tirsdag 8. december 2009 kl. 21:10 af Anna
Om ikke andet fik jeg noget at tænke over. Ret meget, faktisk. Hvorfor vil jeg være VP? Hvad er det, der driver? Er det prisen værd? Hvorfor vil jeg væk? Hvad er det der trur og hvad er det der lokker? Er det bedr på den anden mark, eller bliver jeg narret af glimten i græsset? Mest af alt; hvorfor vil jeg være VP. Hvorfor vil jeg opopop?
Jeg. Ved. Det. ikke.
Han gav mig også et godt fif. Efter at have fortalt om hvor stimulerende det var for ham at skifte. Hvor fantastisk det var at arbejde i et firma hvor det han lavede var selve produktet og ikke en stabsfunktion til en stabsfunktion. Hvor tilfredstillende det var at været et profitcenter mod et costcenter. Hvor engagerede medarbejderne var og hvor forandringsvillige.
Gad vide om han så at mine hænder rystede. Hvorfor rystede mine hænder?
Så fortalte han mig at den hurtigeste vej til VP var at blive hvor jeg var. At jeg ikke kunne forvente at komme derover og rykke så højt op, uden at have bevist, at jeg kunne drive en forretning. Det kan du jo ikke nu, Anna. Du kan styre et budget på 50 millioner, der alle skal bruges, men kan du indrive samme beløb til en forrretning? Det ved vi jo ikke, vel? Så du kan kommer herover og styre noget på det niveau du er nu, det tror jeg sagtens vi kan finde til dig, men ikke VP. Ikke før om 3-4 år her.
Og forresten så arbejder man mere der end her. 16 timer om dagen, sagde han. De er altid klar, de er altid i nærheden af deres telefon, og man bliver konstant eksponeret. Han lagde hovedet lidt på skå og kiggede på mig. Man skal være klar til at stille sig op foran 50, 100 eller 200 mand og forklare noget man ikke ved en fis om.
Skærmmebillede? Forklaringen kom da jeg var på vej ud af døren.
Men er der noget du mener vil være relevant for mig lige her og nu? Forbandet at jeg ikke havde lagt en strategi. Så havde jeg spurgt noget før.
Ja, der er en stilling som (…) ovre i (…), opbygning af noget der ligner det du laver nu. Der ville du være perfekt med din baggrund. Hvordan lyder det? Tænk over det, og send mig dit CV hvis du vil tale med dem.
Vil jeg det?
Hvad vil jeg egentlig? Hvorfor vil jeg være VP? hvad er det der driver mig, hvorfor kan jeg ikke bare leve med den status, løn og det magtniveau jeg har nu?
Men inden da gav han mig det fif, jeg tog med hjem.
Hvis du vil være VP, så opfør dig som om du er det. Sørg for at tage mere ansvar end du har, og giv din chef æren. Men sørg også for, at invitere chefen over din, med i styrekomitteer og til møder.
Work, work, work. Nothing comes easy.
Spørgsmålet er om det er prisen værd.
fredag 27. november 2009 kl. 16:55 af Anna
Han ringede lidt over halv fem.
Hvad er det for et skift du tænker på? Op, hen? Tænker du VP? Man kan jo også gøre en del mht løn, uden at titlen følger med.
Ja, jeg tænker primært VP.
Okay, lad os tage en snak en dag, find et hul i kalenderen en eftermiddag og så ser vi på hvor du kan passe bedst ind.
Så det. Uformelle møder er stadig ikke skattepligtige, vel?
fredag 27. november 2009 kl. 14:57 af Anna
Hej, det er Anna,
Jeg overvejer som du ved om jeg har udtjent min værnepligt her hos (…). Tænkte om du mon havde noget andet sjovt, spændende og udfordrende jeg kunne kaste mig over? Ring tilbage i givet fald, så kan vi tales ved.
Hej hej.
Fuck mine hænder ryster nu.
Kryds fingre, tak.
mandag 23. november 2009 kl. 19:22 af Anna
Det jeg jo skrev var et halvflabet “har du noget godt til mig”. Svaret kom i dag:
“Naturligvis har jeg det”
Huh.
- og uanset hvad han har til mig, så er det tiltrængt bekræftende at nogen vil mig, rent fagligt.
lørdag 21. november 2009 kl. 17:33 af Anna
Min dag er i forvejen perfekt. Jeg er vågnet i en favn og næsten ikke sluppet den siden. Har set dybt i øjne og grinet mellem kys. Talt med glade børn, der lige måtte ringe og fortælle, og er udhvilet som man kun kan være når sjælen er fulgt med.
Det var ham. Han må have været en af dem i lokalet bag persiennerne i går. Hvorfor skulle han ellers have sendt mig en mail via det mest off-the-record-medie af dem alle?
Hvordan poppede jeg lige op i hans tankerække, hvis ikke det var fordi jeg svansede forbi et panoramavindue i går, med høje sorte sko og nålestribet popo?
Mailen var kort, og en opfølger på hans “tillykke med det nye, du ringer bare når du bliver træt af dem”. Ikke de store dikkedarer, som hej og mvh. Bare én sætning:
“Ringer du ikke snart??”
Headhunting via Facebook? Det er ok.
Min dag var i forvejen perfekt. Nu er den mere.
tirsdag 21. april 2009 kl. 21:27 af Anna
Hey Topchef, er du stadig her?
Hej Anna! Ja, skulle jeg ikke være det? Det er jo først 1. maj jeg skifter
(…)
Nå, jeg må videre – ha det godt!
Tak, tak - jeg kommer til at savne dig!
- og i lige måde!
..og så er det at man tænker om de andre der sad i storrummet også kunne høre hvor hult det lød.
( Jo, manden er knalddygtig og jeg har stor respekt for det han har udrettet hos os. Men ny luft er godt. Og så tror jeg af en eller anden grund ikke, at det er sidste gang jeg ser noget til ham. )
tirsdag 14. april 2009 kl. 18:59 af Anna
Så stod vi dér. Øverst i glastårnet, hvor solen bager allermest, så der bliver ulideligt hen på eftermiddagen. Indkaldt med så kort varsel at det kun kunne være omorganiseringer. Igen. Kødrand uden nogen turde stille sig tættest på den lille skammel der stod i midten. Som om ændringen kan mærkes mere dér. Eller måske fordi at det lille sæt det giver i én når man hører navnene blive råbt op, ikke må kunne ses af for mange.
“… to af vores mest talentfulde ledere”
“Endnu engang har vores lederudvikling og talent program vist sig at give gevinst”
Nå da. Og man klapper så godt man kan for kaffekoppen og spekulerer over hvem der har vundet mest. Vi tæller ikke i tabere, jo. Det hele er blot veje til mål. Måske det samme mål i sidste ende, måske forskellige. Er det vigtigt nu?
Jeg har svitset en squash skåret i tern med olivenolie, lidt havsalt og frisk rosmarin fra den lille plante der står i min nysorte vindueskarm. Det smager himmelsk. Jeg skal have mig en køkkenhave, har jeg bestemt. En lille bitte en, der kan klemmes ned i baghaven, mod hækken. Der burde være lys nok. Og læ. Tre squashplanter, et par rækker salat og en kasse med jordbær. Sommerglæder.
Han havde taget pænt tøj på, Topchef. Stod der ved siden af manden på skamlen og smilede monalisa-agtigt frem for sig. Han ved hvad det drejer sig om, nåede jeg at tænke, kort før hans navn blev sagt højt.
“…skifter pr 1. maj til (…).”
Farvel og tak for fisk, så. Det var nok et tilfælde at vores blikke mødtes da folk klappede. Der var jo så mange andre, lige dér. Gav ham hånden bagefter.
“Tillykke, du”
Ny kødrand af lykønskninger. Latter. Håndtryk og klappen på ryggen. Kan du huske mig i flere varianter. Husk mig. Husk.
Uden jeg så det, forsvandt de menige og vi stod tilbage. Mig og drengene og de tættest berørte. Jakkesæt mod jakkesæt og kække kommentarer. Forming af ny gruppe, ny struktur. Vi tjattede til den nye topchef og smilede indforstået. Det skal nok blive godt, gamle jas (husk mig, husk mig, husk mig).
Der er flødeskumstræer i villahaverne igen, så jeg da jeg kørte hjem. Og høj musik i min lille bil. Næsten for høj.
“I miss you like craaazy. Miss you like crazy”.
Uden sammenhæng. Jeg må have set fjollet ud da jeg skrålede med, men der var nok ingen der så efter.
Hvorfor skulle de dét.
torsdag 28. august 2008 kl. 20:31 af Anna
Det tager 5 minutter at skrive under på en købsaftale.
Og i morgen skal jeg til fest. Engang var det årets begivenhed. Boltren i flirt og alle mulige muligheder. Stiletter og sølvglitren. Alt dét. Nu sidder jeg her og er zombieagtig træt. Har hverken lyst eller udsigt til glitren. Hverken uden på eller.
Det er kun mathed, træthed, brugthed. Alt er godt når jeg tænker efter.. jeg kan bare ikke mærke det.
“Ja.. og Anna har brug tiden på at købe hus og holde præsentationer i stedet for at…”
Ætsende sarkasme fra projektleder, hvis budgetter jeg har overtaget og ikke kan gennemskue. Jo, jeg havde lovet at undersøge noget jeg ikke nåede i går, (han burde vel egentlig selv have haft styr på det nu jeg tænker efter… argh) men inden da, har jeg brugt uger på at gennemskue og forstå hans makværk. blabla. Det tager 5 minutter at skrive under på en købsaftale. Det irriterer mig bare at han prøver at pille mig ned med angreb. Narrøv. Og det irriterer mig, at jeg ikke kom med andet svar end en hovedrysten. Måske det også er godt nok, at jeg nåede at beklage mig til Topchef, et øjeblik inden Topchef mødte projektleder på gangen.
“Nå, jeg hører at du ikke har styr på …?”
Sagt med smalle læber og fremtidig klemme velplaceret. Forestiller jeg mig. Projektleder ringede hurtigt efter, for at få lukket huller. Velplaceret opbakning fra Topchef dér. Hej, jeg hedder Anna, jeg er nogens kæledække. Gad vide hvad de tror mit forhold til ham er. Lad dem. If it works.
Og i morgen er det vi skal til fest. Har mest lyst til at sætte mig i et hjørne og tude i en flad udrikkelig fadøl. Men alt er jo godt, når jeg tænker efter..
jeg. kan. bare. ikke. mærke. det.
fredag 22. august 2008 kl. 19:47 af Anna
For sur og for træt og for mast og for udhulet til at skrive nogetsomhelst der har relevans eller sammenhæng med verden.
Der er så meget at sætte på ord; de sidste par dage er der sket millioner af ting, og jeg er kun lige over midten med at det der er lige nu; men lige i aften vil jeg æde mig klistret i chokoladeskilpadder, filtret ind i snavsede drengebørn. Verdens skønneste af slagsen, med nok verdens sureste tæer.
Fra nu af.
mandag 4. august 2008 kl. 13:15 af Anna
Midt i ligegyldige diskussioner om charterferie versus kør-selv, og flyafganges besværligheder når man ikke “lige kan vifte med guldkortet”, går det op for mig, at den unge manager, der flakker lidt med blikket når jeg smiler til ham, nærmest er pæn med solbrændthed og sommerhår og at vi næsten er lige høje når jeg har mellemhøje sko på. Hm.
Og den unge jurist dukkede ned i sine papirbunker, under min sludren med topchef der kækt tilbød at bære mine flyttekasser for mig når det er. Gad vide hvad hans timepris er. Nok høj.
Han er single, forresten; den unge manager-mand. Hm. Kun 20 centimeter fra gelé i knæene. Sådet.
Det var de budgetter, jeg kom fra…
lørdag 21. juni 2008 kl. 10:08 af Anna
Jeg er bagud på så mange fronter at jeg har mistet lysten til at skrive det og lysten til at gøre noget ved det. Jeg tror bare jeg krøller papiret sammen og begynder forfra på en helt ny mappe. (Blok, skulle der have stået. Nogle gange skriver mine fingre ord jeg ikke selv vælger. Spooky på den ubevidste måde.)
Jeg fik feedback i går, først fra trænerne og så fra min gruppe. Jeg har det på en DVD så jeg kan se det igen hvis jeg vil. Det var faktisk ikke så slemt at se sig på film gennem ugen. Min stemme lød bare anderledes end jeg troede. Dybere, stærkere og mere sikker. Ikke så mærkeligt at de mente jeg havde alt det de sagde jeg havde. Selvsikkerhed, målrettethed, styrke.
Et par af trænerne mente at jeg var kold, grænsende til arrogant. Interessant at se hvordan jeg virker når jeg er irriteret. For det var jo det jeg var. Den ene af den var dominerende, tromlende og nød mere sin egen effekt, end deltagernes udbytte. (og det er her jeg skal skrive “jeg oplevede at”, “efter min mening” og sådan. Men jeg orker det ikke nu. Jeg ved jo godt at jeg ikke kender hele sandheden og min opfattelse er subjektiv, so be it.) Han irriterede mig. Han råbte efter mig en dag jeg havde glemt noget i det lokale hvor hans gruppe sad “Anna, hvis du ikke forsvinder herfra med det samme, så…” Klaphat. Han generede gruppens arbejde mere end jeg gjorde netop da. Og så skal man vist bare ikke råbe efter mig.
Min kølige effekt er så en af de ting jeg kan vælge at bruge bevidst eller forsøge at eliminere. Hmm.
Og i går formiddags ringede min topchef og trak et tæppe væk under mig. Med en forklaring som jeg ikke bad om og som jeg ikke tror de andre har fået ud i netop de detaljer. Det er både godt og skidt at være hans… hvad jeg nu er.
Budskabet var at jeg får ny chef. Den skal jeg lige æde.
Overspist af forandringer nu. Stop så!
søndag 25. maj 2008 kl. 11:19 af Anna
Indtast dit kundenummer, klik her og få et nyt password.
Ja, ja; men jeg har ikke glemt mit password, jeg har glemt kundenummeret. Kan I se den dybere symbolik? Vi kan koden, men har glemt navnet.
I det her tilfælde, opretter firmaet kunder på deres telefonnumre. Praktisk, dengang hvor man havde samme nummer altid. Mine forældre har samme telefonnummer nu, som da jeg boede hjemme. De har haft nummeret fra før man satte de to første cifre på. Jeg kan mumle det udenad hvis du vækker mig midt om natten.
Det telefonnummer jeg har haft længst er mit arbejdsnummer, som praktisk nok nu også er mit privatnummer. Unlisted, så jeg slipper for telesælgere og ikke kan spores via krak. Upraktisk hvis nu man gerne vil spores. Men krak.dk har den fikse lille feature, at man kun kan oprettes på fastnetnumre, eller mobilnumre hvor man ejer abbonementet. Så det.
Jeg har ondt i mine fødder fra i går og kan se at jeg skal gøre lidt rent. Og så er der, dét der referat der skulle have været sendt ud i fredags og hende den nye teamlead, der er ukoordineret, ustruktureret og hælder flimrende flapsihapsi ned i min mailboks.
Ville hellere sidde i min have og fordøje alt det, jeg ikke burde have sagt i fredags. Behøvede jeg at danse så tæt med den unge jurist? Behøvede jeg at sætte min femme fatalistiske klo i hans krybdyrhjerne som jeg jo rent faktisk gjorde? Han har kone og barn og er så ung, og selvom alt hvad jeg sagde var så tilpas tvetydigt at jeg ingenting kompromitterende har sagt; så sagde jeg rigeligt. Kropssprog. Lad os se hvem der slår blikket ned i morgen. Men det var sjovt. Jeg har stadig lyst til at æde ham til næste hovedmåltid, og ved, at jeg lader være. Dårlig deal, for ham især.
Mindre sjovt var det, at topchef stod i yderkanten af dansegulvet og holdt mig fast med sit stålblik. Og med hænder om livet på mig senere, længe efter at musikken var stoppet. Men jeg fik indsider viden i halvmørket på den overdækkede terrasse. Ting han havde brug for at fortælle nogen, hvor de nærmeste var for tæt. Tror jeg. Og det dér med lønnen senere.
“Skal vi ikke gå et sted hen og … snakke. Det var sådan en god snak, jeg har ikke rigtig nogen at tale om det her med”
Han kiggede ned og jeg spekulerede over om det var nu, jeg skulle have ondt af ham. Jeg tror ikke det var et trick, men jeg ved jo godt, at det ikke kun var snak han ville. Havde han bare været lækker og lidt mindre min chef.
Lyder overbevisende, ikke? Jeg tror bare ikke det holder. Chef-tingen betyder mindre, jeg trænger så vanvttig meget til hele den dér mand-kvinde spænding, at jeg var hoppet på ham, havde han været blot en mikromy tiltrækkende. Direktører er åbenbart ikke min type.
“Du skal da ha sådan en Thomas Vinterberg, Anna! Ikke de dér tørre direktører”
Rollemodel-kvinde-boss tidligere på aftenen, da jeg fortalte hende om ham dér. Nahh.. måske.
Jeg flyder væk fra min pointe. Jeg har ikke glemt mit password, men jeg kan ikke huske mit telefonnummer fra det gamle liv, da jeg var gift og boede i en arkitekttegnet villa og alt var som det var designet til at skulle være.
Nok godt det samme – jeg kan vel tegne et helt nyt abbonement?
lørdag 24. maj 2008 kl. 10:46 af Anna
Udover, at jeg er imponeret over, at jeg overhovedet kunne skrive sammenhængende i nat, når nu jeg havde så svært ved at finde og ramme min seng bagefter, så gæt lige hvem der blev lovet verdens mest diffuse lønforhøjelse (“vent lige et par uger, der kommner noget fra central hånd”;) i en taxa i nat mellem klokken 2:17 og 2:43; samtidig med, at topchef insisterede på at holde i decentral Anna-hånd.
Sammenhæng forhåbentlig ikke eksisterende.
Han tog det pænt, da jeg ikke ville have ham med op.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kommentarer