|
Jeg spørger lige publikum: hvad skal jeg svare min gamle topchef? A: “den er god med dig, gamle jas, jeg rnger først om 5-6 mdr når jeg har givet det her en reel chance” B: “jeg ringer på mandag” C: “har du noget godt til mig – eller vil du bare kysse?” Hvad synes I? Trækker vejret mellem to blokke af møder. Kaffe og en chokolade fra den æske nogen havde med forleden. Breath ind, breath out. Ignorerer mailstrømmen og telefonopkald jeg kunne returnere. For to år siden vaklede jeg rundt i noget der gjorde ondt og var tungt at bære, men nu har jeg groet skuldre brede nok, eller lært at trylle byrden så lille at den ikke længere giver gnavsår på lænden og vabler på fødderne. Solen glimter i vandpytter neden for mit vindue og alene dét at jeg ser det, gør godt. Der er farve på de blade der hvirvler rundt i luften, og der er små pletter af blåt på himlen. Det nye er langsomt faldet på plads, som tetris-klodser i slowmotion. Mit nye overblik har en lidt anden farve end før og en markant anderledes smag. Jeg var – og er – stadig vanvittig stolt over, at have løbet et halvmarathon på lidt over en time og halvtreds; fordi det ikke bare er i de knap to timer jeg sejrede over mig selv, men fordi jeg har vundet en lille smule hver eneste af de mange timer, jeg har sat den ene fod foran den anden. På de lange strækninger fokuserede jeg på enden af vejen, hvor langt væk den så end var; og førte mig mentalt derhen hvor jeg ikke længere kunne se videre; mens jeg messede for mig selv, at det var lige netop NU, at det gav mening og effekt, at blive ved med at sætte en fod foran den anden. Metalsmag. Som den, jeg har i blodet nu og er ved at vende mig til. En fod foran den anden, hver eneste dag og med blikket rettet mod der hvor jeg skal hen. Min verden har ændret sig, men jeg tror egentlig mest, at det er mig. Vanvittig smuk morgen, ikke sandt? Elsker det udtryk, selvom jeg aldrig selv tager det i min mund. Min x-svorger brugte det tit, dengang i halvfemserne hvor han var en del af mit familieliv. Han fik det han sagde til at lyde så sofistikeret, ved lige at snøre et ‘ikke sandt?’ på enden. Han var en glad mand. Arbejdede i reklamebranchen og var typen der taler og smiler samtidig. Meget. Han var pæn på Ken-måden og passede som sådan, godt til min søsters Barbie ydre. Eller hvad den mørkhårede version af dukkefamilen hed. Min søster er så ingen barbiedukke og han i virkeligheden ingen Ken. De fik ham til at lægge jagtgeværet, uden at nogen kom til skade. Jeg tror nu heller ikke på at han ville have brugt det, men det understregede ret dramatisk at han var holdt op med at smile mens han talte – ikke sandt? Jeg har det bedre nu, tak. Jeg har forbandet svært at vurdere om jeg er syg, og det er først bagefter jeg kan mærke, at jeg har det bedre end jeg havde det før. Valgte alligevel at gå hjem og sov en dag væk på sofaen, så noget må der have været galt. Ikke sandt? Han var der ikke selv da de fortalte det. M, med de støvblå. Væk er han, til et sted jeg ikke tør skrive af angst for at lække hyper konfidentiel information. Vi kan bare sige, at det er langt nok væk til at de opgraderer ham og at det er ret belejligt, at han og konen lige er nået at finde hinanden igen. Det får de så lov til at forsegle de næste 2 år i et gyldent bur, med bodyguards og privatchauffør. Gad fandme godt have fået den tjans, men jeg er bundet af børn og alt for slået ud af egen utilstrækkelighed til at jeg selv ville have tænkt på mig til det. Kunne næsten høre Løvens kæber snørre sig sammen da de sagde navnet. Lille knirkende lyd. Han må næsten have regnet det ud, men han sagde ingenting. Dupond og Dupont reduceret til en. Topchefthekid vælger sine egne drenge, så Løven kan trøste sig med at han nok er den næste i køen. Efterladende os andre uvalgte og udbrændte. Så kan vi lære det, ikke sandt? De begynder at overhale mig nu, dem der er yngre end jeg. Lille knirkende lyd fra min kæbe, når jeg kan se det, jeg ikke kan gabe over. Ikke kan drive, fordi mit drive er sevet ud med badevandet i en omorganisering. Jeg er på job og bør nok gøre det jeg er her for. Blev lige forstyrret af medarbejder der gerne vil redde verden og er typen der taler mens hun smiler. Begge dele gør hun meget, mens hun forstyrrer mig uafbrudt og kværnende, når jeg sidder her på min pind. Hun er nu en meget køn pige. Langt lyst hår og store brune øjne. Lange fingre, med lige negle. Flirtende i en grad, at jeg får kvalme. Ikke med mig, naturligvis. Mig nejer hun nærmest for, mens hun smiler og taler ingentingord i en strøm, der giver mig lyst til at stoppe sammenkrøllede A4 ark ind i hendes brede mund, med de glinsende læber. Jeg er ikke sur. Bare lidt brugt, på den dårlige måde. Utilfredsstillet på toppen af Maslow. Det er kun én, der kan ændre dét, og den ene er holdt op med at hoste, men løbet tør for bonuspoint og intern goodwill, uden at jeg orker at gå den ekstra mil der skal til for at skrabe flere sammen. Så sidder jeg her. På min nye plads i et nyt hjørne af et nyt storrumskontor. Nyt for mig, altså. Min assistent sider lige ved siden af mig og er ny med mig, men resten er gamle og løftede næsten ikke hovedet da jeg kom. Hej allesammen. Rungede vist lidt hult i stilheden. Ikke at det var hult, for det var jo ment. Velment. Og så kom M med de støvblå og hilste på (og jeg kan høre hans stemme henover nogle reoler lige nu. Rigtig rar stemme den mand har), og Fuglenakken og et par andre kolleger. Og blablabla hvor vi snakkede lige der i det stillestille storrum jeg er flyttet ned i. Nærmest blasfemisk at sige noget og endda at tage telefonen. Hej jeg hedder Anna og jeg larmer. Det er derfor jeg sidder mussestille nu. Shyhh. Arj, det er pjat. Jeg skal bare lige vænne mig til min nye udsigt. Både ud ad og indad. Eller hvordan man nu siger det. Medarbejdere og nye opgaver og en væg på den anden side af husrækken med en klatreplante på der allerede er ved at blive rød. Og så er der den der sms jeg ikke har svaret på og jeg er bare så forbandet træt lige nu for jeg vågnede kvart over 5 efter at have drømt at jeg ikke kunne sove hele natten. Tænker lidt at det er min cyste der er begyndt at være aktiv. Opskruet stofskifte. Kan også forklare at jeg har tabt mig. Ikke at noget af det har med min opskruede løberi at gøre. Eller at jeg har mere travlt med at spekulere over manden der vader rundt i/på/ved/med mit liv end at spise for tiden. Ikke at det er en undskyldning for ikke at svare ham. Men. Hvad svarer jeg til det? Ja? Nej? Hvorfor ikke? Hvorfor siger du det? Eller bare det banale at jeg ikke ved hvad pokker jeg skal sige. Forbandet så træt jeg er. Kan ikke helt slæbe mig sammen til sidste tørn. Ikke at jeg er løbet tør for mails eller opgaver. Det er bare muren foran mig der er alt for stor lige nu. Og gid han skriver først. Hårdknudelort. Og midtvejs prøvede jeg at fange mit nye lederteam. Prøvede at fjolle med Løven og blinke til M med de støvblå. Det virkede ikke helt. For nu at sige det mildt. De to er knold og tot, Dupont og Dupond, Fy og Bi. Sådan en enhed kan man ikke koble et tredje hjul på. Især ikke som pushy kvindelig afhopper fra den anden side. Så jeg dansede med M og håbede et eller andet sted at han ville bare en lille smule vise at jeg var ok. Det gjorde han måske også, men mest ved at fortælle mig at hende som Løven dansede med (eller hvad man nu kalder det de gjorde..) var en blond affære som han havde kendt til i et års tid. Og smilede på en måde der lignede at der var meget han ikke fortalte mig. Og fik mig til at føle mig som uskyldige Alice i eventyrland, som egentlig selv troede hun var rimelig meget på beatet, hvilket hun så måske ikke helt var alligevel. Indtil han afslørede at han da også havde hørt historier om mig. Tak så. Har vi gang i en indvielses ceremoni her? Og måske det bare er fordi jeg er ny i et gammelt team og fordi jeg hader at være ny og ikke have en rolle. Eller ikke have den rolle som jeg er vandt til. Måske ensomheden kom snigende da de gamle var spredt for alle vinde og de nye ikke ville have mig med i deres leg. Og så var det at jeg fandt sammen med A, min kvindelige kollega som jeg næsten føler er en klon og som jeg ved, jeg kommer til at savne og hun mig. Indtil hun blev revet væk af en midt på dansegulvet og jeg er tilbage til start. Eller slut eller hvad det er. Det begynder at smuldre, det jeg ville have ud. Det der gnavede i morges gnaver ikke helt så meget mere. Måske det er godt, måske jeg er ved at rejse mig igen. På mandag starter alt det nye med et møde klokken 9, og når det bliver mørkt igen efter dét kommer Keanu forbi og bekræfter mig i, at jeg stadig er levende. Hvis alt går godt. (Jeg er her ikke. For jeg vågnede klokken halv fem i morges og kunne ikke sove. Spekulerede over det mind fuck jeg er udsat for. Grimt udtryk. for træt til at kunne finde på andet. Spekulerede på omorganisering der bliver meldt ud mandag. Spekulerede på hvorfor jeg var så sulten (nemt: spis mad i stedet for at mødes med mystiske mørke mænd der fucker din hjerne op to aftener i træk), spekulerede over hvad jeg skulle svare. “Du sender mig en sms og fortæller mig om du vil mere”. Det er jo ikke romantik det her. Slet ikke. Det er noget andet jeg ikke helt ved om jeg er klar til. Mind fuck. Så jeg er her ikke, jeg ligger i min seng og lader min underbevidsthed tage beslutningen. Der var noget der rev mig på hånden et sted hvor der ikke skal være noget det river. Som en hosten i mørket, der river en ud af fortryllelsen. Som. Om. Skævvridning i matrcien. Undskyld jeg giver ikke mening og har ikke flere linieskift at bruge af. Kvote brugt op. Vist bare mindfucket mig selv af træthed, budgetlægning og omorganifuckingsering. Magter ikke mere forfra. Stop, jeg fortryder, jeg vil ikke. Hvofor spurgte han om jeg var glad for det? “Hvordan har du det med det?” Var det, dét han sagde? Som om jeg kunne være andet end glad. Som fucking om. Kropsprog gennemskuet. Er jeg glad? Nej? Jo? Jo sgu da. Happily ever after Jeg taler job nu, ikke om ham den mørke Keanu-klon. Selvom billedet kunne være det sammen. Set her fra træthedsangsten. Så jeg er her ikke. Mere . Nu.) Ændringen er begyndt nu. Vi holder møder i nye fora og i dag fandt jeg mig selv blandt kendte ansigter på en helt ny måde, og brugte halvanden time på at måbe over de unge mænds ivrige postuleren. Ikke at de egentlig er vældig yngre end mig, men lige dér følte jeg mig ældgammel. Så travlt de har med at høre på sig selv. Så travlt de har med at diskutere ting, der ikke har den store betydning, fra hvor jeg sidder. Tænker om kulturchokket bliver mest mit eller deres. Og på hvor meget jeg skal blande mig nu, og hvor meget senere. Ændrer jeg holdninger eller får jeg dem til at æde mig og mit? Hm. Men søde er de, de unge mænd. Smiler og vinker og byder mig velkommen til deres boble af uforståeligheder. Måske de stadig tror jeg bare skal læres op og ind under deres vinger. Måske de når at opdage, at det bliver den anden vej rundt. Måske. Formildende omstændighed at den ene har magnetiske støvblå øjne, der holder fast. Mikrognister i mødeland. Tak så. Når vi ikke bygger nyt op og kværner business as usual i hver vores lille hamsterhjul; holder jeg overdragelsesmøder med de andre. Min afdeling splittes i fire; jeg selv tager et team med, to af dem ryger hver deres vej og de to sidste bliver en ny afdeling for en ung benovet fyr, der har gået rundt med store øjne, siden han fik at vide at han blev udnævnt. Jeg laver bare lister over ting jeg bør vide og ting jeg bør fortælle. Fedter budgetterne færdigere end normalt, for ikke at skulle forklare så meget; sikrer mig at mine stjerner har på skrift hvad jeg har lovet dem og at de løse ender lukkes. For det meste. Mens jeg vinker tilbage til de unge mænd, der taler vidre om ting af væsentlig og stor betydning, i deres egen boble af selvtiltrækkelighed. Hvad ønsker du dig allermest? Hvis du fandt krukken med tryllestøv eller mødte en fe, en heks eller en mægtig troldmand, hvad ville du så bede om?
Hvad ønsker du dig, hvis det var?
Jeg drømmer om ingenting.
Jeg drømmer om noget. Men hvad? Det var vel bare dét der skulle ske. Det jeg ventede på i alt den tid, og så alligevel ikke for det trak bundproppen ud og skabte sugende undertryk der trak os alle med ud i et flænsende sug. Men inden da var det som at komme hjem. Selvom jeg et sted stadig benægter at han føltes som hjem og at jeg var parat til at give alt og give alt op for ham; så var dét at ligge i den smalle seng, klemt op mod hans fugtige hud, så tæt på følelsen af at komme hjem som jeg længe har haft. Hver fold, hver linie i hans hud. Hver glathed og ru ubarberethed på kæben. Følelsen af hans hud når jeg lod mine ben glide ned langs hans. Så ubetinget som at komme hjem. Indtil hun kom ind og skubbede ham tilside med et blik. Hans forsøg på at gøre sig bred og skjule sengen, blev gennemboret og hun flåede dynen af mig som jeg lå der og klodset forsøgte at forsvinde. “Og hvem er så du?” Hun havde stikkende brune øjne og en hud der ikke helt var ung mere. Og jeg spekulerede på om hun havde kendt til mig dengang. Om hun havde accepteret og troet på ændring, om hun havde ladet som ingenting og hadet i smug. Eller om hun intet havde vidst før nu. Flere år efter og lige i synet. Frisk blod og størknede sårskorber i samme billede. Arvævet er mit, så se bort fra det. Hun frøs til is under forklaringen. Jeg kunne mærke kulden krybe ind under min hud da jeg læste ord i hendes øjne. Så du er hende jeg aldrig bliver. Du er hende der er hård hvor jeg er blød, blød hvor jeg er stivnet og taler et fremmedsprog han forstår. Ekkoet hylede i ørene på os begge. De ville sende det ud dagen efter. Fortælle verden hvordan det var. Afsløre og åbenbare og nu skulle alle vide dét vi havde gjort dengang. Og så også nu. Tidsforskellen ville blive skyllet væk og det ville komme til at se værre ud end det var. Eller også er det mig, der prøver at lade tiden mildne, for det er værst som det allerede er. Dagen efter er i dag. Jeg vidste det som det første da jeg vågnede og forsøgte at trække søvnen tilbage. I dag skal mine drømme knuses og alt det, jeg har ladet som om så længe skal rives ned og tilbage står kun den hæslige sandhed og den løgnagtige virkelighed. Og der er ingen vindere, kun os der har fejlet og tabt. Tabt os selv, og hinanden og noget der aldrig blev taget alvorligt nok før det var for sent og suget ud med det grumsede badevand. Julekalenderen var netop slut da det bankede hårdt på døren. (Det næste jeg skal købe er en dørklokke. Eller et armatur til byggersvasken. Eller hvidevarer til det snart færdige køkken. Hej søde bank…). Udenfor stod en nydelig mand på 66+. “Godaften, mit navn er… jeg er kassér for grundejerforeningen” og så trykkede han mig i hånden og mindede mig om dengang jeg var en lille genert pige og der var de dér fremmede onkler eller hvad de var til guldbryllupper og 70 års fødselsdage, der trykkede min lille bløde pigehånd så hårdt, at jeg sank lidt i knæ. Han lignede også. Dem alle sammen i snit, i en nydelig version med tykt gråt hår og en pæn uldjakke knappet højt og et lille ternet tørklæde i halsen. “… dødsbo… kontingent for 2008 ikke betalt … det går jo ikke!” Næ, det gør det vel ikke. “Jeg har skrevet et brev” Og så stak han mig en konvolut med mit navn på og jeg tænkte og sagde at det ville jeg sende til min advokat og noget med refusionsopgørelse og hvor er det et dejligt kvartér og selvfølgelig skal jeg nok betale. Men jeg ved at jeg skal vende mig til at naboen kigger ind hver dag for at se hvordan det går med min istandsættelse og at grundejerfoeningens kassér har tid til at gå over og hilse på med et håndtryk af gammelt jern, og jeg skal lade dem og nyde at jeg er kommet til et sted hvor man ser efter. …og i et glimt, lidt før og bagefter, skar jeg appelsiner i både og småsnakkede over dyner af tid og nogens lektier. Sludrede til nissernes ø, med trætte menneskehvalpe i favnen. Uendeligheder af ro lige dér. Det er godt nu. Selv uden betalt kontingent. Der er helt, helt stille i mit nye villakvarter denne formiddag. Så tyst at enhver lyd runger højere end normalt. Et sted er der et låg på en skraldespand der skramler. En bildør der smækker og et postbud der får grus til at knase. Vinduet står åben heroppe i mit eksil og jeg kan lugte fugtig jord og vinterdag, mens jeg hvert øjeblik venter på at den spinkle netforbindelse jeg er koblet på, ryger igen. Det er sært at flytte. Bevægelsen bagefter; dét at skulle finde sig hjemme et sted man ikke kender er sært. Vejene er stadig fremmede og det indre krakskort slet ikke opdateret med det nye centrum. Jeg kender ikke bump i vejen og genkender stadig ikke det gule hus på det hjørne hvor jeg skal dreje for at nå frem. Smutveje er dækket af store grå plamager på overblikket og jeg handler næsten hvor jeg plejer. Man bliver rastløs af ikke at være hjemme når man er det. Rastløs af at kunne se uendeligt lange to-do lister malet på vægge og i støvet på flyttekasserne. Hvordan går det, er det de spørger; de der er venlige. Fint tak. Stærkt, tak. Ikke, tak. Det aner jeg ikke, tak. Mange svarmuligheder på en tågegrå decemberdag. I virkeligheden har jeg alt hvad jeg har bedt om. Bare i lidt store lunser. Noget af det smager så ikke helt så godt som jeg troede da jeg bestilte, men ned skal det jo. Og når jeg sidder her, mellem kaos i en absolut stilhed og med timer før nogen venter jeg er et aftalt sted, er det ok at være her; midt i ny-heden. Jeg lever for meget i nuet til til at jeg husker det, der var. Ush hvor overmodigt. Måske jeg bare lever jeg i fremtiden eller i lige om lidt. Uanset, så havde jeg glemt hvor jeg var for et år siden, og set i dét lys er jeg lykkelig her blandt flyttekasser og rottelig. Jeg har bevæget mig og flyttet mig og vokset mig. Sgu da pokker det gør ondt når hylsteret er det samme og nu pludseligt skal rumme alt det. “Og så er det jo at vi tager på ferie i 10 dage” Et eller andet sted er det rart at slippe for konstant at have en fremmed i sit hus. Det er rart at kunne gå rundt her alene og lade min sjæl lande lige så stille. At tingene sker i mit tempo og at ingen de næste 10 dage vil blande sig i om jeg roder eller lader være. Men. Jeg bor på ingen plads. Jeg har pakket halvdelen af mit liv ud og resten ved jeg ikke hvor er. Jeg har et barn med fødselsdag om lidt og en jul jeg ikke orker at tænke på, oppe under taget. Jeg har intet køkken, og laver mad på to blus med en opsprættet papkasse som skærm mod væggen. Jeg har pap på gulvet og kulde sivende ind gennem de uisolerede vinduesrammer. Jeg tørrer tøj på børnenes værelse når de ikke er her, og vader gennem mudder, i det der på papiret går for at være min have. Det er ikke sjovt. Det skulle ikke have været sådan her. Det skulle have været 10 polakker, en halv million og 4 uger. Det skulle have været midlertidighed eller vi tager det fra en ende af. Men alting er begyndt på en gang og der løber vand ved siden af toiletkummen, gulvet er støbt midlertidigt for at dække et hul jeg ikke ved hvorfor er der og det knaser når jeg går. Selv her hvor jeg sidder nu. “Er der noget jeg kan gøre? Male? Noget?” Så de næste 10 dage sker der ingenting. LIge dét behøver jeg ikke nu. Øv. Mine hænder rystede kun fordi jeg var vred. Adrenalinen skyllede gennem mig som en kold strøm, og jeg gemte hænderne under bordet for at få styr på den kolde sved, der gjorde mine hænder fugtige. Fokus. Jakkesættet ligger hen over flyttekasse-stablen i midten af lokalet nu. Det var rart at have det på. I morges da jeg prøvede at filme med den unge manager tværs over lokalet med alle i, til frokosten, til mødet i det lidt for store lokale og senere i min ét kvarters fredagsøl, inden jeg løb videre i planen. Jeg klynger mig til at det ikke er mig. Ikke kun er mig. Klynger mig til at jeg har opbakning fra chef og kolleger. Kom i tvivl undervejs. Fik et øjebliks fortydelse, da hun spilede øjnene op og sagde ”jamen det var jo ikke meningen”. Nej. Undskyld. Tilgiv mig, jeg er for hård. For kold og for bange for at. Slevfølgelig mener du det ikke, lad os mødes her og tro på det bedste. Men jeg så ned på mit papir, med alle mine ord på. Huskede på ord der var kommet fra andre. Huskede på psykologens analyse. Huskede på analyen af forløbet og det her passede ind. Forventetr reaktion. Hold fokus. Hold fast. Det bliver ikke bedre hvis ikke vi stpr fast nu. De andre gav den chance der skulle til, de andre gav det spillerum der er rimeligt. Tiden er gået nu, points er brugt op og spilletr er slut. ”nej, jeg ved at det ikke var meningen, men. Effekt af adfærd er at (…). Det går ikke længere. Ændring. Forbedring. Nu. Eller.” Iagttagelse. Krav. Konsekvens. Offerrolle afløst af frontal angreb. Ord der fik mine hænder til at ryste under bordet. Koldsved. Fokus. Jakkesættet var knap så praktisk til fællesspisningen på skolen, blandt kåde børn og andre brugte forældre. Gad vide om jeg ligner mine børn lige så meget som de ligner mig. Gad vide om jeg finder ind til noget, der ligner et net i morgen når dagslyset tillader mig at lede efter telefonkabler i byggekaos nedenunder. Synes jeg trænger til online tid nu. Siddende på min seng om givet af 25½ flyttekasse med en radio som den eneste forbindelse til verden uden for, er mørket lidt koldere og søvnen lidt længere væk. Jeg rystede stadig bagefter, men jeg samlede mig. Næste møde tog fokus og jeg var videre. Besynderligt uberørt uden på. Næsten tørre håndflader. Gennem glasdøren så jeg hende rejse sig og gå. Hun smilede vist til de andre, sagde nok god weekend; men jeg ved hvorfor hun gik allerede dér. Og spekulerede på om jeg ville se hende igen. Sær tanke. Selvfølgelig gør jeg det. I morgen skal jeg i IKEA. Og sæbe gulve ind og overskue hvordan jeg får gjort kaos mindre kaotisk. Trænger til orden nu. Der er for mange bunker af undone business, for mange ubesvarede breve og for meget ikke på plads. Jeg kan nå 4 trådløse netværk her fra min seng. Ingen af dem er åbne, så jeg putter mig i virtuel stilhed. Og fysisk. Her er så stille at det ringer for ørene. Fredag, efter en tåget dag på job, med jetlag og bagudhed og stigende kvalme, blev jeg her. Arbejdede til 23.10, med at gøre børneværelset bare en lille smule tåleligt, sæbebehandle gulve, oprette interimistisk køkken, feje, feje og feje Og så var der helt stille. Som der er nu, men mere rungende. Første nat i resten af mit liv. I stilhed og et mørke der var fremmed. Jeg lå her, i min seng omgivet af flyttekasser og hørte alle de nye lyde, dér i stilheden. Knirken fra en gren, trin på trappen og en svag susen fra enkefruens genfærd, da hun så mig an henne fra den mørke døråbning. Så blev det morgen og lyset var gråt og mine børn kom og deres far og mine forældre og alle sagde dav og goddag og det skal nok blive godt. Og jeg har endnu ikke tømt den første flyttekase og alt er så midlertidigt at jeg ikke helt ved hvor jeg skal starte. Men køkkenet står stablet op nede i stuen og ungerne så glade ud hele vejen; så det skal nok blive godt. Alt sammen. Det runger hult når jeg går rundt. Skabene klaprer når jeg lukker dørene og det knaser under mine fødder. Her er fuld af ting der er stablet og stakket, men alligevel er her rungende tomt. Jeg ser på uret der ikke længere hænger på væggen og lægger mine nøgler på en hylde der er skuet ned. Jeg bevæger mig uden om møbler der er flyttet og mærker forandringen forplante sig omkring mig. Det er lige om lidt og jeg har ikke mere tid. Alligevel sidder jeg her, med min sidste kop kaffe og trækker min sidste online stund ud til lidt mere af evigheden. Jeg vil ikke savne det her sted. Jeg vil aldrig længes tilbage til det gyldne sollys ind af de høje vinduer, eller solnedgangen fra køkkenvinduet. Jeg vil ikke savne al den kærlighed, latter og alle de kram jeg har fået og givet under de skrå lofter. Jeg vil ikke savne ribsbuske og æbletræer, eller den snavsede kælder med edderkopper og opstablet tid. Men jeg vil mindes og huske. Jeg vil huske hvert eneste kys jeg har fået, og af hvem og hvor. Jeg vil huske hver centimeter væg jeg har malet og hver flise jeg har skuret. Her blev jeg hel, her blev jeg mere mig end nogensinde før og nu skal jeg væk. Væk fra kradsemærkerne i det bløde tapet og alle de timer jeg har stirret ind i væggene. Men nej, jeg vil ikke savne det. Om lidt vil pakke al resten ned i den sidste flyttekasse der er tilbage. Lukke låget og stille den på loftet i det hvidmalede hus på Paradisæblevej. I nat var jeg så i Vendig, der ikke var Venedig, men en Italiensk udgave af Las Vegas. Kønt på sin egen sære måde. Jeg var der med min folkeskoleklasse, og vi var vist på kursus. Vi spiste kager og dampende brød og jeg gik tilbage til hotellet med Katrine, der har diabetes. Men vi for vild og gik og gik og så mange underlige LasVegasVenetianske huse og skråninger med træer og græs, indtil hun segnede, fordi hun manglede en injektion. Jeg vågnede da jeg talte højt og indtrængende til hende, for at hun skulle fortælle mig hvordan jeg skulle hjælpe hende. Nu spiser jeg rugbrødsmadder til morgenmad, og undlader at tænke på, at jeg tog hjem ved 9-tiden til et af de arrangementer, der engang med et andet hold og en anden rolle og en anden mig varede hele natten og til tider, endte med, at jeg vågnede med hud i hånden eller ridser på læben. Jeg er kommet, så langt ned af den vej jeg er på nu, at det nu er tydeligt selv for mig, at jeg har skiftet retning. En dag finder jeg ud af om dét er godt. Eller om det bliver det. Pludselig er den kommet snigende. Forandringen. Og det er noget sludder, den er slet ikke sneget nogensteder hen, eller ind eller under eller frem. Det er bare ved at ske nu. Jeg har vidst det skulle ske i årevis. Jeg vidste da jeg flyttede ind, at det kun ville være for nogle år, men jeg valgte med hjertet dengang og følelsen jeg fik første gang jeg trådte ind af min dør, heroppe i min lille bitte penthouse var uforlignelig. Jeg var hjemme, og så meget hjemme at jeg aldrig har fortrudt. Da jeg solgte den kunne jeg ikke mærke det. Beslutningen var taget og alting sat i værk, det var jo den fornuftige ting at gøre, rationalet lå lige for; men jeg kunne ikke mærke det. Selv når jeg mærkede efter. Det var stadig her mit hjerte var; det er her gyldne lys falder ind af køkkenvinduet om aftenen, det er den her lyse stue, der var stor nok til mig og mine når de var her. Det var de hvidmalede brædder i loftet, som jeg har kigget på uden at se, (og hen over skuldre på visse og andre som…) det var de lette gardiner og lyset. Frem for alt lyset. Lige indtil forleden. Da jeg havde gået rundt i ruinen på Paradisæblevej og set, lagt planer og tænkt lys ind under de grågrumsede væg-til-væg-tæpper; og flygtede hjem til mine gyldne stuer her, så jeg pludselig noget andet end. Pludselig var det lidt småt. Trangt. Pludselig var det forandret. Som i dag da jeg kørte fra skolen og hjem, og for første gang synes, der var langt. Selvom jeg har kørt turen hver dag i hundrede år. (eller1½, men pyt..). Fordi jeg om lidt kan gå hjem derfra, fordi jeg om lidt kan køre til og fra på min cykel, som en anden andemor med mine ællinger på hver deres spidermand-blå cykel omkring mig. Fordi jeg kan se hvordan det bliver om lidt. Mærkeligt at det først kommer nu. Mærkeligt at det kommer allerede nu. Det gode er at det er her, og at sjælen er med. (og nåeh ja: I dag var en god dag. Også) Kom og fortæl projektets historie. Fortæl om forløbet op til og efter I gik i luften. Fortæl hvad I har lært. Jeg har i forvejen åndenød af min mailboks og krampe i armen af at bruge den indbyggede mus, men lysten til at drive hen til ingenting forsvandt, da jeg kom i tanke det jeg skal i morgen. Der er stadig visse fora, der kan give mig åndenød, og at skulle optræde som gæsteforlæser på et eksternt kursus er et af dem. Det er vist lige noget jeg skal have øvet igennem, noget jeg skal have genfortalt for mig selv her i stuen, inden jeg står der i morgen formiddag. Hvad jeg har lært? Jeg har groet æggstokke af stål. Jeg har vænnet mig til at være hård. Jeg ved nu, at man skal læse alt igennem for bevidste ‘fodfejl’ inden man skriver under. Jeg ved hvornår jeg skal holde hovedet koldt og ikke lade mig forsvinde i smoothtalk med bløde overbevisende stemmer. Jeg har lært, ikke at tage det ind, når de ringer og skælder ud. Når de fortæller mig, at jeg og mine folk er inkompetente og at det er os der ødelægger firmaets fremtid. Jeg har lært den professionelle distance. At fokusere på målet og ikke på deres hårde ord. Jeg har lært, at få afslag på prisen og at sende klager gennem systemet; hurtigere end min egen skygge. Jeg har lært, at stå fast på mine krav og forhandle fordelagtige aftaler gennem. Jeg har lært at fluekneppe en kontrakt og gennemskue dens facetter. Jeg har lært at holde gejsten hos et team oppe, i en modvind der føles orkanagtig. Jeg har lært at smile mig vej gennem kaos. Og jeg har lært hvordan det føles at få knust mit hjerte. Men det er nok ikke det, de vil vide i morgen. Jeg ved ikke om det var lønsnakken i torsdags. Om det var den iskolde vind ved søen med de sultne ænder, den evige medieren mellem kamphaner på job og herhjemme; eller om det bare er efterdønninger af alt det der er sket. Jeg er uanset træt og småsur og … bare generelt demotiveret. Lønnen irriterer mig. Fordi de reelt set ikke vil belønne mig for det ekstra arbejde jeg kommer til at udføre og for det ekstra ansvar. Det får deres ros til at klinge lidt hult, og jeg ved at de sparede en lederstilling på grund af mit forslag. Æv. Jeg mindes svagt en teori omkring hvorvidt løn ikke er en motivationsfaktor, men den anerkendelse der ligger i et løft, er. Og jeg synes selv det er umodent at ærgre mig, for jeg gik jo ikke efter lønnen, men efter udfordringer, efter mere og efter anerkendelsen - og der var derfor jeg ikke spurgte. Før bagefter. “Kan de ikke give dig noget andet”, spurgte en ven. Måske. Men hvad? Det jeg har allermest brug for lige nu er cool cash, så jeg kan købe et hus i en anelse bedre prisklasse. Resten får jeg allerede. Tror jeg. Forslag velkomne. Men hey; jeg har løbet i 25 minutter ud af en times tur, med helt konstant puls; og jeg har inden jeg starter op med de nye teams, allerede ændret radikalt på det ene. Begge dele må betyde at jeg er i form – eller flatliner på den dårlige måde..hæ. Måske det er derfor jeg ikke helt kan få vejret nu. |
|
|
|
Copyright Anna - www.mesmerized.dk. Tak fordi du læser med. Hvis du citerer eller bruger noget herfra, så nævn venligst hvor du har det fra. Sitet er hosted på One, og jeg bruger naturligvis Wordpress på dansk 98 queries. 1,470 seconds. |
||
Kategori: 
Kommentarer