onsdag 30. december 2009 kl. 10:49 af Anna
Jeg elsker morgenerne især. De grå lys ind mellem mine persienner og dynens blødhed mod min hud. Skarpheden i tankerne og blidheden i overskuddet. Jeg har glemt at lave kaffe. Øjeblik. There.
Der er et dyr der har skrabet hul på en lille flig af min skraldepose, der har stukket ud af stativet. Nu ligger der gennemtygget madpapir og rester af jul i min baghave.
Han kommer når de sover. Ikke den sultne ræv, men Bono. Sniger sig ind med en finger på læberne og glade øjne. Hviskende samtaler og lydløse kys. Forbandet svært at slippe ham i går. Fortvivlende sursødt ikke at kunne blive liggende og falde i søvn med næsen boret ind i hans duft, men forbandet berusende at overgive sig totalt.
Han er stadig hemmelig for andre end jer, et par tætte venner og alle mine gnistrende synapser. Børnene kender ham for ‘venlig mand der hjælper med huset’ og undrer sig på børnemaner ikke spor over, at han kommer dryssende og drikker kaffe i tide og utide. Og heller ikke over at han og jeg forsvinder i husets rum med hviskende stemmer og grådige læber de ikke kender spor til.
En dag om lidt må jeg fortælle dem. For jeg er træt af at kysse i smug og træt af at stoppe bevægelser der er blevet en naturlig del af mig. En dag om lidt.
Jeg er bare stadig bange for hvad der sker hvis jeg gør det. Fortæller, afslører og farlgst af alt; blotter mig selv. Forsvinder magien så?
Jeg har resten af året at tænke i. Og alt den tid jeg skal bruge.
Mens jeg samler gennemtygget affald op i min baghave.
mandag 28. december 2009 kl. 22:21 af Anna
Lige her, lige nu; med dæmpet musik og blåbærsaft i et stort glas og rester af dag i hele huset. Lige før, med børn der krammede godnat, med bløde arme og jegkanikkesovemor. Og før det, med en smeltende julefilm i på DVD og kravlende unger og popkornskrummer i sofaen. Med pludrende aftensmad og spruttende grin. Med “nej, du skal ikke spille mere WII nu”, og kaffe med stjålne kys bag en lukket dør, fordi en mand med blå øjne måtteskulleville forbi og efterlod en sugende trang til mere. Med en knogledyb udhvilethed og hud der snurrer af varme og lidt af træthed.
Lige da, lige der, lige nu, er jeg lykkelig.
Kom nemesis?
søndag 26. juli 2009 kl. 22:17 af Anna
Jeg vil ikke på job i morgen!
Nåede op på 369 ulæste. Sorterede og fordelte, så der kun er 109 i indboksen nu. Ikke at det er vigtigt. Der er bare så forbandet langt tilbage fra tulren rundt, rykke i ukrudt, grave i jord, og ord og bimse dimser; til glastårnet med automatkaffen og klapren af hårde hæle på gangene. Forbandet langt.
Bare ikke langt nok til at jeg har glemt hvordan der var for fire uger siden.
Nogen der kan bevilge mig fire uger mere?
fredag 24. juli 2009 kl. 21:16 af Anna
I dag er det så den sidste dag i min ferie.
Jo, jeg har også fri i morgen og principielt på søndag, men det er jo teknisk set weekend og ikke ferie. Bla bla bla. Jeg har haft den mest fantastiske ferie. Det var bare dét jeg ville sige.
Lange dage ved en pool i Spanien, eller en strand eller på en altan, eller i jagt efter mine unger ved en hotelbuffet, i håb om at jeg denne gang kunne forhindre dem i at tage mere mad end de kunne spise. Sene aftener i sofaen, med drengeben i bunker; fordi den sofa jeg var i altid var den bedste. Lange morgener med bløde arme og søvndrukne stemmer og “er der sommer summarum nu, mor?”
Endnu længere dage med ingenting, gemt som en anden eremitkrebs i mit lille bitte hus omgivet af hundredevis af snegle og ukrudt og maling, der skulle smøres på – uden dog at blive det. Og mig selv i noget nær absolüt tysnat. Lappede det i mig som en tørstende i ørkenen.
Og slendren i solen, ned af strøget med en iskaffe i sugerøret og poser af letkøbt udsalgslykke om håndleddet. Og overbærende smil til gøglere, turister og indfødte i kapgang.
Løbeture i morgendis, middagsregn eller aftentåge. Ømme ben og nye sko. Vasketøj der druknede i sommerregn og squash, hindbær og løvstikke klippet med en saks.
Jeg har læst bøger og set film jeg har lånt.
Jo, jeg har haft den mest fantastiske ferie, men vigtigst af alt, har jeg genfundet en tro på mig selv jeg ikke vidste jeg havde tabt.
onsdag 22. juli 2009 kl. 21:51 af Anna
Jeg kan se på min Blackberry at jeg nu har 331 ulæste mails. Det er ret godt gået i forhold til at jeg har været væk i 3½ uge og kun de første to uger slettede det unødvendige.
Jeg kigger efter, fordi jeg mentalt er ved at stoppe ferien allerede nu. Rastløsheden prikker lidt i fødderne, og der er ikke længere helt nok at løbe, dræbe snegle og besøge venner.
D fortæller om stilhed i glastårnet. Det er ham der har vagten i denne uge, som den eneste ledelsesrepræsentant og substitut for den nye topchef. Topchef-the-kid. Besked på at gå en runde i alle bygninger hver morgen, for at vise synlig ledelse. Velkommen til de ny tider. Gad vide om jeg også skal det, i næste uge, når det er mig der har tjansen.
“goddag allesammen, her er ledelsen og vi efterlader ikke længere plads til introverte blandt os. Men har I det godt? Hvad var det, du sagde du arbejdede med – og hvad hedder du egentlig?”
Nå. Den tid den sorg. Alt gror som det skal. Det har regnet på mit nye staudebed, jeg høster hjemmedyrkede squash til min salat hver dag, mine ben er ømme af mit nye løbeprogram og forleden fortalte nogen mig at han aldrig har set mig så udhvilet før. Det er meget, når det er flere år, der er referencerammen.
mandag 20. juli 2009 kl. 11:57 af Anna
Jeg har vasket så meget tøj, at der ikke er plads i skufferne længere. Men alligevel foldet sammen, lagt på plads og lukket med et hårdt skub med knæet, mens jeg ignorerer den knagende lyd.
Jeg har gravet græstørv op i det, der burde være – og engang var – bed. Plantet lidt nyt og lidt gammelt, og har danset regndans og heppet, på lidt for nikkende blomsterhoveder.
Ryddet op i bunker, der er groet frem og bunker jeg lige har dynget op. Og set på en masse andre, der egentlig var fine som de var.
Og læst. Lidt.
Og så er jeg endt her, i min sidste uge af ferie, på bunden af alt det der var sparet op, og for enden af alle labyrintens gange.
Tanken om job virker ikke længere helt så kvalmende, og selvom det lille tal på displayet i min telefon er rundet 300, rør det mig ikke mere. Kun for sportens skyld, overvejer jeg om jeg skal prøve at slette ned til 300 resten af ugen, eller hellere se, om jeg kan nå 400.
Jeg er så rig på tid, at jeg et kort øjeblik i morges så en lille dis af kedsomhed ud af øjenkrogen. Den er væk nu, og jeg favner i stedet min sidste frihed på denne side af omorganiseringer, budgetlægninger, madpakker og den der operation jeg nok ikke undgår.
fredag 10. juli 2009 kl. 19:35 af Anna
“(…) Vi skriver til dig, fordi vi meget gerne vil høre, hvordan din ferie har været. Fortjener vi ros, eller er der noget, vi skal gøre bedre næste gang?”
Hmm.
Der var kun familier – vel ret forudsigeligt for et familiehotel, men alligevel sært at være den eneste ene-forældre på stedet. Jo selvfølgelig er dét også en slags familie, men ikke helt, vel? Ikke som den type familie der beskrives i “tag familien med på tur til legoland”-reklamen. Eller var det Fårup sommerland? 2 voksne og 2 børn til halv pris uanset hvor det var. Hm.
Der var øjeblikke hvor jeg så to enlige kvinder, der rejste sammen med hver deres sæt lyslokkede unger, og der var en mørkhåret tysktalende kvinde ved poolen, uden vielsesring såvidt jeg kunne lure, og med to glade vandsprællere tæt ved. Og de fik mig allesammen til at smile lidt og føle mig knap så alene i kernefamiliefloden.
Indtil deres mænd kom pustende ind fra højre efter at have kæmpet med løver, liggestole, dåseøl eller hvad det nu har været.
Ikke at det generer mig at rejse alene mere. Især ikke når jeg ser kulde i blikke henover de ternede duge. Eller trætheden i hvem-gør-hvad-fordelingen. Jeg kunne vælge alt selv. Gjorde kun hvad jeg ville og besluttede kun hvad jeg var enig i.
Dén frihed er rar – det var den jeg som det første nød, da han ikke var med mere; og jeg nyder det stadig hver eneste gang jeg tænker efter. Intet pres, ingen diskussioner, ingen anden der skal have ret eller kan kræve min tid.
Men jo, en mand i stolen ved siden af min, på terrassen mens solen går ned. En mand med varme smil og tæt indforståethed. En mand med hænder, læber og lår. Og køb og blod og arme. Ville have været. Rart.
Sær kryds: meget tilfreds/tilfreds/lidt tilfreds/utilfreds. Skriv gerne en uddybende kommentar.
Hm.
Kære rejsebureau. Vil I arrangere rejser for enlige forældre til næste år? Ikke som dating portal, men bare for vi at kan falde i snak og ikke hele tiden stikke sådan ud? Tak.
Nåm. I dag har jeg nået et punkt på min evigt voksende to-do liste i huset. Jeg har læst i støvet på væggen, at midlertidigeheden kan vare længe, så badeværelset med bunker og hylder der var pillet halvt ned, er lagt på plads og skuret i bund som aldrig før under mit ejerskab. Og det dufter lige så godt som det føles og nu er der kun resten af uendeligheden tilbage.
Godt, at jeg har god tid.
torsdag 9. juli 2009 kl. 12:27 af Anna
Sover mig krøllet og tykhovedet og står kun op fordi solen bager gennem persiennerne. Laver kaffe i slowmotion og taler med mine børn gennem sommer summarum og A38 med müsli. Rydder af bordet uden at glemme de sædvanlige krummer, og nyder at karkluden ligger hvor den skal og at der ikke er så meget jeg skal nå.
På min mobiltelefon kan jeg se, at der nu ligger 203 ulæste mails og der rager mig ikke her ved mit hvidblanke bord.
Ungerne liner legetøj op i en inhomogen hær af YoGiOh kort, gummiskeletter, plastik dinosaurere og tøjdyr, i fælles kamp mod det onde, der mest af alt ligner æblerne fra frugtskålen og en tomat ude fra køkkenet.
Om lidt tager jeg løbetøj på og starter forfra på at kunne løbe. Min krop har nok glemt det i forårets mentale dødsridt, men mon ikke jeg kan minde mine ben om hvordan det er? Og lunger? Et skridt af gangen, vel. En udånding for hver indånding.
(mål, jeg må have mål: 5 km på 23; eremitagen på under en time; halvmarathon til november. Og nu er det skrevet ned, så binder det. Ikke?).
Alt det andet kommer når det kommer, og jeg er slet ikke klar til at det er endnu, for jeg har alt for travlt med at leve så langsomt, som jeg kan.
onsdag 8. juli 2009 kl. 11:37 af Anna
Mine squash er vokset til kæmpeplanter, med store gule blomster af begge køn. Min salat er blevet ædt og mine purløg blevet snerlet. Mit køkken ser lysere ud og mit gulv renere end jeg husker. Min postkasse er blevet tømt af min nabo, min forhave trænger til planlægning og vand. Mit køleskab er tomt og vasketøjssnoren fyldt.
Jeg selv er brun, men bemærkede allerede i fredags at det er i år, at linierne ved munden ikke forsvinder med de sorte rande.
Luften udenfor er køligfrisk og behagelig mod hud og svælg, efter en uge i fugtig hede.
Og måske man skal rejse væk for at komme hjem.
søndag 28. juni 2009 kl. 23:45 af Anna
Jeg ved godt det tager 3 dage at komme så meget ned i gear at det går op for både krop og nervesystem at det er ferie. Alligevel er jeg utålmodig for jeg er der ikke endnu. Om lidt rejser jeg og mine krudtbananer til ferieland og jeg regner med at jeg dér får den ro som jeg har brug for.
Jeg lukker også her, bare en uges tid eller sådan. Så længe det kræver.
Og hey; for første gang i 3-4 år tager jeg ikke min laptop med på ferie. Får jeg et akut behov for at kommunikere med omverden sender jeg en sms. Eller et postkort. noget.
Og hvad er der nu galt med pen og papir?
lørdag 27. juni 2009 kl. 11:27 af Anna
Lufthavnsparkering bestilt.
Kulørt vask sat over.
Energi fundet. Den lå under sofaen og gemte sig for den sorte laptop med VPN forbindelsen, der nu er pakket væk.
fredag 26. juni 2009 kl. 23:39 af Anna
Rastløs. Pludselig ikke træt, selvom fredag plejer at være træt. 4 ugers tomhed fremad skræmmer nærmest og kedsomheden ligger kvælende og lurer. Hvor sært. Hvor utilpasset.
Brugte aftenen i sofaen med laptoppen og en mailbox der nu er ryddet. Bare fordi. Bør gå i seng. Bør. Ingenting. Vel?
Gå ud og kys på nogle mænd. Smilende ferieønske fra L.
Stirrede længe på mail-svaret fra M. God sommer stod der bare. Og smileys. Venlighed fra et sted hvor venlighed luner lidt mere end.
Jeg er nok i underskud. På både venlighed og mænd at kysse på. Sikke en god kombi det kunne være.
Hvis det var.
fredag 26. juni 2009 kl. 16:41 af Anna
Nu har jeg ferie.
Hurra!
(og der er dage hvor man krammer sine børn lidt mere…)
søndag 31. maj 2009 kl. 10:33 af Anna
Selvom jeg har talt ned længe, er det lige gået op for mig at jeg snart har 4 ugers ferie.
Er der nogen forslag til hvilke bøger jeg bør læse i alt den tid?
Jeg kan godt lide lange bøger. Tykke tunge, komplekse, tak.
Jeg elskede ‘Parfumen’, som jeg lånte, læste, åd forleden, jeg kunne ikke lide ‘engle og dæmoner’, den var for letbenet til mig. Jeg er ikke til krimier eller mordgåder; men gerne noget psykologisk, noget okkult, sci-fi, eller lange meningsfyldte slægtshistorier. Jeg blev fanget af ‘Den lukkede bog’, men irriteret på hovedpersonens snævre livssyn.
Hvad har DU læst sidst som fangede og fængslede dig?
Hvad bør JEG investere tid i, denne sommer?
——
update: jeg har forsøgt at lave en liste over de forslag I er kommet med, som jeg ikke har læst, eller ikke har lammende fordomme mod. De af dem jeg får ædt mig igennem, giver jeg en kort vurdering af derovre.
mandag 6. april 2009 kl. 11:41 af Anna
Fra i dag vil jeg være glad.
(kan man det? Se sig selv i spejlet og sige: GLAD! og så virker det?)
Min yngste har overnattet hos en legekammerat og det var først da han kom hjem at det gik op for mig hvor meget jeg manglede ham.
Inden da og mens den ældste sov samlede jeg et skab i mit kontor og jeg får ridser i fingrene af pap og skarpe kanter på ubehandlet træ og min boremaskine kan ikke skruehullerne i og min skruetrækker er for lille og mine hænder for svage og da dørene endelig hang der var der 5 skruer der ikke kunne komme helt i, så dørene ikke kan lukke begge to på samme tid. Som bonus har skabet fået overvægt og tilter når begge døre er åbne.
Hvor jeg dog ikke kan lide processen her.
Mens jeg samler og stabiliserer og ømmer mine sprukne hænder, står de sidste 17 flyttekasser rundtom hvor der nu lige er plads. Men lidt held kan indholdet være i det nye skab. Eller i lastbilen til storskrald (hver onsdag i ulige uger. Stil frem ved fortovskanten og kryds fingre for at det er stable i korrektkommunalebunker.). Pointen er at her roder så jeg bliver Feng Shui krattet i det mentale solskin, men fra i dag vil jeg være glad!
Gaven er at jeg er i live til at kunne kramme begge børn, der før sad i solen og spillede nintendoer på tid og nu er kravlet op på hvert sit mor-ben og sætter skrivehastigheden ned til slow. Det er ok, for idag – fra nu af – vil jeg være glad.
søndag 15. februar 2009 kl. 12:44 af Anna
Om lidt logger jeg på igen. Og jeg vil ikke, gider ikke har ikke lyst.
Jeg plejede at elske mit job så højt at jeg loggede på undervejs i fritid og ferie, men denne ferie, hvor jeg ikke har været længere væk end det trådløse net jeg kan nå overalt i mit lille hus, har jeg ikke gjort det. Overhovedet. Fordi jeg kan huske kvalmen lige inden og den der mail til min chef (nok nu, tak!) jeg ved hvad der ligger af … ting.
Issues, kalder vi det på business.
Min PC er solidarisk og holder tøvende pauser mens jeg skriver. Tak for det ven, men min puls er allerede begyndt at finde tilbage til det konstant høje leje og jeg vil ikke vil ikke vil ikke. Jeg vil hellere være udhvilet og male paneler og indrette min møbelfattige stue. Jeg vil hellere løbe ture ved iskanten af søer og se gæs der vralter og barnevogne med hueklædte mænd ved rattet. Og solen ned gennem nøgne grene og iskrystaller på siv.
Men om lidt logger jeg på og jeg starter nok med at sende en announcement med politisk sprængfarligt indhold ud, arrangere et heldags seminar for 14 personer torsdag, lægge et jobopslag på nettet og så lige læse en million mails og finde ud af hvorfor budgettet ikke stemmer. Og huske at smile undervejs. Måske.
Om lidt logger jeg på igen. Og jeg vil ikke, gider ikke har ikke lyst.
torsdag 12. februar 2009 kl. 17:37 af Anna
Der var næsten solskin, næsten frostfrit og næsten ingen sne på stierne. Der var også næsten vindstille og stort set ingen andre end mig og de 6 km var nok til at det bagefter gik op for mig igen igen, at manglende løb gør mig irritabel.
Og at det lille vandløb under broen varierer i vandmængde og at den brusen, der af og til overdøver min iPod, i dag var en stille rislen ned over de små sten. Ting man lægger mærke til når man ikke mere er helt ny i nabolaget.
Ruten keder mig allerede lidt. Jeg er vandt til at løbe mellem høje træer og på bakker og skovbund, og det her er mest velplejet stisystem og flad mose. Med gæs. Jeg boede i den anden ende af den her løberute da jeg var i exil efter bruddet med x, og visse strækninger giver mig minder om dem, jeg boede til leje hos dengang. Og om hyldeblomstsaft og en smuk blond kvinde jeg aldrig rigtig nåede ind til. Og neskaffe af høje glas.
Men i dag skinnede solen og der var ænder og svaner og skruet is i kanten af våger. Og på parkeringspladsen foran IKEA, vendte en mand sig om efter en kvinde der passerede forbi med små hurtige skridt, og jeg kunne se på hans ryg at han smilede og på hendes svaj at hun så det.
Jeg smilede også. Af dem og af solen, til mine fjollede børn og af livet i al almindelighed.
mandag 9. februar 2009 kl. 21:51 af Anna
Flisebelægningen ved storkespringvandet er i virkeligheden en gigantisk hinkerude. Fristende og upraktisk når Strøget er fuld af mennesker der skuttende i den kolde vind, haster sig videre.
Den jublende 6-årig jeg havde med var ligeglad. Han hoppede og hinkede og lo over byen, menneskene og mulighederne. Og faldt for et bord til over 100.000 i Illums Bolighus, som desværre var for stort til vores lille hus.
Og så gik vi hånd i hånd op af Købmagergade og grinede af alting og ingenting, mens han gumlede på en pølse og jeg undrede mig over hvem der svarer på de unge knægte fraAmnesti’s tilråb.
“Går du ind for tortur?”
“Kender du Amnesti Intrnational?”
Nej til det første og ja til det sidste, og måske det er snævertsynet og alt muligt andet, men jeg vil hellere bruge min vinterferiemandag på at købe tulipaner i solskinnet end på at diskutere tortur.
Så vi gik vidre og kiggede på vinduer og på mennesker.
Og trak vejret helt i bund.
mandag 9. februar 2009 kl. 10:13 af Anna
Barn 1 afleveret til kommunal vinterferieaktivitet. Sidste glimt af ham var som del af et kobbel børn, der som stimer af fisk, løb frem og tilbage i en sportshal. Bredt grin og bare tæer. Det er godt.
Barn 2 får ferieluksus-lov til at spille Nintendo mens jeg drikker forsinket morgenkaffe inden jeg slæber ham med i Illums Bolighus på om lidt. Barnet har selv bedt om at komme med ud at shoppe, det skal han så få lov til. Måske han bliver kureret i ung alder, måske han bliver grebet af det.
Enerverende Mario Bros-musik som baggrundsstøj til formiddagens feriehverdagstanker, der ikke sætter spor. Uendelighedsrækken af bekymringer og små tråde af uro tvunget om bag praktikaliteter og indkøbslister.
Det jeg ikke når, når jeg ikke. Så lad himlen falde ned og havet flyde over, for jeg kan flyve og svømme så vidt jeg husker, og jeg trænger så vanvittig til at tiden bliver stoppet bare et par dage.
torsdag 16. oktober 2008 kl. 19:48 af Anna
Mens ungerne gik midt på den brede sti og højlydt diskuterede drengeting, så jeg træer og blade. Græs og hjorte, duer og vind. Og farver. Samlet så jeg skønhed. Høje urgamle træer, med ild i bladene og lange krogede grene, der rakte ud over stien og henover himlen. Langt græs, flettet med røde nedfaldsblade og brændenælder.
Det sved nærmest i øjnene. Eller i det der er bag. Gad vide om skønhed har en effekt eller om det bare er rart at se på. (og gad vide hvor meget der drysser ind bag nethinden hos de små. Lidt, nok. Trods alt.)
Senere begyndte det at regne, men da var vi forlængst tilbage i tørvejr. (og at jeg løb en tur med svidende lunger og dum stædighed, er en anden historie, som jeg ikke vil fortælle nu.)
Og nu har jeg glemt min pointe. Men det var rart, måske det bare var det jeg ville sige. Rart at gå der med lykkelige børn og al den skønhed. Rart at vi ville, og fulgtes og lo. Og rart at bare være. Lige der, under bøgene.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer