mandag 31. august 2009 kl. 17:59 af Anna
gik kold og gik hjem. hældte vand ud af ørene til D midt på p-pladsen over budgetrelateret inkompetance. Annabrokrøv over den rodebunke jeg har overtaget. arjmenhvadligner det. sgu da også.
midt i det hele var telefonen larmende stille. for jeg skrev jo alligevel. at jeg ikke havde svaret fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare med at ‘ok’ vel var nok. spørgsmålstegn efter. bare for at lokke et lille bitte svar ud.
fik jeg sagt at jeg er en dårlig taber med en alt for lydløs telefon?
tilgengæld spiser jeg knækbrød til. med kanel. sundt for os 17-årige.
søndag 30. august 2009 kl. 20:19 af Anna
Arj mand hvor er jeg bare en dårlig taber!
Alt det jeg skrev før har jeg jo ikke fortalt ham, vel? Det hele er i mit hoved og så fint formuleret på grund af en nats søvn. Så klar er jeg jo ikke i mælet når jeg sidder der. Østerssyndromet. Jeg tænker ikke mens jeg taler, og jeg taler når jeg bliver talt til. Så tankerne og analysen kommer bagefter, når jeg har haft tid.
Så hvad ved han – jeg sagde jo ikke fra. Eller til. Eller noget som helst andet. End ja og amen.
Og lidt før; efter lige knap 12 kilometer rundt om min gamle sø, lidt budgetjongleren og en meget stæk kop kaffe på en vindblæst terrasse, tænkte jeg (ja jeg lytter til dig jo..) at manden fortjente at vide det. Så jeg svarede ikke kækt tilbage på den der ‘dagen-derpå’-sms jeg fik. Jeg svarede hvordan jeg havde det. Spiddet insekt på nål pr sms.
(Sådan dér, Anna. Rist manden.)
Og så er det, at jeg sidder her i stilheden og er en dårlig taber. For nej, der kom ikke noget svar. Og ja, jeg ærgrer mig over at have brændt dén bro så hurtigt, men jeg havde jo ikke noget valg, vel? De femhundrede nej´er der bankede gennem mig hele natten og formiddagen med, bliver jeg nødt til at lytte til.
Selvom det betyder at jeg kaster det hele på gulvet. Føles som om at. Av og æv.
Så her er jeg igen. Helt uden at indkassere 4000 kr da jeg passerede start. Hep.
søndag 30. august 2009 kl. 11:13 af Anna
Jeg ved ikke hvad det er med dig og hele det her, der irriterer mig sådan. Irriterer, gnaver og gør ondt. Måske det bare er mit hormonelle partitur, der har styret mig ind på en søgen efter dybde hvor der ingenting er; måske jeg bare er faldet i en velkendt grav af selvbedrag og min evindelig higen efter. Mere, er det vel. Gnist, forståelse og smil.
Måske det er signalforvirringen i, at du tager fat uden at tage fat. Faste greb og røde mærker i huden, men ikke nogen mellemting. Ingen undersøgende nysgerrighed eller intens blødhed. Og hvor er du? Ud over i rollen og i den analytiske observerende kværulerende efterbehandling? Så de faste greb bliver bare … faste. Uinteressante i det lange løb.
Vi kyssede da du spurgte sidste weekend. Kyssede, snakkede og smilede samtidig. Det er ét at de billeder jeg tager med mig. Dig og mig i din åndssvage lille sofa, med hinandens smil i munden. Lige dér faldt jeg for dig. Fordi du spurgte om det, jeg ikke fortæller og fordi du smilede skævt da du hørte svaret. Fordi jeg troede vi genkendte hinanden i svaret. Ja, vi er ens!
Så banalt at vi søger en, der ligner. Selv uden at vide af det. Men gu er vi røv ens.
For i går spurgte du igen. Midt i talestrøm om alting. Mig siddende i din åndssvage lille sofa, hvor der ikke er støtte til andet end at sidde ret op og ned. Hvilket man ikke gør, når man sidder to, der skal tale sammen. Skævvredet i ryggen eller øm i nakken. Vælg selv. Pænt loft du har. Noget.
Og du smilede ligesom sidst. Skævt, gnistrende, lokkende. Bare ikke i min mund, vel? Det gør jo en del af forskellen. Det gav et lille plop i baghovedet på mig (hvad fanden spørger du mig om dét for? Du fik jo svaret sidst) og jeg så ned i gulvet i stedet for op. Det så du naturligvis ikke i stearinlysmørket. Forbandet rutineret iscenesættelse med de skide lys. Så luk dog dagen og aftenen og natten ind i stedet for.
Ærgrer mig over at jeg svarede og ikke reagerede på, at du allerede burde have svaret, men ikke havde lagt det ind i dine notater om Anna. Forbander nu, at jeg spillede med ned af samme vej og ikke stoppede allerede dér.
Kommer du nogensinde helt tæt på? Helt tæt, så du kan indånde den lette fugt der fordamper fra hud? Og kommer du nogensinde ind under noget af alt den hud du rører? (gør jeg?)
Måske det i virkeligheden er mig der er gået fejl. Ikke af dig, men af mig selv. Måske jeg slet ikke kan det jeg troede jeg ville. Måske ordningen kun virker i teorien, fordi virkeligheden kræver mere. Fordi virkeligheden sker mellem hele mennesker. Eller de stumper vi har tilbage af os.
Måske det der irriterer mig mest er, at jeg gik derfra i går med følelsen af at være endnu et interessant specie til din samling af spiddede sommerfugle. Nål gennem solar plexus. Ikke et præmieeksemplar, men bare én i række 7, sorteret efter kategori.
Næ, den er også fin, den dér med de gule pletter. Og se den blå! Ihhh, så mange du har.
Måske det mest irriterende, smertende, sønderivende er; at jeg af alle jo ved, at de mest interessante specier altid er dem, der ikke er i samlingen.
Det er ikke derfor jeg bilder mig ind at jeg kan jeg rive mig løs igen; men jeg ved at jeg er en af dem, der godt kan flyve med et hul gennem maven.
As if you care.
lørdag 29. august 2009 kl. 22:01 af Anna
Måske de har ret. Måske jeg er min egen værste fjende. Måske jeg er dødsdømt fordi jeg har glemt hvordan man taler med levende mennesker om andet end job. Måske jeg slår alt ihjel ved at skrive det hele inden, eller ved at stykke drømme sammen af drivgods fra naiviteten.
Måske jeg i dag bare havde brug for en arm at ligge i, eller at nogen kørte fingrene gennem mit hår. Måske jeg dræbte det ved ikke at række ud, måske det aldrig var inde for rækkevidde.
Måske man skal blive ved det, der er aftalt og ikke lade sig forvirre af at modparten ligner muligheden for noget andet.
Måske jeg skal koble hjernen til igen og fortsætte hvor jeg slap. Der er noget med et hus der skal istandsættes, et job der skal afsluttes og et der skal startes op. Budgetter. Nattesøvn. Stuff.
lørdag 29. august 2009 kl. 17:06 af Anna
Uanset om det her sker, fortsætter, eller ender som Notting Hill, der har sneget sig ind i mit TV igen; så er ventetiden inden jeg sætter mig ud i min bil, eller inden han parkerer i lyset under gadelampen ved hjørnet af min have, næsten det hele værd.
(og for pokker jeg synes ikke at romantiske film er sunde for min situationsfornemmelse og selvfølelse og … og Hugh Grant er ikke nær så lækker som Ben Afflek eller Mads Mikkelsen eller Keanu Reves. Nemlig!)
fredag 28. august 2009 kl. 22:47 af Anna
Nu jeg tænker efter og nu jeg er dulmet af lidt rødvin, masser af knaset daim, ugen der er brølet gennem mit hovede og min krop; dagens løbetur og alt hvad der har sat sig; og nu hvor jeg har ligget i sofaen med en lille langlemmet dreng, der har pludret om ting jeg ikke ved og med sin fnugfri hud, sine kinder med fregner og de lyse grønne øjne, har pumpet massive doser af oxytosin ud i mit blod; er det, at jeg gerne ville bytte lidt bobler væk for én, der langsomt stryger en finger ned af min arm. Ser mig dybt i øjnene og fanger dét der ligger bag.
Boblerne er savnet og værdsat. Jeg svæver rundt på min lille sky af forandringssus, og spiller smilende ping-pong med M med de støvblå som jeg aldrig har bestilt andet, samtidig med at jeg modtager behøringt doserede sms´er fra Kenau, med små manipulerende prik i underbevidsthed og andre steder i samme højde. Og det hele må kunne ses på mig, når jeg smilende piler ned af gange i glastårne og underligggende undrer mig over hvad det er han vil mig. Kenau. Vi tror ikke rigtig på det, vel? Naturligvis vil han have hud og det der følger; og naturligvis er det bare en leg. Men hvorfor lige mig? Kedelige Anna med karrieresnævertsynet, tækkelige skjorter og hårde stiletter der larmer mere når hun går end når hun står.
Ikke at jeg tvivler på min egen tiltrækningskraft, men er han ikke snarere typen der jonglerer rundt med en helt anden race kvinder normalt?
Jaja, hjerne off. Undrer mig bare, mens jeg nyder spillet. Og lige nu savner den ømhed der ikke pr default ligger i gnistrende ædende tiltrækning – hvor mættende dét så end er.
tirsdag 25. august 2009 kl. 22:16 af Anna
Et øjeblik i dag var jeg tøsefornærmet over ikke at blive nævnt i topchefthekids omorganiseringstale. Og især over at han filmede med drengene på rækken bag mig og hvor uprof er det lige at han favoriserer sine egne gamle og ikke husker at nævne alle os andre? Tss!
Et andet øjeblik var jeg pludselig en 17-årig med sug i maven over noget der blev sagt i min sofa i går. Og over noget der ikke blev sagt. Adskillige andre øjeblikke faktisk. Luksustilstand, der suges ind mellem smalle vipper og glatte læber.
(Se, hvor jeg kan læne mig tilbage og nyde øjeblikkene for dét de er. Og mærk hvor jeg tanker magi.)
Der står tryllestøv fra mine hænder når jeg bevæger dem og der er bobler i blodet, i kaffen og hvor jeg går. Irrationelt, usammenhængende og bedragerisk, men forførende besættende sødt.
Om lidt er det sikkert forbi, men de her dage er noteret, dissekeret og kopieret, og gemt på en glashylde sammen med alle de drømmer der drypper fra dem.
Jeg kan tidsnok tilslutte hjernen igen.
tirsdag 25. august 2009 kl. 0:20 af Anna
Jeg er ikke så bange mere. Jeg er faktisk så lidt bange, at jeg er bange for dét. Lyder lidt som noget sludder.
Det var dét jeg kunne se på ham, da han kom. Øjne der hang fast ved mine. Svagt undersøgende overraskelse og et lille smil. Så unge er vi for hinanden, at man stadig ikke helt kan huske hvordan hinanden ser ud. Altid noget når overraskelsen er positiv.
Han er stadig pæn. Meget. Ligner stadig en klon mellem ugebladsudklip og urealistiske ønskelister. Så bare lidt mere træt ud. Lidt mere på udebane.
Der flyver et stankelben rundt i min stue. Dasker mod lampen mens jeg skriver.
“Hvad tænker du på når du tøver?”
“Det skal du ikke bekymre dig om”
“jeg vil jo vide alt”
Ja. Pokkers også at du ikke får alt at vide, hva? Overvejer ikke engang, at lade ham vide særlig meget mere, og da slet ikke alt. For under lagene i løget er der ingenting; har jeg hørt fra dem der tudende har pillet det hele fra hinanden.
Gider ikke tænke på om det er klogt at holde tilbage, gider ikke tænke mere nu. Især fordi jeg er lidt bange for at jeg ikke længere er bange.
(Men invitationen til fredag ligger alligevel lunt under hårgrænsen. “Vi bliver nogle stykker af drengene; så tag et par veninder med så det ikke falder helt ved siden af, at du kommer”. Præsenteret for vennerne efter uge to? Hmm?)
mandag 24. august 2009 kl. 21:02 af Anna
Ufattelig så træt man bliver at sådan en omgang. Klokken 11 stoppede adrendalinpumpen og jeg sank lige så stille ned i fladmastheden. Gav op klokken to og tog hjem halv fire efter halvanden times tomgangssnak. Brugte eftermiddagen på at kigge på mine børn og servere saftevand for os der trængte.
Det gik fint. Tak fordi du spørger. Egentlig ved jeg ikke hvordan det er gået før om et par dage. Nogle af dem var forbløffende tavse. Andre så skævvredet ud. Fuglenakken overtog mit møde. Det ene team følte sig overset. Stuff.
Mødte M med de støvblå på P-pladsen da jeg gav op og luskede hjem. “Hvor ser du kvæstet du, Anna”. Ja.. og selv tak du skønne mand i min nærhed. Sikke mange jeg har nu. Tænker at jeg en dag bliver kollega med ham i et lederteam et trin højere. Eller to. Det vil vi være gode til. Stille tilstrækning på kompetancer og smukke øjne.
Nu venter jeg på ham, hvor tiltrækningen larmer. For lissom at få rundet dagen af.
Kæft hvor jeg er i live for tiden.
søndag 23. august 2009 kl. 19:56 af Anna
Det værste er lidt, at jeg på forhånd er overbevist om at det ikke kommer til at gå.
Hvordan kurerer man dét?
(og hvor usundt er det ikke at blive så glad for den sms jeg fik lige før?)
(argh!)
søndag 23. august 2009 kl. 17:08 af Anna
Rastløs på en gode måde. Sulten og spændt på det der skal ske. Om et par timer eller tre, booker jeg de møder, der bliver omdrejningspunktet i morgen. Glem de planer I havde, ryd jeres kalendere og mød mig i mødelokale 34 kl 9. Eller kvart over eller halv 10. Please prioritize this meeting. Hvordan lyder det på dansk?
Har stadig ikke afgjort med mig selv om jeg skal fortælle de enkelte teams hele historien på enkeltmøderne eller vente til jeg samler hele afdelingen kl. 10. Tidspresset gør nok, at det bliver fortalt i fraktioner. Her skal I hen. God vind.
En specialist i Løvens afdeling ønskede mig tillykke i fredags. Med hvad, spurgte jeg? Hun kiggede ned og så væk. Nåehja, jeg rejser til Frankfurt søndag, såeh.. jeg fik lidt info. Tillykke? Åbenbart. Tak. Så.
Kildren i maven over deres reaktion. Nogle bliver glade, andre måske triste. Nogle er nok ret ligeglade. Måske. Jeg ved det ikke. Rygter har svirret siden onsdag, så de får ikke det chok, vores planer lægger op til. “Vi kan bare ikke se hvor du skal hen, Anna. Måske du bliver forfremmet”. Tak så. For tanken.
Rastløsheden overdøver alt i dag. Energi kanaliseret ud i rengøring og strygetøj. Også fordi han kommer i morgen. Efter stormen er pisket op og alt er faldet lidt mere til ro, kommer han lige et smut forbi, og tager fat i mig med den selvfølge der kan bliver rigtig farlig for mig.
“Han må ikke gøre dig ondt, vel?” sagde mig nye kvindlige chef, der allerede nu ved mere om mig end fuglenakken og dem før, nogensinde kommer til. Viste hende et billede af ham i fredags. Hurra for Facebook. Hun smilede og nikkede og rakte mobilen vidre til V, der havde fulgt med fra sidelinien. Runde øjne og kvindelatter. You go, girl! Bare han ikke kommer til at gøre dig ondt.
For det kan de godt, dem der passer så godt på forestillingen om mr Fucking Fantastisk. Fordi de sjældent er dét.
Men jeg lukker bare øjnene og smiler over, at jeg er lige her lige nu. Om lidt er det sikkert forbi og jeg er tilbage i min egen stille harmoni, men lige nu er jeg et stykke drivtømmer på en flod af alt mulig, der river mig med og hvivler mig rundt. No worries, jeg kan ta det selvom jeg får hovedet under vand. Jeg vil det. Det er nemlig så forbandet længe siden.
torsdag 20. august 2009 kl. 21:50 af Anna
Det er svært at skrive når det hele snurrer. Der løber blod lys i mit blod og latter i mine årer. Bare pokkers svært at skrive ned. Jeg er ikke nærmest lykkelig, jeg er der helt nu. Blasfemisk at skrive. Lige om lidt falder himlen ned, jeg bliver syg eller mine børn bortført.Crash, boom, bang.
Det virker forkert at skrive. Jeg, Anna den melodramatiske. Anna med den stille dyste baggrundsmusik. Er lykkelig.
Så jeg sad helt stille i et par minutter i dag. Midt i suset i glastårnet og omorganiserings-budget-kaos (og lige før jeg opdagede, at jeg havde set en time forkert på aftalen inde i city og var 20 minutter bagud resten af dagen til nu). Lukkede øjnene og trak vejret dybt ind. Og mærkede livet stige gennem mine ømme ben og ud i mine hårrødder.
Og jeg løber mod det jeg skal sige til min afdeling mandag og til dem jeg skal danse med i morgen. Med røde negle og kjole og mig. Hele mig.
Og jeg grinede til drengene i dag og de grinede med og sagde “velkommen til the Dark Side, Anna” og vi var et team. Mig og drengene og især manden med de støvblå. Der vistnok er ved at finde sammen med sin ekskone igen og det gør ingenting for han er stadig skøn og pludselig kan jeg grine tilbage uden at kløjs i støvblåt.
For der er en mørkhåret mand med smalle grønbrune øjne og bløde læber, der pludselig har sat sig på mig. Fatter ikke helt hvad dét er og venter hele tiden på at det forsvinder igen. Han er for perfekt til at det kan blive til noget og for fantastisk til at det kan holde. Latterlig tanke, men det er bare for usansynligt, at der ud af det blå, dukker en alfahan op, som ligner noget jeg selv kunne have stykket sammen ved at klippe i kulørte blade, og som gør præcis hvad han skal, og siger præcis dét han skal og sender mig præcis derhen hvor jeg ikke kan bunde. Som havde nogen formet ham i ler og åndet liv og sendt ham ud efter mig. Special designed for Anna.
Tak, hvis dét er tilfældet. Til hvem der nu sidder og designer single mænd til Annaer og de, der ligner.
onsdag 19. august 2009 kl. 13:31 af Anna
Jeg svarede ja, velvidende at det er lige på kanten af hvad jeg tør. Vil. Føler at jeg sælger min sjæl til djævelen, selvom det primært er min krop nuviskalværepræcise.
Han drager for meget til at stoppe det nu. Gnistrende øjne og irriterende overlegenhed, som er han skadet af sit gode udseende. Tilbagelænet venten, mens han gennemskuer alle mine forbehold og ligner en der ikke helt tager sig af det. Fordi han ved, at får han ikke mig, kommer den næste inden for få minutter.
Dybdegående tiltrækning, frastødning og fascination i forvirrende blanding. Jeg er ikke overbevist om at han er god for mig. Han er ikke harmløs, det er dæmoner sjældent. Og det er dét han er. En gående, talende, handlende djævel af kød og blod. Gennemsyret af for nem tilgang til det gode. Spoleret af medgang.
Frustrerende tiltrækning. Frustrerende dialog med mig selv om hvor klart jeg skal melde ud. Er man stadig attråværdig hvis man giver sig for let? Er man ønsket hvis man selv kommer rendende? Skaber jeg spænding hvis jeg holder distancen, som jeg er verdensmester i, eller trætter jeg ham bare med min kulde.
Kommer jeg tæt på hvis jeg fortæller hvor tæt på jeg vil, eller får det ham til at flygte, fordi han lider af samme berøringsangst?
Vi ved det først når vi er på den anden side, og dér er det ofte for sent.
tirsdag 18. august 2009 kl. 22:29 af Anna
(Jeg er her ikke. For jeg vågnede klokken halv fem i morges og kunne ikke sove. Spekulerede over det mind fuck jeg er udsat for. Grimt udtryk. for træt til at kunne finde på andet. Spekulerede på omorganisering der bliver meldt ud mandag. Spekulerede på hvorfor jeg var så sulten (nemt: spis mad i stedet for at mødes med mystiske mørke mænd der fucker din hjerne op to aftener i træk), spekulerede over hvad jeg skulle svare. “Du sender mig en sms og fortæller mig om du vil mere”. Det er jo ikke romantik det her. Slet ikke. Det er noget andet jeg ikke helt ved om jeg er klar til. Mind fuck. Så jeg er her ikke, jeg ligger i min seng og lader min underbevidsthed tage beslutningen. Der var noget der rev mig på hånden et sted hvor der ikke skal være noget det river. Som en hosten i mørket, der river en ud af fortryllelsen. Som. Om. Skævvridning i matrcien. Undskyld jeg giver ikke mening og har ikke flere linieskift at bruge af. Kvote brugt op. Vist bare mindfucket mig selv af træthed, budgetlægning og omorganifuckingsering. Magter ikke mere forfra. Stop, jeg fortryder, jeg vil ikke. Hvofor spurgte han om jeg var glad for det? “Hvordan har du det med det?” Var det, dét han sagde? Som om jeg kunne være andet end glad. Som fucking om. Kropsprog gennemskuet. Er jeg glad? Nej? Jo? Jo sgu da. Happily ever after Jeg taler job nu, ikke om ham den mørke Keanu-klon. Selvom billedet kunne være det sammen. Set her fra træthedsangsten. Så jeg er her ikke. Mere . Nu.)
mandag 17. august 2009 kl. 22:53 af Anna
“Man skulle tro at du har været single i mindst 12 år, sådan som du har travlt med at komme ud af døren”
“hvad mener du? Er jeg da blevet sær?”
“Nej.. ja..folk der har været singler længe er tit blevet totalt berøringsangste. Det ligner lidt det, du har gang i nu”
Han lå afslappet i sin sofa med et skævt smil og smalle grønbrune øjne. Lange ben der krydsede der hvor jeg sad lige før og uimodståeligheden lige foran mig, på den anden side af kløften af nærværsangst.
Hvordan forklarer man det?
“Jeg er et brændt barn. Sidst jeg faldt for en mand, havde han for travlt med at få noget på den dumme til at se det” – ?
“Ja, jeg passer bare på mig selv, jeg vil aldrig kunne få en mand med dit udsende til at blive hos mig, så jeg giver slip inden jeg får fat” – ?
“Du har ret, jeg er en forkrøblet udgave af en kvinde. Køn at se på, men afstumpet inden i, af over tredve års afsavn. (Eller er det kun 10?” – ?
“pas dig selv. Vi mødte hinanden for lidt over 24 timer siden, jeg vil ikke have dig så tæt på endnu.” – ?
Vælg en mulighed.
Jeg valgte at mumle noget uforståeligt og lade mig dumpe ned i sofaen igen, mens jeg skubbede smerten over at være gennemskuet på så kort tid, væk til lidt senere hvor jeg var alene i min bil.
For jeg kommer aldrig tæt nok på, til at komme tæt på.
mandag 17. august 2009 kl. 9:34 af Anna
Jeg løj i går. Undskyld.
Jeg var ganske rigtigt på kaffedate med en veninde, men det var ikke dér jeg tilbragte aftenen.
For i går eftermiddag gjorde jeg dét man ikke skal. Jeg tog hjem til en mand jeg ikke kendte uden at nogen vidste det. Ud over ham og jeg. Jeg vurderede ham til at være uskadelig, baseret på en håndfuld sms´s og to ord i en mail. Kald det instinkt - også når I finder mig i sorte plastikposer på Amager fælled en gang i næste uge.
Harmløs var han så ikke helt, så jeg da han åbnede døren. Som om et mix af Keanu Reves og Mads Mikkelsen kan være harmløst.
Farvel fornuft.
Mærkerne i panden er fra rattet i min bil, da jeg pandede mig selv et par stykker, for at lade mig manipulere så let. Mærkerne på lænden taler vi ikke om.
Men han er det ubetingede lækreste stykke mand jeg nogensinde har sat tænderne i.
Uha.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer