fredag 26. februar 2010 kl. 15:07 af Anna
Jeg fik våde tæer af at løbe i dag, og det var smattet og glat der hvor der stadig lå sne, men det var ok, for der hvor der ikke gjorde det,var der de største vandpytter, og der er ikke noget mere selvpinerisk herligt end at løbe tværs gennem store iskolde vandpytter, og ikke være det mindste generet af de våde sko. Før man kommer hjem og er kølet af igen altså; men det tæller ikke helt.
Og så er der en lille erantisser, der har nakket sig frem lige ved min hoveddør. Jeg kan bedst lide Erantis når de er som de er lige i starten. Små stædige bæster, der gror på det mest åndsvage tidspunkt af året for blomster. Lille, solgul og bedst i flok. Senere bliver de store og falmede i det gule, indtil de smider sig småvulgært hen over jorden, hvor de drukner i påskeliljer, og andet der er meget bedre at se på, når man er mig. Men lige nu er de fine, og at der står en lille snoldet pjevs ved min hoveddør, betyder at der under dynen af våd sne, står femhundrede millioner flere, sammen med de smukkeste vintergækker i hele verden. Vintergækker elsker jeg mere end Erantis. Og krokus.
Der var engang på min vej til arbejde, hvor en lille forhave, hvert forår blev forvandlet til et lysende, glødende tæppe af vintergækker, krokus og minipåskeliljer, plantet i en farvesammensætning der var helt fantastisk. Lysende blå, dyb, dyb lilla og gnistrende gule stænk, spredt lidt tilfældigt. Meget usædvanligt bed, lige der; og jeg lovede mig selv at begå en kopi, når jeg en dag blev gammel nok. Eller hvordan det nu var.
Kom så forår!
onsdag 29. april 2009 kl. 22:19 af Anna
Hvad de hvide ville.
Så jeg har bestilt tid hos min nye frisør til at gøre alvor af at gå fra lys til mørk chokolade, mens jeg dukker mig for arbejdsloads jetlag og spørgsmålet fra vores lokale stresscoach.
Men der står højrøde tulipaner langs hækken i min ene have, og der duftede af blomstrende træer og forglemmigej da jeg cyklede hjem.
Fandt de vilde ud af det før det var for sent?
lørdag 18. april 2009 kl. 22:08 af Anna
Først går man ind af en grussti og over åen. Under træer der har et svagt grønt skær nu, og hen mod et planlagt mønster af stier og træer. Og så kommer krattet, der står tæt og bart lige nu, som et hegn mod den store plæne hvor børn kaster frisbee og hunde løber frit.
Man kan ane de hvide blomster fra bagsiden, men duften rammer først når man drejer ud på plænen. Berusende og hvid som den mur af mirabelleblomster der står hele vejen rundt om dem store plæne. Let og krydret og så uendelig fin i sin flygtighed.
Går man tættere på kan man skelne de enkelte blomster i den hvide sky af flødeskum og se små gule støvdragere, der gør det hvide en smule mere sprødt.
Helt tæt på kan man høre lyden hvis man holder vejret. Summen fra hundrede, måske tusinde bier, der drikker den allerførste nektar.
Betagende. Fortryllende. Blændende. Forførende. Berusende. Fængende.
Og jeg var der.
I dag var en god dag.
tirsdag 7. april 2009 kl. 23:19 af Anna
I dag var en god dag.
Én mere, tak.
mandag 6. april 2009 kl. 15:11 af Anna
I dag har jeg smidt løbejakken på en tur, for første gang i år.
ahhh…!
mandag 6. april 2009 kl. 11:41 af Anna
Fra i dag vil jeg være glad.
(kan man det? Se sig selv i spejlet og sige: GLAD! og så virker det?)
Min yngste har overnattet hos en legekammerat og det var først da han kom hjem at det gik op for mig hvor meget jeg manglede ham.
Inden da og mens den ældste sov samlede jeg et skab i mit kontor og jeg får ridser i fingrene af pap og skarpe kanter på ubehandlet træ og min boremaskine kan ikke skruehullerne i og min skruetrækker er for lille og mine hænder for svage og da dørene endelig hang der var der 5 skruer der ikke kunne komme helt i, så dørene ikke kan lukke begge to på samme tid. Som bonus har skabet fået overvægt og tilter når begge døre er åbne.
Hvor jeg dog ikke kan lide processen her.
Mens jeg samler og stabiliserer og ømmer mine sprukne hænder, står de sidste 17 flyttekasser rundtom hvor der nu lige er plads. Men lidt held kan indholdet være i det nye skab. Eller i lastbilen til storskrald (hver onsdag i ulige uger. Stil frem ved fortovskanten og kryds fingre for at det er stable i korrektkommunalebunker.). Pointen er at her roder så jeg bliver Feng Shui krattet i det mentale solskin, men fra i dag vil jeg være glad!
Gaven er at jeg er i live til at kunne kramme begge børn, der før sad i solen og spillede nintendoer på tid og nu er kravlet op på hvert sit mor-ben og sætter skrivehastigheden ned til slow. Det er ok, for idag – fra nu af – vil jeg være glad.
lørdag 4. april 2009 kl. 17:00 af Anna
Mit trådløse netværk når ud på min terasse sammen med solen og lydene fra mine børn der hopper på naboens nabos trampolin.
Jeg knaser den sidste isterning i årets første GT (det er eddermame løgn, men det lød godt og smagte lidt sådan) og stopper en ostefirkant overvældet af olivenkrydderlage i munden mens en cykel langsomt tikkerforbi med nysmurte gear.
En fugl har den sidste time pippet tida tida tidah tum ud over det lydløse villakvater og af og til buldrer det fra haveaffaldsvognshjul, når nogen ruller flere dynger hen til den fælles (aflåste) haveaffaldsplads.
Ikke ét ord om lyden fra tomme tønder, blot en stille erkendelse af at selv må hulrum mellem grene kan larme ret kraftigt. Så ved vi dét. (og det er altid det tomme der larmer. Sært, ikke?).
Jeg sparer op til at kunne flytte på papkasserne i min stue, med stille minutter i solen og prøver at tage ansvaet på. Om lidt.
Når solsorten er færdig med at synge.
lørdag 4. april 2009 kl. 12:54 af Anna
Her er helt stille, her hvor jeg bor. Som luften er lavet af tyk, blød skum, der dæmper alle lyde. Men det er samtidig som om de lyde der så endelig kommer, overvælder stilheden så det brager. Drengenes råb lyder nærmest rungende, og den sære lyd ved min bagdør var en nabos nabo der slog græs.
Græs? Det er nu? Vinteren føltes lang og mørk, men lige pludselig er der trykket på solknappen og naboerne slår græs og træerne virker alt for meget bagud med deres nøgne grene.
(Jeg bliver af og til ramt af blufærdigheden. Herude. Formulerer tanker, der ikke er færdigtænkt og kan se spejle hængt op steder jeg ikke vidste. Burde vide bedre, og det gør jeg jo også. det er bare ikke altid alting rager, selvom ordene vil ud. )
Solen er nået over huset og hen til den lille plet hvor mit havebord står. Lun og i læn, er pletten og lige dér kan ingen se mig hvis ikke de gerne vil. Afslog en kop kaffe med forældre til, i går da det var fredag og ferietrangen ville have mig hjem mens solen stadig stod der. Følte kun et svagt stik af burdeskulle, da jeg gik ud i lyset med to slik-dopede børn og forårsjakke på. Følte at alt var ved at være ok, men at meget var ligemeget, på nær det at sidde i mit lille ly med solen og pludrende superhelte i miniformat som lydtapet.
(Jeg ved ikke. Ikke ingenting og bestemt heller ikke alting. Stabler mig op på at der er ting jeg er god til og ting jeg er bedre til end andre. Vakler mit korthus vakler jeg. Hvem kan elske en der ikke kan? Strøtanke.)
Der er så stille i mit nye liv, at hver lyd kan høres på tværs af villakvarteret. Hvem der kalder på hvem og hvor mange kopper Keld skal tage med ud. De står på hylden lige under den blå bakke. Ingen til mig, tak, jeg prøver stadig at finde mit overblik og min motivation.
søndag 22. marts 2009 kl. 9:37 af Anna
Hvad ønsker du dig allermest? Hvis du fandt krukken med tryllestøv eller mødte en fe, en heks eller en mægtig troldmand, hvad ville du så bede om?
Jeg kan se profilerne af mine børn herfra. De sidder i sofaen og ser noget morgen TV. Weekendbløde med søvn i bevægelserne stadigvæk. Og nattøj. De er ikke ens, kan jeg se. Udover aldersforskellen, er den ene profil langstrakt oval med bred kæbe, og den anden spidshaget og rundskallet. Skalle et og skalle to. Begge har små spidse børnenæser, strittende morgenhår og et krammepotentiale der får det til at suge i mit mellemgulv.
Hvad ønsker du dig, hvis det var?
Engang ville jeg have skrevet frihed. Det giver ikke mening at hænge fast i det mere. Alt det liv der er levet før og efter, er i overtal. Friheden fik jeg, men hvad ønsker jeg så nu?
Lyset er gråt og efterårsagtigt udenfor. Vind rusker i det stedsegrønne krat hos naboen og i pressenningerne i min have. Jeg kan mærke kulden helt herind og min kaffe er allerede blevet lunken.
Der står halvtomme spande med maling og finspartel i hjørnet, og værktøjskasser og ting i pap jeg ikke helt ved hvad er, mod den anden væg. Midlertidigheden vrænger af mig og det er som om tingene tager magten fra mig nu. Som var alt det ugjorte forseglet og urørligt. Rod dræner min modstandskraft og tapper mig for energi til at ændre på det. Nu det ligger der, kan det lige så godt blive liggende. Ser du det?
Men hvor blev målet af?
Jeg drømmer om ingenting.
Prøver at skrive det, med den overbevisning som stemmen i mig bræger det. Ingenting og hold så op!! Løgnen runger i det grå lys. Godtså, så ER der noget, i de skjulte lag, andet end stadig vedligehold og raske børn.
(“hvad ønsker du dig i julegave, far?” “Verdensfred og raske børn” Han fik altid sokker. Mørkegrå sokker. Smilede og sagde tak og var ægte glad. Bare ikke så overvældet).
Jeg drømmer om noget.
Men hvad?
mandag 12. maj 2008 kl. 8:34 af Anna
Der er køligt på terrassen nu. Solen står skråt henover de brune planker, og gråspurve sidder på lur på tagryggen, til der er fri bane til at hente det brød jeg har lagt ud. De kvidrer i busken nedenfor terrassen, men tør ikke nærme sig. Endnu.
To damer med hvidfiltret morgenhår og små terrier i snor, går forbi nede på vejen. Diskuterer i munden på hinanden hvorfor den ene hund nu gør, som den gør. Noget med halsbåndet, var det vist.
Stille igen. Jeg varmer mine hænder på kaffekoppen og ser ukrudt i mine krukker. Og roser med dværgvækst; lidende over, at jeg har budt dem egoistisk dårlige vilkår i tre år nu. Gavmilde håndfulde gødning har kun gjort deres liv tåleligt. Det er på tide at give dem rigtig havejord og dybde til rødderne.
Vinden kryber ind under den tynde bluse jeg har på og giver gåsehud unævnelige steder. Og på armene.
En kæmpemæssig humlebi tumler klodset gennem luften, og finder intet her andet end vægge, og tanker om ting, der kunne have været.
Utydelige skikkelser bevæger sig rundt bag tågede vinduer, i husene overfor, mens gråspurvene på tagryggen, pines af blandingen af utålmodighed, frygtsomhed og sult.
Det er mandag, men det mærkes som søndag.
Og øjeblikket er godt.
søndag 4. maj 2008 kl. 8:19 af Anna
Det flimrer for mine øjne når jeg ser på skærmen. Jeg stirrer stift ned i tastaturet, og ser kun op for at se sammenhænge og slåfejl. To alen af et stykke. Måske. Det er ikke i dag jeg skal surfe og skrive de lange tunge indlæg. Ikke at jeg har noget tungt at skrive om. Verden gik i stå i går; men verden går videre. Sådan er den jo.
Dem jeg elsker, ligger sovende i min seng, som siamesiske tvillinger, vokset sammen med dyne, og minder mig om hvorfor jeg er i live. Om lidt vågner de og begynder at slås om dyne eller navlestreng. Aldrig om fjernbetjeningen, sjovt nok.
Betaler regninger. Tilstandsrapport, restskat og hvad var det sidste? Alt for mange nuller uanset. Solen blinker i et vindue der lukkes op et sted. Køligsprød forårsmorgenluft. Vi må ud i dag. Ud i skoven tror jeg.
Næsten uden jeg har opdaget det, er det blevet maj og træerne er sprunget ud, og jeg ved titusind ting jeg ikke vidste, sidst det var maj og intet af det vil jeg være foruden. Nu skal det bare holde op med at flimre for mine øjne. Tak.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer