Jeg er begyndt et par gange. Og klikket væk, fordi jeg ikke ved hvad jeg vil sige. Lagt blyanten væk, lagt telefonen væk, lagt tanken. Hellet er ikke helle mere. Fortryllelsen er hævet, hvis den da nogensinde var der. Måske det bare var noget jeg bildte mig ind. Forhekset, besat, benyttet, betuttet. Hypnotiseret, betaget, bedaget. Jeg ved stadig ikke hvad jeg gør. Endnu mindre i går end i forgårs. Lidt mere i dag. Men er det ikke bare altid det samme valg? Intet valg er det største og mest gennemtrængende valg. Jeg gør intet og dermed gør jeg alt andet.

Jeg har læst bøger i ferien. Gode bøger og knap så. Læst om vejen til indre fred og om lean ledelse og om kærlighed. Jeg tror på kærlighed. Og stilhedens vigtighed for mig. Jeg tænker, at jeg ser kedelig ud, udefra. Det generer mig faktisk lidt. Det har altid generet mig når jeg ser forkert ud, og kedelig er ikke noget jeg har følt var passende at ligne. Som om verden definerer mig.

Jeg dyrker min have. Jeg bager mine boller og stempler min kaffe. Jeg sidder i timer og ser på bier og åndsvage myrer, der graver myregange i mine blomsterpotter. Jeg tager min bil og kører derhen hvor jeg kender vejen, og så går jeg en runde, der hvor jeg kender stierne, mens jeg indånder luften og ser blade på træerne. Der er ret mange blade på træer for tiden. Og blomster i græsset. Og myrer. Men jeg keder mig ikke. Jeg drikker stilhed i stedet.

Jeg vågner på glatte lagner med drømme under hud. Løbende gennem rum i forlængelse, kaldende på hende, der følger mig og smilende til dem, der ikke ser op. Jeg tror på kærlighed så meget at jeg ønsker at den bog jeg læser lige nu, ender på det. Jeg bladrede om for at se om navne dukkede op, men snød mig ikke til at læse. Vejen derhen er vigtigere en slutningen. De sidste to sider giver ikke mening hvis ikke de femhundredesyvogfyrre kommer før.

Der er 1760 indlæg her. 1761 med dette. Sikkert også flere, der aldrig blev lagt ud, og en del der er trukket tilbage. Jeg tror på at slutningen passeres før vi er i mål, og at vi ikke opdager historierne før de er skrevet. Jeg tror på kærligheden. Selv den del af den jeg ikke kan gribe om og den der ikke vil vokse i en af mine potter, fordi der er små røde myrer, der graver jorden væk nedefra. Og at jeg måske skal bruge mine evner til ord på noget andet end at sende små noter ud i det cyberblå. Måske det slet ikke gør en forskel, men måske ordene bare forsvinder, hvis jeg ikke skriver dem ned.

Måske det er ligemeget. Måske jeg er. For en del. For den del. Men er det vigtigt for helheden om?