(I forvejen er jeg benovet over alle de mails jeg har fået. Fra kolleger og andre jeg kender. Men det lille skæve smil kom først på, da jeg så at en af de første mail kom fra ham. Jeg gider ikke spekulere over om det er business og “vi omorganiserer og vi ved at I også gør det, så jeg holder lige sten ren, i fald du ender et sted foran mig”, eller om det er for gamle dages skyld. Jeg smiler bare skævt. Og svarede rigtig pænt tilbage.)
|
Nogle gange er det, at han kigger sig tilbage. Gad vide hvad der gør det. Og så på en fredag aften. Det er længe siden, og jeg var holdt op med at undre mig over at han pludselig stoppede. Indtil lige før. Gad vide. Om det er rastløshed efter en lang sommer med familieidyl til op over begge ører. Om det er nysgerrighed og “nåeh ja, gad vide forresten hvordan det går med Anna”. Om det er en rest fugtighed. Bag øret. Om det er historien med hende der skrev et lighedstegn til et navn på en stor hvid væg i dét rum vi alle passerer. Dén historie har nok fået det til at gippe. Ikke i mig, jeg har intet i klemme. Var lige ved at sige det højt, da vi diskuterede motiv og ansvar. “godt man har sit på det tørre” Ku du høre mig sige det? Ja, ikke? Og lyden af Nemesis der kommer galoperende hen over mængdens hoveder. Bang, bang, bang. Smack! Heldigvis holdt jeg min mund. Men historien er nok nået omkring ham også. Stadig dele af samme radius, trods alt. Så det er nok derfor. Snittet af strøtanken; at han også er udsat. Følgetanke hvorfor. hvem. hvornår. Og hvordan. Måske det er derfor at han ser sig tilbage. Nogle gange er det, at han kigger sig tilbage. Måske det bare er af kedsomhed. Jeg ved ikke helt hvad det værste er. Hvis der altså er noget ved hele den her… situation… der er slem. Jeg ved faktisk slet ikke, hvordan jeg har det med det. Måske dét er det værste. At jeg ikke aner om jeg er glad eller ked eller såret eller lettet eller sur eller ligeglad. Jeg ved så meget andet. At jeg engang var meget forelsket. Rigtig meget. Så meget, at det stadig gør ondt når jeg ser et billede af ham, eller skyggen af noget der ligner ned af gangen. Det var dengang jeg skrev med blod direkte fra det inderste. Det var i året der ikke eksisterer her, fordi det stadig gør for ondt at læse. Men jeg ved også, at det er så længe siden, at jeg kan holde møder med ham uden at miste fokus. At det meste af det kun var i mit hoved (og krop og sind og sjæl) og at det er så frygteligt banalt, at det er til at græde over. Eller grine. Og det er så det, jeg ikke ved nu. Billedet af ham med et spædbarn på armen ætset ind på nethinden, selvom jeg kun har set det på skrift. Et lille pip fra en tanke jeg havde engang (det skulle have været min!), kvalt i et lag af tid og realisme. For det skulle det jo ikke og jeg valgte selv fra før han. Og han valgte fra, før jeg valgte til. Der var aldrig nogen fremtid, kun en stribe nu (og nu nu nu nu og nu). (hæ.) Så jeg aner ikke hvordan jeg har det. Om det er værst, at jeg slet ikke vidste, eller at det er dét, der skete efter mig. Om der overhovedet er noget der gør ondt, eller om jeg bare undrer mig. Eller måske endda glædes på deres vegne (ha! as if!). Jeg ved vist kun, at helt ligeglad er jeg ikke. Jeg læste engang en artikel, der indeholdt råd til kvinder der vil gøre karriere. Det var sådan en lettere poppet artikel, kan jeg huske, for et af rådene var det der med håret – undgå for langt løsthængende hår der distraherer mændene; undgå for udfordrende tøj, sæt ikke dit lys under en skæppe etc. Nogle af rådene var lidt fjollede, andre var sådan set ok og jeg kan huske at jeg dengang tænkte at de vel gjaldt uanset om det var kvinder eller mænd der skulle følge dem. Mænd med hvide sokker i sandaler virker af en eller anden grund ikke helt så skarpe som en med sorte sko. Så var det et om sex. Undgå at dyrke sex med en kollega. Stod der. Pointen var, at uanset hvor diskret man var, ville rygtet sprede sig, og så ville der stå SEX stemplet i panden på kvinden resten af hendes miserable (og nu nok lettere mislykkede) karriere. Så når hun stod og gennemgik dybt faglige powerpoints, ville tilhørene (som tydeligvis kun var mænd) kun spekulere over, om det nu var sandt at hun havde haft en vild, svedig omgang med ham Kenneth ned fra Accounting. Jeg tror faktisk godt at det kan lade sig gøre at være diskret nok til, at ingen opdager noget. Og jeg ved at der tit spreder sig rygter om alt muligt andet alligevel, så jeg tænker umiddelbart, at folk burde være professionelle nok til at fokusere på indhold og ikke deres egne fantasier om nøgen hud. Men. Jeg har lige siddet til 1 times alvorlig forhandling om ting af væsentlig og stor betydning. Og under hele seancen kunne jeg huske hvordan min modpart ser ud med små svedperler på panden under det mørke hår, der kruser en smule op når det bliver fugtigt. Og jeg ved hvad han foretrækker og hvordan han lyder, når det er. …og er man ikke vanvittig god til at se det sjove i dét, skal man nok følge artiklens råd og sætte håret op. “Faldt lige over den her – kan I huske det? Han havde forwarded en mail fra mig selv. Sendt d. 22. juli 2006 med billeder taget på mobilen fra en tur i USA. Af os tre. Fis og ballade og kommentarer i et tonefald der … var sådan som vi var. Dengang. Og jeg sad midt i alvorligheder og møde nummer mange i uendelighedsrækken, og jeg fokuserede på forretningsprocesser der ikke er mine og benefit realisation og ventede på mit stikord, til at bede om flere ressourcer og flere penge, og sad klar til at støtte min komet i hendes færd over himlen. Fokus og koldt vand i årene. “…kan I huske det?” I sort højtaljet nederdel og rullekrave i rød. I nye omgivelser og foran andre ansigter. Skrævende over større ansvar og mere komplekse opgaver. Mail forwarded fra dengang verden var ny og jeg var. Sendt til mig og ham. Os to. (HAM, var jeg lige ved at skrive med store skrigende bogstaver. Ham ham ham. Men det ville være en oppisket løgn. Replay på en plade der forlængst er så ridset at man ikke kan høre melodien mere, men bare kan huske at den var god. Så jeg skriver det bare normalt og med småt: ham. Der stadig lever og ånder og er derude. Har jeg hørt.) “…kan I…?” Ja. Jeg skrev ikke en sms. Hvorfor skulle jeg det. Jeg sender jo heller ikke sms´er til de andre af mine kolleger, der har fødselsdag. Allerhøjst en note nederst i en mail. Hvis jeg alligevel skriver en mail til dem på dagen. Eller jeg råber det efter dem hvis jeg ser dem på gangen i glastårnet. Eller i kantinen. Ikke en sms. Især ikke på en søndag. Lidt for…privat vel. Jeg er ikke privat med ham. Han sendte jo heller ingen ord til mig i sommer. Så jeg valgte facebook. Kæk kommentar i al offentlighed. Glidebanen lukket. (Men alligevel skulle jeg tænke over hvad jeg skrev. Alligevel skulle jeg tøve da jeg trykkede på send. Alligevel skulle jeg synke en gang. Alligevel skulle jeg … gyse.) Jeg fryser. Måske te vil varme. Måske et svar vil. Måske en anden glidebane er sundt, måske en løbetur i natten og et langt varmt bad. Måske et blik fra de støvblå eller et par andre. Øjne. Måske jeg finder tilbage i min krop en dag. Måske det her er fløjtende ligegyldigt og bare et udtryk for en for lang søndag i for meget af mit eget selskab. For mange af mine egne tanker og for lidt lyd andet end ekkoer og den evige tikken fra min to-do-liste. Opfinder vi selv magien? Facebook har den der fødselsdagsreminderfunktion, der gør, at der kommer mails om fødselsdage der – selvom de også står i min arbejdskalender og som vil minde mig om det om et par dage – minder mig om det nu, og får mig til at tænke på om jeg skal sende en sms når det er og om hvad han svarer hvis jeg gør det og vupti straks sender mig ned af et fiktivt ping pong spor, der ikke er andet end en glidebane ned i det der var og kun er hyggelig på grund af afstanden til, og hvorfor skulle jeg sende ham en sms når vi aldrig taler sammen mere, andet end professionel smalltalk med vigtig stakeholder og uden (særlig meget) glimt i øjet for old times sake? (Lad mig. Lidt. Jeg leger bare med tanken og gør det jo ikke. Men tanken var sjov. Nu vil jeg smøre havenissernes madpakker og gå i sen med hænderne over dyne. Nemlig) Om lidt pakker jeg mig ned og sammen. Lukker min laptop og tager hjem i kaos for at skifte til tøj, der matcher mine røde negle. Mat som altid lige før en julefrokost. Hvis ikke jeg kører nu, kommer jeg for sent. Bliver lige en kop kaffe mere for at bilde mig selv ind at det kan løfte mig, mens jeg undrer mig over at Dyret kom over for at læsse af før. Det er ikke sådan vores forhold er. (“Har været” vel, for lige før ændrede det sig). Vi har været fortrolige på udvalgte områder og intime da tiden var til det. Men aldrig private. Aldrig delt tanker om eller personlige ting. Indtil lige før da han for talte om noget der sker for ham og hans. Om besværligheder og. Midt i storrummet væltede ord over hinanden. Aldrig set før. Underligt. At man kan kende en person så tæt så længe uden. Og sært at han pludselig kommer til mig. Men rart at være valgt til. Og jeg brasede ind i dd på gangen før. (strejftanke er stadig: hvordan ser jeg ud? Fulgt af: perfekt. Lækkert hår und alles. Godt det var i dag og ikke i går. Tvangs neurose gå væk) Jeg kommer for sent nu. Pyt. På mit køleskab hang der indtil lige før, billeder af mine børn, en tegning af en krokodille, en blå hval og en kriger. Bon´er fra et uafsluttet regnskab, den famøse klassebamses besøgsliste, to skoleskemaer og bagest en guldnet kvittering fra et restaurantbesøg d. 21. marts 2006. Vi spiste for 75$ incl tips, hos Sushiva på 28 W.56th Street, og jeg har med kuglepen skrevet navnene på dem der var med. Til regnskabet. Jeg kan ikke få mig til at smide den ud. Burde. Oplagt chance. Fra nu af og herfra. Al dét. Slette minder om den historie der var og al det der kun var i mit hovede, og alt det jeg stadig ikke helt ved hvad var hvad. Men jeg kan ikke få mig til det. For hvor meget ender i glemslen på Vestforbrændingen hvis jeg gør? (og nu ved han at jeg flytter og hvorhen. Det giver ikke mening, at det er godt at vide at han ved at jeg flytter, men det føles godt alligevel.) (men hvad rager vi hinanden mere?) (Ja, han så godt ud. Det gør han jo. især i jakke. Især i mine øjne. Men ja, det var rart at mærke den der kemi. Massetiltrækning. Tiltrækning. Måske det bare var rart, at blive mindet om noget der var. Dengang, der stadig eksisterede magi.) For sur og for træt og for mast og for udhulet til at skrive nogetsomhelst der har relevans eller sammenhæng med verden. Der er så meget at sætte på ord; de sidste par dage er der sket millioner af ting, og jeg er kun lige over midten med at det der er lige nu; men lige i aften vil jeg æde mig klistret i chokoladeskilpadder, filtret ind i snavsede drengebørn. Verdens skønneste af slagsen, med nok verdens sureste tæer. Fra nu af. (jeg holder fast i at han smilede. Og nikkede og hilste, men mest, at han smilede op til og ind i øjne.) (og se hvor tilfældighederne førte mig hen. Til frokost med den unge jurist og de to andre. Pludrende smalltalk over smil og ping pong. Fredagslatter midt i trætheden. ) (Og så ham, der stoppede op og nikkede og smilede.) (Anna, 17 år.) Jeg har set en mand løbe henover en vej, på tå i lyse skjorteærmer. Og en pige i lyserød vams, der bar bagenden af en lang papkasse. Det har nok været hendes mor der bar forenden, måske. Jeg har kørt gennem et lyskryds uden lys, og set to teenagere pakke indkøb ud, siddende midt på et fortorv. Før det, vinkede jeg til et par stykker gennem en kantine, smilede til en glad ung jurist, så en anden så dybt i øjnene man nu kan når man bare småløber forbi og grinede til en gammel projektleder, der lige skulle sige hej og hvordan går det sååå? (og set en mand der ligner en vis amerikansk skuespiller, og som lod som om han ikke så mig og så gjorde jeg det samme, selvom vi begge så (for jeg så sgu da godt dét ryk det gav, knaldskalle) og noterede os at. Sppptzzzz!) Jeg har stirret tomt på min skærm, fortrudt en mail fra i går og købt oksekød på tilbud i Irma. Nu har jeg hældt et glas rødvin op (og kommet i tanke om at jeg i går spekulerede over om grænsen til alkoholisme går før eller efter to glas om dagen, uden at blive enig med mig selv) I går var der en lillebitte korsedderkop, der havde bygget et spind på min lyserøde orkidé. Nu er den væk. Jeg ønsker mig. Noget. Mere. Passion. Tak.  Kategori: Tankeflugt  alene, Arghh!, Juristen, Manageren, Manden, mænd.
 10 kommentarer - skriv en mere Jeg har lukket min terrassedør, og går i seng mens det stadig er lyst og juli. I morgen er det fredag og august, og ting begynder langsomt at ske. Tror jeg. (jeg drømte noget i nat som jeg ikke kunne lide. Glemte det igen i dagens ridt gennem kolonner med tal, men her lige før fik jeg den der.. fornemmelse. Drømmen var rød. Mørkerød. Og hans familie var der og de kørte og jeg så på. Og der var røde gardiner. Og rødt gulvtæppe. Og der var noget der gjorde ondt. Og de kørte. Og der var ord på sider. Håndskrevne i en bog. Mørkerød bog, blå blæk. Og det var mit hus, og der var trapper op og væggen manglede i dele af den ene side på 1. sal, og jeg kunne se dem gå frem og tilbage. Ham og hende og. Og de pakkede deres ting, der lå. Og der var noget, der gjorde ondt og fik mig til af vågne, mens solen stod op over de røde tegl i mit nabolag.) Jeg har lukket min dør nu og går i seng, mens det stadig er en smule lyst, og mens det stadig er sommer. I morgen er det fredag og ting ender. Jeg så en bil i dag. Blå familiebil, af det mærke der er flest af, tror jeg. Nogle gange begynder man at søge tilbage. Ikke fordi man tror at det der var dengang var bedre. Ikke fordi man tror man kan vende tilbage, men bare fordi… bare for at genkalde duften af nyfalden regn første gang man mærkede den. For at høre et ekko af en latter, en skygge af et smil. Fordi det, der var dengang var så vigtigt, at det satte spor i huden og var med til at danne de linjer man har i sin hånd. Og omkring øjnene. Jeg var i løbetøj med firmalogo og et kækt slogan henover ryggen. Ikke til at tage fejl af. Sort i sort og med brune ben. Det var vigtigt med de brune ben. Kobberrød i hovedet af kilometer, som jeg ikke har løbet siden før alle mine rejser, var bare sådan det var. Nogle gange ser man sig tilbage. Længere væk end sidste år eller året før. Til det allerførste kys. Det allerførste smil. Bagest i redskabsrummet på skolen. På den skrå plæne ved fodboldbanerne, en aften lige før solen går ned. De første bløde læber, den første glatte kind. Den første våde tunge, uvant midt i en uskyldig mund. Den første kildrende sødme. De første sprøde ar. Det sker, at det er dén bil. Det sker, at der sidder en mørkhåret mand ved rattet, med solbriller og nedrullet vindue. Og det sker at han ser mig, før jeg ser ham. Det sker, at jeg først ser efter jeg er løbet videre. Og takker solen for brune arme og ben. Sært nok. For hvad rager det ham, at jeg ser godt ud. Hvad rager det mig om han ser, at jeg gør det. Jeg ved ikke hvad man finder hvis man finder. Det fra dengang. Ekkoer. Skygger, måske. Et sip af sødme. Afstanden gør det sprødt og fint som skorpen på en creme brûlee. Velkendthed midt i sumpen af voksen kedsomhed. I ekkodalen runger ekkoerne mellem stejle klippevægge. Jo tættere på, jo mere lyd, vil jeg tro. Nu venter jeg bare på at kaffen virker, så dagen kan bgynde. Eller også begynder den uanset, det er set før. Jeg er bare ikke i gear. Vågnede klokken halv fem med en drøm på nethinden der blev ved efter jeg var vågnet. Han. Hvor var det? Hjemme hos dem, i et lyst hus der mere mindede om mine forældres end det jeg tror han bor i. Og han skrev en mail og det var ord på ord og tåget, snørklet og jeg vidste at jeg kunne tolke tusind ting ud af det. Hvis jeg ville og det ville jeg jo. Det vil jeg jo. Så jeg vågnede på randen af tvivl, for hvad mente han og hvad skule jeg svare og…og det var jo vigtigt at svare nu han endelig havde skrevet til mig… og jeg så op, og dér var min egen væg i mit eget soveværelse og jeg vidste, at svaret skulle være, at jeg ikke forstod hvad han mente. At det er ham, der skal forklare sig og ikke mig, der skal tolke. Og jeg slumrede ind igen og skrev: “Jeg forstår simpelthen ikke hvad du mener”. På en lille lap papir som jeg ville give ham, men inden jeg fik rakt den bagud mod ham, så jeg, at jeg havde skrevet mere på sedlen, så jeg krøllede den sammen og han fik aldrig mit svar. Kaffen virker stadig ikke, men nu er det tid uanset. Skal vi tro på at det bliver en god dag?
(og når man taler om solen, popper den op i fjæset på mig. Efter ugers fravær. Sidste ord var “masser af tid… vi finder på noget“. Og jeg vaklede op i min mørke stue og fortrød alting og intet. Andet end at klokken var så meget som den var. Så der ikke var mere tid. Og nu er han dér igen. På grænsen til kaos, i udkanten af min skærm. Så jeg logger af. Fri for at spekulere over. Fri til at øve de pæne ord til i morgen, mens Mads Mikkelsen er kynisk på mit tv og jeg glemmer at jeg er her alene. Som altid og ud i alt fremtid. Men huset var fint. Send flere penge. Slå 600.000 af prisen og ignorer at det vender mod nord. Men hvem har også brug for lys? Sært som jeg pludselig fryser.) Kulden prikker i mine ben. Måske det var overvurderet at tage korte bukser på. Men luften var sprød og duftede nattevåd af forsommer. “Aii, Anna, så du ikke ham der der ligner du-ved-hvem, til festen i fredags?” Nej. Men han er flink. Minder bare om. Kaffen brænder min tunge. Jeg fryser alligevel. De er glade alle sammen. “Godt arrangement“, “Perfekt sammensætning”, “pragtfuldt kød” (…ahem..?). Blinkende øjne og brede smil. Mission complete vel. Det er ok. Anna fik sat sit flag. Anna fik dem til at danse og le. Anna fik selv danset og leet; og nu sidder Anna ved sin pc alene i storrumskontoret og kigger tomt på et excellark fyldt med budgettal og noter til mig selv fra i går aftes; fordi det er sådan det er og der er deadline i dag. En dag kan det være, at jeg kan forføre mig selv derud, hvor jeg også tror på det dagen efter. Jeg sad i min bil forleden og var forelsket. Så de neongrønne blade og træerne, der ser ud som er de sprayet til med lyserødt flødeskum. Indsnusede duften af sprødhed og kådhed, der minder om den urgamle drift og vilje til at gro. “Hvorfor gror planterne, mor?” Fordi de kan. Jeg sad i min bil forleden og var med i alt dét. Syngende, smilende, i en trancelignende tilstand af forelskelse, forgabthed og håbløse drømme. Berusende, boblende. Ville ham. Ham. Og ingen anden. Det var så rart. Så uendelig… rart. Ville mærke hans hud, hans hænder og føle hans smil med fingerspidser i mundvige. Lappe hvert eneste af hans ord i mig, og være der hvor han er. Altid. Hele tiden. Til jeg bliver kvalt i nærhed og selvudslettelse. Til jeg forsvinder i ham og dét. Alt det ville jeg. Savnede jeg. Ønskede jeg. I 12 minutter i min bil forleden. Under bøgetræerne, der knitrede af forår, og formede en skriggrøn tunnel som jeg blev suget ind i; så jeg glemte, hvor jeg var. For virkeligheden er en naragtig illusion, og der er intet jeg kan gøre. Intet. |
|
|
|
Copyright Anna - www.mesmerized.dk. Tak fordi du læser med. Hvis du citerer eller bruger noget herfra, så nævn venligst hvor du har det fra. Sitet er hosted på One, og jeg bruger naturligvis Wordpress på dansk 98 queries. 1,946 seconds. |
||
“
Kommentarer