mandag 21. juni 2010 kl. 9:46 af Anna
Kan man det? Få et, i stedet for at tabe det?
De sagde at de ville give mig en helbedøvelse, men jeg kunne ikke mærke andet end døsighed. De skulle sy det hele fast igen. Samle nerveender, fæstne sener og rimpe hud. Allerede da de lagde det henover mit kranie, kunne jeg bevæge kæben igen, så det ville helt sikkert komme til at virke, det skulle bare lige sys fast. Under fuld bedøvelse. Det var bare en drøm, men jeg kan stadig mærke ømheden i kæben. Jeg har sikkert ligget og spændt og skåret tænder hele natten.
Sindsyg drøm. Kuldegysninger da jeg kom i tanke om den, i min bil et sted midt på Lyngbyvejen. Jeg skulle have mit nye ansigt. I drømmen havde jeg gået rundt uden i et stykke tid, der ikke var afgrænset og sikkert heller ikke gav mening. Hudløs rødt kød, uden kæbe, tænder, øjnelåg og smil. Ikke at det gjorde spor ondt, det var bare lidt… akavet. Hej hej, underbevidsthed.
Det nye var fint med glat hud og en kæbe der passede perfekt ned om mit kranie. Det klikkede sig næsten fast, da sygeplejesken satte det på med kølige blide hænder; men jeg vidste jo at der skulle syes for ikke at jeg tabte det når jeg rejste mig op. Og så var det, at jeg ventede på at bedøvelsen skulle virke for at hun kunne sy. Men helbedøvelsen ville ikke helt virke på mig.
Godmorgen, det er mandag, og jeg prøver at undgå at ryste for meget på hovedet i dag.
tirsdag 22. december 2009 kl. 9:01 af Anna
372 mails og en halvdrukket kop kaffe. Jeg er her til klokken 13 og så lader vi resten ligge. Vigtigere er det ikke, vel?
Folk taler og griner rundt omkring. Småsludrer og får varme i tæer. Det er ok. Det er jul om lidt eller lige nu.
I går gik jeg i kulden med Bono i hånden. Så på mennesker og juletræer og frøs. Sammenflettede fingre. Senere sad jeg på gulvet og grinede til ondt i maven over en stædig mands kamp med mit skæve juletræ. Det er jo lige meget om det står lige, bare det ikke vælter ned over børn, gaver og den bløde latter jeg har i maven. Selvom den nok godt kan holde til lidt gran.
Han strøg mig over ryggen da jeg stod op. Trak mig tilbage i varmen og mumlede søvnigt historien om en drøm i øret på mig. Han var blevet suget op af en tornado og svævede hen over København uden at kunne komme ned igen, mest fordi han ikke vidste hvor han skulle lande. “For tænk hvis nu jeg landede på en bar mark” hviskede han i øret på mig. Kender problemet. Klamrer mig selv fast til skyerne for ikke at ramme den kolde jord med et hårdt bump.
“Så må du jo bare holde dig svævende til du finder et godt sted at lande”.
Det gør vi så.
362.
fredag 11. december 2009 kl. 23:41 af Anna
Jeg drømte en drøm om en by. Det var ikke byen det handede om, men mere dét at der var øde, der hvor vi var. På en sightseeing i et fremmed land, med tog hen over en slette ud i en Texas lignende ødemark. Der var ingenting, kun en høj grå bygning vi kørte hen mod og så forbi. Det lignede et tårn, men jeg vidste at det var det ikke.
På den anden side af bygningen lå der en klynge huse og nogle træer og en udtrakt ødehed jeg fandt lammende. Her er meget tomt, sagde jeg. Ærgeligt at her ikke er en by, ærgeligt at vi er så langt fra noget, der bare ligner lidt. Sagde jeg. De forblæste træhuse var ikke at regne med. Tænkte jeg. Der sad nogle folk ved brune borde i et spisehus eller var det en bar? Cowboyhatte og sammenknebne øjne. Kiggede på os, ikke uvenlige, heller ikke høflige. Gloede bare, som nysgerrige køer.
Der er da en by lige dér, sagde en af dem jeg var der med. Eller var det mig selv? Og hun pegede den vej jeg ikke kiggede. Der var et trådhegn, og bag det nogle buske, og bag dem, lå en lille hyggelig by, med lave tætte huse og røde mursten og tegl. Sikkert også cafeer og torvepladser og små hyggelige butikker. Og hurtige biler ned af hovedgaden.
Jeg drømte en drøm om en by på grænsen til et øde forblæst cowboyland og der var mystiske tavse mennesker, der gloede som køer i mit hovede da jeg vågnede. Og så den der by bag hegnet. Gad vide hvorfor det var der, og hvorfor jeg havde antaget at der slet ikke var en by, når nu der var?
søndag 5. april 2009 kl. 20:51 af Anna
En dag skal jeg se kløfter og bjerge på alle verdens kontinenter. En dag skal jeg slentre i Barcelonas gader og se fisk springe i en flod i Canada. En dag skal jeg vinke til en hval og puste til ilden i en vulkan på Bali. En dag skal jeg farves rød af støvet i Australiens udørk og skylle mig ren i den mexikanske golf eller en fransk flod.
En dag.
Når jeg lige har fået alt muligt på plads. Når jeg har et hus der virker. Når jeg har børn der kan tage med eller blive hjemme. Når jeg har én elsket at rejse med, når jeg har nået næste trin på karrieredrømmen, når jeg har sparet sammen, når det bliver sommer, vinter og forår igen.
Jeg så en liste jeg ikke skulle have set forleden. Det fik jeg aldrig skrevet, vel? En liste over dem, der har det der potentiale. Og ikke nok med dét; en liste over hvad det er vi kan, og hvor vi skal udvikles. Ifølge dem over os. Nej, det var ikke meningen jeg skulle have set den, men jeg vidste at den fandtes og at jeg stod på den og nu ved jeg hvem jeg står der med.
Og hvad det er de kan og hvor klar de er. Og hvor klar jeg er. Jeg ser nok på dem med andre øjne, når jeg ser dem igen. Både på dem der stod der, og dem der ikke stod der. Det gør en forskel. Måske.
Mig? Jeg spreder engagement. Stod der. Aha. Det er så derfor jeg ikke har det selv for tiden, for jeg spreder alt det jeg har.
Mens jeg venter på at jeg skal se verden og alle de dér floder og bjerge.
tirsdag 17. februar 2009 kl. 21:33 af Anna
Jeg drømte engang jeg kunne flyve.
Ikke så højt, bare en meters penge over de hårde fliser og gruset. Men jeg fløj uden at tænke over det, hen mod et lille insisterende stærkt og varmt lys længere fremme. Og som jeg fløj, flyttede lyset sig og jeg fulgte efter. Gennem hegn og mure og hen over kløfter og blødt græs.
Ind til det gik op for mig, at små piger ikke kan flyve og især ikke gennem mure. De kan måske springe over dybe kløfter, hvis de er smalle nok, eller hoppe hen over buler i græsset, men aldrig flyve gennem mure. Og dét gik op for mig midt i en mur og jeg kunne mærke hvordan der pludselig var modstand og det rev i min krop, og jeg kunne mærke hvordan mine fødder begyndte at slæbe hen af jorden.
Jeg havde bare for meget fart på til at kunne stoppe og der var jo lyset som flyttede sig konstant og rev mig med. Indtil jeg ramte en mur jeg vidste jeg ikke kunne passere og indtil jorden var lige under min hage.
For piger kan ikke flyve og især ikke gennem mure, vel? Så vågnede jeg, mens jeg så lyset forsvinde uden mig.
Og jeg har sikkert savnet det lige siden.
mandag 16. februar 2009 kl. 21:17 af Anna
Tilbage i møllen. Mails og møder, og stadig druknende mange og ikke noget ved dét, der er værd at skrive. Om.
Mæthedsmathed og rødvin til flødebollen med 70% chokolade, og sporløs med indlagt tårevædethed. Mærkelig blanding.
Hvor var det jeg lagde roen? Et sted på bunden af matheden, måske?
I mellemtiden tilader jeg mig at drømme. Om at nogen en dag sætter sig ved siden af mig. Casual og uden bagtanker. Andet end alle de tænkelige.
(“hvad tror du?”)
(“Jeg tror ingenting.”)
Og han smiler til mig og spørger om vejret/agendaen/ menuen og hvad der nu er, at spørge om. Og jeg kigger på ham og går i stå. Suget ind i muligheder og vildveje. I tanker om hvordan vi ender undervejs. Her i min gang, med læber mod ord, og muligheder i hænder og på lår. Her i min stue, med nyslebent gulv mod rygge. Her i mit køkken med slikeglat højglans mod albuer. Og her i mit liv.
(“Ah.. men der skete heller ingenting. Hvis det er dét du tror”)
(“aha…?”)
Og jeg svarer med en selvfølge, der ikke er påtaget, og en kækhed, der lukker blikke. Og han svarer tilbage med åbne øjne og jeg glider. Ud i mulighederne en mørk nat, efter en af de der middage og “hvem vil med ud og ha’ en GT bagefter?”og vi står tæt i den smalle bar, og vi griner og larmer, og arme strejfer ærmer og blikke. Og af en eller anden grund skal vi samme vej. I en taxa.
(“ingenting siger jeg jo. ”)
(“nej?”)
Eller også svarer han lige akkurat ingenting og øjeblikket er forpasset og vi lever videre på hver vores vildveje.
(“nej… kun…”)
(“kun hvad?”)
Men jeg; jeg drømmer videre inden jeg sover.
(“ajmen hvad tror du der skete?”)
(“jeg tror ingenting. Kun dét, du tror jeg tror og som du lige har fortalt. Dét tror jeg”)
Og dér var roen.
tirsdag 10. februar 2009 kl. 10:50 af Anna
Det var bare end drøm, men den sidder stadig suget fast i min hud og sitrer på indersiden af min næse. Jeg ved ikke hvem det var, andre end mig. Jo, jeg gør, det er løgn; der er tydelige navnetags på alle medvirkende, også på den forvirrede midtvejsdel med stoflageret som jeg har udeladt. Store ruller med stof som vi sad på, ham den helt gamle kæreste og jeg, før journalisten kom og fortalte om sit scoop. (Som om mine eskapader er noget man ville trykke i dagblade. I mine drømme er jeg åbenbart). Ulempe ved facebook at gamle kærester der dukker op og ser revisoragtige ud i deres slut 30´ere, pludselig sætter sig på stofruller og diskuterer etikken i mine handlinger med nyere mænd.
Men selvom alle medvirkende hedder det, de gør i virkeligheden, er de jo ikke dem men mig. Og hvad betyder dét så? Jeg har afsløret mig selv og nu tværer jeg min egen utilstrækkelighed ud over min indre verdenspresse? Eller herude?
Hej, jeg hedder Anna, jeg har bygget noget op som jeg ikke længere kan få til at stå oprejst?
Eller bare starten på, at leve uden at holde forkrampet fast i det gamle? (og hvad er der så tilbage hvis jeg gør det? Ingenting andet end mig i min alenehed?
Er det derfor grundfølelsen i drømmen er så trist?
tirsdag 10. februar 2009 kl. 10:38 af Anna
Det var vel bare dét der skulle ske. Det jeg ventede på i alt den tid, og så alligevel ikke for det trak bundproppen ud og skabte sugende undertryk der trak os alle med ud i et flænsende sug.
Men inden da var det som at komme hjem. Selvom jeg et sted stadig benægter at han føltes som hjem og at jeg var parat til at give alt og give alt op for ham; så var dét at ligge i den smalle seng, klemt op mod hans fugtige hud, så tæt på følelsen af at komme hjem som jeg længe har haft. Hver fold, hver linie i hans hud. Hver glathed og ru ubarberethed på kæben. Følelsen af hans hud når jeg lod mine ben glide ned langs hans. Så ubetinget som at komme hjem.
Indtil hun kom ind og skubbede ham tilside med et blik. Hans forsøg på at gøre sig bred og skjule sengen, blev gennemboret og hun flåede dynen af mig som jeg lå der og klodset forsøgte at forsvinde.
“Og hvem er så du?”
Hun havde stikkende brune øjne og en hud der ikke helt var ung mere. Og jeg spekulerede på om hun havde kendt til mig dengang. Om hun havde accepteret og troet på ændring, om hun havde ladet som ingenting og hadet i smug. Eller om hun intet havde vidst før nu. Flere år efter og lige i synet. Frisk blod og størknede sårskorber i samme billede. Arvævet er mit, så se bort fra det.
Hun frøs til is under forklaringen. Jeg kunne mærke kulden krybe ind under min hud da jeg læste ord i hendes øjne.
Så du er hende jeg aldrig bliver. Du er hende der er hård hvor jeg er blød, blød hvor jeg er stivnet og taler et fremmedsprog han forstår.
Ekkoet hylede i ørene på os begge.
De ville sende det ud dagen efter. Fortælle verden hvordan det var. Afsløre og åbenbare og nu skulle alle vide dét vi havde gjort dengang. Og så også nu. Tidsforskellen ville blive skyllet væk og det ville komme til at se værre ud end det var. Eller også er det mig, der prøver at lade tiden mildne, for det er værst som det allerede er.
Dagen efter er i dag. Jeg vidste det som det første da jeg vågnede og forsøgte at trække søvnen tilbage. I dag skal mine drømme knuses og alt det, jeg har ladet som om så længe skal rives ned og tilbage står kun den hæslige sandhed og den løgnagtige virkelighed.
Og der er ingen vindere, kun os der har fejlet og tabt. Tabt os selv, og hinanden og noget der aldrig blev taget alvorligt nok før det var for sent og suget ud med det grumsede badevand.
lørdag 11. oktober 2008 kl. 8:48 af Anna
I nat var jeg så i Vendig, der ikke var Venedig, men en Italiensk udgave af Las Vegas. Kønt på sin egen sære måde.
Jeg var der med min folkeskoleklasse, og vi var vist på kursus. Vi spiste kager og dampende brød og jeg gik tilbage til hotellet med Katrine, der har diabetes. Men vi for vild og gik og gik og så mange underlige LasVegasVenetianske huse og skråninger med træer og græs, indtil hun segnede, fordi hun manglede en injektion. Jeg vågnede da jeg talte højt og indtrængende til hende, for at hun skulle fortælle mig hvordan jeg skulle hjælpe hende.
Nu spiser jeg rugbrødsmadder til morgenmad, og undlader at tænke på, at jeg tog hjem ved 9-tiden til et af de arrangementer, der engang med et andet hold og en anden rolle og en anden mig varede hele natten og til tider, endte med, at jeg vågnede med hud i hånden eller ridser på læben.
Jeg er kommet, så langt ned af den vej jeg er på nu, at det nu er tydeligt selv for mig, at jeg har skiftet retning. En dag finder jeg ud af om dét er godt.
Eller om det bliver det.
torsdag 9. oktober 2008 kl. 8:45 af Anna
Jeg drømte at mine øjenbryn trængte til at blive plukket. At jeg så mig i spejlet og så at der groede små hår på det meste af øjenlåget og op i panden. Og da jeg så efter var det også på overlæben, i mindvigen og på kinderne. Små bløde sorte hår i abnorme mængder, der bare skulle have været pillet ud med en pincet hvis jeg havde haft tid. I drømmen noterede jeg mig bare at det var sært at jeg ikke havde lagt mærke til det før og at jeg vist hellere måtte få det klaret når jeg kom hjem.
Det gode er vel at der er plads til drømme i min søvn. Men uplukket hår?
Hmm..
torsdag 31. juli 2008 kl. 22:06 af Anna
Jeg har lukket min terrassedør, og går i seng mens det stadig er lyst og juli.
I morgen er det fredag og august, og ting begynder langsomt at ske. Tror jeg.
(jeg drømte noget i nat som jeg ikke kunne lide. Glemte det igen i dagens ridt gennem kolonner med tal, men her lige før fik jeg den der.. fornemmelse. Drømmen var rød. Mørkerød. Og hans familie var der og de kørte og jeg så på. Og der var røde gardiner. Og rødt gulvtæppe. Og der var noget der gjorde ondt. Og de kørte. Og der var ord på sider. Håndskrevne i en bog. Mørkerød bog, blå blæk. Og det var mit hus, og der var trapper op og væggen manglede i dele af den ene side på 1. sal, og jeg kunne se dem gå frem og tilbage. Ham og hende og. Og de pakkede deres ting, der lå. Og der var noget, der gjorde ondt og fik mig til af vågne, mens solen stod op over de røde tegl i mit nabolag.)
Jeg har lukket min dør nu og går i seng, mens det stadig er en smule lyst, og mens det stadig er sommer.
I morgen er det fredag og ting ender.
onsdag 25. juni 2008 kl. 7:39 af Anna
Nu venter jeg bare på at kaffen virker, så dagen kan bgynde. Eller også begynder den uanset, det er set før. Jeg er bare ikke i gear. Vågnede klokken halv fem med en drøm på nethinden der blev ved efter jeg var vågnet.
Han. Hvor var det? Hjemme hos dem, i et lyst hus der mere mindede om mine forældres end det jeg tror han bor i. Og han skrev en mail og det var ord på ord og tåget, snørklet og jeg vidste at jeg kunne tolke tusind ting ud af det. Hvis jeg ville og det ville jeg jo. Det vil jeg jo.
Så jeg vågnede på randen af tvivl, for hvad mente han og hvad skule jeg svare og…og det var jo vigtigt at svare nu han endelig havde skrevet til mig… og jeg så op, og dér var min egen væg i mit eget soveværelse og jeg vidste, at svaret skulle være, at jeg ikke forstod hvad han mente. At det er ham, der skal forklare sig og ikke mig, der skal tolke.
Og jeg slumrede ind igen og skrev: “Jeg forstår simpelthen ikke hvad du mener”. På en lille lap papir som jeg ville give ham, men inden jeg fik rakt den bagud mod ham, så jeg, at jeg havde skrevet mere på sedlen, så jeg krøllede den sammen og han fik aldrig mit svar.
Kaffen virker stadig ikke, men nu er det tid uanset.
Skal vi tro på at det bliver en god dag?
tirsdag 13. maj 2008 kl. 23:01 af Anna
Hvis ikke jeg var så træt, eller så mæt. Hvis ikke, det hele var pløret sammen af handling. Og sagte ord.
Hvis ikke jeg havde fået så mange mails. Og ikke havde kastet med håndklæder. (Og ikke havde savnet de dér kys). Hvis jeg havde rystet mere på hænderne. Og ikke havde været så øm i nakken. Og i tankerne.
Hvis ikke alting alligevel var gået så glat. Og stadig går.
Så havde jeg haft masser at skrive.
Men som det er nu er jeg uden ord.
(næsten)
lørdag 12. april 2008 kl. 6:47 af Anna
Jeg har læste forleden en lille historie om en frø, som jeg fik i julegave af en ven. Historien er ikke susende spændende og velskrevet, men den fortæller om hvordan man styrer forandring. Lever forandring.
Frøens vandhul tørrer ud og den erkender at den må finde et nyt, så den hopper ud i skoven for at lede. Åh hvor jeg genkender den hulkende fortvivlelse, dér i den stikkende skovbund; plastret til med håbløshed og afmagt, da det går op for frøen, der er sulten og træt; at den ikke aner hvor eller om, der er andre vandhuller og at de måske ikke lige findes så nemt.
En ugle kommer på banen med den visdom ugler altid har i fabler, og fortæller, at det handler om at starte indefra. (Se for dig en mediterende frø…), og den lille hoppende frø lærer, at sidde helt stille og tænke uden at tænke.
Det er det jeg prøver lige nu, i morgenmørket, silende regnvejr og en kop lidt for hurtigt brygget kaffe.
I stedet for at vakle søgende rundt, uden helt at vide hvad der vil være godt, skal frøen finde det perfekte vandhul i sig selv og hvile i dét. Og det burde være alt nok.
Der er en kvinde jeg har haft i min afdeling for et par år tilbage, som skifter job hvert halve år, og nu igen, og jeg bliver ringet op og spurgt om referencer. Men jeg kan ikke længere anbefale hende, selvom hun var god dengang hun var hos mig. Jeg kan ikke anbefale hende fordi hun er en frø der ikke ved hvad hun leder efter og som derfor hopper fordi græsset ser pænere ud. Hop, hop, hop. Det er synd. Nogen burde give hende en bog.
Frøen i historien finder sin ro og en indre vision, der motiverer den til at springe henover det store brusende, dræbende vandfald (efter diverse hård træning, der gør frøer i stand til at springe så langt), og den finder vandfaldet og den sætter af og den flyver gennem luften. Sejler, flyver, svæver. Frøen hopper længere end den nogensinde før har hoppet. Lykken er perfekt.
Indtil tilfældigheder som den ikke kan styre, bryder ind og afbryder faldet, så den lander i den voldsomt brusende dræbende strøm og bliver trukket med i dybet.
Min kaffe er allerede lunken. Så kan jeg lære at varme mælken op først, kan jeg. Hvad var min to do list for i dag? Børnene skal på sportlejr om lidt, der skal lige pakkes inden deres far kommer og henter dem. Køberne af min lejlighed vil se den mens jeg er væk, så jeg skal have ryddet op. Jeg skal have sendt alle de der tal til banken. Pakket selv. Løbet dagens 10 km. Og så mødes med Anton klokken 19. Om lidt. Der er lige en frø der skal overleve.
Frøen lander i vandet, der lukker sig over den og den ser det sortne for øjnene; men den har lært en ting: Vær som vand. Følg flowet, for flowet ved hvor det skal hen. Og så læner den sig tilbage og lader sig rive med uden at kæmpe mod. Vandet løber udenom klippestykker og under de lavthængende grene. Og frøen med. Og den ikke bare overlever, men ender et sted, der ligner den vision, den så inden i sige selv, dér for enden af den brusende flod.
Jeg er ikke nogen frø. Men her på indersiden af mine regnvåde ruder, med min lunkne kaffe og to tungtsovende børn som lydtapet, ved jeg, at hvis ikke man kaster sig ud efter drømmen når man den ikke.
Og at jeg skal lære at sidde helt stille og tænke uden at tænke.
Og have tålmodighed når jeg laver kaffe.
tirsdag 1. april 2008 kl. 7:37 af Anna
Jeg vågnede med flagerne af en drøm jeg ikke kunne huske, klistret sviende til ridserne i min hud. Grundstemning: trist. Meget symbolsk at tågen udenfor hang ned af træerne. Og vinduet.
Spiste mine havregryn i gangen foran det store spejl, mens jeg læste en sms fra hastigheden, der var kommet mens jeg sov. Og hende i spejlet stod helt, helt stille. Klæbrige drøm. Hvorfor kan jeg ikke huske andet end den her tristhed?
Om lidt er solen så højt op på himlen, at den brænder igennem tågen.
Ikke?
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer