fredag 18. september 2009 kl. 15:19 af Anna
Efter stormen sidder jeg her i min lille plet solskin, med flossede negle og lys i øjnene af mærkbar lettelse.
Men jeg har ikke glemt historien om kvinden med de lysende røde negle jeg mødte forleden dag, i et mødelokale i det hus hvor jeg engang sad, da jeg arbejdede på et projekt. Og blev et projekt, og mødte øjne henover hoveder og dansede gennem regnen til jeg ramte muren og faldt og slog mig. Lokalet ligner sig selv, men kaffemaskinen og de koncentrerede skikkelser er nye.
Hendes hår hang løst, med lyse krøller, der drejede sig når hun talte. Og med røde negle, der bankede i bordet med selvbevidst viften og nærmest sensuel gliden over papir. Hun smilede smukke smil med glimtende øjne og hele kroppen, skruet ned i det velsiddende jakkesæt, med skjorten knappet tilpas stramt over barmen.
Sikkert ærgeligt, at det ikke bed på mig.
Hun virkede kompetent og effektiv, men hun mindede mig om noget jeg kunne have set i spejlet for et par år siden. Udødelig og fuld af gnistrende energi, der brændte gennem papir og stof og gulv.
Vi småsnakkede om marathonløb og skader, og så var det at de fortalte den historie, der fortalte mig, at jeg er blevet ældre end jeg var for tre år siden. Eller klogere, eller bare ved, at jeg ikke er en af de udødelige mere.
De havde for et år siden udfordret hinanden til at løbe et helt marathon. Uden tid nok til at træne sig op til det, var hun gået med på det, og sat sig for at gennemføre, koste hvad det ville. En måneds tid før løbet, havde det korte intense forsøg på at komme i god nok form, resulteret i en smertende skade i den ene hofte.
“Men hvis man trapper op på ibumetin, kan man gennemføre på smertestillende alligevel, så det gjorde jeg da bare. Der var jo INTET der skulle afholde mig fra at gennemføre og vinde væddemålet”
Perlende latter.
“Nej, det var sejt – men jeg kan godt huske hvem det var der blev kørt væk med ambulance og var sengeliggende ude af stand til at kunne gå, en uge efter løbet.”
Perlende latter.
“nåeh ja, men jeg har det jo fint i dag!”
Jeg er ikke udødelig og ikke usårlig. Jeg ville aldrig nogensinde, have budt min krop dét. Og jeg greb mig selv i at spekulere over hvad hun mon siger, når hun opdager at hun heller ikke er det, og hoften byttet til én i funklende metal. Alene tanken fik støvet til at falde tungt på mig, lige dér, men det kan jo være at det ikke sker, det kan være at hun overlever i al evighed og det kun er mig der er ved at degenerere livskraft.
lørdag 29. august 2009 kl. 17:06 af Anna
Uanset om det her sker, fortsætter, eller ender som Notting Hill, der har sneget sig ind i mit TV igen; så er ventetiden inden jeg sætter mig ud i min bil, eller inden han parkerer i lyset under gadelampen ved hjørnet af min have, næsten det hele værd.
(og for pokker jeg synes ikke at romantiske film er sunde for min situationsfornemmelse og selvfølelse og … og Hugh Grant er ikke nær så lækker som Ben Afflek eller Mads Mikkelsen eller Keanu Reves. Nemlig!)
fredag 28. august 2009 kl. 22:47 af Anna
Nu jeg tænker efter og nu jeg er dulmet af lidt rødvin, masser af knaset daim, ugen der er brølet gennem mit hovede og min krop; dagens løbetur og alt hvad der har sat sig; og nu hvor jeg har ligget i sofaen med en lille langlemmet dreng, der har pludret om ting jeg ikke ved og med sin fnugfri hud, sine kinder med fregner og de lyse grønne øjne, har pumpet massive doser af oxytosin ud i mit blod; er det, at jeg gerne ville bytte lidt bobler væk for én, der langsomt stryger en finger ned af min arm. Ser mig dybt i øjnene og fanger dét der ligger bag.
Boblerne er savnet og værdsat. Jeg svæver rundt på min lille sky af forandringssus, og spiller smilende ping-pong med M med de støvblå som jeg aldrig har bestilt andet, samtidig med at jeg modtager behøringt doserede sms´er fra Kenau, med små manipulerende prik i underbevidsthed og andre steder i samme højde. Og det hele må kunne ses på mig, når jeg smilende piler ned af gange i glastårne og underligggende undrer mig over hvad det er han vil mig. Kenau. Vi tror ikke rigtig på det, vel? Naturligvis vil han have hud og det der følger; og naturligvis er det bare en leg. Men hvorfor lige mig? Kedelige Anna med karrieresnævertsynet, tækkelige skjorter og hårde stiletter der larmer mere når hun går end når hun står.
Ikke at jeg tvivler på min egen tiltrækningskraft, men er han ikke snarere typen der jonglerer rundt med en helt anden race kvinder normalt?
Jaja, hjerne off. Undrer mig bare, mens jeg nyder spillet. Og lige nu savner den ømhed der ikke pr default ligger i gnistrende ædende tiltrækning – hvor mættende dét så end er.
fredag 28. august 2009 kl. 19:29 af Anna
Daim smager bedst hvis man knaser dem tæt og tygger store mundfulde karamelagtigt klistrede mellem tænderne.
Som med resten af livet.
torsdag 27. august 2009 kl. 19:38 af Anna
Dagene smager anderledes for tiden. Alt er som det plejer, jeg sidder samme sted og omgås de samme mennesker. Alligevel er jeg ny i alt hvad jeg gør, alle åndedrag og alle ord og smil. Sær smag af nyt og af bobler jeg ikke helt kan hverken beskrive eller styre.
Mødte de nye i dag. Hej afdeling, jeg hedder Anna og jeg ved ingenting om det jeg skal vide for at kunne matche jeres gamle chef fagligt. Tilgengæld er jeg nok sværere at hundse rundt med, stærkere på hård peoplemanagement og en del mere strategisk. I er gået fra blød mand til isdronning, og I ved det ikke før det rammer jer lige i nakken, for I tror måske jeg er en smilende poptøs, men jeg er Leia med lyssværdet og giver ikke op på mine principper.
Herligt, ikke?
Arj det er pjat. Jeg er sødeblideAnna, der bare lige skal ind i det nye før jeg erkender at der ikke kan laves radikalt om på nogetsomhelst fordi den her verden er drejet en halv omgang i en reting der umuliggør kendt common sense. Og som får dybt forstyrrende sms´er hen over dagen, hvor nogen foreslår ting vi kan lave på lørdag, jeg ikke vil beskrive her af frygt for de googlesøgninger der vil føre folk herhen i stedet for i fordærv. Men de gør mig afhængig på en måde jeg ikke har oplevet siden dd (som kom på vores ledermøde forleden for at foklare noget vi ikke forstod. Pæn i jakkesæt og sædvanligt lækkert hår. Og han macher på ingen måde det nattedyr jeg er fanget af nu. Herlig erkendelse midt i corporate world ( sammen med viden om at de løse bukser sidder bedre på mig end dengang, og at jeg kunne se at han kunne se det. Så kan han lære det. Noget. Som om det rager mig nu.))
Og afhængighed er godt. Sålænge man ikke vil ud af det og stadig får sit fix. And I do.
Jeg har bevæget mig gennem spejlet og verden på den her side ligner sig selv og er alligevel helt anderledes. Jeg tror godt, jeg kan lide smagen af nyt, selvom det også smager af koldsved, lette rystelser af adrendalinudsondring gennem huden og angst for at falde igennem det glasloft jeg går på.
tirsdag 25. august 2009 kl. 22:16 af Anna
Et øjeblik i dag var jeg tøsefornærmet over ikke at blive nævnt i topchefthekids omorganiseringstale. Og især over at han filmede med drengene på rækken bag mig og hvor uprof er det lige at han favoriserer sine egne gamle og ikke husker at nævne alle os andre? Tss!
Et andet øjeblik var jeg pludselig en 17-årig med sug i maven over noget der blev sagt i min sofa i går. Og over noget der ikke blev sagt. Adskillige andre øjeblikke faktisk. Luksustilstand, der suges ind mellem smalle vipper og glatte læber.
(Se, hvor jeg kan læne mig tilbage og nyde øjeblikkene for dét de er. Og mærk hvor jeg tanker magi.)
Der står tryllestøv fra mine hænder når jeg bevæger dem og der er bobler i blodet, i kaffen og hvor jeg går. Irrationelt, usammenhængende og bedragerisk, men forførende besættende sødt.
Om lidt er det sikkert forbi, men de her dage er noteret, dissekeret og kopieret, og gemt på en glashylde sammen med alle de drømmer der drypper fra dem.
Jeg kan tidsnok tilslutte hjernen igen.
onsdag 19. august 2009 kl. 13:31 af Anna
Jeg svarede ja, velvidende at det er lige på kanten af hvad jeg tør. Vil. Føler at jeg sælger min sjæl til djævelen, selvom det primært er min krop nuviskalværepræcise.
Han drager for meget til at stoppe det nu. Gnistrende øjne og irriterende overlegenhed, som er han skadet af sit gode udseende. Tilbagelænet venten, mens han gennemskuer alle mine forbehold og ligner en der ikke helt tager sig af det. Fordi han ved, at får han ikke mig, kommer den næste inden for få minutter.
Dybdegående tiltrækning, frastødning og fascination i forvirrende blanding. Jeg er ikke overbevist om at han er god for mig. Han er ikke harmløs, det er dæmoner sjældent. Og det er dét han er. En gående, talende, handlende djævel af kød og blod. Gennemsyret af for nem tilgang til det gode. Spoleret af medgang.
Frustrerende tiltrækning. Frustrerende dialog med mig selv om hvor klart jeg skal melde ud. Er man stadig attråværdig hvis man giver sig for let? Er man ønsket hvis man selv kommer rendende? Skaber jeg spænding hvis jeg holder distancen, som jeg er verdensmester i, eller trætter jeg ham bare med min kulde.
Kommer jeg tæt på hvis jeg fortæller hvor tæt på jeg vil, eller får det ham til at flygte, fordi han lider af samme berøringsangst?
Vi ved det først når vi er på den anden side, og dér er det ofte for sent.
mandag 2. marts 2009 kl. 19:30 af Anna
Det var der ved kaffemaskinen, midt på mandagen. Et rent tilfælde at det lige var dén kaffemaskine jeg stod ved, for der var en anden der var tættere på, men den meldte “out og order” eller noget i den stil, og så måtte jeg gå ned på den lange gang og fylde op dér. I pausen i mødet. Han skulle have været med selv, men havde sendt en anden og sådan gør han så tit og jeg har sluppet tanken om hvadnuhvis, for der er jo ingenting dér.
Men den der gang er lidt lang og når man venter på sin kaffe, står man i strømmen af mennesker, der kommer ud og går gennem og hilser hvis man er heldig og kender. Jeg har stået der tit, før jeg skiftede fokus og job og liv. Og under skiftet og lige efter, da jeg svømmede i en anden dimension og to centimeter over jorden lidt for længe og alt for kort.
Men alt det tænkte jeg slet ikke på her i dag, midt på mandagen; for midt i med eller uden mælk drejede han om hjørnet og vi gik i stå. Eller også gjorde vi ikke, jeg stod der jo allerede og han skulle gennem en døråbning, så måske det bare var hans taske der lige skulle med ind, eller en bule i tæppet der forsinkede hans skridt. Lidt.
Men han smilede. Stoppede da han nåede mig og spurgte ind til vejr og vind og hvad vi mon lavede der begge to, og jeg så at han stadig har støvblå øjne. Meget.
Side om side tilbage ned af gangen, vi skulle jo samme vej og det gik langsommere end egentlig strengt nødvendigt, eller også var det bare fordi det var lidt svært at følges på så smal en gang. Men forskellen er ligegyldig, vel.
Og øjeblikket slap op, og der var andre der hilste og grinede og ord smuttede ud i luften og op over det overtegnede whiteboard, og jeg smutter videre, hej hej vi ses jo nok lige pludselig og jeg sad igen og stirrede på det komplekse diagram på væggen, og nød, at uanset hvad der sker eller ikke-sker, uanset om det hele var noget i mine tanker, så var smilet ægte og varmen tæt.
Og jeg nød - lige der, blandt mænd i skjorter, laptops og visioner - at jeg rigtig godt kan lide det jeg hører, den jeg ser og det jeg kan forestille mig, når jeg ser efter.
Især det sidste.
torsdag 22. januar 2009 kl. 18:22 af Anna
“Faldt lige over den her – kan I huske det?  “
Han havde forwarded en mail fra mig selv. Sendt d. 22. juli 2006 med billeder taget på mobilen fra en tur i USA. Af os tre. Fis og ballade og kommentarer i et tonefald der … var sådan som vi var. Dengang.
Og jeg sad midt i alvorligheder og møde nummer mange i uendelighedsrækken, og jeg fokuserede på forretningsprocesser der ikke er mine og benefit realisation og ventede på mit stikord, til at bede om flere ressourcer og flere penge, og sad klar til at støtte min komet i hendes færd over himlen. Fokus og koldt vand i årene.
“…kan I huske det?”
I sort højtaljet nederdel og rullekrave i rød. I nye omgivelser og foran andre ansigter. Skrævende over større ansvar og mere komplekse opgaver.
Klogere, større, stærkere. Og knap så blond. Slet ikke blond, faktisk. Mere.
Mail forwarded fra dengang verden var ny og jeg var. Sendt til mig og ham. Os to.
(HAM, var jeg lige ved at skrive med store skrigende bogstaver. Ham ham ham. Men det ville være en oppisket løgn. Replay på en plade der forlængst er så ridset at man ikke kan høre melodien mere, men bare kan huske at den var god. Så jeg skriver det bare normalt og med småt: ham. Der stadig lever og ånder og er derude. Har jeg hørt.)
“…kan I…?”
Ja.
mandag 19. januar 2009 kl. 13:25 af Anna
Det har hængt over mig det meste af dagen.
Som når man har en tanke formuleret, men ikke helt kan finde det rigtige ord. Som lige før døren åbner og man står ude på trappestenen og ved ikke hvad der er bag den. Men bare ved at om lidt er der nogen der åbner.
Som at få et uventet brev, et tykt brev. Et brev man tror indeholder noget godt. Eller noget nyt. Eller.. i det hele taget bare noget mere. End breve gør normalt. Eller bare få at vide at der kommer et brev en dag. Mest det sidste.
Eller lidt som at sidde med en gave i skødet juleaften og og tøve lidt inden man flår papiret af.
Forventning om noget man ikke ved hvad er. Fornemmelsen af at der kommer noget om lidt. En lille sitren i nakkehår, en lille lysning ude hvor himmel rammer jord, en kildren i næsen lige før et nys.
Jeg ved bare ikke hvad det er, jeg venter på. Forventer på.
Ikke hvad der kommer og ikke hvor. Eller med hvem. Hvem.
Men noget er på vej.
Noget er lige på tungen af hende der afgør den slags.
torsdag 15. januar 2009 kl. 19:30 af Anna
Facebook har den der fødselsdagsreminderfunktion, der gør, at der kommer mails om fødselsdage der – selvom de også står i min arbejdskalender og som vil minde mig om det om et par dage – minder mig om det nu, og får mig til at tænke på om jeg skal sende en sms når det er og om hvad han svarer hvis jeg gør det og vupti straks sender mig ned af et fiktivt ping pong spor, der ikke er andet end en glidebane ned i det der var og kun er hyggelig på grund af afstanden til, og hvorfor skulle jeg sende ham en sms når vi aldrig taler sammen mere, andet end professionel smalltalk med vigtig stakeholder og uden (særlig meget) glimt i øjet for old times sake?
(Lad mig. Lidt. Jeg leger bare med tanken og gør det jo ikke. Men tanken var sjov. Nu vil jeg smøre havenissernes madpakker og gå i sen med hænderne over dyne. Nemlig)
tirsdag 13. januar 2009 kl. 17:35 af Anna
Jeg så først han så på mig, da jeg opdagede, at jeg så på ham.
Eller, det vil sige jeg så jo på ham, fordi det var ham der talte. Normal praksis ved møder og sådan. Men det var ikke det jeg så, ikke ansigt og mimik, ikke mund der formede ord, bare øjne. Støvblå øjne.
Og så var det at det gik op for mig, at han så på mig og ikke på ham han talte til. Og så hang vi der. Fast.
Blikke filtret ind i hinanden. Lidt for længe, lidt for… og lidt for svært at slippe igen.
(og jeg aner ikke hvad han sagde. men det gør heller ikke noget. vel?)
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer