|
Det er vist første gang han rent faktisk hjalp mig videre. Udover at foreslå min gamle topchef som mentor. Jeg blev så meget klogere nu, at jeg ved at det er ok at gøre det, jeg nok gør om lidt. At det ikke er at give op, at det vigtigste er at jeg er glad og at jeg ikke stopper et karriereflow ved at steppe noget der ligner sidelæns. Nu vil jeg smide mine børn ud af min seng, og håbe at min underbevidsthed vækker mig med et klart svar i morgen. Der sidder en due og sover på en gren få meter fra mit vindue. Grenen den sidder på vugger lidt i vinden. Et sted i min lydhorisont, kan jeg høre en svag hyletone. Måske det er en alarm fra en dør. Måske et tog der permanentbremser. Jeg har mødtes med en ung mørkkøn gut af det nye leder-kuld. Han er så køn. Så ung. Glade spillende øjne. Lykkelige vibrationer og med en myndighed der er betagende. Han kommer til tiden, leverer som aftalt. Smiler med perlerækker og opnår med lette berøringer en passende intimitet. Han analyserer skarpt og får folk til at gøre det han vil. Han klapper folk på skuldrene og ønsker god aften, han taler sandt og åbent, og med et overskud han ikke burde have, med det vi læsser på ham. Og han blinker med glimtet til mig, når de talende bliver for selvhøjtidelige. Og mig? Jeg tager mig i at lede efter der, hvor den knækker. Hvor hans achilleshæl er; hvor han ikke rækker ind med sin kompetance. Ikke fordi jeg ønsker at han skal have fejl, men fordi perfekthed er skræmmende. Fordi jeg har fundet alle mine fejl, og er blevet bildt ind, at der altid er nogle. Er der ikke det, ved jeg ikke helt hvordan jeg skal… gøre. Hyletonen er væk nu. “Når nu det er dig, Anna, kan du få helt til klokken 16″ Tak så. Tid kan vi godt bruge, jo. Så nu vil jeg nyde min kaffe og trække vejret dybt inden jeg tager den sidste tørn. Ikke at jeg har til klokken 16, for hvad med alt det andet jeg skulle have lavet her på den anden side af gårsdagens deadline? Midt i alt havde coacherhvervspsykologguru sendt en handlingsplan. “Jeg kan se du har brug for noget konkret, Anna”, sagde han sidst. Og smilede sit mekaniske smil. Sådan en lille trækning henover den ene kind og ned i de flade læber. “Jeg laver noget til dig og sender det til dig på mail, skal vi sige det?”. Klik; smil. Der stod bare ikke andet end det jeg selv havde noteret ned i min lille sorte notesbog. Book dit, book dat. Sæt tid af til at tænke strategisk. Sørg for at informere. Jeg mangler retning, jeg mangler at nogen tænker de store tanker på mine vejne. Kan man forlange det? Når nu jeg ikke kan se hvor det er, jeg skal hen eller nok mere hvad der mangler for at jeg kommer derhen jeg gerne vil; så må en gurucoacherhvervspsykolog sgu da kunne. Det er vel det jeg betaler ham for. Mærkede suget i maven da jeg så ned i den afgrund af ingenting han havde sendt. “Fyld selv ud med langsigtede milestones, due dates og sponsor participants”. Jamen. Det er sgu da de langsigtede milestones jeg vil hsve hjælp til. Og sponsor hvad? Sponsorere hvad? Giv mig en T-shirt med dit logo, og jeg bliver en bedre leder, eller hvad? Eller din nyre? Der er sikkert en god forklaring, jeg kunne bare ikke klemme mig ud af min venstre hjernehalvdel lige dér, længe nok til at kunne tænke det mindste smule ud af kasser, bokse og periodiseringer. Nå. Kaffe drukket. Excel åbnet. Enter sidste tur i manegen før næste deadline bliver den næste. Hej hej. Jeg er af en eller anden grund blevet totalt ordlammet. Jeg aner ikke hvad jeg skal skrive (om), og dét jeg så endelig skriver kommer til at lyde så sort og trist og jeg har det jo fint, (forstår bare ikke hvordan verden hænger sammen, men kommer man nogensinde til det?). Jeg har været super effektiv i dag, brugt ajax på mit badeværelse og løbet og skrevet indbydelser til en børnefødselsdag og printet dem ud. Og har krammet børn godnat og grinet på sengekanter. Jeg har beholdt den der profil derude som jeg egentlig bildte mig selv ind at jeg havde slettet og jeg tør ikke logge på derude af angst for platte breve, afslag eller billeder af mænd jeg ikke kan mærke at jeg ser på. Så dét er spild af tid og jeg kommer aldrig til at møde nogen den vej, og heller aldrig herude i virkeligheden, for nej, jeg færdes ikke uden for min faste rute og hvis jeg gør, ser jeg ned i gulvet når jeg går. Og så får jeg får tics af mænd(!) der skriver *griner*, for hvor svært kan det være at formulere morskaben og ikke behøve at skære den ud i pap? Magtskiftet i min lille korporate andedam, har fået mig til at tænke og jeg ved ikke endnu på hvad og da slet ikke hvad skal der til for at jeg kan gabe over den phyton jeg er ved at sluge og er der sjovere på etagen over mig? Hvad er egentlig sjovt? Jeg undrer mig sådan helt generelt over hvordan mennesker kan finde ud af det der med mennesker og nogle gange taber jeg grebet over hvem jeg er i forhold til og især mig selv. Og så har jeg glemt at jeg skal smøre madpakker. Jeg fik så alligevel energi fra sceancen i går. Rastløs fra morgenstunden og bevidst upåvirket af bunkerne på bordet. (Jeg tager ikke telefonen når han ringer. Eller, tog den ikke i går. Forventer ikke ros eller kontruktiv objektivitet. Jeg synes selv, at det er barnligt ikke at besvare opkaldet, men hvad giver vores fjortendags telefonskænderier af gevinst? Hjælper det barnet, hjælper det mig? Måske det hjælper ham i den løsrivelse han er 4 år bagud med, men jeg bliver kørt ned. Over. Ud. Så jeg dukker mig og besvarer neutralt hans mails, men ikke hans sms-beskeder. ) Små kryds ved sætninger i en notesbog. Ting jeg skal forberede, ting jeg skal lave om. Sætte i gang. Og så har jeg en magtkamp jeg skal have vundet. Strictly business. Nu. Virker dét jeg gør. (Blæst i hovedet af tusind arbejdstimer på én dag. Strategi der skal leveres og chekkes, og mails fra før under og efter ferien der hober sig op og tikker i kanten af synsfeltet og for mør til at beskrive hvad det var der lykkedes og hvordan.) (men jeg fik vendt sidste mødes dødsspiral. Kørte hjem med høj musik i min lille snavsede bil og kunne se længere end sidst.) (og selvom det er en endnu værre dødsdømt spiral, kan jeg se at der stadig er én, der holder øje med mig og mit. Det varmer, selvom det burde være ligemeget.)“hvem er der til at gribe dig bagefter?” Jojo. Selvfølgelig gør han det. Og der er så derfor jeg sidder her og … og er glad for at ungerne spiller pc oppe på 1. sal, så jeg kan tude i ubemærket fred. Hep! Hvordan var det nu han formulerede det. Udover den der med: “Du læner dig aldrig tilbage og nyder sejren, gør du vel?” Hm. Something like this: “Ja, der er de her ting (…) at arbejde med, men der er altid ting at arbejde med. Men derudover er din profil, sammenlignet med andre danske ledere på alle niveauer, og især topledere – ret god. Rigtig god faktisk. Det er så nu jeg skal læne mig tilbage. Ik? Om lidt skal jeg igen ind foran den venlige mand med det hyppige smil, og tømmes for forudindfattethed og ribbes for tryg vished om min egen fantastiskhed. Og jeg er nærmest angst for hvad han siger jeg skal gøre, og for hans spidse pegefinger og boren i min uduelighed. Sært ikke? Det er vel ikke sådan det skal være. Måske jeg bare skal lære at tage mod. Måske jeg bliver bedre på den anden side. Måske det er dumt at fortryde de mange tusinde kroner jeg har fået firmaet til at betale for ham. Der var engang jeg kunne skrive om alt det jeg laver her. Formulere gyset over næste mail eller møde eller krise. Mens jeg skriver det her drysser der mails ind med pinde i hjul som jeg skal pille ud, når jeg har børstet grus og småsten af knæerne efter dagens første hårde opbremsning. Og det er rutine nu. Træt tung rutine som ikke kan trække mig ud af sengen om morgenen på samme måde som det kunne engang. “Er du glad for at være leder” var det første spørgsmål han stillede mig, og jeg svarede med det der faste blik jeg kan og den rolige stemme med sivende begejstring. Ja. Og jeg sad på samme tid henne i vindueskarmen og kiggede på bilerne, der kørte forbi nede på vejen og så kvinden i stolen med det faste blik og undrede mig over, hvornår jeg tabte hende så meget af syne, at hun kunne lyde så sikker når nu jeg var så meget i tvivl. Virkeligheden er her og jeg taler mig selv ned nu. Stop så, Anna. Virkeligheden er her og jeg har ømme muskler i mine lår, fordi jeg løb stærkere end jeg kunne, i længere tid end jeg havde styrke til, i går på et løbebånd et sted. Men jeg så på kvinden i spejlet bagefter, i det gråhvide omkældningsrum, og så at det kun var hendes eget barbérblik, der kunne se den utrænethed hun bilder sig selv ind, og de overflødige kilo hun tror hun har, og den laskede dovenskab hun maler henover sit selvværd. Men da jeg forsøgte at fortælle hende det, snerrede hun at det jo var ligemeget, for der er jo ingen til at få glæde af det. Vel? Så er vi tilbage ved alle hullerne og opbremsningerne, og pinden er trukket ud af hjulet i mailen fra før (“tak for hurtigt svar, hvis I har godkendelse fra (…) er det alt rigeligt. Hvornår skal i bruge pengene?”) og jeg ved, at manden jeg skal møde om lidt er så knaldhamrende dygtig og at jeg bare skal suge til af visdom og et overblik dyrket af erfaring. Selvom det gør ondt når han prikker med sit hurtige smil. Tænker stadig. Lidt mere trægt nu og afbrudt af xfactor og rødkindede børn. Den ene faldt i søvn på en madras på gulvet. Silkebørn. Tænker. Og tænker ikke. Der er så meget jeg kan bruge ham til, og så mange veje at gå. Men hvad vægter man? Vi var rundt og røre ved så meget forskelligt at jeg for lidt vild. Balancen. (Hvad med at du afsætter tid en gang hver uge til at gøre noget for dig, sammen med andre voksne. Har du ikke brug for voksentid? Annatid? Jo. Nej. Jeg ville ikke ane hvad det skulle være og mest af alt har jeg brug for at sove. “…det du altid har drømt om?”. Jeg har ikke noget jeg altid har drømt om at gøre. Er det ikke lidt sært, egentlig? Jeg har ikke brug for at gøre noget der udfordrer mig når jeg har fri, jeg har brug for ro. Stilhed. Og jeg får ikke ro hvis jeg skal ud blandt fremmede i min Anna tid. Eremitkvinden har talt. Lad mig dog rådne op i min ensomhed. Teamlederen med den bølgende barm. Du skal indrage hende og lave alliancer med hende. Ja. Jo. Men.. problemet er vel at hun udfordrer min autoritet og det pisser mig af i mit alfa-gen. Læringspunkt. Og så min himmelåbende ensomme ulv-faktor. Hvad rager flokken mig, når den alligevel vender mig ryggen om lidt. De gamle ar der ikke længere er gyldige sandheder, men stadig gnaver under syningen på mine jeans. Se, Anna; det kan måles i en uvildig test, og hamres dybt ind i huden af 90 af 360 grader. Aflæring eller indlæring eller op. Måske det bare er dumt at gå i gang med sådan et her forløb når man er så presset som jeg er lige nu. Men hvornår er det nogensinde anderledes? Mødet var sådan egentligt ok. Venlig mand med et hyppigt smil. Bare lidt sådan ét hvor jeg tænkte at det ikke var andet end en refleks. Så tænkte jeg det jeg altid tænker når jeg er sådan et sted; at interessen umuligt kan være ægte, for hvad rager jeg andre og hvor interessant er jeg lige. Og så lukker jeg af. Hvilket er totalt tåbeligt, for jeg har betalt manden et ret stort beløb for at gøre netop dét: interessere sig for mig og mine spekulationer. Forsvarsmekanisme nummer et vel. (Lille Anna skal lade være med at forvente at nogen interesserer sig for hende; for det er der ingen der gør.) Nok ikke lærdom med modermælken, men så med diverse sodavandsis og leverpostejsmadder op gennem tiden. Usammenhængende. Fordi der var så meget ind og ingen tid til reflektion. Ingen tid er leveregel nummer et for tiden. Ufed leveregel. Sidder til møde efter møde og aner ikke hvad de taler om. Undgår at spørge dumt og forsøger med vekslende succes at undgå at svæve ud gennem vinduet eller ned i min mailboks. Min profil er ren, sagde han. Én tydelig achilleshæl og usædvanligt klare ekstremer. Atypisk for min faggruppe. Masser af potentiale. Først bagefter tænkte jeg at det jo er hvad JEG tænker om mig. Hvad JEG mener jeg er. Hvad er så sandheden? 360 graders analysen måske. Og. Den var ikke ren. Jeg gør det her for at blive bedre. Og derfor bliver jeg nødt til at pege ud hvor jeg kan blive bedre. Få peget ud. Og det er bare ikke spor skide sjovt når chefer og medarbejdere peger på alle mine ømme punkter. Der og dér og dér. Anna er ikke god til at. Anna kan ikke. Av av av. Jeg gør det for at blive bedre, men jeg klapper i som en østers når oldgammelt arvæv er i vejen for at jeg er den jeg gerne vil være. For når ingen i virkeligheden interesserer sig for Anna, hvorfor skulle hun så blamere sig ved at åbne op og interessere sig tilbage? Jeg har lige svaret på 224 spørgsmål om mig selv. I går var det 84, og om et par uger, skal jeg mødes med en mand der skal fortælle mig hvem jeg er, hvem de andre ser jeg er og måske hvilke muligheder jeg har under alt det. Eller også skal han bare vise mig det indlysende eller bare babbe lidt på en pibe mens jeg taler. Hvoromaltinger. Det, der gik op for mig mens jeg svarede, er, at jeg rent faktisk ret godt kan lide det, hun er blevet til, hende bag alle de her ord. |
|
|
|
Copyright Anna - www.mesmerized.dk. Tak fordi du læser med. Hvis du citerer eller bruger noget herfra, så nævn venligst hvor du har det fra. Sitet er hosted på One, og jeg bruger naturligvis Wordpress på dansk 98 queries. 0,914 seconds. |
||
Kategori: 
Kommentarer