|
Han ligner ikke nogen skuespiller jeg kender. Er ikke særligt meget højere end jeg med sko på, er ikke mørkhåret og ikke særligt chekket. Har ikke et job der svarer til mit, ingen akademisk uddannelse og med et job hvor man går hjem efter 8 timer, hvis ikke før. Men alligevel har han plantet et smil i min mave, da vi talte os gennem halvdelen af natten, uden at nogen af os opdagede at tiden gik. Ikke noget stort larmende smil, men varmt nok til at jeg kan mærke det i kinderne. Hm. De første 30 sekunder afgør det, og alt sagt bagefter, er lige meget. Det var hans øjne. Lidt for lyse, lidt for. Ikke. Og det var hans hår, lidt for kort til lidt for runde kinder. Eller hans barbersprit eller hans højde eller. I virkeligheden er det lige meget hvad der var, for kemi var det ikke. Det var jo sådan set også bare det jeg skulle se. Skidelorteåndsvage netdating, hvor billeder og ord er taknemmelige og det eneste vi har. Lad mig se dig, og jeg kan på 30 sekunder fortælle dig, fortælle mig selv, at det igen ikke er. Noget. Det er også forbandet svært, at hamle op med en mand, der på mindre end 30 sekunder fik lagt mig ned, og raspet samtlige forbehold af mig, med et ætsende grøntbrunt blik. Alt sagt bagefter, viste sig at være lige meget, men det skete; der var en hylen for ørene og kogte nudler i knæene af bare et enkelt blik. Hermed vist, at det kan lade sig gøre. På 30 sekunder. Så lidt for lyse, lidt for bløde øjne er ikke nok. Og fordi almindelig høflighed byder, at man lytter lidt til livshistorier, eller hvad der nu fortælles, før man siger pænt tak for nu, jeg må løbe fordi jeg skal nå detjegharsagtjegskal, så bliver man omtrent 29 minutter og 30 sekunder længere, end man har lyst til. Er jeg urimelig, eller har jeg meldt mig ind i Planen til udryddelse af alle andres selvværd, nu der kører en kampagne mod min? Jeg er ikke helt færdig med at æde stolthed efter mine 15 minutter hos den klon af Henrik d. 7 jeg stod for tur hos i forrige uge. Det gode er at jeg har fået stof til et par lange saftige kapitler i den roman, som jeg skriver, når jeg engang trækker mig tilbage til et forladt kloster på toppen af et bjerg i Spanien. Og at jeg ikke blev gift med ham så han blev nødt til at henrette mig for at slippe af med mig bagefter. Det dårlige orker jeg ikke dvæle ved nu, men en sideeffekt er, at jeg meget uforsigtigt er begyndt at tro at der nok er én mere af slagsen derude – dog ikke helt så forstyrret i knolden som ham her – og har 7-9-13 genåbnet min profil på det der dating sted. Det kan så godt undre at jeg, med mit ny-tabte selvværd, forventede at der ville vælte breve ind. Helt grim er jeg jo altså ikke, vel? Det gjorde der så ikke. Overhovedet. Jo, der kom et par stykker. Magre eller lidt for rundvommede breve fra venlige mænd. Sendte venlige afslag. Men så kom der ét der var frækt og direkte og jeg hoppede på en længere udveksling af flabede oneliners. Og aftalte at mødes med ham. Og så var det, at jeg på spørgsmålet om hvor, foreslog et centralt sted og svaret var “hvor godt kender du Århus?” Århus? Som i lige præcis 305,0 km herfra. Agtigt. Ja, jeg har lidt for meget om ørene og ja, det var nok alligevel lidt halvhjertet det jeg havde gang i. Mon det hjælper hvis jeg helt sletter den der profil og starter forfra? Helt? Jeg hader at date. For at være fair: Han var flink. Engageret i det han levede af, og markeret i holdninger. Alfahan og storebror. Tror jeg. Pæne øjne og fin humor. Men hvor pokker hvor er det anstrengende at tale mod uvidenheden. Især med den overfladiske høne der kurrede og missede med øjne og lår mod den solbrændte ven, lige ved siden af mig. Næste gang jeg overvejer at gentage succesen, så mind mig lige om det, ikke? Jeg hader at date, jeg har ikke brug for en kæreste, ikke mentalt overskud til at lade som om og især ikke til at sidde på kanten til et liv med udsigt ud over Øresund og pludselig føle at mine valg er så uendeligt grå. “skål for jeres ens smukke blå øjne” Så jeg kom i tanke om hvorfor det er, jeg normalt ikke har valgt min søster til. Og så tog jeg hjem. “godmorgen, skal du med på date aften? Jeg ringer til dig om lidt!” På date? I aften? Med hvem pokker? Hvor? Det mest besynderlige er at det var en sms fra min søster. Afgrunden mellem os to har altid været bredere end de fire år der skiller os, men i går stod hun pludselig i min stue og tæskede mig i wii-boksning. Besynderligt nok var det hyggeligt. Sådan rigtigt. Hun har brugt sin ferie på at jomfrueligt kaste sig ind i netdating, og som sidste mand “for hvor er det åndsvagt, det fis gider jeg altså ikke mere”, mødtes hun med en i går som egentlig var ok. Og han har naturligvis en ven, som “helt vildt gerne vil have en kæreste, tag da med Anna, det kan være det bliver sjovt!”. Huh? Svarede jeg ‘ja’ dér? Små bevægelser der måske er vaner man aldrig før har set. En fure ved øjet, et usynligt ar på kinden, læbernes krumning; detalje på detalje lagres sammen med ord på ord på ord. Og andre mennesker rejser sig og sætter sig og går forbi og snakker om vejret og alt det andet og burde være baggrundsstøj men er det ikke. Helt. Informationsoverload, der giver en imaginær hyletone på det ene øre, og efterlader mig i en rungende stilhed lige her. Nu. Der var i øvrigt engang jeg brændte en fyr af. Ikke med vilje – ikke helt. Vi havde aftalt at mødes på en café klokken 14. Jeg var der lidt før og fik en kop kaffe med ned til bordet ved vinduet. Med udsyn til døren, så jeg kunne se ham komme. Uden for cafen gik en fyr rundt med en slatten buket tulipaner i hånden, nervøst rygende på en cigaret. Han ventede på nogen, kunne jeg se. En der skulle have blomster, tydeligvis. 6 minutter over 14 gav han op. Han kiggede irriteret på sit ur, skoddede cigaretten, skred rundt på hælen og gik. Og jeg ventede. Drak min kaffe og ventede. 14.10 var jeg irriteret. 14.15 var jeg lettet. 14.20 var kaffen drukket og jeg tog min jakke og gik. Bagefter fortalte han mig, at han havde været der som aftalt og ventet i over en time. Og han havde ovenikøbet købt blomster til mig, sagde han. (Blomster?? Til en første blinddate på en skide café? Jeesus! Jaja, det var da sødt, men … nej.). Det sære er, at jeg jo nok godt vidste at min date var ham, der rendte rundt uden for med blomsterne, men jeg tænkte først tanken bevidst efter han var gået. Nok fordi han ikke lignede det jeg havde forventet han skulle ligne. Og især fordi han havde købt blomster. I går vendte det den anden vej. Jeg var bange for om jeg kunne leve op til hans forventninger, bange for om jeg er god nok i virkeligheden, om jeg er lige så fængslende i kød og blod som på skrift. Angst på autopilot. Så var det jeg kom i tanke om hvem jeg er. Hvad jeg er og hvordan jeg er. Jeg huskede min historie og et svar jeg gav engang, og det jeg rent faktisk har at være bekymret for er, om han kan leve op til mine krav. For det jeg risikerer ved mødet i aften er, at en mand – uanset hvor flink, sympatisk eller sød han er – endnu engang viser sig ikke at kunne fremkalde en følelse jeg havde engang. At han ikke kan ruske op i ligegyldigheden, tænde en gnist og nå udover, indover laget af teflon. Urimelige krav er det, og jeg skal nok lade være med at sætte mig på min pedistal og stirre afventende på ham. Jeg skal nok prøve; jeg skal nok være der klokken 18 som aftalt. Hele mig. Men jeg er stadig angst. Rædselslagen for om det lille boblende håb jeg kunne mærke forleden bliver slået ihjel af begivenhedernes gang, under kold stirren fra min indre ætsede kyniker. Angst for at jeg får ret. At der ikke er mere derude for mig, og at i aften blot understreger det, jeg tror jeg allerede ved. Jo, jo, solen kom frem og tågen var væk kort efter kaffen var drukket. Og den kom tilbage på indersiden af min mentale skærm lidt over halv tre, efter ledermødet med drengene, hvor vi grinede højt over noget jeg har glemt (og inden faktisk. meget). Tilbage på min pind gik gik dampen af mig, og hende der snakker for meget, snakkede lige da og jeg fik vist slugt min vrissen og smilede venligt, da jeg rejste mig for at hente en kop kaffe, som jeg hældte ud da den var blevet kold. Men mellem tågebankerne var det ok. Effektivt og højlydt på den gode måde. Og latter. Og ind i mellem alt dét, har jeg har fået en date i morgen. Ham dér tilfældet. Tilfældet.. godt navn. Lad os se om tilfældighederne spiller pus med mig, eller om hans højtflyvende fantasier matcher virkeligheden. Uanset hvad er det en date og jeg kan ikke blive enig med mig selv om hvorvidt jeg skal være angst eller spændt, eller midt i mellem. |
|
|
|
Copyright Anna - www.mesmerized.dk. Tak fordi du læser med. Hvis du citerer eller bruger noget herfra, så nævn venligst hvor du har det fra. Sitet er hosted på One, og jeg bruger naturligvis Wordpress på dansk 98 queries. 0,576 seconds. |
||
Kategori: 
Kommentarer