onsdag 5. maj 2010 kl. 21:09 af Anna
Jeg samler på så banale erkendelser for tiden, at jeg har brug for at undskylde når jeg har brug for at skrive dem ned. Undskyld jeg bliver banal nu.
Jeg tog hjem fra glastårnet lidt over en halv time mere, end jeg selv troede jeg skulle; og er begyndt at kede mig på den gode måde over det budget jeg filer på. Jeg spiste frokost med den lederkollega der var sygemeldt med stress for et år siden, og som var den der sendte mig hjem en gang i februar.
“Tænk at det skulle vise sig at vi har så meget tilfælles, hva Anna?” Smilede hun halvvejs. Vi har intet tilfælles og alligevel er vi så ens, at vi begge to genkendte os selv i hinanden. Og i det jeg er i nu og hun var i dengang. Og jeg tænkte og sagde, at jeg vil fortælle min historie så højt, at det her stopper. Eller bliver bedre, eller bare begrænses mest muligt. Vi er jo ikke de eneste.
Hun fortalte mig, at hun søger væk, nu. “Det her er ikke sjovt længere. det var sjovt engang, men alt er forandret siden babyboss kom, og jeg orker ikke mere”.
Hej ekko.
Snakken med hende mindede mig om hvad det vigtige er, og at det ikke er altafgørende at mit arbejdsliv er sat på pause, mens jeg genoptræner mit brækkede ben. Hun minede mig om det jeg mærkede, da jeg sad på min trappesten en time senere.
Solen skinner særlig meget lige dér, når den skinner. Der er læ, og jeg kunne sidde med oprullede cowboybukser, t-shirt og et glas med iskoldt i, og lukke øjnene og høre verdens lyde eller lade være. Og jeg mærkede solen på min hud og brænde gennem mine bukser. Og jeg hørte de stille lyde af villavej en hverdagseftermiddag og jeg hørte mit eget hjerte slå.
Og jeg var lykkelig.
Helt stille, sitrende, varmt lykkelig. Bare sådan.
Og det er dét, der er vigtigst.
Jeg har mig kun nu, og jeg har kun nu at gøre godt med, og jeg vil være lykkelig.
Ikke hele tiden i lallende ignorering af åndsvagheder, dumheder og dårlige dage. Ikke i timevis jublende naivitet og boblende bøvethed. Men alligevel en smule hver eneste dag, pakket ind i nanoøjeblikke eller hele minutter, som da jeg sad på min trappesten i dag. Det er alt rigeligt, og det er mere end alt for længe.
søndag 2. maj 2010 kl. 12:25 af Anna
Jeg fik blomster i går. En rigtig fin buket, bundet sammen med et lille stykke af den der bast-agtige snor, som buketter tit er bundet sammen med. Og jeg fik overskud. Trukket ud af alle de minutter jeg havde for mig selv inden jeg fik blomsterne og ekstraheret af de gnister som min gyldne veninde strøede ud over min stue, ved bare at være her.
At vi brugte en stor del af aftenen på at forklare mig hvorfor det er jeg holder fast i Bono, surfe ‘mænd vi har mødt’ på Facebook, og at hun gennem venner viste sig at kende Kenau (“Han er ikke så slem, Anna; bare lidt en sjuft”), er jo bare præcis sådan det skal være. Overskudsgenererende.
Tilfældet ville så at selvsamme sjuft vælger i nat til at kontakte mig igen. Meget mærkeligt sammentræf, egentligt.
Solen kalder på Rabarberhøst og overskudsbobler, så resten gør ingenting.
lørdag 21. november 2009 kl. 17:33 af Anna
Min dag er i forvejen perfekt. Jeg er vågnet i en favn og næsten ikke sluppet den siden. Har set dybt i øjne og grinet mellem kys. Talt med glade børn, der lige måtte ringe og fortælle, og er udhvilet som man kun kan være når sjælen er fulgt med.
Det var ham. Han må have været en af dem i lokalet bag persiennerne i går. Hvorfor skulle han ellers have sendt mig en mail via det mest off-the-record-medie af dem alle?
Hvordan poppede jeg lige op i hans tankerække, hvis ikke det var fordi jeg svansede forbi et panoramavindue i går, med høje sorte sko og nålestribet popo?
Mailen var kort, og en opfølger på hans “tillykke med det nye, du ringer bare når du bliver træt af dem”. Ikke de store dikkedarer, som hej og mvh. Bare én sætning:
“Ringer du ikke snart??”
Headhunting via Facebook? Det er ok.
Min dag var i forvejen perfekt. Nu er den mere.
torsdag 20. august 2009 kl. 21:50 af Anna
Det er svært at skrive når det hele snurrer. Der løber blod lys i mit blod og latter i mine årer. Bare pokkers svært at skrive ned. Jeg er ikke nærmest lykkelig, jeg er der helt nu. Blasfemisk at skrive. Lige om lidt falder himlen ned, jeg bliver syg eller mine børn bortført.Crash, boom, bang.
Det virker forkert at skrive. Jeg, Anna den melodramatiske. Anna med den stille dyste baggrundsmusik. Er lykkelig.
Så jeg sad helt stille i et par minutter i dag. Midt i suset i glastårnet og omorganiserings-budget-kaos (og lige før jeg opdagede, at jeg havde set en time forkert på aftalen inde i city og var 20 minutter bagud resten af dagen til nu). Lukkede øjnene og trak vejret dybt ind. Og mærkede livet stige gennem mine ømme ben og ud i mine hårrødder.
Og jeg løber mod det jeg skal sige til min afdeling mandag og til dem jeg skal danse med i morgen. Med røde negle og kjole og mig. Hele mig.
Og jeg grinede til drengene i dag og de grinede med og sagde “velkommen til the Dark Side, Anna” og vi var et team. Mig og drengene og især manden med de støvblå. Der vistnok er ved at finde sammen med sin ekskone igen og det gør ingenting for han er stadig skøn og pludselig kan jeg grine tilbage uden at kløjs i støvblåt.
For der er en mørkhåret mand med smalle grønbrune øjne og bløde læber, der pludselig har sat sig på mig. Fatter ikke helt hvad dét er og venter hele tiden på at det forsvinder igen. Han er for perfekt til at det kan blive til noget og for fantastisk til at det kan holde. Latterlig tanke, men det er bare for usansynligt, at der ud af det blå, dukker en alfahan op, som ligner noget jeg selv kunne have stykket sammen ved at klippe i kulørte blade, og som gør præcis hvad han skal, og siger præcis dét han skal og sender mig præcis derhen hvor jeg ikke kan bunde. Som havde nogen formet ham i ler og åndet liv og sendt ham ud efter mig. Special designed for Anna.
Tak, hvis dét er tilfældet. Til hvem der nu sidder og designer single mænd til Annaer og de, der ligner.
fredag 7. august 2009 kl. 21:11 af Anna
Lige før, mens solen gik ned og himlen var fuld af guld, drømme og fjerlette skyer; gik jeg med min dreng på seks og småsnakkede om venner, de nye StarWars kort og hvad vi så. Og der var hunde uden snor, edderkoppespind og nyslået græs. Der var modne mirabeller i hegnet, der smagte sødt og surt på samme tid; og mindede mig om rifter på arme og knæ for 30 år siden. Og jeg stoppede et par i munden på knægten, der pludrede løs alligevel, mens de små fugle fløj lavt henover stier og buske, med en let blafren og små sprøde pip.
Og jeg kom i tanke om at huske hver eneste lyd af fjerne stemmer og hunde i fart. Hver eneste duft fra græs og modne mirabeller. Hver eneste perlen af latter og alle de indforståede smil.
Og varmen fra en lille fedtet hånd, der havde travlt med at tegne ord og billeder i luften, og holde i min mellem hver.
lørdag 7. marts 2009 kl. 19:18 af Anna
Jeg er løbet total-tør for poesi, men vil alligevel forsøge at fastholde det her øjeblik. En helt almindelig lørdag i Annas liv. For nogle år siden var weekenderne helveder som jeg frygtede.
(en del år efterhånden, faktisk. Christ hvor tiden går. Jeg har snart levet længere som fraskilt end som gift. Og alligevel kæmper jeg hver dag og til hver tid en kamp for at slå mig fast og ned. Tankevækkende. Gad vide hvornår man nogensinde lander helt. Og om.)
Nu er de oaser i travlheden, uanset om det er med børn eller uden. Uden, er det stilheden, eller privatlivstravlhed der giver mig ro, mens solen bevæger sig henover mit lille hus og ind gennem vinduer hele vejen rundt. Med; er det varme pludrende dage, fuld af spontankram, latter og surmuleri. Præcis som i dag.
Vækket af børn der listede ned for at se morgenhår. Slumrende til småsnak fra stuen og morgenmad med lidt for meget müsli på ymeren. Senere plukkede vi blomster og lærte at skelne Dortealiljer fra vintergækker og at vi har en sort i haven jeg ikke har set før.
Pludrende diskussioner om alt muligt vigtigt, en tegnefilm, en kop kaffe, en skitse over min have som den skal se ud. Engang. Og en tegning af en kriger med to lyssværd.
Og så meget lykke mast sammen på ét sted, at jeg åbnede den flaske champagne jeg havde liggende i køleskabet og fandt at den passer perfekt til boller i karry og med drengebørn.
De trives, de vokser, de leger, de lærer. De er lykkelige, de har det godt.
Jeg har alt hvad jeg har brug for, jeg trives, jeg vokser, jeg lærer. Jeg har det godt. Jeg har det godt. Jeg har det godt.
Jeg gør det godt.
tirsdag 20. januar 2009 kl. 20:51 af Anna
I dag, mens der blev skrevet historie, sad jeg på min pind. I hjørnet af storrumskontoret med de sidste ting der skulle oploades eller svares eller noteres. Med udviklingsplaner og kold kaffe fordelt i kopper; hørte jeg historie blive skriblet og mærkede den massive blafren fra vingesus og gåsehud på armene; da en nærmest karikeret stemme præsenterede manden i min radio.
“…The President-elect for the Unitet States of America; … Mr Barrack H. Obamaaaaaaa!”
Det er så det jeg kan fortælle mine børn, når de bliver store nok til at spørge.
Mor, hvor var du, da USAs første sorte præsident blev taget i ed?
Jeg sad på mit kontor; børn. Og pinte timer ud af mine fingre, til ære for det firma jeg for længst har solgt min sjæl og min fremtid til. Bagefter lukkede jeg computeren ned og kørte i Netto. Der købte jeg rugbrød og bananer. A38 og knitrende tulipaner. Og en chokoladeskildpadde som jeg har spist nu.
Præcis så stor var min del af historien, på den her råkolde tirsdag i januar 2009. Ikke større end og heller ikke helt lille.
Og ved I hvad børn? Jeg var nærmest lykkelig.
lørdag 12. juli 2008 kl. 20:30 af Anna
Der er nogen der har drysset rastløshed henover mit hjem. Sprayet et fint pulver ud over møbler og overflader. Gulvene er matte, og når jeg går gennem stuen, bliver det hvirvlet op i ansigtet og suget ned i maven.
Ting der skal gøres stiller sig i kø bag sulten og ønsker om mere.
(mere hvadsomhelst. uendelige ønske lister af hvadsomhelst. så lange, at det strammer i huden ved smilet om.)
Det er derfor man skal rejse væk hvis man kan. For at slippe fri af støvet af ting der skal gøres og nå ind til de ting man vil.
(det bliver. om lidt.)
Jeg er hjemme nu, og ude var godt.
onsdag 14. maj 2008 kl. 9:06 af Anna
At der er morgener hvor luften smager lidt mere af krystal, hvor lyset trænger lidt længere ind og hvor der er bobler i kaffen.
I dag er sådan én.
Grib den.
søndag 4. maj 2008 kl. 16:22 af Anna
At endelig være ok, efter at have været ikke-ok, er en ganske særlig enkel og ren nydelse.
onsdag 30. april 2008 kl. 22:28 af Anna
Der sker så meget jeg gerne ville kunne skrive. Om Stress-damen og teamlederen. Om den koldberegnende kvindlige chef, og de ting jeg fik fortalt af den afgående afdelingsleder i dag. Om de gyldne minutter med chef-chef, der efter nogen-og-tredive-minutter af vores én times møde ikke helt kunne finde på mere at tale om (“nåmen, der er vel ikke mere vi behøver snakke om, vel? Hvis der er noget kommer du jo bare op”), om mit næsten perfekte parløb med min kollega, hen over hovedet på alle de andre ledere. Om advokaten jeg har hyret, og om ham dér der får en chance til.
Men det er for mange ting og jeg er træt. Så jeg nøjes med stikord, som skal ned og ud, fordi jeg gerne vil kunne huske det, når følelsen er gået væk. Når det er mørkt på ydersiden og indersiden af min hud. Når det siler ned over nethinder og vinduer. Når jeg ikke længere kan mærke medgangens lette bedøvelse på tungen og når spyttet smager surt.
Husk det. Mærk det. Lev det: I dag har været en rigtig god dag.
tirsdag 29. april 2008 kl. 17:47 af Anna
Og så er det lykken lige vender igen. Kommunen trak stikket ind (“Nåeh det? Det behøver I ikke, her er en forhåndsgodkendelse, held og lykke!”) og jeg har lige fået en sms fra spritny medarbejder i frustrationsturbulens med: “tak for snakken, det hjalp”.
Undskyld, men jeg kan gå på vandet lige nu.
(mangler bare en sms fra Mr FuckingFantastic med ed om evig passioneret troskab.)
(Pisåndsvagt at han ikke eksisterer)
mandag 28. april 2008 kl. 7:51 af Anna
Men prøv lige at se himlen, og træerne og lyt til den sprøde morgen. Se fuglene, der fanger insekter i luften, og sneglene der kravler i ly på dugvåde grene. Mærk duften af blomsterknopper der lige er bristet og se lyset i neongrønne blade, der splintrer frem af brune pakker.
Se duggen i edderkoppespind og den lette dis på himlen. Se røde kinder og lette jakker. Søvnige blikke bag bilruder og høflige smil i bussen.
Se verden vågne, og vid; at i dag biver en helt speciel dag.
Hvis vi vil.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer