Jeg læste engang en artikel, der indeholdt råd til kvinder der vil gøre karriere. Det var sådan en lettere poppet artikel, kan jeg huske, for et af rådene var det der med håret – undgå for langt løsthængende hår der distraherer mændene; undgå for udfordrende tøj, sæt ikke dit lys under en skæppe etc. Nogle af rådene var lidt fjollede, andre var sådan set ok og jeg kan huske at jeg dengang tænkte at de vel gjaldt uanset om det var kvinder eller mænd der skulle følge dem. Mænd med hvide sokker i sandaler virker af en eller anden grund ikke helt så skarpe som en med sorte sko.
Så var det et om sex. Undgå at dyrke sex med en kollega. Stod der. Pointen var, at uanset hvor diskret man var, ville rygtet sprede sig, og så ville der stå SEX stemplet i panden på kvinden resten af hendes miserable (og nu nok lettere mislykkede) karriere. Så når hun stod og gennemgik dybt faglige powerpoints, ville tilhørene (som tydeligvis kun var mænd) kun spekulere over, om det nu var sandt at hun havde haft en vild, svedig omgang med ham Kenneth ned fra Accounting.
Jeg tror faktisk godt at det kan lade sig gøre at være diskret nok til, at ingen opdager noget. Og jeg ved at der tit spreder sig rygter om alt muligt andet alligevel, så jeg tænker umiddelbart, at folk burde være professionelle nok til at fokusere på indhold og ikke deres egne fantasier om nøgen hud.
Men.
Jeg har lige siddet til 1 times alvorlig forhandling om ting af væsentlig og stor betydning. Og under hele seancen kunne jeg huske hvordan min modpart ser ud med små svedperler på panden under det mørke hår, der kruser en smule op når det bliver fugtigt. Og jeg ved hvad han foretrækker og hvordan han lyder, når det er.
…og er man ikke vanvittig god til at se det sjove i dét, skal man nok følge artiklens råd og sætte håret op.




Kommentarer