onsdag 8. april 2009 kl. 22:04 af Anna
Det var en god dag. Solen skinnede og der er tre forskellige slags påskeliljer i min have. Og jeg fik et prøvesvar fra lægen der ikke var dårligt og heller ikke klart og “lægen vil gerne se ham, kom, så finder vi en tid mellem to patienter”. Og jeg efterlod den ene derhjemme (“er du sikker på at du ikke vil med?”, “nej, det er ok, mor jeg vil gerne spille på computer”), og lægen var lige kaldt ud til en hasteting og det trak ud og blev til lidt længere tid.
“Hvor gør det ondt?”
“Det er svært at sige”
Og så lå min knægt på lægens bord og fnisede over kolde fingre og sagde av uanset om det var på benet eller i maven hun trykkede, og jeg blev blændet af det lille skilt med ‘hønemor’ der blev tændt i loftet over mit hoved.
Kørte hjem til den der is, med et skinnende blåt badge med ‘hønemor’ i lommen, og fandt hoveddøren åben og huset tomt.
Og nogen jeg engang kendte uden tøj på er pludselig begyndt at skrive digte. I en kvalitet jeg ikke helt kan beskrive, med respekt. Men han er stadig en meget meget smuk mand. Det må rette op på det. Tidlig fyrreårskrise måske. Hvadvedjeg.
Og en anden mand har ikke glemt at jeg (..!) lever og har opsøgt et spøgelse fra dengang. Og jeg kan se på facebook at han er tilbage med kæreste og det er jo godt. (mislyd at han så kontakter mit spøgelse? narj. Det er et tegn på overskud. Jojo)
Jeg elsker det her nabolag fordi der er legekammerater tre huse længere nede, næste uanset hvad vej man går. Man skal bare ikke gøre det uden at spørge sin mor, vel?
Barnet? Nede hos legekammerat tre huse længere henne.
Så sparede jeg den is.
Men det var en god dag. Et sted mellem frem og tilbage og “nej, det er ikke unfair at du ikke får en is, når din bror gør”, var den god.
lørdag 10. maj 2008 kl. 23:25 af Anna
På et tidspunkt gned han mine fødder. Bare sådan halvspontant. Hårdt på oversiden, mens han snakkede om… hvad var det? Det var efter jeg var holdt op med at høre efter, tilsyneladende. Men han snakkede og snakkede og glemte at han gned på mine fødder, så han blev bare ved og ved henover det der punkt hvor det ikke længere var harmløst (eller rart hvis det havde været det), han blev ved så længe at jeg nåede at overveje om jeg skulle bede ham at stoppe eller bare diskret flytte fødderne væk fra hans heftigt gnidende hænder.
Valgte det sidste. Men en næsten synlig gysen.
6 minutter efter bad jeg ham om at gå.
Og det værste var blikket. Såret stolthed. Han var ude af døren hurtigere end han kom ind. Hvorfor helvede kom han også. Og det ved jeg jo godt, jeg prikkede ham til det. Tirrede med ord i mails. Prøvede at vise ham hvad han skulle gøre og hvordan, uden at sige noget direkte. Og han gjorde som han skulle. Lige indtil han stod i min dør og mindede mig om hvad der var gået galt forrige weekend.
End if.
Æv.
torsdag 8. maj 2008 kl. 22:24 af Anna
At man kan se det på mig.
(De ved bare ikke hvad det er. Heller ikke jeg. Hvor var jeg for et år siden? Hvad er der sket på det år? hvorfor kan jeg ikke huske det? Jeg skulle bare have lidt do’s and don’t. Råd fra en pro. Hun lyttede og kommenterede og sagde det der med at jeg lige skulle tænke på mig selv også. Ikke kun dem. At jeg måske ikke vil kunne rumme dem alle, som jeg har rummet dem jeg har nu. At der hvor jeg var sidste år kommer igen, for sådan er vores psyker bygget op. “Forvent det kommer tilbage, når det bliver hårdt igen.” Sagde hun. . “Men du er en helt anden end for et år siden. Man kan se det på dig. Du gløder. Og du er et sted hvor man sætter utrolig stor pris på dig. De taler meget begejstret om dig, faktisk”. )
At sandheden af og til er uendelig svær at skrive. Men at man skal.
(ikke at jeg har læst hvad han har svaret. endnu.)
At der er langt til Las Vegas.
onsdag 7. maj 2008 kl. 23:28 af Anna
Og når så fornuften vender tilbage og der kun er små, boblende ekkoer tilbage af drømmen, ser man på det der er. På det realistiske og mentalt sunde valg. Med rationelle øjne, risikoanalyse og opvejninger af for og imod.
Er livet for kort til ikke at tage chancer; eller netop for kort til, at spilde tiden på at gøre det?
Skal jeg stole på min intuition, eller på de påtrængende gode viljer? Og er det overhovedet intuition, eller bare en dyb, urgammel irrationel frygt for det ukendte?
Hvad skal jeg?
Og hvad skal jeg så nu?
mandag 5. maj 2008 kl. 9:00 af Anna
Jeg må stadig have været dopet, da jeg følte mig så oven på i går. Løb endda en tur – langsomt ganske vist, men alligevel. Måske det bare var endorphintrippet der trak mig gennem aftenen. Jeg sov som en sten inden 23, og vågnede behageligt forvirret og forfrisket da vækkeuret hylede op lidt i 6.
Friskheden blev skyllet af i badet, og nu kan jeg igen ikke se på skærmen for bare flimmer. Jeg redefinerer blindskrift på stedet; ordene står på min hjernehinde og i mine fingerspidser. Om de kommer rigtigt ud på skærmen aner jeg ikke.
Ham der har sendt en mail af typen der går lige i hjertekulen, men jeg er så tæt på at småtude af indestængt småskvulpende kvalme at jeg ikke kan svare.
Kaffen smager af sæbe og giver bare mere kvalme, mens jeg venter på at næste dosis smertestillende virker.
Godmorgen, det er i sandhed mandag.
fredag 2. maj 2008 kl. 17:09 af Anna
Jeg kunne se på firmanavnet på forsiden af kuverten, hvem det var fra. Rudekuvert i A4 størrelse. Tyk var den. Mystisk.
Et kort øjeblik, mens vi tog overtøjet af og læg så de jakker på plads, og skoene ind til siden, unger; spekulerede jeg over hvad han have fundet på. Stormkur? Bagholdsangreb med indlagt overraskelse? Men hvad kan der være i et tykt brev sendt fra en firmaadresse? Stoppede billedstrømmen inden den gik for langt ud af en drømmende fejltangent, og flåede kuverten op med fingrene.
Kort brev, printet ud på brevpapir med et lille blå-grønt logo i højre hjørne. Og en lille blå krusedulle over hans navn. Arial 10pkt.
“faldt over den her artikel, (…) god baggrundsviden for ambitiøs fremadstormende leder.”
Et blad, to linier og et navn.
Det er så dér jeg er nået til. Kurtiseren via artikler i et fagmagasin. Faglig sparring fra én leder til en anden; frem for sydende, ætsende, boblende begær.
Så kan jeg lære det, kan jeg.
torsdag 1. maj 2008 kl. 11:31 af Anna
Mælken var sur. Kaffen fik den til at skille. Varmen fra. Og jeg kan ikke komme igang i dag.
Ingenting jeg skal. Intet at nå. Andet end. Stuff.
Jeg
kan
ikke
komme
i
gang
Det regner, eller drypper og min kaffe var for tynd og jeg tænker på ham i ledergruppen, der minder mig om et kryds mellem en retriver og en jagthund. Sort Labrador, måske. Ja. Og på, om der er dråber på bladene udenfor, på den nye portion kaffe der trækker; på, om solen mon kommer frem; på Dyret og veninden; på Manden fra … dengang.
Ikke at det er ham, men det. Dét. Kun. (og hvivlende tankespind hen mod, væk fra, bare for at føle suget lidt.) Og kaffen ser stadig tynd ud herfra og gad vide om jeg har kværnet bønnerne for groft. Det var nede i butikken, skulle vise B hvordan man gør. Hvorfor var jeg der alene med ham den dag? A gad nok ikke. Må jeg spille Nin, mor? Jaja.
Ham dér er holdt op med at sende mails. Sidste svar var “ok”. Svar på mit “ok”. Gad ikke væve mere. Gad ikke flere ord og ikke så meget spind. Mere. Så forbandet pæne vi var. Ham og jeg, og den der friværdi. Nå. Og?
Kaffen stadig for lys. Stemplet op et par gange. Koffein, kom. Jeg burde ellers være udhvilet. 8 timer og drømme der begynder at dukke op igen. Efter adrenalinrush. I live. Definitivt i live.
Og jeg drømmer. Om Manden. Om den sorte Labrador, om Retriveren, om de mænd jeg ser hver dag. Fordi jeg ikke kan give slip på tanken om, at det er derude. om ikke andet så i bittesmå bidder af ekstatisk forbudthed.
Og fordi det er så uendelig meget nemmere, at drømme om dem man kan røre når man rækker hånden ud. som jeg gjorde det i går. Stående ved siden af Den sorte Labrador, grinende, hviskende, blinkende. Glat skjorte på varm hud. Du? Ja. Legende let. Ren leg. Indforstået latter.
Retriveren ved bordet udenfor mødelokalet. “Åh der var du. Dejligt. Så bliver idag en god dag alligevel.” Elevatorblikket og de lyse kønne øjne. Pas på hvem du blinker til, knægt. Jeg æder dig levende en dag. Med hud og lækkert hår. Passende frokost en tirsdag. Haps.
Dyret, der sad og så komatøs ud. Famlende forsøg, viftet af bordet med irriteret rynke i den stramme hud hos Overhunden. “useriøst – andre forslag?”
“Kom så med det, Anna.” Min chef. Latter. Blå glimt. Og så lige et smilende krav og endnu ½ mill til mig. Kæft jeg er god for tiden.
Og Fuglemanden, med hans opbyggede flabethed, der matcher min. “lukker du lige døren?”- “selvfølgelig. Er jeg så din bitch, Anna?” Latter. Han er talent længere fremme end jeg. Gæt. Koble op på. done. Perfekt parløb i går. Blikke på tværs. Nik. Sætterens sidsteminut-bemærkning spolerede planen. Hans initiativ var af større værdi for pujlen. Pis os. Latter alligevel. Vi kan godt. Vi bliver gode sammen. Er.
Kaffen sort og varm nu. Trængte.
Er jeg i gang nu?
onsdag 30. april 2008 kl. 22:28 af Anna
Der sker så meget jeg gerne ville kunne skrive. Om Stress-damen og teamlederen. Om den koldberegnende kvindlige chef, og de ting jeg fik fortalt af den afgående afdelingsleder i dag. Om de gyldne minutter med chef-chef, der efter nogen-og-tredive-minutter af vores én times møde ikke helt kunne finde på mere at tale om (“nåmen, der er vel ikke mere vi behøver snakke om, vel? Hvis der er noget kommer du jo bare op”), om mit næsten perfekte parløb med min kollega, hen over hovedet på alle de andre ledere. Om advokaten jeg har hyret, og om ham dér der får en chance til.
Men det er for mange ting og jeg er træt. Så jeg nøjes med stikord, som skal ned og ud, fordi jeg gerne vil kunne huske det, når følelsen er gået væk. Når det er mørkt på ydersiden og indersiden af min hud. Når det siler ned over nethinder og vinduer. Når jeg ikke længere kan mærke medgangens lette bedøvelse på tungen og når spyttet smager surt.
Husk det. Mærk det. Lev det: I dag har været en rigtig god dag.
tirsdag 29. april 2008 kl. 8:27 af Anna
Jeg vågner tidligt for tiden. Inden vækkeuret og uden jeg føler mig udhvilet. Bare vågen. Måske det bare er fuglene der pipper for højt, måske det er lyset. Måske det er tankerne. Sært limbo jeg er i nu. Umiddelbart før og efter chokbølger. Adrendalin efterchok er mathed. Burde vide det nu, burde kende mønsteret efterhånden. Måske det bare er hormoner.
Men bølgen af medgang er bruset af punkt for punkt. Det eneste der er tilbage nu – ud over at sommerfuglestormen har pillet 2-3 kg af mine hofter, hvilket sådan set er ok – er min evige trofaste endorphinkilde: mit ædende krævende besættende job.
Få et liv, Anna. Nej, tak du, jeg klarer mig fint uden, jeg har nemlig en karriere, ha!
Arj come on, tudetøs. Tag en kiks til kaffen og rejs dig så op.
Manden, der skulle bryde mit mønster og bevise en hel masse for min indre kyniker, løber ud nærmeste sanddrive as we speak. Jeg aner ikke om det er mig, der lukker det, om det bare ikke skulle være, om jeg stadig er for uklar til at nyde hvor nemt det kan være eller hvad pokker mine motiver er (wee; date en singlemand! Prøv det, og nyd når så han bliver vild med dig. For nemt? Ar come on, tudetøs).
Et sted i drømmen så vi hinanden i øjnene når vi mødtes igen. Et sted i drømmen behøvede vi ikke sige så meget. Et sted, var der ingen ord, bare os to og en gnist der brændte og sugede.
Men i virkelighedens gråblege formiddagslys, var der for mange ord, for lidt ild og for pæne hænder. For mange kilometer mellem forståelsens pænhed og det begær jeg aldrig så.
I virkelighedens kolde fugtige vind, var der kun realistiske fremtidsperspektiver og intellektuelle beregninger om det perfekte match. Og friværdi.
Og i samme virkelighed, nyder de lokale kommunalpolitikere et klassisk hul i lovgivningen (ideel anpart? næ, det har vi da glemt i vores ellers ret klare regler. Ihh.. skal vi ikke spille små konger her? Jooo!), og kræver omfattende procedurer og godkendelser for sammenlægningen af min lejlighed med resten af huset, med henvisning til antallet af boliger i kommunen. Et hensyn der ikke lige fremgår af reglerne for tofamiliehuse og ejerlejligheder.
Sammenlægningen var hele grundstenen i mit nemme hussalg: “Hej underboere, sikke mange børn i har lavet på det sidste, vil I ikke købe hele huset?”; “Ihjo, sikke en god idé!”
Men vil de have vi spiller kommunalpolitik, så spiller vi kommunalpolitik. Hvor svært kan det mon være?
(Suk)
mandag 28. april 2008 kl. 17:23 af Anna
Slået hjem af sygt barn og hånlige sms´er fra den anden side af forståelseskløften. Slået hjem af kommunalpolitiske regler, der tilsyneladende har stukket en gigantisk kæp i mine boligplaner, og slået hjem af “hvis du mener at du allerede nu har et klart billede så sig da endelig stop” (kæmp dog for det, din idiot. Spark benene væk, forfør, fortag, gør dog noget. Andet end at bekræfte mine anelser. Iew!)
Slået hjem at en lammende træthed, der har taget min appetit og gør mit hovede tungt.
Men jeg slår igen, gør jeg. Om 10 kilometer, frisk luft og restesushi fra i går.
Når lige jeg har fået iltet blodet og slettet de tanker der irriterer; fjernet galden over den skide kløft, der ikke behøver være der, fjernet en let arrigskab over ikke at falde for noget så passende som ham dér, og over nærmest at skulle bede om at blive forført. Og slettet tanken om at blive netop dét, af en der forlængst har brugt sin taletid i mit liv.
Jeg ved godt at det er mandag, men jeg slår igen. Gør jeg.
Når skibet holder op med at gynge.
søndag 27. april 2008 kl. 19:28 af Anna
Der sidder en solsort et sted bag huset. Jeg kan ikke se den, bare høre. Himlen er mat og solen er gledet væk i en ulden horisont, fordi det er for tidligt på året til al den varme.
Det sitrer og bobler i marven. Frihed. Det må være det. Jeg har friheden siddende i knoglerne nu. Jeg er stadig sulten uden at kunne spise, så nu har jeg købt sushi til mig og hende der arbejder over i dag fordi jeg var for blæst i hovedet til at kunne sparre godt nok med hende i fredags (oh, uansvarlige chef!). Friheden til at kunne gøre det, er berusende. Sært nok, det er jo sådan en enkelt ting og sushi kan jeg altid spise. Tror jeg.
Måske det var dét, der føltes forkert i går. Manglen på frihed. Udsigten til.
“Jeg savner, at der er nogen i huset når jeg kommer hjem. At der lugter af mad.”
Gad vide om det er erindringsforskydning når jeg synes, at jeg kan huske at min hals snørrede sig til dér. Jeg smilede nok bare og ytrede genkendelse. For det er jo ikke altid, at jeg har det som nu. Siddende på mit kontor i aftenrøden, boblende svævende sitrende. Af bare væren. Det er kun få minutter af evigheden siden at jeg følte netop dét han beskrev. Lidt. (Selvbedrag er fantastisk..)
Det er bare ikke mig, der står der, når han kommer hjem. Det vidste jeg. Ved jeg. Aldrig mere, tror jeg. Ikke uden en sitrende tiltrækning som … som bare ikke var der.
Så i dag, i det uldne sollys, har jeg drukket af den frihed jeg holder så meget af, og lavet det jeg vil med den styrke jeg kan. Og jeg ved nu, at jeg vælger passion frem for alt andet. (Og alt det andet han kan tilbyde. Hvilket er en del.)
Passion. Selvom prisen er, at hvis det virkelig ikke findes, så finder jeg det aldrig (sic!) og ender op med det ingenting, som jeg er ved at være vandt til nu. Ingenting andet end frihed.
Og er det godt nok?
lørdag 26. april 2008 kl. 21:50 af Anna
Der kom et aftryk på glasset fra hans mund. Han tog en serviet og tørrede det af. Jeg ved ikke hvorfor jeg bemærkede det. Scene fra det virkelige liv. Karaktéropbyggende – måske jeg kan bruge det en dag. Hvilke typer gør sådan? Stop tanke.
Farvel glidebane. Tak for turen. Det var ikke serviettens skyld, det er mig der er urørlig. Og det var mig der så ind i en nakke i torsdags (vend dig om). Urørlig. Rørt nok. Måske. Tilbage til dér hvor jeg var før. Lige før. Godt sted, det dér før.
Jeg ævler. Jeg er bare træt.
Spildte fredag, så jeg må op og arbejde i morgen. Må; min røv. Behøver ingenting, jeg har ingen andre undskyldninger end den klassiske flugt fra hvadsomhelst. Hvemsomhelst. Mig selv især. Min egen idioti og alle de dumme bemærkninger jeg fik fyret af torsdag. Og i dag.
Hvor mange gange skal man sige pyt før det virker?
lørdag 26. april 2008 kl. 19:47 af Anna
Jeg vil så gerne. Jeg vil så sindssygt gerne.
Gør dig uimodståelig, gør mig uimodståelig og kys mig til jeg trimler om i græsset. Sid ikke bare der. Tag fat om min nakke, tag fat om mit liv, tag fat om det du ser, og det der ligger i græsset bagefter. Bare du tager fat og ikke vælter eller tøver undervejs.
Jeg har hørt det findes, jeg har set den i en film engang. Wow, siger man og så pipper fuglene ekstra højt eller bliver helt stille. Wow effekten er essentiel, sagde en klog lige inden jeg gik hjemmefra. Eller var det i går? Tiden smelter.
Jeg vil så sindssygt gerne. Men jeg er træt nu. Og sulten uden appetit. Måske det er derfor jeg taber mig.
Appetitløs, rastløs, sporløs.
Og fuglene pippede normalt, både før, under og efter. Solen skinnede og gæssene skræppede. Der var smukt og rart, der hvor der var læ. Og mennesker at se på og kølig hvidvin.
Men det var ikke nok.
torsdag 24. april 2008 kl. 9:40 af Anna
Stilheden var mærkbar. Næsten unaturlig af en torsdag klokken kvart over 8. En enkelt doven fugl pippede, luften var af krystal og der var ingen biler på gaden. Sært.
Solen varmede min ryg, som jeg stod der. Fortovet, vejen, husene. Alt var som det altid har været, men noget fik mig til at gå i stå og bare stå der i flere minutter. På den lille vej foran børnehaven, med udmeldelsesblanketten i hånden.
Magnolietræerne er næsten sprunget ud, påskeliljer lyser gult og verden er blevet så sindssyg smuk, mens jeg har været inde, så jeg.
Smuk og så stille.
Det der larmede mest var bruset fra de fem millioner sommerfugle, som stadig står i en sky om mig. De blafrede så højt, at jeg ikke kunne sove i går. De flakser i mit blod, vifter bobler i kaffen og lys i mine øjne.
Her er stille nu.
Om lidt er der ikke stille mere.
søndag 20. april 2008 kl. 20:59 af Anna
Hvor var det lige hende den effektive blev af? Druknet i sol, jetlagsrester og sløv søndag. Gone. pssst væk.
Og det er jo lige nu at jeg lissom skal finde mig et hus at købe. Aftalen er stadig kun mundtlig (punkt nr. 2 på min liste: ring til advokat og få udarbejdet købsaftale. Nåeh nej, det er punkt 3, efter bestil tilstandsrapport-gut asap), og jeg har 6-7 måneder til jeg – stadig mundtligt – skal være ude, men det er kort tid når nu der er.
Og lige om lidt eksploderer det på job.
Men mig? Jeg har meget mere lyst til at sidde i solen og drømme mig hen til på lørdag og spejde efter flere søde vink med vognstænger der popper op i mit synsfelt.
Junkie.
Kom så i gang!
Hmm.
lørdag 19. april 2008 kl. 23:00 af Anna
Mine kinder er stadig lune af solen. Af tumlen med børn, der har fundet ud af hvor jeg er mest kilden, af synet af det lille barn, der faldt i søvn på sofaen midt under børnetime. Og arme og ben, der gror ud af tøj, hurtigere end jeg kan nå at vaske det.
Af grin. Af hvidvin. Og af ord. Af et nyt savn efter noget jeg ikke kender. Nogen.
Lune, af efterglød fra dagen. For jeg har samlet sol og akkumuleret latter.
lørdag 19. april 2008 kl. 18:06 af Anna
Det var ikke et sammetræf. Det handlede slet ikke om det samme. Næsten ikke. Det var bare tilfældigheder der blev koblet sammen af solen, græsset og mit smil. Det var hans latter, der fik det frem. Mindet om. En anden gang i solen. Samme græsplæne. Latter. Min hestehale lidt kortere.
Ham, der kom om hjørnet på huset uden jeg så ham. Kaldte på mig. Smilende øjne. Varme arme. Varme. Øjne. Latter. Min. Hans.
(Jeg har optaget den formiddag på en lille stump film som jeg gemmer et sted. Mig, der går hen mod ham. Solen, der står i hans øjne så han kniber dem lidt sammen. De kølige læber og varmen i hans arme. Suget ind i hans favn. Følelsen af den glatte plet på hans kæbe, min nakke bøjet bagover. Hans hånd der støtter mig. Og suget i maven.
De magiske minutter var ved at være brugt, de grå rulletekster prikkede i udkanten af synsfeltet og han holdt om mig som han aldrig har holdt før. Stak næsen ned i mit hår og holdt fast. Jeg forsvandt i hans trøje og gråblå øjne og kys der ikke slap op. Slipper aldrig op. Men det slap op. Dét.
Slipper.)
Og så det der kys, der blev det sidste. Før jeg satsede, tabte, lukkede for tanken og hældte mig selv ud over afgrunden. Ind i konstant kvalme og tab af mig selv. Alt for længe.
Og lige dér, i solen på terrassen i dag, fik hans latter i telefonen mig til at tænke den tanke og jeg ved hvad der er worst case. Been there done that. Kvalmen bedøvende tæt på lige nu.
Men der er ingen sammenhæng. Andet end solen og græsset. Og boblerne i maven.
Erase and rewrite. Tak.
torsdag 17. april 2008 kl. 23:27 af Anna
Jeg er ude på kanten af hvad jeg tør. Hvad jeg tør skrive. Svare. Binde mig til.
Sært så angstprovokerende det her er.
Jeg lod mig rive med i går. Siddende i Washington DC, med min laptop på skødet, balancerende med den kolde iskaffe i den ene hånd. Pludselig åndeløs over ord.
Som nu.
Træk vejret, Anna.
Åndeløs over én eneste sætning i hans mail. Han burde ikke kende mig godt nok til at vide det, han burde ikke kende mig godt nok til, at kunne skrive det og mene det. Eller mene det velkvalificeret. Ægte. Jeg kunne finde min kynisme frem og lukke den af. Jeg kunne gøre det jeg plejer.
Men jeg så sætningen uden at læse den. Åndeløs indåndede jeg ord. Uden at fokusere. Og smagte på dem hele vejen hen over atlanten. Det holdt først op med at knitre i maven i luftrummet over Manchester. Måske der var derfor jeg ikke sov. Larmende knitren.
Og nu igen.
Træk vejret, Anna.
Jeg skal svare selvom jeg ikke kan få vejret. Jeg skal, selvom jeg et sted er rædselslagen over den knitrende sitren i min hud. Og jeg skal turde at svare det, jeg ikke helt tør. Jeg skal turde satse det, jeg ikke tør satse.
Hvad er worst case? At det ikke er. At han ikke er. At alting fortsætter som det var lige inden.
Ingenting at være bange for, vel?
Ingenting.
Andet end, at min hud, bliver forbrændt af gnister.
Og af ild.
torsdag 17. april 2008 kl. 13:15 af Anna
Vasketøjsbunken har formeret sig ukønnet mens jeg har været væk og jeg har ikke noget mælk. Men der er påskeliljer på min terrasse og frodiggrøn skvalderkål i bedet.
Regnen stoppede lige efter flyet satte sine hjul på landingsbanen og luften er mild og krydret af duften fra blomstrende mirabeller. I det høje træ lige derovre; har en fugl selskab af nogle jeg ikke kan se, og lige dér; på den anden side af min rude, tumler en groggy humlebi rundt, og forsøger at glemme at den ikke kan flyve.
Det er for alvor blevet forår, på de få dage jeg har været væk.
Især i min mave.
onsdag 16. april 2008 kl. 22:43 af Anna
Washington DC er en mærkbar lys lufthavn. Terminalerne er lange lyse gange der virker hvidere end de burde være. Gulvene er skinnende spejlblanke, og man kan se himlen i dem, hvis man ser efter.
Sidst jeg var lige her hvor jeg er nu, var lidt over en måned før jeg forlod min mand. Jeg sad ved det lille runde bord derovre og min iPod var ny, Starbucks var nyt og dét at sidde helt alene i mylderet og forsvinde ind i musikken var nyt, stort og så uendelig tillokkende. Jeg kan huske hvad jeg tænkte da flyet lettede, dengang. Sært som en enkelt flyvetur har sat et mærke.
Jeg tror jeg smilede. Ved. Selvom jeg ikke anede hvad der ventede.
Det er evigheder siden. Nu sidder jeg her igen og alt har flyttet sig. Jeg er på min iPod nummer 4 siden da, jeg har drukket uendelig meget Starbuck-kaffe, men jeg smiler stadig. Smiler igen, skal der vist stå.
Om lidt er jeg bænket i et flysæde, med Will Smith på den lille skærm, en GT og Tina D i ørene. Han citerer hende i sine mails. Han kender min svaghed for hende, jo. Han kender mig for godt uden egentlig at kende mig. Sært at vide hvor meget han ved, grænseoverskridende at han allerede nu kender hemmeligheder som jeg ikke havde forestillet mig at udbrede.
Men selv på den afstand der er nu, giver han mig ubegrundede sug i maven.
Og jeg smiler.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer