mandag 1. marts 2010 kl. 10:30 af Anna
Weekenden smuttede ud under den smeltende sne. Jeg har fået spirende blomster i søndagsgave og en verden med lunere luft, der dufter af andet end frost. I min baghave er der fede duer, der æder mine æbleskrog og ved siden af min PC, en krøllet blok med børnetegninger og mine noter. Sagsnummer, kontaktpersonens navn og direkte nummer. Adressen på psykologen og dato og tid.Ind og ud mellem kruseduller fra mine velbegavede børn.
Jeg har lige kværnet det sidste kaffe og glemt hvad det var jeg ville. Udover at se på fuglene der klatrer på forsytiaen og æder fuglekugler, støbt i skriggrønne plastiknet. Tankevækkende så handlingstræg man bliver af ingenting at skulle nå. Det føltes uendelig tungt at logge på og vidresende månedensfakturaer til min assistent lige før. Lidt som om jeg taber moment. Skræmmende hvis det er en blivende effekt. Farvel handlingskraft og beundringsværdige powerkvinde. Men måske hun aldrig rigtig var der, måske det bare var blær.
Gad vide om psykologen kan fortælle mig det. “Hej, jeg hedder Anna; jeg kunne godt tænke mig at vide om der er noget bag den her skal. Er der? Bare lidt?”. Arj, jeg piver. Hold så op, Anna. Jaja.
Det spøjse er at det, der fylder mest lige nu er ikke den tunge lammende arbejdsbyde eller min forstoppelse og overspisning; men mit ansigt foran alle de, der kunne og stadig ligner nogen der kan. Mit ry og mit rygte. At jeg nu er én der ikke kunne holde til det. Det gør ondt. Gad vide hvor man finder de ansigter der er tabt.
Det er i dag jeg har den første snak med psykologen. Lige om lidt, faktisk. Jeg har købt vandfast mascara, krukke som jeg er. Så behøver jeg ikke at tænke på dét. Så meget.
lørdag 13. februar 2010 kl. 20:51 af Anna
Jeg havde engang en medarbejder som vi gav en opgave, der var lidt ud over det hun plejede at få. Ikke meget, bare lidt mere komplekst og bare lidt mere på ukendt grund, men dog nærmere dét hun var udset til at skulle arbejde med fremover, når projektet var afsluttet. Hun fik den ikke alene, hele holdet var kastet ud i en undtagelsestilstand fordi noget ikke var som det skulle være, så vi delte gruppen op og gav stort set alle hver deres pind, som de skulle koordinere med hjælp fra alle de andre. 2 uger efter ringede hun grædende og meldte sig syg med stress. Jeg sygemeldte hende i 3 uger, og satte hende tilbage til de enkle opgaver da hun kom retur. Hun sagde op efter 5-6 måneder.
Et par år senere havde jeg en anden medarbejder, der talte længere tid om det hun skulle nå, end det tog at nå det. Hun trak ikke det tungeste læs i afdelingen og teamlederen var lidt irriteret over at hun mest kørte på frihjul i teamet. Hun levede sammen med en kæreste, og tilsammen havde de 5 børn, alle omkring teenagealderen, der boede på skift hos dem og deres andre forældre. Hun lavede det hele derhjemme, tror jeg. Hun fik det hvertfald til at lyde sådan, og klagesangene over dovne teenagetøser var mange og lange. Så kom det forår hvor det ene barn fyldte 18 og de to andre skulle konfirmeres. Det var hende der skulle arrangere det hele, lød det til, selvom kun et af børnene var hendes biologisk set. En torsdag før en ferie fik hun konstateret for højt blodtryk og meldte sig syg. Hun sagde det ikke direkte til mig, men jeg fik af omveje fortalt, at hun bestemt mente at det var stressbetinget og hendes kolleger mente at firmaet da måtte gøre noget for hende. Hun holdt sin ferie og lagde sig så syg i en uge derefter hvorunder hun fik afviklet de to sidste fester.
Så var der hende den anden, som heller ikke rigtig kunne løfte i sit job; og meldte sig syg med stress da hun blev konfronteret med kravet om at gøre det bedre. Den har jeg vist hørt et par forskellige versioner af.
Fælles for dem er, at de ikke kunne magte de opgaver de var blevet sat for, eller havde påtaget sig, fordi de ikke kunne sige nej. Fælles for dem er også, at jeg – sikkert ret usympatisk og uden tvivl dybt politisk ukorrekt at indrømme – ikke har haft den store medfølelse med dem. Jo, det er forbandet synd for dem, at have det som de havde det, for jeg kunne jo godt se at det ikke var for sjov, men jeg har ikke haft vanvittig stor respekt for deres formåen, for hvor svært kunne det være? I det første tilfælde ved jeg stadig ikke hvad det var hun blev så stresset over. Det var virkelig ikke en svær opgave hun fik.
Jeg tror på, at folk bliver ægte stressede af for meget pres. Jeg har set mennesker jeg respekterer højt, få kryds i øjnene, usund kulør i kinderne og hørt dem fortælle om hvor skidt de sover, eller hvor meget deres hjerte egentlig slår. Og jeg har set at deres opgaver var store og komplekse, og har respekteret dybt når de har taget et par dage på weekeend med kæresten og så været op i speed igen. Men der er ingen af dem, der nogensinde har trukket kortet og meldt sig ud af verden i 2, 5 eller 10 uger.
Jo, jeg har oplevet en enkelt kollega, der trak stikket efter en periode hvor hjemmefronten havde budt på alvorligt syge børn og venten prøvesvar for hende selv. Alt respekt for dét, to gryder kan ikke koge over, på samme tid.
Jeg troede en gang at jeg skulle en helt masse, jeg troede på at jeg havde evnerne, og at jeg blot skulle være på rette sted til rette tid. Jeg troede, at jeg kunne skabe og fastholde overblikket, og lede folk på den naturlige, gode måde; der fik produktiviteten til at stige og problemerne til at blive taklet som spændende udfordringer og leg. Jeg troede, at jeg af alle, havde noget helt unikt at tilbyde og hvis blot jeg kom tilbunds i bunkerne, ville jeg, lige så godt som alle de andre storsmilende kolleger jeg har, lykkes med det, jeg havde i gang. Jeg troede at ingen elefant var for stor, den skulle bare spises fra en ende af.
Det kan jeg så ikke. Altså æde den her skide elefant. Den er for stor, den vokser i munden. Det er dér mit nederlag er.
Jeg. Kunne. Ikke.
Det handler ikke en skid om at sige fra for at passe på mig selv, det handler om at sige fra, fordi jeg ikke kunne. Om at give op. Ja, jeg har gjort det inden jeg kollapsede fysisk; ja, jeg har gjort det inden jeg har gjort ubodelig skade på mig selv, det er vældig fint. Men det kan ikke skjule det forbandede faktum, at jeg giver op, fordi jeg ikke magter opgaven. Præcis som alle de andre ikke kunne magte deres.
fredag 12. februar 2010 kl. 12:46 af Anna
Nu har min chef så sygemeldt mig i to uger. Taget møder med mine stakeholders og min afdeling, arrangeret en substitut og bedt mig holde mig fra min mails.
Så har jeg også prøvet det.
Smagen af nederlag er overvældende kvalm.
torsdag 11. februar 2010 kl. 20:24 af Anna
“Du skal tage det alvorligt. Var du min medarbejder havde jeg sendt dig hjem.”
Nemt at sige. Var jeg min egen medarbejder havde jeg nok gjort det samme, så ja; jeg smed mig selv hjem. Fik min lederkollega til at hente min taske og småløb ud til bilen. Lovede mig selv at løbe en tur i det klare solskin, fordi løb hjælper på alt. Det kom jeg ikke, for i bilen hjem kom kvalmen. Som om min krop prøvede at vinde diskussionen med min hjerne om hvorvidt det er alvorligt eller ej. Lagde mig på sofaen og håbede på at hvis jeg lukkede øjnene, så ville jeg vågne op uden hovedpine og kvalme. Som det mindste. Jeg håbede selvfølgelig også at jeg ville vågne og være klar i hovedet og ikke tude igen, bare jeg tænkte.
Det gjorde jeg ikke .Vågnede med hamrende hovedpine og mindst lige så meget kvalme. Som om nogen prøvede at understrege en pointe.
Men jeg kan stadig ikke se, at det er noget jeg skal tage alvorligt. Jeg kan ikke se, at der er noget jeg skal tage alvorligt.
Jeg har det fint, tak. Jeg har søde børn, jeg har mit lille hus, jeg har en mand der har bombarderet mig med sms´er om ikke han skal komme over og holde mig på panden.
Og så har jeg et job. Det er jo bare et job, ikke? Ikke noget personligt.
“Pyt med job-stuff”, skrev Bono i formiddags da jeg luftede at jeg ikke var helt glad. På det tidspunkt var jeg bare vred. Ikke over noget vigtigt, det er jo bare et job ikke? Jeg var bare lidt irriteret over noget de sagde på ledermødet i går. Over det adfærdsregulerende mål som Topchefthekid har lagt ind i vores pakke i år, der går på at vi skal være glade. Vi skal sprede positiv energi. Ellers nakker vi nok i jeres bonus, ja vi gør. Og samtidig skal I have hverdagen til at køre, med beskårede budgetter, det her fantastiske lean-tiltag – og hov forresten, det nye punkt i vores forretningsplan, der er du lige pilot med to projekter, Anna. Husk at det er særdeles vigtigt for os at det her lykkes, og især vigtigt at medarbejderne er med på ideen, selvom det betyder at deres job bliver overflødige om 6 måneder. Jaja, piece of cake, for vi fyrer jo ikke nogen. Vel?
Pyt med job-stuff. Det er bare et job. Jeg er ikke stresset, tro mig, jeg kender mine signaler: Flimmer for øjnene og urolig søvn. Hovedpine konstant og hjertebanken, jojo; been there, done that. Jeg er ikke stresset nu, jeg lægger det fra mig når jeg kommer hjem, jeg løber og jeg spiser sundt. Jeg har det fint tak. Jeg er bare så træt.
Jeg er bare så træt at der knager i mine knogler når jeg går, og så brugt, at et enkelt spørgsmål fra min kollega fik filmen til at knække.
Er du ok, Anna?
Nej, jeg er ikke ok.
“Du skal tage det alvorligt. Var du min medarbejder havde jeg sendt dig hjem. Man skal ikke have det sådan.”
Næ. Men jeg håber snart at jeg holder op med at tude.
tirsdag 9. februar 2010 kl. 9:20 af Anna
Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det mest de 9 timer i forkælet luksus på businessclass jeg havde glædet mig til. Nu har jeg så tre dage stort set uden møder jeg kan svælge i, i stedet. Eller ikke, for mange af de møder jeg har meldt afbud til, er der jo stadig. Nå. Men.
Måske jeg bare skal lade være med at fortælle nogen at jeg ikke skal afsted alligevel, lade min kuffert være pakket og så tage tre dage ud i det blå, eller under et tæppe et sted?
torsdag 21. januar 2010 kl. 19:03 af Anna
Jeg tror tanken er at man opbygger loyalitet hos en medarbejder ved at stikke dem en bonus og fortælle dem, at man har set hvor hårdt de kæmper. Jeg ved også godt at det er en omvendt negativ, fordi bonussen ikke motiverer i sig selv, men fraværet af bonus demotiverer i visse tilfælde.
Det er hvertfald et forsøg på noget, og min chef er ikke helt dum, så jeg tager det, som dét signal det er, nemlig at de gerne vil holde på mig lidt endnu.
Jeg takkede pænt for rosen og checken, og det var først herhjemme – da jeg stirrede tomt på en treo der brusede i et glas vand – at jeg kom i tanke om, at jeg var gået ind til mødet så blottet for forventninger eller nysgerrighed i nogen retninger, som aldrig før de mange år, jeg har været på deres lønningsliste. Så spørgsmålet er om det virker.
onsdag 20. januar 2010 kl. 17:45 af Anna
Når jeg nu er færdig med at pive, så har jeg det jo godt. Den drivende nedslåethed som et ledermøde kan infusere mig med, skyldes jo ‘bare’ at jeg brænder for det. eller at jeg HAR brændt for det og forventer at jeg kan blive ved.
Jeg så min omkring i dag under mødet og så, at jeg ikke føler mig hjemme der. Topchef-the-kid talte om noget jeg ikke var enig i, jeg mødte blikke der gav mig ret, men jeg var den eneste der sagde noget. Højt.
Holder man så mund, eller dukker man nakken? Har jeg lyst til at være et sted hvor jeg ikke er enig i måden tingene gøres på? Har jeg lyst til at kæmpe for at lave det om? eller synes jeg at jeg har kæmpet nok? Handler det måske i virkeligheden om at det altid har været sådan her, men at jeg bare har været et andet sted på spiralen og derfor har set det anderledes? Og har haft nergi og lyst til at kæmpe?
Jeg tror ikke at der er noget galt med Topchef-the-kid. Jeg tror det han gør er ok og jeg tror nok at han skal lykkes med sit. Jeg tror firmaet vil blive ved med at vokse og være det fantastiske sted at arbejde som det altid har været.
Jeg tror bare at det er på tide at det bliver uden mig. At jeg er mæt og træt; og har brug for at prøve noget andet, noget der ikke har de samme deadlines på den samme type leverancer. Noget der ikke nødvendigvis betyder ledelse af 10-20 mand, og ikke nødvendigvis betyder op.
Next step bliver at finde ud af hvordan jeg finder next step.
onsdag 20. januar 2010 kl. 13:26 af Anna
Anna overvejer om hun skal bruge aftenen på at opdatere sit CV, eller gøre endnu et håbløst forsøg på at nå gennem bunkerne af opgaver og mails.
Jeg kunne selvfølgelig også lægge mig ned og tude,
Anna lægger sig ned og tuder nu.
men det løser jo ingenting. Måske jeg i stedet for skulle skrive noget lidt mere problemløsende?
Anna søger nyt job. Er der nogen derude der kan bruge en superstruktureret, erfaren, kompetent og dedikeret IT manager?
hm
fredag 15. januar 2010 kl. 23:40 af Anna
Det er vist første gang han rent faktisk hjalp mig videre. Udover at foreslå min gamle topchef som mentor.
Jeg blev så meget klogere nu, at jeg ved at det er ok at gøre det, jeg nok gør om lidt. At det ikke er at give op, at det vigtigste er at jeg er glad og at jeg ikke stopper et karriereflow ved at steppe noget der ligner sidelæns.
Nu vil jeg smide mine børn ud af min seng, og håbe at min underbevidsthed vækker mig med et klart svar i morgen.
tirsdag 12. januar 2010 kl. 19:16 af Anna
Og så var det at jeg skrev sølle seks ting på en lille seddel jeg lagde på mit bord. Seks ting, ik? Det burde sgu da være muligt at på otte timer, eller tolv er det vist blevet til nu, at nå sølle seks ting. Næ nej da, jeg nåede tre. Sgu da ikke så sært at min to-do liste vokser parallelt eksponentielt med indholdet af min mailboks, når jeg ikke engang har nået sølle seks ting på tolv timer.
Tilgengæld har jeg ikke nået den løbetur jeg havde svoret at jeg ville. Fedme og laskethed vælter indover mit selvbillede. Hep og tjulahop.
Til gengæld har jeg sendt 35 mails, modtaget 74 og slettet de 40. Jeg tror de formerer sig, de sataner, for der er 82 tilbage, som jeg ikke har fået kigget nok på til at flytte dem ud af ind.
Åh jo, jeg har systemer og sorteringer og urgent/important/not-urgent-enough, jojo, jeg kan alle tricks og har aet Cowey på kinden. Det hjælper bare ikke mod mail-kultur fra helvede, møder med aktioner der fyger som sne og horder af stakeholders med hver deres meget presserende agenda.
I aften vil jeg opdatere mit CV så det kan forståes eksternt. Sgu.
søndag 10. januar 2010 kl. 13:46 af Anna
“hej Anna, jeg håber jeg får noget fra dig i dag eller tidligt mandag”
“Hej chef, jeg sidder med det netop nu. Jeg sender dig noget om kort tid”
“tusind tak! Har du set hvor dejligt vejr det er udenfor?”
Det er ikke altid at min chefs tendens til hyggesnak og udblødning af budskabet lige rammer hvor det skal. Nej, jeg havde ikke set det, for jeg sad faktisk med næsen nede i mails og excell-ark og udredninger. Som beordret til.
Uha hvor jeg lever.
lørdag 9. januar 2010 kl. 13:10 af Anna
Principielt kunne han godt være blevet. Det har han jo gjort før. Sovet lidt længere og søvnigt kysset mig farvel. Drukket sin morgenkaffe i ro og mag, men jeg vågnede med klaustrofobien klæbet til kinderne og mit eremitkrebseskjold trukket godt ned over åbenheden. Jeg havde lagt frisøraftalen klokken ni, fordi jeg ved at det tager lang tid med alt det hår jeg har. Det gjorde det også og nu har jeg friske chokoladestriber i det glat-glattede hår; og undgik at smalltalke så meget med frisøren, at hun til sidst konkluderede spørgende at jeg vist var lidt træt?
Ja, frisør; lad os bare kalde det træt. Jeg har sovet nok, men lad os kalde det træt.
Jeg er træt af at kulden får min hud til at klø og min hovedbund til at drysse i flager. Jeg er træt af at krummerne hober sig op på gulvene i mit hus og at vasketøjet bunker sig i både rene og snavsede dynger. Jeg er træt af at fryse og træt af at skrabe is af min bil.
Men det er ikke dét der er galt. Det er ikke dét der får min næse til at svie og min stemme til at knække. Jeg kan jo for pokker da sagtens smøre lidt tykkere creme på. Jeg kan hælde olie på issen og støvsuge eller ignorere løs. Jeg kan folde sammen og stuve til side, og jeg kan tage varmere trøjer på, og nyde den lille produktive pause det er, at skrabe ruderne fri.
Det er heller ikke den sms jeg fik fra min chef klokken lidt over elleve i går aftes. Den var bare dråben.
Det er er galt (tror jeg, lige nu i min chokoladestribede lørdags kløe, med en bunke hormoner bankende enhver form for slevværd jeg måtte have haft tilbage, ned i den fasttrampede sne mellem stenene på min havegang), er at jeg ikke lykkes.
Den grå direktør forleden spurgte, efter sin dræbende peptalk om 2010s mål, ud i lokalet om der ikke var nogen der havde en successhistorie at fortælle. Stilheden var ikke kun min, men jo; jeg var blank. Success? Hvad er lykkes i 2009? Hvilke mål har vi nået? blankt ekko? Jeg. Har.Ikke. Nået. Noget.
Jo, jeg overlevede konstellationen fra helvede, til jeg blev omorganiseret på ludomåden til det her. Og nu jeg har været i det siden september, bør jeg vel snart kunne? Noget? Jeg har famlet rundt i blinde, og jo; kæmpet som en gal, der hvor jeg har kunne se hvad jeg skulle gøre, men mest har jeg følt mig som en elefant med bind for øjnene i et glashus. Frosset fast af angst for at smadre noget. Så jeg føler at jeg har stået helt, helt stille hvor jeg gerne havde villet danset ballet og fået tingene til at ske.
Jeg synes ikke selv jeg kan se hvad pokker jeg har gjort, udover at være showstopper af manglende viden og et ikke-eksisterede overblik. Og dét dræber mig lidt dag for dag og endnu mere, når hormondjævlen vrider armene rundt på mig som lige nu.
Der sidder tre tanker i mig, når jeg falder i søvn og når jeg vågner op, og de gnaver i hver deres del af mig:
Jeg ikke kan se at jeg har løftet nogetsomhelst i mit nuværende job. Jeg lever for at gøre en forskel. Den forskel jeg har gjort, der hvor jeg sidder nu; er negativ. Jeg har stoppet toget, fordi jeg ikke vidste hvor koblingen sad.
Jeg brænder ikke for at køre dét tog jeg sidder i. Jeg irriteres over medarbejdernes modvillige bedrevidenhed og kan ikke finde interesse for at løse problemer som dét min chef skrev til mig om klokken 23.06 i går aftes. I. Dont. Care. Jeg lever for at brænde og kæmpe for mine mål; og jeg kan ikke finde ild.
Jeg kan ikke længere se hvad det er jeg kan. Jeg aner det simpelthen ikke.
Og oven i dét, så er tonen, metoden og værst af alt etikken i mit nye lederteam, væsentlig forskellig fra før. Jeg lever for at være åben og ærlig. Jeg spiller med åbne kort og fair aftaler. Mit 2009 budget var – uanset at det var pænt og på den absolut gode side af hvad vi skulle nå – det dårligeste i gruppen, fordi de andre bruger nogle tricks jeg nægter at anvende. Jeg er for ærlig til at ville gå på kompromis med sandheden og jeg nægte at sælge varm luft. Det betyder så bare at jeg konstant er bagud og fremstår som den dumme, naive tjikkerlikker-spejder pige; og mine kunder irriteres fordi jeg fortæller dem sandheden og ikke lirer en smøre af som de er vandt til. Hvis dét er måden, så er jeg ikke på.
Men hvad er jeg så? Og til hvad?
onsdag 6. januar 2010 kl. 22:32 af Anna
Han er så grå, at han forsvinder på dage som i dag. Hvidt i gråt, og altid en lys lyseblå skjorte på, som næsten har samme farve som væggen bag ham. Hvis ikke det var fordi den oftests er hvid.
Hans stemme er lav og langsom. Ordene siges med en let tøven lagt ind, som om han ikke selv har lavet dem. Som om han har memoreret dem morgenen forinden og nu spytter dem forgumlede og forgråede ud, uden at opdage at de ikke smager af mere.
I dag stod han for enden af bordet som altid. Bankede på en paptallerken for at få ørenlyd, som kun kom, fordi det var hans møde. Fordi vi er hans underordnede. I flere niveauer.
Grå.
Sagde han.
Grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå. Og her er så de mål vi skal nå i 2010.
Sagde han;
Grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå. Hvid.
Jeg havde lovet mig selv at spørg ind til dagens møde. Be the role, i stedet for at drømme om at være. Men jeg kunne simpelthen ikke mønstre noget at spørge om, til en uendelighed af variationer over farven grå. De andre sad også helt stille.
Har jeg spredt energi nu? Er I spændte? Bliver 2010 et godt år?
Fik han grået ud, med sin langsomme stemme. Folk vågnede lidt og nikkede ivrigt. Jaa.. Lød det halvspægt fra et par af hovederne. Ihhh… sagde andre. Så var der stille igen.
Og jeg huskede pludselig at det var under en af hans første fælles møder, for flere år siden, at jeg tænkte tanken første gang.
Måske der er en sammenhæng?
onsdag 6. januar 2010 kl. 15:14 af Anna
Hej Anna,
N.K er interesseret i en snak med dig, er det ok at han kontakter dig direkte?
mvh topchef
Ja. Tak. Tror jeg.
onsdag 6. januar 2010 kl. 9:54 af Anna
Møde med manager fra et sted i galaksen. Han udstrålede sås meget ro, at jeg blev helt varm i maven. Dét vil jeg lære.
(Jeg har 31 mails i min indboks.)
(Og 411 i den folder der nu hedder 2009. Stille nu.)
(og en længere flirtende streng af mails med musikerven, der rødmede helt over i min del af himmelrummet af min håndværker-inducerede kækhed. Mmmnn..)
mandag 4. januar 2010 kl. 21:08 af Anna
Januar er kold og klar. Januardage er lys lidt længere, mens januarfrosne eftermiddage sender isgyldent lys ind i mit hjørne af glastårnet og fanger en krog af mine øjne.
Januarløbeture er koldere end de er lange, og jeg synes at luften var lidt for tung at trække, men sneen knirkede under mine fødder og der var stadig rester af lys på himlen. Måske fordi jeg ikke holdt helt så længe ud på mit skrivebord.
Jeg fryser stadig, om lidt smutter jeg i seng med uldne sokker og jeg har glemt hvad jeg ville sige. Andet end at glastårnet ligner sig selv, mit årsbudget rammer med omkring -0,34%, hvilket i kroner er den største afvigelse jeg har præsteret til dato. (Aktieejerne må være glade for mig, mon ikke?) og at min to-do-liste allerede fylder en hel side og min mailboks ikke bliver tom af at jeg flyttede 2009 væk fra indboksen.
Men fik jeg nævnt at jeg elsker januar?
mandag 21. december 2009 kl. 12:20 af Anna
Lukker huller på todo listen der fyldes op hurtigere end min egen skygge. E-mail flirter med C, den unge løve, der foreslår tricks jeg nægter at tage i brug. Kundetilfredsheden øges, Anna! De kan jo ikke se hvad du gør bagom. Over mit lig, makkerbæ. Hvor blev gennemsigtigheden som vi markedsfører os på lige af? Skægt nok at diskutere, uanset. Han ser mig nok som en spejderpige. Tjikkerlikker, tjikkerlikker.
313 mails i min indboks jeg ikke har håndteret endnu. Man bliver blind tilsidst. Døv. Lam. I dont care. Ferie om få timer og sammenlagt en dag. Det gør ikke noget.
Bono sidder stadig i mine synapser. Alle mine tvivl forsvinder når han er hos mig – og jeg er udhvilet. I går var lige så magisk som alle de andre weekender vi har haft sammen. Vi er gode til weekender og jeg mangler ham i det øjeblik jeg lukker døren bag mig. Hvad vi er, er stadig ikke sat på ord. Han giver mig alt tid i verden. Tilsyneladende.
Latterdiskussion over Ben Affleck i mit TV i går aftes. Elendig film, som ingen af os så. Jeg sukkede bare påtaget henført, og han himlede over mig.
Arjm, face it, Bono; det er den type jeg normalt falder for..!
Hvad fanden laver du så med mig?
Ja, det undrer jeg mig også over..
Vi grinede. Begge to. Af og til lirker han lidt på det. ‘Jamen vi er jo ikke kærester, vel?’ Forventer han at jeg en dag svarer ‘jo’? Måske.
359.
lørdag 19. december 2009 kl. 22:02 af Anna
Så har jeg ikke hørt en skid fra Topchefs Tømmerhandel efter jeg sendte ham mit CV. Kun et “ok, Tak”, fra manden. Så mere eftertragtet var jeg vist heller ikke.
Til gengæld skal jeg lige et smut på hospitalet på tirsdag og have resultatet af de blodprøver jeg fik taget i kaos for et par uger siden. Bare et rutinechek, ik.
Men så er det altså også jul.
Blev der sagt.
tirsdag 15. december 2009 kl. 22:13 af Anna
Med den ene hånd forsigtigt pillende ved bordkanten, fortæller jeg min chef at de skal være forsigtige. At managers er demotiverede og at gejsten siver væk, lige så hurtigt som lyset på smalle decemberdage.
Med den anden ivrigt sugende varme ud af velkendt autmatkaffekoppens porcelænshvide overflade, deler jeg rygter og trængsler med mine kolleger. Og opsnappet information og indforståede blikke.
Med begge hænder på det sorte tastatur, klikker jeg på send og skyder mit opdaterede CV ud i omløb.
Kom og køb.
onsdag 9. december 2009 kl. 9:19 af Anna
Bjergbestigere behøver ingen anden grund end at bjerget er der.
Jeg kan løbe et halvmarathon hvis jeg bestemmer mig for det. Jeg kan også løbe et helt hvis jeg virkelig gerne vil. Uden anden grund end at man kan. Uden anden grund end at jeg kan.
Måske det bare er så enkelt: Jeg kan hvis jeg bestemmer mig for at jeg vil. Jeg vil fordi jeg kan og fordi bjerget er der.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer