Indtast dit kundenummer, klik her og få et nyt password. 

Ja, ja; men jeg har ikke glemt mit password, jeg har glemt kundenummeret. Kan I se den dybere symbolik? Vi kan koden, men har glemt navnet.

I det her tilfælde, opretter firmaet kunder på deres telefonnumre. Praktisk, dengang hvor man havde samme nummer altid. Mine forældre har samme telefonnummer nu, som da jeg boede hjemme. De har haft nummeret fra før man satte de to første cifre på. Jeg kan mumle det udenad hvis du vækker mig midt om natten.

Det telefonnummer jeg har haft længst er mit arbejdsnummer, som praktisk nok nu også er mit privatnummer. Unlisted, så jeg slipper for telesælgere og ikke kan spores via krak. Upraktisk hvis nu man gerne vil spores. Men krak.dk har den fikse lille feature, at man kun kan oprettes på fastnetnumre, eller mobilnumre hvor man ejer abbonementet. Så det.

Jeg har ondt i mine fødder fra i går og kan se at jeg skal gøre lidt rent. Og så er der, dét der referat der skulle have været sendt ud i fredags og hende den nye teamlead, der er ukoordineret, ustruktureret og hælder flimrende flapsihapsi ned i min mailboks. 

Ville hellere sidde i min have og fordøje alt det, jeg ikke burde have sagt i fredags. Behøvede jeg at danse så tæt med den unge jurist? Behøvede jeg at sætte min femme fatalistiske klo i hans krybdyrhjerne som jeg jo rent faktisk gjorde? Han har kone og barn og er så ung, og selvom alt hvad jeg sagde var så tilpas tvetydigt at jeg ingenting kompromitterende har sagt; så sagde jeg rigeligt. Kropssprog. Lad os se hvem der slår blikket ned i morgen. Men det var sjovt. Jeg har stadig lyst til at æde ham til næste hovedmåltid, og ved, at jeg lader være. Dårlig deal, for ham især.

Mindre sjovt var det, at topchef stod i yderkanten af dansegulvet og holdt mig fast med sit stålblik. Og med hænder om livet på mig senere, længe efter at musikken var stoppet. Men jeg fik indsider viden i halvmørket på den overdækkede terrasse. Ting han havde brug for at fortælle nogen, hvor de nærmeste var for tæt. Tror jeg.  Og det dér med lønnen senere.

“Skal vi ikke gå et sted hen og … snakke. Det var sådan en god snak, jeg har ikke rigtig nogen at tale om det her med”

Han kiggede ned og jeg spekulerede over om det var nu, jeg skulle have ondt af ham. Jeg tror ikke det var et trick, men jeg ved jo godt, at det ikke kun var snak han ville. Havde han bare været lækker og lidt mindre min chef.

Lyder overbevisende, ikke? Jeg tror bare ikke det holder. Chef-tingen betyder mindre, jeg trænger så vanvttig meget til hele den dér mand-kvinde spænding, at jeg var hoppet på ham, havde han været blot en mikromy tiltrækkende. Direktører er åbenbart ikke min type.

“Du skal da ha sådan en Thomas Vinterberg, Anna! Ikke de dér tørre direktører”

Rollemodel-kvinde-boss tidligere på aftenen, da jeg fortalte hende om ham dér. Nahh.. måske.

Jeg flyder væk fra min pointe. Jeg har ikke glemt mit password, men jeg kan ikke huske mit telefonnummer fra det gamle liv, da jeg var gift og boede i en arkitekttegnet villa og alt var som det var designet til at skulle være.

Nok godt det samme – jeg kan vel tegne et helt nyt abbonement?