onsdag 14. oktober 2009 kl. 23:21 af Anna
Hvad med dig, ser du nogen?
Sagt lænet op af min dørkarm, mens hendes og mine børn legede højere og højere, under flere lag lego og en tændt computer.
Hun havde fortalt om sit knuste hjerte. Om manden, som hun havde mødt på en arbejdsopgave langt væk. Og om at der var en kone og tre børn (eller var det to?). Om at det alligevel havde gnistret og fyget om dem. Om at de ikke var i tvivl om, at det her var ægte, men at hun havde sendt ham hjem med beskeden om ikke at kontakte hende, medmindre han ville hende herfra og fra nu af og altid.
Om mailen der så kom hvor han ville, ville, ville, stærkere end noget andet. Skulle bare lige.
Om to dage i paradis hvor hun troede på at nu blev alting forandret. Indtil mail nummer to kom.
Og jeg tænkte at alene det, at opleve passionen er gaven. At føle gnisterne, at mærke ilden. Magi. Burn baby, burn.
Tag dét med dig og glem resten. Sagde jeg.
Men hun rystede på hovedet og sagde, at hun lige nu hellere ville have undværet. Det gjorde for ondt. Der var for mange tårer, der var for meget forstyrrelse i dét hun troede hun skulle og kunne og ville. Men nu ved jeg hvad jeg skal have, sagde hun. Nu skal jeg bare finde en klon af ham.
Det har jeg selv tænkt engang. I flere år, faktisk. Bare finde en klon. En høj mørkhåret mand, der ligner en kloning mellem Christopher Reves og Ben Afflek. Han MÅ være derude. Right.
Gu skal du dét. En klon, der bare ikke er sådan en vatpik.
Ja..
Hun smilede lidt, og rystede så på hovedet som for at få tankerne til at gå væk.
Hvad med dig, ser du nogen?
Nej… nej, ikke noget fast.
Vel?
mandag 28. september 2009 kl. 9:15 af Anna
Det sære, der sker nu, er at jeg er på hjemmebane. Fra at være blevet slynget rundt af én der gjorde mig åndeløs, er jeg tilbage i at være hende, der sidder og rykker i tråde, mens han er dén der sender fjollede sms´er og næppe ved hvad ben han skal stå på.
Hjemmebanefordelen gør, at jeg læner mig tilbage og ser ham sprælle og vælte over sine egne ben for at gøre indtryk. Jeg ved præcis hvor vi skal hen og hvornår vi kommer der, jeg bilder mig ind, at jeg kan forudsige eller forme den her historie fra den start, der allerede er gået til den ender en dag.
Og alene dét er skidt.
mandag 17. august 2009 kl. 9:34 af Anna
Jeg løj i går. Undskyld.
Jeg var ganske rigtigt på kaffedate med en veninde, men det var ikke dér jeg tilbragte aftenen.
For i går eftermiddag gjorde jeg dét man ikke skal. Jeg tog hjem til en mand jeg ikke kendte uden at nogen vidste det. Ud over ham og jeg. Jeg vurderede ham til at være uskadelig, baseret på en håndfuld sms´s og to ord i en mail. Kald det instinkt - også når I finder mig i sorte plastikposer på Amager fælled en gang i næste uge.
Harmløs var han så ikke helt, så jeg da han åbnede døren. Som om et mix af Keanu Reves og Mads Mikkelsen kan være harmløst.
Farvel fornuft.
Mærkerne i panden er fra rattet i min bil, da jeg pandede mig selv et par stykker, for at lade mig manipulere så let. Mærkerne på lænden taler vi ikke om.
Men han er det ubetingede lækreste stykke mand jeg nogensinde har sat tænderne i.
Uha.
søndag 26. juli 2009 kl. 0:21 af Anna
Jeg hader at date.
For at være fair: Han var flink. Engageret i det han levede af, og markeret i holdninger. Alfahan og storebror. Tror jeg. Pæne øjne og fin humor. Men hvor pokker hvor er det anstrengende at tale mod uvidenheden. Især med den overfladiske høne der kurrede og missede med øjne og lår mod den solbrændte ven, lige ved siden af mig.
Næste gang jeg overvejer at gentage succesen, så mind mig lige om det, ikke? Jeg hader at date, jeg har ikke brug for en kæreste, ikke mentalt overskud til at lade som om og især ikke til at sidde på kanten til et liv med udsigt ud over Øresund og pludselig føle at mine valg er så uendeligt grå.
“skål for jeres ens smukke blå øjne”
“Vi har da ikke ens øjne – jo, jeg har blå øjne, men har du også det, Anna?”
Så jeg kom i tanke om hvorfor det er, jeg normalt ikke har valgt min søster til.
Og så tog jeg hjem.
lørdag 25. juli 2009 kl. 10:21 af Anna
“godmorgen, skal du med på date aften? Jeg ringer til dig om lidt!”
På date? I aften? Med hvem pokker? Hvor?
Det mest besynderlige er at det var en sms fra min søster. Afgrunden mellem os to har altid været bredere end de fire år der skiller os, men i går stod hun pludselig i min stue og tæskede mig i wii-boksning. Besynderligt nok var det hyggeligt. Sådan rigtigt.
Hun har brugt sin ferie på at jomfrueligt kaste sig ind i netdating, og som sidste mand “for hvor er det åndsvagt, det fis gider jeg altså ikke mere”, mødtes hun med en i går som egentlig var ok. Og han har naturligvis en ven, som “helt vildt gerne vil have en kæreste, tag da med Anna, det kan være det bliver sjovt!”.
Huh?
Svarede jeg ‘ja’ dér?
lørdag 18. juli 2009 kl. 12:53 af Anna
I har fyldt jeres beautybox med powertools og haft flere kærester end Julio Iglesias, men forventer stadig, at vi finder jer attråværdige på den prinsesse-agtige måde.
Jeg må være en del af målgruppen, ikke? I trediverne, single og forgyldt af min egen hårde kamp for at nå alt den masse jeg mente, jeg burde. Måske narret af den indpiskede forventning, jeg havde til mig selv om, hvad en stærk kvinde kunne. Måske snydt af ambitioner og kvinde kend din kamp.
Måske forstenet i min kvindelighed af erkendelsen af, at jeg rent faktisk godt kan alt selv. At jeg ikke har brug for en mand til at rense mine tagrender, eller få nogen til at lægge stenene i min indkørsel. At jeg ikke har brug for en mand til at løfte tunge ting, eller redde mig fra hverdagens ildsprudende drager.
Så jeg burde måske være en del af målgruppen, og ja, det er nok rigtigt at jeg har en fin lille samling powertools og rent faktisk ved hvordan man bruger dem. (Den dér med Julio Iglesias lader jeg passere, ok?), men nej, jeg forventer ingenting.
Jeg håber bare et eller andet sted, at nogen en dag alligevel synes jeg er attråværdig. At nogen vil begære mig, selv med morgenhår og uden makeup. Også selvom jeg ikke lige skal reddes fra andre end mig selv.
Jeg er bare ikke med i den verden essayet tager udgangspunkt i. Jeg dater ikke, jeg kysser kun mine børn godnat og farvel og jeg vrager ikke hunden på hårene, eller samler på hvidvinstågede besværgelser over mænds imperfektioner. Så måske er jeg slet ikke målgruppe alligevel og hvem er jeg så at svare på spørgsmålet han stiller?
Jeg ved godt hvad jeg vil. Jeg vil have ro i maven og balance i mit liv. Jeg vil huske at trække vejret helt ind og jeg vil have de ting i mit liv der betyder noget for mig, under så tilpas meget kontrol, at jeg ikke vågner badet i sved i angst for at miste.
Men det er slet ikke så dybt han spørger, jeg ved det godt. Jeg blev bare revet væk i min egen ferieinducerede ro.
Det handler om mænd, men jeg har jo faktisk slet ikke brug for en mand.
Men jeg ville elske at have et livsvidne. Have en at dele tanker og drømme med. Og seng. Tak.
En, at læne mig op af, som var vi to bøger, på en tom reol.
En, som gør mig sulten, mens han stiller min appetit. Som gør mig tørstig med et blik, hver gang jeg har tømt mit glas. Som er stærk nok, til ikke at bære alt, bare fordi han kan.
En, som ikke kræver andet end en gensidig ubetinget tillid, og som har et fast greb i egne særheder og den indre ulmende passion.
Måske jeg bare gerne vil have en, der tager sig selv så meget alvorligt, at han ikke behøver at spørge.
Men nu er det jo heller ikke mig, der bliver spurgt.
torsdag 16. juli 2009 kl. 13:42 af Anna
Det var så sent at solen var begyndt at bage, men tidligt nok til at skyggerne var kølige. Og der var ænder og gæs og skovsnegle midt på stien. Og mig og en gammel mand med en stok og faste skridt. Jeg mærkede mine tæer og min fod. Mine lægge, knæ og lår. Baller og åndedræt og så forfra igen. Mental tilstedeværelse i min bankende puls, og svedråber på min læbe. Uden tvivl sundt det hele. Selv skovsneglene.
Nede i skyggerne ved svinget dukkede en mand op i mørkeblåt løbetøj og nærmede sig med lige så målbevidste skridt som mine. 67. 68. 69. Jeg tror jeg var nået til et nummer med TV2. Eller Robbie Williams. 83. 84. 85. Hvad sker der egentlig med Robbie Williams for tiden? Er han ikke meget stille?
Manden løb forbi.
Nej, der var mere. Hvordan skriver jeg det? Han løb ikke bare forbi. Han sendte mig et blik. Ikke det sædvanlige 87. 88. 89 og så fokus fremad, med tungt ånderdræt og en let snublen over noget. Nej. Han sendte mig et krystalblåt blik og gnistren fra en række tænder. Han smilede ikke helt, men han fangede mig så fast, med de dér lysende øjne, at det næsten gjorde ondt, da vores blikke slap.
Og mine fødder rørte ikke helt jorden bagefter – bare på grund at et blåt blik ved bredden af en sivbevokset sø.
Sært ikke? Et blik fra en fremmed i fart, fik mig til at smile og glemme at tælle og mærke mine fødder.
Og jo, jeg mødte ham igen. Søen er jo rund og timingen var halvejs. Så ham på lang afstand og fugtede læberne. Åndsvagt, ikke? Fugtede læberne for at sende blikke til en mand med lysende blå øjne på bredden af en sø fuld af ænder og gæs. Og skovsnegle. Dog ikke i vandet, tænker jeg. Skovsneglene, altså.
Så ham så langt fra, at jeg havde tid nok til at tænke på hvad jeg ville gøre. Ud over dét med læberne, naturligvis. Og så var han der og jeg flakkede lidt væk og mødte så det samme blå blik, og blev holdt fast så længe at vi begge nærmest drejede rundt om os selv. Og smilede. Lidt for sent til at nogen af os så det, men i så god tid at jeg selv mærkede det.
Og så løb jeg hjem.
fredag 10. juli 2009 kl. 19:35 af Anna
“(…) Vi skriver til dig, fordi vi meget gerne vil høre, hvordan din ferie har været. Fortjener vi ros, eller er der noget, vi skal gøre bedre næste gang?”
Hmm.
Der var kun familier – vel ret forudsigeligt for et familiehotel, men alligevel sært at være den eneste ene-forældre på stedet. Jo selvfølgelig er dét også en slags familie, men ikke helt, vel? Ikke som den type familie der beskrives i “tag familien med på tur til legoland”-reklamen. Eller var det Fårup sommerland? 2 voksne og 2 børn til halv pris uanset hvor det var. Hm.
Der var øjeblikke hvor jeg så to enlige kvinder, der rejste sammen med hver deres sæt lyslokkede unger, og der var en mørkhåret tysktalende kvinde ved poolen, uden vielsesring såvidt jeg kunne lure, og med to glade vandsprællere tæt ved. Og de fik mig allesammen til at smile lidt og føle mig knap så alene i kernefamiliefloden.
Indtil deres mænd kom pustende ind fra højre efter at have kæmpet med løver, liggestole, dåseøl eller hvad det nu har været.
Ikke at det generer mig at rejse alene mere. Især ikke når jeg ser kulde i blikke henover de ternede duge. Eller trætheden i hvem-gør-hvad-fordelingen. Jeg kunne vælge alt selv. Gjorde kun hvad jeg ville og besluttede kun hvad jeg var enig i.
Dén frihed er rar – det var den jeg som det første nød, da han ikke var med mere; og jeg nyder det stadig hver eneste gang jeg tænker efter. Intet pres, ingen diskussioner, ingen anden der skal have ret eller kan kræve min tid.
Men jo, en mand i stolen ved siden af min, på terrassen mens solen går ned. En mand med varme smil og tæt indforståethed. En mand med hænder, læber og lår. Og køb og blod og arme. Ville have været. Rart.
Sær kryds: meget tilfreds/tilfreds/lidt tilfreds/utilfreds. Skriv gerne en uddybende kommentar.
Hm.
Kære rejsebureau. Vil I arrangere rejser for enlige forældre til næste år? Ikke som dating portal, men bare for vi at kan falde i snak og ikke hele tiden stikke sådan ud? Tak.
Nåm. I dag har jeg nået et punkt på min evigt voksende to-do liste i huset. Jeg har læst i støvet på væggen, at midlertidigeheden kan vare længe, så badeværelset med bunker og hylder der var pillet halvt ned, er lagt på plads og skuret i bund som aldrig før under mit ejerskab. Og det dufter lige så godt som det føles og nu er der kun resten af uendeligheden tilbage.
Godt, at jeg har god tid.
onsdag 17. juni 2009 kl. 22:03 af Anna
Frokostsnak. Om børn. Til en start.
- Der er så hyggeligt når min den lille sniger sig ind i min seng i søvne hver nat. Han siger at han ikke selv opdager det, og jeg opdager det først når jeg vågner næste morgen med en lille varm klump i favnen - og er lettere radbrækket fordi jeg har sovet på randen af sengen.
- Men det bliver jo et problem når der engang kommer en mand i dit liv igen!
- Njaeh… det har jeg ingen planer om at der skal gøre.
- Har du da givet helt op?
- Ja.
- Det er da synd!
Er det?
søndag 19. april 2009 kl. 21:40 af Anna
Jeg er af en eller anden grund blevet totalt ordlammet. Jeg aner ikke hvad jeg skal skrive (om), og dét jeg så endelig skriver kommer til at lyde så sort og trist og jeg har det jo fint, (forstår bare ikke hvordan verden hænger sammen, men kommer man nogensinde til det?).
Jeg har været super effektiv i dag, brugt ajax på mit badeværelse og løbet og skrevet indbydelser til en børnefødselsdag og printet dem ud. Og har krammet børn godnat og grinet på sengekanter.
Jeg har beholdt den der profil derude som jeg egentlig bildte mig selv ind at jeg havde slettet og jeg tør ikke logge på derude af angst for platte breve, afslag eller billeder af mænd jeg ikke kan mærke at jeg ser på. Så dét er spild af tid og jeg kommer aldrig til at møde nogen den vej, og heller aldrig herude i virkeligheden, for nej, jeg færdes ikke uden for min faste rute og hvis jeg gør, ser jeg ned i gulvet når jeg går.
Og så får jeg får tics af mænd(!) der skriver *griner*, for hvor svært kan det være at formulere morskaben og ikke behøve at skære den ud i pap?
Magtskiftet i min lille korporate andedam, har fået mig til at tænke og jeg ved ikke endnu på hvad og da slet ikke hvad skal der til for at jeg kan gabe over den phyton jeg er ved at sluge og er der sjovere på etagen over mig? Hvad er egentlig sjovt?
Jeg undrer mig sådan helt generelt over hvordan mennesker kan finde ud af det der med mennesker og nogle gange taber jeg grebet over hvem jeg er i forhold til og især mig selv.
Og så har jeg glemt at jeg skal smøre madpakker.
søndag 8. februar 2009 kl. 18:12 af Anna
Overmandet af en sær, pludselig trang til at krybe ned under et tæppe og gemme mig væk. Fodrede børnene med hjemmebagte boller og lod dem spille computer lidt mere, mens jeg selv gemte mig på min sofa i et hjørne af stilheden. Brugte de første minutter til at sippe kaffe. De næste til at sippe hvidvin, og de sidste til at skrive “tak, men nej tak”, til den der mystiske invitation jeg fik for noget tid siden. (gu var den ej mystisk. Ret umystisk, faktisk. Jeg gider bare ikke den slags mere, kunne jeg mærke, da jeg følte efter). Bedre sent end aldrig, vel. Og nu er der nogen der sultne igen. Hep.
torsdag 8. januar 2009 kl. 21:50 af Anna
Jeg fryser når jeg står op fordi der jo ikke er varme i mit badeværelse og fordi bruseren er håndholdt. Og lidt senere i min bil, som ikke helt kan lide at det er så hamrende koldt udenfor, fryser jeg indtil kort før, jeg parkerer ved kontoret.
De har været ret længe om at tænde for varmen i glastårnet efter ferien, så jeg fryser hele dagen og mellem møder især.
Og jeg fryser når jeg kommer hjem, fordi der stadig er utætheder og åbenheder ud under taget; og så er det, med blå hænder og alle mine tykke trøjer på; at jeg overvejer at svare positivt på de “skal jeg ikke hjem og se dit soveværelse”-beskeder jeg har fået fra en jeg engang kendte på den måde.
Jeg har engang lovet mig selv ikke at… men lever vi ikke kun en gang? Og er det ikke bare menneskeligt at trænge til at få varmen bare lidt? Selv om det er på snydemåden og uden… dét?
torsdag 23. oktober 2008 kl. 21:50 af Anna
Jeg fejrer at jeg ikke var træt da jeg kørte fra job. At der var et barn der krammede mens et andet talte lidt senere, henne på skolen. At jeg har nået en løbetur inden vi spiste og har 27 flyttekasser liggende i bilen. At jeg spiste frokost med to af mine kønneste mandlige kolleger og at den enes blik flakkede (og jeg bilder mig naturligvis ind at det var på grund af mig. Klart. Måske han bare ikke gad se på mig eller måske han var træt, men de muligheder gælder ikke i dag).
Jeg fejrer at jeg mødte ham dér, og hyggesnakkede med ham og det oppustede jakkesæt han altid følges med når han er på vores kanter og som – ud over min personlige interesse i at være så tæt på at jeg kunne røre hvis det var – også er god at smalltalke med i ny og næ. Begge to, altså.
Og jeg fejrer, at jeg talte længe med kulkvinden på trappen i glastårnet, og fejrer det fordi hun bedre end min egen uerfarne chef ved hvad det er for kaos jeg navigerer i. (“jeg advarede dig jo”, “ja..”), og jeg derfor for første gang længe fik følelsen af forståelse. Det samme fra en anden på hendes niveau lidt senere, faktisk. Måske de taler om mig et sted deroppe. Jeg er uanset hvad begyndt at svare sandt når de spørger. Eller pseudosandt
“hvordan går det, Anna?”,
“Det aner jeg ikke, jeg har for meget om ørene til at kunne se det”,
“oh … du må sige til hvis det … vi kan jo finde en løsning der hænger bedre sammen, du har jo fire højprofilerede områder med ret meget pres på..”
Men jeg giver jo ikke op. Aldrig, never ever. De skal bære mig ud før jeg afgiver noget. Dumstolt.
I stedet fejrer jeg, at jeg er i live og at der var en flaske Champagne i mit køleskab. (og lidt at det ikke var Champagne, men Prosecco og især også lidt, at det er et leftover fra den der aften og jeg derfor kan bilde mig selv ind, at der er en tanke bag at det netop er Prosecco. Lang historie bag dét.)
Og især fejrer jeg, at jeg, her i mit følelsesforladte pre-efterår, hvor jeg har erkendt og defineret mig selv som single resten af livet; stadig kan mærke snerten af det der var engang. Selvom det gjorde ondt bagefter, i en eller anden udefineret strøm af savn, længsel og afmagt, så er det befriende at jeg ikke er tørret helt ind.
Og også bare, at det er torsdag og at der er to madpakker i køleskabet der endnu ikke er smurt.
onsdag 15. oktober 2008 kl. 15:34 af Anna
Kommunikation.
Jeg fik en gang fingrene i en rapport nogle eksterne konsulenter havde lavet over hvad der var gået galt i et projekt i mit nabolag. Der stod side op og side ned om stakeholders og interessenter og værdier og indhold og form, men på side 16 øverst, stod de vise ord, der oversat var formuleret cirka sådan her:
“Der er tre områder hvor der er begået grundlæggende fejl i projektet: kommunikation, kommunikation og kommunikation.”
Det smilede vi lidt af, selvom det var alvorligt nok.
Min ven fra i går.
K O M M U N I K A T I O N
“jeg var glad for det i går”
K O M . . . I K . . . . . ?
“den må du vist lige forklare, for jeg selv var ret ked af det bagefter. Jeg gik med følelsen af at være blevet fravalgt.”
K O M M U . . . . . . . N?
“Oh. Det var ikke meningen. Jeg var glad for at jeg havde taget mig sammen til at vi skulle ses”
K O M . . N I K . . . . . ?
(det var da for pokker mig der for anden gang på kort tid pressede på for andet en hastige kaffeslatter på et hjørne i kontorland. På tid og rum til snak der er privat og mellem os. Det er dig der aflyser, dig der kryber uden om.)
“Jeg er lidt ked af at mine forsøg på at invitere dig på middag/snak/whatever falder til jorden. Især fordi det vi taler om her (…) ikke hænger sammen med det vi gør/vil/tør stå ved i virkeligheden.”
K O M . U N I K . . . . N?
“jeg skal vende mig til (…) veninde. Det har jeg ikke prøvet før”
(Nej, det fremgår. Selvom vi har kendt hinanden altid. Det er dig der er bange for hvad du kommer til hvis du er alene med mig, dig der er bange for dine drifter (poetisk), men det er for pokker da også dig der indleder flirts og konstant skruer op for varmen på msn, det er dig der driver det derud hvor jeg undrer mig over om du mon er alene hjemme og hvad pokker du lægger i det. Ingenting åbenbart. Andet end ord.)
(nej, jeg er ikke uskyldig. Jeg drejer på knapper hvis de bliver lagt foran mig og ja, jeg kunne sagtens finde på at drive dig og os derud hvor det føles mod huden. Sådan er jeg, jo. Men ikke hvis jeg får besked om at jeg ikke skal. Og det får jeg ikke her. )
K O . . . . . . . . . . ?
torsdag 25. september 2008 kl. 23:04 af Anna
Man fortæller sin historie så mange gange over et liv, at man tilsidst ikke kan genkende den som sin egen. Eller også mister den karaktér af de uendelige gentagelser, fordi kanter skrabes af og billeder vrides en smule. For forståelighedens skyld. Eller for at få pointen ud.
Det er holdt op med at flimre for øjnene nu. Måske fordi jeg lukker dem, måske fordi jeg er blevet bedre til at takle mylderet.
Og i morgen er det fredag og jeg samler de fleste af de gamle på nær én, for at tage behørig afsked med penthouselejligheden. Sushi, champagne og good old days.
Og alt det der var engang, i parallel.
søndag 14. september 2008 kl. 19:09 af Anna
“Ja, jeg var jo nok lidt vild med dig. Der var dengang jeg fulgte dig hjem, kan du huske det? Da du var gået ind stod jeg udenfor i 20 minutter og tog mod til mig. Så ringede jeg på. Men det var din far der åbnede, og han var ret .. brysk.. og sagde at Anna VAR gået i seng. Så luskede jeg hjem igen.”
Og dér endte den romance inden den blev.
Gad vide hvor vi havde været hvis.
fredag 22. august 2008 kl. 19:47 af Anna
For sur og for træt og for mast og for udhulet til at skrive nogetsomhelst der har relevans eller sammenhæng med verden.
Der er så meget at sætte på ord; de sidste par dage er der sket millioner af ting, og jeg er kun lige over midten med at det der er lige nu; men lige i aften vil jeg æde mig klistret i chokoladeskilpadder, filtret ind i snavsede drengebørn. Verdens skønneste af slagsen, med nok verdens sureste tæer.
Fra nu af.
onsdag 6. august 2008 kl. 17:53 af Anna
Jeg har set en mand løbe henover en vej, på tå i lyse skjorteærmer. Og en pige i lyserød vams, der bar bagenden af en lang papkasse. Det har nok været hendes mor der bar forenden, måske. Jeg har kørt gennem et lyskryds uden lys, og set to teenagere pakke indkøb ud, siddende midt på et fortorv.
Før det, vinkede jeg til et par stykker gennem en kantine, smilede til en glad ung jurist, så en anden så dybt i øjnene man nu kan når man bare småløber forbi og grinede til en gammel projektleder, der lige skulle sige hej og hvordan går det sååå? (og set en mand der ligner en vis amerikansk skuespiller, og som lod som om han ikke så mig og så gjorde jeg det samme, selvom vi begge så (for jeg så sgu da godt dét ryk det gav, knaldskalle) og noterede os at. Sppptzzzz!)
Jeg har stirret tomt på min skærm, fortrudt en mail fra i går og købt oksekød på tilbud i Irma.
Nu har jeg hældt et glas rødvin op (og kommet i tanke om at jeg i går spekulerede over om grænsen til alkoholisme går før eller efter to glas om dagen, uden at blive enig med mig selv)
I går var der en lillebitte korsedderkop, der havde bygget et spind på min lyserøde orkidé.
Nu er den væk.
Jeg ønsker mig. Noget. Mere. Passion.
Tak.
mandag 4. august 2008 kl. 13:15 af Anna
Midt i ligegyldige diskussioner om charterferie versus kør-selv, og flyafganges besværligheder når man ikke “lige kan vifte med guldkortet”, går det op for mig, at den unge manager, der flakker lidt med blikket når jeg smiler til ham, nærmest er pæn med solbrændthed og sommerhår og at vi næsten er lige høje når jeg har mellemhøje sko på. Hm.
Og den unge jurist dukkede ned i sine papirbunker, under min sludren med topchef der kækt tilbød at bære mine flyttekasser for mig når det er. Gad vide hvad hans timepris er. Nok høj.
Han er single, forresten; den unge manager-mand. Hm. Kun 20 centimeter fra gelé i knæene. Sådet.
Det var de budgetter, jeg kom fra…
mandag 28. juli 2008 kl. 21:32 af Anna
Jeg kan ikke gennemskue mig selv, når jeg sidder dér i hjørnet af storrumskontoret og føler mig tryg, og jeg kan ikke gennemskue om min forgænger valgte den lette løsning og bevidst har efterladt mig en bunke lort, om hun surfede så højt på bølgen at hun kunne overskue den klump af et budget jeg sidder med nu, eller om hun var så kørt ned eller presset at hun ikke magtede mere. Jeg undrer mig bare lidt, for det er jo ligemeget, jeg har selv overblikket nu. Jeg kan så bare ikke gennemskue om det er naivt, at tro så fast på dét.
Jeg kan heller ikke helt gennemskue den unge fløs, der sad på skrå ved mit bord i dag og lod hænderne glide henover armlænet på en stol, mens blikket gled hen og ned. Og op. Under.
Eller også kan jeg godt gennemskue lige netop dét – let genkendeligt og vel smigrende i sin banale rutine.
Jeg har tilgængæld opgivet, at gennemskue mine egne motiver for hvadsomhelst, og hårdnakkede benægtelse af at være af mere end kød og blod; og glas og stål. Men sådan er det blevet.
Og jeg kan slet, slet ikke gennemskue hvorfor der står japanere og laver isskulpturer i mit tv på en overophedet juliaften.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer