-shirts og sådan, så jeg har noget at tage på når jeg bliver hængende i længere tid, som den her weekend. Vil det være ok?”
“Arj, Anna; skal jeg ikke lige bruge et par timer på at få vasket og fikset de der par småting på din bil?”
Det er her jeg er: købt og solgt og givet bort. Ganske gratis og med bobler i kaffen.
mandag 18. januar 2010 kl. 11:14 af Anna
Jeg er et logisk tænkende menneske. I alle de MBTI-tests jeg har taget, rammer jeg loftet på min T. Jeg tænker, ergo er jeg. Jeg analyserer logiske data, jeg tager beslutninger baseret på facts.
(jeg har en lille nagende tanke. En tvivl der af og til dukker op og får mig til at sige ‘hmm’. Jeg vælger at tro på ham, på hans venlige væsen og optimistiske livssyn. Jeg vælger at tro på det gode han siger. Men. Jeg har en lille summen bagest i maven. En lile tvivl der spørger mig om det nu også kan passe. Om historierne er en omgåelse af sandheden, en selv-beskyttelse, en kappe af værn mod. Noget jeg ikke ved hvad er. Om han glatter uregelmæssigheder, fordi de ikke var tilsigtede. Om han fortæller mig den version der burde have været, og dækker over den grimme virkelighed, hvor folk begår fejl. Om han skjuler sine fejl af skam.)
Men.
(Han er en glad mand. Imødekommende og optimistisk, og med en smittende energi. Men den lille stemme fra min tvivl spørger om ikke han kun griber dét han kan bære. Om han tager alle de små ting, fordi de store er for tunge. Om han er mere brændt end han ser ud. Det er ok i fald. Men jeg vil bare gerne vide det, ikke?)
(Og det, der ligger dybere gnaver på en rod der er mere bitter. Tanken bliver stoppet, når vi taler, når vi kysser, når jeg ligger helt stille og lytter til hans hjerteslag og mærker ham under min hud. Men når han så fortæller sine historier, kan jeg høre den lille raspen igen. Kan det nu også passe? Bliver jeg spurgt. Er det ikke lige lidt for usandsynligt? Tror du ikke, Anna, at han er fuld af løgn?)
Jeg har vundet mange kampe professionelt, ved at stole på min intuition. Erfaringsdrevet intuition.
Men jeg ved ikke nok nu.
mandag 11. januar 2010 kl. 8:28 af Anna
Istedet for løb jeg ned til Tuborg Havn. Stillede mig i vinden og så ud over skibene der var iset fast i havnen, og de, der lå i klatter ude på Øresund.
Isen vuggede i bølger ude ved iskanten og lå helt fast pakket inde hvor jeg stod. Og der var altaner i millionklassen med udsigt og gran, og damer i pelshuer der skuttede sig bag mig. Jeg var varm af turen og lod vinden skubbe til mig, som en blød, kold vante.
Løb hjem til et varmt bad og sendte en sms til Bono om at jeg ikke snerrede mere, og egentlig gerne ville se ham. Senere grinede vi af noget jeg ikke kan huske, men jeg tænkte bare at jeg skulle huske hvor godt løbeture gør og hvor godt han gør. For et halvt år siden grinede jeg ikke så meget, sådan en søndag aften.
“hvad er vi egentlig?” spurgte han så. I forlængelse af en snak om noget andet. Et tilbud om 2 måneder i udlandet. “Tag da imod det, det er da fedt at få chancen“, men han tøvede lidt og sagde at der var noget der bandt ham til Danmark. Ligepludselig. Ikke at han vidste hvad det var. Hvad vi var. Og 2 måneder væk?
Jeg stod i døren og lod mig dumpe ned ved siden af ham hvor han sad. “Hvis vi ender med at være …noget.. så er jeg det jo stadig selv efter 2 måneder i udlandet.”,”men hvad er vi, Anna? Er vi kærester?”
Sidst jeg var kærester med nogen, overtog han min tid og mine tanker. Mit råderum og min frihed. Det gør Bono ikke, men det er alligevel svært at sige højt. Men det er vi vel. En slags.
onsdag 30. december 2009 kl. 10:49 af Anna
Jeg elsker morgenerne især. De grå lys ind mellem mine persienner og dynens blødhed mod min hud. Skarpheden i tankerne og blidheden i overskuddet. Jeg har glemt at lave kaffe. Øjeblik. There.
Der er et dyr der har skrabet hul på en lille flig af min skraldepose, der har stukket ud af stativet. Nu ligger der gennemtygget madpapir og rester af jul i min baghave.
Han kommer når de sover. Ikke den sultne ræv, men Bono. Sniger sig ind med en finger på læberne og glade øjne. Hviskende samtaler og lydløse kys. Forbandet svært at slippe ham i går. Fortvivlende sursødt ikke at kunne blive liggende og falde i søvn med næsen boret ind i hans duft, men forbandet berusende at overgive sig totalt.
Han er stadig hemmelig for andre end jer, et par tætte venner og alle mine gnistrende synapser. Børnene kender ham for ‘venlig mand der hjælper med huset’ og undrer sig på børnemaner ikke spor over, at han kommer dryssende og drikker kaffe i tide og utide. Og heller ikke over at han og jeg forsvinder i husets rum med hviskende stemmer og grådige læber de ikke kender spor til.
En dag om lidt må jeg fortælle dem. For jeg er træt af at kysse i smug og træt af at stoppe bevægelser der er blevet en naturlig del af mig. En dag om lidt.
Jeg er bare stadig bange for hvad der sker hvis jeg gør det. Fortæller, afslører og farlgst af alt; blotter mig selv. Forsvinder magien så?
Jeg har resten af året at tænke i. Og alt den tid jeg skal bruge.
Mens jeg samler gennemtygget affald op i min baghave.
mandag 28. december 2009 kl. 22:21 af Anna
Lige her, lige nu; med dæmpet musik og blåbærsaft i et stort glas og rester af dag i hele huset. Lige før, med børn der krammede godnat, med bløde arme og jegkanikkesovemor. Og før det, med en smeltende julefilm i på DVD og kravlende unger og popkornskrummer i sofaen. Med pludrende aftensmad og spruttende grin. Med “nej, du skal ikke spille mere WII nu”, og kaffe med stjålne kys bag en lukket dør, fordi en mand med blå øjne måtteskulleville forbi og efterlod en sugende trang til mere. Med en knogledyb udhvilethed og hud der snurrer af varme og lidt af træthed.
Lige da, lige der, lige nu, er jeg lykkelig.
Kom nemesis?
lørdag 26. december 2009 kl. 18:32 af Anna
Første juledag forsvandt lige så lydløst som juleaften pludselig var gået. Jeg ved godt med min fornuft hvad jeg brugte dagen til, men hvordan vi kunne få en hel dag til at forsvinde uden helt at begynde på den, er et mysterie og en luksus jeg ikke helt kan rumme.
Jeg har sat ovnen på selvrens for at fjerne resterne af and og steg og et års madliv, spiser rugbrød med daggammel flæskesteg og syltede agurker, og drikker halvflad Prosecco til.
Her er helt stille, på nær den susende lyd fra ovnen.
Behøver jeg at skrive mere? Det er godt. Det var godt og det bliver godt.
tirsdag 22. december 2009 kl. 9:01 af Anna
372 mails og en halvdrukket kop kaffe. Jeg er her til klokken 13 og så lader vi resten ligge. Vigtigere er det ikke, vel?
Folk taler og griner rundt omkring. Småsludrer og får varme i tæer. Det er ok. Det er jul om lidt eller lige nu.
I går gik jeg i kulden med Bono i hånden. Så på mennesker og juletræer og frøs. Sammenflettede fingre. Senere sad jeg på gulvet og grinede til ondt i maven over en stædig mands kamp med mit skæve juletræ. Det er jo lige meget om det står lige, bare det ikke vælter ned over børn, gaver og den bløde latter jeg har i maven. Selvom den nok godt kan holde til lidt gran.
Han strøg mig over ryggen da jeg stod op. Trak mig tilbage i varmen og mumlede søvnigt historien om en drøm i øret på mig. Han var blevet suget op af en tornado og svævede hen over København uden at kunne komme ned igen, mest fordi han ikke vidste hvor han skulle lande. “For tænk hvis nu jeg landede på en bar mark” hviskede han i øret på mig. Kender problemet. Klamrer mig selv fast til skyerne for ikke at ramme den kolde jord med et hårdt bump.
“Så må du jo bare holde dig svævende til du finder et godt sted at lande”.
Det gør vi så.
362.
mandag 21. december 2009 kl. 12:20 af Anna
Lukker huller på todo listen der fyldes op hurtigere end min egen skygge. E-mail flirter med C, den unge løve, der foreslår tricks jeg nægter at tage i brug. Kundetilfredsheden øges, Anna! De kan jo ikke se hvad du gør bagom. Over mit lig, makkerbæ. Hvor blev gennemsigtigheden som vi markedsfører os på lige af? Skægt nok at diskutere, uanset. Han ser mig nok som en spejderpige. Tjikkerlikker, tjikkerlikker.
313 mails i min indboks jeg ikke har håndteret endnu. Man bliver blind tilsidst. Døv. Lam. I dont care. Ferie om få timer og sammenlagt en dag. Det gør ikke noget.
Bono sidder stadig i mine synapser. Alle mine tvivl forsvinder når han er hos mig – og jeg er udhvilet. I går var lige så magisk som alle de andre weekender vi har haft sammen. Vi er gode til weekender og jeg mangler ham i det øjeblik jeg lukker døren bag mig. Hvad vi er, er stadig ikke sat på ord. Han giver mig alt tid i verden. Tilsyneladende.
Latterdiskussion over Ben Affleck i mit TV i går aftes. Elendig film, som ingen af os så. Jeg sukkede bare påtaget henført, og han himlede over mig.
Arjm, face it, Bono; det er den type jeg normalt falder for..!
Hvad fanden laver du så med mig?
Ja, det undrer jeg mig også over..
Vi grinede. Begge to. Af og til lirker han lidt på det. ‘Jamen vi er jo ikke kærester, vel?’ Forventer han at jeg en dag svarer ‘jo’? Måske.
359.
lørdag 19. december 2009 kl. 19:45 af Anna
Nogle gange ser jeg på ham,og undrer mig over hvad den grimme lille mand laver i min sofa, min seng eller vist egentlig bare generelt hvad han laver i mit liv. Så kysser han mig og jeg kommer i tanke om noget af det. Gnistrende fysisk kemi og forbundethed under hud. Så siger han noget dumt igen, eller vader ind over en af mine eremitkrebsegrænser i sin iver efter at gøre godt. Og så undrer jeg mig videre. Og spekulerer over om det er ok at jeg lader ham blive i troen og om det er dét jeg gør.
Jeg kan godt lide ham, kunne jeg ikke det ville jeg ikke fortsætte. Men der er så mange skævvridninger og planer hvor vores verdener ikke mødes. Der er så mange gange hvor jeg ikke hører efter hvad han fortæller, fordi detaljerne om en eller anden tømrersvend, der sover i middagspausen, keder mig gudsjammerligt, og så mange gange hvor han får tomme øjne, når jeg hvæser over en irriterende episode på job.
Når han ikke er her, mangler jeg hans arm under hovedet når jeg sover; og han giver mig ro i maven når han er. Jeg smiler i bilen, når jeg stadig kan fornemme hans hænder på min hud.
Han har lovet at hjælpe mig med et juletræ, og med at sætte indfatninger og fuge revner om min hoveddør. Han kørte min bil til Greve i snekaos og fik sat vinterdæk på, mens jeg sad i glastårnet og jagtede virtuelle mål. Hvis jeg bad ham om at skovle sne for mig, ville han stå her klokken halv 7 og skovle. Han gør alt det jeg ikke selv når. Jeg siger til ham at jeg udnytter ham. Han smiler og siger at det går begge veje. Og så kysser vi igen.
Bagefter undrer jeg mig lidt videre.
mandag 7. december 2009 kl. 16:04 af Anna
Måske jeg bare skal stoppe her. Mens den nye transition modnes og det stadig bliver mørkt klokken lidt over tre. Måske jeg skulle gå hjem og hente mit barn, i stedet for at sidder her og se ud i mørket. Eller svare på et par af de 254 mails der ligger og fylder. Eller rydde op på mit skrive børd og rette på makeuppen.
Jeg har det fint tak. Alt taget i betragtning har jeg det fint. Metaltræt på visse fronter, ru på tungespidsen og med lettere sviende øjne af for lidt søvn.
Lørdagen var ellers fin. Ikke langt vi kom fra sengen. Forbandet luksus at bruge en dag på at sniffe hud og dele ord. På at se ind bag øjne og bide i fingerspidser. Søndagen var tidlig. Hjemmebagte boller klokken halv otte og fødselsdagssang og flag og en lettere rundøjet 7-årig der ikke havde drømt om en ny cykel, før den stod der. Og en parallelt kørende krise i mit arbejdsliv, som mine folk kørte igennem uden at ryste på hånden. Med mig cc. Tak for indsatsen. Godt gået. Og sådan.
“Hvad er reglerne for bonus til fratrådte medarbejdere”, spurgte den fratrådte i en mail. Rend og hop? Hvad tror du selv? Jeg gør det rigtige naturligvis, men synes egentlig at det er frækt at forvente en belønning for at sige op. Hvad ville du gøre?
Måske jeg bare skal stoppe her. Hente den 7-årige og støvsuge de grannåle op jeg fik spredt da jeg lavede adventskrans i går. Bedre sent end. Jaja. Julen løber ingen steder, den går bare. Over af sig selv.
Transition. Magter ikke at begynde forfra, så måske det bare er farven der skal skiftes. Og temaet. Og titlen. Jeg har ikke plads til ham i mit liv, men begynder at gro ind i vanen med at han er der, og mest af alt mangler jeg ham når han ikke er på vej, eller lige der. Det er så anderledes som det vel kan være. Efter 5 år som deltids isheks, smelter alting jeg rør ved.
Hvis jeg går nu, kommer jeg ikke særlig meget for sent.
onsdag 25. november 2009 kl. 8:08 af Anna
Vil du helst have at jeg tager hjem nu?
Jeg skulle have svaret ja, men hvor kom det fra? Hvordan gik jeg fra blid svømmen hen til iskold irritation?
Nej.. kom nu bare.
Fordi jeg gerne ville finde det der var i søndags. Fordi jeg ville forsvinde ind i den tæthed og sagliggørende svimmelhed, der var. Men det var alt sammen væk og afløst af kold irritation og jeg aner ikke hvorfor. Eller hvem af os der er den onde. Hvis nogen.
Det eneste han havde gjort var at være sød. Han lavede mad til mig mens jeg løb en tur i mørket. Kom med gode råd om gipspladerne i bryggerset (hvis det var mig, ville jeg…). Han ryddede op i mit køkken og skubbede bunker til side og tørrede køkkenbordet af. Og spisebordet. Og kogte ris og vaskede pænt op efter sig. Og rensede min køkkenvask for madrester og samlede to halve citroner, en tomat og resten af et hvidløg i en lille skål i vindueskarmen. Og fejede krummer sammen og lagde aviserne i en bunke på en stol. Og. Og. Og.
Og det var mit køkken og mine ting han famlede på, og jeg kunne ikke lide det. Hold nallerne fra mit rod, men det siger man jo ikke vel? Det var jo en hjælp, det var omsorg det var venlighed. Men det var også alt alt for meget og alt for langt ind i min intimsfære. Er jeg er dårligt menneske når jeg ikke tager mod hjælp? Er jeg smålig når jeg ikke kan unde nogen at lette min dag? Jeg bad ham stoppe. Bare sådan. Stop nu.
“Ja, jeg skal bare lige have det her kalk af vandflasken, det er nemt man skal bare lige…”
“Nej, det skal du ikke. Du skal stoppe nu. Stop.”
“Jamen, det er bare lidt kalk…”
“Ja. Lad det være.”
Og jeg blev irriteret over mig selv, og min smålighed, men mere irriteret over at han ikke lyttede til mig. Så hør da på mig. Stop!
Og så kom der en masse forklaringer. Det var ikke for at. Det var jo bare. Venlighed. Ja, sikkert. Jeg har ikke brug for forklaringer, bare at du lytter og stopper nu. Nåeh, jamen det for ikke for at. Nej. Men over min grænse.
Følelsesforstumpede eremitkrebs?
Så kyssede vi og jeg trak på skuldren for at få det til at gå væk. Og han smilede og trak mig ind til mig og sagde: Det er fordi du er træt.
Isning.
Hvad. Helvede. Ved. Du. Om. Hvad. Jeg. Er?
Tilbagetrækning. Indtrækning. Kun skallen synlig. Men også tanken om det gode der lå i weekenden, for få timer tiden. Og jeg tænkte at det måtte være der et sted, stadigvæk; og jeg ville dét.
Men jeg burde have sagt ja, tag hjem. Men det gik først op for mig, da vi lå i mørket og jeg ikke kunne gengælde. Og man beder vel ikke manden om at stå op og gå, når først man er så langt, vel? Så dér overskred jeg mig selv.
Helt selv.
mandag 23. november 2009 kl. 9:18 af Anna
Der er bobler i min næse og krusninger i kaffen. Jeg er øm i underlæben af andre tænder end mine og ør i hovedet af tæthed og alt for lidt søvn.
Han prikker drillende til hvad vi er, og jeg udviger ved at smile og stikke en næse i hans kind. Eller hals. Jeg vil ikke ødelægge det med at sætte en etiket på. Ikke spolere det utvungne ved at vi skal forsøge at gøre ting man gør i par, eller ved at skulle fortælles om eller vises frem. Jeg har det fint med at alting er åbent og at alting er nyt. Jeg nyder at det kun er os der er i vores bobbel og at der ikke er noget vi skal nå.
Men jeg mangler ham, selv når han er lige ved siden af, og han gør mig blød og mør helt ind i kernen.
Gad vide om det er sundt. Selv uden en etiket.
lørdag 21. november 2009 kl. 17:33 af Anna
Min dag er i forvejen perfekt. Jeg er vågnet i en favn og næsten ikke sluppet den siden. Har set dybt i øjne og grinet mellem kys. Talt med glade børn, der lige måtte ringe og fortælle, og er udhvilet som man kun kan være når sjælen er fulgt med.
Det var ham. Han må have været en af dem i lokalet bag persiennerne i går. Hvorfor skulle han ellers have sendt mig en mail via det mest off-the-record-medie af dem alle?
Hvordan poppede jeg lige op i hans tankerække, hvis ikke det var fordi jeg svansede forbi et panoramavindue i går, med høje sorte sko og nålestribet popo?
Mailen var kort, og en opfølger på hans “tillykke med det nye, du ringer bare når du bliver træt af dem”. Ikke de store dikkedarer, som hej og mvh. Bare én sætning:
“Ringer du ikke snart??”
Headhunting via Facebook? Det er ok.
Min dag var i forvejen perfekt. Nu er den mere.
lørdag 14. november 2009 kl. 20:54 af Anna
Det, der piner mig mest er, at jeg er i tvivl. Han er grundlæggende en fin fyr. Sød, hjælpsom, kvik, sexet som bare pokker. Sikkert også god mod børn og dyr, nu vi er i gang. Han har dét der uomtvisteligt maskuline, der ligger i at kunne fikse alt.
Beklager alle mandlige akademikere med 10 tommelfingre, men det er altså sexet at en mand kan (og vil) alt det der praktiske, som jeg godt selv ville kunne, men ikke orker mere af. Der er i samme genre, noget ret nedslående over mænd der selv tror de kan, men fumler så det står om dem.
Tilbage til manden. Jeg kan rigtig godt lide kernen i det, han er; eller dét jeg tror han er. For hvor godt kender man folk efter 6 uger, med “jeg-har-børn”-pauser i intensiteten?
Det er i øvrigt interessant, hvad man vælger at fortælle om sig selv og i hvilken rækkefølge. ‘Jeg var nuttet som barn’ versus ‘jeg er en toptunet karrieremaskine’ versus ‘jeg roder og kan ikke sætte kommaer eller stave til fådoggjortnogetveddenhushjælpdumangler’?
Han startede med historier fra en samspilsramt barndom, hvor den dreng han fortalte om, mindede mig om Dennis fra klassen; som kastede med stole når han blev tirret længe nok. Kæft hvor de grinede, de andre, når det lykkedes.
Kun hans sportstrænede vaskebrædt af en mave, ting han kan med sine hænder og et drillende blik i smalle øjne, ophævede Dennis-effekten og fik mig til at blive lidt længere og høre mere. De næste historier var bedre.
Og det piner mig, at jeg stadig er i tvivl, og det piner mig især, at grunden til at jeg er i tvivl, er den det er. Det er ikke statusforskellen, det er ikke mit job mod hans, eller hans uddannelse mod min. Det er forskellen i abstraktionsevne, det er graden af styrke i hans ræsonnementer, det er modenheden i hans analyser. Det er intelligens, der ikke er blevet udviklet og udnyttet, versus intelligens der dagligt strækkes, bruges og nærmest pines til bristepunktet.
Men han mangler i min seng, de morgener han ikke er der, og han smelter mig med en hånd i nakken når han er. So why worry now. Det kan jeg tidsnok gøre.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer