tirsdag 27. juli 2010 kl. 11:47 af Anna
Jeg er begyndt et par gange. Og klikket væk, fordi jeg ikke ved hvad jeg vil sige. Lagt blyanten væk, lagt telefonen væk, lagt tanken. Hellet er ikke helle mere. Fortryllelsen er hævet, hvis den da nogensinde var der. Måske det bare var noget jeg bildte mig ind. Forhekset, besat, benyttet, betuttet. Hypnotiseret, betaget, bedaget. Jeg ved stadig ikke hvad jeg gør. Endnu mindre i går end i forgårs. Lidt mere i dag. Men er det ikke bare altid det samme valg? Intet valg er det største og mest gennemtrængende valg. Jeg gør intet og dermed gør jeg alt andet.
Jeg har læst bøger i ferien. Gode bøger og knap så. Læst om vejen til indre fred og om lean ledelse og om kærlighed. Jeg tror på kærlighed. Og stilhedens vigtighed for mig. Jeg tænker, at jeg ser kedelig ud, udefra. Det generer mig faktisk lidt. Det har altid generet mig når jeg ser forkert ud, og kedelig er ikke noget jeg har følt var passende at ligne. Som om verden definerer mig.
Jeg dyrker min have. Jeg bager mine boller og stempler min kaffe. Jeg sidder i timer og ser på bier og åndsvage myrer, der graver myregange i mine blomsterpotter. Jeg tager min bil og kører derhen hvor jeg kender vejen, og så går jeg en runde, der hvor jeg kender stierne, mens jeg indånder luften og ser blade på træerne. Der er ret mange blade på træer for tiden. Og blomster i græsset. Og myrer. Men jeg keder mig ikke. Jeg drikker stilhed i stedet.
Jeg vågner på glatte lagner med drømme under hud. Løbende gennem rum i forlængelse, kaldende på hende, der følger mig og smilende til dem, der ikke ser op. Jeg tror på kærlighed så meget at jeg ønsker at den bog jeg læser lige nu, ender på det. Jeg bladrede om for at se om navne dukkede op, men snød mig ikke til at læse. Vejen derhen er vigtigere en slutningen. De sidste to sider giver ikke mening hvis ikke de femhundredesyvogfyrre kommer før.
Der er 1760 indlæg her. 1761 med dette. Sikkert også flere, der aldrig blev lagt ud, og en del der er trukket tilbage. Jeg tror på at slutningen passeres før vi er i mål, og at vi ikke opdager historierne før de er skrevet. Jeg tror på kærligheden. Selv den del af den jeg ikke kan gribe om og den der ikke vil vokse i en af mine potter, fordi der er små røde myrer, der graver jorden væk nedefra. Og at jeg måske skal bruge mine evner til ord på noget andet end at sende små noter ud i det cyberblå. Måske det slet ikke gør en forskel, men måske ordene bare forsvinder, hvis jeg ikke skriver dem ned.
Måske det er ligemeget. Måske jeg er. For en del. For den del. Men er det vigtigt for helheden om?
fredag 25. juni 2010 kl. 10:48 af Anna
Da alt var stille i går aftes, og mens det meste af landet krampede i tæerne over noget i sydafrika, listede jeg ud i den stille aftenluft og indåndede dug og den krydrede duft af roser og naboens hyldeblomster.
Luften og duften gav en instant ro rørt op i et glas køligt vand. Blidt perlende mod ganen, som den stille latter, jeg engang hørte fra min sovende søn, en sommermorgen for mange år siden. Han var ved at vågne, men hang fast i en drøm og lo stille klukkende og så henført lykkeligt, at jeg gemte det på en lille stribe fløjlstanker allerinderst.
Sådan var i går aftes. Lunt og sprødt på sommermåde, og min gul-gyldne rose er sprunget ud for at sætte prikker over alverdens i´er.
I morges, mens jeg ventede på min nye rengøringshjælp, der lige skulle have en sidste intruktion, sad jeg i morgenen i min lille bitte baghave, med en kop kærlig kaffe og sniffede videre, mens jeg så planter og ukrudt og alle mine drømme gro henover hovedet på mig. Der duftede intenst af den der hyld og af den abrikosfarvede rose bag mig, der åbnede sig mens jeg så på.
Når alting begynder at køre i fuld fart igen, vil, må, skal jeg holde fast i stille aftener og tyste morgener, så hele mig lander, letter og er med.
Det er sommer nu. Inden på og udenfor, og det er ok og lige præcis sådan det hele skal være.
søndag 6. juni 2010 kl. 22:35 af Anna
kara tanfe ves du er sød må jeg so få 1000 kr eller 100 eller haltras kr alser ekte kr mange hilsner fra B farvel
Jeg har ikke fået snakket, talt eller helt grinet nok; jeg har ikke fået løbet, badet eller svedt nok og jeg har ikke fået gravet, revet og hakket helt så meget som jeg kunne. Jeg har ikke drukket nok vin eller iskold cider, og ikke nok kaffe eller te eller isvand. Jeg har ikke takket eller tilgivet særlig meget, jeg har ikke kysset eller ladet være, jeg har ikke grædt eller sunget, jeg har ikke tabt og især ikke vundet. Helt nok.
Jeg mangler, savner, længes efter flere sommerdage med bare tæer, venner og børn. Jeg mangler, trænger og savner mere af alt det gode. Og jeg mangler at finde min ro og nok vigtigst af alt min tro.
Men jeg byttede sedlen og tanden under hovedpuden med en halvtredser. Det har han fortjent for ukuelig tiltro til sig selv, sin mor og for at give mig et håndfast fysisk bevis på hvor meget han rører mit hjerte.
onsdag 2. juni 2010 kl. 14:15 af Anna
Det er blevet juni med syrener og klematis, ulmende guldregn og køligt flammende kastanietræer. Træerne er grønne på en sartblød, saftig og sært påtrængende måde, som om grenene skal dulmes for alt for lang tid uden blade. Junimorgener kan noget som ingen anden tid på året kan; luften er knitrende sprød og som kølig kildevand at drikke. Valmuerne lyser mere rødt i det skrå solskin mellem klokken seks og halv ni, end resten af dagen; og kirsebærblomster daler ned over skyggerne, ved selv små vindpust. Jeg kunne fornemme det i morges, selvom alt for meget regn har mættet luften med fugt. Jeg kan bare ikke helt selv følge med, her fra min sidelinie.
Balladen med Bono har taget den lille smule overskud jeg havde, og jeg kan pludselig igen mærke, at jeg ikke er helt rask endnu. Når powerwomans duracell batterier lækker syre, er der ikke meget tilbage udover små lysglimt i en støvet pære og et par halvsløje slag på min tromme. Selvom jeg ligner en der kan det hele, kan jeg kun en brøkdel og jeg bliver stadig selv overrasket over hvor lidt dét er.
Brugte natten og morgenen på at holde tårer og følelsen af afmagt tilbage, og tvang mig ud mellem mennesker da jeg kom på arbejde, fordi jeg ved at det virker på den slags. Spild af junimagi at græde over alt det jeg ikke kan og bruge kræfter på at spekulere over alt det, der allerede er sagt og gjort og fejlet; så kom hjerne, giv slip. Hej juni, jeg vil med dig.
søndag 2. maj 2010 kl. 12:25 af Anna
Jeg fik blomster i går. En rigtig fin buket, bundet sammen med et lille stykke af den der bast-agtige snor, som buketter tit er bundet sammen med. Og jeg fik overskud. Trukket ud af alle de minutter jeg havde for mig selv inden jeg fik blomsterne og ekstraheret af de gnister som min gyldne veninde strøede ud over min stue, ved bare at være her.
At vi brugte en stor del af aftenen på at forklare mig hvorfor det er jeg holder fast i Bono, surfe ‘mænd vi har mødt’ på Facebook, og at hun gennem venner viste sig at kende Kenau (“Han er ikke så slem, Anna; bare lidt en sjuft”), er jo bare præcis sådan det skal være. Overskudsgenererende.
Tilfældet ville så at selvsamme sjuft vælger i nat til at kontakte mig igen. Meget mærkeligt sammentræf, egentligt.
Solen kalder på Rabarberhøst og overskudsbobler, så resten gør ingenting.
søndag 25. april 2010 kl. 22:43 af Anna
Den første maj, 2005 løb jeg mit første halvmarathon. Jeg var gået fra min mand et par måneder forinden og boede i to udlejede værelser, hvor køkkenet var et bord i soveværelset. Jeg havde ingenting, udover hvad der kunne være i en mørkeblå ford fiesta. Og så min frihed.
Jeg kørte ud til startstedet og ventede på at starten gik, helt alene og med musik i ørene. Så på folk og smilede af solen. Hoppede sikkert lidt, for at varme op og lod mig så suge med af menneskemængden. Jeg havde tunge ben de første 7 km, og kunne ved 19 km mærke i mine hofteled, at jeg selv har født mine børn. Jeg havde ikke luft til andet end at hænge på, da vi nåede målområdet. Men jeg gennemførte og var stolt.
Da jeg kom hjem underskrev jeg købsaftalen på min gyldne villalejlighed, og der var ingen der spurgte hvordan løbet var gået.
I dag løb jeg det halvmarathon jeg også løb for fem år siden. Bono kørte mig ud til startområdet hvor min veninde ventede. Jeg havde gode ben og brugte knap to timer af mit liv på at gro fregner og tænke uendelighedstanker sammen med 8000 andre i løbesko. Løb de sidste fem-syv kilometer på en susende bølge af runners high og stak i en spurt op mod mål.
I bilen hjem pludrede mine børn om kap med Bono, mens jeg svarede på sms, til alle dem der spurgte til min tid. Så sad jeg i solen på min terrasse og spiste en bolle, mens jeg så på alt det der er mit, og så, at det er meget. Og mange.
Jeg skrev et kapitel i min egen historie i dag. Eller lukkede et, eller måske spandt jeg bare en ende. På fem år har jeg lappet min verden og groet mig et helt liv. Røde tråde af sølv, der snor sig om mine ankler og ender i solar plexus.
Jeg er blevet rig.
onsdag 14. april 2010 kl. 23:05 af Anna
Jeg har groet ro nu. Fregner og ro. Jeg vågnede i morges filtret ind i børn, der havde lavet fælles front og blæst på, at der ikke kan være tre i min seng. Og solen skinnede ind gennem det hele og vi vågnede så langsomt at ungerne troede at de havde fri og nær var kommet for sent i skole.
De fleste fregner fik jeg nok da jeg sad i solen med blottede blåhvide bare arme, og egentlig ikke undrede mig over hvad Bono lavede på en af mine havestole, med en af mine kaffekopper i hånden og kun lidt over at det var hyggeligt og egentlig godt at se ham. Vi er ok.
Og jeg har groet ro og fregner i mængder, så jeg næsten kan mærke det på huden.
Og i morgen har jeg en dag mere.
tirsdag 13. april 2010 kl. 21:39 af Anna
Jeg efterlod ungerne efter aftensmaden, fastspændt til hver deres PC, og kørte ud i aftenen, mens den stadig var glasklar og gylden. Parkerede ved det grå-lagte glastårn jeg engang elskede lidt og gik ind uden at det hele lukkede sig om mig.
Jeg har fået lidt flere fregner i dag, end jeg havde da jeg vågnede. Jeg har også siddet med et spædbarn i favnen, og hun knirkede som spædbørn gør, var præcis så lille som sådan nogle er, og faldt så i søvn i armene på mig, og sov lidt der, mens vi snakkede om alt og det hele. Hun smittede mig ikke og jeg er glad for at mine unger er store nok til at lænke fast til online spil en glasklar aften.
Jeg har også hilst på en høj mand fra det realkreditselskab der i forvejen ejer min sjæl, nydt de sekunder hvor mit hus lignede noget der var til salg og lidt fortrudt at jeg har en aftale med Bono i morgen efter frokost.
I glastårnet lagde jeg en opdateret sygemelding i en intern kuvert, og så på den tavle de har hængt op på første sal ud mod gangen. Et af de tiltag der skulle startes da jeg trådte af. Jeg kunne mærke på mit skæve smil, at jeg stadig synes at det er lidt spild af tid, men fik tanken at så lad ham dog. Så længe de betaler min løn.
Nye tider jeg går mod, tror jeg. Og fregner er godt.
mandag 12. april 2010 kl. 8:38 af Anna
Jeg tror ikke der er bedre måder at starte mandage i april på, end at gå gennem den køligsprøde morgenluft med skrå sol flimrende ind mellem træerne, spredte fuglepip og små tutter af grønt på buske og lavhængende grene, sammen med sine klarøjede, morgenbløde, pludrende børn, der stikker små kolde fingre op i ens ærmer.
fredag 26. marts 2010 kl. 9:38 af Anna
I går sad jeg i solen med bare arme. Jeg havde købt hækplanter og solen skinnede.
Nuancerne er så fine, at jeg kommer til at knuse dem, hvis jeg roder for hårdt i jorden, tramper for hårdt i sandet eller pisker for hårdt i vandet. Boblerne er sitrende små og duftene flygtige. Når nu det skal være, er foråret så rammende at starte forfra i. Sarte spæde skud, med en insisterende styrke og et massivt opland af liv.
Jeg har haft et par krukker stående ved min hoveddør, siden en gang i sensommeren, hvor der var pelagonier og crysantemumkugler i. Vinteren har selvfølgelig forlængst myrdet blomsterne, men sneklædte krukker gik an og hvem gad også flytte dem? Det lille flisebeklædte stykke foran mit hus, er lagt for hundrede år siden, og dekader af forår har sået små blå blomster mellem de knækkede ølandsbrud. Også der hvor krukken med chrysantemum-mumien stod. Det så jeg først, da jeg flyttede den, for at der kunne komme lys på det der stod bag. Bleggrønne maste tottede skud, med med blå blomsterknopper midt i det maste. Jeg sad i solen med bare arme og så dem rette sig ud. Hvis solen skinner lige så meget i dag, tror jeg de blomstrer.
Jeg er så trænet i at køre stærkt. I at nå, I at rumme facts og overblik; og I at ignorere det unødvendige. Jeg er så trænet i at fokusere på målet, at jeg ikke mærker alt det jeg ser. Og det er så sart, det er så spinkelt, men det er så kraftfuldt at det kan lægge mig ned uden at spørge om lov, hvis jeg fortsætter med ikke at mærke.
Jeg mærkede noget i går. (Jeg har slettet et par sætninger hvor jeg undskylder min banale erkendelse. Hvor jeg disser mig selv for ikke at have set det her før. Men hvem pokker hjælper det, at jeg taler mig selv ned? Backspace. Væk.)
Jeg mærkede noget i går. Skal, må, synes, burde. Jeg havde købt hækplanter og solen skinnede, og SKULLE kaldte og sagde at jeg BURDE. Men lyst var stille. Så jeg satte hækplanterne om i skyggen og mig selv i solen med bare arme, og ventede lidt. Kiggede på maste blå blomsterknopper. Lyttede til børn ude på vejen. Drak sol. Til lyst dukkede op og pegede på noget der kildede efter at blive plantet, båret ud eller fyldt på sække.
Jeg tror, jeg fik udrettet den samme mængde, som hvis SKULLE og BURDE havde fået ordlyd, men forskellen var markant.
Jeg vil have mere af dét ind i mit liv. Tak.
torsdag 25. marts 2010 kl. 9:51 af Anna
Jeg har lavet en liste over det jeg gerne vil nå i dag. Ved ikke helt om jeg må, men det er ting jeg gerne vil og ikke ting jeg skal. Så er det vel ok?
Migræneagtig tirsdag, tung onsdag. Vrissede af visse. Shyh. Vågnede med sol og en lille dreng i hånden. I dag bliver god. Nogen har bare taget min evne til at skrive lange sætninger.
Hvor blev al min tid af? Og sneen?
Og hvornår ved man om man er gået i stå eller på vej videre?
mandag 15. marts 2010 kl. 19:14 af Anna
Jeg har siddet på min trappesten med solen i panden og et hundetæppe mod kulden. Nippet til køligkold forårsluft og snøftet i kor med fugle og puslende naboer.
Jeg har også klippet strittere af min hæk med en grensaks og spekuleret over hvordan man spørger pænt om ikke man må fælde hækken og plante en ny.
“Sikke et dejligt vejr, hva?”
Det er vist ikke så tit jeg hilser så pænt på ham, eller ikke så tit at jeg er i min have en mandag formiddag så jeg kan hilse pænt, for han stoppede op og kiggede på mig med et smil.
“JA! Og NU bliver det sommer!”
Ja da. Om 2-3 måneder, hvis vi er heldige. Sneen skal bare lige smelte først, ikke?
Men det var fint og det var hyggeligt at smile henover hækken, og jeg kunne se linier i min have der ikke er der endnu og timer af tungt gravearbejde som nogen nok hellere må hjælpe mig med. Nu koger jeg suppe på den sidste høst af jordskokker på nær dem jeg lod ligge til nye planter, og bager brød med spelt og knækket hvede; mens jeg trænger lidt til den hvidvin som Bono har lovet at tage med; fordrukken forstadsfrue som jeg kunne ligne, men ikke helt er endnu. Dem er der vist er rigtig mange af i min kommune, hvis ellers jeg skal tro de smukke mennesker der kom og drak lidt af min kaffe midt i alt det sprøde lys.
Jeg har de rødeste tulipaner og enkelte fregner på vej. Det er godt, synes jeg faktisk.
fredag 12. marts 2010 kl. 10:05 af Anna
Jeg har lagt en gylden lak på mine negle. Tap tap tap, lyder det, når man skriver med fingerspidser der ikke må røre helt. Eller.. altså. I ved hvad jeg mener. Jeg fandt den i bunken af neglelakker jeg ikke aner hvor kommer fra. Lillebitte flaske fra Estee Lauder. Måske den var en gratisprøve vedlagt noget jeg godt gad betale for, måske det var en del af en af de der lufthavns-sampakker jeg godt kunne lide at købe når jeg kedede mig i en lufthavn og havde glemt hvad møntfod jeg befandt mig i. Datidsformen kom helt af sig selv. Det er vist heller ikke vigtigt hvor den kommer fra, men den er vældig fin. Passer til mine vinterblege hænder, som jeg nægter at kalde gulliggustne.
Luften var mild udenfor, før da jeg gik med ungerne i skole og jeg klipper et par grene af min Forsythia om lidt og stikker dem i en vase, tror jeg. Er det for tidligt med påskepynt? Ja nok. Men jeg har et par malede æg et sted. Og nogle af glas og porcelæn.
I går hang jeg et billede op på min væg i stuen og vupti så den helt beboet ud. Vel også på tide efter at have boet her i 1½ år. Hvis jeg var typen der lagde planer ville jeg planlægge at få hængt noget mere op i dag, men det er jeg jo ikke vel? Så jeg planlægger heller ikke, at lægge et lag lak mere, når det her er hærdet helt op. Selvom det ville være pænt, tror jeg. På neglene, altså.
Jeg nægter at være melodramatisk i dag, for fuglene pippede helt åndsvagt meget da vi gik og gled på isen, hen til skolen. Piiip, piiip pip. Der hænger et lille lagen på en mental tørresnor et sted inden for mit synsfelt. Blafrende stof i vind. Jeg kan bare ikke nå det. Jeg ved heller ikke om jeg skal nå det, stoffet i vinden. Det er der bare og glider hen over min hud når jeg ser op.
Gid man kunne leve et liv hvor man kan se på blafrende lagner, uden at det er fordi der er erklæret undtagelsestilstand. Hvor man kan sætte forsytiagrene i vand, og se på, at de springer ud. Et helt liv, og ikke bare et par uger som nu.
Bono fortalte mig i går, at han aldrig har smagt frisk stenbiderrogn. Jeg ved ikke helt om jeg skal undres eller bare glæde mig til at dele ud af min verden. Han har telefonen med på job i dag. Så jeg kan bare skrive hvis det er. Aha.
Min chef ringede i går.
“må du godt ringe til mig?”,
“nej, men jeg bliver nødt til at høre hvordan du har det. Var det ok at jeg sendte dig hjem? Er du ok?”,
“ja, nej, jo”.
Så snakkede vi lidt om hvordan man har det når man har ristet sin hjerne gennem 4-5 år. Fint lige nu, tak. Jeg dimsede jo bare i går.
“Du må lære mig hvad du finder frem til, når du er tilbage”.
Tjaeh. Så håber jeg, at jeg ved det til den tid.
Hov, der kom der sørme lige et lag lak mere på. Orangegylden er den nu. Står bedre og bedre til mine fingre. Kæft jeg trænger til sol! Kom, forår! Hvor længe er neglelak egentlig om at hærde helt op?
tirsdag 9. marts 2010 kl. 20:05 af Anna
Der var en solsort der fløjtede aftenpip og lyset var forårsaftenlyst, da jeg for et par timer siden i bidende frost gik hen over den knasende sne på en fodboldbane med et pludrende drengebarn i hver hånd.
Foråret virker tæt på og langt væk på samme tid. Skal vi lægge noget i det?
Skal jeg?
fredag 26. februar 2010 kl. 15:07 af Anna
Jeg fik våde tæer af at løbe i dag, og det var smattet og glat der hvor der stadig lå sne, men det var ok, for der hvor der ikke gjorde det,var der de største vandpytter, og der er ikke noget mere selvpinerisk herligt end at løbe tværs gennem store iskolde vandpytter, og ikke være det mindste generet af de våde sko. Før man kommer hjem og er kølet af igen altså; men det tæller ikke helt.
Og så er der en lille erantisser, der har nakket sig frem lige ved min hoveddør. Jeg kan bedst lide Erantis når de er som de er lige i starten. Små stædige bæster, der gror på det mest åndsvage tidspunkt af året for blomster. Lille, solgul og bedst i flok. Senere bliver de store og falmede i det gule, indtil de smider sig småvulgært hen over jorden, hvor de drukner i påskeliljer, og andet der er meget bedre at se på, når man er mig. Men lige nu er de fine, og at der står en lille snoldet pjevs ved min hoveddør, betyder at der under dynen af våd sne, står femhundrede millioner flere, sammen med de smukkeste vintergækker i hele verden. Vintergækker elsker jeg mere end Erantis. Og krokus.
Der var engang på min vej til arbejde, hvor en lille forhave, hvert forår blev forvandlet til et lysende, glødende tæppe af vintergækker, krokus og minipåskeliljer, plantet i en farvesammensætning der var helt fantastisk. Lysende blå, dyb, dyb lilla og gnistrende gule stænk, spredt lidt tilfældigt. Meget usædvanligt bed, lige der; og jeg lovede mig selv at begå en kopi, når jeg en dag blev gammel nok. Eller hvordan det nu var.
Kom så forår!
fredag 1. januar 2010 kl. 15:04 af Anna
Jeg kan godt lide januar.
Med de umelankolske frostklare morgener og det tiltagende lys. Med den tågekolde luft, der river i lungerne og minder os om at vi er i live og med rimfrost på biler og blade. Med al dens fedtfattighed, budgetter og sammenbidt vilje. Med løbeture i frossent mudder eller glat, iset sne. Med grove grøntsager og syrlige appelsiner.
Jeg kan godt lide januar, med alt det, den har.
torsdag 31. december 2009 kl. 16:18 af Anna
Der var frostklar blå himmel ude i resterne af 2009, og den kolde vind gjorde godt i kinderne og fik min hud til at gløde. Var der ænder, så jeg dem ikke. Kun hunde og mennesker med hvid ånde og tykke vinterfrakker på, og løbere som jeg, der snublede lidt på den frosne mudder.
Jeg koger en suppe på mit sortskinnende komfur. En kornfedet høne, løg, porrer og en gammedags suppevisk, der ikke kan være i gryden, for jeg mangler en suppegryde til den ene gang om året jeg koger suppe fra bunden. Engang i mit gamle liv ønskede vi os en suppegryder i julegave og fik den. Han har den nok nu, hvis ikke han ristede den over den svigtedes bål. Spurgte ham i går hvad det nu var vi lavede nytårsaften 1999, bare for at tænke på hvor det nu var årtiet startede. Spurgte fordi jeg ikke kunne huske det. Tænk. Jeg kunne ikke huske netop dén nytårsaften, der var den mest hypede i årtier.
Året efter var jeg gravid og drak tonicvand med is, med højrøde negle og glimt i øjet. Så fik jeg børn og druknede i glasklokken af det der ikke skulle være. Da halvdelen af årtiet var gået, gik jeg også. Resten kan googles.
Han kunne heller ikke huske det. Svarede med en sms så kort at jeg mistænker ham for at stadig ville viske vores 10 år sammen ud, fordi det stadig gør for ondt at det var en fejl. Ham om det. Jeg kom i tanke om det undervejs. Nygifte og ny indflyttede i det lille hus, der et par år efter blev et arkitekttegnet pragtpalæ og dødsstødet til vores ægteeskab. Måske. Nyglade og med en kjole af guld, såvidt jeg husker. Og guld i håret og stjerner på kinderne. Vi dansede sikkert hele natten og drak gin tonics til champagnen og den hjemmelavede sushi og lakserullerne.
2010 bliver starten på alt det nye der kommer til mig. Jeg behøver ikke sætte stjerner på kinderne, jeg har dem i øjnene. Jeg er videre, jeg er vokset, jeg er mig og jeg er til. Jeg behøver ikke tynge mig ned med bekymringer eller for meget jeg skal nå, for roen i maven fylder alt ud. Jeg behøver ikke søge ud, for ude trækker mig på plads med en lille blød lyd og jeg er så sikker som jeg kan være på at 2010 bliver det bedste år i længe. Bare fordi.
Suppevisken kan være i gryden nu det hele er faldet lidt sammen. Jeg tror, jeg skal have Champagne til.
Godt nytår.
mandag 28. december 2009 kl. 22:21 af Anna
Lige her, lige nu; med dæmpet musik og blåbærsaft i et stort glas og rester af dag i hele huset. Lige før, med børn der krammede godnat, med bløde arme og jegkanikkesovemor. Og før det, med en smeltende julefilm i på DVD og kravlende unger og popkornskrummer i sofaen. Med pludrende aftensmad og spruttende grin. Med “nej, du skal ikke spille mere WII nu”, og kaffe med stjålne kys bag en lukket dør, fordi en mand med blå øjne måtteskulleville forbi og efterlod en sugende trang til mere. Med en knogledyb udhvilethed og hud der snurrer af varme og lidt af træthed.
Lige da, lige der, lige nu, er jeg lykkelig.
Kom nemesis?
søndag 27. december 2009 kl. 7:30 af Anna
Det er søndag og stadig mørkt. Der er kaffe på vej og kun én bedrøvet kop på bordet. Men det er ligemeget, for i dag er dagen tiltaget 2 minutter.
Jeg synes jeg kan se det og mærke det helt ind i knoglerne.
Kan du?
lørdag 21. november 2009 kl. 17:33 af Anna
Min dag er i forvejen perfekt. Jeg er vågnet i en favn og næsten ikke sluppet den siden. Har set dybt i øjne og grinet mellem kys. Talt med glade børn, der lige måtte ringe og fortælle, og er udhvilet som man kun kan være når sjælen er fulgt med.
Det var ham. Han må have været en af dem i lokalet bag persiennerne i går. Hvorfor skulle han ellers have sendt mig en mail via det mest off-the-record-medie af dem alle?
Hvordan poppede jeg lige op i hans tankerække, hvis ikke det var fordi jeg svansede forbi et panoramavindue i går, med høje sorte sko og nålestribet popo?
Mailen var kort, og en opfølger på hans “tillykke med det nye, du ringer bare når du bliver træt af dem”. Ikke de store dikkedarer, som hej og mvh. Bare én sætning:
“Ringer du ikke snart??”
Headhunting via Facebook? Det er ok.
Min dag var i forvejen perfekt. Nu er den mere.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer