“Hvordan går det?”
“Godt”
“Godt, du ser også sådan ud”

Det var ikke der jeg kom til at grine, vist først lidt efter, da han blev ved med at ævle om hvor meget han gerne ville vide om jeg var klar eller hvad pokker det var, han ville vide. Jamen jeg er klar, sagde jeg og smilede måske for skævt.

“Det er jo en vigtig og dyb beslutning, hvor jeg har brug for at du kigger dybt ind i dig selv”

Åh du skulle bare vide. Lille mand med alle ambitionerne, alle viljerne og alt det andet, der en dag driver dig langt. Du skulle bare vide hvor dybt jeg tænker hver fucking eneste minut, jeg ikke kan drukne mig i andet. Selv når jeg sover tænker jeg dybere end man skulle tro, når man ser mit kønne smil. Er jeg klar? Vil jeg tilbage? Vil jeg det her? Hvad vil jeg ellers? Alt det der man tænker, når man sidder på sidesporet og blomstrer om kap med pæoner og andre roser.

Så holdt jeg op med at grine. Forsøgte så godt jeg kunne, at nagle ham til stolen med lidt blåt stål og en rolig stemme.

“Det er skam meget alvorligt ment, når jeg siger at jeg vil tilbage i en lederstilling, og at jeg føler mig klar. Alternativet til at få den her, er at jeg selv finder en.”

To sætninger længere henne slap han emnet med et “ok, tak, det var det jeg skulle vide.”

Men hvad så? Jo jeg fik spurgt. Minirokade, sagde han. Enten den ene eller den anden afdeling af to. Gammelt stof. “Eller er det for demotiverende for dig?”.

Jeg sagde nej lige der. Det var fint tak. Anything goes.

Men det er ikke rigtigt, jeg vidste det bare først da jeg havde siddet lidt bagefter. Kæft jeg tænker langsomt, når jeg tænker. Nej, jeg vil ikke overtage afdelinger fra de andre; jeg vil bygge nyt, eller have nyt. Eller noget jeg ikke helt ved endnu. Ryst posen, og jeg vil hjælpe dig med at lime stumperne sammen. Det andet har jeg prøvet. Masser af T-shirts i skabet.

“Hvorfor sagde du det ikke bare da det var?”. Helt anden samtale, en helt anden dag, om et helt andet emne, med en helt anden mand.

Fordi det ikke altid er, at man ved hvordan det er, når man sidder midt i det. Kan man sætte verden på forskudt transmission? Og hvis det er, kun sende det, hvis man vinder kampen?

Jeg bookede en projektleder til et møde med formål at informere mig. Hun henviste mig til sin assistent.

Jeg gav en medarbejder et grundigt input til en kontrakt, før kunden fik den til gennemsyn. Da jeg fik den retur med kundens kommentarer, kunne jeg se, at de fleste af mine input var ignoreret.

Det kræver åbenbart mere pågåenhed at blive hørt, når man bjæffer fra sidesporet. Jo, jeg er ikke længere noget.

Men jeg ser dem, der arrigt kæmper for at være det, for at beholde deres pladser og for at rage til sig af bævende respekt og migmigmig; så ved jeg at jeg ikke vil lege den leg mere. Der må være en måde at leve et interessant arbejdsliv på uden at skulle indgyde frygt og holde dundertaler, og der må være en måde hvor man kan opnå indflydelse og samtidig beholde ro og selvrespekt. Jeg vil ikke andet.

Jeg har sat en lænestol foran min terrassedør, så jeg kan sidder dér og se ud i det kolde majvejr og på de krukker, som jeg mod bedre vidende har plantet sommerblomster i. Det er stadig for koldt og der er stadig risiko for nattefrost og jeg vil helt sikkert glemme at dække dem til om natten.

Psykologen pegede på min livsstrategi og fortalte mig at det var dén der skulle skiftes ud. Det massive, skraptandede overjeg, skal erstattes med den voksne mig. Skitsofreni på et håndterbart plan. Jeg vælger selv hvem jeg vil være, men det sker ved at tage nye valg og rette min kurs med bittesmå nøk hver eneste dag. Små nøk kan også gøre ondt, når man ser de kyster man ikke længere kan nå, fordi skibet forlængst er forbi sejlrender og havnemundinger.

Man sidder godt i min stol. Det var engang min morfars stol, og jeg kan huske ham trone i den, med et muggent udtryk der nok var en stivnet rest af ting han havde set, og ikke kun et udtryk for ubehag over at vi var der.

Jungletrommefortællingerne om hvem af de andre, der er udpeget til at skulle videre op, pegede vrængende på min karrierestrategi i går, og fortalte mig, at den holdt op med at virke for et par år siden, da medvinden stoppede og jeg selv skulle padle som en gal for overhovedet at holde mig ovenvande.

Jeg har været båret på goodwill, skabt af gode resultater. Jeg havde styr på alle detaljer og kunne styre mig og mit team fremad, fordi jeg kendte båden, havet og fiskene i det. Min ledelse havde valgt mig og stod inde for det valg, ved at ville mig, ved at hjælpe mig og ved at tage dét jeg gjorde alvorligt.

Stolen var betrukket i brungrøn velour, da jeg arvede den af min mormor. Nu er den blå og hvid i brede striber, og da jeg var gift og på barsel, ombetrak jeg den med et hvidt stof, med et præget mønster. Man sidder godt i min stol, uanset farven; selvom fjedrene nok ikke helt er som for halvtreds-tres år siden, da de var nye.

Alt dét jeg fik gjort, skaffede mig et større skib, i et nyt hav og med sære væsener i mørket under os. Ny afdeling, nye kunder, nye produkter. Og kort efter forsvandt ham, der valgte mig og skabte mig som leder, og et år efter forsvandt hans chef, der havde bakket op om og gødet.

Alt, alt for sent gik det op for mig at min goodwill var brugt op. Jeg så ikke, at de nye og det nye ikke vidste hvem jeg var og hvad jeg kan,  og jeg så ikke, at det var nødvendigt at vise dem det. Jeg antog, at jeg havde nok base og jeg antog at det kom af sig selv.

Jeg fokuserede på at lære om det nye, for at føle mig tryg i hvad jeg sagde og gjorde og besluttede. Fejl nummer to. Jeg skulle have skimmet overfladen, valgt et par lette succeer og kørt dem hjem. Ikke for at være distanceblænder, men for at rodfæste mig. For at vise at jeg var solid nok, at jeg KUNNE. Men jeg troede jo, at de vidste det, så jeg trak mig tilbage mens jeg gumlede mig gennem hele pensum.

I stedet for at lære og forstå, druknede jeg; for pensum af den størrelse skal man ikke kunne udenad og da slet ikke alene.

I går gik det op for mig hvor meget min strategi har fejlet. Jeg vidste jo godt at den var fejlet, eller sad jeg jo ikke her vel? I min stribede stol med udsigt over en have og sommerblomster, der fryser i krukker; men jeg har ikke før nu, indset helt præcis hvor meget og hvordan.