søndag 18. oktober 2009 kl. 0:08 af Anna
Der flyver bananfluer rundt i min stue. Ikke mange, bare en enkelt eller to. Utroligt så lydløse de er, sådan nogle. Her har været stille længe nu. Lidt mumlen fra børn der vånder sig i søvne og så mit tastatur. Der er et ur der tikker. Tænk, jeg havde glemt at jeg har et ur der kan tikke.
Har det en historie, det her?
Sprugte han i går. Eller var det før? Forgårs, dagen før? Hvor er det lige meget. Han spurgte en dag, af en eller anden grund.
Næ. Jo. Det har den historie at det er gammelt, og at jeg burde få anskaffet mig et nyt. Men ikke nogen anden.
Gad vide hvorfor det ikke er hængt op. Måske fordi ingenting er hængt op, her i mit lille hus. Mit lillebitte hus, med nye paneler der ikke er slebet til og malet. Endnu.
Synes jeg kan mærke vinden snyge sig herind. Rådnende blade og fugtmættet jord. Efteråret har plukket bladene af træet overfor og om lidt har jeg boet her et år. Plantede en hæk kort før aftensmaden, som ingen spiste, fordi jeg havde taget fejl af appetit, en pakke med baconstykker og noget maveforgiftning hos det ældste barn.
I dag er allerede blevet i morgen og jeg burde lukke ned. Blev bare suget ned i tastaturet og overvældet af en underlig melankoli, der nok ikke skyldes andet end at jeg er dødelig og stadig i live til at se efteråret plukke blade af træer og farve himlen sort.
Det er ikke sikkert at der er en grund, og slet ikke sikkert at der er en historie.
lørdag 22. august 2009 kl. 10:22 af Anna
Det kulminerede vel da jeg stod midt på dansegulvet og så hvaderdetnuhanhedder slæbe væk med A. Ikke fordi det var mod spillereglerne eller andet end hvad man kan forvente, men fordi jeg så lige pludselig stod alene tilbage på dansegulvet, og blev skubbet til af fremmede der lignede nogen der havde det sjovt.
Og så spillede de en sang jeg kender et sted indefra og jeg var stadig alene. Alt for.
Måske det bare kulminerede der. Fordi jeg kunne huske dengang, der var folk der hev fat i mig og uafbrudtheden af flirten og latter, der nu er afbrudt og aflyst. Måske mit fokus bare var forkert og måske jeg godt kunne have gået tilbage uden tårer i øjnene og med selvfølelsen i behold, men jeg blev bare overvældet af genkendelsen af at stå alene og usynlig blandt tusinder, fordi det der dét jeg altid har kæmpet for at komme væk fra.
Tilbagefald katalyseret af dagens kædereaktion.
Rejs dig op, Anna. Rejs dig. Op. Nu.
torsdag 30. april 2009 kl. 7:27 af Anna
Jeg håber virkelig at det her er noget hormonelt betinget; for mage til uelskelig, ulykkelig, uduelig og ubrugeligt menneske end mig, har verden sjældent set.
Jeg tror bare jeg lader være med at drage konklusioner idag. Eller, jeg prøver at. Nægter at. Og ignorerer dem jeg allerede har taget. Argh.
torsdag 26. marts 2009 kl. 17:10 af Anna
Svimmel med en hovedpine der ikke vil gå væk. Tunnelsyn erstattet af kalaidoskopisk flimren og meningen er så meget væk at jeg forstyrrer alt mulig andet ved at forsøge at stykke dét sammen, der måtte være tilbage.
Der var en mand der ringede da jeg stod på skolen.
“Dav, mit navn er … jeg ringer fra xx-projektet og vil høre lidt til dine erfaringer omkring (…). “
Så er det tanken at jeg skal trække vejret dybt ind og fortælle løs med en overbevisende mine. Fornuftsbetingede følgeslutninger baseret på observationer og alt det jeg har set ske. Men hvad ved jeg, andet end at det jeg gør ikke virker når der er for meget af det og måske heller ikke når der er tilpas.
Det er vel også nok. Føler alligevel at jeg snyder ved at lade som om jeg kan bidrage.
Trangen til at lægge mig i et hjørne og gå i ét med skyggerne, er overvældende.
Hvornår skifter det fra klynk til berretiget bekymring? Og hvad er egentlig meningen?
onsdag 18. marts 2009 kl. 22:44 af Anna
Der var helt stille lige før. Det er her egentlig stadig, men det var før jeg bemærkede det. Mens jeg lavede aftensmad. Jeg stoppede ikke med at skære hvad jeg nu skar, men hørte bare stilheden og tænkte på hvor meget jeg trængte til den.
Dagen bevidst gennemført under radaren på noget heldagsnoget hvor jeg kun chekkede mails når foredragsholderen havde talt sig selv i trance eller i pauserne. Og der så jeg diskussioner frem og tilbage og ordrer og kontraordrer, som jeg parerer med et buk og hvad ved jeg egentlig. Kun at jeg dukkede mig under radaren og lige i dag mest havde lyst til ikke at blive spurgt om noget. Heller ikke på mails. Tak.
Undveg fuglenakkens sarkastiske jokes og spekulerede over det passende i, at en i hans position gjorde sig morsom på bekostning af lavere rangerende, eller om vi ikke alle er så lige, at det er ligegyldigt. Men hvad ved jeg.
Men solen gik ned over søen da jeg løb, og vinden var kølig og blid mod kinderne, og der var ænder, svaner og gæs. Der var rakler på hasselbuske og pilegrene havde små hvide dun, mens resten af træerne stadig er vinternøgne. Erantisserne er ved at være færdige med at være gule, så lige om lidt er det for alvor forår. Ved jeg.
Hvad jeg så skal bruge dét til.
onsdag 25. februar 2009 kl. 21:37 af Anna
Hudløst og med halvtlukkede øjne, registrerer jeg den sms der kom lige før. hånden på musen fortsætter med at lukke vinduer og pc ned, mens jeg reflekstænker på hvem det er fra.
Børnekoordinerings ævl fra x? sygemeldinger en af de mange? Fejlmelding fra job? (hvorfor skulle den ramme mig?) Min søster der prøver at sælge mig et næsten nyt møbel? Mr Neveland der inviterer mig ud på en date?
Og midt i trætheden kan jeg så alligevel finde et smil over at jeg også tænker umuligheden ind, og at tanken smager svagt sødt, selvom det er en narresut. Måske gummiet bare er ved at gå i opløsning.
Dag fuld af job og børn og overvejelser om hvorvidt må man godt skælde andre folks børn ud, foran deres forældre, når de er pisirriterende og hakker/pirrer/driller/flår hår ud af hovedet på en af mine, og minder om hvordan min egen skolegang var og derfor gør mig afmagtsfuld over for det der sker foran mine øjne og det er ikke godt nok. Tag ansvar Anna (og jojo, jeg tog fat i en mor som skød skyld den ene vej og ansvar den anden, og der stod jeg med tårer faretruende nær overfladen og så ringede det ind).
Og min egen manglende form og hvor er tiden hvis ikke lige nu, hvornår så? og hvor gemte jeg viljen til at afsætte og gennemtrumfe min egen sundhed, i stedet for træt tæt træthed der tynger mine øjenlåg og skubber mig i seng lige om lidt. Toppet med chokoladekrymmel på samvittigheden.
Og anden grads samvittighedsnag over det hus der ikke er færdigt (og coach manden pegede på min målrettethedsscore i yderkanten af skalaen og forklarede mig hvordan nogle mennesker rent faktisk nyder turen og at det nok ikke lige var noget jeg ænsede særlig meget af. Nej vel?) og afmagt over for de 167 unread mails der giver mig tinnitus. Eller er det fugle der er vendt tilbage fra Spanien?
Pip?
søndag 1. februar 2009 kl. 18:48 af Anna
Den hovedpine jeg vågnede med, forsvandt først efter 8 kilometer i kold vind sent på eftermiddagen. Solen snød mig lidt og gik ned undervejs. Det var ellers den jeg løb ud efter; i et forsøg på at få sat melatonin-produktionen i vejret. Lys-induceret godt-humør, tak.
Lidt har det hjulpet kan jeg mærke. Om det var vinden der åd lunser af min hud, gruset på stien der var stenhårdt af frost, eller synet af ænder, gæs og svaner, der vuggede i våger i isen ved jeg ikke. Men lidt har vel også ret, især i betragtning af. Alt det.
Måske jeg bare fik nok. Af januarmørke og hvinende vind. Af støv fra gulvafhøvling og pudsede vægge. Af flyttekasser og skarpe kanter på grebsløse skuffer.
Af nødløsnings e-mailhåndtering, hvor urgent mails blev lagt op i en folder og derefter glemt. Og husket igen, i noget koldsvedsagtigt klarsyn på den forkerte side af midnat.
Af utilfredse medarbejdere, der har forventninger, der ikke kunne indfries, af nødløsninger og brændslukning og en forskellige versioner af en sædvanlig venligment-flabet “Hov, var det empati Anna? Pas nu på det ikke tager overhånd!” .
Af afslutning af en ansættelse uden nærmere forklaring på sidste uges fravær. Blot en PC, en normal sygeseddel, et par firmakreditkort og ikke nogen telefon; lagt på mit bord, mens jeg behageligt nok ikke var der.
Ville-skulle-burde, jog mig ud i søndagens åbne bolighuse hvor jeg tavs gik rundt og så på sofa-arrangementer, gulvtæpper og spiseborde; og venligt afviste opsøgende ekspedienter: Nej tak, jeg skal ikke købe noget i dag. Jeg kigger bare, og prøver at lade være med at tude over weekendens underligt altnærværende afmagt og synet af den lille krøllede sjæl i de meterhøje spejle overalt.
Så jeg købte knitrende tulipaner i fire farver og nye svagt lyserøde og hvide orkideer, fordi jeg mangler blomster i mit liv, og fordi de orkideer jeg har taget med mig fra fortiden, nægter at gro nye blomster i det snavsede støvhjørne de er henvist til for tiden.
Og jeg købte skindet af et sort lam, og brune puder der passer til mine chokoladedrømme og den kaffe jeg købte i Irma forleden.
Det hjalp ikke på klumpen i halsen, men det ser godt ud. Og kigger jeg lige frem og lidt til den ene side, kan jeg ikke se støv og ufærdighed, og heller ingen spejlbilleder.
onsdag 28. januar 2009 kl. 17:17 af Anna
Jeg gider ikke mere Januar.
Ikke mere kulde, ikke mere daglangt tusmørke, ikke flere rødmende næser og isfrosne tæer.
Jeg gider ikke flere frysende ænder og hvinende vind, ikke mere fugtigkold luft og mørkt mørke. Ikke flere brune hække, nøgne træer og plumret vand. Ikke mere grågrå himmel med bleg blå pletter hvis det er vildt.
Jeg gider ikke mere hovedpine og ømme lemmer. Ikke flere snøftende næser og hul hoste, og ikke mere rødsprængt hud og sprukne læber.
Jeg gider ikke mere januar.
mandag 26. januar 2009 kl. 16:34 af Anna
Det er en af de der dage hvor jeg godt gad, at det der kommer, kom. Hvor jeg ville ønske at det sugede lidt i maven og hvor jeg virkelig kunne trænge til lidt lys. Lidt genskin i en facet jeg ikke havde set, en kærlig tanke, en gave, et lille diskret drys stjernestøv.
Ikke fordi dagen er mere grå end mandage normalvis er i januar, ikke fordi der er noget der trækker ned, eller af mangel på smil.
Jeg har fået knus til morgenmaden og grinet med mine børn inden solen stod op. Jeg har været effektiv som ofte, har udvekslet blikke med nogle og uddelt bonus til andre. Jeg har ansat en i et job jeg ikke vidste jeg havde ledigt for en uge siden og indset at det hul jeg har efter den snart fratrådte er seriøst og udækket. Business as usual og ikke noget nyt.
Jeg trænger bare til lidt lys. Til en hånd på min kind og læber mod mit hår. Til en skulder og et kram. Og især til elektricitet i et blik og lidt kildren i maven.
Det sker så sjældent på mandage i januar, så jeg ved jeg skal vente lidt endnu.
Jeg gad bare godt at det skete i dag.
lørdag 10. januar 2009 kl. 20:50 af Anna
Lørdag i neutralgråt ingenmandsland. Ikke op, ikke ned. Ikke bulet ikke flad. Bare en let vind og spredt støvregn. Træt fra jeg vågner til jeg om lidt dejser omkuld og sikkert ikke kan sove.
Landvindingerne registreres som vasket vasketøj, strøgne skjorter og slowfood-ish aftensmad som arvingerne ikke rigtig gad, da det kom til stykket.
Gode viljer om alt man kan, forsvinder som diffuse skygger i mørket der falder på.
Måske jeg bare trængte til en dag i ingentingland.
Men på mit spisebord, i det der en dag bliver et rigtigt hjem, står der røde tulipaner og knitrer lidt for sig selv. Budbringere om lys der kommer og friskgrøn sprødhed der breder sig. Om lidt.
Det er ok.
mandag 22. september 2008 kl. 23:07 af Anna
Det er sært som vi veksler mellem det dybe og det sprøde. Mellem alvor og vittigheder. Mellem bekymringer over en flækket negl, og den dybe eksistentialistiske sorg.
Befriende at et fjollet arrangement på fredag kan redde min dag (fordi de svarede tilbage på min tilpas fjollede mail inden for få minutter, og at deres svar var overgearede og entusiastiske og præcis så meget kernen i mine drenge fra dengang) og endnu mere befriende at der hvor jeg så modvilje og forladthed (det sidste min allerstørste frygt. Forlad mig ikke. Lad heller mig om at gå. ), var der bare metaltræthed og forandringschok.
Jeg havde egentlig lovet mig selv at lade være med at skrive. For jeg når jeg rammer grundklangen af melankoli, bliver jeg suget dybere ned i de visnede blade end hvad sundt er. Der var bare lige den her tanke der har ligget som baggrundslyd hele dagen. Lydtapet af en blød klokke der klimrer blidt; som var der en ko på vej op af en stejl skråning et sted langt borte. Hvilket der nok også er.
Tanken nærmest blasfemisk i al modgangsmelankolien. At der stadig er vittigheder der er sjove, selvom folk dør. At der stadig er små dråber af glæde når stenen føles tung at trille. At der er overfladiske hverdagsting der er væsentlige nok og at det pludselig er vigtigst at få vasket tøj og smidt aviser til genbrug; og at de små pauser fra dybet, er sunde at tage.
Jeg kommer ikke nærmere min pointe, men der er stadig en klokke, der klimrer umelodisk et sted inden for hørevidde.
søndag 21. september 2008 kl. 21:49 af Anna
Jeg følger ikke med i kendte folks liv, læser ikke sladderbladene – og når det sker (frisøren…) – kender jeg kun enkelte af dem der er sladder om. Jeg opdagede kun ved en tilfældighed at en af mit yngstebarns klassekammerater har et par (tilsyneladende) temmelig kendte forældre. De er også morgengrimme om mandagen naturligvis. Og flinke, selv efter jeg ved hvem de er.
Men der er alligevel visse, der hænger ved. De, jeg sugede ind, da jeg var ung. De, som fyldte mit TV eller mine biografer dengang. Og især dem fra zig-zag. Dengang var den slags TV nyt, og værterne var os, på en lettere Århusiansk måde, men forskellen var, at vi kunne lide dem. Ikke bare det de lavede, men det de var.
Nu er Kamilla så død.
Hun blev 36 år, og det er bare ikke nok. Kræft, der blev diagnosticeret for sent. Eller bare en pisaggressiv variant; hvad ved jeg. Hun er død nu, og det er så urimeligt at det skriger til himlen. Ja, der er hver dag mennesker der dør. Terroraktioner i Pakistan, fly der bryder i brand eller biler der skrider ud. Sygdomme der rammer som lyn eller blodkar, der pludselig brister.
Det er uanset hvad; prisen for at være i live. At vi dør.
Men det føles alligevel urimeligt, at en sygdom skal vinde over en kvinde på 36.
Min søndag i høj sol, med lusekæmning, leverpostej og lego, føles pludselig lidt mere virkelig og meget mere nær.
lørdag 20. september 2008 kl. 19:21 af Anna
Instant ondt i livet. Uden egentlig grund, hvilket næsten er det værste.
Vær dog taknemmelig, dit drog. Se dig i spejlet, se på dine børn. Le til verden og giv det du ønsker tilbage.
Men trætheden krøbler mine tanker og værker i min ryg.
Tvivlen svier selv hvor huden er intakt, og har den ret, er alt det jeg er ingenting. Jeg har alt og alle muligheder for at få mere. Men det er stadig ikke.
Nok.
fredag 22. august 2008 kl. 19:47 af Anna
For sur og for træt og for mast og for udhulet til at skrive nogetsomhelst der har relevans eller sammenhæng med verden.
Der er så meget at sætte på ord; de sidste par dage er der sket millioner af ting, og jeg er kun lige over midten med at det der er lige nu; men lige i aften vil jeg æde mig klistret i chokoladeskilpadder, filtret ind i snavsede drengebørn. Verdens skønneste af slagsen, med nok verdens sureste tæer.
Fra nu af.
torsdag 7. august 2008 kl. 19:39 af Anna
Jeg endte alligevel med at sidde der til lidt i seks.
17:57 for at være helt præcis, og lad være med at spørge hvornår jeg var der i morges. Det jeg ikke fatter, her på den grå side af trætheden og med sulten gnavende selvom jeg har spist hvad jeg har, er: hvorfor.
Jeg har eviglange to-do lister og altid ting jeg kan gøre. Om lidt begynder mail på mail med deadlines og krav at vælte ind, og jeg slider stål i mit blik og is på min tunge. Og jeg nyder kun glimt og det der sker i pauserne (eller er der noget jeg har glemt?). Og det jeg ikke fatter på den her side af grådlabiliteten er: hvorfor!
Og som i skolen hvor 10 kun var godt hvis de andre fik 7, og 11 ok, hvis ikke der var nogen der fik 13; måler jeg mig nådesløst op mod alle de der har bedre overblik, større smil, mere succesrige systemer og større budgetter. Og det giver ikke mening. Det burde ikke betyde noget.
I morges glemte jeg at spise morgenmad, og senere da jeg fik streget punkter ud på listen, var det ok, men ok forsvandt og blev til afgrundsdyb hvorfor, da klokken pludselig var de dér 17.57 og jeg havde flere punkter på listen end da jeg kom, og endnu mindre tillid til selv.
Så jeg undrer mig. I mit stille tomme mig, i mit øde hjørne af verden, over hvorfor jeg gør, som jeg gør.
mandag 16. juni 2008 kl. 23:19 af Anna
Jeg faldt i søvn da jeg havde spist og da jeg puttede børn. Nu har jeg pakket igen, gjort et sølle forsøg på at tømme min mailboks og endnu engang erkendt, at jeg ikke har nået den præsentation jeg er blevet rykket for siden sidste mandag. Planen var, at lave den i et fly, men jeg nåede aldrig længere end til at svare på millioner af mails og tilføje endnu 15-16 ubehandlede slides til den.
I dag improviserede jeg mig gennem den ande præsentation jeg ikke nåede at få klar, og fakede kendskab til det stof, som de to jeg med få timers varsel skulle være stand-in for havde sendt mig, mens mit mindste barn åd kager bagest i lokalet. Hvorfor pædagoerne lige skulle tage en dag mere fatter jeg stadig ikke. Det holdt op med at være sjovt for et par uger siden. Stakkels kuldrede barn.
I morgen tidlig skal jeg stille op på et kursussted i nordsjælland, med et endnu ikke printet print af en opgave jeg ikke har gennemarbejdet og et formål jeg har glemt. Tilgængæld har jeg fået sønderrivende feedback fra et par af de der har svaret på 360 graders feedback og som kender mig allerbedst.
De har nok en grund.
Min egen har jeg glemt.
mandag 19. maj 2008 kl. 23:11 af Anna
Nogle gange taber jeg mig selv af syne. Og jeg ser en anden, nej: utallige andre skikkelser, der danser forbi. I dag på parkeringspladsen var jeg nogens mor. Så nogens datter og 2 minutter efter, da bilen med barnet og moderen var kørt; nogens chef. De tre samtidig forvirrer mig stadig. Så grøn er jeg dog.
Nogle gange håber jeg, at jeg bliver ved med at være … forskellig. Hende der sad til mødet i dag og så sitren (nederlag? tårer? var der det? Skuffelse ihvertfald) i et par gråblå øjne, og ikke noterede andet, end en svag lettelse over, at have løst noget kompliceret; hun er ny i sin målrettede hårdhed. Det er en ny smag, at beslutningen var så nem.
Og lidt fremmed.
Og så er det jeg pludselig ikke ved hvem jeg er. Så er det, at jeg lige pludselig vakler i mig selv. Hvor er den omsorgsfulde, kærlige vedkommende? (“jeg søgte omsorg, jeg ser nu at det ikke kan findes hos dig”. av.)
Hvor er den romantiske, den længselsfulde, den givende, den elskende?
Og jeg ved de er der, for jeg kan høre deres stemmer bag den sorte skal; jeg kan høre dem hviske når jeg ligger i min seng om aftenen, når jeg vågner i natten og når jeg synker samme af træthed som lige nu.
Men de flår mig i stykker, for det de kan; det de er og det de står for, bringer mig kun ting jeg ikke vil huske på den her side af min power point til i morgen. De tager mit fokus, gør de.
Men måske jeg skulle lade dem noget mere. Bare for at få øje på mig selv igen.
lørdag 22. marts 2008 kl. 17:47 af Anna
Jeg har hørt, at det var jævndøgn i går. At lyset fylder mere end mørket nu. Har jeg hørt.
Jeg har også hørt, at der er visse morgener hvor man vågner og aldrig rigtig vågner. Før man går i seng igen og ligger uden at kunne finde de salige 7-8 timers glemsel. Kæmpende i mørket.
Jeg har hørt, at den slags morgener hænger ved som klæbrigt skum, der giver en småkvalme, som ikke kan overdøves af alle de gode intentioner. Eller melblanding til luftige chokoladekager, med bismag af pap.
Jeg har læst, at visse dage fylder kroppen mere. I tanken, i bukserne og i selvopfattelsen. Og at det føles ødelæggende.
Men jeg har også set, at børn på løbehjul med gnister i øjnene, smitter latter. Og at miniversioner af mit eget smil føles så rigtigt og vigtigt, at det trækker tårer (uden de ser det).
Så jeg ignorerer (stædigt, påholdende, vedholdende) det mørke jeg vågnede med, og hæfter mig ved, at der fra nu af og i overskuelig fremtid er mere lys end mørke.
Og lukker det ind.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer