Måske jeg bare skal stoppe her. Mens den nye transition modnes og det stadig bliver mørkt klokken lidt over tre. Måske jeg skulle gå hjem og hente mit barn, i stedet for at sidder her og se ud i mørket. Eller svare på et par af de 254 mails der ligger og fylder. Eller rydde op på mit skrive børd og rette på makeuppen.

Jeg har det fint tak. Alt taget i betragtning har jeg det fint. Metaltræt på visse fronter, ru på tungespidsen og med lettere sviende øjne af for lidt søvn.

Lørdagen var ellers fin. Ikke langt vi kom fra sengen. Forbandet luksus at bruge en dag på at sniffe hud og dele ord. På at se ind bag øjne og bide i fingerspidser. Søndagen var tidlig. Hjemmebagte boller klokken halv otte og fødselsdagssang og flag og en lettere rundøjet 7-årig der ikke havde drømt om en ny cykel, før den stod der. Og en parallelt kørende krise i mit arbejdsliv, som mine folk kørte igennem uden at ryste på hånden. Med mig cc. Tak for indsatsen. Godt gået. Og sådan.

“Hvad er reglerne for bonus til fratrådte medarbejdere”, spurgte den fratrådte i en mail. Rend og hop? Hvad tror du selv? Jeg gør det rigtige naturligvis, men synes egentlig at det er frækt at forvente en belønning for at sige op. Hvad ville du gøre?

Måske jeg bare skal stoppe her. Hente den 7-årige og støvsuge de grannåle op jeg fik spredt da jeg lavede adventskrans i går. Bedre sent end. Jaja. Julen løber ingen steder, den går bare. Over af sig selv.

Transition. Magter ikke at begynde forfra, så måske det bare er farven der skal skiftes. Og temaet. Og titlen. Jeg har ikke plads til ham i mit liv, men begynder at gro ind i vanen med at han er der, og mest af alt mangler jeg ham når han ikke er på vej, eller lige der. Det er så anderledes som det vel kan være. Efter 5 år som deltids isheks, smelter alting jeg rør ved.

Hvis jeg går nu, kommer jeg ikke særlig meget for sent.