“Søren har været imponent i 6 år. Han mener selv, at det skyldes et piskesmæld i nakken”
I just dont get it!
|
Jeg tænkte, at jeg ville skrive om Tivoli. Om forskellen på dengang og senere og nu. Men alene dét, at der er en forskel mellem dengang, senere og nu; er så vanvittig banalt, at jeg opgav på halvvejen. For vi ved det godt ikke? At det vi blev blændet af da vi var børn, altid viser sig, at være mindre og så uendeligt mere umagisk; når vi er vokset op og har smagt kaffen i Las Vegas, eller set Eiffeltårnet nedefra. Måske det allerede sker i sekundet efter vi har set andre veje end dem vi tegnede hinkeruder på engang. Måske det sker gradvis. Og måske lykken er at finde hjem. Alt det dér. For velkendt til, at jeg kan skrive det. Jeg må nøjes med at mærke det og lune mig ved tanken. For jeg var der i dag – i Tivoli i solskin og mellem lykkelige mennesker - og selvom tulipanerne er afblomstret og jeg forlængst er blevet mere end voksen, var der nemlig alligevel (igen?) en snert af magi over de fnisende teenagere på bænke, de sukkerkåde børn og de blomstrende kastanier. I dag var en god dag. (tak) Han havde taget sine sko af og sad bare og stirrede ud i luften. På en bænk på et af hjørnerne i et lyskryds. Det burde ikke være så sært. Der var jo en bænk, hvorfor så ikke sidde på den. Måske han var træt. Måske han havde gået langt og trængte til en pause. Måske jeg hellere skulle undre mig over, hvem der finder på at placere en bænk, på et af hjørnerne i et lyskryds. Kønt er der jo ikke. Udsigten uden tvivl ganske ustimulerende. Medmindre man samler på nummerpladenumre. Måske kommunen har en kvote af bænke de skal placere. 3 bænke pr. kvadratkilometer. Ja? Han havde sat sin rygsæk ved siden af skoene. Lagt benene over kors og stirrede nu ud i uendeligheden. Armene hvilede på benet. Og der var biler og cykler og folk der ventede på bussen. Gad vide hvorfor. Og hvor han skulle hen bagefter. Hjem måske. Eller tilbage til hvor han kom fra. Måske han bare skulle have luft. Have tænkt det igennem, få taget en beslutning. Måske han trængte til ro, måske ungerne larmede for meget her til morgen. Møgunger. Man elsker dem jo, men kan de for pokker da ikke lige. Bare 5 minutter. Tak. Eller også var han bare træt. Måske han havde gået 15 km og set på fugle. Fedt med det billede af den dér stær. Sjældent set på de her kanter, men nu var den i kassen. Stærekassen, om man vil. Haha. Mon ikke de andre i ornitologforeningen bliver ellevilde når de ser billedet? Jeg ved det ikke. Hvad som helst er muligt, og jeg synes bare det var sært at sidde på en bænk, i et gudsforladt vejkryds, med bare tæer og ikke-stirre på bilerne. Der var nok en grund. Måske. Jeg sad i min bil forleden og var forelsket. Så de neongrønne blade og træerne, der ser ud som er de sprayet til med lyserødt flødeskum. Indsnusede duften af sprødhed og kådhed, der minder om den urgamle drift og vilje til at gro. “Hvorfor gror planterne, mor?” Fordi de kan. Jeg sad i min bil forleden og var med i alt dét. Syngende, smilende, i en trancelignende tilstand af forelskelse, forgabthed og håbløse drømme. Berusende, boblende. Ville ham. Ham. Og ingen anden. Det var så rart. Så uendelig… rart. Ville mærke hans hud, hans hænder og føle hans smil med fingerspidser i mundvige. Lappe hvert eneste af hans ord i mig, og være der hvor han er. Altid. Hele tiden. Til jeg bliver kvalt i nærhed og selvudslettelse. Til jeg forsvinder i ham og dét. Alt det ville jeg. Savnede jeg. Ønskede jeg. I 12 minutter i min bil forleden. Under bøgetræerne, der knitrede af forår, og formede en skriggrøn tunnel som jeg blev suget ind i; så jeg glemte, hvor jeg var. For virkeligheden er en naragtig illusion, og der er intet jeg kan gøre. Intet. Fordelen ved dage spækket med møder er, at man undgår at se ind i en skærm. Praktisk når man er mig og har andendagsmigræneflimmer. Men det var en god dag alligevel, sært nok. Jeg fik bestilt en rejse til Las Vegas. Der har jeg aldrig været før, men jeg kendte engang en kvinde der var stor fan af byen. Hun blev gift der, så meget fan var hun. Og manden med. Deres bryllupsbillede stod fremme som bryllupsbilleder gør, og var den rene skære Las Vagas-kitsch. Gysende. Jeg forstod det aldrig, og efter jeg en dag fandt mig selv i et infernisk spillecasinohelvede i Altantic City, forstod jeg det endnu mindre. Dem om det. Min rejse er strictly business, naturligvis. (men en skønne dag vil jeg rejse rigtigt igen. Sådan, ‘os-to’ og ud og se verden, hånd i hånd i takt. Stuff) Men jeg så en mand, i en hvid kortærmet skjorte og mørke bukser, der stod midt på fortovet ved kvartoverfire-tiden og malede et hvidt stakit. Bøjet så meget fremover, med armene strakt så langt de kunne, holdt han penslen i yderste fingerled og pjaskede malingen på. Resultatet har nok været derefter og jeg vil æde min hat på at han ikke undgik at få pletter på tøjet. Mærkelige mand. Mindst lige så mærkeligt et syn, som den mail fra min mor hvor hun tilbød at hente mine børn, hvis min migræne var for slem. Sære tider. Men gode tider jo. Sært nok. Men prøv lige at se himlen, og træerne og lyt til den sprøde morgen. Se fuglene, der fanger insekter i luften, og sneglene der kravler i ly på dugvåde grene. Mærk duften af blomsterknopper der lige er bristet og se lyset i neongrønne blade, der splintrer frem af brune pakker. Se duggen i edderkoppespind og den lette dis på himlen. Se røde kinder og lette jakker. Søvnige blikke bag bilruder og høflige smil i bussen. Se verden vågne, og vid; at i dag biver en helt speciel dag. Hvis vi vil. København ved 24-tiden er fuld af 17-22 årige teenagere der er fuldere end de burde være hvis de var lige så kloge som os. Det er de heldigvis ikke, så der er rigeligt at se og huske på, når man står som hundredenogenogfirsårig og skutter sig i kulden inden næste tog suser ind på Nørreport. Men de har så blanke kinder og øjne og deres hår skinner i lyset fra reklameskiltene, og i skvulpet fra romflasken under pigens ene arm. Jeg burde ikke skrive nu hvor jeg er træt, ikke har pakket og skal nå et fly i morgen formiddag. Relativt ædru til trods. Så det lader jeg være med. Nu. (og tak) Vel bare fordi man kan. |
|
|
|
Copyright Anna - www.mesmerized.dk. Tak fordi du læser med. Hvis du citerer eller bruger noget herfra, så nævn venligst hvor du har det fra. Sitet er hosted på One, og jeg bruger naturligvis Wordpress på dansk 90 queries. 0,803 seconds. |
||
Kategori: 
Kommentarer