torsdag 8. januar 2009 kl. 21:50 af Anna
Jeg fryser når jeg står op fordi der jo ikke er varme i mit badeværelse og fordi bruseren er håndholdt. Og lidt senere i min bil, som ikke helt kan lide at det er så hamrende koldt udenfor, fryser jeg indtil kort før, jeg parkerer ved kontoret.
De har været ret længe om at tænde for varmen i glastårnet efter ferien, så jeg fryser hele dagen og mellem møder især.
Og jeg fryser når jeg kommer hjem, fordi der stadig er utætheder og åbenheder ud under taget; og så er det, med blå hænder og alle mine tykke trøjer på; at jeg overvejer at svare positivt på de “skal jeg ikke hjem og se dit soveværelse”-beskeder jeg har fået fra en jeg engang kendte på den måde.
Jeg har engang lovet mig selv ikke at… men lever vi ikke kun en gang? Og er det ikke bare menneskeligt at trænge til at få varmen bare lidt? Selv om det er på snydemåden og uden… dét?
lørdag 6. december 2008 kl. 15:51 af Anna
Det er ikke en aften jeg har tænkt meget på. Det var vist mest sådan en der helst skal glemmes, for særlig stolt er jeg jo ikke af den, men heller ikke specielt flov. Den blev bare tiet ihjel af os begge i usagt enighed om at der ingen grund var til at tage emnet op igen.
I dag i IKEA, på gangen mellem lamper og lige før spejle. Lys og genskær og et par øjne jeg har set før. Han var højere end jeg husker. Måske var det mine flade støvler der gjode det, men gik jeg i høje hæle dengang?
Jeg så op, så væk. Genkendte og så tilbage med et smil.
Vi var en lile flok der prøvede at holde liv i en fest der var forbi, med dårlige jokes og umotiveret latter. Øllet var fladt og musikken holdt op med at spille forlængst; og to af vores studiekammerater kyssede dybt i en sofa ved siden af og så var det vi så på hinanden.
Vi har sikkert sagt noget til hinanden, men det eneste jeg husker var enigheden om at når nu vi to var de eneste tilbage måtte vi vel gå hjem sammen. Og jeg kan huske den kejtede måde vi holdt om hinanden og kys der ikke brændte.
Jeg fatter stadig ikke hvorfor vi gjorde det, og jeg mener at kunne huske at vi gav op halvvejs fordi lidenskaben var mere teoretisk end ægte. Jeg blev alligevel til næste morgen og vi krammede farvel på den måde man giver knus til en gammel ven. Tilsat en let rysten på hovedet.
Så meget for formler og logiske følgeslutninger.
Han hedder Morten, kan jeg huske, men efternavnet er forsvundet i tid. Det var noget almindeligt. Andersen. Jensen. Noget. Ligemeget nu.
Han så væk, da jeg smilede tilbage. Drejede hovedet hen mod hende han fulgtes med og lod som ingenting. Midt i IKEA blandt spejle og lamper.
Det gør ingenting, for det var ikke en aften jeg har lyst til at huske, selvom jeg pludselig gør det.
onsdag 15. oktober 2008 kl. 15:34 af Anna
Kommunikation.
Jeg fik en gang fingrene i en rapport nogle eksterne konsulenter havde lavet over hvad der var gået galt i et projekt i mit nabolag. Der stod side op og side ned om stakeholders og interessenter og værdier og indhold og form, men på side 16 øverst, stod de vise ord, der oversat var formuleret cirka sådan her:
“Der er tre områder hvor der er begået grundlæggende fejl i projektet: kommunikation, kommunikation og kommunikation.”
Det smilede vi lidt af, selvom det var alvorligt nok.
Min ven fra i går.
K O M M U N I K A T I O N
“jeg var glad for det i går”
K O M . . . I K . . . . . ?
“den må du vist lige forklare, for jeg selv var ret ked af det bagefter. Jeg gik med følelsen af at være blevet fravalgt.”
K O M M U . . . . . . . N?
“Oh. Det var ikke meningen. Jeg var glad for at jeg havde taget mig sammen til at vi skulle ses”
K O M . . N I K . . . . . ?
(det var da for pokker mig der for anden gang på kort tid pressede på for andet en hastige kaffeslatter på et hjørne i kontorland. På tid og rum til snak der er privat og mellem os. Det er dig der aflyser, dig der kryber uden om.)
“Jeg er lidt ked af at mine forsøg på at invitere dig på middag/snak/whatever falder til jorden. Især fordi det vi taler om her (…) ikke hænger sammen med det vi gør/vil/tør stå ved i virkeligheden.”
K O M . U N I K . . . . N?
“jeg skal vende mig til (…) veninde. Det har jeg ikke prøvet før”
(Nej, det fremgår. Selvom vi har kendt hinanden altid. Det er dig der er bange for hvad du kommer til hvis du er alene med mig, dig der er bange for dine drifter (poetisk), men det er for pokker da også dig der indleder flirts og konstant skruer op for varmen på msn, det er dig der driver det derud hvor jeg undrer mig over om du mon er alene hjemme og hvad pokker du lægger i det. Ingenting åbenbart. Andet end ord.)
(nej, jeg er ikke uskyldig. Jeg drejer på knapper hvis de bliver lagt foran mig og ja, jeg kunne sagtens finde på at drive dig og os derud hvor det føles mod huden. Sådan er jeg, jo. Men ikke hvis jeg får besked om at jeg ikke skal. Og det får jeg ikke her. )
K O . . . . . . . . . . ?
tirsdag 9. september 2008 kl. 23:59 af Anna
I følge de to enige superhelte der skovlede i sig, hedder det ikke “Brændende Kærlighed“, men “Brændt Kærlighed” hjemme hos os.
Er forskellen den samme – eller er det kun et spørgsmål om placering i tid?
torsdag 7. august 2008 kl. 21:11 af Anna
Gad vide hvorfor der er så mange der spørger til eventuelle kærester for tiden. Mindst én gang om dagen.
“Hvasså, Anna, har du ikke…?”
“Du skal da også…”
“Er der ikke nogen der…?”
“Nåm, så er det godt, der snart er den der fest”
Svært at svare neutralt efterhånden. Og når jeg så gør det alligevel, så kommer klicheerne igen.
“nåm, det er nok også bedst uden”
“ja, man kan lige så godt vente til den rigtige kommer”
“Tænk på alt det bøvl du slipper for”
Ja. Ja. Ja. Og alt dét.
Alt det.
søndag 13. juli 2008 kl. 8:12 af Anna
“Far henter pomfritter! Ja! Far henter bare pomfritter. Pomfritter! Far henter flere pomfritter!”
Grandvoksen mand med kæber af stål. Stemmen er næsten skinger og rettet mod dreng på 2½ der vrider kroppen af led for at se efter far.
jeg selv sidder lidt derfra. skjult bag min uvante friture og i mængden. så meget man kan se herfra.
“Helle, har du ham?”
Helle taler med jævnaldrende kvinde. Begge kvinder sidder 3 stole fra barnet. Hun reagerer ikke.
“Helle, har du ham?”
…
“Helle, har du ham?”
Jeg har knækket en negl uden at opdage det. mærkeligt. gad vide hvornår. kanten er skarp.
Barnet forsøger at vride sig ud af stolen og får trukket numsen fri.
“Far henter pomfritter, sæt du dig ned. Helle har du ham?”
Helle rejser sig uden at se på manden og barnet. Hun taler videre med veninde, mens hun lægger en slap hånd på barnets skulder.
“Helle, har du ham? Har du ham?”
En tjener tager min tallerken, og peger på mine børns: “Finito?” “Yes, thanks”. så nemt det er.
Manden stiller sig om bag kvinden og taler direkte ind i øret på hende:
“Helle. Har. Du. Ham?”
Han griner, da hun ser forbavset op og nikker forvirret.
Gad vide hvor længe han bliver ved med det.
fredag 16. maj 2008 kl. 21:53 af Anna
Dav; jeg er reinkarnationen af Misse Møghe, med en bizar mutation, hvor den næste der banker på min dør ikke bliver sat ud på altanen, men får lov at fryse ihjel på helt anden vis.
Jeg vrøvler og er svimmel af træthed. I virkeligheden er det noget andet jeg vil sige men jeg er for træt til at føle andet end … det. Surfer forbi en facebookside jeg burde holde nallerne fra, mens jeg rutinetræt flirter med hvem, der end gider. (Anyone? ja?)
Og jeg er så hende den onde, der – bare fordi jeg har lyst og fordi det var så rart sidste fredag – nu piner en stakkel, der muligvis er på vej ud i noget følelsesmæssigt snavs. Eller også gør jeg ikke. Muligheden for at manden rent faktisk er lige så afklaret som jeg, og bare synes det er lige så hyggeligt som jeg gør, er der jo.
Klart.
Man kan nemlig godt, efter 15-18 års besættelse vågne op og se nøgternt på det. Ja man kan.
Christ… Gå i seng, Anna.
mandag 21. april 2008 kl. 20:42 af Anna
Kære panel,
Jeg har det her dillema som jeg ikke helt ved hvad jeg skal gøre ved. Min veninde, min allertætteste fortrolige (mere tæt end min blog, og det siger jo lidt, ikke?), er lykkeligt gift og kunne aldrig drømme om at forlade sin mand. Ham kender jeg jo også, sød fyr. Knap så sprudlende efterhånden, men flink.
Nåmen.. hende min veninde indledte en kort affære med en kollega her for et halvt års tid siden. Affære er lidt meget sagt, det var sex vel cirka 1½ gang et eller andet absurd sted. Ren sex, ingen betagelse eller noget, bare .. ja, I ved… Ahem.
Kollegaen er også en af min fortrolige. Lad os bare kalde ham en ven, og jeg fik derfor hele historien fra begge sider. Jeg skal ærligt tilstå, at jeg har tabt overblikket over hvem der ved, hvem der ved hvad, men kønt var det ikke. Ikke at nogen af dem var ulykkelige over det, begge var helt afklarede med, at det bare var noget lir, og de respektive ægtefæller (ja, manden er jo også lykkeligt gift) aner naturligvis intet.
Jeg skal ikke kaste med glas her i min stenhule, men hvoromaltinger, så synes jeg det er forkert, det er jo et grundlæggende bedrag over for ham, hun påstår at elske. Han ville jo blive dybt såret hvis han vidste. Det fik jeg fortalt min veninde, samtidig med at jeg jo godt kan forstå længslen efter noget action – behovet for at føle sig begæret igen (og er der noget den mand kan, så er det at vise begær…). Alt det der.
Det hvor mit dilemma opstår nu, er at de har genoptaget forbindelsen. Han fortalte mig det forleden, men hun har intet sagt, måske fordi hun ved at jeg ikke billiger det. I dag nægtede hun – i anden forbindelse – at hun ville kunne finde på noget tilsvarende igen.
Spørgsmålet til jer, kære panel, er: skal jeg fortælle hende, at jeg ved hvad hun laver, eller skal jeg tie med min viden?
Venligst Anna
onsdag 2. april 2008 kl. 8:06 af Anna
I går vendte det den anden vej. Jeg var bange for om jeg kunne leve op til hans forventninger, bange for om jeg er god nok i virkeligheden, om jeg er lige så fængslende i kød og blod som på skrift. Angst på autopilot.
Så var det jeg kom i tanke om hvem jeg er. Hvad jeg er og hvordan jeg er. Jeg huskede min historie og et svar jeg gav engang, og det jeg rent faktisk har at være bekymret for er, om han kan leve op til mine krav.
For det jeg risikerer ved mødet i aften er, at en mand – uanset hvor flink, sympatisk eller sød han er – endnu engang viser sig ikke at kunne fremkalde en følelse jeg havde engang. At han ikke kan ruske op i ligegyldigheden, tænde en gnist og nå udover, indover laget af teflon. Urimelige krav er det, og jeg skal nok lade være med at sætte mig på min pedistal og stirre afventende på ham. Jeg skal nok prøve; jeg skal nok være der klokken 18 som aftalt. Hele mig.
Men jeg er stadig angst. Rædselslagen for om det lille boblende håb jeg kunne mærke forleden bliver slået ihjel af begivenhedernes gang, under kold stirren fra min indre ætsede kyniker. Angst for at jeg får ret. At der ikke er mere derude for mig, og at i aften blot understreger det, jeg tror jeg allerede ved.
søndag 30. marts 2008 kl. 9:33 af Anna
Det er muligvis ingenting. Det er potentielt alting. Og i spændingsfeltet mellem de to, ligger alt det, der er lige nu.
Han skrev, at han tænkte på mig som det første den morgen. Tanken om, har boret sig ind hvor den ligger og gnaver. Det er ikke mig, det ved jeg; det er alene tanken om. Selvskabt illusion, køn uanset. Jeg er alt han skal bruge. Nærmest skræmmende perfekt.
Min version er også køn. I fælleskab har vi oppisket forstyrrende idioti, der bygger på alle vores drømme om; og alt det usagte og uerkendte.
Og jeg ville elske at det passede. Jeg ville så gerne, at der lyder et universelt klik når vi mødes. At rammerne knager lidt, for at slutte til med et svagt suk. At blikke suges ind i blikke og at det første kys er uundgåeligt, uimodståeligt. Alt dét.
Ikke at jeg tror det, hvis nogen spørger. Nej, da. Jeg hedder Anna og jeg er den krystalklare kynist. Formet af vandet i vandkanten, hvor jeg ligger og ruller sammen med alle de andre. Glatslebet, med kun det hårdeste af mig tilbage. Foruroligende klar, på trods af enkelte små ridser, fra de andre jeg er ramlet sammen med. Jeg tror kun på essensen af min samlede empiri, og her er der ingen grund til at konkludere andet end nok ikke.
Alt for spinkelt grundlag, ved du.
Men hvad jeg ved og hvad jeg tror, er lige meget her i mellemrummet inden virkeligheden rammer os. Her, lige inden der bliver lagt informationer til forståelsen og inden tågede skikkelser bliver afløst af kød og blod. Her hvor tankerne gror perfekte væsner ud af vores inderste drømme om hvordan det kan blive. Lige her, er der en bundløs, grundløs svag boblen som indtil videre er det hele værd.
Her, under begyndelsen.
fredag 28. marts 2008 kl. 15:19 af Anna
(det er helt ok, at sidde lige her i larmen fra verden og smile i skjul bag sin skærm.)
(Og vel egentlig også, når jeg rejser mig op.)
(tilnærmelsesvis boblende.)
(helt ok, faktisk…)
fredag 28. marts 2008 kl. 13:49 af Anna
Jeg ignorerer den ulmende træthed der skyldes to børn i sengen, der ikke er beregnet til tre. Drikker hensigtsberretiget kaffe og spekulerer over ordlyden i et brev jeg fik. Eller to - nej tre nu. Ikke så meget ordlyd som hensigt, vist. Det er følgevirkninger af noget der var; opfanget i bevægelsen fra før til nu. Et omformuleret ‘hov!’. Hvis man kan det.
Det kan man; ham her kan: “Hov; hør lige forresten, jeg havde tænkt at…”
Nå da, siger man så og lukker tilfældet ind. For hvad vis nu.
Forudgaranteret tankespind og mulighedsanalyse. Som det mindste. Som minimumsgevinst.
Solen skinner blegt på den røde murstensbygning overfor, og der er fredag i bemærkningerne der flyver henover endeløse møderækker.
Det er godt.
Vi er undervejs.
Jeg er.
onsdag 26. marts 2008 kl. 20:19 af Anna
Kontrasten mellem endnu 8 timer på hårde stole (løgn, de var ikke hårde opdagede jeg i dag. De var faktisk fine. Ikke at det fik mig til at sidde mindre uroligt), ved siden af ham, med den magnetiske tiltrækning; og de stive 25 minutter i en lille sofa i mit barns børnehave var slående.
Afstanden over de 8 timer endte med at være nærmest imaginær; afstanden i de 25 minutter var kollosal fra starten og afgrundsdyb derefter. Trods gode miner til, og vi gør hvad vi kan.
(Og det er vel ok, det første? At suge lidt tiltrækning til sig. Smile og vende sig mod. Blinke lidt. Harmløst, ikke? Lidt har også ret. Selv meget lidt. Se, jeg lever. Lidt af gangen, men dog lidt.)
tirsdag 25. marts 2008 kl. 20:56 af Anna
I går aftes smurte jeg madpakker. Fiskefrikadeller med remoulade. Spegepølse. Leverpostej. Og det var hverdag igen. Og sådan var det.
Han kom som den sidste, mere end en halv time for sent. Smilede og mumlede undskyld og noget med trafikken. Jeg selv var kommet lige på slaget. Eller lidt over, måske. 5 minutter vist. Trafikken og sådan.
Der var et par ledige pladser ude ved vinduet. Jeg kantede mig ind og ned; varm og forpustet af at have løbet hen over parkeringspladsen. Stolen ved siden af mig var tom. Indtil han kom.
Jeg vidste hvem han var. Navnet var sådan et, man lige chekker efter, når man får deltagerlisten. Rart at have ansigt på visse. Stakeholder management. Fejl kan være svære at viske ud, men fordelene ved et godt indtryk er massive. Og gratis. Og bla bla bla.
Men billeder viser ikke stål i lysgrønne øjne. Billeder gengiver slet ikke glimtet i stålet. Det isgrønne glimt.
Billeder viser ikke sideblik og en svag raspen af hånd over skægstubbe.
Billeder gengiver ikke den lette drejning i overkroppen hen mod. Billeder viser ikke irationelle sug i maven. Billeder viser ikke hvordan en profil ser ud i modlys. Og hvordan læber lander. Og hænder foldes. Hud gløder.
Billeder viser ikke hvordan hænder strejfes. Næsten. Og massetiltrækning. At blikke suges hen mod. Kropssprog.
I 8 timer på to hårde stole, ved siden af hinanden.
Jeg burde have hørt hvad kvinden med de butnæsede sølvfarvede sko sagde. Jeg burde have læst de gråtonede ord på hendes endeløse powerpoints og bladret mere målrettet i bogen med teorien.
I stedet så jeg, at hende med det blå tørklæde havde en elastik i samme farve i hestehalen. Og at underviseren havde sort bh på under den tynde bluse. Og en lille delle på ryggen. At manden på stolen i hjørnet smilede venligt og blev mere og mere fjern som timerne støvede lokalet til. Og at den lyse hestehale gik lidt i panik over at hendes mobil løb tør for strøm. Og spildte kaffe.
Og jeg så en hånd på bordet ved siden af min. Og glitrende øjne.
Og så gik jeg hjem.
Om lidt går jeg ud og smører madpakker. Fiskefrikadeller med remoulade. Spegepølse. Leverpostej.
Og det er hverdag igen.
fredag 21. marts 2008 kl. 7:12 af Anna
Det var fordi der kom et vindpust, at hun ikke hørte hvad han sagde. Hun kunne mærke det rykke i bilen og kiggede op; så et butiksskilt blive blæst henover pladsen og vælte op mod et hegn. Og en cykelanhænger, der blæste omkuld oven i cyklerne i stativet. Og manden, der kom ud fra butikken, for at klappe de andre skilte sammen.
Så hun hørte det ikke. Det vigtige han sagde.
Ikke at vinden var vigtig. Vigtigere. Den var der bare.
Lige pludselig.
Så der var derfor.
Ikke fordi han sagde det med en stemme hun hadede. Eller fordi han spurgte om noget hun ikke kunne huske svaret på. Eller ville.
Det var bare vinden.
torsdag 20. marts 2008 kl. 22:11 af Anna
Med krybdyrhjernen så hun manden, der kom gående. Skannede skikkelsen. Så. Højde. Hår. Kæbe. T-shirten.
Krybdyret smilede. Kløer åbnede sig lidt. Så. Ham.
Signalstoffer fik hofter til at svinge og pupiller til at udvides. Pulsen steg umærkeligt. Så ham med huden.
Han så lange ben, langt lyst hår. Han så øjne der var trukket op og læber. Skikkelsen der gyngede. Blusen der sad … stramt. Bevægelsen. Skannede og så uden at tænke. Forsøgte at fange hendes duft. Sitren i næsen. Snurren i fingre.
Først da de var tæt på hinanden genkendte de. Hilste neutralt høfligt, med en lille latter over fejltagelsen. Men smilene gnistrede af mere end. Og blikkene sagde. Bekræftede.
At der var en grund til at de kendte hinanden.
Under tøjet.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer