mandag 8. marts 2010 kl. 15:38 af Anna
Åh undskyld, ikke for at ødelægge den her kampdag eller kaste grus i “hvor skal vi altså være søstresolidariske og kvinder er så megaseje at det er helt vildt strengt at der ikke er flere af os i bestyrelser og vi skal altså bare hjælpe hinanden helt vildt hele tiden ellers ryger vi lige lukt hen på den der særlige plads der er i helvede, og hvorfor er det så også lige, at det altid er kvinden der gør rent og laver mad og sidder på passagersædet, det er altså bare så strengt og mænd er sgu da også nogle svin og vi er alle pisse lige”, men der er lige en ting jeg har bemærket, på min vej gennem uddannelse, børnefødsler, lederjobs og smalltalk og indkøb og opkøb og løb og gåen og kørsel og alt det man nu kan nå når man er otteogtredveår:
Der ER forskel på mænd og kvinder. Ret stor forskel, faktisk.
Og kan vi så ikke lige få nosset(!) os sammen til at bruge den forskel til noget konstruktivt, i stedet for at fedte rundt i hvem der er det dummeste svin, hvem der er stærkest og hvem der bærer mest skyld?
Tak.
onsdag 23. september 2009 kl. 23:49 af Anna
Jeg er nok vokset fra de klamme håndflader, men tungen klistrer stadig til ganen når jeg tænker for meget over hvad jeg ikke tør.
S.H.O.P. sagde kvinden. Bliv set, seek opputunities, stay persistant. H´et kan jeg ikke huske hvad står for. Men samtidig med at det outgoing amerikaniserede, skule vi huske at forblive os selv.
Min tunge sad fast efter et par timer, mens jeg lyttede til kvinden ved siden af mig, der fortalte at hun ikke længere har idoler tilbage. “jeg hviler nok for meget i mig selv til at søge inspiration hos andre”, sagde hun. Bagefter fandt jeg ud af at hun nok er en af firmaets største kanoner. Hm.
Det jeg har brugt min aften på, tør jeg ikke. Jeg er en introvert, genert, uinteressant sjæl, gemt i en ekstrovert, åben og levende pakke. Nogen gange forræder mit ydre mit indre, og kun tungen der klistrer til ganen, fortæller mig, at jeg ikke tør det jeg gør, mens jeg gør det.
Det gode er at, selvom jeg ikke tør, er jeg god til det. Og at jeg har levende, talende idoler omkring mig hver dag.
mandag 21. september 2009 kl. 11:28 af Anna
Mandag. Lunken kaffe og 259 mails.
Jeg bærer stadig ikke. Sidder tavs til møder og lytter til ordflom. Har ikke overblikket over andet end det lille tal der vokser nederst i venstre hjørne på min outlook. Og en splint i fingeren, der gør ondt.
Har en medarbejder der gerne vil gå ned i tid. “Jeg kan ikke få det til at hænge sammen, Anna. Jeg har tre børn, der skal gå til sport og køres i skole og hentes. Jeg skal lave mad og ordne hus, for min mand arbejder så meget at han ikke kan nå det. Jeg har godt nok rengørringshjælp og vi får aupair om lidt, men jeg vil gerne hente børnene klokken 15 senest og så hænger det ikke sammen med 37 timer hvis jeg også skal have tid til mig selv.”
“(…)”
“og forresten, så vil jeg gerne være leder en dag.”
276.
tirsdag 3. februar 2009 kl. 18:25 af Anna
Jeg læste engang en artikel, der indeholdt råd til kvinder der vil gøre karriere. Det var sådan en lettere poppet artikel, kan jeg huske, for et af rådene var det der med håret – undgå for langt løsthængende hår der distraherer mændene; undgå for udfordrende tøj, sæt ikke dit lys under en skæppe etc. Nogle af rådene var lidt fjollede, andre var sådan set ok og jeg kan huske at jeg dengang tænkte at de vel gjaldt uanset om det var kvinder eller mænd der skulle følge dem. Mænd med hvide sokker i sandaler virker af en eller anden grund ikke helt så skarpe som en med sorte sko.
Så var det et om sex. Undgå at dyrke sex med en kollega. Stod der. Pointen var, at uanset hvor diskret man var, ville rygtet sprede sig, og så ville der stå SEX stemplet i panden på kvinden resten af hendes miserable (og nu nok lettere mislykkede) karriere. Så når hun stod og gennemgik dybt faglige powerpoints, ville tilhørene (som tydeligvis kun var mænd) kun spekulere over, om det nu var sandt at hun havde haft en vild, svedig omgang med ham Kenneth ned fra Accounting.
Jeg tror faktisk godt at det kan lade sig gøre at være diskret nok til, at ingen opdager noget. Og jeg ved at der tit spreder sig rygter om alt muligt andet alligevel, så jeg tænker umiddelbart, at folk burde være professionelle nok til at fokusere på indhold og ikke deres egne fantasier om nøgen hud.
Men.
Jeg har lige siddet til 1 times alvorlig forhandling om ting af væsentlig og stor betydning. Og under hele seancen kunne jeg huske hvordan min modpart ser ud med små svedperler på panden under det mørke hår, der kruser en smule op når det bliver fugtigt. Og jeg ved hvad han foretrækker og hvordan han lyder, når det er.
…og er man ikke vanvittig god til at se det sjove i dét, skal man nok følge artiklens råd og sætte håret op.
onsdag 5. november 2008 kl. 14:25 af Anna
”Jeg er en af dem der har scoret lavt i undersøgelsen. Jeg synes det er svært at få balancen mellem job og privatliv til at hænge sammen”
”men sådan er det jo i et job som dit. Man skal kunne lide at der er travlt”
”Det Anna nok peger på er at hun – og visse af os andre – er i en transition phase hvor der er mere travlt end sædvanligt.”
”Men der vil altid være ting, det vil aldrig blive nemmere. Det handler om at indrette sig og få det til at fungere på sine egne præmisser. Vi har fx valgt at lade min kone være hjemmegående og det virker for os. I andre må finde jeres måder at indrette jer på.”
Det jeg hørte:
Hvis du ikke kan klare mosten er du nok ikke den rette. Du får ingen hjælp fra topledelsen, så hold op med at piv eller kom med noget konkret der kan ændres. Kan du ikke det så find dig i det eller find et andet type job.
(Men hvorfor lave en spørgeskemaundersøgelse når man ikke vil høre svaret?)
mandag 4. august 2008 kl. 9:56 af Anna
De er tilbage allesammen nu. Mændene i de lyse skjorter med farve i kinder og i brede smil. Fuglemanden en af dem nu. Dukkede nakken for ikke at virke højere end topchef. Finder sin plads.
Lige nu samles de til overlevering, opsummering og status, og om lidt begynder de at sende mails. Nød du din ferie, Anna? Godt, for lige om, bryder helvede løs igen.
(og hvad var det lige at Fuglemanden lavede i min intimsfære her til morgen? Kantede sig ind bag mit skrivebord og stillede sig for tæt på min stol. Ferie smalltalk. Anmasende adfærd uanset. Den nye alfahan dominerer, det rene abe stunt. Fis af med dig og lad mig passe mit. Ih hvor vi hygger. Luk ham ind, Anna; du har ikke andre gode valg.)
Jeg danser med. Hvad skulle jeg ellers deroppe nu? Andet end at pisse territorie af og smile til de rette med solbrændthed og lange ben. Jeg kender min plads og holder den. Gruppedynamik for aber og andre dyr.
tirsdag 22. april 2008 kl. 21:03 af Anna
“Ved du hvad han forlangte i løn, ham der du ved?”
Hun gik helt tæt på mig og hviskede navnet, da hun kunne se at jeg ikke vidste hvem. Gammel bekendt fra projektets tid. Dygtig fyr. Hun havde spurgt mig om ham, da han sendte sit CV. Mit korte svar på mail var: tag ham. Det lange fik hun mundligt.
Hun hviskede et tal, og spilede øjnene op.
“Han kan da ikke mene det alvorligt, vel? Tror du han prøver at tage røven på os?”
For tre uger siden sendte hun mig et let undrende blik henover reolerne, efter et 1:1 møde med sin chef; og siden da har hun ændret adfærd. Lytter, spørger ind. Spørger til. Alt det gode man kan bruge sine kolleger til, hvis ellers man tror man får noget ud af det. Eller hvordan det nu er.
Jeg har lavet kaffe. Nok dumt, og nok ikke fordrende for min nattesøvn om snart. Men det smager himmelsk og jeg havde lyst.
Det var hende jeg sendte det dér CV videre til. “Prøv hende her, jeg tror hun er god. Xfaktor, efter min vurdering.” Det er det, vi kan. Det jeg kan. Se potentialet og få det til at gro.
Hun er selv god. Hentet ind ude fra linien til en kompleks, hurtigtvoksende afdeling. Nu bliver den så delt op, så min nye bliver større end hendes.
(Så nu ser hun mig. Tænker jeg, når jeg glemmer mit fremadrettede positive fokus. Undlader at tænke, at ulempen ved at være langhåret køn semiblondine og chef, er kønsspecifik. Og omvendt proportional. Næsten.)
“Det må være et forhandlingsoplæg, men han må da vide, at vi ved hvad han fik i det forrige job?”
Smalltalk for afdelingsledere. På gangen med hviskende stemmer. Ryggen på ham der sad ved det lille bord længere henne, så mærkbart lyttende ud.
“Du har to hovedudfordringer med det nye: at få den nydannede, store og ret inhomogene gruppe til at fungere, og at gabe over 4 forretningsområder. Det første klarer du uden tvivl i fin stil, det andet må vi hjælpes ad med, de områder er jo også nye for mig.”
Min storsmilende chef senere på eftermiddagen. Jeg havde selv svært ved at holde op med at grine bredt. Hans område vokser jo når jeg vokser. Og vi kommer til at hjælpes ad. Det bliver så godt. Fra på torsdag.
(Uhhmm, det her er en god kaffe…)
Fik jeg sagt at jeg elsker mit job?
mandag 17. marts 2008 kl. 19:07 af Anna
Jeg overvejde det faktisk, da jeg stod foran mit skab i morges. Hvor udringet kan man være, sådan en helt almindelig mandag? Jeg har ferie, men skulle godt nok holde møde med ejendomsmægleren, forhandle priser med potentiel køber, og ordne småting. Men ejendomsmægleren er en kvinde, så jeg valgte en bluse, jeg ikke så tit har på, den er nemlig for nedringet til, at mine professionelle samarbejdspartnere kan blive ved at være professionelle længe nok. Bilder jeg mig ind.
For det betyder jo noget, ikke? Uanset hvor ligestillede vi er, er vi i bund og grund ikke lige. Det er dét, der gør det sjovt, det er dét, der gør blandinger bedre end enkeltkønnethed. Forskellen og spillet. Den lette leg. Komplementeren. Men også generende hvis det bliver for udtalt, så jeg passer på jeg ikke er for distraherende, og ikke signalerer ting der ikke har med sagen at gøre. Som regel. Eller signalerer det så diskret, at de ikke lægger mærke til det.
Og lige i dag gad jeg ikke tage det der pæne arbejdstøj på. Ejendomsmægleren burde det ikke genere, men jeg dækkede lidt af udringningen med et tørklæde og følte mig kun en lille bitte smule nedringet.
Især da jeg mødte op i deres butik, og kvinden tog imod mig med en F-skål solidt placeret i en nedringning, der gjorde min diskrete tørklædedækkede kløft, til Valby bakke over for Grand Canyon.
Jeg ved nu, at udringede nedringninger også kan virke distraherende på kvinder.
Ja, undskyld, men det var yderst svært ikke at se ned i dybet, der åbenbarede sig henover alle tallene, energimærkninger og tilstandsrapporter. Undskyld, kvinde. Jeg er ikke på nogen måde interesseret i din barm, men den var altså svær at komme uden om. Og voldsomt distraherende.
- i virkeligheden er det unfair. Havde jeg været mand havde jeg købt, hvad hun end havde med ind i mødelokalet, selvom jeg var der for at sælge. Måske. Eller er mænd så vant til bryster at de ikke lader sig forstyrre?
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer