|
Møde med manager fra et sted i galaksen. Han udstrålede sås meget ro, at jeg blev helt varm i maven. Dét vil jeg lære. (Jeg har 31 mails i min indboks.) (Og 411 i den folder der nu hedder 2009. Stille nu.) (og en længere flirtende streng af mails med musikerven, der rødmede helt over i min del af himmelrummet af min håndværker-inducerede kækhed. Mmmnn..) Han spurgte mig i dag. Improviseret frokost og hej længe siden. Du. Rørte ved hans jakkeærme og så ind i de der blå øjne, jeg aldrig rigtig har set andet end genspejlingen af mig selv i. Ikke at dét er skidt, jeg er mere end køn i hans øjne. Så meget mere end, at jeg ikke helt forstår hvad det er han ser. På. Hvad hedder din kæreste? Kærlighed er fantastisk, svarede han; et par meter ord længere nede af pausen. Sagde han, og kiggede på mig med de dér blå øjne, som ser en halo af gnister i min aura, som jeg stadig ikke fatter hvor ham får fra. Sin egen fantasi, sikkert. Sådan er det her ikke helt. Svarede jeg. Nej, det kan jeg se. Du gløder ikke. Og jeg fortalte alt det, der får mig til at føle mig ikke helt ok, når jeg tænker på Bono. Midt i kantine 1, mellem mennesker og med meget lav stemme. Og han fortalte at han ikke kunne besøge mig, fordi kæresten er jaloux og han selv synes hun havde grund til at være det. At hun ville have børn og at han ikke lige kunne se det. For hvad med tiden til ham selv og hans andre børn? Hvad med deres kærlighed, kunne den holde til det? Ville de bare lave flere børn fra brudte hjem? Og så at det var ok at jeg havde bedt ham beslutte sig eller blive væk. Du ved hvordan jeg har det med dig, Anna. Ja. Men ved du hvordan jeg har det med dig? Det sagde jeg ikke. Ingen grund til at bryde flere illusioner. Han bruger dem jo blot til at lune sig på, når vinden bliver for kold. Så samlede vi vores service sammen og gav et knus til afsked, inden vi drev videre hver vores vej. Hverken klogere eller mere forløst. Sådan er det vist bare. “jeg har drømt om dig i nat.” Nå. Jo, det er da rart at nogen drømmer om mig. At jeg kan fylde så meget i et sind at jeg det er mit ansigt og min krop, der bliver lagt på indre stemmer og drømmeagtige skikkelser. Men mere kan jeg vel heller ikke bruge det til, vel? Han er ikke for mig, jeg er ikke for ham og selvom vi har lovet hinanden at komme med kaffen når vi er firs år og runkne, så er det ikke os to der skal vågne sammen. Men han giver ikke slip og jeg lader ham lege. For det meste. Men tanken om at han stopper mig i min bevægelse; at jeg lader mig blive mæt på tomme kalorier, søde sms´er og varme knus, roterer over hovedet på mig som en gigantisk krusedulle. Så at han har drømt om mig er godt for ham, hvis drømmen var god. Men skidt for mig, at det han ikke er en, jeg kan udleve drømmen med. Meget venlig læge jeg har fået mig. Høj, slank og mørkkrøllet. Det er nok noget på din skjoldbruskkirtel, sagde hun. Jeg tager lige en blodprøve og indstiller dig til scanning. Men det er højst sansynligt harmløst, vi skal bare finde ud af hvad det er. Og hvad vi gør ved den. Så nu sidder jeg her. Med en klump i halsen, jeg ikke selv er herre over. Skal jeg komme forbi? spurgte han. Er du bange? Trænger du til et kram? Hvem ved det? Det sidste spurgte han om da han sad i solen på min terrasse, og fik regndråber på jakkesættet af en den byge der kom i det samme. Det gør ikke noget, for så kommer der jo en regnbue – og jeg tørrer igen. Nej, selvfølgelig har du ikke fortalt det til din mor. Klart. Nej, ingen mælk i min kaffe - du husker sgu da også som en knude, din knude! Så lo vi, og han kørte tilbage til corporate world. Og så sidder jeg her, med en klump i halsen jeg ikke kan sluge. “Hvordan går det hjemme hos dig?” Spurgte jeg efter vi var færdige med at tale om mit. Og lige dér i lyset fra martshimlen fortalte han mig om realkreditlån og kælderprojekter, og noget med en halvmur, der skulle bygges op. Og det var slet ikke det, jeg troede jeg havde spurgt om, men lige dér kunne jeg så tydeligt se forskellen på kvinder og mænd, og noget om tunnelsyn. For jeg går da ud fra at han stadig har en kæreste selvom han aldrig taler om hende. Til mig. Hun så ikke op da hun kom ned af gangen. Det var nok bare et tilfælde, eller også var det bare fordi solen stod ind bag mig i tykke skarpe lunser, eller fordi der var meget snak i dag. Pludren nærmest. Overkåd 1. skoledagstemning og almindelig gladhed. (jeg er så træt at jeg ikke burde skrive. Sov elendigt i nat, kunne ikke sove da det var, og da det så blev var der børn der hostede og møffede sig ind i min seng og tog min dyne. Og så det dér op klokken 6-fis, der er på hverdage. Og minus 10 grader. Eller en million. Koldt var det.) Jeg sendte hendes kæreste en sms med en kærlighedserklæring nytårsaften. Og han mig. Det var vist ham der startede. Og nu kom hun der ned gennem glastårnet og kiggede ned. Det var nok bare solen, der blændede men jeg tænkte jo alligevel på om hun vidste. Ikke at der er er hemmeligheder at vide, havde vi skulle være, var det sket for hundrede år siden og ikke på kanten af 2009 via sms. Vi holder jo bare af, på den måde man gør når man har været der altid og har svoret at ville være det endnu længere. Men var det min kæreste, der fik poetiskglødende kærlighedserklæringer nytårsnat ville jeg nok også. Tænke. Men det var nok bare solen. Hende den anden var glad. På den måde man er glad på, når man ikke helt vil vise hvor glad. Så var vi to. Jeg fik sagt det rigtige og spurgt ind på den rigtige måde. Og håber ikke at jeg så for undrende ud, over fortællingen om, hvor hun skal hen. Hvis hun er søsyg af bølgegangen i mit lille slæbebåd, så kaster hun indvolde op om to måneder i det nye. Men hvad ved jeg. Der er vel flere lag. Fuglenakken fnisede i ly bag kaffemaskinen, og fortalte at han var komme til at svare ‘Tak‘ på hendes opsigelsesmail. Freudiansk kvittering. Og nu er jeg træt og kan ikke finde ud af hvilken emhætte jeg skal købe. Og hvor. Luksusproblemer. For jeg er i live og har uanset besluttet mig for at 2009 bliver det bedste år længe. Som om man kan knipse og begynde forfra på bunden af en flaske god champagne. Jeg gør det alligevel. Kommunikation. Jeg fik en gang fingrene i en rapport nogle eksterne konsulenter havde lavet over hvad der var gået galt i et projekt i mit nabolag. Der stod side op og side ned om stakeholders og interessenter og værdier og indhold og form, men på side 16 øverst, stod de vise ord, der oversat var formuleret cirka sådan her: “Der er tre områder hvor der er begået grundlæggende fejl i projektet: kommunikation, kommunikation og kommunikation.” Det smilede vi lidt af, selvom det var alvorligt nok. Min ven fra i går. K O M M U N I K A T I O N “jeg var glad for det i går” K O M . . . I K . . . . . ? “den må du vist lige forklare, for jeg selv var ret ked af det bagefter. Jeg gik med følelsen af at være blevet fravalgt.” K O M M U . . . . . . . N? “Oh. Det var ikke meningen. Jeg var glad for at jeg havde taget mig sammen til at vi skulle ses” K O M . . N I K . . . . . ? (det var da for pokker mig der for anden gang på kort tid pressede på for andet en hastige kaffeslatter på et hjørne i kontorland. På tid og rum til snak der er privat og mellem os. Det er dig der aflyser, dig der kryber uden om.) “Jeg er lidt ked af at mine forsøg på at invitere dig på middag/snak/whatever falder til jorden. Især fordi det vi taler om her (…) ikke hænger sammen med det vi gør/vil/tør stå ved i virkeligheden.” K O M . U N I K . . . . N? “jeg skal vende mig til (…) veninde. Det har jeg ikke prøvet før” (Nej, det fremgår. Selvom vi har kendt hinanden altid. Det er dig der er bange for hvad du kommer til hvis du er alene med mig, dig der er bange for dine drifter (poetisk), men det er for pokker da også dig der indleder flirts og konstant skruer op for varmen på msn, det er dig der driver det derud hvor jeg undrer mig over om du mon er alene hjemme og hvad pokker du lægger i det. Ingenting åbenbart. Andet end ord.) (nej, jeg er ikke uskyldig. Jeg drejer på knapper hvis de bliver lagt foran mig og ja, jeg kunne sagtens finde på at drive dig og os derud hvor det føles mod huden. Sådan er jeg, jo. Men ikke hvis jeg får besked om at jeg ikke skal. Og det får jeg ikke her. ) K O . . . . . . . . . . ? Nu har jeg så selv ædt de boller vi skulle have haft til den lækre enkle pastaret jeg ville have lavet i fald manden havde haft boller nok selv til at enten turde være i enrum med mig og tage hvad der måtte komme (arjmen altså hvis vi så havde småkysset lidt havde det jo for filan da ikke været første gang og det har ikke ændret verden før, så hvorfor nu?), eller til at spise min mad og afværge de impulser han er så bange for, (set før, vi er jo for filan voksne mennesker), eller give op og erklære at han har begået en fejl og jeg er hans livs kærlighed (hvilket jo så nok ville sætte ham i en lidt dårlig situation som boligmarkedet ser ud pt.). Og ja, de var gode, de der boller, og hvad kan jeg så lære, andet end at undgå at lære det indlysende at mænd og kvinder ikke kan være venner eller at JEG ikke kan være venner eller at virkeligheden ikke er venner med mig? Ingenting måske. “Du ved jo godt hvad du gør ved mig” Og jo, det ved jeg vel godt. Et sted. Men det jeg gør, er tydeligvis ikke dybt nok, eller vigtigt nok eller nok nok, når nu dét var grunden til at han ikke ville herhjem. Det er ikke mig der er farlig, jeg er bare ikke harmløs nok. Til at jeg er en man kan være alene med. Åbenbart. Jo, jeg ved godt hvad jeg gør ved ham og hvad jeg kan lokke ham til. Mørke aftener og lange dage hvor vi klynger os til hinandens lys i den anden ende af virkeligheden. Gennem sms´er og telefoner holder vi fast og opmuntrer. Sådan helt banalt bliv-glad-igen-du. Men også det andet. Det lige så banale men ikke spor harmløse. Der gør, at jeg blev valgt fra i dag. Hvad han gør ved mig? Minder mig om hvor ensom jeg er. Inderst inde. “Jeg savner dig” Skrev han midt i mylderet, under hektiske e-mail krige og hverdag. Hverdags mandag. “og jeg dig. Jeg turde bare ikke sige det” Hvorfor ved jeg godt. (Fordi der er hende han har købt hus med. Fordi jeg kan se hende fra hvor jeg sidder for tiden. Fordi jeg ikke kunne være der da jeg kunne. Fordi det aldrig skulle blive. Alligevel og på trods af. Måske også fordi jeg er lidt bange for at jeg hører det selv og brygger historier på det. Som dem jeg kan når jeg kan. Om aftenen når lagnet stadig er køligt og inden kroppen slipper taget i dagen. Grufulde historier er det. Ikke mens de tager form, nej først bagefter når jeg vågner og ved at de bare er dét. Arj det er løgn. De er smukke uanset. Så hvad er pointen? At jeg ikke ved hvorfor jeg ikke tør sige til ham ,at jeg savner ham? Hmm) Middag i morgen uanset hvad. Fordi vi savner. “Det er nu ellers en skøn terrasse du har.” “Ja”, kunne jeg have svaret. Ja. Og der er drukket meget gyldenblød hvidvin herude. Set på mange solnedgange og mærket mange sole stå op. Kunne jeg have sagt. Og så kunne jeg have kigget på ham med et blik der skar blå laser. Ind dér hvor drømmene er. Hvor der ligger et minde om nogen der engang talte om netop dét: Stilhed på en terrasse. Gylden sol og dråber der klæber let til glasset når man langsomt drejer det rundt. Øjne der så uendeligheden og nærheden. Alt dét. Kunne jeg have vækket. Måske. Sikke meget vi har nået at tale om. Sært at jeg husker ham som tavs. Måske det var fordi der var en rungede tavshed bag de mange ord. Men drømmene var ikke tomme, det ved jeg for jeg kunne se dem dengang og her forleden. I en skæv trækning i krogen af et smil. I et par øjne der flakkede henover tid. “ja, den har været skøn. Men nu er den solgt” Og så lukkede jeg døren og gik ind. Også terrassedøren. Der var jo koldt udenfor den aften. Han købte hus i dag. “Alene?” spurgte jeg. For hvad ved jeg. Forleden aften talte vi om at dele den der flaske rødvin. Snakke. Grine. Være. Som vi gør det når vi er uden for glastårnets mure. Vi aftalte ingenting, talte bare om at vi snart skal. Men under dét lå der det, der altid har ligget der. Tiltrækning der altid har været der men aldrig har været nok. Og i dag købte han så et hus. “Sammen med” svarede han. Og det er jo godt. Dejligt at han er glad. Og hun sikkert også. Uvæsentligt for helheden, at jeg sidder tilbage og netop føler at jeg sidder alene tilbage. Uvæsentligt at spekulere over min rolle som pauseklovn. I strejftanken ligner jeg en skål med mørkerøde kirsebær. Sødmefyldt men hverken mættende eller nærende. Måske. Sandheden er nok bare at jeg har haft min tid. For sur og for træt og for mast og for udhulet til at skrive nogetsomhelst der har relevans eller sammenhæng med verden. Der er så meget at sætte på ord; de sidste par dage er der sket millioner af ting, og jeg er kun lige over midten med at det der er lige nu; men lige i aften vil jeg æde mig klistret i chokoladeskilpadder, filtret ind i snavsede drengebørn. Verdens skønneste af slagsen, med nok verdens sureste tæer. Fra nu af. Nogle gang tænker jeg så meget med røven eller visse andre hormoninfuserede kropsdele, at jeg burde skydes ved daggry eller slettes fra den kollektive hukommelse. Nej, forfra. Velkommen til Anna, 17 år: Ham der som brugte sin ferie på at lidt mere end flirte, dog altid med en fysisk adskillelse, og som jeg jo har kendt siden vi var blablabla, og som jeg har kysset på mere end hvad godt er, punktvis gennem årevis; og som holder af mig og som jeg holder af, fordi vi er to mutationer af samme arbejdsdopende dyr, og kender os selv i hinanden, og derfor engang for år tilbage svor, at vi altid ville have hinanden i (bag)hånden når vi (sammen forstås) nåede toppen af de iskolde karrieretinder. Ham som brændte mig af til frokost i dag fordi han skulle redde en millionkontrakt og gjorde det med svimmelhed og stressrelateret hjertebanken (godt set at du blev småmopset, Anna! …). Ham, som de seneste uger har fået mig til at spekulere over hvorfor det egentlig var, at vi aldrig blev kærester de gange vi har haft mulighederne. Og på om muligheden var nu, selvom den ikke var der. Ham. “Hvad er det der går dig på?” Wake-up, Anna, dearest. Det handler ikke om dig. Det handler ikke om dig. Det handler ikke om dig. Det handler aldrig om mig, dybest set. Så det er nu jeg skal aflære den egocentrerede opmærksomhedsædende adfærd og lukke for det evindelige: se mig, hør mig, mærk mig. NuNuNu-Ish-crap. Og jeg mangler stadig at smøre dagens madpakker. Jeg mangler fandme altid lige at smøre to madpakker. Jeg havde lidt forventet, at jeg bare skulle have vejret og lidt mad, og så ride på en latenight-energibølge, til madpakkerne var smurt og de sidste par mails ædt. Men jeg er stadig bedøvende træt og jeg fatter det ikke helt. Der har været så meget forbi de sidste par dage og jeg kan ikke helt forholde mig til temposkiftet, måske det bare er det. Temposkift. Jeg forsøger at opbygge det nye og forholdet til min chef, men han er et funktionelt sort informationshul, hvor alle mine fortællinger forsvinder og jeg intet får tilbage. Motivér mig, tak! Kom med noget konkret, om ikke andet så lidt støtte. Men vi er nye i rollerne, så vi famler os frem og jeg føler mig en lille smule drænet hver gang jeg har talt med ham, men det er nok forskellen til den gamle, der gør det. Måske de har glemt at overlevere posen med motivationsstøv, som han skal spraye sine ord med inden de lukkes ud. Min verden er blevet væsentlig mere kompleks nu, og jeg ved jo godt, at kunsten består i at prioritere, men for pokker det er svært, for det gamle er nemt at forholde sig til og det nye er svært og tager uendeligheder at sætte sig ind i og jeg ender med at bjæffe som en lille hysterisk hund fordi jeg antager en helt masse og reagerer på urimeligheder, som rent faktisk har en god rimelig grund. Som i dag, da jeg bed mig fast i armen på en stakkels projektleder og flåede lunser af kompetance af ham, og det var måske rimeligt nok, men løsningen findes et sted langt inden min arrigskab. Så i morgen lander jeg det kompromis jeg indså da jeg stegte mislykkede fiskefrikadeller tidligere, og håber at han køber det og ikke bager nag. Og jeg har lovet mig selv ikke at give afkald på mig (Anna, jeg Anna), i alt det her og få min nattesøvn og løbet mine løb, men læser jeg ikke mail nummer 564 og sætter jeg mig ikke ind i referat nummer 26, synes jeg ikke selv (Anna, jeg Anna), at det er godt nok det jeg gør og så skærer jeg i nattesøvnen og løbeturene, for det kan ingen se. Andre end mig. Til en start. Men jeg ser jo de gode ting, for de er der og jeg har en lille purk der var en stor purk, og så fin blandt de andre purke og purkinder; og jeg så på dem henover middagsbordet i dag og elskede dem øjeblikkelig, for alt det de var og bare fordi de er. Og så er der ham der, der kalder sig min ven, som har lovet at lige stikke forbi en af dagene og jeg glæder mig fordi det er så længe siden jeg har set ham, andet end på skrift (og jeg skal nok gøre hvad jeg kan, for ikke at æde ham med hud og hår, bare fordi jeg kan (og trænger), fordi der er misbrug af tillid og historie og fordi jeg ikke ved om jeg knuser for syttende gang hvis jeg gør det, og hvad er det lige jeg har i klemme der?). Men det bliver dejligt at se ham. Igen. Og nu har jeg fået bestilt en tid til syn af min bil. Sæt kryds. Over. Mig. “En nordmand er blandt de dræbte”. Hvad pokker blev der af globaliseringen? Hvorfor er det vigtigt at der lige netop er en mand fra Norge blandt de omkomne? Hvad er det, der bringer tragedien tættere på os, at manden levede i et land med grænser op til vores? Weekenden har været stille, på den der måde, der ikke er det. Børn der slås, spiser æggemadder og spiller olinespil. Søndage i hverdagsland, langt fra sneklædte bjerge hvor dumdristige bjergbestigere mister liv, bare fordi. Jeg har kun løbet den sædvanlige tur rundt om søen to gange og ikke mistet andet end lidt stolthed over, at den stilhed jeg hører, viser; at jeg igen-igen har været pauseklovn for nogen. Takså. Måske mit liv er for kort til den slags. Måske jeg ikke har andre valg. Og lige efter den lille lyd, smager tiden sødt. Jeg kan se den lukkede kuvert på telefonens display herfra. Og hvem det er fra. Trækker det ud. Mærker den lette rislen af tanker, i sekunderne inden. Som lige før man åbner en gave. Sødme. Forventning. Til jeg rækker ud og tager telefonen og åbner. Læser. og smilet breder sig og gad vide om de andre kan se mig. Hvad tror de? Og hvad tror han. (Hvad tror du selv, Anna?) Og når svaret så er sendt, er der et lille sekunds fortrydelse. Skrev jeg virkelig det? Hvad læser han ud af det? Læser han det mellem ordene? Var det dumt? (Hvad tror du selv, Anna?) Minutterne går og jeg glemmer. Dukker ned i powerpointoverblik og strukturanalyser. Indtil den næste sms kommer og lyden sender rislinger gennem. mig. Og hver eneste gang er der den oplagte mulighed for svar der lukker for legen og sender os tilbage til virkeligheden. Koldt vand ned af nakken og hverdagsord der vækker rationaler og husker os på sammenhængen. Og på resten af verden. Men det andet er så lokkende. Som cremet flødeis. Som fløjlsblød chokolade, som iskold rislende kildevand og klirrende isterninger. Mod huden. Så fristende at prikke og pirre. Så kildrende at sende dobbelte ord gennem luften, og vække tanker der ligger latent. Og vække minder om noget der var engang. Om smagen af. Varmen. Glimt i øjne og dyb glitrende latter. Om læber der næsten ikke rørte og så alligevel. Meget. Temmelig. Og det kan gøres med to ord. Tre. Et. På et splitsekund og med få tast på det lille display. Så fristende at jeg lader mig. Indtil vi vågner. Igen. “Sig det” Sig hvad? At jeg savner dig? At jeg havde lyst til et knus forleden. At det føltes … blødt at se dig igen. Og godt helt ind der hvor det mærkes. At jeg så også lige havde lyst til at lægge fingrene mod din hals. Kinder. Læber. At jeg savner dig selv når du er lige der? Her. Men det behøver jeg ikke at sige, vel? Det skal jeg vel i virkeligheden lade være med at. Helt. Det gør bare alting mere rodet end det behøver at være. Og jeg ved ikke hvorfor. Hvorfor det roder sådan. Og jeg ved ikke hvad der skete. Dér. Og sker. Her. Skulle jeg bare se om jeg kunne? Nej, jeg ved jeg kan. Selv med dig, som burde være klogere. Selv med dig, som på den anden side af skærmen kan vende det mod mig selv, som så få kan. Ved jeg noget, jeg ikke har fortalt mig selv? Åhh den løsning ville vi gerne have, ikke? Den dybt romantiske “og-de-fik-hinanden-efter-alle-de-år” eller den melodramatiske “det-gik-op-for-hende-for-sent-og-hun-døde-ensom-og-ulykkelig”. Smukke løsninger hver især. Næppe realistiske. Måske jeg bare falder i et mønster jeg ikke vil genkende. Tilbagefald til en adfærd jeg åbenbart ikke kan slippe. Harmløs leg med ild. Harmløs for mig på grund af umulighederne, ikke? Ikke spor harmløst, faktisk. Hverken her eller der. Det burde jeg have lært. Og du burde. Men jeg savnede dig. Der. Og op til og nu. Nærheden. Indsigten. Det umiddelbare forståelse og den umiddelbare ikke. De undrende blikke når vi taler totalt forbi hinanden efter dyb forståelse. Latter. Latteren. Så måske det bare var det. Et forsøg på at lindre. Meget fejlslagent, i givet fald. Meget. “Sig det” Nej. For selv om jeg ikke var i tvivl om hvad det var du ville høre, der i går aftes, balancerende på randen af noget meget lidt harmløst; så aner jeg ikke hvad det er jeg i virkeligheden gerne vil sige. Så i stedet maler jeg mig op i flerdimensionelle kroge med mine elegante dobbelttydninger og provokerende skarphed. Ord ord ord. Så velformuleret man kan dække over sig selv; dér, i umuligheden. (og så ringede han og spurgte om det havde været ok. Om jeg var ok. Og “det var godt du kom. Det virkede rigtig godt. Tak”. Og så er det ok igen. Selvom der stadig er så meget jeg aldrig får. En dag bager jeg måske en kage til dem. Næste gang. Måske. ) Jeg kan mærke det i kæberne endnu. Som var de syet sammen med ståltråd. Hvorfor så trist? Det var jo hyggeligt. De var flinke. Nyt køkken og logrende hund. “Anna har kage med, ik Anna’?” Latter. Søde drenge. Også ham. Håret var vokset og stak ud under kasketten i små krøllede tjavser. Sommerhår, lige som mit. Krøllet i tjavser. Uden kasket dog. Så det var ok. Der er bare den der ståltråd. Måske det var tanken om alt det jeg ikke får. Selvom jeg er der, og griner med. Selvom jeg bager alle verdens kager eller for evigt nægter at lege lille husmor. Selvom jeg … hvad som helst. Jeg fik et glimt af en kvinde i en sofa i stuen. Hilste på vejen, og nåede at se varmen fra hendes smil. Og alt det jeg ikke får. Kort efter kørte jeg hjem igen. Mod den lyse aftenhimmel og med en sang i ørene. Og ståltråd i kæberne. Måske det bare var fordi jeg var ny. Så lemfeldigt jeg fik fortalt om den første kærlighedsærklæring jeg har fået i alt for mange år. Måske fordi den ramte mig og fordi jeg ikke manglede den, før jeg fik den. For jeg vidste det jo godt, at det var sådan det var. Vidste det fordi jeg så genskæret og mærkede varmen. Gennem ord og tanker. Og fordi det jo gælder begge veje. Jeg elsker også ham. Dybere end andre længe. På den måde man elsker på når man har fulgtes ad siden stemmerne var spøde og ru af natteroderi og truende eksamner. Siden dengang hans arme og ben syntes for lange til hans drømme, og mine kinder var bløde af uberørthed. Som man elsker, når man har skiftes til at bære, dengang ting var tunge. Da vi flygtede sammen i en hemmelig verden hvor der var sol og ingen der råbte. Andre end os to. Hvis vi havde lyst. Som man gør det, når man kender og søger henmod, når der er brug for en pause. Hvor der ikke er behov for ord eller vigende blikke. Bare sådan. Stille og lige her. |
|
|
|
Copyright Anna - www.mesmerized.dk. Tak fordi du læser med. Hvis du citerer eller bruger noget herfra, så nævn venligst hvor du har det fra. Sitet er hosted på One, og jeg bruger naturligvis Wordpress på dansk 90 queries. 1,898 seconds. |
||
Kategori: 
Kommentarer