onsdag 29. juli 2009 kl. 18:46 af Anna
Jeg løb en tur ved min gamle sø i dag. Skiftede til løbetøj i en aflåst krog af glastårnet, kørte en omvej og smed bilen i en grøft lidt senere. Undlod at spekulere for meget over hvorfor bilen bag mig dyttede irriteret (blink, brems, kør af – hvad er der galt i dét?) og løb ned i den skov jeg kender så godt.
Dykkede gennem grønne bladtunneller, og ned langs grusstien, dér hvor den drejer. Hen over broen og op langs åen. Fremad og henover trærødder og græs.
En af de sidste gange jeg løb her tog jeg afsked. Med krattet i siden, stejle bakker og væltede træer. Med stier jeg har trampet flade, i hastigt løb væk fra og hen til. Jeg vidste godt, at jeg ville komme tilbage, men aldrig som den samme. Så jeg takkede for fluer i munden og vindtørrede tårer. Og for kilometer af grus og ømme knæ.
Jeg tog tid og satte farten efter mit ur. Snusede luften ind og kiggede mig omkring.
Jeg løb en tur ved min gamle sø; og man kunne slet ikke se, at jeg ikke har været der længe.
lørdag 6. december 2008 kl. 15:51 af Anna
Det er ikke en aften jeg har tænkt meget på. Det var vist mest sådan en der helst skal glemmes, for særlig stolt er jeg jo ikke af den, men heller ikke specielt flov. Den blev bare tiet ihjel af os begge i usagt enighed om at der ingen grund var til at tage emnet op igen.
I dag i IKEA, på gangen mellem lamper og lige før spejle. Lys og genskær og et par øjne jeg har set før. Han var højere end jeg husker. Måske var det mine flade støvler der gjode det, men gik jeg i høje hæle dengang?
Jeg så op, så væk. Genkendte og så tilbage med et smil.
Vi var en lile flok der prøvede at holde liv i en fest der var forbi, med dårlige jokes og umotiveret latter. Øllet var fladt og musikken holdt op med at spille forlængst; og to af vores studiekammerater kyssede dybt i en sofa ved siden af og så var det vi så på hinanden.
Vi har sikkert sagt noget til hinanden, men det eneste jeg husker var enigheden om at når nu vi to var de eneste tilbage måtte vi vel gå hjem sammen. Og jeg kan huske den kejtede måde vi holdt om hinanden og kys der ikke brændte.
Jeg fatter stadig ikke hvorfor vi gjorde det, og jeg mener at kunne huske at vi gav op halvvejs fordi lidenskaben var mere teoretisk end ægte. Jeg blev alligevel til næste morgen og vi krammede farvel på den måde man giver knus til en gammel ven. Tilsat en let rysten på hovedet.
Så meget for formler og logiske følgeslutninger.
Han hedder Morten, kan jeg huske, men efternavnet er forsvundet i tid. Det var noget almindeligt. Andersen. Jensen. Noget. Ligemeget nu.
Han så væk, da jeg smilede tilbage. Drejede hovedet hen mod hende han fulgtes med og lod som ingenting. Midt i IKEA blandt spejle og lamper.
Det gør ingenting, for det var ikke en aften jeg har lyst til at huske, selvom jeg pludselig gør det.
torsdag 6. november 2008 kl. 9:03 af Anna
Hans lejlighed lå på Nørrebro med udsigt, og i et af de kvarterer, der sidenhen blev ultra hipt. Det var det ikke dengang. Der lå snaskede pizzariaer og små snavsede kiosker med for gamle varer, side om side med brændselsforhandlere, der solgte petroleum og briketter, og døende overfyldte isenkram-kræmmere.
Der var toilet på bagtrappen og et bad i kælderen, hvor man skulle fylde poletter i en automat og lynbade hvis ikke man ville bruge to. De kostede vist 5 kr stykket.
Taget var lidt løst, så i stormvejr holdt vi os inde, og trådte henover de knuste tagsten på fortovet bagefter.
Allerede inden jeg flyttede ind var de nogenoghalvtreds kvadratmeter fyldt med møbler og … ting. Jeg hører stadig for at lædersofaen og det røgfarvede glasbord røg ud til fordel for den okkergule, men det lykkedes mig at føle mig hjemme, nok mest på grund af udsigten til himlen.
Det var der jeg skrev speciale, og der jeg fik mit første job.
Det var der vi købte vores fælles bil, og da vi synes vi var store nok, var det dér vi besluttede at flytte ud af byen og ind i hus.
Jeg fandt billeder af udflytningen da jeg pakkede forleden. Unge mennesker i T-shirts og fremdrift. Og okkergule sofapuder i en bunke.
Naboen gav os et lille bitte træ, som hun havde fået til at spire fra et frø af den store elm der voksede i baggården. Det gik ud, da vi var på bryllupsrejse nogle år senere.
Det er så en anden historie.
onsdag 5. november 2008 kl. 10:28 af Anna
Kollegieværelset var en nødløsning, men via kontakter i den forening der styrede det, fandt jeg ud af hvordan man sikrede sig en to-værelses ved at kende reglerne bedre end de fleste – og have råd til at betale den høje leje. Networking for begyndere vel.
Så jeg flyttede ind i noget fællesskab som jeg forlængst var vokset fra. Fælleskøkken og skrydende senteenagere på gangene. Skulle pludselig dele køkken med andres opvask, meninger og avislæsning. Og vænne mig til at tage tøj på før jeg kunne bevæge mig ud for at få min kaffe. Jeg købte en elkedel.
Men de var søde, de andre. Det var mig, ikke dem; og det var tag over hovedet og næsen i bøgerne.
Jeg tabte mig, kan jeg huske. Kiggede undrende på hulningen ved mine hofter og det ukendte tal på vægten. Eftermiddagene brugte jeg på læsesale, i studentercafeer eller oppe på de gange hvor kække ildsjæle forsøgte at redde universitetets fremtid. Jeg var ikke selv agiterende, men en af de praktiske koordinerende bag alle deres aktioner. Og sad på slidte gange til kort før en selvbestemt deadline, og legede redaktør på vores blad.
Fordi det var sjovere end at tage tilbage til gråhvide vægge og klaustrofobiske 18 m2.
En aften i studenterbaren, havde han igen fået for meget at drikke, og jeg stod i vejen. Fuldemandskomplimenter og snøvlende flirt. Rend og hop, fik jeg sagt. Så overbevisende at han forstod at det endelig var alvor.
“Skal vi ikke bare være kærester?“Spurgte han så.
Og tog med mig hjem.
Nogle måneder eller halve år senere, malede jeg hans vægge gule og flyttede tilbage til Nørrebro.
Men det er en anden historie.
tirsdag 4. november 2008 kl. 19:37 af Anna
Den næste var lys. Hvidmalet på nær en lidt mere professionel udgave af en okkergul 90’ er væg i stuen. Med sine omkring 50 m2 var det luksus i forhold til den spættede jeg kom fra, og der var plads til skrivebord i soveværelset og indbyggede skabe.
Det underlige er at jeg ikke kan huske hvor længe jeg boede der. Et år måske. To. Jeg kan bare huske at lejligheden var lys. At det var dér jeg levede med op og nedture over en brunøjet mand jeg blev dybt betaget af, men som ikke ville andet end med hjem i de sene våde nattetimer på universitetets kælderbar.
Det var der jeg læste til eksamen og der jeg bestod de fleste.
Det var der jeg sad alene en aften mens et par unge fyre i en lejlighed hen over gården holdt fest, og hen på aftenen besluttede sig for at se om de kunne ramme huset overfor med løg og æbler. Det kunne de godt. Og vinduerne.
De sørgede selv for at få sat nyt glas i.
Det var der jeg tog kørekort, og dér jeg fik en rose af en mand med samme dybbrune øjne som min ældste søn har i dag. Og dér den visnede på min nye hvide montanareol. Blad for blad og med en sær raspende lyd som jeg stadig kan huske. Nok fordi jeg skrev det ned. Og måske fordi jeg vidste, at hvis jeg smed den ud, skulle det vare længe før der igen var noget der mindede mig om ham. Hvor jeg end kunne vide det fra.
Jeg tror også det var der, jeg begyndte at skrive som jeg gør i dag.
Men en dag blev lejemålet sagt op og jeg flyttede på kollegium i et dobbeltværelse, der skulle vise sig at blive et kort mellemstykke.
Men det er en anden historie.
søndag 2. november 2008 kl. 21:22 af Anna
Den første var lille. 42 m2, uden bad og varmt vand. På en gade hvor der løb løse hunde og mænd i brede læderjakker. De bor der stadig, siges det. Min første store investering var en vandvarmer i miniformat, som kunne sættes op under køkkenvasken. Jeg malede væggene mørkegule med en svamp og farvede min sofa i samme okkeragtige nuance.
Sofaen var fra Ikea og holdt helt, til vi købte to beige til mange gange den okkergules pris, flere år senere.
Jeg købte også en kasse med et komplet service til 4, for en billig pris. Råhvidt glasur med en bort af små lyserøde blomster. Og vinglas. Så voksen man føler sig når man pludselig har 6 vinglas. Eller var det 8? Jeg havde også to jeg fik af ham Jeppe, der havde et crush på mig i 2. g. Sød fyr. Han gav mig dem i fødselsdagsgave og der hørte en skovtur med. Os to og en flaske koldsur lambrusco. Og regnvejr.
Vi blev kærester alligevel. Lidt.
Glassene beholdt jeg.
Om vinteren klistrede jeg uklart plast for ruderne for at stoppe den kolde vind, der hylede ind af alle sprækker over hele Nørrebro, og der sad et tykt lag is forneden på de vinduer der førte mod gaden. Det var vist koldt det år.
Jeg har faktisk svært ved at huske lejligheden, andet end, at den var lille og min. Blander den sammen med den næste lejlighed og den hvor jeg boede med ham der blev mine børns far. Lejligheder alt sammen, fordelt omkring Assistens Kirkegården og fra dengang hvor Nørrebro ikke var så fancy som det er i dag.
Men jeg havde varmt vand, til jeg flyttede nogle hundrede meter længere væk fra Assistens.
Men det er en anden historie.
søndag 26. oktober 2008 kl. 18:11 af Anna
17 flyttekasser senere undrer jeg mig over hvor alle de ting er kommet fra. Over hvordan jeg nogensinde skal få alt det her ned og ud og ind i det nye. Og over hvordan jeg skal nå at få byggepladsen på Paradisæblevej til at blive bare nogenlunde klar til mig og mit, inden lige om lidt.
Sidst jeg kiggede derud var de ved at hugge hul til et vindue i badeværelset og havde revet al indmad ud, “for når nu vi er igang med vvs installationerne kan vi jo lige så godt lave det her om også, ikke?”. Joeh.. det..
“Du skal nok lige låne en kogeplade af nogen, for køkkenet når vist ikke at blive klar”. No shit. Lige nu er der hul der hvor der er gulv og et fantamorgana af murbrokker og støv, der hvor resten skal være.
I mit nuværende soveværelse fandt jeg en glemt kasse med billeder under min seng. Billeder af en ung rødkindet mand i gang med at sætte det hus i stand jeg endte med at flygte fra. Så glad han så ud dengang. Og en ung mig på gulvet i den tomme indflytningsklare stue. Smilende til fotografen med rullekravesweater og troen i behold.
Der var en billedserie af en flok unge med bløde kinder og bare arme, der hjalp til da vi flyttede fra Nørrebro til herud et sted, og billeder fra to barnedåb og et bryllup.
Af festklædte mennesker der ønsker brudeparret tillykke og bruden med opsat hår og et pandehår hun ærgrede sig lidt over dengang. Og en perlekæde lånt af en kollega og blå neglelak på tæerne. Der er billeder af skåltaler, brus af ris og en brudebuket i luften. Pæne unge mennesker, var de. Selv de der ikke helt var det.
Brudekjolen fandt jeg også. Plettet af støv fra en vej og en dag i august i 1999, hvor solen skinnede og nogen senere spildte lidt vin. Jeg kan stadig passe den og kunne vel sælge den hvis det var. Senere måske.
I køkkenet fandt jeg ting, jeg havde glemt jeg havde købt, og ting jeg huskede for godt. I børneværelset ting jeg ikke anede eksistensen af og millioner at perler og dimser og små plastiksoldater.
17 flyttekasser og jeg føler at jeg kun lige begyndt.
Hvor meget fylder et liv?
Og hvorfor støver det mon sådan?
lørdag 27. september 2008 kl. 9:46 af Anna
Jeg har grinet så tårene trillede, jeg har snakket så stemmen er blød, og lyttet så ørene blev varme. Jeg har set ind i øjne jeg havde glemt, at jeg kender så godt; husket på guld fra engang og set ægtheden der er tilbage.
Der er tomme glas og flasker, snavsede tallerkener, skåle og fade. Der er søvnmangel og udeblevne tømmermænd.
Men det er ok. Mere end.
For i går var den bedste aften jeg har haft meget, meget længe.
torsdag 25. september 2008 kl. 23:04 af Anna
Man fortæller sin historie så mange gange over et liv, at man tilsidst ikke kan genkende den som sin egen. Eller også mister den karaktér af de uendelige gentagelser, fordi kanter skrabes af og billeder vrides en smule. For forståelighedens skyld. Eller for at få pointen ud.
Det er holdt op med at flimre for øjnene nu. Måske fordi jeg lukker dem, måske fordi jeg er blevet bedre til at takle mylderet.
Og i morgen er det fredag og jeg samler de fleste af de gamle på nær én, for at tage behørig afsked med penthouselejligheden. Sushi, champagne og good old days.
Og alt det der var engang, i parallel.
tirsdag 16. september 2008 kl. 7:20 af Anna
Jeg græd da jeg vågnede. Drømmen stikkende i mundvigene. Det var om dem; mine børn og deres skole, ikke om mig; men det handlede kun om mig. Jeg vidste det, da jeg satte mig op i sengen og forsøgte at børste det af. Følelsen. Isolationen.
Og min lærers iskolde blik, da hun returnerede skyld og ansvar. I lørdags og for 25 år siden. Måske hun har ret i, at det ikke var hendes, men var det mit? Anna 12 år?
Og den lyd jeg svagt kunne fornemme et sted dybt inde i hukommelsen blev tydeligere.
“Du var så stille. Levede helt i din egen verden. Overraskende at du er nået så langt.”
Lyden af en massiv mental ståldør der blev lukket. Metallisk rungen, som de andre næsten må have hørt. Tættere kommer i ikke på mig fra nu af, for det gør jo ondt, det I gør. Hertil og ikke længere, verden. Ser jeg dem ikke, kan de ikke nå mig.
Og det virkede jo, jeg overlevede.
Ikke?
søndag 14. september 2008 kl. 0:01 af Anna
En fest altså. Jeg begyndte at se på uret klokken 19.30, og trak mig inden for mange fik svømmende øjne. En af dem, der arrangerede, var tøsefornærmet over at en anden havde lagt en barnedåb oven i det her.
“Altså, ungen var ikke født da jeg sendte invitationerne ud!!”
Som om en folkeskoleklassefest for 4 gang på 20 år behøver en særlig plads. Jeg kom vist til at ironisere over det, og hun snerpede munden sammen og forstod ikke joken. Pyt.
Men jeg er alligevel glad for, at jeg ikke meldte afbud som jeg egentlig havde lyst til i eftermiddags. Fordi ham jeg ikke havde set i 20 år var rar at gense. Resten var også de samme.
“Tænk, Anna; jeg havde slet ikke set dig ende der hvor du er nu.”
Nej, fru klasselærer, det overrasker mig ikke.
…og var det derfor jeg tog derover? Udover for at hilse på ham der? For at vise flokken af småbuttede koner nær de 40, at jeg var blevet en succes?
Nej.
Jeg har faktisk ikke brug for at vise dem noget. Befriende ikke brug for at vise. Andet en høflighed.
Men jeg tager ikke med mere.
tirsdag 29. juli 2008 kl. 21:10 af Anna
Jeg skrev og sagde ja tak. Man kan undre sig over hvorfor. Eller ikke: lokket til det af ham, der som den første ragede på mine spirende bryster for dekader siden.
En af velsignelserne ved facebook: Mød de “venner” du hellere end gerne vil glemme, men mød dem på en afstand der gør det tåleligt – og stadig muligt at snage. Lige indtil en af dem får den fantastiske idé, at vi da skal ses. “Og hvordan går det egentlig, Anna”. Jeg svarede hende ikke, det kan hun få at vide når det er. Især ikke fordi hun dengang kun talte til mig, når hun havde en skraldespand der skulle tømmes. Verbalt eller fysisk.
Takså. Var det ikke for jer, var jeg nok ikke nået der, hvor jeg er i dag.
Og så var der de andre. Drenge mest, og så hende den tykke. Vi holdt sammen, os særlinge. Klistrede hestebilleder op på væggen ved siden af plakater med Nena og George Michael.
Hendes hår endte med at være sortsort, dér i niende klasse, og jeg tabte hende af syne i gymnasietiden. Hun blev pædagog, så måske hun var stærk nok til ikke at lade sig påvirke af den massive gruppeting vi blev udsat for.
Og drengene, som et sted mellem sjette og fuldblown C-skål, begyndte at se på mig med slørede øjne og fedtede smil. Så pubertetscharmerende her fra afstanden. Sådan er drenge. Og piger.
Nu er vi så de voksne. Med høflige smil, børn, mænd og koner. Men sikkert stadigvæk med skraldespande der skal tømmes.
tirsdag 22. juli 2008 kl. 21:06 af Anna
For hundrede år siden, hang jeg ud af et togvindue og så efter manden i mit unge liv, der løb ud af toget og op og hen og forsvandt i mylderet. Vi var ikke helt ædru nogen af os, og resten af tøserne hang med mig og så ham løbe med alle vores penge. Det sugede i maven og vi var i live.
På banegården i Berlin. Med sigøjnere og tiggere og almindeligt lasede folk.
Dem var der mange af dengang. Det var før muren faldt – næsten lige før, når man ser på livet som en skala. Efteråret 1988. Jeg var lige fyldt 17, og jeg vidste, at ham den mørkhårede knægt der løb ud og ind blandt lasede mennesker fra en anden planet, med alle vores samlede penge; skulle være far til mine børn. En dag når vi var blevet lidt mere voksne. Og ædru.
Vi hvinede i fryd, da han nåede tilbage. Selvom vi nok godt vidste, at der var masser af tid; for tog gennem Tyskland i 1988 holdt på hver eneste lille knast på togskinnerne i timevis, mens tungttrampende togpersonale med hårde hæle og kolde øjne, inspirerede toget for ubehageligheder og andet, som vi, de fæle vesterlændinge, uden tvivl ville indføre eller udføre af deres land.
Han skulle hente vin, ham den smukke unge mand jeg var så forelsket i. Vin eller øl eller sprut, bare noget, der kunne gøre vores køre tur hjem lidt sjovere end den var. Han kom retur med en enkelt flaske, der kostede hele vores samlede formue og var en rødvin så tynd, så tynd og smagte af det rene saftevand.
De kiggede efter os, menneskene på banegården i Berlin. På de højtråbende teenagere fra en vestlig planet og med for mange penge og for lidt forstand; der hang ud af et togvindue selvom man nok ikke måtte, råbende efter sprut. De kiggede, men jeg ved ikke om de så os og om vi så dem. Rigtigt.
Jeg kan stadig smage den hæslige vin. Men jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte, der i toget på banegården i Berlin. Kun at jeg holdt op med at læne mig ud, længe inden han kom løbende ned af trappen igen.
tirsdag 15. juli 2008 kl. 21:30 af Anna
Jeg så en bil i dag. Blå familiebil, af det mærke der er flest af, tror jeg.
Nogle gange begynder man at søge tilbage. Ikke fordi man tror at det der var dengang var bedre. Ikke fordi man tror man kan vende tilbage, men bare fordi… bare for at genkalde duften af nyfalden regn første gang man mærkede den. For at høre et ekko af en latter, en skygge af et smil. Fordi det, der var dengang var så vigtigt, at det satte spor i huden og var med til at danne de linjer man har i sin hånd. Og omkring øjnene.
Jeg var i løbetøj med firmalogo og et kækt slogan henover ryggen. Ikke til at tage fejl af. Sort i sort og med brune ben. Det var vigtigt med de brune ben. Kobberrød i hovedet af kilometer, som jeg ikke har løbet siden før alle mine rejser, var bare sådan det var.
Nogle gange ser man sig tilbage. Længere væk end sidste år eller året før. Til det allerførste kys. Det allerførste smil. Bagest i redskabsrummet på skolen. På den skrå plæne ved fodboldbanerne, en aften lige før solen går ned. De første bløde læber, den første glatte kind. Den første våde tunge, uvant midt i en uskyldig mund. Den første kildrende sødme. De første sprøde ar.
Det sker, at det er dén bil. Det sker, at der sidder en mørkhåret mand ved rattet, med solbriller og nedrullet vindue. Og det sker at han ser mig, før jeg ser ham. Det sker, at jeg først ser efter jeg er løbet videre. Og takker solen for brune arme og ben. Sært nok. For hvad rager det ham, at jeg ser godt ud. Hvad rager det mig om han ser, at jeg gør det.
Jeg ved ikke hvad man finder hvis man finder. Det fra dengang. Ekkoer. Skygger, måske. Et sip af sødme. Afstanden gør det sprødt og fint som skorpen på en creme brûlee. Velkendthed midt i sumpen af voksen kedsomhed.
I ekkodalen runger ekkoerne mellem stejle klippevægge. Jo tættere på, jo mere lyd, vil jeg tro.
Stille nu, tak.
søndag 25. maj 2008 kl. 11:19 af Anna
Indtast dit kundenummer, klik her og få et nyt password.
Ja, ja; men jeg har ikke glemt mit password, jeg har glemt kundenummeret. Kan I se den dybere symbolik? Vi kan koden, men har glemt navnet.
I det her tilfælde, opretter firmaet kunder på deres telefonnumre. Praktisk, dengang hvor man havde samme nummer altid. Mine forældre har samme telefonnummer nu, som da jeg boede hjemme. De har haft nummeret fra før man satte de to første cifre på. Jeg kan mumle det udenad hvis du vækker mig midt om natten.
Det telefonnummer jeg har haft længst er mit arbejdsnummer, som praktisk nok nu også er mit privatnummer. Unlisted, så jeg slipper for telesælgere og ikke kan spores via krak. Upraktisk hvis nu man gerne vil spores. Men krak.dk har den fikse lille feature, at man kun kan oprettes på fastnetnumre, eller mobilnumre hvor man ejer abbonementet. Så det.
Jeg har ondt i mine fødder fra i går og kan se at jeg skal gøre lidt rent. Og så er der, dét der referat der skulle have været sendt ud i fredags og hende den nye teamlead, der er ukoordineret, ustruktureret og hælder flimrende flapsihapsi ned i min mailboks.
Ville hellere sidde i min have og fordøje alt det, jeg ikke burde have sagt i fredags. Behøvede jeg at danse så tæt med den unge jurist? Behøvede jeg at sætte min femme fatalistiske klo i hans krybdyrhjerne som jeg jo rent faktisk gjorde? Han har kone og barn og er så ung, og selvom alt hvad jeg sagde var så tilpas tvetydigt at jeg ingenting kompromitterende har sagt; så sagde jeg rigeligt. Kropssprog. Lad os se hvem der slår blikket ned i morgen. Men det var sjovt. Jeg har stadig lyst til at æde ham til næste hovedmåltid, og ved, at jeg lader være. Dårlig deal, for ham især.
Mindre sjovt var det, at topchef stod i yderkanten af dansegulvet og holdt mig fast med sit stålblik. Og med hænder om livet på mig senere, længe efter at musikken var stoppet. Men jeg fik indsider viden i halvmørket på den overdækkede terrasse. Ting han havde brug for at fortælle nogen, hvor de nærmeste var for tæt. Tror jeg. Og det dér med lønnen senere.
“Skal vi ikke gå et sted hen og … snakke. Det var sådan en god snak, jeg har ikke rigtig nogen at tale om det her med”
Han kiggede ned og jeg spekulerede over om det var nu, jeg skulle have ondt af ham. Jeg tror ikke det var et trick, men jeg ved jo godt, at det ikke kun var snak han ville. Havde han bare været lækker og lidt mindre min chef.
Lyder overbevisende, ikke? Jeg tror bare ikke det holder. Chef-tingen betyder mindre, jeg trænger så vanvttig meget til hele den dér mand-kvinde spænding, at jeg var hoppet på ham, havde han været blot en mikromy tiltrækkende. Direktører er åbenbart ikke min type.
“Du skal da ha sådan en Thomas Vinterberg, Anna! Ikke de dér tørre direktører”
Rollemodel-kvinde-boss tidligere på aftenen, da jeg fortalte hende om ham dér. Nahh.. måske.
Jeg flyder væk fra min pointe. Jeg har ikke glemt mit password, men jeg kan ikke huske mit telefonnummer fra det gamle liv, da jeg var gift og boede i en arkitekttegnet villa og alt var som det var designet til at skulle være.
Nok godt det samme – jeg kan vel tegne et helt nyt abbonement?
tirsdag 6. maj 2008 kl. 22:08 af Anna
Min mor så min børnehaveveninde i TV forleden og tænkte på at ringe til mig og sige det. Se, Anna, tænd for TV!! Men hunden pev i det samme, eller min far sagde noget om noget andet eller.. og hun kom fra det og kom først i tanke om det da jeg talte med hende lige før.
“Men hun lignede sig selv. Den der mund, du ved. Og slank er hun blevet. Ikke så hvalpet som da hun var 5″.
Nej gudskelov da ikke! Stakkels pige i fald.
Vi åd persille fra et bed bagest i deres have og lakridsrødder. (Fatter ikke hvorfor A og B ikke gider spise lakridsrødder. Hmf. Børn nu om dage!). Min mor har et billede af os på en sten på stranden med vind i håret, som to små forblæste nymfer. I ens cowboytøj. Små kloner.
Det sære er, at jeg ikke kan huske hende. Jeg kan ikke huske personen, kun oplevelser og bølget, filtret hår. Vi var så sammensmeltede, at vi bare flød hen af tiden i de år. Legede altid, var sammen altid. Dét altid der er, set fra en 5-årigs perspektiv. Hun boede to huse væk, så det var så nemt.
“Hej, kan Tilde lege?”
Så flyttede hun. Til væk. Pist væk.
Og nu smiler hun til mig på et lille uskarpt billede i Linkedin, og jeg kan egentlig godt genkende det bølgede hår og de mørke øjne.
Gad vide om hun stadig kan lide lakridsrødder.
torsdag 1. maj 2008 kl. 11:31 af Anna
Mælken var sur. Kaffen fik den til at skille. Varmen fra. Og jeg kan ikke komme igang i dag.
Ingenting jeg skal. Intet at nå. Andet end. Stuff.
Jeg
kan
ikke
komme
i
gang
Det regner, eller drypper og min kaffe var for tynd og jeg tænker på ham i ledergruppen, der minder mig om et kryds mellem en retriver og en jagthund. Sort Labrador, måske. Ja. Og på, om der er dråber på bladene udenfor, på den nye portion kaffe der trækker; på, om solen mon kommer frem; på Dyret og veninden; på Manden fra … dengang.
Ikke at det er ham, men det. Dét. Kun. (og hvivlende tankespind hen mod, væk fra, bare for at føle suget lidt.) Og kaffen ser stadig tynd ud herfra og gad vide om jeg har kværnet bønnerne for groft. Det var nede i butikken, skulle vise B hvordan man gør. Hvorfor var jeg der alene med ham den dag? A gad nok ikke. Må jeg spille Nin, mor? Jaja.
Ham dér er holdt op med at sende mails. Sidste svar var “ok”. Svar på mit “ok”. Gad ikke væve mere. Gad ikke flere ord og ikke så meget spind. Mere. Så forbandet pæne vi var. Ham og jeg, og den der friværdi. Nå. Og?
Kaffen stadig for lys. Stemplet op et par gange. Koffein, kom. Jeg burde ellers være udhvilet. 8 timer og drømme der begynder at dukke op igen. Efter adrenalinrush. I live. Definitivt i live.
Og jeg drømmer. Om Manden. Om den sorte Labrador, om Retriveren, om de mænd jeg ser hver dag. Fordi jeg ikke kan give slip på tanken om, at det er derude. om ikke andet så i bittesmå bidder af ekstatisk forbudthed.
Og fordi det er så uendelig meget nemmere, at drømme om dem man kan røre når man rækker hånden ud. som jeg gjorde det i går. Stående ved siden af Den sorte Labrador, grinende, hviskende, blinkende. Glat skjorte på varm hud. Du? Ja. Legende let. Ren leg. Indforstået latter.
Retriveren ved bordet udenfor mødelokalet. “Åh der var du. Dejligt. Så bliver idag en god dag alligevel.” Elevatorblikket og de lyse kønne øjne. Pas på hvem du blinker til, knægt. Jeg æder dig levende en dag. Med hud og lækkert hår. Passende frokost en tirsdag. Haps.
Dyret, der sad og så komatøs ud. Famlende forsøg, viftet af bordet med irriteret rynke i den stramme hud hos Overhunden. “useriøst – andre forslag?”
“Kom så med det, Anna.” Min chef. Latter. Blå glimt. Og så lige et smilende krav og endnu ½ mill til mig. Kæft jeg er god for tiden.
Og Fuglemanden, med hans opbyggede flabethed, der matcher min. “lukker du lige døren?”- “selvfølgelig. Er jeg så din bitch, Anna?” Latter. Han er talent længere fremme end jeg. Gæt. Koble op på. done. Perfekt parløb i går. Blikke på tværs. Nik. Sætterens sidsteminut-bemærkning spolerede planen. Hans initiativ var af større værdi for pujlen. Pis os. Latter alligevel. Vi kan godt. Vi bliver gode sammen. Er.
Kaffen sort og varm nu. Trængte.
Er jeg i gang nu?
mandag 28. april 2008 kl. 17:23 af Anna
Slået hjem af sygt barn og hånlige sms´er fra den anden side af forståelseskløften. Slået hjem af kommunalpolitiske regler, der tilsyneladende har stukket en gigantisk kæp i mine boligplaner, og slået hjem af “hvis du mener at du allerede nu har et klart billede så sig da endelig stop” (kæmp dog for det, din idiot. Spark benene væk, forfør, fortag, gør dog noget. Andet end at bekræfte mine anelser. Iew!)
Slået hjem at en lammende træthed, der har taget min appetit og gør mit hovede tungt.
Men jeg slår igen, gør jeg. Om 10 kilometer, frisk luft og restesushi fra i går.
Når lige jeg har fået iltet blodet og slettet de tanker der irriterer; fjernet galden over den skide kløft, der ikke behøver være der, fjernet en let arrigskab over ikke at falde for noget så passende som ham dér, og over nærmest at skulle bede om at blive forført. Og slettet tanken om at blive netop dét, af en der forlængst har brugt sin taletid i mit liv.
Jeg ved godt at det er mandag, men jeg slår igen. Gør jeg.
Når skibet holder op med at gynge.
fredag 25. april 2008 kl. 10:15 af Anna
Fire timers søvn og hæftige mængder alkohol fra i går, der langsomt siver ud gennem alle porer. Køn er jeg ikke i dag…
Men jeg danser til sværmen af tillykke-mails der strømmer ind i min mailboks. Langsomt, for ikke at det runger mere end højst nødvendigt i mit ømme hovede. De sidste drinks lod vi stå nærmest urørt, hønefulde som vi var. Fulde, trætte og med røde øjne, på en halvmørk bar engang i nat.
og jeg er stadig vanvittig tiltrukket af ham der ligner Ben Afflek. Uden fornuftsrelateret grund bliver jeg suget ind i ham, som et skide møl i en knitrende insektfælde. Blafre blafre zttsssttt..! Brændt barn lugter grimt. Klog er hun ikke.
Gad vide om det nogensinde går væk.
Av, hoved.
torsdag 24. april 2008 kl. 17:01 af Anna
Adrenalin-efterchok. Alt er ok. Vistnok. Jeg ville vide hvis jeg kunne tænke klart.
Og nu projektafslutningsmiddag med alle de gamle. Næsten alle og visse især. Right.
Jeg tillader mig at være glad for at jeg har en vildt god hårdag, og har tabt mig lidt gennem de sidste par ugers sommerfuglestorm. Ikke at det burde gøre en forskel. Ikke at det gør en forskel.
Vel?
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer