tirsdag 9. marts 2010 kl. 11:58 af Anna
Drømte om Kenau i nat. I drømmen var han min, og fyldte rummet på den der mørke måde, som de der vampyr-drenge TV er fyldt af for tiden kan gøre det. Min rolle må så være en af de overmanicurerede kvindlige hovedpersoner, selvom min vampyrmandeversion mere ligner den onde bror end den mystiske helt. Det var ikke det jeg drømte. Kun at han var der og hans udseende og magnetiske tiltrækningsevne fik kvinderne til at gispe når han kom ind i et rum. Og jeg hørte det og tænkte eller sagde at “han er min”. Drømmeuklarhed i detaljerne. Præsentationsrunde, mens jeg satte tænderne i hans hals lige under det glatte mørke hår. Min, min, min. Dragende, sugende og alt det dér der kan være når man er forelsket og betaget af en mand.
Jeg så på Bono da vi spiste i går og han gjorde dét han gør allermest galt. Rablede om dengang han selv havde følt sig stresset. Fortalte om hvordan hans mester havde ringet og snakket job klokken seks om morgenen, om hvordan han ikke havde sovet og det hele havde kørt sammen og yadayaddayadda. Det er vigtigt for ham, det betyder noget og det er en del af hans historie selvom det er flere år siden.
Hej rationelle fornuftige Anna, det var ikke dig der mærkede effekten i går, vel? Det var hende det brækkede ben, der havde fantomsmerter i selvfølelsen og sorg over en detalje der gnavede lidt. Hende den amputerede, nedkørte arbejdsnarkoman, der er for udvandet til abstinenser men stadig kan mærke at der er noget der mangler. Meget der mangler. Det var hende, der havde brug for at blive hørt lidt på. Undskyld at hun kræver lidt opmærksomhed og plads lige nu, men hun er gået i stykker, selvom hun virker helt normal og fjollede lige før.
Hun blev ked af det. Sank lidt ned i stolen og spekulerede, mens teflonfacaden lukkede sig til, på hvordan hun på pæneste vis kunne få talestrømmen stoppet. Elegant var det nok ikke. Undskyld, men jeg har ikke overskud nok. Forbandet at jeg skal undskylde, men det føltes ikke ok ikke at kunne høre efter. Ikke at kunne rumme.
Så på ham, mens han talte og undrede sig over hvad han lavede der. Lille grimme mand.
Sagde det bagefter.
“Jeg bliver ked af det når du snakker om dig, nar jeg forsøger at fortælle om mig”
“Jamen det skulle du da have sagt”,
“Jeg siger det jo nu”,
“Jamen hvorfor sagde du det ikke mens?”
Fordi jeg for helvede ikke har styrken til at sige ting der blotter mine splintrede knogler. Gid jeg havde brækket mine ben, så ville det være så forbandet legalt at råbe AV FOR HELVEDE når nogen vader på dem.
“jeg blev ked af det”
“Jeg ville jo bare drage en parallel”,
“Hvorfor?”
Vel fordi det er det man plejer, ik? Vel fordi det er helt ok, når vi taler om alt muligt andet. Men det hjælper ikke mit brækkede ben, at høre at du bare savede dit af engang.
Det kom ud, men det hang fast på mig alligevel. Tog det med i seng og sov forbandet dårligt mellem drømmene om det udødelige fantom af en mand, jeg engang var så dum at lægge hals til, men et sted gerne ville have fanget. Vågnede med tristhed og irritation over at skulle bruge tanker på mit forhold til Bono og ikke det, jeg er her for lige nu. Mig, mig, mig. Tildelt luksus. Uhørt svær at tage til sig uanset hvad.
mandag 1. marts 2010 kl. 10:30 af Anna
Weekenden smuttede ud under den smeltende sne. Jeg har fået spirende blomster i søndagsgave og en verden med lunere luft, der dufter af andet end frost. I min baghave er der fede duer, der æder mine æbleskrog og ved siden af min PC, en krøllet blok med børnetegninger og mine noter. Sagsnummer, kontaktpersonens navn og direkte nummer. Adressen på psykologen og dato og tid.Ind og ud mellem kruseduller fra mine velbegavede børn.
Jeg har lige kværnet det sidste kaffe og glemt hvad det var jeg ville. Udover at se på fuglene der klatrer på forsytiaen og æder fuglekugler, støbt i skriggrønne plastiknet. Tankevækkende så handlingstræg man bliver af ingenting at skulle nå. Det føltes uendelig tungt at logge på og vidresende månedensfakturaer til min assistent lige før. Lidt som om jeg taber moment. Skræmmende hvis det er en blivende effekt. Farvel handlingskraft og beundringsværdige powerkvinde. Men måske hun aldrig rigtig var der, måske det bare var blær.
Gad vide om psykologen kan fortælle mig det. “Hej, jeg hedder Anna; jeg kunne godt tænke mig at vide om der er noget bag den her skal. Er der? Bare lidt?”. Arj, jeg piver. Hold så op, Anna. Jaja.
Det spøjse er at det, der fylder mest lige nu er ikke den tunge lammende arbejdsbyde eller min forstoppelse og overspisning; men mit ansigt foran alle de, der kunne og stadig ligner nogen der kan. Mit ry og mit rygte. At jeg nu er én der ikke kunne holde til det. Det gør ondt. Gad vide hvor man finder de ansigter der er tabt.
Det er i dag jeg har den første snak med psykologen. Lige om lidt, faktisk. Jeg har købt vandfast mascara, krukke som jeg er. Så behøver jeg ikke at tænke på dét. Så meget.
lørdag 27. februar 2010 kl. 17:12 af Anna
Når jeg diskuterer finanskrise og omfanget af ledighed, og ved hvad man vil i mit firma og sagtens kan tænke mig til hvad det kan medføre af overskudsafdelingsledere; og læser mails om hvem der nu har overtaget hvilke af mine opgaver, tænker jeg, at det da er torskedumt at hykle udbrændthed, manglende styrke og så lægge sig på ryggen i 4 uger.
Og så også at det bliver uendelig svært at vende tilbage med stolthed og ære intakt.
Hej, hej overjeg.
tirsdag 23. februar 2010 kl. 10:07 af Anna
Fuglene i min baghave bruger mere tid på at slås om maden, end på at spise den. Bono har fri i dag og spurgte om ikke vi skulle hygge sammen? Han sætter spørgsmålstegn bag ikke-spørgende sætninger i sine sms´er. Gad vide hvor meget man kopierer hinanden med tiden. Hvis jeg en dag sætter spørgsmålstegn de mest sære steder, så sig til. I dag skal jeg kun sætte et. Men vi skal ikke hygge sammen i dag, Bono og jeg. Jeg ventede lidt med at svare, til det gik op for mig at det er så enkelt. Jeg kan ikke bruge ham i den her proces.
“Hvad skal du så i dag?”
“Sidde med en kop kaffe og finde ud af hvad der er op og ned på mit job og mig”
“Samme her, jeg skal have fundet mig en arbejdsplads der ikke er så (…) ield onm bbggtthds thjkter arrjlk yadayada ya da”
Min historie drukner i hans parallelsvar. Jeg holdt op med at spørge ind når han gør det; den dag det gik op for mig at samtalen så kun kommer til at handle om ham og hans. Det er fint af og til, og han skal også have taletid og ører der lytter, men lige nu er det ikke fint. Lige nu har jeg brug for at samtalen handler om mig og mit. For jeg kunne ikke svare på min chefs spørgsmål i går. Ikke engang på “hvordan har du det”.
Hvordan har jeg det? Fint, tak. Jeg sover og spiser og skoler sne. Jeg kigger på fuglene der slås om maden og drikker god kaffe købt i Irma. Men jeg har en klump i halsen, jeg ikke kan sluge eller spytte ud. Jeg vil kunne starte i morgen eller lige om lidt, og stadig yde og stadig levere, men stadig gå hjem med håbløshed på frontallappen. Og jeg ved ikke hvorfor. Og hvad der skal til for at få det til at gå væk.
Min chef er problemknuser. Løsningsorienteret. Ringede lige før og sludrede glad om en artikel hun havde sendt til mig.
“læs lige den her, den kan give dig noget at tænke over måske. (…) og nu har jeg booket sine medarbejdere til (…) og er tråt ind i xx-styregruppen på dine vejne, og booket møde for dig med vores HR-partner i morgen og (…) Hvor ER det dejligt at jeg må ringe til dig!”
Selvfølgelig må du det. Jeg tuder kun når du spørger ind til hvordan det går. Jeg hader at være et problem. Jeg hader at skulle tage mod den hjælp de tilbyder, fordi det betyder at jeg har brug for den. Svaghed er nemlig ikke ok i Anna-land. Tårer er forbudte og gør ikke andet end grim. Det du ikke dør af, bliver du stærkere af, og styrke er det vi kan li. Det andet kan vi ikke bruge, så tag dig lige sammen, hva?
Hej overjeg. Knyt sylten, overjeg; du forstyrrer fuglene i baghaven med den larm.
søndag 21. februar 2010 kl. 11:42 af Anna
Jeg elsker stilheden når jeg er alene. Jeg stornyder tiden der ligger foran mig, og at der ikke er en der gumler mig i øret og brummer over homoægteskaber, legalisering af prostituition eller adskillelse af kirke og stat midt i min morgenkaffe.
Han har så mange ord, så mange holdninger og så meget der skal fortælles igen og igen. Jeg har ikke brug for at fortælle om mine holdninger. Jeg har ikke brug for at få pointer igennem, eller overbevise andre om noget. Jeg tror jeg er den mest stille i den her del af universet. Jeg er bare mig og det er rigeligt, og min kaffe bliver kold mens jeg forsøger at fokusere på den artikel jeg læste, da jeg kom til at sige at jeg faktisk godt kunne se det fra begge sider.
Yadayadayada.
Utaknemmelige kvinde, der synes det var rart at lukke døren bag ham. Burde vel nyde at der er en mand der vil mig så meget. Eller kalde det noget andet.
onsdag 17. februar 2010 kl. 17:00 af Anna
Der løber egne og andre folks børn ud og ind af mit hus. Nasser kiks, juice og computertid; og sørger eftertrykkeligt for at servere overspringstomgang med mini konflikter og “Anna, hvad laver du? Anna, jeg keder mig. Anna jeg er sulten.”
Og mig? Jeg går i stå. Lige så stille, med en gnavende følelse af at jeg filtser en facade henover sætningsskader. Jeg kunne godt starte derfra hvor jeg slap i torsdags uden at kny, men der ville ikke være noget ændret. Udover at jeg nok er en anelse mere udhvilet og en smule mere bagud.
Objektivt interessant at iagttage min chef i fredags. Hun gjorde alle de ting vi har lært at man skal. Tog føringen, undlod at diskutere med den stress-ramte, der jo aldrig selv kan se hvor dybt hun står i kviksandet; forbød emails (hvorefter hun sendte nummeret på psykolog på mail og bookede mig via outlook til møder med hende selv og vores HR-partner engang i næste uge, hvor jeg stadig er i email-karantæne. Jeg lader være med, at lade som om jeg ikke har set det.) Så talte hun en masse om, at det jo kun var to uger, og to uger er jo ingenting. (nej, men det er stadig et officielt nederlag om det så kun var én dag). Truede mig med 5 uger, da jeg protesterede og slog så om i at firmaet jo skyldte mig det, efter alt det jeg havde ydet de sidste par år.
Det sidste har hun jo ret i, og det er måske derfor jeg synker ned i noget nær apati nu. Jeg skylder dem ingenting. Jeg skylder kun mig selv at stabilisere mit fundament. Jeg burde ringe til den der psykolog, men jeg har en irrationel blokering, der klynger sig til de tusinder at overspringstomgangsting jeg er omgivet af. Først skal jeg lige spise frokost, morgenmad eller vække mine børn. Så skal de til sport eller hentes hos legekammerater. Og jeg skal løbe, eller købe ind og hænge knager op. Og vaske, stryge eller skure badekarret.
“Men du burde jo..”, koret af velmenende råd er så højt, at jeg ikke kan skeldne stemmerne. Især ikke dem i mit eget hoved. Fuck burde. Lad mig være et tårn i Piza, med blikket stift rettet mod jorden der nærmer sig. Bare lidt endnu. Eller glem alt om at sende tulipaner og politisk korrekte hilsner på den mail jeg ikke må åbne, og giv mig i stedet hagesmæk på og stop skeer i kæften på mig med det der skal til, nu i siger at jeg ikke kan se det selv.
I virkeligheden har jeg ingen som helst undskyldning der er valid nok. Det ændrer bare intet i mit (manglende) handlemønster, og jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg ikke bare lige.
lørdag 13. februar 2010 kl. 20:51 af Anna
Jeg havde engang en medarbejder som vi gav en opgave, der var lidt ud over det hun plejede at få. Ikke meget, bare lidt mere komplekst og bare lidt mere på ukendt grund, men dog nærmere dét hun var udset til at skulle arbejde med fremover, når projektet var afsluttet. Hun fik den ikke alene, hele holdet var kastet ud i en undtagelsestilstand fordi noget ikke var som det skulle være, så vi delte gruppen op og gav stort set alle hver deres pind, som de skulle koordinere med hjælp fra alle de andre. 2 uger efter ringede hun grædende og meldte sig syg med stress. Jeg sygemeldte hende i 3 uger, og satte hende tilbage til de enkle opgaver da hun kom retur. Hun sagde op efter 5-6 måneder.
Et par år senere havde jeg en anden medarbejder, der talte længere tid om det hun skulle nå, end det tog at nå det. Hun trak ikke det tungeste læs i afdelingen og teamlederen var lidt irriteret over at hun mest kørte på frihjul i teamet. Hun levede sammen med en kæreste, og tilsammen havde de 5 børn, alle omkring teenagealderen, der boede på skift hos dem og deres andre forældre. Hun lavede det hele derhjemme, tror jeg. Hun fik det hvertfald til at lyde sådan, og klagesangene over dovne teenagetøser var mange og lange. Så kom det forår hvor det ene barn fyldte 18 og de to andre skulle konfirmeres. Det var hende der skulle arrangere det hele, lød det til, selvom kun et af børnene var hendes biologisk set. En torsdag før en ferie fik hun konstateret for højt blodtryk og meldte sig syg. Hun sagde det ikke direkte til mig, men jeg fik af omveje fortalt, at hun bestemt mente at det var stressbetinget og hendes kolleger mente at firmaet da måtte gøre noget for hende. Hun holdt sin ferie og lagde sig så syg i en uge derefter hvorunder hun fik afviklet de to sidste fester.
Så var der hende den anden, som heller ikke rigtig kunne løfte i sit job; og meldte sig syg med stress da hun blev konfronteret med kravet om at gøre det bedre. Den har jeg vist hørt et par forskellige versioner af.
Fælles for dem er, at de ikke kunne magte de opgaver de var blevet sat for, eller havde påtaget sig, fordi de ikke kunne sige nej. Fælles for dem er også, at jeg – sikkert ret usympatisk og uden tvivl dybt politisk ukorrekt at indrømme – ikke har haft den store medfølelse med dem. Jo, det er forbandet synd for dem, at have det som de havde det, for jeg kunne jo godt se at det ikke var for sjov, men jeg har ikke haft vanvittig stor respekt for deres formåen, for hvor svært kunne det være? I det første tilfælde ved jeg stadig ikke hvad det var hun blev så stresset over. Det var virkelig ikke en svær opgave hun fik.
Jeg tror på, at folk bliver ægte stressede af for meget pres. Jeg har set mennesker jeg respekterer højt, få kryds i øjnene, usund kulør i kinderne og hørt dem fortælle om hvor skidt de sover, eller hvor meget deres hjerte egentlig slår. Og jeg har set at deres opgaver var store og komplekse, og har respekteret dybt når de har taget et par dage på weekeend med kæresten og så været op i speed igen. Men der er ingen af dem, der nogensinde har trukket kortet og meldt sig ud af verden i 2, 5 eller 10 uger.
Jo, jeg har oplevet en enkelt kollega, der trak stikket efter en periode hvor hjemmefronten havde budt på alvorligt syge børn og venten prøvesvar for hende selv. Alt respekt for dét, to gryder kan ikke koge over, på samme tid.
Jeg troede en gang at jeg skulle en helt masse, jeg troede på at jeg havde evnerne, og at jeg blot skulle være på rette sted til rette tid. Jeg troede, at jeg kunne skabe og fastholde overblikket, og lede folk på den naturlige, gode måde; der fik produktiviteten til at stige og problemerne til at blive taklet som spændende udfordringer og leg. Jeg troede, at jeg af alle, havde noget helt unikt at tilbyde og hvis blot jeg kom tilbunds i bunkerne, ville jeg, lige så godt som alle de andre storsmilende kolleger jeg har, lykkes med det, jeg havde i gang. Jeg troede at ingen elefant var for stor, den skulle bare spises fra en ende af.
Det kan jeg så ikke. Altså æde den her skide elefant. Den er for stor, den vokser i munden. Det er dér mit nederlag er.
Jeg. Kunne. Ikke.
Det handler ikke en skid om at sige fra for at passe på mig selv, det handler om at sige fra, fordi jeg ikke kunne. Om at give op. Ja, jeg har gjort det inden jeg kollapsede fysisk; ja, jeg har gjort det inden jeg har gjort ubodelig skade på mig selv, det er vældig fint. Men det kan ikke skjule det forbandede faktum, at jeg giver op, fordi jeg ikke magter opgaven. Præcis som alle de andre ikke kunne magte deres.
mandag 1. februar 2010 kl. 21:11 af Anna
Sjov dato i dag. Symmetri for talnørder. Jeg opdagede det da jeg opdaterede min status over den ildebrand vi slukker ved siden af vores daglige arbejde. Dear all, please find the status for (…).
Og allerede i eftermiddag, mens mine unger pludrede ovenpå, har jeg sms-skændtes med Bono. Vores første skænderi er selvfølgelig pr elektronik. Hurra for moderne parforhold. Eller noget.
Jeg holdt op med at svare mellem aftensmad og sengetid for minihelte, fordi hans svar var vrængende skingre og fordi ord blev læst gennem modtagerens horisont.
Det er vist mest fordi jeg er hård. Jeg vil ikke lade ting passere, jeg har levet i et ægteskab af passerede ting, og druknede i at jeg tilsidst var blevet glemt af mig selv. Jeg mærkede ikke efter i hundrede år, og stivnede til en kold klump hvid marmor, der ikke kunne mærke andet end kulden når han og resten af verden gik forbi.
Så tøede jeg op, og lovede mig selv altid at mærke efter. Det går så ud over Bono. Jeg vil ikke være nogens bedre halvdel, jeg er min egen hele og han sin. Jeg vil ikke dyrke hans sport, jeg har min egen, og han skal ikke være en del af min lille familie, kun en del af mit liv. Jeg snapper blidt efter ham når han planlægger ting hvor ungerne er med og smiler afværgende når han vil have mig med ud på tur med sin klub. Jeg lytter ikke når han mumler om at jeg arbejder for meget og bliver mere end modrat irriteret når han peger på de ting jeg ikke når, af samme grund.
Tilgengæld var der tre cyklister, der uafhængigt af hinanden kørte på tværs af vejen, da jeg kørte hjem. Det er for såvidt harmløst når der ikke er så mange biler, og også når der ikke er så meget sne. I dag var der bare begge dele og i betragtning af at jeg ikke kan mindes at jeg har bemærket det før, må de her tre cyklister have haft dødsønsker eller en drøm om en invalidepension.
I dag fik han så åbenbart nok. Bum, lige ned i min mobil. Ting læst mellem linierne i min – efter min mening – ret sobre “det her synes jeg ikke er fedt”-udmelding om noget marginalt. Pænt svar tilbage, uden at give slip. Lidt større BUM, lige ned i min mobil igen. Så var det jeg stoppede en times tid eller to, mens børnene blev kildet, fodret og kysset godnat.
Ændrer den pæne dato dagen? Ikke en fløjtende fis, sikkert. Jeg havde sne uden for mit vindue, kaffe i min kop og en voksende tiltro til at jeg alligevel ikke når noget som helst af det jeg skal. Og så er det mandag, og som noget nyt er jeg blevet skældt ud af .
Nu vil jeg lave mig en kop grøn-te med lidt lime i, se nyheder om næste snestorm og spekulere om dét ikke at lade de vigtige ting passere, kan lade sig gøre, uden at skræmme modparten helt væk. Det får vi at se.
søndag 31. januar 2010 kl. 19:17 af Anna
I mine sorte øjeblikke ser jeg ham som praktisk.
Disclaimeren er noget med at jeg er træt på grund af den krig mellem penicillinprodukter og bakterier der raser i min krop, og de ti kilometer jeg alligevel løb i den fedtetfrosne sne lig efør frokost. Og der er sikkert også hormoner på spil og underskud på eremitkrebsebalancen.
Han så så glad ud, da han kom.
I mine svage øjeblikke ser jeg hans glade smil og er bange for at jeg en dag ikke kan besvare dem. Fordi forskellen mellem vores verdener er for stor, fordi han ikke tænker i akademisk-afrettede baner og fordi han nok aldrig vil forstå hvad jeg taler om når jeg gør. Som i dag, da jeg så på loftet over min sofa, og fortalte om hvad det var der gjorde mig så frustreret i fredags. Der er langt, når man også skal forklare hvad der er god praksis i min verden. Nej, medarbejderne lover mig ikke bank når jeg retter på dem. Ja, jeg er firmaets mand og det er ok at være det.
Så taler vi lidt om at en uddannelse måske vil være til hans fordel. Hvis nu han en dag ville noget andet (og mere, tænker jeg jo), end bare være arbejdsmand. Fordi JEG tænker at det han gør da umuligt kan være tilfredsstillende på sigt, og kan høre at de ting han går op i, er så små, at jeg til tider græmmes. (husk disclaimeren. Jeg kan godt lide manden, det er bare lige nu, ik?)
Og i mine sorte øjeblikke kan jeg godt se det praktiske i ham og mig.
Jeg har et hus. Jeg har en bil. Jeg har to børn. Jeg har kun mine egne hænder og min egen tid til alt det der skal til, for at holde det kørende. En handymand med masser af tid til overs og et udtalt ønske om at gøre mig glad, er måske det der skal til for at mit liv kan hænge så meget bedre sammen til at jeg ikke synker sammen fredag aften i zombietilstand af udmattelse.
Mænd i lederstillinger har gjort nærmest altid. Direktører er rask væk gift med pædagoger, skolelærere og sygeplejesker. Ikke at der er noget i vejen med dem, men det er nu engang sjældent set at det går den anden vej, ikke? Yderst praktisk setup, kan jeg godt se nu. De har en til at holde deres hjem, de har en at dele arbejdet med og en der sætter en tallerken mad i køleskabet, når de bliver nødt til at blive hængende på kontoret. Og sørger for at ungerne har været til håndbold, er spist af og puttet i rette tid.
Kold og kynisk betragtning, som bare strejfer mig, når han lige smutter forbi og skovler sne, sådan en søndag, og jeg er for mør i kroppen til at mærke boblerne i blodet.
lørdag 30. januar 2010 kl. 10:29 af Anna
Urolig søvn. Millioner af indtryk der blev pisket rundt og syltet ind i fantasi og fremtidsplaner.
Middag med ledergruppen i går. Bla bla bla. Hyggeligt indtil han holdt en tale. Jeg er der ikke. Sure mig. Der var en gang jeg var der, og jeg var hende i midten. Nu er jeg bare mellem grupper. Sad ved min gamle chef og den nye. Fnisende snak under middag, uden at noget gik ind. Eller kom ud. Det er fint nok. Der var sne i min indkørsel da jeg kom hjem. Skovlede med knækket sneskovl, kravlende på knæ i mit pæne tøj og ragsokker i gummistøvler. Koldt og med indlysende pointe lige dér. Hvad gør man ikke for en morgenavis.
Blærebetændelse nummer tre denne vinter er stilnet af igen. Lægen sagde, at det var normalt at det kom i serier, uden at det var min skyld. “Og så går der nok 15 år før det kommer igen”. Tak, det gad jeg godt. Lettere udmattet af at gå sammenkrummet af øm blære, og arrig over at alle de gode råd ingenting gør for mig. Trænger til at løbe igen. Hej lorte sne. Hej lorte blære. Gider i godt slippe mig fri nu?
Han siger at jeg er fantastisk som jeg er, men det er heller ikke for udsenets skyld at jeg gør det, vel? Velvære og målopfyldelse med smalle lår og flad mave som bonuseffekt. Må. Ud. Nu. Det var ham der knækkede min sneskovl og knækkede min bilantenne. Jeg kan vel ikke rigtig tillade mig at være sur, så det er jeg ikke.
Drømte om så meget at jeg ikke helt kan kille det ad. Mylder af billeder i min knold. Frisk luft og sne i bukesopslag må slette lidt. Skal vi prøve?
torsdag 14. januar 2010 kl. 13:45 af Anna
Bono er en sød mand, der vil mig det bedste. Han køber chokolade og sætter små poser med kager foran min hoveddør. Og han vil lave mad til mig. Sørge for at alt er klar, når jeg kommer træt hjem. Og det er fint, og jeg er glad for at han gider. Men den mad han laver er mandemad – velsmagende, men mandemad. Jeg har vænnet mig til at spise groft og grønt og meget tøseagtigt, og det virker for mig. Jeg kan lide det, lide den effekt det har på mig – og holder mig nemt slank, selvom jeg klemmer en summerbird flødebolle ned i tide og utide.
Jeg har forlængst besluttet mig for at jeg ikke vil gå på kompromis med det, der føles forkert for mig, iforhold til den måde jeg lever på. Så jeg sagde tak, men skru op for grøntsagerne, fibrene og ned for alle de tomme kulhudrater. Hvis du skal lave mad til mig, ellers lad være, så tager jeg en rugbrødsmad.
Og nujjjj hvor jeg synes jeg var en krævende kælling. Manden vil jo bare kræse for mig. Og det er romantisk og dejligt at han vil, men jeg vil gerne selv bestemme hvad jeg putter i min mund, og ikke ændre min måde at leve på, blot fordi der er kommet en ny ind i mit liv. Jeg nægter at tilpasse mig.
Basta.
Krævende kælling.
mandag 11. januar 2010 kl. 8:28 af Anna
Istedet for løb jeg ned til Tuborg Havn. Stillede mig i vinden og så ud over skibene der var iset fast i havnen, og de, der lå i klatter ude på Øresund.
Isen vuggede i bølger ude ved iskanten og lå helt fast pakket inde hvor jeg stod. Og der var altaner i millionklassen med udsigt og gran, og damer i pelshuer der skuttede sig bag mig. Jeg var varm af turen og lod vinden skubbe til mig, som en blød, kold vante.
Løb hjem til et varmt bad og sendte en sms til Bono om at jeg ikke snerrede mere, og egentlig gerne ville se ham. Senere grinede vi af noget jeg ikke kan huske, men jeg tænkte bare at jeg skulle huske hvor godt løbeture gør og hvor godt han gør. For et halvt år siden grinede jeg ikke så meget, sådan en søndag aften.
“hvad er vi egentlig?” spurgte han så. I forlængelse af en snak om noget andet. Et tilbud om 2 måneder i udlandet. “Tag da imod det, det er da fedt at få chancen“, men han tøvede lidt og sagde at der var noget der bandt ham til Danmark. Ligepludselig. Ikke at han vidste hvad det var. Hvad vi var. Og 2 måneder væk?
Jeg stod i døren og lod mig dumpe ned ved siden af ham hvor han sad. “Hvis vi ender med at være …noget.. så er jeg det jo stadig selv efter 2 måneder i udlandet.”,”men hvad er vi, Anna? Er vi kærester?”
Sidst jeg var kærester med nogen, overtog han min tid og mine tanker. Mit råderum og min frihed. Det gør Bono ikke, men det er alligevel svært at sige højt. Men det er vi vel. En slags.
lørdag 9. januar 2010 kl. 13:10 af Anna
Principielt kunne han godt være blevet. Det har han jo gjort før. Sovet lidt længere og søvnigt kysset mig farvel. Drukket sin morgenkaffe i ro og mag, men jeg vågnede med klaustrofobien klæbet til kinderne og mit eremitkrebseskjold trukket godt ned over åbenheden. Jeg havde lagt frisøraftalen klokken ni, fordi jeg ved at det tager lang tid med alt det hår jeg har. Det gjorde det også og nu har jeg friske chokoladestriber i det glat-glattede hår; og undgik at smalltalke så meget med frisøren, at hun til sidst konkluderede spørgende at jeg vist var lidt træt?
Ja, frisør; lad os bare kalde det træt. Jeg har sovet nok, men lad os kalde det træt.
Jeg er træt af at kulden får min hud til at klø og min hovedbund til at drysse i flager. Jeg er træt af at krummerne hober sig op på gulvene i mit hus og at vasketøjet bunker sig i både rene og snavsede dynger. Jeg er træt af at fryse og træt af at skrabe is af min bil.
Men det er ikke dét der er galt. Det er ikke dét der får min næse til at svie og min stemme til at knække. Jeg kan jo for pokker da sagtens smøre lidt tykkere creme på. Jeg kan hælde olie på issen og støvsuge eller ignorere løs. Jeg kan folde sammen og stuve til side, og jeg kan tage varmere trøjer på, og nyde den lille produktive pause det er, at skrabe ruderne fri.
Det er heller ikke den sms jeg fik fra min chef klokken lidt over elleve i går aftes. Den var bare dråben.
Det er er galt (tror jeg, lige nu i min chokoladestribede lørdags kløe, med en bunke hormoner bankende enhver form for slevværd jeg måtte have haft tilbage, ned i den fasttrampede sne mellem stenene på min havegang), er at jeg ikke lykkes.
Den grå direktør forleden spurgte, efter sin dræbende peptalk om 2010s mål, ud i lokalet om der ikke var nogen der havde en successhistorie at fortælle. Stilheden var ikke kun min, men jo; jeg var blank. Success? Hvad er lykkes i 2009? Hvilke mål har vi nået? blankt ekko? Jeg. Har.Ikke. Nået. Noget.
Jo, jeg overlevede konstellationen fra helvede, til jeg blev omorganiseret på ludomåden til det her. Og nu jeg har været i det siden september, bør jeg vel snart kunne? Noget? Jeg har famlet rundt i blinde, og jo; kæmpet som en gal, der hvor jeg har kunne se hvad jeg skulle gøre, men mest har jeg følt mig som en elefant med bind for øjnene i et glashus. Frosset fast af angst for at smadre noget. Så jeg føler at jeg har stået helt, helt stille hvor jeg gerne havde villet danset ballet og fået tingene til at ske.
Jeg synes ikke selv jeg kan se hvad pokker jeg har gjort, udover at være showstopper af manglende viden og et ikke-eksisterede overblik. Og dét dræber mig lidt dag for dag og endnu mere, når hormondjævlen vrider armene rundt på mig som lige nu.
Der sidder tre tanker i mig, når jeg falder i søvn og når jeg vågner op, og de gnaver i hver deres del af mig:
Jeg ikke kan se at jeg har løftet nogetsomhelst i mit nuværende job. Jeg lever for at gøre en forskel. Den forskel jeg har gjort, der hvor jeg sidder nu; er negativ. Jeg har stoppet toget, fordi jeg ikke vidste hvor koblingen sad.
Jeg brænder ikke for at køre dét tog jeg sidder i. Jeg irriteres over medarbejdernes modvillige bedrevidenhed og kan ikke finde interesse for at løse problemer som dét min chef skrev til mig om klokken 23.06 i går aftes. I. Dont. Care. Jeg lever for at brænde og kæmpe for mine mål; og jeg kan ikke finde ild.
Jeg kan ikke længere se hvad det er jeg kan. Jeg aner det simpelthen ikke.
Og oven i dét, så er tonen, metoden og værst af alt etikken i mit nye lederteam, væsentlig forskellig fra før. Jeg lever for at være åben og ærlig. Jeg spiller med åbne kort og fair aftaler. Mit 2009 budget var – uanset at det var pænt og på den absolut gode side af hvad vi skulle nå – det dårligeste i gruppen, fordi de andre bruger nogle tricks jeg nægter at anvende. Jeg er for ærlig til at ville gå på kompromis med sandheden og jeg nægte at sælge varm luft. Det betyder så bare at jeg konstant er bagud og fremstår som den dumme, naive tjikkerlikker-spejder pige; og mine kunder irriteres fordi jeg fortæller dem sandheden og ikke lirer en smøre af som de er vandt til. Hvis dét er måden, så er jeg ikke på.
Men hvad er jeg så? Og til hvad?
onsdag 6. januar 2010 kl. 9:54 af Anna
Møde med manager fra et sted i galaksen. Han udstrålede sås meget ro, at jeg blev helt varm i maven. Dét vil jeg lære.
(Jeg har 31 mails i min indboks.)
(Og 411 i den folder der nu hedder 2009. Stille nu.)
(og en længere flirtende streng af mails med musikerven, der rødmede helt over i min del af himmelrummet af min håndværker-inducerede kækhed. Mmmnn..)
torsdag 31. december 2009 kl. 0:18 af Anna
For et år siden malede jeg vægge hvide og mine hænder ru. Jeg havde foræret mig selv en puslespil i julegave, og kan huske min søsters undren, da jeg pakkede det ud. “Hvornår havde du tænkt at du får tid til at lægge det?”. Det står stadig på en hylde i mit soveværelse, uden at pakken er brudt.
Jeg tænkte forleden at jeg måske kunne nå det i år, masser af dage til den slags sysler, mens ungerne spillede wii eller DS, men jeg fandt aldrig roen eller en plade der er stor nok. Så det står stadig på en hylde i mit soveværelse.
For et år siden forelskede jeg mig i mit hus mens jeg malede. Indsnusede og flyttede min sjæl ganske varsomt ind. Skålede med mig selv og tyst med utydelige skikkelser nede på gaden, da klokken slog 12, og savnede i virkeligheden ingen og i virkeligheden meget jeg ikke vidste af.
Det var en god aften, sidste år. Mig og mit hus og fremtiden som jeg begyndte at tro på, lige dér.
2009 var bedre end 2008. Jeg kæmpede i 2008 og vandt lige så stille i 2009. Indtil den dér knude satte sig i min hals, lammede mig i to måneder og derefter spurgte mig hvad der var vigtigst. Hvad jeg inderst inde drømte om.
Så kom sommeren. Og jeg trænede mig ud af færten af dødelighed og selvutilstrækkelighed, i stædig jagt efter en plan med et mål, som kastede så meget af sig i velvære undervejs, at resten kom flydende uden at jeg så det.
Jeg ønskede blot en enkelt men alligevel kæmpestor ting af 2009. At jeg måtte blive en del af noget. Nogen. Nogens.
Her er jeg så nu.
En stor del af det hele. Nogens og en vigtig del af noget.
Det har vistnok været et godt år. Og jeg tror på at 2010 bliver endnu bedre.
mandag 28. december 2009 kl. 22:21 af Anna
Lige her, lige nu; med dæmpet musik og blåbærsaft i et stort glas og rester af dag i hele huset. Lige før, med børn der krammede godnat, med bløde arme og jegkanikkesovemor. Og før det, med en smeltende julefilm i på DVD og kravlende unger og popkornskrummer i sofaen. Med pludrende aftensmad og spruttende grin. Med “nej, du skal ikke spille mere WII nu”, og kaffe med stjålne kys bag en lukket dør, fordi en mand med blå øjne måtteskulleville forbi og efterlod en sugende trang til mere. Med en knogledyb udhvilethed og hud der snurrer af varme og lidt af træthed.
Lige da, lige der, lige nu, er jeg lykkelig.
Kom nemesis?
mandag 28. december 2009 kl. 11:00 af Anna
Det undrede mig meget som barn at nogen kunne finde det lækkert med noget så groft som rugbrød om morgenen. Det måtte være en del at dét at være voksen, at kunne tilsidesætte sine egne behov for den sundhed der jo tydeligvis er i rugbrød. Man er definitivt fornuftig voksen når man spiser rugbrød til morgenmad.
Jeg er voksen nu og spiser det fordi det føles bedst på min krop.
Tilgengæld føler jeg mig ikke særlig fornuftig voksen, når jeg både har sviende symptomer på blærebetændelse igen-igen, og synes det er småpinligt at skulle krybe op til lægen igen-igen og bede om sulfater, fordi min blærehals tilsyneladende er for kort til mit sexliv. Av.
Er det voksent, naivt eller bare fejt, at gøre et forsøg med tranebærmirakler først?
lørdag 26. december 2009 kl. 18:32 af Anna
Første juledag forsvandt lige så lydløst som juleaften pludselig var gået. Jeg ved godt med min fornuft hvad jeg brugte dagen til, men hvordan vi kunne få en hel dag til at forsvinde uden helt at begynde på den, er et mysterie og en luksus jeg ikke helt kan rumme.
Jeg har sat ovnen på selvrens for at fjerne resterne af and og steg og et års madliv, spiser rugbrød med daggammel flæskesteg og syltede agurker, og drikker halvflad Prosecco til.
Her er helt stille, på nær den susende lyd fra ovnen.
Behøver jeg at skrive mere? Det er godt. Det var godt og det bliver godt.
lørdag 19. december 2009 kl. 22:02 af Anna
Så har jeg ikke hørt en skid fra Topchefs Tømmerhandel efter jeg sendte ham mit CV. Kun et “ok, Tak”, fra manden. Så mere eftertragtet var jeg vist heller ikke.
Til gengæld skal jeg lige et smut på hospitalet på tirsdag og have resultatet af de blodprøver jeg fik taget i kaos for et par uger siden. Bare et rutinechek, ik.
Men så er det altså også jul.
Blev der sagt.
torsdag 17. december 2009 kl. 16:46 af Anna
Min tid går med et snuble efter opgaver og mål og forsøge alt det jeg kan. Jeg orker ikke at fortælle om sorte rande der sidder fast og vrissen efter folk ned af gangene. Omkring frokost var jeg så sur at jeg følte at jeg ville slå hvis nogen sagde mere. Og så lidt efter, at jeg ville tude hvis A sagde “pas nu på dig selv” mere end den ene gang.
Jeg. Er. Så. Forbandet. Træt.
Aflyste coachsession med reference til vejret, men sandheden var at jeg havde brudt grændende sammen hvis jeg skulle tale om det der gør ondt. Eller bare tale om mig og ikke de snublende mål eller syndfloden af opgaver og deadlines, KPI´er og emails. Ville ellers have vendt det karriere vejkryds jeg står i. Ville have spurgt ham hvad der bedst kan betale sig, at blive hvor jeg er og opsamle ny goodwill, eller springe til den Tømmerhandel Topchef sidder højt i, og starte forfra der. Skiftet er i sig selv nok sundt. Jeg har jo været hvor jeg er altid. Født i en krog bag en reol, som grøn nyuddannet håbefuld. Jeg ved stadig ikke hvad det er jeg vil og hvorfor. Coacherhvervspsykolog kan ikke coache mig frem til det, men hans tunge erfaring kan give mig et drys af mentorship.
Træt. sviende øjne og alt for lidt overskud. Vrisser af børn og Bono. Jeg plejer at sige at jeg er en korkprop, men jeg føler mig mere som en sten lige nu og der er forbandet langt op til overfladen. Jeg vil gerne samle lys og sol og gnister i sneen, eller glimt i øjne; men jeg så et spejlbillede af mig selv i et bakspejl i en taxa i går, og der er dybe furer om munden og sorte rande der ikke vil gå væk. Touche eclat i fede striber, narrer kun i dæmpet lys.
Jeg savner mig selv.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer