fredag 19. februar 2010 kl. 18:39 af Anna
Jeg løber stadig mine kilometer langsommere end uden tung sne, men tilgengæld er der en langrendsløjpe langs den sti jeg løber på. Sneen har iøvrigt udvisket forskellen på gang og cykelsti, for der er kun én vej med sne fasttrampet nok til at man kan bevæge sig på den, og alle smiler venligt når de flytter sig for hinanden. Det gjorde damen i Netto ikke. Hun stødte ind i både mig og kvinden foran mig, da hun vredt tog en af de der dimser til at adskille varene på båndet med, fordi jeg og hende foran mig vist var for langsomme. Tilgengæld smilede den anden kvinde hovedrystende til mig, og så ikke at den sure dame med en fast, sur bevægelse lagde det salathoved der var trillet over på hendes halvdel, tilbage oven på mine varer. Hun kiggede ikke engang op, den sure dame; men jeg så at man kan købe frø til køkkenhaven i Netto nu. Håber de har skrevet “1. ryd jorden for sne”, på bagsiden.
Så meget jeg ser, her fra mit lille kredsløb om det uundgåelige.
mandag 4. januar 2010 kl. 21:08 af Anna
Januar er kold og klar. Januardage er lys lidt længere, mens januarfrosne eftermiddage sender isgyldent lys ind i mit hjørne af glastårnet og fanger en krog af mine øjne.
Januarløbeture er koldere end de er lange, og jeg synes at luften var lidt for tung at trække, men sneen knirkede under mine fødder og der var stadig rester af lys på himlen. Måske fordi jeg ikke holdt helt så længe ud på mit skrivebord.
Jeg fryser stadig, om lidt smutter jeg i seng med uldne sokker og jeg har glemt hvad jeg ville sige. Andet end at glastårnet ligner sig selv, mit årsbudget rammer med omkring -0,34%, hvilket i kroner er den største afvigelse jeg har præsteret til dato. (Aktieejerne må være glade for mig, mon ikke?) og at min to-do-liste allerede fylder en hel side og min mailboks ikke bliver tom af at jeg flyttede 2009 væk fra indboksen.
Men fik jeg nævnt at jeg elsker januar?
torsdag 5. november 2009 kl. 13:10 af Anna
Trækker vejret mellem to blokke af møder. Kaffe og en chokolade fra den æske nogen havde med forleden.
Breath ind, breath out. Ignorerer mailstrømmen og telefonopkald jeg kunne returnere.
For to år siden vaklede jeg rundt i noget der gjorde ondt og var tungt at bære, men nu har jeg groet skuldre brede nok, eller lært at trylle byrden så lille at den ikke længere giver gnavsår på lænden og vabler på fødderne. Solen glimter i vandpytter neden for mit vindue og alene dét at jeg ser det, gør godt. Der er farve på de blade der hvirvler rundt i luften, og der er små pletter af blåt på himlen. Det nye er langsomt faldet på plads, som tetris-klodser i slowmotion. Mit nye overblik har en lidt anden farve end før og en markant anderledes smag.
Jeg var – og er – stadig vanvittig stolt over, at have løbet et halvmarathon på lidt over en time og halvtreds; fordi det ikke bare er i de knap to timer jeg sejrede over mig selv, men fordi jeg har vundet en lille smule hver eneste af de mange timer, jeg har sat den ene fod foran den anden.
På de lange strækninger fokuserede jeg på enden af vejen, hvor langt væk den så end var; og førte mig mentalt derhen hvor jeg ikke længere kunne se videre; mens jeg messede for mig selv, at det var lige netop NU, at det gav mening og effekt, at blive ved med at sætte en fod foran den anden.
Metalsmag. Som den, jeg har i blodet nu og er ved at vende mig til. En fod foran den anden, hver eneste dag og med blikket rettet mod der hvor jeg skal hen.
Min verden har ændret sig, men jeg tror egentlig mest, at det er mig.
søndag 1. november 2009 kl. 21:24 af Anna
Det er ikke fordi jeg ikke har noget at sige, det er ikke fordi jeg er løbet tør for ord. Det er bare som om livet har vristet tastaturet ud af hænderne på mig og ind i kløerne på mine blide poder, som bruger det til blodige onlinespil; og fyldt timerne op med alt muligt andet. Ristede græskarkerner, skoldhed tomatsuppe og børn der er til.
Og i dag løb jeg den bedste halvmarathon nogensinde, baseret på et træningsprogram der hele vejen bare har været sjovt. Jeg er så stolt over mig selv at jeg snart falder i søvn af det.
Med lidt held når jeg at kravle op i min seng inden. Hvis jeg kan.
fredag 16. oktober 2009 kl. 19:57 af Anna
Frosten har myrdet mine squash og vinden har gjort et forsøg med mine fingre. Det er blevet rigtigt efterår nu, og da jeg løb ud, fortrød jeg lidt at jeg har tilmeldt mig et halvmarathon der ligger i november. Piskoldt er det, og der er snart faldet så mange blade at det begynder at blive glat. Og mudret.
Tilgengæld var mine ben tungere end længe og jeg punkthadede mig selv for alt det jeg ikke har nået den her ferie. Få samlet overskud, for at nævne noget. Hvor pokker det er blevet af ved jeg ikke. Kvalmen i min mailboks er afløst af irritation, når nogen ringer på mit arbejdsnummer og giver mig dårlig samvittighed over ikke at være rejst ud af mobildækning.
Men. Så løb jeg 11 km, med indlagte intervaller. Tvang mig gennem 4×4 og metalsmag. Og kom ud på den anden side af et skoldhedt bad med energi nok til at nyde at jeg havde gjort det. Endorphin-trippet er ved at klinge af, og selvom jeg forlænger det med et glas rødvin – som den fordrukne forstadsfrue jeg er – føles det stadig ægte og ok.
fredag 18. september 2009 kl. 15:19 af Anna
Efter stormen sidder jeg her i min lille plet solskin, med flossede negle og lys i øjnene af mærkbar lettelse.
Men jeg har ikke glemt historien om kvinden med de lysende røde negle jeg mødte forleden dag, i et mødelokale i det hus hvor jeg engang sad, da jeg arbejdede på et projekt. Og blev et projekt, og mødte øjne henover hoveder og dansede gennem regnen til jeg ramte muren og faldt og slog mig. Lokalet ligner sig selv, men kaffemaskinen og de koncentrerede skikkelser er nye.
Hendes hår hang løst, med lyse krøller, der drejede sig når hun talte. Og med røde negle, der bankede i bordet med selvbevidst viften og nærmest sensuel gliden over papir. Hun smilede smukke smil med glimtende øjne og hele kroppen, skruet ned i det velsiddende jakkesæt, med skjorten knappet tilpas stramt over barmen.
Sikkert ærgeligt, at det ikke bed på mig.
Hun virkede kompetent og effektiv, men hun mindede mig om noget jeg kunne have set i spejlet for et par år siden. Udødelig og fuld af gnistrende energi, der brændte gennem papir og stof og gulv.
Vi småsnakkede om marathonløb og skader, og så var det at de fortalte den historie, der fortalte mig, at jeg er blevet ældre end jeg var for tre år siden. Eller klogere, eller bare ved, at jeg ikke er en af de udødelige mere.
De havde for et år siden udfordret hinanden til at løbe et helt marathon. Uden tid nok til at træne sig op til det, var hun gået med på det, og sat sig for at gennemføre, koste hvad det ville. En måneds tid før løbet, havde det korte intense forsøg på at komme i god nok form, resulteret i en smertende skade i den ene hofte.
“Men hvis man trapper op på ibumetin, kan man gennemføre på smertestillende alligevel, så det gjorde jeg da bare. Der var jo INTET der skulle afholde mig fra at gennemføre og vinde væddemålet”
Perlende latter.
“Nej, det var sejt – men jeg kan godt huske hvem det var der blev kørt væk med ambulance og var sengeliggende ude af stand til at kunne gå, en uge efter løbet.”
Perlende latter.
“nåeh ja, men jeg har det jo fint i dag!”
Jeg er ikke udødelig og ikke usårlig. Jeg ville aldrig nogensinde, have budt min krop dét. Og jeg greb mig selv i at spekulere over hvad hun mon siger, når hun opdager at hun heller ikke er det, og hoften byttet til én i funklende metal. Alene tanken fik støvet til at falde tungt på mig, lige dér, men det kan jo være at det ikke sker, det kan være at hun overlever i al evighed og det kun er mig der er ved at degenerere livskraft.
onsdag 26. august 2009 kl. 8:43 af Anna
Det er mørkt klokken 5, vidste I det? Nok ikke. Der var heller ikke så mange andre der ude end mig og de sædvanlige fem-syvhundrede dræbersnegle. Selv ænderne sov, tror jeg. Det gik så iøvrigt op for mig at en sideeffekt af intens løbetræning, er at bæltet til pulsmåleren på et tidspunkt begynder at glide ned når jeg løber. Og at de dér lyse stretchbukser jeg tog på bagefter, nok er gået i instant elastikmørnethed for de laver lidt samme trick. Luksusproblem.
“Lad mig høre fra dig når du er blevet træt af det”
En sideeffekt af omorganiseringsudmeldinger. Gamle topchef på fisketur med et glimt i øjet og via højst uofficielle kanaler. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han mener det. Og om at den lille note er en prøveballon. Forbandet rart, når nu topchefthekid excellerer i ignorér-Anna.
Jo, det bliver en god dag.
onsdag 29. juli 2009 kl. 18:46 af Anna
Jeg løb en tur ved min gamle sø i dag. Skiftede til løbetøj i en aflåst krog af glastårnet, kørte en omvej og smed bilen i en grøft lidt senere. Undlod at spekulere for meget over hvorfor bilen bag mig dyttede irriteret (blink, brems, kør af – hvad er der galt i dét?) og løb ned i den skov jeg kender så godt.
Dykkede gennem grønne bladtunneller, og ned langs grusstien, dér hvor den drejer. Hen over broen og op langs åen. Fremad og henover trærødder og græs.
En af de sidste gange jeg løb her tog jeg afsked. Med krattet i siden, stejle bakker og væltede træer. Med stier jeg har trampet flade, i hastigt løb væk fra og hen til. Jeg vidste godt, at jeg ville komme tilbage, men aldrig som den samme. Så jeg takkede for fluer i munden og vindtørrede tårer. Og for kilometer af grus og ømme knæ.
Jeg tog tid og satte farten efter mit ur. Snusede luften ind og kiggede mig omkring.
Jeg løb en tur ved min gamle sø; og man kunne slet ikke se, at jeg ikke har været der længe.
torsdag 9. juli 2009 kl. 12:27 af Anna
Sover mig krøllet og tykhovedet og står kun op fordi solen bager gennem persiennerne. Laver kaffe i slowmotion og taler med mine børn gennem sommer summarum og A38 med müsli. Rydder af bordet uden at glemme de sædvanlige krummer, og nyder at karkluden ligger hvor den skal og at der ikke er så meget jeg skal nå.
På min mobiltelefon kan jeg se, at der nu ligger 203 ulæste mails og der rager mig ikke her ved mit hvidblanke bord.
Ungerne liner legetøj op i en inhomogen hær af YoGiOh kort, gummiskeletter, plastik dinosaurere og tøjdyr, i fælles kamp mod det onde, der mest af alt ligner æblerne fra frugtskålen og en tomat ude fra køkkenet.
Om lidt tager jeg løbetøj på og starter forfra på at kunne løbe. Min krop har nok glemt det i forårets mentale dødsridt, men mon ikke jeg kan minde mine ben om hvordan det er? Og lunger? Et skridt af gangen, vel. En udånding for hver indånding.
(mål, jeg må have mål: 5 km på 23; eremitagen på under en time; halvmarathon til november. Og nu er det skrevet ned, så binder det. Ikke?).
Alt det andet kommer når det kommer, og jeg er slet ikke klar til at det er endnu, for jeg har alt for travlt med at leve så langsomt, som jeg kan.
søndag 26. april 2009 kl. 16:45 af Anna
Årets første løbetur med shorts og bare ærmer. Hep! Og ænder og blomster og duft. Og 5 millioner mennesker. (men sindsygt tunge ben. Det må være vandet. Samtlige 700 gram. Tungt vand.)
Største problem lige nu og her: den have jeg har mulighed for at gøre noget i ligger i skygge nu og jeg trænger til sol.
Uii, det lød flot. Jeg er rig; jeg har flere haver at vælge i mellem: mikroskopisk forhave og endnu mindre bagditto. Bagditto er dér hvor jeg gerne vil vælte mig i squash. Om lidt.
Og nåehja, budgetterne stemmer stadig ikke, men der er heldigvis lang tid til i morgen.
mandag 6. april 2009 kl. 15:11 af Anna
I dag har jeg smidt løbejakken på en tur, for første gang i år.
ahhh…!
torsdag 12. februar 2009 kl. 17:37 af Anna
Der var næsten solskin, næsten frostfrit og næsten ingen sne på stierne. Der var også næsten vindstille og stort set ingen andre end mig og de 6 km var nok til at det bagefter gik op for mig igen igen, at manglende løb gør mig irritabel.
Og at det lille vandløb under broen varierer i vandmængde og at den brusen, der af og til overdøver min iPod, i dag var en stille rislen ned over de små sten. Ting man lægger mærke til når man ikke mere er helt ny i nabolaget.
Ruten keder mig allerede lidt. Jeg er vandt til at løbe mellem høje træer og på bakker og skovbund, og det her er mest velplejet stisystem og flad mose. Med gæs. Jeg boede i den anden ende af den her løberute da jeg var i exil efter bruddet med x, og visse strækninger giver mig minder om dem, jeg boede til leje hos dengang. Og om hyldeblomstsaft og en smuk blond kvinde jeg aldrig rigtig nåede ind til. Og neskaffe af høje glas.
Men i dag skinnede solen og der var ænder og svaner og skruet is i kanten af våger. Og på parkeringspladsen foran IKEA, vendte en mand sig om efter en kvinde der passerede forbi med små hurtige skridt, og jeg kunne se på hans ryg at han smilede og på hendes svaj at hun så det.
Jeg smilede også. Af dem og af solen, til mine fjollede børn og af livet i al almindelighed.
onsdag 22. oktober 2008 kl. 22:07 af Anna
Det sværeste ved at løbe om efteråret er, at ens adfærd skal ændres. At man skal finde de lange bukser frem, sammen med motivationen til at løbe i regn. Det svære er alt dét før, for når man først løber derude, så ved man om man har for meget eller for lidt på, om regnen er kold eller om stierne er smattede.
Og som bladene falder af træerne og temperaturen daler, holder det op med at være svært. Man vænnes og husker hvor meget og hvor lidt, baseret på himlens farve.
Det sværeste ved forandringen er selve bevægelsen: Ikke det før, ikke det efter, men det under.
tirsdag 2. september 2008 kl. 21:12 af Anna
Nu har jeg så løbet DHL-stafet. I firmaets farver og med tilhørende sandwichs bagefter. Koldt og klistret, både mig og dem. Efter at have cirklet rundt i 45 minutter efter en p-plads var jeg ved at give op, men nogen siger noget med, at vi skal være rollemodeller og hvor er jeg, hvis jeg ikke løber forrest og stærkest og er der til sidste mand er nået i mål? (hjemme i mit varme bad måske…)
Så jeg var der og jeg løb selvom jeg ikke gad (og undrede mig en lille smule over hvorfor jeg ikke gad og var det ikke første gang jeg ikke har gidet løbe?), og jeg fik røg i lungerne fra osende grill-fester langs ruten og overhalede vraltende mænd og blev skubbet til af speedløbere og min tid var dårlig, og jeg sad der bagefter på bænkene sammen med de andre og snakkede selvom jeg hellere ville hjem (og undrede mig en smule over at jeg ikke gad, og var det ikke også første gang jeg ikke kunne finde på ting at sige og smil at sende? )
Og nej, det var ikke fedt og nej, det er ikke fordi noget. Jeg er bare. Ikke.
(men tilgængæld så jeg ham løbe ind et par minutter før jeg skulle løbe ud, og tænkte at det var fint; for så slap jeg for at spekulere over dét. Væk var han. Kobberrød i hovedet og ude af billedet. Tænkte jeg. Der var også andre jeg så, og nogle hilste jeg på. Men han så mig ikke i mængden. Så slap jeg for at spekulere over det. Ikke? Smart.
(modsat tidligere i dag hvor jeg gik durk ind i ham i døren til glastårnet. Mig ud, spekulerende over dagens feberredning; ham ind, fulgt af et tykmavet jakkesæt. Bonk! Dav. Hej. Hej hej. Nåmen… Det andet var klart nemmere.)
(Klart.)
søndag 11. maj 2008 kl. 18:48 af Anna
I dag har jeg løbet 5 km på under 25 minutter. Sammen med 6000 andre, i så bagende solskin, at jeg overvejede om jeg mon var ved at dehydrere, da det blev lidt tungt efter 4 km.
Og jeg har rent faktisk brugt solcreme, selvom min hud som regel tager skandinavisk sol uden at kny. Fremtidssikring. Men jeg har fået fregner og her dufter af grillkød fra naboens Weber plagiat.
I mit glas er resterne af den hvidvin, han lod stå, da han flygtede efter sit nederlag i går. God vin, det må man give manden. Solen forstærker virkningen.
(og jeg savner den tæthed der var på min sofa i fredags. Snak og pjat og de dér spontane kys, der kom af dybt gammelt venskab. Savner de impulsive “åhh du er så sød, Anna. Bindegal, men sød”. Jeg havde ærlig talt glemt at man kan have det sådan. Glemt, at der ikke behøver at være skjulte agendaer og millioner af hvadnuhvis. Bare mig og ham i min sofa. Ingen bånd til andet end vores fortid og dét nu, vi delte. Og nu savner jeg det. Lidt.)
Bag det hele spekulerer jeg lidt over, om jeg skal være trist over at ‘Mors Dag’ ikke eksisterer i mit liv, eller om det ikke er ligemeget.
Jo, det er ligemeget. Jeg kan se syrener herfra, det må være nok. Og hvidvin. Og Sol.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer