|
Der var en solsort der fløjtede aftenpip og lyset var forårsaftenlyst, da jeg for et par timer siden i bidende frost gik hen over den knasende sne på en fodboldbane med et pludrende drengebarn i hver hånd. Foråret virker tæt på og langt væk på samme tid. Skal vi lægge noget i det? Skal jeg? Jeg fik våde tæer af at løbe i dag, og det var smattet og glat der hvor der stadig lå sne, men det var ok, for der hvor der ikke gjorde det,var der de største vandpytter, og der er ikke noget mere selvpinerisk herligt end at løbe tværs gennem store iskolde vandpytter, og ikke være det mindste generet af de våde sko. Før man kommer hjem og er kølet af igen altså; men det tæller ikke helt. Og så er der en lille erantisser, der har nakket sig frem lige ved min hoveddør. Jeg kan bedst lide Erantis når de er som de er lige i starten. Små stædige bæster, der gror på det mest åndsvage tidspunkt af året for blomster. Lille, solgul og bedst i flok. Senere bliver de store og falmede i det gule, indtil de smider sig småvulgært hen over jorden, hvor de drukner i påskeliljer, og andet der er meget bedre at se på, når man er mig. Men lige nu er de fine, og at der står en lille snoldet pjevs ved min hoveddør, betyder at der under dynen af våd sne, står femhundrede millioner flere, sammen med de smukkeste vintergækker i hele verden. Vintergækker elsker jeg mere end Erantis. Og krokus. Der var engang på min vej til arbejde, hvor en lille forhave, hvert forår blev forvandlet til et lysende, glødende tæppe af vintergækker, krokus og minipåskeliljer, plantet i en farvesammensætning der var helt fantastisk. Lysende blå, dyb, dyb lilla og gnistrende gule stænk, spredt lidt tilfældigt. Meget usædvanligt bed, lige der; og jeg lovede mig selv at begå en kopi, når jeg en dag blev gammel nok. Eller hvordan det nu var. Kom så forår! Jeg kan godt lide januar. Med de umelankolske frostklare morgener og det tiltagende lys. Med den tågekolde luft, der river i lungerne og minder os om at vi er i live og med rimfrost på biler og blade. Med al dens fedtfattighed, budgetter og sammenbidt vilje. Med løbeture i frossent mudder eller glat, iset sne. Med grove grøntsager og syrlige appelsiner. Jeg kan godt lide januar, med alt det, den har. Der var frostklar blå himmel ude i resterne af 2009, og den kolde vind gjorde godt i kinderne og fik min hud til at gløde. Var der ænder, så jeg dem ikke. Kun hunde og mennesker med hvid ånde og tykke vinterfrakker på, og løbere som jeg, der snublede lidt på den frosne mudder. Jeg koger en suppe på mit sortskinnende komfur. En kornfedet høne, løg, porrer og en gammedags suppevisk, der ikke kan være i gryden, for jeg mangler en suppegryde til den ene gang om året jeg koger suppe fra bunden. Engang i mit gamle liv ønskede vi os en suppegryder i julegave og fik den. Han har den nok nu, hvis ikke han ristede den over den svigtedes bål. Spurgte ham i går hvad det nu var vi lavede nytårsaften 1999, bare for at tænke på hvor det nu var årtiet startede. Spurgte fordi jeg ikke kunne huske det. Tænk. Jeg kunne ikke huske netop dén nytårsaften, der var den mest hypede i årtier. Året efter var jeg gravid og drak tonicvand med is, med højrøde negle og glimt i øjet. Så fik jeg børn og druknede i glasklokken af det der ikke skulle være. Da halvdelen af årtiet var gået, gik jeg også. Resten kan googles. Han kunne heller ikke huske det. Svarede med en sms så kort at jeg mistænker ham for at stadig ville viske vores 10 år sammen ud, fordi det stadig gør for ondt at det var en fejl. Ham om det. Jeg kom i tanke om det undervejs. Nygifte og ny indflyttede i det lille hus, der et par år efter blev et arkitekttegnet pragtpalæ og dødsstødet til vores ægteeskab. Måske. Nyglade og med en kjole af guld, såvidt jeg husker. Og guld i håret og stjerner på kinderne. Vi dansede sikkert hele natten og drak gin tonics til champagnen og den hjemmelavede sushi og lakserullerne. 2010 bliver starten på alt det nye der kommer til mig. Jeg behøver ikke sætte stjerner på kinderne, jeg har dem i øjnene. Jeg er videre, jeg er vokset, jeg er mig og jeg er til. Jeg behøver ikke tynge mig ned med bekymringer eller for meget jeg skal nå, for roen i maven fylder alt ud. Jeg behøver ikke søge ud, for ude trækker mig på plads med en lille blød lyd og jeg er så sikker som jeg kan være på at 2010 bliver det bedste år i længe. Bare fordi. Suppevisken kan være i gryden nu det hele er faldet lidt sammen. Jeg tror, jeg skal have Champagne til. Godt nytår. Lige her, lige nu; med dæmpet musik og blåbærsaft i et stort glas og rester af dag i hele huset. Lige før, med børn der krammede godnat, med bløde arme og jegkanikkesovemor. Og før det, med en smeltende julefilm i på DVD og kravlende unger og popkornskrummer i sofaen. Med pludrende aftensmad og spruttende grin. Med “nej, du skal ikke spille mere WII nu”, og kaffe med stjålne kys bag en lukket dør, fordi en mand med blå øjne måtteskulleville forbi og efterlod en sugende trang til mere. Med en knogledyb udhvilethed og hud der snurrer af varme og lidt af træthed. Lige da, lige der, lige nu, er jeg lykkelig. Kom nemesis? Det er søndag og stadig mørkt. Der er kaffe på vej og kun én bedrøvet kop på bordet. Men det er ligemeget, for i dag er dagen tiltaget 2 minutter. Jeg synes jeg kan se det og mærke det helt ind i knoglerne. Kan du? Min dag er i forvejen perfekt. Jeg er vågnet i en favn og næsten ikke sluppet den siden. Har set dybt i øjne og grinet mellem kys. Talt med glade børn, der lige måtte ringe og fortælle, og er udhvilet som man kun kan være når sjælen er fulgt med. Det var ham. Han må have været en af dem i lokalet bag persiennerne i går. Hvorfor skulle han ellers have sendt mig en mail via det mest off-the-record-medie af dem alle? Hvordan poppede jeg lige op i hans tankerække, hvis ikke det var fordi jeg svansede forbi et panoramavindue i går, med høje sorte sko og nålestribet popo? Mailen var kort, og en opfølger på hans “tillykke med det nye, du ringer bare når du bliver træt af dem”. Ikke de store dikkedarer, som hej og mvh. Bare én sætning: “Ringer du ikke snart??” Headhunting via Facebook? Det er ok. Min dag var i forvejen perfekt. Nu er den mere. Jeg tænker på dig nu. På det du fortalte; på det jeg fortalte; på de spærringer, forhindringer og huller vi sætter op, ved at være dem vi er og ved at have de ar vi har. Og de erfaringer. Det sjove er, at jeg troede der skulle vin til. Du ved: rødvin og os to i min sofa. Ord blandet med kys, og små flige af fortid serveret med nutidsoptik. Men vi skrabede kun overfladen der. Grinede for højt og kyssede for dybt. Så meget for rødvin, ikke? Ikke at jeg klager over aftenen, slet ikke. Den var fin tak. Bedre end fin. Mere end. Tak. Og jeg er ved at vænne mig til at du ligger der, når jeg vågner. Og at du er så forbandet varm, men mindst lige så svær at lade være med at ligge tæt op af. I stedet blev det hen over friskbagte boller og yderst ædruelig kaffe. Og søndagsberlingeren, som ingen af os rigtig læste i. Snak, snak og så dér; længe efter at kaffen var blevet kold, fortalte du med et lille smil, hvor dybt hunden lå begravet. Kom med det, jeg kan ta det, sagde jeg vist inden, og lænede mig tilbage. Det var jo ikke løgn, det kunne jeg. Det var bare ikke dét, jeg havde forventet at høre, vel? Det sjove er, at både du og jeg havde ret. Du, i, at du godt kunne fortælle mig det, jeg i, at jeg kunne tage det. Det er fint, jeg har været der selv. Andre vilkår, andre grunde, men jo. Selvom det, du har lavet, får mig til at ligne en novice. Det underminerer ligesom lidt min frygt for, at du er for blød, ikke? Og for fremmed fra min verden. Det forklarer din uimponerethed. Been there, done that. Ish. Det var først senere, at det andet gik op for mig. Det var senere, da vi gik nede mellem ænderne og fik røde kinder af luften. Da jeg ikke var hende, der løb forbi, eller gik med musik stoppet i ørene og stædig ignorerede, at jeg var alene og alle andre ikke. Da det var mig og dig. (Men du har slet ikke hørt min historie endnu, og det tror jeg så ikke at du ved. Jeg har fortalt om meget af det, der lå før, om brud og opbrud og mig i det. Imponerende hvor meget man kan nå henover en weekend. Men jeg har ikke fortalt det væsentlige endnu. Det sære er, at det ikke virker særligt væsentligt lige nu. Hvad pokker er et hjerte knust af illusioner, mod dine kødelige ture rundt i manegen?) Det var ikke fordi vi bare gik der, småsludrende med flettede fingre og følelsen af at høre til. Næ, det kan jo bare være alt mulig andet. Rart, uden at betyde det store, ikke? Det gik bare sådan lige pludselig op for mig, da du nævnte, at jeg godt kunne nå at løbe mens det var lyst, fordi du alligevel skulle hjem og ordne noget. Og jeg så på dig, da du sagde det. Og så gik det op for mig; lige dér, på stien mellem hunde og mennesker og ænder, at jeg ikke ville have at du tog hjem. At du skulle blive. Her. Hele tiden. Mine unger leger med lego i stedet for at komme ned og tænde for TV´et som de ellers gør en lørdag morgen. Den ene siger at han kan flyve, den anden har superkræfter og laver sin stemme om for at få det til at lyde plausibelt. Jeg fryser lidt. Kaffen taber varme for hurtigt, og jeg har en sang i hovedet der ikke er skrevet endnu. Et omkvæd, der er ørehænger før der er kommet rigtig lyd på. Eller måske det var omvendt og lyden bare dæmpet. Min avis er ikke blevet læst og jeg kan mærke en svag duft på min hud jeg ikke har lyst til at bade væk. Han så anderledes ud i går. Lidt længere skægstubbe, måske. Lidt fastere smil. Måske. Eller måske bare flere dage ældre end da jeg så ham sidst. Jeg beskytter mig selv så meget at jeg ikke helt kan mærke mere. Brændte mine fingre på min ovn forleden, så spidserne på to fingre har de nydeligeste vabler og et lag hård, brændt hud, der gør at jeg næsten ingenting kan mærke med dem. Det føles lidt som at mærke verden gennem et lag papir. Jeg har gemt ham i en kasse jeg ikke har haft før. Etiketten mumler noget om at køn er han jo ikke. Lækker krop, men altså.. ikke? Papir mellem mig og verden. Hård hud over et gammelt brandsår. Kom ikke herind, for jeg ved at du går igen og jeg ved at det du ser her, ikke er nær så kønt som det der lokkede dig i første omgang. Men han så anderledes ud i går. Mørkere, måske. Skarpere. Og han gjorde mig tavs. Kyssede mine smil væk. Og på den hårde hud på mine brændte fingre. Og jeg glemte alt det jeg ville sige. Måske bare fordi jeg var træt. Måske ikke. Mine unger er tullet herned i stuen mens jeg har tænkt og skrevet. Bare tæer og kampkram. Og sol ind gennem løvet på efterårsfarvede træer og vinduer der måske ville blive pænere af at blive vasket. Måske det hele er ok alligevel. Solen skinner gennem vinduer, øjne og helt ind i maver i dag. I hvertfald i min. Det er fredag og jeg har leet. Og grinet så jeg fik tårer i øjnene. Og smilet. Det sidste til de dér støvblå øjne (som jo bare er en teenageflirt og ikke andet end selvopfunden føde til min evige sult efter lidt magi i hverdagen. Så tilgiv mig for barnlig fryd over hver eneste smil og hver eneste lille magiske minut jeg piner ud af den uskyldige mand – der sikkert kun finder mig venlig og kollegial interessant. Måske det kun er mig selv der skal tilgive mig min barnagtighed.). Og så fik jeg ros. Meget. Dethavdejegsåikkeligeregnetmed. Her sidder jeg og har haft mit første store nederlag som leder. Jeg kunne ikke løfte; jeg har fejlet og alt det dér. Og så siger manden at han er imponeret over alt det jeg har nået. Over alt det ekstra jeg har båret som ikke er nævnt under mine mål og som jeg selv havde glemt. Over det, der er lykkedes på trods af alt for mange opgaver. Hm. Og så drak vi øl i solen allesammen, og det var dér vi grinede så tårene trillede; mens jeg tænkte på at det er ved at være tid til at sige farvel til dem. Og jeg fik et af de dér smil fra de støvblå, som jeg bilder mig ind hænger fast ved øjne, læber og mund. Det er fredag og jeg er rig. Det har faktisk været en god dag. Et sted mellem 17 og 19.10 glemte jeg det lidt, fordi jeg samtidig glemte at mine børn var overkørte af anden dag tilbage i skole og at jeg selv nok også var det. Og ja, det var mig med de to drenge der sloges midt i Netto. Hep! Men bortset fra det, fik vi det jo vendt og han lyttede fatisk; den store i “hvad-rager-det-mig”-mode. Og nu ligger han deroppe og smugspiller Nintendo og jeg lader som om jeg ikke har set det. Lidt luft må der være. Men det var en god dag. Jeg fik et par minutters magnetisme fra Ms støvblå øjne lidt over ni, og det var måske dét, der plantede det lille smil jeg stadig har i mundvigen. Eller også var det alle de andre mennesker på min vej. Glade og travle og tætte og fjerne. Eller sms´erne i min telefon. I virkeligheden er det ikke så vigtigt hvad det var. Bare at det var. ik? Lige før, mens solen gik ned og himlen var fuld af guld, drømme og fjerlette skyer; gik jeg med min dreng på seks og småsnakkede om venner, de nye StarWars kort og hvad vi så. Og der var hunde uden snor, edderkoppespind og nyslået græs. Der var modne mirabeller i hegnet, der smagte sødt og surt på samme tid; og mindede mig om rifter på arme og knæ for 30 år siden. Og jeg stoppede et par i munden på knægten, der pludrede løs alligevel, mens de små fugle fløj lavt henover stier og buske, med en let blafren og små sprøde pip. Og jeg kom i tanke om at huske hver eneste lyd af fjerne stemmer og hunde i fart. Hver eneste duft fra græs og modne mirabeller. Hver eneste perlen af latter og alle de indforståede smil. Og varmen fra en lille fedtet hånd, der havde travlt med at tegne ord og billeder i luften, og holde i min mellem hver. Det var mig, med den lyserøde T-shirt og de blå tights som du kørte, løb eller gik forbi tidligt i morges. Det var mig, der så solen stå skråt henover edderkoppespind og morgendug. Mig, der så ænder der sov ved bredden og hunde der blev luftet. Mig, der indåndede den fugtige luft og fik våde fødder af græsset. Mig, der satte en spurt ind efter de afmålte 30 minutter, og mig der så gråspurve flakse ved en hæk, snerler der blomstrer i nærheden og den klare blå himmel. Og ved du hvad jeg også så? At i dag bliver en helt fantastisk dag. Det var så sent at solen var begyndt at bage, men tidligt nok til at skyggerne var kølige. Og der var ænder og gæs og skovsnegle midt på stien. Og mig og en gammel mand med en stok og faste skridt. Jeg mærkede mine tæer og min fod. Mine lægge, knæ og lår. Baller og åndedræt og så forfra igen. Mental tilstedeværelse i min bankende puls, og svedråber på min læbe. Uden tvivl sundt det hele. Selv skovsneglene. Nede i skyggerne ved svinget dukkede en mand op i mørkeblåt løbetøj og nærmede sig med lige så målbevidste skridt som mine. 67. 68. 69. Jeg tror jeg var nået til et nummer med TV2. Eller Robbie Williams. 83. 84. 85. Hvad sker der egentlig med Robbie Williams for tiden? Er han ikke meget stille? Manden løb forbi. Nej, der var mere. Hvordan skriver jeg det? Han løb ikke bare forbi. Han sendte mig et blik. Ikke det sædvanlige 87. 88. 89 og så fokus fremad, med tungt ånderdræt og en let snublen over noget. Nej. Han sendte mig et krystalblåt blik og gnistren fra en række tænder. Han smilede ikke helt, men han fangede mig så fast, med de dér lysende øjne, at det næsten gjorde ondt, da vores blikke slap. Og mine fødder rørte ikke helt jorden bagefter – bare på grund at et blåt blik ved bredden af en sivbevokset sø. Og jo, jeg mødte ham igen. Søen er jo rund og timingen var halvejs. Så ham på lang afstand og fugtede læberne. Åndsvagt, ikke? Fugtede læberne for at sende blikke til en mand med lysende blå øjne på bredden af en sø fuld af ænder og gæs. Og skovsnegle. Dog ikke i vandet, tænker jeg. Skovsneglene, altså. Så ham så langt fra, at jeg havde tid nok til at tænke på hvad jeg ville gøre. Ud over dét med læberne, naturligvis. Og så var han der og jeg flakkede lidt væk og mødte så det samme blå blik, og blev holdt fast så længe at vi begge nærmest drejede rundt om os selv. Og smilede. Lidt for sent til at nogen af os så det, men i så god tid at jeg selv mærkede det. Og så løb jeg hjem. Drengens kniv ramte glasset ved et tilfælde da vi spiste. Vil du holde tale, A? Så skal det lyde sådan her: “Kære mor og B, tak for i dag! Tak for nye sko og tak for mad!”. Inden jeg fik talt ud, lå begge drenge hen over bord og stole af krampegrin, spruttende af vand og ris der var kommet galt i halsen. Og så rejste barnet sig op og slog på sit glas. “kære mor og B! Tak fordi det har været en god dag! Tak for nye sko og for banankage og for at vi har grinet og leget rigtig meget! Så tak for en god dag!” Og han lignede en der mente hvert ord. Og mens hans lillebror forsøgte at kopiere; druknede i sin egen latter og endte klukkende og rullende på gulvet, mens vi grinede med; nød jeg øjeblikket og at jeg har skabt min egen lille boble af lykkelig familie. Årets første løbetur med shorts og bare ærmer. Hep! Og ænder og blomster og duft. Og 5 millioner mennesker. (men sindsygt tunge ben. Det må være vandet. Samtlige 700 gram. Tungt vand.) Største problem lige nu og her: den have jeg har mulighed for at gøre noget i ligger i skygge nu og jeg trænger til sol. Uii, det lød flot. Jeg er rig; jeg har flere haver at vælge i mellem: mikroskopisk forhave og endnu mindre bagditto. Bagditto er dér hvor jeg gerne vil vælte mig i squash. Om lidt. Og nåehja, budgetterne stemmer stadig ikke, men der er heldigvis lang tid til i morgen. Først går man ind af en grussti og over åen. Under træer der har et svagt grønt skær nu, og hen mod et planlagt mønster af stier og træer. Og så kommer krattet, der står tæt og bart lige nu, som et hegn mod den store plæne hvor børn kaster frisbee og hunde løber frit. Man kan ane de hvide blomster fra bagsiden, men duften rammer først når man drejer ud på plænen. Berusende og hvid som den mur af mirabelleblomster der står hele vejen rundt om dem store plæne. Let og krydret og så uendelig fin i sin flygtighed. Går man tættere på kan man skelne de enkelte blomster i den hvide sky af flødeskum og se små gule støvdragere, der gør det hvide en smule mere sprødt. Helt tæt på kan man høre lyden hvis man holder vejret. Summen fra hundrede, måske tusinde bier, der drikker den allerførste nektar. Betagende. Fortryllende. Blændende. Forførende. Berusende. Fængende. Og jeg var der. I dag var en god dag. I dag var en god dag. Én mere, tak. |
|
|
|
Copyright Anna - www.mesmerized.dk. Tak fordi du læser med. Hvis du citerer eller bruger noget herfra, så nævn venligst hvor du har det fra. Sitet er hosted på One, og jeg bruger naturligvis Wordpress på dansk 98 queries. 1,413 seconds. |
||
Kategori: 
Kommentarer