fredag 14. august 2009 kl. 20:12 af Anna
Det er fredag og jeg har leet. Og grinet så jeg fik tårer i øjnene. Og smilet. Det sidste til de dér støvblå øjne (som jo bare er en teenageflirt og ikke andet end selvopfunden føde til min evige sult efter lidt magi i hverdagen. Så tilgiv mig for barnlig fryd over hver eneste smil og hver eneste lille magiske minut jeg piner ud af den uskyldige mand – der sikkert kun finder mig venlig og kollegial interessant. Måske det kun er mig selv der skal tilgive mig min barnagtighed.).
Og så fik jeg ros. Meget. Dethavdejegsåikkeligeregnetmed.
Her sidder jeg og har haft mit første store nederlag som leder. Jeg kunne ikke løfte; jeg har fejlet og alt det dér.
Og så siger manden at han er imponeret over alt det jeg har nået. Over alt det ekstra jeg har båret som ikke er nævnt under mine mål og som jeg selv havde glemt. Over det, der er lykkedes på trods af alt for mange opgaver.
Hm.
Og så drak vi øl i solen allesammen, og det var dér vi grinede så tårene trillede; mens jeg tænkte på at det er ved at være tid til at sige farvel til dem. Og jeg fik et af de dér smil fra de støvblå, som jeg bilder mig ind hænger fast ved øjne, læber og mund.
Det er fredag og jeg er rig.
tirsdag 11. august 2009 kl. 22:21 af Anna
Det har faktisk været en god dag. Et sted mellem 17 og 19.10 glemte jeg det lidt, fordi jeg samtidig glemte at mine børn var overkørte af anden dag tilbage i skole og at jeg selv nok også var det. Og ja, det var mig med de to drenge der sloges midt i Netto. Hep!
Men bortset fra det, fik vi det jo vendt og han lyttede fatisk; den store i “hvad-rager-det-mig”-mode. Og nu ligger han deroppe og smugspiller Nintendo og jeg lader som om jeg ikke har set det. Lidt luft må der være.
Men det var en god dag. Jeg fik et par minutters magnetisme fra Ms støvblå øjne lidt over ni, og det var måske dét, der plantede det lille smil jeg stadig har i mundvigen. Eller også var det alle de andre mennesker på min vej. Glade og travle og tætte og fjerne. Eller sms´erne i min telefon.
I virkeligheden er det ikke så vigtigt hvad det var. Bare at det var.
ik?
fredag 10. april 2009 kl. 21:13 af Anna
I min småsnaldrethed oprettede jeg så lige en profil på sådan et hersens netdatingsite. Fordi der er forår og jaja jeg ved det er mega trivielt og argh. Men det skulle liige prøves jo.
Det første svar jeg fik (på en meget høflig forespørgsel om et billede) lød cirka sådan her:
“(…) Du er måske guds gave til mænd som bare får mænd til at ligge sig for dine fødder?”
Tak, så.
Jeg klarer mig uden, så. Hej hej.
(men jeg eeelsker den her titel. Kan man bruge en titel for meget? Nej vel?)
mandag 23. februar 2009 kl. 22:13 af Anna
Sidst jeg mødte ham på gange svarede jeg sandt. Og så en flakken af et blik der søgte videre. Først bagefter strejfede tanken om at bevare en illusion, og et image der lignede forventningerne i og om mig.
(Jeg tror at alle de mænd jeg har kysset har efterlade et lille hak og en krumme, der rutscher rundt i min bughule. Ham, der loggede på lige før, den lyshårede dreng hvis navn jeg allerede havde glemt da jeg fyldte 17, ham der ligner en revisor på facebook nu og svarede så pænt på min hilsen. Den smukke, der kan ses på billeder i blade i selskab der mentalt er ude af min forståelsesrækkevidde, dyret der stadig ikke kan kysse, drengen der ikke havde lært det endnu og ham, der tydeligvis havde. Kærester der smelter sammen i raden af gymasieår og sene nætter i fredagsbaren. Venner der kom for tæt på og de få mænd, der kravlede ind under huden og stadig får mig til at tøve et milisekund når jeg ser skygger der ligner.)
(Allesammen væk nu, men alle har de efterladt et lille gran af sig selv i dybet af mit kød og tatoveret et lille hak i den bløde hud på halsen, skjult bag små lyse dun.)
(De venlige siger at der kommer flere hak, og de troende at jeg bare skal vende blikket væk et øjeblik. Men det gør ikke noget om de har ret og tager fejl og det betyder ingenting nu, for den tanke jeg fik; da jeg så et navn i en mail, en skikkelse der mindede om, en lok lyst hår og et glimt af et smil. Den tanke; at der dybt inde i mig er en lille hvirvel af fastholdt tid, som jeg har fået ved hvert lille stump varm hud mod min; den giver mig det jeg skal bruge. Nu.)
I dag, da jeg mødte ham igen, i hans ulastelige jakkesæt (uhh der er sådan et fint ord), smilede jeg og blev stående lidt så vi kunne… tale lidt. Han var på vej væk efter det første hej, og blev fanget af min tøven. “Hvordan går det, Anna – har du styr på det?” Umærkbar manipulation ved blot at vente og se i øjne.
Og denne gang smilede jeg til ham og holdt blikket fast (modsat sidst, ikke?) og svarede “ja. Det går fantastisk forrygende og travlt, men sådan er det jo, ved du”
Og han smilede glad og gentog alt hvad jeg lige havde sagt bare omvendt og vi klappede på hinandens skuldre og så var det, det. Image genoprettet og mand beroliget på sin dømmekraft.
Mere skal der ikke til, på en mandag. Tænker jeg mig.
mandag 16. februar 2009 kl. 21:17 af Anna
Tilbage i møllen. Mails og møder, og stadig druknende mange og ikke noget ved dét, der er værd at skrive. Om.
Mæthedsmathed og rødvin til flødebollen med 70% chokolade, og sporløs med indlagt tårevædethed. Mærkelig blanding.
Hvor var det jeg lagde roen? Et sted på bunden af matheden, måske?
I mellemtiden tilader jeg mig at drømme. Om at nogen en dag sætter sig ved siden af mig. Casual og uden bagtanker. Andet end alle de tænkelige.
(“hvad tror du?”)
(“Jeg tror ingenting.”)
Og han smiler til mig og spørger om vejret/agendaen/ menuen og hvad der nu er, at spørge om. Og jeg kigger på ham og går i stå. Suget ind i muligheder og vildveje. I tanker om hvordan vi ender undervejs. Her i min gang, med læber mod ord, og muligheder i hænder og på lår. Her i min stue, med nyslebent gulv mod rygge. Her i mit køkken med slikeglat højglans mod albuer. Og her i mit liv.
(“Ah.. men der skete heller ingenting. Hvis det er dét du tror”)
(“aha…?”)
Og jeg svarer med en selvfølge, der ikke er påtaget, og en kækhed, der lukker blikke. Og han svarer tilbage med åbne øjne og jeg glider. Ud i mulighederne en mørk nat, efter en af de der middage og “hvem vil med ud og ha’ en GT bagefter?”og vi står tæt i den smalle bar, og vi griner og larmer, og arme strejfer ærmer og blikke. Og af en eller anden grund skal vi samme vej. I en taxa.
(“ingenting siger jeg jo. ”)
(“nej?”)
Eller også svarer han lige akkurat ingenting og øjeblikket er forpasset og vi lever videre på hver vores vildveje.
(“nej… kun…”)
(“kun hvad?”)
Men jeg; jeg drømmer videre inden jeg sover.
(“ajmen hvad tror du der skete?”)
(“jeg tror ingenting. Kun dét, du tror jeg tror og som du lige har fortalt. Dét tror jeg”)
Og dér var roen.
onsdag 15. oktober 2008 kl. 15:34 af Anna
Kommunikation.
Jeg fik en gang fingrene i en rapport nogle eksterne konsulenter havde lavet over hvad der var gået galt i et projekt i mit nabolag. Der stod side op og side ned om stakeholders og interessenter og værdier og indhold og form, men på side 16 øverst, stod de vise ord, der oversat var formuleret cirka sådan her:
“Der er tre områder hvor der er begået grundlæggende fejl i projektet: kommunikation, kommunikation og kommunikation.”
Det smilede vi lidt af, selvom det var alvorligt nok.
Min ven fra i går.
K O M M U N I K A T I O N
“jeg var glad for det i går”
K O M . . . I K . . . . . ?
“den må du vist lige forklare, for jeg selv var ret ked af det bagefter. Jeg gik med følelsen af at være blevet fravalgt.”
K O M M U . . . . . . . N?
“Oh. Det var ikke meningen. Jeg var glad for at jeg havde taget mig sammen til at vi skulle ses”
K O M . . N I K . . . . . ?
(det var da for pokker mig der for anden gang på kort tid pressede på for andet en hastige kaffeslatter på et hjørne i kontorland. På tid og rum til snak der er privat og mellem os. Det er dig der aflyser, dig der kryber uden om.)
“Jeg er lidt ked af at mine forsøg på at invitere dig på middag/snak/whatever falder til jorden. Især fordi det vi taler om her (…) ikke hænger sammen med det vi gør/vil/tør stå ved i virkeligheden.”
K O M . U N I K . . . . N?
“jeg skal vende mig til (…) veninde. Det har jeg ikke prøvet før”
(Nej, det fremgår. Selvom vi har kendt hinanden altid. Det er dig der er bange for hvad du kommer til hvis du er alene med mig, dig der er bange for dine drifter (poetisk), men det er for pokker da også dig der indleder flirts og konstant skruer op for varmen på msn, det er dig der driver det derud hvor jeg undrer mig over om du mon er alene hjemme og hvad pokker du lægger i det. Ingenting åbenbart. Andet end ord.)
(nej, jeg er ikke uskyldig. Jeg drejer på knapper hvis de bliver lagt foran mig og ja, jeg kunne sagtens finde på at drive dig og os derud hvor det føles mod huden. Sådan er jeg, jo. Men ikke hvis jeg får besked om at jeg ikke skal. Og det får jeg ikke her. )
K O . . . . . . . . . . ?
tirsdag 30. september 2008 kl. 18:28 af Anna
LIge først bildte jeg mig selv ind at det ikke var det. Det var så efter, at jeg havde brugt 10 minutter på at formulere sætningen, så den ikke var for afslørende, ikke for åbenlys og sagtens ville kunne læses af andre uden at de behøvede at tolke nogetsomhelst ud af det.
“…og når nu sandsynligheden for, at vi først ses igen om 2-3 år er ret stor; så bliver jeg nødt til at nævne, at jeg er glad for, at du var med. Det var rigtig rart at få talt med dig igen og at mærke, at der stadig er den der kemi.”
Uskyldigt nok til ikke at være det.
Men det er det jo. Face it, Anna: Det er en krog. Ja sgu.
Hvorfor? Hvorfor kaste en krog ud efter en mand som kysser som en bygade et sted i provinsen, og som iøvrigt er gift? Som har opført sig som en glatbarberet ål og som dybest set ikke er værd at samle på?
Fordi man kan. Fordi der var den der kemi, og fordi jeg trænger til en flirt.
Undskyld, jeg er ikke blevet klogere og ja for pokker; selvfølgelig er det her rent tidsfordriv.
torsdag 28. august 2008 kl. 20:31 af Anna
Det tager 5 minutter at skrive under på en købsaftale.
Og i morgen skal jeg til fest. Engang var det årets begivenhed. Boltren i flirt og alle mulige muligheder. Stiletter og sølvglitren. Alt dét. Nu sidder jeg her og er zombieagtig træt. Har hverken lyst eller udsigt til glitren. Hverken uden på eller.
Det er kun mathed, træthed, brugthed. Alt er godt når jeg tænker efter.. jeg kan bare ikke mærke det.
“Ja.. og Anna har brug tiden på at købe hus og holde præsentationer i stedet for at…”
Ætsende sarkasme fra projektleder, hvis budgetter jeg har overtaget og ikke kan gennemskue. Jo, jeg havde lovet at undersøge noget jeg ikke nåede i går, (han burde vel egentlig selv have haft styr på det nu jeg tænker efter… argh) men inden da, har jeg brugt uger på at gennemskue og forstå hans makværk. blabla. Det tager 5 minutter at skrive under på en købsaftale. Det irriterer mig bare at han prøver at pille mig ned med angreb. Narrøv. Og det irriterer mig, at jeg ikke kom med andet svar end en hovedrysten. Måske det også er godt nok, at jeg nåede at beklage mig til Topchef, et øjeblik inden Topchef mødte projektleder på gangen.
“Nå, jeg hører at du ikke har styr på …?”
Sagt med smalle læber og fremtidig klemme velplaceret. Forestiller jeg mig. Projektleder ringede hurtigt efter, for at få lukket huller. Velplaceret opbakning fra Topchef dér. Hej, jeg hedder Anna, jeg er nogens kæledække. Gad vide hvad de tror mit forhold til ham er. Lad dem. If it works.
Og i morgen er det vi skal til fest. Har mest lyst til at sætte mig i et hjørne og tude i en flad udrikkelig fadøl. Men alt er jo godt, når jeg tænker efter..
jeg. kan. bare. ikke. mærke. det.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer