søndag 15. november 2009 kl. 17:17 af Anna
Jeg har hængt en lyskæde med små glitrende dioder op på snebollebusken ude foran mit stuevindue. Ikke at der er snebolleblomster på nu, men jeg ved at den kan, når det bliver forår engang. For jeg har set det. Jeg har set hele haven spire og gro til og blive klippet. Og jeg har set tulipaner og krokus og roser komme frem, hvor jeg ikke vidste det. Og også set vintergrums på stien ned til huset. Og mudder.
Børnene spiller på hver deres PC og sammen lidt på skift. Hernede i stuen og oppe på deres værelser i pendulfart, hvor novembermørket har gjort det hyggeligt og hvor varmen er tændt. Jeg ved at den kan være det, for jeg har mærket det, og set rørene inden de blev bygget ind i gips og stukket gennem vægge. Jeg ved hvor tykke væggene er og hvor meget isolering der er lagt ind, for jeg har set det ske og fejet gulvet bagefter. Ogvasket.
Det roder lidt i mit køkken, men der hænger en lampe over bordet, og her hvor jeg sidder – i min morfars gamle stol, der er blevet ombetrukket for 2½ gang og sat i et hjørne - kan jeg se spredt hygge over hele stuen. Puder på gulvet, læste blade og krummespor efter børn og deres mor. Og lidt efter Bono, men kun hvis man ved det.
For et år siden var her rå vægge og mangel på samme. Gulvet var brudt op, støv og byggematerialer overalt, og køkkenet var en kogeplade på en flyttekasse og en tanke om en aftale med Kvik, der først var plads til, flere uger ude i fremtiden.
Uden for er mine squashplanter ved at være visnet helt ned, og de lange stængler af afblomstrede jordskokker, ligger hen langs jorden og venter på at blive gravet helt op og smidt i en bunke jeg ikke har defineret endnu. Under jorden ligger der knytnævestore jordskokker, og over har der være rabarber, hindbær, citronmelisse, løvstikke og cremegule roser som jeg selv har sat.
I går var hver dag stadig ny, og hver vinkel på lyset ikke før set; i dag starter en ny spiral af tid, for det er nu et år siden jeg sad på min seng med halvtreds flyttekasser omkring mig og hundredevis af timer foran.
Men de var det værd, for jeg tror aldrig jeg har elsket et sted højere, end her, hvor jeg er nu.
mandag 1. juni 2009 kl. 21:47 af Anna
Hver dag er stadig ny, her i mit lille hus. Hver morgen når solen står op, har jorden drejet sig et lille stykke fra hvor den var sidst den stod op, og lyset falder anderledes på min væg. Hver dag når jeg kigger ud i gårdhaven er der nye former for liv der er vokset til, væltet omkuld, eller blevet spist af snegle.
(svitsede en snegl i solen i dag. Ren ondsindet hævntogt, da kræet faldt af en krukke jeg flyttede og ned på fliserne. Så kan du lære det, lille slimede snegl. Eller, det kan den jo selvfølgelig ikke, men så er der en mindre der kan æde min forsvundne salat og lægge æg i min kompostbunke. En time senere var den tør og sort. Hahahahaaaaa! Eller noget.)
Jeg har roser og først nu ved jeg, at den ene, der fletter sig ind i klamatisen, er en vild hvid hybenrose, og at der nok er noget rødt i den der står ved hoveddøren. Jeg ved at jeg har gule dagliljer ved vejen og margeritter overalt. Og græs i bedet, op mellem skvalderkål. Pænt effektiv bunddække tilsamme, de to.
Jeg kan se at klematissen er for stor og at den opstammede rose langsomt vælter hen over den lille lune krog, men det får den lov til indtil jeg ved hvad ellers der gemmer sig. Og jeg fandt fem fliser under et tykt lag græs og tid, og kan pludselig huske hvor ømme ens fingerspidser blive af at rode i havejord. Og hvor snavsede ens tæer kan være efter sådan en dag.
Jeg har med tilfredshed set at solen rent faktisk når derhen hvor jeg havde tænkt mig terassen skal gå til, og jeg drømmer om det store bord, der skal stå på de ældgamle fliser, og kan fornemme den stille snak mens de solvarme mure har min ryg. Og rødvin og duft fra en gril der er ved at gå ud.
Når jeg rigtig er groet ind her.
Men stadig er hver dag ny; hvert blad er ukendt og hver blomst er sær på en måde jeg lige skal lære. Men jeg elsker det ubetinget som det er.
torsdag 5. marts 2009 kl. 17:17 af Anna
Her er helt stille nu. Jeg kan høre et ur et sted i rummet og en ulden version af noget musik fra langt væk. Men lige her er der stille. Omkring mig.
Jeg kan se min have herfra. Og min inbox. Og mærke trætheden der klæber til tindingerne og snurrer i ryggen. Jeg kan også se min sofa og ting der ikke bliver gjort. Apatisk tilbagelænet uden kræfter til at gøre. Noget. Ved.
Jeg kan også se en deadline, der er lige om lidt og en sortgrå samvittighed over ikke at have rykket nogen for noget. Om lidt er det mit problem.
Jeg kan ikke slippe apatien i dag. Afbrudt nattesøvn fremmer ikke noget andet end sløvsind.
En dag skal jeg finde ud af hvor stien skal gå i haven. Langs hækken eller på tværs af græsset? skal den sno sig eller være lige? I solsiden eller i skyggen? Og terrassen. Fliser og en lille hæk? Parasol eller et sejl?
Irriterende lyd fra min laptop minder mig om strømmen af ulæste mails og om at jeg på mandag skal have noget klar til nogen. Business as usual og hovedpine allerede nu. Godt weekenden er lang og det stadig er vinter. Ish.
onsdag 25. februar 2009 kl. 21:37 af Anna
Hudløst og med halvtlukkede øjne, registrerer jeg den sms der kom lige før. hånden på musen fortsætter med at lukke vinduer og pc ned, mens jeg reflekstænker på hvem det er fra.
Børnekoordinerings ævl fra x? sygemeldinger en af de mange? Fejlmelding fra job? (hvorfor skulle den ramme mig?) Min søster der prøver at sælge mig et næsten nyt møbel? Mr Neveland der inviterer mig ud på en date?
Og midt i trætheden kan jeg så alligevel finde et smil over at jeg også tænker umuligheden ind, og at tanken smager svagt sødt, selvom det er en narresut. Måske gummiet bare er ved at gå i opløsning.
Dag fuld af job og børn og overvejelser om hvorvidt må man godt skælde andre folks børn ud, foran deres forældre, når de er pisirriterende og hakker/pirrer/driller/flår hår ud af hovedet på en af mine, og minder om hvordan min egen skolegang var og derfor gør mig afmagtsfuld over for det der sker foran mine øjne og det er ikke godt nok. Tag ansvar Anna (og jojo, jeg tog fat i en mor som skød skyld den ene vej og ansvar den anden, og der stod jeg med tårer faretruende nær overfladen og så ringede det ind).
Og min egen manglende form og hvor er tiden hvis ikke lige nu, hvornår så? og hvor gemte jeg viljen til at afsætte og gennemtrumfe min egen sundhed, i stedet for træt tæt træthed der tynger mine øjenlåg og skubber mig i seng lige om lidt. Toppet med chokoladekrymmel på samvittigheden.
Og anden grads samvittighedsnag over det hus der ikke er færdigt (og coach manden pegede på min målrettethedsscore i yderkanten af skalaen og forklarede mig hvordan nogle mennesker rent faktisk nyder turen og at det nok ikke lige var noget jeg ænsede særlig meget af. Nej vel?) og afmagt over for de 167 unread mails der giver mig tinnitus. Eller er det fugle der er vendt tilbage fra Spanien?
Pip?
onsdag 4. februar 2009 kl. 19:19 af Anna
De var sikkert blæst ned, og der var jo kun 2-3 klemmer på snoren, så jo, det var da tiltrængt og en pæn tanke.
Men det er altså lettere skræmmende at pille tøj ned fra sin tørresnor og opdage at nogen ganske nydeligt og på stribe med regelmæssig afstand, har sat klemmer i mit tøj. Ikke fordi jeg lider af angst for klemmer, men fordi jeg ikke ved hvor de kommer fra.
Det må næsten være en nabo. De kan jo nemt smutte ind i baghaven hvis de alligevel er på vej forbi og man skulle da være et skarn hvis man ikke lige hjalp den nye nabo lidt. Principielt er det vel fint og pænt af dem at bekymre sig om mine håndklæder.
Men er jeg sippet når jeg ikke synes at det er ok? Hvis mine håndklæder falder ned i vinden samler jeg dem op igen. Hvis de bliver snavsede, vasker jeg dem. Hvis jeg mener at jeg mangler klemmer, køber jeg dem. Og hvis jeg vil have besøg lukker jeg selv folk ind.
Gad vide hvad det næste bliver. Måske de slår mit græs til sommer. Og lader jeg døren stå på klem, kan de være de kommer ind og gør rent? Skal jeg så også lægge strygetøj frem?
Og uskrællede kartofler?
søndag 11. januar 2009 kl. 23:17 af Anna
Der er kommet stikkontakter op på visse af væggene i mit køkken i ugens løb. Elektrikeren havde lige et par timer til overs. Så han kom forbi og satte op.
Års-evaluering lige om lidt. Udviklingsplan. Hvor vil du hen, Anna? Og hvordan?
Jeg ved godt hvad de vil sige, jeg ved godt hvor jeg vil hen. Og hvordan. Åhhh hvor jeg ved det.
Når jeg sidder i halvmørket i glastårnet og æder mails. Når jeg ser diagrammer og strategier og langsigtede mål. Åh hvor jeg ved hvor jeg vil være: Forrest sammen med dem med de skarpe øjne. Øverst sammen med. Henover og med pinden i hånden.
“Moar.. må jeg få lidt vand?”
Og barnet får vand der har løbet sig koldt og hans kinder er som silke mod mine læber, og bløde arme krammer godnat og vi er enige om at dagen har været god. Og jeg har smurt madpakker og lagt tøj på plads for længst, og træder hen over legoklodser og mystiske monstre på vej ud. Og. Det er dét jeg vil. Det er dér jeg vil hen. Det er dét, der er vigtigere over alt. At de lykkes. At de vokser op og bliver så hele som de kan. At de bliver sikre på hånden og stærke i troen. På livet og på deres egen styrke.
Mit ene knæ knirker lidt da jeg sætter mig igen. Irriterende følgevirkning af manglende træning. Udover slapheden i skanker. Men der er jo heller ingen der skal se mig. Uden. Ved siden at mit skrivebord er der tre døre stablet op. Bag mig 16 flyttekasser og lidt stuemøbler. I stabler.
Udviklingsplanen kræver uddannelse. Mere uddannelse, højere udannelse. Og tid.
Børnenes lykke kræver overskud og tidligt fri af og til, så de kan lege lidt. Eller gå til ting, eller. Og tid.
De løse døre, de umalede vægge og tusinder af detaljer der mangler på mit ufuldstændige hjem, kræver blot lidt tid. Og penge nok også.
Faste skanker og knirkefri knæ kræver lyse timer, eller bare tid uden ansvar.
Og hvordan jeg får et andet menneske i mit liv, aner jeg intet om.
Jeg ved kun at det ikke kan lade sig gøre. Ikke det hele, ikke på én gang.
Men hvordan vælger man? Og vælger jeg ikke, ender jeg måske med hundrede sytten løse ender flagrende ind foran mit udsyn.
Jeg. Kan. Ikke. Se. Det.
Eller hvordan.
Der er kommet stikkontakter op på visse af væggene i mit køkken i ugens løb. Så fint det ser ud. Men det er spil for galleriet, for de er ganske uden strøm.
Lidt endnu.
torsdag 1. januar 2009 kl. 19:03 af Anna
Jeg har slebet en væg i dag. Sådan en ret stor væg, nok den højeste væg jeg har. Men jeg orkede ikke begynde at male den også. Det får vente.
Istedet har jeg malet den dør der var lyserød en overgang. Det er den ikke mere, nu er den hvidhvid og i morgen i dagslyset kan jeg se om den er hvidhvid nok. Hvis ellers jeg får set dagslys herhjemme. Nok ikke, vel, for i morgen skal jeg over i glastårnet og prøve at komme i tanke om hvordan man får et år til at gå op. Sådan rent budgetmæssigt.
Og om hvordan man arbejder med rene hænder und alles. Og pænt tøj. Gad vide hvor jeg lagde mit pæne tøj.. hm.
Men så var det at jeg lige loggede på, fordi nogen skrev en sms om at de havde sendt en privat mail til mig dér, og så så jeg, at jeg har fået en mail fra min chef. Eller, den er ikke fra ham, men en forward af en mail som også var sendt direkte til mig. Hans bidrag var bare en smiley. En glad en.
Jeg svarede det samme tilbage, min lidt gladere, tilsat et strejf dårlig samvittighed over at være glad for lige dén mail.
Det var en opsigelse, fra hende jeg har kæmpet mod. Og jeg er så lettet at jeg nærmest kan svæve, og jeg synes måske ikke jeg kan tillade mig helt at være glad, men hvis hun siger op fordi hun har fundet noget andet, så er det jo godt. Jeg håber det her er den lykkelige slutning, selvom jeg nu mangler en teamleder.
..og gad vide hvad hun siger til fratrædelsessamtalen hos HR.
Nej.. det vil jeg egentlig ikke vide, jeg har hørt nok.
tirsdag 30. december 2008 kl. 9:48 af Anna
Dagen er nu tiltaget med hele 6 minutter!
(Og med disse ord nu vil jeg tage ned til min nye ven, farvehandleren.)
(Gad vide om han har champagne, jeg synes jeg trænger..)
tirsdag 30. december 2008 kl. 0:00 af Anna
Her i mit byggekaos. Ombyggekaos. Glemmer jeg at tænke. Ud over på vægge og paneler og på hvorfor man ikke kan male oven på mørkerødt uden at det bliver lyserødt; det hvide.
Sikke en skøn metafor jeg kunne få ud af dét, hvis jeg ellers kunne tænke. Og hvis jeg havde brug for metaforer.
Der er bare ikke noget der skal metaforiseres, så jeg nøjes med at notere, at det hvide er mere lyserødt end tiltænkt, og at jeg igen i morgen skal ned forbi min lokale farvehandler for at købe det der dyre stads, man kan male mellem det røde og det hvide.
For at stoppe, forstås.
(uhh den trænger sig på alligevel.. men er det ok at jeg gemmer det til en anden gang hvor jeg har mere brug for at lægge låg på noget fortid? Takså)
Et sted omkring klokken 17.12, hvor jeg drak lidt kaffe og lyttede til de små krat og bloplyde fra min far der pudsede væggen i gangen og tabte små klatter våd puds ned fra høj stige; ploppede der noget inde bag det mørkerøde der er mig, og jeg kunne se lidt længere end før.
I hvertfald længere end da jeg gik forvirret rundt i Silvan timer tidligere og kun med sikkerhed vidste at jeg ikke vidste hvad det var jeg skulle dér.
Der ploppede lykke, tror jeg. Men så var det at jeg skulle nå en væg mere og i ILVA og IKEA inden jeg mistede gejsten igen og wrooom afsted var jeg og nu har jeg købt for flere penge igen i dag og malet den lyserøde dør anden gang, bare for at se om det virkelig kan passe at fortiden sådan bliver ved med at titte frem.
Så jeg glemmer at tænke på andet end det og det er jo fint nok for en gangs skyld. Hele den der sentimentale nytårs ting drukner i hvid maling og plettede hænder.
Men jeg har bestilt min nytårsmenu og to biografbiletter til i morgen. Og bord. (selvtak).
Pointen? At det går fremad.
Bare ikke med min dør.
lørdag 27. december 2008 kl. 19:59 af Anna
Jeg har glemt at spise aftensmad. Alene muligheden er en luksus der opstod klokken cirka midt på dagen da ungerne blev proppet pludrende ind i deres fars dueblå familliebil. Savner dem allerede og den klump vi sov i, i nat. Små listende fødder, barnsopdækning og sovende slåskamp om dynen.
“Godmorgen børn, jeg synes jeg blev lidt mast i nat, med to børn i sengen”
“nej mor, du blev ikke mast, vi lå bare meget tæt på dig”
Enter praktisk gris. Jeg har allerede snitsår på hænderne af skruetrækkere der smutter, har lært det indre af en rukolås at kende og ved at man ikke skal tabe skruer ned i det indre af min ydredør. For op kommer det ikke igen. Min hænder er allerede tørre af finspartel (ulig meget nemmere at smøre det på med fingrene inde i hjørnerne, siger jeg dig!) og jeg er kun lige begyndt.
Men til næste år skal jeg have mit eget juletræ og lige om lidt har jeg nået lidt mere end jeg havde før.
mandag 22. december 2008 kl. 23:27 af Anna
Overgangen til ikke-job har været hurtig denne gang, måske på grund af migrænen, eller fordi jeg stadig har millioner af ting at skræve hen over, så det føles ikke helt. Fri.
Uanset. Jeg ordner hist og smadre lamper her, og se, nu er alle arbejdslamperne smadret og jeg har kun en enkelt stuelampe og så 5 stearinlys i køkkenet efter mørkets frembrud. Og pæren i køleskabet. Nej, det er ikke hyggeligt, det er mørkt. Flyttekasser tømmes inden klokken fire alt hvor lyset burde… hvis det nu var det var.
Jeg har kun to køkkenkasser tilbage, og 500 løse ting stående på det interimistiske køkkenbord. Hvordan kan jeg have haft alle de ting i det lillebitte køkken?
Indimellem hygger jeg mig overraskende godt med mine børns far, i vores tillempede version af byttebytte-børn, med overgangsritualer der bliver en smule større for hvert år. Børnene elsker det og vi andre trøster os lidt ved samvær med en der kender. Eller jeg gør. Der er ikke så mange af dem jo.
Og så ser jeg sukrede julefilm med lidt lunken cognac og chokoladen vi fik fra corporate world og spekulerer en smule over hvor trist det er, at jeg ikke kan nøjes. Eller falde for, eller bevæge mig derud hvor man kan møde andre end de afsatte, eller de uafsættelige. Og sukker lidt efter den der rendyrkede romantik som film er fulde af til jul.
I morgen skal jeg købe maling og hvid pigment, persienner, dørhåndtag og greb. Og så er det pludselig jul.
Igen.
onsdag 17. december 2008 kl. 23:10 af Anna
At skulle beslutte sig for hvilken skuffe der skal indeholde hvad i mit nye koloenorme køkken er den vildeste luksus jeg længe har smagt.
At gå mod dagen i morgenmørke med to pludrende historiefortællere, der har stukket små kolde hænder op i mine ærmer, er den blødeste luksus jeg længe har mærket.
Duften af nyskurede trægulve og lyset for enden af tunnelen er de små prikker over.
lørdag 13. december 2008 kl. 9:48 af Anna
Jeg vasker gulv i det der snart er et køkken. Overser flyttekassetårne og stumper af gipsplader. Jeg gemmer mig væk i min hule hvor alting er undervejs. Jeg gemmer overskud til mine børn og finder på nissestreger og bliver afsløret på papiret.
Jeg skråer henover værktøjskasser og trænger til løbeture i støvfri luft, sofaer man kan flyde i og stabilt internet. Jeg trænger til brusebade i varmt rent rum og mad tilberedt fra bunden.
Jeg længes efter fibre og gulve der ikke knaser når man gå henover dem. Jeg savner ro og lys i øjne og stager.
Istedet for fejer jeg og hænger julekugler på det midlertidige, mens jeg dokumenterer fremgang med neutral stemme og virtuel konstrueret håb i behold. Jeg leverer entusiasme og kold sodavand til de der skal bruge.
Og gemmer julen til næste år.
torsdag 4. december 2008 kl. 21:12 af Anna
Jeg ved godt at vi har glemt at lægge pebernødder til dig de sidste par dage og jeg lover at der kommer en frisk portion op til dig her dag fra nu af og til jul, så alt bliver som det skal være. Den 24. får du selvfølgelig også risengrød og lidt nisseøl, det er klart.
Men så synes jeg altså at vi skal aftale at du holder lidt inde med dit drilleri. I dag tog det lige meget overhånd. Jeg synes jo kun at det var moderat sjovt at du for en månedstid siden klippede mit telekabel over og gemte enderne godt væk, men det kan jo nok løses når jeg får tid til at ringe efter en teledanmark-gut der kan finde de løse ender for mig. Hvis ellers de er et sted i huset og du ikke har trukket dem helt ud, men det har du ikke, vel?
At der i morges kun lige var nok varmt vand til at jeg kom i bad var ikke specielt sjovt og ret koldt bagefter - men jeg er selvfølgelig glad for at jeg ikke løb tør for varmt vand mens jeg havde shampoo i håret. Heldigvis nåede vi jo så også at spise morgenmad og komme ud af døren inden der blev alt for koldt i huset, for det var jo ikke kun det varme vand men hele fyret du havde slukket for.
Bagefter blev jeg faktisk lidt irriteret over at du havde gemt den anden ventil på vandtilførslen på fyret, så jeg brugte næsten to timer på at ringe rundt til gud og hvermand indtil jeg fandt en der kunne hjælpe mig med at finde den lillebitte knop der skulle drejes på.
Men der hvor jeg for alvor blev gal på dig, Nisse; var da jeg hørte den der dryppende lyd. Det kan godt være det så sjovt ud oppe fra din udsigtspost, men det springvand du fik gang i oppe i badeværelset var ikke særlig fedt set nede fra stuen.
Var det med vilje eller havde du glemt at gulvet i badeværelset ikke er tæt endnu? Den der sø du fik lavet med dit springvand pyntede altså ikke særlig meget da den lå henover stablen af ulagte gulvbrædder, de usamlede køkkenelementer og alt det andet, der står stablet op i stuen.
Jeg er stadig lidt spændt på hvor meget af den der stadig ligger oppe under de nylagte gipsplader, men det kan du måske fortælle mig? Vådt var det i hvertfald.
Jeg er jo så glad for at det var i stuen og ikke i køkkenet, hvor der gik en maler og lagde filt.
Tilgængæld var det ok humor at du havde lukket helt for vandtilførslen så der ikke var noget varmt vand da jeg kom hjem, det kunne jeg jo fikse ved at dreje på hanen.
Men, Nisse-gut; jeg magter ikke rigtig mere, så hvis jeg klarer det der pebernødde-halløj, er vi så enige om at du stopper nu?
Ja?
(ellers har jeg altså også stadig den der rottefælde…)
torsdag 27. november 2008 kl. 22:09 af Anna
“Og så er det jo at vi tager på ferie i 10 dage”
Et eller andet sted er det rart at slippe for konstant at have en fremmed i sit hus. Det er rart at kunne gå rundt her alene og lade min sjæl lande lige så stille. At tingene sker i mit tempo og at ingen de næste 10 dage vil blande sig i om jeg roder eller lader være.
Men. Jeg bor på ingen plads. Jeg har pakket halvdelen af mit liv ud og resten ved jeg ikke hvor er. Jeg har et barn med fødselsdag om lidt og en jul jeg ikke orker at tænke på, oppe under taget.
Jeg har intet køkken, og laver mad på to blus med en opsprættet papkasse som skærm mod væggen. Jeg har pap på gulvet og kulde sivende ind gennem de uisolerede vinduesrammer. Jeg tørrer tøj på børnenes værelse når de ikke er her, og vader gennem mudder, i det der på papiret går for at være min have.
Det er ikke sjovt. Det skulle ikke have været sådan her. Det skulle have været 10 polakker, en halv million og 4 uger. Det skulle have været midlertidighed eller vi tager det fra en ende af.
Men alting er begyndt på en gang og der løber vand ved siden af toiletkummen, gulvet er støbt midlertidigt for at dække et hul jeg ikke ved hvorfor er der og det knaser når jeg går. Selv her hvor jeg sidder nu.
“Er der noget jeg kan gøre? Male? Noget?”
”Nahh.. vent hellere til jeg er tilbage”
Så de næste 10 dage sker der ingenting.
LIge dét behøver jeg ikke nu.
Øv.
søndag 23. november 2008 kl. 16:54 af Anna
“Nu må du tage dig sammen og hjælpe lidt til”
Den korte er at jeg ikke er god nok og ikke flittig nok og lige pludselig 12 år igen. I deres øjne.
“Lad nu være med at bryde sammen, det hjælper jo ikke noget!”
“Giv mig da for helvede lov til at reagere!”
Gad vide om det er første gang jeg bander på min mor. Gad vide om de aner hvor hårdt det her er på min side. Gad vide om det overhovedet er hårdt, eller om det er noget jeg bilder mig ind.
Ihvertfald skal jeg skamme mig over ikke at … hvad var det? Gøre noget. Gøre. Noget.
suk.
Nu vil jeg hjem.
søndag 23. november 2008 kl. 13:34 af Anna
Jeg savner allerede lyset mærkede jeg da jeg kørte herover i online-ly. Solen blændede cyklisterne og alting var skarpt aftegnet mod den isblå himmel. Jeg følte mig som en muldvarp der stak hovedet op af mit hul. Føler mig som.
Mine hænder er sprukne af at bære tunge ting, af at skrabe tæpperester af trappetrin og af at skure gulve. Mine arme, hænder og ben er ømme af at bære og kravle hen over alt det jeg har båret og sat fra mig hvor der var plads. Mine fingre er sprukne af at skrue og hamre og håndtere skarpe sider på usamletheden i mit liv. Vældig meget af den for tiden, synes jeg.
Nu sidder jeg her, mens solen allerede er ved at gå ned, og skutter mig i weekendekulden i glastårnets velordnethed og har en bunke ubetalte regninger og et bunke ubesvarede mails liggende foran mig, på hver sin side af skærmen.
Tankerne om i fredags er holdt op med at skure mod indersiden af min pande, men jeg er stadig i tvivl om hvorvidt hun kommer på arbejde i morgen. Men hun bevarede faktisk fatningen, imponerende. Det havde jeg selv nok ikke gjort. Måske det er fordi hun ikke troede på hvad hun hørte, måske hun har en udvej klar, måske hun bare er stærk nok.
Jeg svner mit onlineliv nu. Jeg savner den tyste kontakt til resten af verden som nettet giver mig. Jeg savner samtalerne med mine virtuelle venner og jeg savner at kunne se at der er liv uden for min færden her i glastårnet.
Men jeg har fået tilsluttet en vaskemaskine og købt skabe for en formue. De står og fylder i aflange papkasser, hjemme i min lyshvide gang. Så det går fremad og i går aftes, da jeg drak en blød ripasso af et vandglas, siddende på en næstenfærdig IKEA reol; følte jeg næsten at jeg kunne overskue usamletheden.
God ny følelse.
fredag 21. november 2008 kl. 21:35 af Anna
Mine hænder rystede kun fordi jeg var vred. Adrenalinen skyllede gennem mig som en kold strøm, og jeg gemte hænderne under bordet for at få styr på den kolde sved, der gjorde mine hænder fugtige. Fokus.
Jakkesættet ligger hen over flyttekasse-stablen i midten af lokalet nu. Det var rart at have det på. I morges da jeg prøvede at filme med den unge manager tværs over lokalet med alle i, til frokosten, til mødet i det lidt for store lokale og senere i min ét kvarters fredagsøl, inden jeg løb videre i planen.
Jeg klynger mig til at det ikke er mig. Ikke kun er mig. Klynger mig til at jeg har opbakning fra chef og kolleger. Kom i tvivl undervejs. Fik et øjebliks fortydelse, da hun spilede øjnene op og sagde ”jamen det var jo ikke meningen”. Nej. Undskyld. Tilgiv mig, jeg er for hård. For kold og for bange for at. Slevfølgelig mener du det ikke, lad os mødes her og tro på det bedste.
Men jeg så ned på mit papir, med alle mine ord på. Huskede på ord der var kommet fra andre. Huskede på psykologens analyse. Huskede på analyen af forløbet og det her passede ind. Forventetr reaktion. Hold fokus. Hold fast. Det bliver ikke bedre hvis ikke vi stpr fast nu. De andre gav den chance der skulle til, de andre gav det spillerum der er rimeligt. Tiden er gået nu, points er brugt op og spilletr er slut.
”nej, jeg ved at det ikke var meningen, men. Effekt af adfærd er at (…). Det går ikke længere. Ændring. Forbedring. Nu. Eller.”
Iagttagelse. Krav. Konsekvens.
Offerrolle afløst af frontal angreb. Ord der fik mine hænder til at ryste under bordet. Koldsved. Fokus.
Jakkesættet var knap så praktisk til fællesspisningen på skolen, blandt kåde børn og andre brugte forældre.
Men det gør jo ingenting.
Gad vide om jeg ligner mine børn lige så meget som de ligner mig. Gad vide om jeg finder ind til noget, der ligner et net i morgen når dagslyset tillader mig at lede efter telefonkabler i byggekaos nedenunder.
Synes jeg trænger til online tid nu. Siddende på min seng om givet af 25½ flyttekasse med en radio som den eneste forbindelse til verden uden for, er mørket lidt koldere og søvnen lidt længere væk.
Jeg rystede stadig bagefter, men jeg samlede mig. Næste møde tog fokus og jeg var videre. Besynderligt uberørt uden på. Næsten tørre håndflader. Gennem glasdøren så jeg hende rejse sig og gå. Hun smilede vist til de andre, sagde nok god weekend; men jeg ved hvorfor hun gik allerede dér. Og spekulerede på om jeg ville se hende igen.
Sær tanke. Selvfølgelig gør jeg det.
I morgen skal jeg i IKEA. Og sæbe gulve ind og overskue hvordan jeg får gjort kaos mindre kaotisk.
Trænger til orden nu.
Der er for mange bunker af undone business, for mange ubesvarede breve og for meget ikke på plads.
mandag 17. november 2008 kl. 10:02 af Anna
Bortset fra det, så er jeg offline i mit nye hus. Både med net og TV. Rart på en stille måde og jeg har ikke travlt med at få sat min adgang til udenfor op igen. Håber verden klarer sig uden mine faste bulletiner lidt endnu.
HVordan det går? Det er kaos, og uoverskueligt og rodet og jeg bor mere primitivt end jeg havde drømt om, dengang i foråret da jeg satte det gamle til salg.
Men det er fremtiden, så jeg holder fast.
mandag 17. november 2008 kl. 9:09 af Anna
Titlen lyder som en pixar tegnefilm eller en gyser af en art. Det er det ikke, det er virkeligheden lige nu og her og i nat.
Og det er virkelig, virkelig klamt!
Trip, trip, trip.
Små krattende fødder henover det pap der ligger for at beskytte gulvet. Mørk nat og et stykke inde i dyb søvn. Først troede jeg at det var et barn. Måske et der ville ind til mig, måske et der skulle tisse.
Trip, trip, trip.
Der var ingen der svarede da jeg kaldte. Måske jeg havde drømt?
Trip, trip, trip
Børnene sov, så jeg da jeg kiggede derind. Små engle. Var det et spøgelse? Genfærdet af enkefru Æblevej? Nej… vel?
Trip, trip, trip.
Noget var der. Noget levende.
Det var nu næsten morgen, så jeg stod op, tog et bad og fordi lyset på badeværelset var gået lagde jeg makeup siddende på min seng.
Trip, trip.
Ud af øjenkrogen så jeg noget der løb i skjul bag de tomme sportstasker der stod i gangen. LIstede hen og løftede dem og…
Arghhhhh!
For hulan sådan en rotte er stor og klam! Klam, klam, klam, klam!
Dyret løb ud på det mørkelagte badeværelse og jeg smækkede døren efter den med et hyl.
Bare tanken om at jeg har sovet i arm med en gigantisk rotte er næsten ikke til at bære. Bare tanken om at mine børn, med deres små bare tæer, skulle derud og tisse lidt efter var ikke til at bære.
Jeg fik ungerne op og ud (og trampede MEGET højt da de tissede) og fik ringet efter en skadedyrsmand der klarer ærterne. Men for pokker hvor er det klamt!
Iewww!
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer