Det er svært at skrive når det hele snurrer. Der løber blod lys i mit blod og latter i mine årer. Bare pokkers svært at skrive ned. Jeg er ikke nærmest lykkelig, jeg er der helt nu. Blasfemisk at skrive. Lige om lidt falder himlen ned, jeg bliver syg eller mine børn bortført.Crash, boom, bang.

Det virker forkert at skrive. Jeg, Anna den melodramatiske. Anna med den stille dyste baggrundsmusik. Er lykkelig.

Så jeg sad helt stille i et par minutter i dag. Midt i suset i glastårnet og omorganiserings-budget-kaos (og lige før jeg opdagede, at jeg havde set en time forkert på aftalen inde i city og var 20 minutter bagud resten af dagen til nu). Lukkede øjnene og trak vejret dybt ind. Og mærkede livet stige gennem mine ømme ben og ud i mine hårrødder.

Og jeg løber mod det jeg skal sige til min afdeling mandag og til dem jeg skal danse med i morgen. Med røde negle og kjole og mig. Hele mig.

Og jeg grinede til drengene i dag og de grinede med og sagde “velkommen til the Dark Side, Anna” og vi var et team. Mig og drengene og især manden med de støvblå. Der vistnok er ved at finde sammen med sin ekskone igen og det gør ingenting for han er stadig skøn og pludselig kan jeg grine tilbage uden at kløjs i støvblåt.

For der er en mørkhåret mand med smalle grønbrune øjne og bløde læber, der pludselig har sat sig på mig. Fatter ikke helt hvad dét er og venter hele tiden på at det forsvinder igen. Han er for perfekt til at det kan blive til noget og for fantastisk til at det kan holde. Latterlig tanke, men det er bare for usansynligt, at der ud af det blå, dukker en alfahan op, som ligner noget jeg selv kunne have stykket sammen ved at klippe i kulørte blade, og som gør præcis hvad han skal, og siger præcis dét han skal og sender mig præcis derhen hvor jeg ikke kan bunde.  Som havde nogen formet ham i ler og åndet liv og sendt ham ud efter mig. Special designed for Anna.

Tak, hvis dét er tilfældet. Til hvem der nu sidder og designer single mænd til Annaer og de, der ligner.