tirsdag 22. december 2009 kl. 22:30 af Anna
Det var den samme læge som sidst. Hun kunne godt huske mig, og er en af dem der har taget udvidet aktiv lytning på lægeskolen. Eller bare har det der medfødte omsorgsgen, der næsten får mig til at føle at jeg lyver, når jeg insisterer på at jeg har det godt, og hvis medleven og insisterende lytten til MIN forklaring af mit velbefindende, næsten får mig til at græde. Sådan har min mor vist aldrig lyttet til mig. Eller måske det skal skrives: sådan har jeg aldrig følt mig set af nogen nær mig. Sidespor.
Lægen så alvorligt og lidt bedrøvet på mig. Ikke at der var grund til det. Mit blod er normalt på alle de 7-8 forskellige ting de har testet det for. Cysten ligner sig selv og er åbenbart tilfreds med bare at være en lille væskefyldt boble i min hals.Fint med mig.
Svaret var iøvrigt at jo, det ændrede alt. Bare ikke fra dag til dag, men chokket ændrede mig. Tror jeg.
Jeg har lige brug for at diskutere med min overlægekollega om det er nødvendigt med en ny biopsi til foråret, bare for at holde øje med dens udvikling. Men alt ser fint ud. Glædelig jul.
Må man kramme en læge som tak for fem minutters intens omsorg?
mandag 22. juni 2009 kl. 21:38 af Anna
Vader rundt i virkeligheden uden at være der, af bare gele mellem pandelapperne. Som havde jeg løbet et mentalt marathon. Langsom hiver jeg mig op efter det der fortrængelses-ridt, der tilsyneladende har været hårdere end jeg troede. Så har jeg lært dét. Men jeg tæller stadig ned til ferie. Nu uden frygten for at den bliver aflyst af en akut operation. (Mærkeligt at skrive og mene. Bare sådan, lige ud. Akut. Operation.)
Mælkesyren er ved at være ude af kroppen, og jeg gik så langt at jeg lavede aftensmad til mig selv i dag. Kød og salat og sådan. Hvid dressing rørt med krydderurter og hvad jeg ellers fandt i min overgroede baghave. (Ingen snegle dog.). Det er længe siden sidst.
Jeg er bare ikke helt nået til ‘hurra’ endnu. Det er ret sært. Jeg troede at man hoppede jublende ud i verden efter sådan en besked. Som ved en eksamen. Hurra jeg har fået 12. Eller hurra jeg er bestået. Hurra jeg overlever i denne omgang! Ingenting. Et lille sitren ved et smilebånd tidligere i dag og en langsom følelse af at der er noget der er ok.
Utaknemmelige mig eller bare træt?
lørdag 20. juni 2009 kl. 8:15 af Anna
Jeg brugte næsten hele dagen i går på enten at græde eller prøve at lade være. Sygeplejesken jeg talte med efter samtalen med lægen, klappede mig ellers på skulderen og sagde at det var ok at græde for så kom det ud. Men hvad ved jeg ikke. Angsten sidder stadig i kroppen, gråden stadig i halsen lige ved siden af klumpen; og det eneste der kommer ud, er vand nok til at jeg fik en knaldende hovedpine og hævede øjne. Opsparet angst er ikke opløseligt i vand.
Jeg vågnede lidt i seks med krøllet krop, en kæbe der var øm efter to måneders sammenbidthed, og jeg kan ikke finde ud af hvor jeg skal starte og hvorfra forfra går.
Men solen skinner, det udenfor glimter af vand og der ligger en hækkesaks på en hylde under et udhæng. Så mon ikke det er dér?
fredag 19. juni 2009 kl. 14:19 af Anna
Uanset hvad hun havde sagt, var jeg brudt sammen. Min gråd fik hende til at stoppe op i talestrømmen og kigge undersøgende på mig. “Det er lettelsestårer, ikke?”. Hvordan forklarer man det? Det er to måneders opsparet angst og bekymring. Det er alt det, der er pakket væk, der nu kommer ud. Det er den forkæledes reaktion på, at lykken pludselig vender og kroppen gror ting den ikke er tænkt at skulle gro. Uanset at det ikke er dødbringende.
“Men husk at den er godartet. Der er ikke fundet noget der ligner kræft og den påvirker tilsyneladende ikke dit stofskifte som den er nu.”
Og så kørte jeg hjem og lagde mig på min sofa og sov fra tordenvejr og regn og det kaos jeg stadig har inden i. Fuldstændig opløst.
mandag 15. juni 2009 kl. 9:07 af Anna
Gemmer mig bag min skærm med hovedtelefoner og dukket nakke. N taler lavt med stemte S´er og sende tanker om konspiration i min retning. Jeg ved ingenting jo. Jeg ved intet. Kun at det er mandag og sidste gang i dette skoleår jeg kører børnene i skole. At jeg håber at jeg fik smilet smil ud af morgenens brødreskænderi og ikke magter at tænke på fredag. At jeg føler at snakken i krogene er om den urimelige chef de har. Tilgiv mig, jeg er ved at brænde ud. Det handler ikke om jer, selvom det nok burde.
Skal vakle gennem de næste to uger på en styrke jeg ikke har. Jeg skal. Jeg skal. Jeg skal.
De kommer dryssende uden at hilse i min retning. Nogle fordi jeg ikke kigger op længe nok til at blive fanget af deres blikke, andre fordi de kigger ned først eller slet ikke hen. Jeg burde rette ryggen og tage mit ansvar på skuldrene, men lige nu magter jeg ikke at udføre den udadvendte del af mit job. Det bliver ok om lidt når kaffen er nået ud i blodet og solen drejet hen over mit bord. Og når det jeg skulle have lavet i går, bliver ædt færdigt og sendt, og jeg kan se hen over de fire store møder jeg har denne uge. Tre. Det på fredag bliver uden mig, for hospitalet har trods alt førsteret.
Jeg kan bare snart ikke bære forskydningen, udskydningen, fortrængningen længere.
tirsdag 2. juni 2009 kl. 21:56 af Anna
Jeg er for træt til forklaringer, og også til endnu 17 dages venten. Men det var dét der stod i det brev jeg fik i dag. Og så lige 10 siders bilag uden en eneste forklaring, men til gængæld krav om endnu en blodprøve, som de vil undersøge for det samme som min læge gjorde for 6 uger siden.
Jeg. Fatter. Nada.
torsdag 28. maj 2009 kl. 20:52 af Anna
I praksis ved jeg stadig ingenting.
Eller jo; jeg ved, at vinen er kold når den har stået på køl. At jeg har dagliljer i forhaven og at min græsplæne trænger til at blive slået. At der er en skade der fulder sig ved min sneglefælde og at månen er lavet af grøn ost.
Jeg ved også hvor man skal ringe hen, hvis man vil tale med nogen, der genkender ens cpr-nummer og ka huske ens navn (! – bør jeg blive bekymret over dét?), og lover at de, der skal indkalde mig og måske ved noget om hvornår eller hvordan; ringer tilbage. Og at jeg har haft telefonen limet til min ene kind resten af dagen.
Jeg ved også at det ikke var i dag de ringede tilbage.
Jeg ved, at ledelsen over mig har holdt møde i dag om den der omorganisering, uden at blive enige. Men at de lover, at det er på plads inden mandag. Og at mine øjne ikke kan se langt nok til at lure detaljer på det ark papir min chef bar rundt på.
Og at selv så rutinerede folk, som dem i gruppen over mig, har brug for en storming og norming fase i ny gruppedannelse. Og at det går ud over os.
Og at mine børns far er harm over, at jeg blev vred over de sms skideballer han sender hver 14.dag, og at han mener at jeg er urimelig og uengageret og alt mulig andet jeg ikke vil skrive her.
Og jeg ved også at jeg trænger til ferie.
Fra det hele.
lørdag 23. maj 2009 kl. 16:40 af Anna
Det er ikke rigtig til at skrive om. Larmende stilhed. Ætsende handlingslammelse, som når man sidder for længe og ser ilden brede sig. Hvis man da gør det. Jeg kan ikke bevæge hænderne, jeg kan ikke løfte hovedet. Jeg har mistet min løbeglæde og lyset til listen over alt det jeg skulle.
Så var jeg i Bauhaus. Og fik et opkald som reaktion på den sms jeg sendte ude fra bilen. Jeg tog den ikke. Jeg magter ikke at tale med ham. Jeg magter ikke hans tilbagevendende irettesættelser fordi jeg ikke har opfyldt min del af hans aftale med sig selv. Skrev at det var feset ind på lystavlen og lad mig så være. Så ringede han.
Ja, jeg undviger og nej, det er nok ikke skide voksent.
Men jeg var alene i Bauhaus som altid, og undgik at se for meget på alle de andre i afslappet tøj og to-og-to, og “hvor skal vores carport stå, skat?” der stadig larmer for meget for mig, når jeg går rundt dér alene, med mit tunge læs. Og når jeg står på parkeringspladsen og forsøger at få det til at være i min lille bil, hader jeg aleneheden endnu mere.
Men det er det andet, der giver mig tinnitus.
Det er ikke til at skrive om. Det, der suger alle min kræfter ud. Eller hvordan. Kun at jeg ikke kan løfte mine arme og heller ikke mine mundvige.
Det er ikke til at skrive om, og resten af det er nok heller ikke værd at læse.
søndag 17. maj 2009 kl. 21:08 af Anna
De helt almindelige weekenddage summer. Vi sover længe og nogen af os ser morgenfjernsyn med nattøj på. Andre læser avis og drikker kaffe af den lille kande. Vi småskændes lidt på kryds og tværs, og enkelte tigger om slik eller computertider.
Så løber jeg en tur, og ser at der er kommet bløde grønne blade på træerne, siden jeg var der ude sidst. Siden jeg så efter sidst. Og der er teenagegæs der tigger efter brød, med strakte halse og hæse lyde. Der er dråber på det lysegrønne græs og på syrener, der pludselig lyser lilla i hegn. Der er elmetræer der rasler uhørt højt, med de nye glinsende blade, og piletræer der er stumme.
Hjemme er der skvalderkål der snart blomstrer, og en let ærgelse over at det nok snegle, der har ædt mine squashspirer, nu jorden stadig er betænkelig bar.
Så er der legekammerater og vasketøj. Skuren på gulve og strygetøj. Og madpakker.
Godnathistorier og “læg dig nu ned!”.
Og vi kysser og krammmer, og griner fordi der er hår, der kilder; og er enige om at det har været en god dag.
Så bliver der stille og jeg ryster sofapuderne bag min ryg; mens jeg lader som om jeg har glemt hvad det er jeg venter på.
torsdag 14. maj 2009 kl. 15:54 af Anna
Min laptop har ikke været rebootet i tre dage. Ikke at det er vigtigt, men gad vide hvorfor jeg har tænkt, at det var mere praktisk at holde den på ’sleep’ i stedet for at lukke den ned.
De var egentlig flinke nok derude, men jeg er igen blevet mindet om, at jeg har noget i halsen som jeg ikke ved hvad er. Nu har jeg så bare set et billede af den. Et med ultralyd og og et hvor den var fyldt med radioaktivt iod. Taget af venlige læger og andet hospitalspersonale, der en-for-en gav hånd og præsenterede sig med et smil.
De forklarede allesammen hvad de gjorde. “Nu mærker du et prik.”, “nu smører jeg gele på”, “nu kører jeg kameraet ned, luk øjnene hvis du synes det er ubehageligt med det så tæt på”, men ingen af dem hvorfor. Eller hvad de så. Eller hvorfor jeg skulle mere end der stod i brevet.
Den sidste læge stak en nål i halsen på mig, mens en sygeplejeske holdt mig i hånden.
“Vi holder altid folk i hånden når vi stikker i dem”
Hends hånd fik mig mere ud af ligevægt end lægens tynde nål. Vævsprøver, forklarede han. Vi skal bare være helt sikre. Han sagde bare ikke på hvad og jeg spurgte ikke, fokuserede blot på indre billeder af grønne bøgetuneller og udsigten ud over den sø jeg løb ved før, mens jeg krampagtigt prøvede ikke at synke.
Og nu? Ventetid, men øm hals og genvækket grundangst for hvad det er.
onsdag 13. maj 2009 kl. 22:15 af Anna
Jeg har jo ikke glemt det. Den.
Jeg synes at jeg igen kan mærke den, når jeg synker. Psykosomatisk uden tvivl.
Hvad ved jeg.
Andet end at de i morgen tidlig, klokken kvart over 9; tager to billeder af min hals.
Og at jeg bagefter bare skal vente på flere svar.
lørdag 9. maj 2009 kl. 15:31 af Anna
Ifølge min mor, er der ingen i min familie der er døde af andet end alderdom. Og rygning.
Ifølge min mor har min søster netop været igennem noget lignende, men som jo nok var lidt værre, og det viste sig ikke at være noget. Så ifølge min mor, er det her ikke noget at være bekymret over.
Og ifølge det brev jeg lige har fået, skal jeg scannes på torsdag.
torsdag 7. maj 2009 kl. 8:26 af Anna
Alt ser normalt ud i mit blod. Og nu er det ikke længere en knude, men en cyste.
Så det.
onsdag 6. maj 2009 kl. 21:02 af Anna
Ud af det blå er jeg blevet lettere grundangst for hvad lægen fortæller mig i morgen mellem 8 og 9. I går var jeg ret rolig, men i dag synes jeg at knuden er vokset og presser mere mod mit spiserør, og samtlige symptomer på lavt stofskifte virker pludselig bekendte. Er jeg ikke lidt for træt? Fryser jeg ikke tit? Har jeg ikke tit ondt i mit knæ og min hofte? Ødemer? Lav puls og dårlig hukommelse? Manglende energi og koncentrationsbesvær?
Og er det ikke sært at visse af symptomerne lige så godt kunne være stress?
Men jeg prøver at være rationel. Der er ingenting jeg kan gøre ved noget af det nu. Så det kan ikke betale sig at spekulere. Eller google flere bivirkninger. Så stop, Anna. Tak.
tirsdag 5. maj 2009 kl. 15:34 af Anna
Jeg er holdt op med at skrive begravelsestaler for mig selv nu, og tager hele situationen forbløffende roligt. Men hvad ellers kan jeg gøre? Jeg ved ingenting før jeg har talt med lægen torsdag, eller før brevet fra hospitalet med en mødetid. Jeg bliver hverken mere eller mindre rask af at spekulere over min egen dødelighed og har skubbet det bagud med en effektivitet der forbløffer mig lidt.
Men jeg har stadig ikke fortalt det til andre end min ven og alle jer, i det store uendelige internet, men det sidste gælder ikke helt, vel?.
Hvornår skal jeg ringe til min mor? Skal jeg i det hele taget? Skylder jeg hende at fortælle det selv om det viser sig at være harmløst og behandlingsfrit?
“Din datter har en svulst på størrelse med en lille valnød siddende gemt i sin hals, men no worries, det er nok usexet men harmløst”
Behøver hun at vide noget? Behøver mine søstre at vide noget? Min eksmand, mine kolleger, min chef?
“Hey boss, jeg tager lige fri en dag i næste uge, fordi jeg skal scannes for en svulst”
Hvor hurtigt kan man gå fra smørret grin til grønbleg grinmasse?
Hvem hjælper det at vide, og hvem hjælper jeg ved at fortælle?
mandag 4. maj 2009 kl. 16:05 af Anna
Meget venlig læge jeg har fået mig. Høj, slank og mørkkrøllet.
Det er nok noget på din skjoldbruskkirtel, sagde hun. Jeg tager lige en blodprøve og indstiller dig til scanning. Men det er højst sansynligt harmløst, vi skal bare finde ud af hvad det er. Og hvad vi gør ved den.
Ring igen på torsdag. Og velkommen til min praksis.
Så nu sidder jeg her. Med en klump i halsen, jeg ikke selv er herre over.
Skal jeg komme forbi? spurgte han. Er du bange? Trænger du til et kram? Hvem ved det? Det sidste spurgte han om da han sad i solen på min terrasse, og fik regndråber på jakkesættet af en den byge der kom i det samme. Det gør ikke noget, for så kommer der jo en regnbue – og jeg tørrer igen. Nej, selvfølgelig har du ikke fortalt det til din mor. Klart. Nej, ingen mælk i min kaffe - du husker sgu da også som en knude, din knude! Så lo vi, og han kørte tilbage til corporate world.
Og så sidder jeg her, med en klump i halsen jeg ikke kan sluge.
mandag 4. maj 2009 kl. 8:53 af Anna
Det praktiske ved at have et sygt barn er jo, at ingen vil opdage, at jeg lige smutter til lægen her klokken to. Undtagen barnet, naturligvis. Kunsten bliver at overtale ham til at ikke skulle med. Nok ikke nemt med en pivende feber- og morsyg lille purk.
lørdag 2. maj 2009 kl. 17:53 af Anna
Jeg skulle bare have noget vand før min løbetur. Store slurke oppe på badeværelset. Skråt lys. Rynker ses tydeligt her, tænker jeg.
Slurke. Lys. Ser. Hals. Skråt lys. Hals.
Synker igen. Hals. Knude.
Tydelig. Blød og ikke øm, men tydelig når jeg synker.
Mon ikke lige jeg skal ringe til min læge på mandag.
Jo.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer