mandag 23. februar 2009 kl. 22:13 af Anna
Sidst jeg mødte ham på gange svarede jeg sandt. Og så en flakken af et blik der søgte videre. Først bagefter strejfede tanken om at bevare en illusion, og et image der lignede forventningerne i og om mig.
(Jeg tror at alle de mænd jeg har kysset har efterlade et lille hak og en krumme, der rutscher rundt i min bughule. Ham, der loggede på lige før, den lyshårede dreng hvis navn jeg allerede havde glemt da jeg fyldte 17, ham der ligner en revisor på facebook nu og svarede så pænt på min hilsen. Den smukke, der kan ses på billeder i blade i selskab der mentalt er ude af min forståelsesrækkevidde, dyret der stadig ikke kan kysse, drengen der ikke havde lært det endnu og ham, der tydeligvis havde. Kærester der smelter sammen i raden af gymasieår og sene nætter i fredagsbaren. Venner der kom for tæt på og de få mænd, der kravlede ind under huden og stadig får mig til at tøve et milisekund når jeg ser skygger der ligner.)
(Allesammen væk nu, men alle har de efterladt et lille gran af sig selv i dybet af mit kød og tatoveret et lille hak i den bløde hud på halsen, skjult bag små lyse dun.)
(De venlige siger at der kommer flere hak, og de troende at jeg bare skal vende blikket væk et øjeblik. Men det gør ikke noget om de har ret og tager fejl og det betyder ingenting nu, for den tanke jeg fik; da jeg så et navn i en mail, en skikkelse der mindede om, en lok lyst hår og et glimt af et smil. Den tanke; at der dybt inde i mig er en lille hvirvel af fastholdt tid, som jeg har fået ved hvert lille stump varm hud mod min; den giver mig det jeg skal bruge. Nu.)
I dag, da jeg mødte ham igen, i hans ulastelige jakkesæt (uhh der er sådan et fint ord), smilede jeg og blev stående lidt så vi kunne… tale lidt. Han var på vej væk efter det første hej, og blev fanget af min tøven. “Hvordan går det, Anna – har du styr på det?” Umærkbar manipulation ved blot at vente og se i øjne.
Og denne gang smilede jeg til ham og holdt blikket fast (modsat sidst, ikke?) og svarede “ja. Det går fantastisk forrygende og travlt, men sådan er det jo, ved du”
Og han smilede glad og gentog alt hvad jeg lige havde sagt bare omvendt og vi klappede på hinandens skuldre og så var det, det. Image genoprettet og mand beroliget på sin dømmekraft.
Mere skal der ikke til, på en mandag. Tænker jeg mig.
tirsdag 15. juli 2008 kl. 21:30 af Anna
Jeg så en bil i dag. Blå familiebil, af det mærke der er flest af, tror jeg.
Nogle gange begynder man at søge tilbage. Ikke fordi man tror at det der var dengang var bedre. Ikke fordi man tror man kan vende tilbage, men bare fordi… bare for at genkalde duften af nyfalden regn første gang man mærkede den. For at høre et ekko af en latter, en skygge af et smil. Fordi det, der var dengang var så vigtigt, at det satte spor i huden og var med til at danne de linjer man har i sin hånd. Og omkring øjnene.
Jeg var i løbetøj med firmalogo og et kækt slogan henover ryggen. Ikke til at tage fejl af. Sort i sort og med brune ben. Det var vigtigt med de brune ben. Kobberrød i hovedet af kilometer, som jeg ikke har løbet siden før alle mine rejser, var bare sådan det var.
Nogle gange ser man sig tilbage. Længere væk end sidste år eller året før. Til det allerførste kys. Det allerførste smil. Bagest i redskabsrummet på skolen. På den skrå plæne ved fodboldbanerne, en aften lige før solen går ned. De første bløde læber, den første glatte kind. Den første våde tunge, uvant midt i en uskyldig mund. Den første kildrende sødme. De første sprøde ar.
Det sker, at det er dén bil. Det sker, at der sidder en mørkhåret mand ved rattet, med solbriller og nedrullet vindue. Og det sker at han ser mig, før jeg ser ham. Det sker, at jeg først ser efter jeg er løbet videre. Og takker solen for brune arme og ben. Sært nok. For hvad rager det ham, at jeg ser godt ud. Hvad rager det mig om han ser, at jeg gør det.
Jeg ved ikke hvad man finder hvis man finder. Det fra dengang. Ekkoer. Skygger, måske. Et sip af sødme. Afstanden gør det sprødt og fint som skorpen på en creme brûlee. Velkendthed midt i sumpen af voksen kedsomhed.
I ekkodalen runger ekkoerne mellem stejle klippevægge. Jo tættere på, jo mere lyd, vil jeg tro.
Stille nu, tak.
mandag 26. maj 2008 kl. 14:39 af Anna
“Jeg bliver sgu forvirret, når du skriver, du savner mig”
Argumentet om at man godt kan savne en ven preller ligesom af her. For det er ikke det, han ser os som. Eller det er hvad jeg læser i den linie. Ikke?
Så ehh.. hænderne af fedtefadet, Anna. Lad ham være.
(Behøver jeg forklare forhistorien?)
søndag 11. maj 2008 kl. 18:48 af Anna
I dag har jeg løbet 5 km på under 25 minutter. Sammen med 6000 andre, i så bagende solskin, at jeg overvejede om jeg mon var ved at dehydrere, da det blev lidt tungt efter 4 km.
Og jeg har rent faktisk brugt solcreme, selvom min hud som regel tager skandinavisk sol uden at kny. Fremtidssikring. Men jeg har fået fregner og her dufter af grillkød fra naboens Weber plagiat.
I mit glas er resterne af den hvidvin, han lod stå, da han flygtede efter sit nederlag i går. God vin, det må man give manden. Solen forstærker virkningen.
(og jeg savner den tæthed der var på min sofa i fredags. Snak og pjat og de dér spontane kys, der kom af dybt gammelt venskab. Savner de impulsive “åhh du er så sød, Anna. Bindegal, men sød”. Jeg havde ærlig talt glemt at man kan have det sådan. Glemt, at der ikke behøver at være skjulte agendaer og millioner af hvadnuhvis. Bare mig og ham i min sofa. Ingen bånd til andet end vores fortid og dét nu, vi delte. Og nu savner jeg det. Lidt.)
Bag det hele spekulerer jeg lidt over, om jeg skal være trist over at ‘Mors Dag’ ikke eksisterer i mit liv, eller om det ikke er ligemeget.
Jo, det er ligemeget. Jeg kan se syrener herfra, det må være nok. Og hvidvin. Og Sol.
lørdag 10. maj 2008 kl. 8:46 af Anna
Jeg blev kysset i går.
På min terrasse med udsigt til krystalluft og en himmel der sugede stjernerne til sig. Stående i stilheden og en svag mumlen fra syrener på vej. Så passende, at blive kysset lige dér. Nu hvor den er solgt. Terrassen, altså – natten sikkert også.
Syrenerne er deres egne. Usolgte. Lige som jeg.
Men det var alligevel så passende at blive holdt om, sådan en sprød næsten sommernat, hvor kulden kom krybende da solen gik ned. Så tiltrængt, så vanvittig tiltrængt. Og så rart.
Selvom det bare var et sving på tidens spiral, og selvom det ingenting betyder, nu hvor solen igen varmer hud og brædder udenfor.
lørdag 19. april 2008 kl. 18:06 af Anna
Det var ikke et sammetræf. Det handlede slet ikke om det samme. Næsten ikke. Det var bare tilfældigheder der blev koblet sammen af solen, græsset og mit smil. Det var hans latter, der fik det frem. Mindet om. En anden gang i solen. Samme græsplæne. Latter. Min hestehale lidt kortere.
Ham, der kom om hjørnet på huset uden jeg så ham. Kaldte på mig. Smilende øjne. Varme arme. Varme. Øjne. Latter. Min. Hans.
(Jeg har optaget den formiddag på en lille stump film som jeg gemmer et sted. Mig, der går hen mod ham. Solen, der står i hans øjne så han kniber dem lidt sammen. De kølige læber og varmen i hans arme. Suget ind i hans favn. Følelsen af den glatte plet på hans kæbe, min nakke bøjet bagover. Hans hånd der støtter mig. Og suget i maven.
De magiske minutter var ved at være brugt, de grå rulletekster prikkede i udkanten af synsfeltet og han holdt om mig som han aldrig har holdt før. Stak næsen ned i mit hår og holdt fast. Jeg forsvandt i hans trøje og gråblå øjne og kys der ikke slap op. Slipper aldrig op. Men det slap op. Dét.
Slipper.)
Og så det der kys, der blev det sidste. Før jeg satsede, tabte, lukkede for tanken og hældte mig selv ud over afgrunden. Ind i konstant kvalme og tab af mig selv. Alt for længe.
Og lige dér, i solen på terrassen i dag, fik hans latter i telefonen mig til at tænke den tanke og jeg ved hvad der er worst case. Been there done that. Kvalmen bedøvende tæt på lige nu.
Men der er ingen sammenhæng. Andet end solen og græsset. Og boblerne i maven.
Erase and rewrite. Tak.
onsdag 19. marts 2008 kl. 20:14 af Anna
Terapeuten havde klinik inde i city. Når vi havde været derinde ville han slentre ned af Strøget, som var det en hvilken som helst fri-eftermiddag i et hvilken som helst liv. Som var vi to voksne, der havde taget fri for at slentre hånd i hånd ned af Strøget. Så det var det, han prøvede: at tage min hånd.
Som ingenting var ændret.
Slentre. Lidt ligesom idag, hvor jeg var alene i mylderet. Kiggede mere på mennesker end butikker. En flok østeuopæere med rygsække. Svenskere med is (!). En kvinde med sælskindsstøvler og en mand der spillede på harmonika indtil hans mobil ringede. Så meget at se. Havde der været mindre koldt, var jeg blevet der længere.
Måske.
For der gik alle de dér mennesker der var to. Hånd i hånd. (Som han prøvede dengang. Er det virkelig sidste gang jeg gik hånd i hånd med nogen? Ja… Av.), og de havde nok undret sig hvis jeg havde spurgt pænt om jeg måtte være med. For jeg gad ligepludselig godt gå hånd i hånd med nogen. Eller kysse. Hellere kysse, faktisk.
Han forstod ikke hvorfor jeg ikke ville dengang. Forstod ikke, hvorfor det var fysisk umuligt for os (for mig) at holde i hånd, lige der. Ikke så sært når han ikke kunne se muren mellem os. Han blev vist bare lidt irriteret.
Til at begynde med.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer