mandag 24. august 2009 kl. 21:02 af Anna
Ufattelig så træt man bliver at sådan en omgang. Klokken 11 stoppede adrendalinpumpen og jeg sank lige så stille ned i fladmastheden. Gav op klokken to og tog hjem halv fire efter halvanden times tomgangssnak. Brugte eftermiddagen på at kigge på mine børn og servere saftevand for os der trængte.
Det gik fint. Tak fordi du spørger. Egentlig ved jeg ikke hvordan det er gået før om et par dage. Nogle af dem var forbløffende tavse. Andre så skævvredet ud. Fuglenakken overtog mit møde. Det ene team følte sig overset. Stuff.
Mødte M med de støvblå på P-pladsen da jeg gav op og luskede hjem. “Hvor ser du kvæstet du, Anna”. Ja.. og selv tak du skønne mand i min nærhed. Sikke mange jeg har nu. Tænker at jeg en dag bliver kollega med ham i et lederteam et trin højere. Eller to. Det vil vi være gode til. Stille tilstrækning på kompetancer og smukke øjne.
Nu venter jeg på ham, hvor tiltrækningen larmer. For lissom at få rundet dagen af.
Kæft hvor jeg er i live for tiden.
torsdag 20. august 2009 kl. 21:50 af Anna
Det er svært at skrive når det hele snurrer. Der løber blod lys i mit blod og latter i mine årer. Bare pokkers svært at skrive ned. Jeg er ikke nærmest lykkelig, jeg er der helt nu. Blasfemisk at skrive. Lige om lidt falder himlen ned, jeg bliver syg eller mine børn bortført.Crash, boom, bang.
Det virker forkert at skrive. Jeg, Anna den melodramatiske. Anna med den stille dyste baggrundsmusik. Er lykkelig.
Så jeg sad helt stille i et par minutter i dag. Midt i suset i glastårnet og omorganiserings-budget-kaos (og lige før jeg opdagede, at jeg havde set en time forkert på aftalen inde i city og var 20 minutter bagud resten af dagen til nu). Lukkede øjnene og trak vejret dybt ind. Og mærkede livet stige gennem mine ømme ben og ud i mine hårrødder.
Og jeg løber mod det jeg skal sige til min afdeling mandag og til dem jeg skal danse med i morgen. Med røde negle og kjole og mig. Hele mig.
Og jeg grinede til drengene i dag og de grinede med og sagde “velkommen til the Dark Side, Anna” og vi var et team. Mig og drengene og især manden med de støvblå. Der vistnok er ved at finde sammen med sin ekskone igen og det gør ingenting for han er stadig skøn og pludselig kan jeg grine tilbage uden at kløjs i støvblåt.
For der er en mørkhåret mand med smalle grønbrune øjne og bløde læber, der pludselig har sat sig på mig. Fatter ikke helt hvad dét er og venter hele tiden på at det forsvinder igen. Han er for perfekt til at det kan blive til noget og for fantastisk til at det kan holde. Latterlig tanke, men det er bare for usansynligt, at der ud af det blå, dukker en alfahan op, som ligner noget jeg selv kunne have stykket sammen ved at klippe i kulørte blade, og som gør præcis hvad han skal, og siger præcis dét han skal og sender mig præcis derhen hvor jeg ikke kan bunde. Som havde nogen formet ham i ler og åndet liv og sendt ham ud efter mig. Special designed for Anna.
Tak, hvis dét er tilfældet. Til hvem der nu sidder og designer single mænd til Annaer og de, der ligner.
fredag 14. august 2009 kl. 20:12 af Anna
Det er fredag og jeg har leet. Og grinet så jeg fik tårer i øjnene. Og smilet. Det sidste til de dér støvblå øjne (som jo bare er en teenageflirt og ikke andet end selvopfunden føde til min evige sult efter lidt magi i hverdagen. Så tilgiv mig for barnlig fryd over hver eneste smil og hver eneste lille magiske minut jeg piner ud af den uskyldige mand – der sikkert kun finder mig venlig og kollegial interessant. Måske det kun er mig selv der skal tilgive mig min barnagtighed.).
Og så fik jeg ros. Meget. Dethavdejegsåikkeligeregnetmed.
Her sidder jeg og har haft mit første store nederlag som leder. Jeg kunne ikke løfte; jeg har fejlet og alt det dér.
Og så siger manden at han er imponeret over alt det jeg har nået. Over alt det ekstra jeg har båret som ikke er nævnt under mine mål og som jeg selv havde glemt. Over det, der er lykkedes på trods af alt for mange opgaver.
Hm.
Og så drak vi øl i solen allesammen, og det var dér vi grinede så tårene trillede; mens jeg tænkte på at det er ved at være tid til at sige farvel til dem. Og jeg fik et af de dér smil fra de støvblå, som jeg bilder mig ind hænger fast ved øjne, læber og mund.
Det er fredag og jeg er rig.
tirsdag 11. august 2009 kl. 22:21 af Anna
Det har faktisk været en god dag. Et sted mellem 17 og 19.10 glemte jeg det lidt, fordi jeg samtidig glemte at mine børn var overkørte af anden dag tilbage i skole og at jeg selv nok også var det. Og ja, det var mig med de to drenge der sloges midt i Netto. Hep!
Men bortset fra det, fik vi det jo vendt og han lyttede fatisk; den store i “hvad-rager-det-mig”-mode. Og nu ligger han deroppe og smugspiller Nintendo og jeg lader som om jeg ikke har set det. Lidt luft må der være.
Men det var en god dag. Jeg fik et par minutters magnetisme fra Ms støvblå øjne lidt over ni, og det var måske dét, der plantede det lille smil jeg stadig har i mundvigen. Eller også var det alle de andre mennesker på min vej. Glade og travle og tætte og fjerne. Eller sms´erne i min telefon.
I virkeligheden er det ikke så vigtigt hvad det var. Bare at det var.
ik?
torsdag 30. april 2009 kl. 22:21 af Anna
Se; jeg rystede det jo af mig. Stod pludselig med et glas kølig hvidvin mellem mennesker i den pæne del af business outfittet og der var gået flere timer siden det var morgengrimmorgen, og den slate kaffe var fortrængt. Mest ærgrede jeg mig over at jeg havde glemt at der var afskedsreception for topchef og derfor havde cowboybukser på, hvilket ikke helt spillede med anledningen, og så også lidt at jeg stadig lignede det dér fra i morges fordi ham med de støvblå øjne også var der jo. Ikke at jeg skal andet end at nyde tanken. Og synet.
Mit glas blev fyldt op igen af manden med kappen (som jo er nogens tidligere chef), og vi stak hovederne sammen og grinede lidt af ting vi havde set og ting vil skulle. Og det var helt hyggeligt, for han er udover vigtig også en god mand, og så var der taler og vi klappede og vinen steg mig til hovedet og jeg blev så uendelig træt og stak af ud gennem en åben dør. Bedre end vinduet, jo.
Men der havde også været mange timer og meget snak inden da og omorganiseringen begynder at tage form og undervejs sagde jeg noget med “arj, dét må I ikke gøre ved en nyudnævnt manager, giv mig hellere de to ting dér oven i det andet, jeg kan bære det” (klog af skade? nej da) og min næste nære kollega bliver manden med de støvblå og sådan er der jo så meget.
Og så mange.
Ting.
mandag 2. marts 2009 kl. 19:30 af Anna
Det var der ved kaffemaskinen, midt på mandagen. Et rent tilfælde at det lige var dén kaffemaskine jeg stod ved, for der var en anden der var tættere på, men den meldte “out og order” eller noget i den stil, og så måtte jeg gå ned på den lange gang og fylde op dér. I pausen i mødet. Han skulle have været med selv, men havde sendt en anden og sådan gør han så tit og jeg har sluppet tanken om hvadnuhvis, for der er jo ingenting dér.
Men den der gang er lidt lang og når man venter på sin kaffe, står man i strømmen af mennesker, der kommer ud og går gennem og hilser hvis man er heldig og kender. Jeg har stået der tit, før jeg skiftede fokus og job og liv. Og under skiftet og lige efter, da jeg svømmede i en anden dimension og to centimeter over jorden lidt for længe og alt for kort.
Men alt det tænkte jeg slet ikke på her i dag, midt på mandagen; for midt i med eller uden mælk drejede han om hjørnet og vi gik i stå. Eller også gjorde vi ikke, jeg stod der jo allerede og han skulle gennem en døråbning, så måske det bare var hans taske der lige skulle med ind, eller en bule i tæppet der forsinkede hans skridt. Lidt.
Men han smilede. Stoppede da han nåede mig og spurgte ind til vejr og vind og hvad vi mon lavede der begge to, og jeg så at han stadig har støvblå øjne. Meget.
Side om side tilbage ned af gangen, vi skulle jo samme vej og det gik langsommere end egentlig strengt nødvendigt, eller også var det bare fordi det var lidt svært at følges på så smal en gang. Men forskellen er ligegyldig, vel.
Og øjeblikket slap op, og der var andre der hilste og grinede og ord smuttede ud i luften og op over det overtegnede whiteboard, og jeg smutter videre, hej hej vi ses jo nok lige pludselig og jeg sad igen og stirrede på det komplekse diagram på væggen, og nød, at uanset hvad der sker eller ikke-sker, uanset om det hele var noget i mine tanker, så var smilet ægte og varmen tæt.
Og jeg nød - lige der, blandt mænd i skjorter, laptops og visioner - at jeg rigtig godt kan lide det jeg hører, den jeg ser og det jeg kan forestille mig, når jeg ser efter.
Især det sidste.
tirsdag 13. januar 2009 kl. 17:35 af Anna
Jeg så først han så på mig, da jeg opdagede, at jeg så på ham.
Eller, det vil sige jeg så jo på ham, fordi det var ham der talte. Normal praksis ved møder og sådan. Men det var ikke det jeg så, ikke ansigt og mimik, ikke mund der formede ord, bare øjne. Støvblå øjne.
Og så var det at det gik op for mig, at han så på mig og ikke på ham han talte til. Og så hang vi der. Fast.
Blikke filtret ind i hinanden. Lidt for længe, lidt for… og lidt for svært at slippe igen.
(og jeg aner ikke hvad han sagde. men det gør heller ikke noget. vel?)
tirsdag 6. januar 2009 kl. 21:50 af Anna
Bortset fra det, har jeg set på en omorganisering og 5 liter halvmat vægmaling i hvid. Hentet børn der var glade og spist dem af med spaghetti.
Jeg har forsøgt at lade være med at se væk når hende, jeg på foruroligende vis rigtig meget ikke kan lide, var i et møde nær mig, og sludre sladre talt med den gamle projektleder jeg rigtig godt KAN lide, og ham den anden, som lader som om vi er best pals. Tunge drenge de to. Er de blevet. Vi.
Så har jeg skævet hen mod det jakkesæt jeg egentlig godt ville kunne li hvis det var, og spekuleret over hvorfor jeg altid ender sammen med fuglenakken, kometen og topchef når vi står i klynger. Arbejdet på at vænne mig til ikke længere at være blondine og noteret mig at dagen er tiltaget med 17 minutter og at man godt kan se det. På himlen.
Det tegner stadig godt og alt vel.
onsdag 6. august 2008 kl. 17:53 af Anna
Jeg har set en mand løbe henover en vej, på tå i lyse skjorteærmer. Og en pige i lyserød vams, der bar bagenden af en lang papkasse. Det har nok været hendes mor der bar forenden, måske. Jeg har kørt gennem et lyskryds uden lys, og set to teenagere pakke indkøb ud, siddende midt på et fortorv.
Før det, vinkede jeg til et par stykker gennem en kantine, smilede til en glad ung jurist, så en anden så dybt i øjnene man nu kan når man bare småløber forbi og grinede til en gammel projektleder, der lige skulle sige hej og hvordan går det sååå? (og set en mand der ligner en vis amerikansk skuespiller, og som lod som om han ikke så mig og så gjorde jeg det samme, selvom vi begge så (for jeg så sgu da godt dét ryk det gav, knaldskalle) og noterede os at. Sppptzzzz!)
Jeg har stirret tomt på min skærm, fortrudt en mail fra i går og købt oksekød på tilbud i Irma.
Nu har jeg hældt et glas rødvin op (og kommet i tanke om at jeg i går spekulerede over om grænsen til alkoholisme går før eller efter to glas om dagen, uden at blive enig med mig selv)
I går var der en lillebitte korsedderkop, der havde bygget et spind på min lyserøde orkidé.
Nu er den væk.
Jeg ønsker mig. Noget. Mere. Passion.
Tak.
mandag 4. august 2008 kl. 13:15 af Anna
Midt i ligegyldige diskussioner om charterferie versus kør-selv, og flyafganges besværligheder når man ikke “lige kan vifte med guldkortet”, går det op for mig, at den unge manager, der flakker lidt med blikket når jeg smiler til ham, nærmest er pæn med solbrændthed og sommerhår og at vi næsten er lige høje når jeg har mellemhøje sko på. Hm.
Og den unge jurist dukkede ned i sine papirbunker, under min sludren med topchef der kækt tilbød at bære mine flyttekasser for mig når det er. Gad vide hvad hans timepris er. Nok høj.
Han er single, forresten; den unge manager-mand. Hm. Kun 20 centimeter fra gelé i knæene. Sådet.
Det var de budgetter, jeg kom fra…
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer